Kategoriarkiv: Politik

Drop det Lars, vi vil ikke til Mars

Udgivet den af
Svar

Unge over HELE verden – som i HELE VERDEN, nemlig 112 lande – har i dag, fredag d. 15. marts demonstreret for klimaet.

Også i Danmark, hvor mange tusinde elever fra både folkeskole, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser var forsamlede foran Christiansborg i København samt i mange andre byer. Der blev hoppet, råbt og markeret på bedste demokratiske vis med bannere og slagord som fx

DROP DET LARS, VI VIL IKKE TIL MARS

For de mener det alvorligt, de unge mennesker. De vil ikke gå glip af et liv og en fremtid for dem selv og deres børn her på vores dejlige grønne og blå klode.

De vil også have en tilværelse med rent vand, ren luft og sund mad.

En af de deltagende, Anna Margrethe Thorsen Frederiksen, der går i 2. g. på Christianshavns Gymnasium, var med, og hun fortæller:

Vi startede fra gymnasiet, hvor vi var elever fra alle tre årgange, der samledes udenfor porten – hvor vi mødtes med eleverne fra bydelens to grundskoler Døttreskolen og Christianshavns Skole, og så gik vi tre institutioner over Knippelsbro og ind mod Christiansborg.

Da vi kom derind, var pladsen over halvt fyldt op allerede, men den var snart helt proppet, og så startede det med taler og klimasange.

Vi sang fx ”Der VAR et yndigt land”, som var en total omskrivning af nationalsangen. For sådan bliver det, hvis ikke vi handler nu. Så er det yndige danske land fortid.

Og så gik det slag i slag med kampråb og flere taler, inden landets statsminister Lars Løkke trådte op på scenen. Han snakkede lidt om, at vi i virkeligheden her i Danmark ikke udleder så meget CO2, men vi stoppede ham – to gange – ved at råbe:

DET ER IKKE NOK

For det er ikke nok. Der skal gøres mere. Meget mere, hvis kloden skal reddes. Og klimaet er for vigtigt til at overlade til politikerne.

Danmarksbloggen er enig. I mange århundreder er alt blevet sat op i forhold til hvad det koster rent økonomisk. Tiden er nu inde til et paradigmeskifte – til at ALT, som i ALT, skal sættes op i forhold til, hvad det betyder for miljøet og klimaet, både på den korte og den lange bane.

KLIMA ind i AL politik – for der er ingen planet B.

Al politik er klimapolitik, som de unge sagde det på endnu en fredag, for som hashtagget for de efterhånden gentagne klima-demoer siger det:

Fridays for Future

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen spå´r: Folketingsvalg 9. april

Udgivet den af
Svar

Den 9. april – dagen, hvor Danmark blev besat for 79 år siden i år, og samtidig dagen, hvor Danmarksbloggen vurderer, at danskerne skal stemme til folketingsvalget.

Danmarksbloggen vover nemlig pelsen og siger, at Løkke vil udskrive folketingsvalget på tirsdag d. 19. marts til afholdelse tirsdag d. 9. april.

Nu er det nemlig tid.

Alle regeringens store planer er præsenteret. Nogle af dem er mere urealistiske end andre, og nogle andre er et større benspænd for en evt. kommende socialdemokratisk regering end andre, men de ligger nu alle på bordet.

Læg dertil at Løkke er en gambler, som ikke er bange for at sætte alt på ét bræt.

Desuden så kan han ved et folketingsvalg i god tid inden EU-parlamentsvalget sidst i maj også stille sig selv i position som en kommende dansk EU-kommissær, især hvis blå blok vinder.

Det vil virke som en mærkelig manøvre, men Løkke kan vælge også personligt at gå dén europæiske vej – fremfor at blive siddende som statsminister i Danmark. At det så af vælgerne vil blive opfattet som etisk forkert at stille op til det danske folketing, for så straks efter at forlade posten, er noget andet.

Og så er der det med selve datoen, altså d. 9. april.

For de fleste danskere er 9. april nemlig stadig den dag, hvor man tænker på dengang i 1940, hvor den tyske besættelse af Danmark under 2. verdenskrig startede. Det var dengang, der ikke fandtes noget EU, NATO eller FN – eller mange andre af de internationale samarbejder, som Danmark er en del af i dag.

Og lige siden sin nytårstale har Løkke netop talt om velsignelserne i EU og i det internationale samarbejde i det hele taget. Så hvad er vel bedre end et valg på selve dagen, der markerede det værste – nemlig krigen – i det gamle og splittede nationale Europa?

Det er historiens vingesus, og så flytter det også fokus væk fra al den dårlige politik, som der er blevet ført på det indenrigspolitiske område i de sidste fire år. For Løkke vil forsøge at dreje valgkampens temaer væk fra Danmark og ud i Europa.

En stor del af valgkampen vil – med en valgdato 9. april – også finde sted i Brexits skygge og gøre det lettere at gøre Europa, virksomhedernes eksport og et behov for en fælles europæisk flygtningeløsning til valgtemaer.

Og alt det vil Løkke gerne, for jo mindre han skal tale om velfærd, miljø og ulighed, jo bedre.

Så Danmarksbloggen spå´r, at folketingsvalget bliver d. 9. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Populistisk skred mod højre startede i sidste årtusinde

Udgivet den af
Svar

Pernille Vermund – dansk politiks nye enfant terrible – har i dén grad forstået at få mediernes opmærksomhed, senest ved sidste uges profilerede debat med Kristian Thulesen Dahl i Aabenraa.

Pernille Vermund bor ellers i Nordsjælland, men til det kommende folketingsvalg stiller hun op for Nye Borgerlige i Sønderjylland, som udover at være den landsdel, hvor flest (målt i procent) stemmer på Dansk Folkeparti, er der, hvor Dansk Folkeparti´s formand Kristian Thulesen Dahl også stiller op – og bor.

Men nu går Vermund altså i direkte kamp med Thulesen Dahl om stemmerne på hans hjemmebane …

Det skrives der meget i medierne om, ofte med den vinkel, at der er tale om et populistisk skred til højre i dansk politik.

Men nej, mener man det, så kender man ikke sin politiske Danmarkshistorie. For dét skred skete for snart 25 år siden, da Pia Kjærsgaard i 1995 dannede Dansk Folkeparti.

Det var dengang, hvor Nyrup sagde, at Dansk Folkeparti aldrig blev stuerene. Det var dengang, hvor ingen partier med respekt for sig selv – heller ikke de blå – ville arbejde sammen med de ekstreme højrefløjspolitikere i Dansk Folkeparti. For det er ganske vist. Sådan blev Dansk Folkeparti opfattet dengang.

Siden har meget som bekendt ændret sig i dansk politik, og i dag har de fleste partier i årevis løbet over mod Dansk Folkeparti og taget deres politik til sig.

Ikke at Dansk Folkeparti har rykket sig en tomme i det kvarte århundrede. Det skulle da lige være et par meter endnu længere mod højre. Men de andre partier (minus nogle få) rykker hver gang med.

Så det, som engang var ekstremistisk, er for længst blevet normalt, og Dansk Folkeparti er blevet en del af det establishment, som de engang var i opposition til.

Og det udfordrer Pernille Vermund og de andre i Nye Borgerlige så ved det kommende folketingsvalg. Men nej, der er ikke tale om noget skred, er Pernille Vermund er ikke nogen frontløber. Pernille Vermund rider derimod blot med på en populistisk bølge, der startede i sidste årtusinde, og som tilsyneladende ikke kan komme langt nok ud til højre i sin ekstreme bevægelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

97 procent af alle danske virksomheder kontrolleres ikke af Skat

Udgivet den af
Svar

Danske virksomhed betaler iflg. tænketanken Cevea for lidt i skat, altfor lidt i skat – nemlig hele 14,1 mia for lidt i skat – hvert eneste år.

For de penge kunne vi få meget velfærd, rigtig meget velfærd. Se eksempler på, hvad det kunne være på nedenstående hjemmeside, som Cevea har lavet:

www.fixskat.dk

Her kan man også læse Cevea´s ti forslag til et bedre Skat. Det er forslag, der taler om mere gennemsigtighed og mere kontrol, og Danmarksbloggen er enig med Cevea i, at der er vældig meget brug for det. Ja, nærmest kolossalt meget brug for det.

Det er nemlig kun tre procent af alle danske virksomheder, der bliver kontrolleret af skattevæsenet.

Det vil altså sige, at hele 97 procent af alle danske virksomheder IKKE kontrolleres af Skat, men blot kan skøjte igennem med, hvad de måtte finde på af skatteunddragelse og andet, som fører pengestrømmene udenom den danske statskasse – og vores allesammens velfærd.

Det er både et etisk og et økonomisk problem.

Læg dertil det fald i antal årsværk indenfor Skat, som diverse regeringer har gennemført i de seneste år, og det siger sig selv, at færre mennesker ikke kan nå det samme arbejde. Det kræver nemlig tid og kræfter at inddrive skatten fra de tilsyneladende genstridige virksomheder.

Men det er et slid, der kan betale sig på bundlinien, for pt. koster de manglende kræfter til dette arbejde os alle sammen mere end 14,1 mia kroner om året.

Danmarksbloggen vil derfor anbefale, at der ansættes mange nye og dygtige medarbejdere i Skat, så alle – også virksomhederne – betaler det, som de skal, til det offentlige. For det er de penge, som vi lever af i det velfærdssystem, der gavner os alle sammen, også virksomhederne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

8. marts: Kvinder stoppes stadig af glasloftet

Udgivet den af
Svar

Hvordan har du tænkt dig at fejre 8. marts – Kvindernes Internationale Kampdag? Der er nemlig mange muligheder fra debatter om vigtige emner over poesioplæsninger og koncerter til workshops, hvor man kan være kreativ.

Men hvis man nu ikke orker efter en lang arbejdsuge, eller måske ikke bor tæt nok på de store byer, hvor langt de fleste arrangementer foregår, så kan man i stedet gøre sig klogere på danske kvinder, vores historie og vores nuværende forhold ved at læse – eller genlæse – Birgitte Possings bog ”Argumenter imod kvinder”, som er en bog, der overbevisende demonstrerer, at kampen for ligeret langtfra er slut.

Danmarksbloggen anmeldte bogen, da den udkom sidste år – se anmeldelsen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10224

Bogen fik ved den lejlighed seks handsker ud af seks mulige – og hver eneste én er velfortjent.

For det er en bog, som giver bevidsthed om det glasloft, der usynligt, men ganske effektivt ligger over mange kvinder, så vi ikke – trods åbenlyse evner – bliver rekrutteret og kommer op på den anden side af glasloftet, og får de poster og de stillinger, som vores egenskaber og kundskaber kvalificerer os til.

Men hvor i stedet mænd – også mænd, som kan langt mindre – får jobbet eller posten, ene og alene i kraft af kønnet og den Rip-Rap-Rup-rekruttering, som stadig finder sted i stor stil i magtens mandeklubber.

Vi behøver derfor, som Birgitte Possing siger det i ”Argumenter imod kvinder”, en ny fortælling. På side 45 i bogen skriver hun:

Vi mangler en samlende fortælling om samfundet, og hvad vi vil med det. Tidsånden er gennemført individualistisk, og vil man noget, er det op til én selv at gå vejen og finde sin plads og identitet. Ingen står i vejen. Sådan er den samfundsfortælling, vi faktisk har. Men den passer ikke på virkeligheden, hvor mangel på den rette kapital, klasse eller det rigtige køn kan stå i vejen for det, man vil. Det taler vi nødigt om, men det bliver vi nødt til, hvis vi skal nærme os noget, der ligner ligestilling. Vi siger, at vi har ligestilling, selv om vi ikke har det. Vi siger, vi vil have begge køn i ledelse alle vegne, selv om vi ikke får det. Vi siger, vi vil have repræsenteret den mangfoldighed i erfaringer, som begge køn repræsenterer, selv om vi ikke gør det. Når det handler om køn, siger vi ét og gør noget andet.”

Citat slut.

Danmarksbloggen er helt enig. Det danske samfund holdes tilbage af ulighed, både økonomisk og kønsmæssigt, og vi kan kun komme videre, hvis vi laver den nye fortælling sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krænkelse slår fattigdom – men kendis slår krænkelse

Udgivet den af
Svar

Flere danske byer taler nu seriøst om at bruge mange millioner kroner på at indføre såkaldte kønsneutrale lyssignaler, sådan så ingen kan føle sig krænket over at se det, som åbenbart er en mand, når man skal passere gaden. For kvinder går jo ikke med bukser?! Sic!

Det er så himmelråbende tåbeligt – og demonstrerer på den mest pinlige måde, at vi lever i et super-overfladisk samfund, hvor signaler – nu også bogstaveligt – er alt, og i hvert fald markant mere end indhold.

For tænk hvis politikerne blev ligeså optagede af at afskaffe fattigdommen og gøre livet bedre for de mere end 60.000 danske børn, der lever i fattigdom i vores rige samfund. Eller de ældre, der ikke kan få et bad eller få gjort rent. Eller sygehusene eller andre vigtige ting. SÅ ville der ske noget, men reelle samfundsproblemer syltes til fordel for overfladiske ligegyldigheder.

For ligegyldighederne kan nemlig få politikerne over hele landet – dog især i de store byer – op af stolene og se på nye kønsneutrale lyssignaler, gerne nogle, som er anderledes end de andres.

Odense har således allerede nogle lyssignaler, som forestiller byens store søn H. C. Andersen. Det er så ikke kønsneutralt, da han ubetinget var en mand. Men det er åbenbart lige meget, når vi taler om en kendis. Og nok kendte eventyrdigteren ikke selv ordet kendis, men ikke desto valfarter folk fra hele verden til Odense på grund af netop H.C. Andersen.

Syd for grænsen i Berlin er det også en mand, der pryder lyssignalerne, i hvert fald i den del af byen, der før var Østberlin, og han hedder ovenikøbet mand, nemlig Ampelmann. Men den lille mand med hatten er superpopulær, ja nærmest kult – og merchandise med ham sælger som varmt brød i de berlinske turistbutikker.

Så kendis-effekten slår altså krænkelseskulturen – det er ikke overraskende, men nedtrykkende, og det ses også tydeligt i det politiske liv.

Vi har også de politikere, som vi fortjener, siger man. Men fortjener vi virkelig mennesker, som ser på overflade og signaler fremfor på indhold? Ja, måske.

For er vi i grunden så meget bedre selv? Hvad gør vi selv for at gøre samfundet til et bedre sted? Hvordan hjælper vi selv dem, der er dårligere stillet end os?

Det kan man jo spørge sig selv om, når man står og venter på grønt lys for at komme over gaden. For det er det, som et lyssignal er. Det er et rødt lys og et grønt lys og ikke noget som helst andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Friheden trues både nedefra og oppefra

Udgivet den af
Svar

I et frit og demokratisk samfund kan enhver ytre sig, som man vil uden at frygte at blive truet eller udsat for vold og overgreb.

Sådan et samfund gad jeg godt leve i, og sådan var Danmark også engang. Men det er Danmark ikke længere.

Friheden trues, både nedefra og oppefra.

Nedefra af de bøller der retter trusler mod vores politikere og deres familier, sådan så mange spørger sig selv, om de overhovedet tør gå ind i politik, om de vil betale den pris, der evt. følger med, og som indebærer risiko for overfald og hærværk.

Forleden blev den socialdemokratiske politiker Mattias Tesfaye således spyttet i ansigtet i metroen, og kun én person ud af de mange, der var med metroen, kom ham til hjælp med et lommetørklæde. Alle andre havde travlt med at kigge ned på deres mobiler.

Men også oppefra er vi på vej mod en totalitær tilgang, som ikke rimer på demokrati.

Det seneste eksempel er folketingets formand Pia Kjærsgaards mærkværdige accept af partikollegaens Kenneth Kristensen Berths generalisering af en hel befolkningsgruppe (muslimerne), samtidig med at hun ikke tålte, at Pelle Dragsted (fra Enhedslisten og derfor en politisk modstander) brugte ordet racistisk i sit svar til DF´s Kenneth Kristensen Berths påstand om muslimerne.

Det rimer hverken på demokrati eller på ytringsfrihed, men derimod på kontrol og totalitarisme, og det er ekstra farligt, når det udøves direkte fra folkestyrets fornemmeste plads: Folketingets formandsstol.

Men danskerne? Hvad gør vi, selvom det nu brænder ikke kun om vores vugge, men også i vores lille vugge? Ja, vi fortsætter med at glo ned i vores mobiler og grine af videoer med søde hundehvalpe …

Man kunne fristes til at spørge, om vi overhovedet fortjener demokratiet, når vi ikke vil stå ved det og kæmpe for det?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Klaus Riskær Pedersen har en reel chance

Udgivet den af
Svar

Et nyt parti har set dagens lys i dag, hvor partiets stifter Klaus Riskær Pedersen har holdt pressemøde på Vartorv i København.

Vi holder hovedet koldt og hjertet varmt, er partiet Klaus Riskær Pedersens slogan. Formålet med partiet er at starte en nødvendig hovedrengøring i dansk politik, da Klaus Riskær Pedersen mener, at folketinget har udviklet sig til at blive en karrierekanon for unge akademikere – og at vores folkestyre er overtaget af konsulenthuse og embedsmænd, som tilrettelægger samfundet hen over hovedet på danskerne.

Rent konkret handler partiets program om at:

450 mia. kroner skal flyttes rundt i en skatteomlægning, hvor borgerne skal betale mindre, men virksomheder og finanssektoren mere.

Der skal være et stop for udlændingestramninger – nu er det nok, og vi skal i stedet fokusere på mere integration.

Der skal satses stort på klima og miljø, både økonomisk, som samfund og i den enkelte husholdning.

Offentlige ansatte skal have bedre arbejdsvilkår og organiseres i kooperative arbejdsfællesskaber.

Socialt udsatte som fx kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse, hjemløse og andre, som ikke kan arbejde, skal have borgerløn.

Pensionen bliver differentieret og tilpasses arbejdssituation og tid på arbejdsmarkedet.

En større sikring af privatlivets fred og værn mod overvågning m.m.

Danmark skal blive i EU, men udenfor møntunionen, som vi også er det i dag. Retsforbeholdet skal også beholdes, men forsvarsforbeholdet skal fjernes.

Cannabis skal gøres lovligt, men skal kun sælges specielle steder. Salget af cigaretter og alkohol skal væk fra detailhandlen.

Børnechecken forsvinder, men vuggestue, børnehave og fritidshjem samt visse fritidsaktiviteter op til 9. klasse gøres gratis.

Unge kan først få SU, efter de har taget en ungdomsuddannelse og udført 2 x 3 mdrs. værnepligt, hvoraf den ene er social.

Uddannelsesloftet fjernes.

Vi behøver en forvaltningsdomtol for at holde fast i Grundloven, i praksis betyder det, at kontrollen med Grundloven skal flyttes fra Justitsministeriets lovkontor til Højesteret i samarbejde med Dronningens Kabinet.

Forholdet til Rusland skal normaliseres.

Grønland skal integreres kraftigere i fællesskabet – og skal ikke være uafhængigt.

Danske kvinder skal føde flere børn.

En familie er en kernekonstruktion uanset kønnet på medlemmerne af familien og partnerskab.

Kirken skal sekulariseres, men samtidig skal der undervises mere i kristendommen og i bærende danske kulturværdier.

Kulturen skal på samme måde styrkes som et værn mod den globale digitalisering.

Danmarksbloggen har fulgt pressemødet med stor interesse og mener, at Klaus Riskær Pedersen har en reel chance for at blive valgt.

For hvem kan være imod mere fokus på miljø, at virksomheder og finanssektor også betaler skat, at uddannelsesloftet fjernes, og at de offentlige ansatte får bedre arbejdsvilkår – og vi alle en bedre velfærd?

Dét er mange danskere i den grad enige i – og sat sammen med en politikerlede og en magtfuldkommenhed hos nutidens levebrødspolitikere, så har manden en rigtig god chance for at få et kredsmandat.

Spørgsmålet er så, hvordan det vil påvirke de gamle partier, som stadig bliver dem, der svinger taktstokken, også efter et valg?

Næppe ret meget, selvom der er brug for en del af det, som Riskær er inde på. I Danmarksbloggens øjne måske især forvaltningsdomstolen, da retsstatens tilstand langtfra er så god, som den kunne og burde være.

Se mere her om påvirkningsloven og dens betydning for ytringsfriheden og retsstaten: http://danmarksbloggen.dk/?p=10238

Men det er også interessant, at der fokuseres på kunst, kultur, kulturværdier og en modernisering af kirken på den måde, at på den ene side skal alt dansk og en morallære styrkes – men samtidig skal det også moderniseres i en mere sekulær retning. Noget som det nærmest kræver en ny Grundtvig at få igennem, bortset fra at Grundtvig selvfølgelig ikke var spor sekulær.

Danmarksbloggen vurderer, at en sådan proces kræver en form for tro, men måske en mere åben tilgang til tro, hvor der åbnes op for etiske og moralske problemstillinger som det bærende princip, noget som alle religioner og også ateister kan være enige om er vigtige.

Læs mere om det nye parti her: https://www.klausriskaerpedersen.dk/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valgtema: Miljø, pension eller kaninen i hatten

Udgivet den af
Svar

Folketingsvalget kan komme om få uger – eller være mere end tre måneder væk. Tidspunktet kendes kun af Lars Løkke og måske et par stykker mere.

Endnu vides det heller ikke, hvad valgets store tema bliver. Op mod vinterferien talte alle om pensionsalder og nedslidning på jobbet, men så kom ferien, og der er åbenbart ikke noget som nogle fridage til at få folk og medier til at glemme politiske dagsordner.

Så måske er luften gået af pensions-ballonen, selvom mange danskere stadig nedslides på jobbet. Det laver en vinterferie nemlig ikke om på.

Dén ændrer heller ikke på, at vi måske allerede har tabt kampen for at bevare en klode, som vi kan leve på. For miljøet er et andet tema, der hele tiden ligger som et muligt tema i valgkampen.

Det er så næppe miljøet, som Løkke ønsker, at der tales mest om. For han ved godt, at de fleste danskere ikke glemmer, hvad hans regering har gjort imod miljøet i de seneste snart fire år.

Så Løkke vil sikkert prøve at trække en kanin op af hatten. En kanin, som gerne må være noget med udlændinge, men omvendt ikke for meget med udlændinge, for så går stemmerne bare til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, og det ønsker Venstre selvfølgelig ikke.

Så det er Danmarksbloggens vurdering, at Løkke vil gå efter fordelene ved internationalt samarbejde – og især det samarbejde, som finder sted i EU-regi, og som også omfatter handel og arbejdspladser.

Løkke har også en dagsorden med at flytte fokus væk fra det indenrigspolitiske, nemlig at den sociale ulighed er blevet øget og velfærden udhulet, mens han har været statsminister.

Men det er op til medierne og oppositionen at holde Løkke fast på, hvad hans regering har gjort imod miljøet, velfærden, sundhedsvæsnet og uddannelsessystemet i de seneste fire år.

For som politiker med magt – og en statsminister har megen magt, så skal man dømmes på sine gerninger. Og dét gælder selvsagt også Løkke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”

Udgivet den af
1

Hvis man googler ordene integration og succes, så kommer alle de gode historier, som politikerne ikke fortæller. Så kan man læse, at både forskningen og virksomhederne er enige om, at langt det største flertal af såkaldte nydanskere er rigtig gode til at komme ind på arbejdsmarkedet og til også på andre områder blive en del af det danske samfund.

Men ét er tal og statistik og alvorlige ledere med ansigtet i de rette folder. Noget andet er, når dette store tavse flertal af velfungerende førstegenerationsdanskere, som Danmarksbloggen hellere vil kalde dem, får ansigter, navne og personlige historier.

Og det gør de på forbilledlig vis i Pia Sigmunds nye bog ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”, der udkommer i dag, og er en af årets mest vedkommende bøger, som giver alle en mulighed for at lære dem at kende, som for nylig er blevet danskere.

Bogen er ikke en debatbog, skriver Pia Sigmund. Det er så Danmarksbloggens mening, at det bliver svært ikke at bruge bogen i debatten, når de danske politikere igen-igen kører frem med den mislykkede integration og de utilpassede indvandrere. For det er en spændende, letlæst og alligevel fakta-fyldt bog, som giver et meget tiltrængt modspil til politikernes skræmmebilleder.

Men ja, vi skal ikke lukke øjnene for de problemer, som der findes i indvandrerkredse, men der findes også store problemer blandt nogle af dem, som har været danske i mange generationer. Det handler – som med alt andet – om personen selv og de valg, som vi tager i vores liv.

Og her har bogens 22 personer alle valgt at gøre en indsats, tage en uddannelse, engagere sig i samfundet og i eget liv. Og de er som sagt flertallet blandt førstegenerationsdanskerne – og ikke de få solskinshistorier. Det er snarerede de utilpassede, som er undtagelsen – og det er godt at huske på næste gang politikerne igen bruger førstegenerationsdanskerne som syndebuk.

For virkeligheden er lige modsat – ja i mange af de tilfælde, som vi læser om i bogen, i en grad, så de unge mennesker i stedet burde stå som idealer for andre danske unge.

Her er der nemlig ikke fokus på at blive curlet, begrave sig i computerspil eller i at lægge billeder af sig selv op på Instagram, mens man står og stritter med de botoxfyldte læber og kun tænker på, næste gang man skal i byen eller have noget nyt tøj.

Nej, de 22 unge i bogen er unge, som tager en uddannelse, har visioner i deres arbejdsliv, får børn og familie, kombinerer dansk kultur med deres hjemlands kultur, er aktive i frivilligt arbejde, rejser ud i verden og får endnu mere erfaring med hjem til Danmark.

For ja, Danmark er deres hjem, og de føler sig danske, og har en stor glæde ved at bidrage til det danske samfund – og de vil i virkeligheden helst leve stille og roligt udenfor offentligheden, men sagde alligevel ja til at være med i Pia Sigmunds bog – og dermed blive eksponeret.

Danmarksbloggen har derfor også efter nøje eftertanke valgt IKKE at nævne nogle fremfor nogle andre, for det er som gruppe, at fokus på dem skal være.

Læseren må altså selv vende siderne i den letlæste bog med fotos af alle de medvirkende og selv opleve, hvordan man bliver mere og mere glad for hver historie, som man læser. For de er så inspirerende, de 22 unge mennesker – også selvom man selv er leverpostejfarvet og for længst er ovre ungdommens vår.

Danmarksbloggen vil dog nævne nogle ting, som sprang i øjnene.

Nemlig at én foreslog rejsepligt i stedet for værnepligt. At alle danske unge i en periode skulle rejse ud i verden og lave frivilligt arbejde. Det ville give udsyn og visioner – og en forståelse af, at mennesker uanset fødested, kultur, sprog og tro i bund og grund er ens, og har de samme ønsker for livet.

Der var også flere, som efterlyste en større interesse for det land og den kultur, som førstegenerationsdanskerne er født i. For vi kommer bare så meget længere og bliver så meget klogere og gladere, hvis vi kender hinanden og hinandens baggrund.

Endelig gik en helt konkret erfaring på, at det var fantastisk at komme på efterskole, for så lærer man gammeldanskerne, det danske sprog og den danske kultur at kende på en helt anden måde, end hvis man går hjem hver dag efter skole.

Danmarksbloggen er mere end begejstret for Pia Sigmunds ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed” og giver bogen seks store hjerter ud af seks mulige. Hvordan kan man også give andet end hjerter og kærlighed til sine medmennesker?!

Det er forlaget Ravnerock, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk