Kategoriarkiv: Danmark i udlandet

Revolutionen er aflyst – igen

Udgivet den af
2

Den 1. maj kom og gik – og var pånær nogle buh-råb mod regeringen som sædvanlig en dag, hvor der var mere hygge end kamp, mere snak end kampråb.

Det er ganske dansk. Som den snart 200-årige Søren Kierkegaard sagde det, da Christian d. 8 i 1847 bekymret spurgte filosoffen om, hvad han mente om kommunismen: “Mængden behøver hele tiden opdragelse. Hvad der i de store lande bliver til voldsomhed, det bliver i Danmark blot til uartighed.”

Kierkegaard var ikke tilhænger af demokratiet. Han mente, at pøblen var uden rygrad, uden karakter, dum og let at forføre. Nej, skulle man nå nogle vegne, skulle man tale til den enkelte. For kun hiin Enkelte kunne opnå at blive sand og ansvarlig – og træde i eksistens. Være tro mod sig selv, sine valg og ikke frygte den ansvarlighed, som der ligger i at leve et etisk liv istedet for konstant at jage moden, det overfladiske, det pjat og de forlystelser, som langt de fleste bruger deres tid på.

Kierkegaard havde fat i noget omkring, hvordan samspillet er mellem aktuelle hændelser og gruppers måde at agere på. Det så man tydeligt i den netop afsluttede lærerkonflikt. For bølgerne gik højt, mens det stod på. Der blev demonstreret og erklæret og talt og lavet flashmobs og lovet og … ja, der var ingen ende på hensigtserklæringer i alle retninger.

Men nu blot en uge efter at regeringsindgrebet fandt sted, er alt næsten som før. Ingen taler om skole mere. Livet går sin vante gang i andedammen. For det blev aldrig rigtig til så meget efterfølgende, vel? Ikke andet end nogle buhråb d. 1. maj og lidt surmuleri i krogene, inden man igen gik igang med dagens dont.

Måske er det godt. Måske er netop denne andedams-mentalitet den danske model. Den virkelighed, hvor vi nok kan rappe højt og bide efter hinanden den ene dag, for så dagen efter som sædvanlig at svømme rundt mellem hinanden og spise af den samme mad.

Og måske er det netop denne adfærd der gør, at det danske samfund trods talrige politiske bestræbelser på det modsatte stadig hænger sammen, ihvertfald til en vis grad.

For måske er det netop her, at en del af sammenhængskraften i det danske samfund ligger gemt? At vi er nødt til at glemme og tilgive så hurtigt, fordi vi er så små – og få? For det er jo netop en andedam, som vi bor i – og ikke det store hav eller en brusende flod.

Så måske er det godt, at det kun er de få, der er så konsekvente i deres liv, så radikale i deres måde at leve efter deres valg på, som Kierkegaard ønskede, at vi skulle være det. For havde vi været det, så havde skolekonflikten kørt endnu … og det sammen med en lægekonflikt, som også var startet nu. En konflikt som Danmarksbloggen skrev om allerede i marts måned:

http://danmarksbloggen.dk/?p=481

Og i så fald havde det ikke kun været Kierkegaardske uartigheder, som vi havde set i den lille andedam. Det havde været voldsomheder, ja revolution. Men både revolutionen og uartighederne er – som altid – aflyst i Danmark. Ja, endda også på en dag som i dag, hvor det ikke regner, men hvor forårssolen skinner så varmt og velsignet, som Kierkegaards samtidige, men bestemt ikke perleven, H. C. Andersen ville have beskrevet dagens vejr.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Regeringen er sovjetisk-hammer-og-segl-rød

Udgivet den af
1

Kan historiens hjul dreje baglæns? Måske. Det er ihvertfald, hvad den polskfødte Virginia Høhling mener om situationen i Danmark i øjeblikket. Læs her hvad hun skriver:

Når vi er skuffede over de røde idag, fordi vi synes, at de er blå, så tager vi fejl. For de er faktisk ikke spor blå. De er røde.

De er rigtig røde endda. Men ikke dansk postkasserøde. Næ, den danske regering er rød i en sovjetisk-rød udgave.

Det er en farve, som vi faktisk troede var udslettet af paletten med Sovjetunionens fald. Men vores kære regering ty´r nu til sovjetiske metoder i deres måde at regere landet på.

Hvordan det? Ja, vi ser det især på den måde, som de vil tyre lærerne på i den igangværende lockout. Og det er kun starten på skabelsen af en offentlig sektor, hvor staten styrer alt. Tingene skal altså presses ned over befolkningen på samme måde, som man gjorde det i Sovjetunionen og resten af det daværende Østeuropa under Den Kolde Krig.

Så da Lech Walesa i 1980´erne kæmpede en brav kamp på Solidaritets vegne, var det blandt andet for indføre frihed og rettigheder i det dengang kommunistiske Polen. Han drømte om den danske model, den hvor parterne forhandler med hinanden og finder en fælles løsning.

Denne model fungerer nu i bedste velgående i Polen, som ikke længere er kommunistisk, men demokratisk. I Danmark er vi derimod igang med at aflive den selvsamme model og istedet indføre den kommunistiske model, hvor staten dikterer hvordan tingene skal være.

Hvor staten – som en anden Corydon og Vestager – bestemmer i en grad, så det er ligemeget, hvad den enkelte medarbejder eller fagforening mener og kan argumentere for. For uanset hvad, så har staten – som Corydon og Vestager har det i øjeblikket – en plan, og det er sådan, at det bliver.

Så jo, vi har skam en rød regering i Danmark. Men det er ikke en rød regering under de faner, vi kender fra 1. maj i Fælledparken.

Det er en regering, der samles under de røde faner, som man ellers forlængst har begravet østpå. Røde faner med segl og hammer på.

Dét har Danmark bare ikke opdaget endnu.

Skrevet af: Virginia Høhling, polsk født og pædagog

Monarkiets fremtid eller ej

Udgivet den af
1

Her på Dronningens fødselsdag er der nærmest 100% garanti for, at hun sammen med resten af den kongelige familie kommer frem på balkonen – på enten Amalienborg eller Marselisborg – og vinker til de mange danskere i alle aldre, der kommer for at lykønske regenten. Så vifter de fremmødte tilbage med flagene. Der råbes hurra. Og alle er glade.

Det vil sige: Sidste år var det lidt anderledes. For der døde Danmarks formentlig største forretningsmand gennem tiderne, Mærsk McKinney Møller, netop på denne dag – og med ham forsvandt også nogle af de sidste rester af den gamle tid.

For den gamle tid er på vej ud, og den nye tid er på vej ind. Vi står i et vadested i disse år – og hvor stiller det kongehuset?

Kongehuset er jo en anakronisme i en moderne tid med demokrati og menneskerettigheder, med lige muligheder, ret og pligt for alle landets borgere.
Alle undtagen kongehusets medlemmer. Man kan derfor med god ret diskutere de saglige argumenter for kongehusets beståen.

Og det bliver også diskuteret, som regel udfra konflikten mellem på den ene side tilhængerne, der mener, at kongehuset er god reklame for landet og derfor sælger masser af danske varer, mens modstanderne på den anden side synes, at vi bruger for mange penge på ingenting ved at have et monarki, at det blot er et gyldent bur. Samt at det er direkte tåbeligt og enevælds-agtigt, at regenten i et demokrati skal være den, der underskriver love og udnævner regeringer.

De to parter bliver næppe nogensinde enige. For når det kommer til stykket, er monarkiet et spørgsmål om følelser. Det er så også her, at det bliver små-farligt. For når det kommer an på følelser, kommer det også an på mennesker – og dermed bliver den udslagsgivende faktor ikke institutionen kongehuset, men hvad vi synes om de pågældende mennesker, der pt. udgør kongefamilien.

Og pt. kan vi lide dem – og så er alt jo godt. Men vil det fortsætte sådan? Margrethe og Henrik er to farverige, kunstneriske mennesker, der glade og gerne deler ud af deres talent og vid.

Men hvad med næste generation? Frederik og Mary. De virker lidt mere reserverede, lidt mere almindelige. Det kan være en styrke. Men det kan også være en svaghed, at de ikke tilstrækkeligt bruger den platform, som det er at være kongelig, til at få sagt og gjort nogle væsentlige ting.

Under alle omstændigheder drejer det her sig om, at vi i Danmark har en familie med nærmest uendelige privilegier, der samtidig lever i en konstant udsathed som mennesker. Og kan vi – penge eller ej, tradition eller ej – forsvare det rent menneskeligt?  For det er jo ét i bund og grund aparte liv, som vi byder familien på Amalienborg.

Det danske monarki er et paradoks, som vi måske lever med, fordi vores kongefamilie er historien om os selv, om Danmark og dét at være dansk. Det er den samme familie, der har siddet på tronen altid! Det kan ingen andre lande præstere.

Det er kontinuitet i en omskiftelig verden. Ja, det kan virke som et eventyr. Og i H. C. Andersens fædreland vil vi gerne beholde eventyret. Eventyret som den trygge havn, den gode fortælling, som en del af det at være dansk, også i moderne, demokratisk selvforståelse.

Men er det rimeligt at bruge en hel familie – på livstid – til dét formål?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

E lucevan le stelle: En italiener forlader sit danske fædreland

Udgivet den af
1

Der er tidspunkter, hvor det er særligt vemodigt at sige farvel.
Et af dem var i forgårs inde på Det Kgl. Teaters Gl.Scene på Kgs. Nytorv.

For dér i den smukke, gamle teatersal, der emmer af kunst, kultur, musik og ånd, dirigerede for – måske – sidste gang den italiensk-danske dirigent Giordano Bellincampi sin yndlingsopera, den dramatiske og musikalsk smægtende “Tosca” af hans halve landsmand Giacomo Puccini.

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Musik/Klassisk_musik/Dirigenter_og_operainstrukt%C3%B8rer/Giordano_Bellincampi

E lucevan le stelle (og stjernerne lyste) synger operaens tenor i sidste akt, og det gjorde de i sandhed også dén aften, både udenfor det gamle teater og indenfor på scenen.

Men allermest lyste Bellincampi selv her i hans (måske) sidste optræden på Gl. Scene sammen med Sjællands Symfoniorkester, som han i en årrække var chefdirigent for.

Vissi d´arte, synger sopranen i “Tosca” i anden akt. Jeg har levet for kunsten, betyder det. Og det gør Bellincampi også. Han kan blive en af de helt store.

Så lykke til på rejsen til ham.

De har noget at glæde sig til i Duisburg og Milano.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Habemus papam …

Udgivet den af
Svar

Habemus papam – eller på dansk: Vi har en ny pave …

Sådan vil det lyde en dag i løbet af foråret, når konklavet (sammenslutningen af kardinaler) i Det Sixtinske Kapel har valgt en ny pave, og den hvide røg traditionen tro  stiger op over Vatikanet og Peterskirken …

Men hvem bliver det? En hvid mand? En sort? En asiat? Ingen ved det. Det eneste man ved er, at det IKKE bliver en kvinde 🙂

Nå, spøg til side. Mens disse linier skrives, er det kirkepolitiske spil allerede gået igang. For valget af ny pave er vigtigt. Ikke kun for denne verdens ca. 1,2 mia. katolikker, men også for alle andre kristne …

For uanset hvilken kristen retning man tilhører, så kan vi alle relatere til paven. Paven er både en institution og den mest kendte og fremtrædende kristne på kloden.

Det er derfor mere end vigtigt, hvem der bliver pave i en tid, hvor religion og tro igen fylder markant mere end det har gjort i mange år, ja nærmest flere århundreder.

For 1900-tallet handlede ikke ret meget om religion. Det var samfunds-ideologiernes århundrede med kommunismen, fascismen og nazismen som de værste – og mest fremtrædende – repræsentanter. 1800-tallet var derimod nationalstaternes og den romantiske nationalismes århundrede kombineret med oprør og kampene om produktionsmidlerne. Og endelig drejede 1700-tallet sig om oplysning og videnskab – ihvertfald indtil Den Franske Revolution i 1789, der indvarslede 1800-tallets samfundsomvæltninger.

For vi skal helt tilbage til 1600-tallet´s optagenhed af menneskets frelse og de ulykkelige religionskrige i Europa for at finde den sidste periode, hvor religion for alvor spillede en rolle. Dengang i en version, hvor katolikker og protestanter slog hinanden ihjel på grund af uenighederne.

Men nu tyder meget på, at troen er på vej tilbage som stridspunkt i samfundet – og mellem mennesker. Denne gang dog ikke internt mellem de forskellige kristne retninger, men kristendommen set i forhold til andre religioner – og især i forhold til islam, som for første gang siden middelalderen igen spiller en markant rolle i Europa.

Det er derfor vigtigt, at den nye pave kan mestre kunsten at rumme og favne bredt, også andre religioner end den kristne. Samtidig skal han kunne sammenfatte og formidle, hvad det vil sige at være kristen i det tredje årtusinde e. Kr. – også selvom man ikke er katolik, men protestant, ortodoks, anglikansk og så videre.

For nok er paven katolikkernes overhoved først og fremmest i kraft af sin funktion som Peters direkte efterfølger. Men han er også den person, som alle kristne forholder sig til. Samt ham, som alle de andre – hvad enten de er muslimer, jøder, hinduer, buddhister og så videre – kigger på, når de skal vurdere, hvad det vil sige at være kristen – eller/og hvad den kristne verden mener.

Så det er vigtigt, at paven kan samle alle kristne – og ydermere kan forstå Europas specielle rolle.

For nok er paven udelukkende pave for alle verdens katolikker, men han bor midt i dét Europa, der i snart to årtusinder har været kristnet land – og dermed bliver det han siger om kristendommen, meget nemt opfattet som en status på kristendommens situation i Europa.

Og netop kristendommen har det svært i Europa.

EU vil ikke skrive kristendommen ind i forfatningen, selvom kristendommen og dens budskab er det, der ligger til grund for de værdier, som vi har i vores åbne, demokratiske velfærdssamfund.

Værdier som at tage sig af de svageste (elsk din næste som dig selv) og sikre alle medborgere lighed, frihed samt menneske- og borger-rettigheder. Nogle af disse rettigheder er så desværre truet, og her tænker jeg især på de dele, der fordrer, at dem, der har, deler med dem, som ikke har. Altså den kristne tanke om at dele jordens goder med sin broder (og søster).

Men lige netop det der med at dele og tage sig af hinanden er umoderne i et Europa, hvor landenes befolkninger i stigende grad vender ryggen til kristendommen, uanset om det er i den katolske eller protestantiske version.

Så der venter et stort arbejde for den kommende pave … og den nemmeste del bliver det arbejde, der ligger inde bag de lukkede døre i Det Sixtinske Kapel, inden den hvide røg stiger op, og meldingen går ud over verden:

Habemus papam

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kyndelmisse: Lysene tændes på Danmarksbloggen

Udgivet den af
2

I går, d. 2. februar, var det kyndelmisse – og Danmarksbloggen blev født.

Kyndelmisse, der betyder lysenes messe, er en kristen højtid, som man har fejret siden middelalderen. I den katolske kirke gjorde – og gør man det – ved at velsigne alle de lys, som skal bruges ved årets gudstjenester.

Læs mere her: http://www.kristendom.dk/artikel/267017:Kyndelmisse–Kyndelmisse-varsler-lysere-tider

Og her: http://www.kristendom.dk/artikel/496259:Indfoering–Kyndelmisse-og-lysskikke-i-danske-kirker

Vi tænder altså vores lys her ved kyndelmisse-tide. Alle vores lys endda. Både dem, der er lavet af stearin og dem, der af lavet af drømme, håb og tanker.

For også ord kan være lys. Ja, ord kan måske i ganske særlig grad være lys.
Lys, der spreder oplysning, viden, tryghed og glæde i det mørke, som nu i mere end et årti har ruget over Danmark.
Et mørke skabt af mørkemænd og -koner, som konsekvent taler til den laveste fællesnævner. Til dén indre svinehund, som så let lokkes frem med lige dele spillen på frygten for alt, der er anderledes og den grådige egoisme.

Men nu vil vi ikke længere finde os i dét mørke! Vi vil tænde lys!
Lys, der stråler og taler om rummelighed og respekt, om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft.

Og de lys bliver flere og flere, som der skrives flere og flere indlæg her på Danmarksbloggen.
Indlæg, der gør os klogere på os selv og hinanden. Indlæg, der får os til at fatte håb om, at Danmark igen kan blive en nation, hvor vi er der for hinanden.

Derfor: Giv dit besyv med … skriv om dig selv og dit liv … om det Danmark, du lever i.

Der er – og skal være – plads til os alle.
Lad os sammen skabe et Danmark, hvor der er højt til loftet og plads til mangfoldighed og debat.

Vel mødt på Danmarksbloggen!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Velkommen til Danmarksbloggen

Udgivet den af
Svar

Kære Alle

Velkommen til Danmarksbloggen.
Bloggen, der handler om Danmark, Danskerne og Danskheden.

Bloggen, hvor almindelige danskere kan komme til orde og fortælle, hvordan det er at leve i Danmark.
Bloggen, der med indlæg, artikler, analyser og anmeldelser vil formidle seriøst og sagligt om Danmark og danskerne – og den danskhed, som der snakkes så meget om i disse år.

En danskhed, som mørkemænd og -koner sammen med regnedrenge og managementpiger altfor længe har haft patent på at definere.
Men det skal være slut nu.

For nu vil Danmarksbloggen arbejde på at fremme den danskhed, som i årtier gjorde os elskede og berømmede langt udover landets grænser – og som kan gøre det igen.
En danskhed, der handler om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft, om respekt og rummelighed.

En danskhed, der er Danmark og danskerne værdig …
En danskhed, som vi alle skal være med til at definere og beskrive.

Derfor: Giv dit besyv med … skriv om dig selv og dit liv … om det Danmark, du lever i …
Der er – og skal være – plads til os alle. Lad os derfor sammen skabe et Danmark, hvor der er højt til loftet og plads til mangfoldighed og debat.

Hvis du vil kommentere et indlæg, trykker du blot på taleboblen – og så er ordet frit.
Hvis du selv vil skrive et indlæg, så send en mail til undertegnede på djt@doo.dk – og vi finder ud af det.

Vel mødt på Danmarksbloggen!

Venlig hilsen
Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk