Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Den lille mariehøne skal flyve igen

Udgivet den af
1

Husker I Ib Schønbergs skønne vise: Se, der er en mariehøne …

Det er den, hvor man synger. Se, her er en mariehøne, husker De den gamle skrøne, den er kendt af hver en lille dreng og lille pige, denne lille kære bille kan skønt den er bittelille, skabe underværker, blot du smiler og vil sige: Flyv op imod himlen og be om dejligt vejr, flyv op gennem skyerne, imens jeg venter her, flyv op efter alt det vi ønsker hver især, flyv op imod himlen og be om dejligt vejr.

Men nej, visen handler ikke blot om dejligt sommervejr, selvom det altid er noget, som vi ønsker her til lands om sommeren (og har fået i år). Den handler også om et Danmark i 1950´erne, der var godt og grundigt klemt mellem de to stormagter USA og det daværende USSR, som man kan høre det senere: Tordenskyer går frem fra øst og vest, åh smut forbi …

Det var håbet om at slippe for den kolde krigs atomtrussel. Det var at føle – og være – det lille land, der ikke kunne gøre ret meget, når stormagterne på hver side rustede op. For sådan var det under den kolde krig, der først endte med Berlinmurens fald for snart 25 år siden d. 9. november 1989.

Siden hen har Danmark været med i diverse FN-aktioner samt krigene i Irak og Afghanistan.

Vi føler os altså ikke længere specielt små og magtesløse i Danmark. Faktisk føler vi os store og mægtige igen, som dengang vi var vikinger. Og især i årene efter årtusindsskiftet har denne følelse spredt sig i samfundet.

Og på nogen måder er det godt, men på andre skidt. For samtidig med at vi igen begyndte at tro på, at vi kan spille en rolle på den store verdensscene, smed vi også tilliden til alle andre end os selv overbord.

Troen på og tilliden til at vi kan få godt vejr, til at en lille mariehøne kan bede selveste Vorherre om fred i verden, er væk.

Og ja, det er en lidt naiv tillid til verden, til livet. Det er en barnlig og uskyldsren tillid. Men også og især en tillid, som vi mangler nu i et Danmark, der er blevet så koldt og hårdt, at ingen idag sender små mariehøner til vejrs med gode ønsker.

Heller ikke selvom der er desperat brug for det i et Danmark, der igen trues af sorte tordenskyer, nu blot skabt af vores eget fremmedhad og manglede rummelighed overfor samfundets svageste …

Tordenskyer går frem fra øst og vest, åh smut forbi …

Så send en mariehøne til vejrs. Tro på det. For Gud lytter, også til små mariehøner.

Ja, Han lytter især til små mariehøner. For den mindste iblandt jer …, som også Nyt Testamente skriver det om de små.

For det gør ikke noget at være lille.Tværtimod, så kan de små mariehøns flyve over mure og skel og mellem tordenskyerne og lige op til Vorherre med bud fra os.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske perler: Nyborg og Nyborg Slot

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen slutter idag serien om fem – ikke så kendte – steder i Danmark, der er de rene perler.

I dag skal det handle om:

NYBORG OG NYBORG SLOT

For mange danskere er Nyborg en by, som man hurtigt kører forbi – enten når Storebælt lige er blevet krydset – eller når Storebælt skal passeres.

Mange tænker også på Nyborg Strand, som er navnet på det velrenommerede hotel i udkanten af Nyborg, der ofte danner rammen om store konferencer, partikongresser m.m.

Men Nyborg er andet og mere end et kendt hotel og Storebælt, selvom placeringen ved netop Storebælt altid har været noget centralt for og ved Nyborg.

For det var op gennem Storebælt, at såvel ledingsflåderne i vikingetiden som middelalderens krigsskibe samt senere tiders flåder stod, både vores egne og de fjendtlige skibe. Og her tænkes primært på venderne, som især op gennem middelalderen fra tid til anden hærgede de syddanske kyster. Man byggede derfor også vagttårne – og borge mange steder i Syddanmark – og således opstod det første Nyborg Slot allerede på vej fra vikingetid til middelalder, selvom det egentlig slet ikke hed Nyborg Slot til at starte med og ikke var ret meget andet end en fæstning.

Op gennem middelalderen blev Nyborg Slot først en borg og senere et slot. Og flere gange blev Nyborg Slot bygget både større og bedre – til gavn for såvel slottet som for byen, der oplevede vækst og velstand med et for hele Danmark så essentielt et slot i sin bymidte.

For der foregik vigtige ting på slottet kulminerende med, at man engang i 1200-tallet begyndte at holde Danehof på Nyborg Slot. Danehof var et møde mellem kongen og rigets førende mænd, der helst skulle finde sted minimum en gang om året. Og disse Danehoffer, også dem hvor kongen underskrev sin håndfæstning, som var en slags konge-kontrakt, foregik i reglen ved midsommertide på Nyborg Slot frem til engang i 1400-tallet, hvorefter Nyborgs betydning som by blev markant mindre.

Omkring 1520 var der dog snak om at gøre Nyborg til kongelig residensstad – og der blev foretaget massive arbejder på slottet. Men det blev aldrig til noget med at få kongen tilbage til byen. Kongens residens lå nu i København.

Og da svenskerne kom og hærgede hele Danmark – og også Nyborg – midt i 1600-tallet, og enten stjal eller brændte alt inventaret på Nyborg Slot – så var løbet endelig kørt. I de næste århundreder blev Nyborg Slot brugt til adskillige ting, blandt andet kornmagasin og tøjhus. Sten fra slottet blev også anvendt som byggemateriale andre vegne, blandt andet til huse i Nyborg efter den store by-brand i 1797.

Til sidst havde garnisonen det meste af slottet, men endelig i 1913 forlod militæret slottet, og Nationalmuseet overtog. Slottets kulturhistoriske værdi stod alle klart, og arkitekt Mogens Clemmensen restaurerede det, så vi i dag kan aflæse ikke kun middelalderen, men en stor del af slottets bygningshistorie, når vi går rundt i den historiske bygning.

For at besøge Nyborg Slot for bagefter at gå på de omkringliggende volde og i de små gader ved slottet og omkring den lille sø er derfor i dén grad at føle historiens vingesus – hele Danmarkshistorien.

Og med sin bekvemme placering midt i landet kan et tur til Nyborg både være et udflugtsmål i sig selv og en hyggelig pause på turen tværs over Danmark. Læs tidligere indlæg i serien om de danske perler her:

Læs tidligere indlæg i serien om de danske perler her:
Mors, Fur og moleret: http://danmarksbloggen.dk/?p=4769
Køge ås, Grundtvigs grav og Malerklemmen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4771 Ribe, domkirken, marsken og Vadehavet: http://danmarksbloggen.dk/?p=4807
Smålandsøerne:http://danmarksbloggen.dk/?p=4818

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den gyldne sommer og at bruge tiden

Udgivet den af
2

Astrid Lindgren skriver i bogen “Kalle Blomkvist lever farligt”: Hvem var det, der sagde, at en sommerferie var lang? Det er helt forkert! En sommerferie er så sørgelig, ubarmhjertelig kort, at man kunne græde. De gyldne dage rinder bort, den ene efter den anden. Det gælder om at udnytte hvert sekund.

Hun har ret. Især når man husker også at lave ingenting indimellem, både i sommerferien og ellers. For nogle gange bruges tiden bedst, når den bruges til ingenting udover bare at være …

Jeg nægter ihvertfald at stresse over konstant at skulle have det bedste afkast af tiden, som var den en anden bank-konto. For så bliver tiden, både den i sommerferien og ellers, da i sandhed kort og uden nu, glæde og dybde.

Men alligevel har hun ret, Astrid Lindgren. De gyldne sommer(ferie)dage skal nydes i fulde drag. De skal suges ind, svømmes, duftes, spises og drikkes … De skal føles, leves, drømmes og sanses udover alle grænser.

For som der står i visen “Når egene knoppes”: Men bedst som du kommer, du favre skærsommer, så hastigt du flyr som en drømmerig blund …

Så med andre ord: NYD SOMMEREN, saml alt hvad du kan af lys og varme. Der bliver brug for det i dén vinter som kommer, en vinter med tid til fordybelse og drømme om næste gang natten igen bliver lys, og luften igen mild og fuld af blomsterdufte og fuglesang. Næste gang det bliver sommer(ferie) …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danske Perler: Smålandsøerne

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen fortsætter serien om fem – ikke så kendte – steder i Danmark, der er de rene perler.

Læs derfor med hver tirsdag i juli måned, således også i dag, hvor det skal handle om:

SMÅLANDSØERNE

Smålandsøerne eller Sydhavsøerne, som de også kaldes, er tre små øer, der ligger nord for Lolland.

Den største er Fejø, og derefter kommer Femø og Askø-Lilleø. Tre øer med samme af Østersøen begunstigede milde klima. Men også tre øer som har hver sin helt specielle identitet.

Fejø er især kendt for sine æbler og pærer, der sælges året rundt – og som om efteråret sejles til Nyhavn af de navnkyndige pæreskuder, hvor københavnerne står på nakken af hinanden for at købe noget af Danmarks allerbedste frugt. Æbler og pærer, som ikke kun smager godt, men som også hvert forår gør Fejø til et skønt skue indhyllet i en fantastisk duft, når de mange frugttræer blomstrer i maj måned.

Men øen, der kun har 500 faste indbyggere, har mere end æbler og pærer at byde på.

Fejø er også hjemstedet for de såkaldte drivkvaser, en slags både med indbygget dam pga hullerne i bunden, hvor fiskene kan svømme rundt og dermed være levende, indtil de landes, når båden kommer i havn. Et besøg på Fejø om sommeren er altså lig med friske fisk og masser af frugt og grønt.

Femø forbindes for mange med kvindelejr, frigørelse og bare bryster – eller med andre ord: Alle myterne om 70´erne. Og kvindelejren – der er verdens ældste af sin slags – findes også stadig på Femø, hvor alle slags kvinder mødes fra juni til august for at være sammen og deltage i diverse samtaler, workshops m.m.

Men Femø er også kendt for jazzfestivalen, der hver sommer samler flere og flere gode artister – og hvor unge, håbefulde jazzmusikere også kan gå i masterclass præcis som i jazz´ens hjemby New Orleans.

Femø er også kendt for sit sindrige system af stier på kryds og tværs af øen, hvor man hverken kan køre eller cykle, men blot gå og dermed komme helt ned i gear og få sjælen med.

Den sidste ø er Askø-Lilleø, der også er den mindste af øerne, hvilket betyder, at havet er endnu mere lige i nærheden, uanset hvor man er på øen.

Askø-Lilleø har derfor et lys, som er helt specielt – og som får mange kunstinteresserede til at finde papir, tegne- og malergrejet frem.

Andre foretrækker fiskestangen, bogen eller andre livs- og energigivende sysler.

Heldigvis er det ikke noget krav, at man skal vælge imellem de tre smålandsøer, hvis turen går sydpå. Båden sejler flere gange om dagen til dem alle tre, så det er bare at tage på øhop i Smålandshavet og smage æbler og pærer, lytte til jazz, fiske og måske male eller fotografere det fantastiske lys.

Læs tidligere indlæg i serien om de danske perler her:
Mors, Fur og moleret: http://danmarksbloggen.dk/?p=4769
Køge ås, Grundtvigs grav og Malerklemmen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4771
Ribe, domkirken, marsken og Vadehavet: http://danmarksbloggen.dk/?p=4807

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Is-vitaminer – en vigtig del af sommeren

Udgivet den af
1

Is-vitaminerne er ikke så kendte. Men de er meget dejlige og velsmagende. Og det kan anbefales at få sine is-vitaminer hver dag hele sommeren igennem.

Is-vitaminer gør nemlig sommeren så meget bedre!!! Og både sjæl og krop har rigtig godt af dem!!!

Akut is-vitamin-mangel er derfor heller ikke sundt – for sindet.

For hånden på hjertet, så er det nok sindet, som vi taler om her. Is-vitaminer optræder ihvertfald ikke i nogen madpyramider eller anbefales i noget træningsprogram.

Omvendt behøver selv den mest trænede krop et sundt sind.

Og i Danamrk er vi gode til at træne kroppen, men dårlige til at træne sindet til at være fuld af kærlighed og varme

Det gør sommeren med al dens sol og lys noget ved. Sommer stemmer sindet til glæde og varme.Til at være favnende og kærlig.

Og intet hjælper denne kærlighedsevne bedre på vej end de daglige is-vitaminer i form af vanillieis, karamelis, chokoladeis, sorbetis – ja, lige den is, som man foretrækker.

For i Danmark skal der være plads til os alle sammen, uanset farve og smag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske perler: Ribe, domkirken, marsken og Vadehavet

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen fortsætter serien om fem – ikke så kendte – steder i Danmark, der er de rene perler.

Læs derfor med hver tirsdag i juli måned, således også i dag, hvor det skal handle om:

RIBE, DOMKIRKEN, MARSKEN OG VADEHAVET

Ribe er blevet kåret som Danmarks smukkeste by. Noget, der giver god mening, når man kommer kørende og ser domkirken tårne sig op i marsken og over den gamle by.

Ribe er således den eneste domkirkeby i hele Danmark, hvor den nutidsbesøgende får samme oplevelse af byen som den rejsende fik for 500 år siden – eller som i Ribes tilfælde 1000 år siden. For så gammel er Ribe. Det er ganske enestående, og det spænder forventningen højt til, hvad der møder en, når man kommer ind i byen.

Der bliver man så ikke snydt … for nu at sige det mildt og på jysk. Tværtimod så er det ren idyl, der møder den besøgende. Gamle, krogede gader med små huse, en å der slynger sig, små vandmøller og et hyggeligt, myldrende købstadsliv finder man overalt i det centrale Ribe, hvor så mange store kulturpersonligheder har boet.

Så meget tros- og åndsliv i mere end 1000 år på ét og samme sted – det kan mærkes, også fysisk.

Luften er nærmest mættet af viden, digte, salmer, musik, historier og hvad der ellers er blevet bidraget med fra biskop og salmedigter H.A. Brorson og reformatoren Hans Tausen over komponist Oluf Ring og dramatiker Kjeld Abell og til skaberen af Verdensuret Jens Olesen og mange flere endnu – også Danmarks mest berømte heks Maren Splids.

Midt i byen står selvfølgelig Ribe Domkirke – Vor Frue Kirke – bygget i lidt forskellige stilarter fra forskellige perioder og karakteristisk med sin spirløse firkantede tårn.

De forskellige stilarter fortsætter, når man kommer ind i kirken, hvor især Carl Henning Pedersens kalkmalerier, mosaikker og glasmalerier i apsis skiller sig ud som værende meget moderne i den gamle kirke. Lige siden kunstværkerne blev skabt i perioden 1983-88, har de også været meget omdiskuterede. For hører de overhovedet til i den gamle domkirke?

Meningerne er delte, men et besøg værd – dét er Ribe Domkirke, hvor man også kan gå op i tårnet og se udover Danmarks ældste by og den flade marsk.

Kunstværker af høj – og ældre – klasse finder man også på Ribe Kunstmuseum, som af mange regnes for Danmarks bedste kunstmuseum lige efter de to sværvægtere Statens Museum for Kunst i København og Aros i Aarhus. Museet har også en imponerende samling af dansk kunst, som bestemt er en rejse værd.

Der er med andre ord meget at komme efter i Ribe – også selvom dronning Dagmar ikke ligger begravet dér, selvom hun døde i Ribe, som det synges i folkevisen ”Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg”, der dagligt afspilles fra domkirkens klokketårn. Men hendes mand, Valdemar Sejr, bragte Danmarks elskede dronning til Ringsted, hvor hun nu ligger begravet i Sct. Bendts Kirke.

Når man er i nærheden af Ribe, er der ikke langt til Vadehavet. At køre derud selv kan dog være lidt besværligt, men så kan man parkere bilen og tage traktoren.

Det er der mange, der gør, især forår og efterår, når fænomenet sort sol optræder i området. Sort sol er de kæmpestore stæreflokke, der to gange om året flyder som mægtige skyer over det flade marskland og Vadehavet.

Men også om sommeren er Vadehavet et besøg værd. At iagttage vandets kræfter ved ebbe og flod er altid fascinerende, uanset om man vil tage fotos, samle muslinger eller bare nyde scenariet.

Læs tidligere indlæg i serien om de danske perler her::
Mors, Fur og moleret: http://danmarksbloggen.dk/?p=4769
Køge ås, Grundtvigs grav og Malerklemmen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4771

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Hvorfor skal håndbold-VM ikke til København???

Udgivet den af
Svar

Lad det være sagt med det samme: Overskriften på dette indlæg indeholder en del ironi.

Sagen er nemlig den, at Dansk Håndbold Forbund i sidste uge udpegede Næstved, Frederikshavn, Kolding og Herning som værtsbyer i forbindelse med VM i kvinde-håndbold i 2015, som skal afholdes i Danmark.

Læs evt. artikel her: http://www.dr.dk/Sporten/Haandbold/Landshold_kvinder/2014/07/07/0707085605.htm

I artiklen kan man også læse, at det hele slutter i Boxen i Herning, som udover indledende kampe, ottendels- og kvartfinaler altså også skal huse begge semifinaler og den store finale.

Til det siger formand for Dansk Håndboldforbund Per Bertelsen i artiklen fra DR: “Samtidig med at vi kan fortsætte det enestående samarbejde, vi i forvejen har med kommuner og spillesteder, som vi har tradition for at afvikle store arrangementer med.”

Citat slut.

NETOP: Boxen i Herning har tradition for at afvikle store håndboldsturneringer. Præcis som at København har tradition for at afvikle store internationale begivenheder som fx Klima-topmødet for nogle år siden – eller Det Internationale MGP, der løb af stablen i maj måned i år.

Men MGP´et gik i modsætning til håndbolds-VM ikke stille af. For nej, der er ingen københavnere, der brokker sig over, at Herning igen-igen har fået en stor håndboldturnering. Heller ikke selvom Herning-jyderne ifht MGP var helt fremme på banen og brokkede sig længe (og lidt stadigvæk) over, at det hele altid går til København.

Men det gør det hele jo bare ikke alligevel, vel? Herning har huset mange store sportsbegivenheder de seneste år som fx EM i svømning i december 2013 og herrernes håndbold-EM i januar i år. Og nu skal de altså også have kvindernes VM.

Så hvem er i grunden mest krævende, når det kommer til stykket: Jyderne, der storbrokker sig hver gang, de ikke får noget – eller københavnerne, der ikke siger noget, når det går til jyderne?

Så nej, hvis noget spørgsmål ifht placering af diverse events på dansk jord har sin berettigelse, må det derfor være dette:

HVORFOR SKAL HÅNDBOLD-VM IKKE TIL KØBENHAVN? Det kan da ikke være meningen, at det skal være jyderne, som skal have alle store sportsbegivenheder som fx håndbold – bare fordi der er flest jyder, der spiller håndbold.

Eller også så skal det netop være sådan: Være sådan at vi alle gør det, som vi er bedst til. Det kunne faktisk give god mening.

Og så skal jyderne absolut have samtlige håndbold-turneringer og også en del anden sport – ligesom at København skal have de store, internationale begivenheder.

For nok har en masse danske byer meget at byde på – set med danske øjne. Men set med de internationale briller er der kun en dansk by, der kan være med – og det er København.

Og i stedet for på sand jantelovs-manér at brokke sig og hakke ned på landets hovedstad, så ville det klæde danskerne i både øst og vest at bakke op om og være stolte af deres grønne, levende og internationale hovedstad.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jordbær-reminder

Udgivet den af
1

I denne yndige og frydefulde sommertid iler Danmarksbloggen med en jordbær-reminder.

For det er vigtigt at huske at få masser af de søde, røde jordbær, som der er så mange af i disse uger.

For jordbær skal nydes og spises: Ad-libitum fra bakken, sammen med mælk eller fløde i en dyb tallerken, skåret ud i skiver og drysset med sukker på hvidt brød som jordbærmadder, blandet sammen med marengs, flødeskum og vanillesukker som eton mess, og hvad man ellers kan finde på.

Jordbær er pragtfulde, og sommertid er jordbærtid. Skøn, skøn jordbærtid.

Og når der spises jordbær, så samles der sol, lys og sommer, så lagrer vi kraft og saft til at tære af i den kolde tid. Og dét har vi brug for.

Især når vi husker at nyde jordbærrene og dét Danmark, der er allerskønnest her i  de lange, lyse dage og de korte, lyse nætter.

Så spis (en masse) jordbær.

Carpe diem, grib dagen, sagde romerne. De havde ret.

Grib sommerdagen, gør den og Danmark til en oase af varme, lys og kærlighed for alle, der møder dig – og alle de andre, der vælger de søde jordbær og glæden og kærligheden til fremfor de sure rønnebær, mismodet og misundelsen.

For vi er altfor gode til her til lands at fokusere på efterårets mørke, kulde og regn, på de sure rønnebær, mismodet og misundelsen – på griskheden og grådigheden.

Lad os istedet lære at være gavmilde og at nyde sommerens lys, varme og sol, de søde jordbær, glæden og kærligheden, når de er der – og tænke med taknemmelighed på det hele om efteråret, drømme om det om vinteren og glæde os om foråret til det altsammen kommer igen.

Til det bliver sommer igen – jordbær igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommer, Touren og Leths stemme

Udgivet den af
1

Lyden af sommer!!!

Sådan reklamerer TV2 for årets Tour de France, hvor det især er Jørgen Leths rolige og bløde stemme, som de fleste tænker på, når de husker på sollyse juli-dage foran fjernsynet.

Det er i grunden både spøjst og oplivende, at en enkelt stemme har så stor betydning. For vi lever i en tid, hvor fotos og levende billeder ellers forlængst har fortrængt ordene som den førende formidler.

Og nok skal der billeder til. Det behøver Leth også, billeder af cykelryttere, slotte, landskaber og hvad der ellers møder feltet undervejs. Men det rammes altsammen ind og uddybes af manden med den store viden.

Og det er netop dét, som ord kan. De kan uddybe og give perspektiv, når den, der siger ordene, har noget på hjerte og ved noget – og det gør Jørgen Leth.

For nok er det spændende og godt at se rytterne, når de kører over de høje bjerge, er midt i en massespurt eller bare suser hen af de franske landeveje.

Og nok er det også en dejlig del af traditionen at høre Ritter´s fakta og Rolf´s anekdoter.

Men mesteren er og bliver Jørgen Leth og den måde, som han formidler sin store viden om cykelsporten, kunsten og kulturen.

Dét er – om noget – lyden af sommer, dansk sommer, tour de Sommer …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danske perler: Køge ås, Grundtvigs grav og Malerklemmen

Udgivet den af
2

Danmarksbloggen fortsætter serien om fem – ikke så kendte – steder i Danmark, der er de rene perler.

Læs derfor med hver tirsdag i juli måned, således også i dag, hvor det skal handle om:

KØGE ÅS, GRUNDTVIGS GRAV OG MALERKLEMMEN

Køge er til dels kendt som byen, hvor det store cykelløb Sjælland Rundt har både start og mål, og til dels som en gammel og smuk by med to ugentlige og livlige torvedage på byens store torv. Den historieinteresserede husker sikkert også hekseforfølgelserne ifbm Kjøge Huskors, og den kunstinteresserede tænker på Køge Skitsesamling. Og det er alt sammen såre hyggeligt og en del af livet i købstaden, der ligger en halv time med toget fra Københavns Hovedbanegård.

Men går man igennem de gamle gader og ud på den anden side af byen, kommer man til et stort skovområde, der strækker sig over 20 km mod vest.

Det er Køge ås – en slags aflang bakke skabt under gletsjeren i sidste istid, der ellers efterlod området på Midtsjælland som flad og frugtbar morænejord. Åsen, som skoven ligger på, er derimod bakket og bølget og sine steder ganske høj (det højeste sted er 24 meter) og stejl.

Man kan fx tage til Lellingeskoven cirka 5 km vest for Køge, hvor man for alvor kan gå på åsen og se mange meter ned på den lille å, der løber gennem skoven lige ved siden af den bakkede ås.

Inden man når dertil, kan man dog – i hvert fald to dage om året – besøge dansk åndslivs kæmpes sidste hvilested, nemlig N.F.S. Grundtvig´s grav, der befinder sig på Clara Kirkegaard på selve Køge Ås tæt ved Gammelkjøgegård.

Grundtvigs anden kone var nemlig Marie Toft, som var søster til den daværende ejer af Gammelkjøgegaard. Men også Grundtvigs tredje kone, komtesse Asta Krag-Juel-Vind-Frijs, har sit sidste hvilested på kirkegården. Hun var også niece til den Clara, der lagde navn til kirkegården, og som døde ung i 1852.

Grundtvig selv blev derimod 88 år og døde i 1872. Selve bisættelsen af den store mand fandt sted i Vor Frelsers Kirke i København, og derfra blev kisten med tog ført til Køge og ud på åsen, hvor en af Danmarks største sønner nu ligger på Claras Kirkegaard, der kun er åben for besøgende den 15. maj og den 8. september – og her endda kun efter forudgående aftale med godskontoret.

Så et besøg ved Grundtvigs grav er altså enten en forårs- eller en sensommerbegivenhed. Åsen er derimod åben alle dage – og Grundtvigs salmer kan også synges året rundt.

Når man er færdig med salmerne ved Grundtvigs grav og de stejle skrænter i skoven, kan man tage endnu nogle km mod vest, nemlig til moseområdet Dyndet, der ligger malerisk ved den lille stationsby Borup. Dyndet byder på både ås, badesø samt masser af grønne træer og buske fuld af fuglesang – samt en campingplads.

Endelig er det også her, at Malerklemmen ligger. Malerklemmen, der for alle på Midtsjælland, men også for mange andre er et sted, som man bare MÅ besøge for at smage deres berømte æbleskiver.

Malerklemmen er en gammel gård, der kan dateres tilbage til stavnsbåndets tid i midten af 1700-tallet, og som oprindelig var bolig for den forhadte ridefoged. Siden 1963, hvor en kunstmaler købte gården og lavede den om til et traktørsted, har gården dog heddet Malerklemmen. Altså malerens sted med klemmen, som hidrører til at gården til sidst kun havde en lille strimmel jord, en såkaldt klemme jord at gøre godt med.

Umiddelbart kunne man ellers godt tro, at der var der tale om de klemmer, som man kan spise. Klemmer er nemlig et gammelt ord for madder, typisk to stykker brød, der er lagt sammen med pålæg i midten. Men nej, klemme her betyder en lille strimmel jord. Og så er det jo også æbleskiverne, som Malerklemmen er berømt for.

Læs tidligere indlæg i serien om de danske perler her:
Mors, Fur og moleret: http://danmarksbloggen.dk/?p=4769

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk