Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Anmeldelse: “Historien om Danmark”

Udgivet den af
1

I går aftes rullede første afsnit af DR´s ”Historien om Danmark” over skærmen.

Det bedste var værten Lars Mikkelsen, som roligt og troværdigt guidede os igennem stenalderens forskellige faser og den del af Danmarks geologiske fortid, som fødte landet – minus Bornholm altså, som man desværre glemte trods at solskinsøen som den eneste lokalitet i Danmark rummer rester fra samtlige geologiske tidsaldre, også de tidligste kambrium og prækambrium.

Men Lars Mikkelsen var god – og det var mere end tydeligt, hvorfor han er så efterspurgt en skuespiller, også i udlandet. De forskellige eksperter, der udtalte sig om dna, levemåde, dyr, jægere, fiskere og landmænd, var også både vidende og spændende. Ja, en af dem kunne endda kaste en lille latter af sig, da han talte om, hvordan stenaldermenneskene havde siddet og hygget sig og fortalt historier – og at det med den danske hygge altså stammede helt tilbage fra stenalderen.

Det var sjovt, om end måske ikke helt historisk korrekt. Men ellers var mange andre ting historisk korrekte – ingen tvivl om det, og så alligevel. For de indlagte dramatiseringer af fx den måde, som landbruget kom til Danmark på, var tænkte og lavet for at fange folks interesse.

I det hele taget var den meget lækre produktion med flotte billeder og masser af lyd voldsomt drama- og personfikseret, og sådan er virkemidlerne i mange produktioner i vor tid. Desværre. For når man skruer så meget op for den slags, går det som regel udover substansen og kvaliteten, og således også her, hvor vi fik markant mindre at vide om Danmarks tidligste tider end man gør det, hvis man for eksempel ser Erik Kjærsgaards Danmarkshistorie, som nok er lidt langsom i tempoet – men til gengæld sprængfuld af viden.

I ”Historien om Danmark” derimod klippes der hurtigt mellem alting, og man keder sig ikke. Til gengæld bliver man heller ikke mæt. Men måske for den, der intet ved om historie, kan serien være en appetitvækker til at lære mere om Danmarks fascinerende historie. Om det land mellem sunde og bælter, som blev vores … danernes land … Danmark.

Danmarksbloggen giver fire landkort ud af seks mulige – mindst et af dem alene på grund af Lars Mikkelsens dygtighed. Gid han havde haft et endnu bedre manuskript – eller man måske trods alt havde taget en historiker, som kunne have øst af sin egen viden også. Det havde klædt DR, hvis de havde turdet været gammeldags og satset på kvalitet og viden – også på det indholdsmæssige område.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Anmeldelse: Josefine Ottesens “Vikingesagn”

Udgivet den af
Svar

Der er bøger, som nærmest læser sig selv. Josefine Ottesens ”Vikingesagn. De 20 allerbedste fortællinger fra Danmarks oldtid” er en af dem.

Bogen består af 20 gendigtede sagn og historier fra Danmarks oldtid (i denne forbindelse primært den sidste del af jernalderen og vikingetiden), og vi kender mange af dem i forvejen som for eksempel den om Kraka og den om Kong Skjold.

Ragnar Lodbrog, Rolf Krake, Uffe hin Spage og Hagbard & Signe er også navne, der som andre runer er ristet ind i vores kollektive hukommelse her i Danmark, for runer er gamle, og landets fødselsattest Jellingestenen fra slutningen af 900-tallet er den rene årsunge sammenlignet med disse herlige historier.

Men gode historier kan altid høres og læses igen, også fordi de her kommer i Josefine Ottesens version, der bygger på både de originale kilder som Saxo (altså historieskriveren), sagaerne og Axel Olriks ikoniske værk ”Danske Heltesagn” – men her i Josefine Ottesens udgave.

Og de 20 gamle sagn er bestemt ikke blevet dårligere af at komme en tur igennem hendes sind og hendes computer. Tværtimod så er de på alle måder saftige historier kommet ud igen i et moderne sprog, der er ligefremt og sprudlende og fortalt uden unødvendige detaljer, men alligevel med præcis den mængde forståelse, som også skal til, når man som nutidsmenneske skal rejse mere end 1000 år tilbage i tiden og historien.

Som en ekstra service gøres der endda først i bogen kort rede for begreber som sejde, bersærk, at sidde på høj og andet fra den tid. Det er nyttigt. For så er man klædt på til 20 historier, der står så knivskarpe og levende, at man ikke behøver at lukke øjnene for at se højilden på Samsø, da Argentyrs og hans brødres ånder viser sig for Hørveds datter, der kommer for at hente det magiske sværd, som hun mener er hendes fødsels-ret.

Man kan også næsten dufte drageblodet fra den drage, som Sigurd dræber – og man kan høre klangen af sværd og skjold fra de mange kampe og krige, som bogen er fuld af, og som næsten altid vækker ligeså megen hævntørst som tårer. For vi befinder os i den før-kristne æra, dengang æren var vigtigere end alt andet, dengang mænd var vikinger – og kvinder var skjoldmøer. For nok var der forskel på mænd og kvinder og deres liv, men langtfra så meget som senere hen. Og for alle var idealet såvel fysisk som psykisk styrke – især hvis man samtidig var sin slægt og sig selv tro.

For ingen af de gæve gutter og gutinder undskylder eller giver op i jagten på guld, ære, sejr og kærlighed. Tværtimod så kæmper, elsker, snyder og gør såvel mennesker som guder, hvad de i det hele taget kan for at nå deres mål. De kan derfor – trods eller måske netop på grund af deres fejl og mangler – være ganske inspirerende for os civiliserede nutidsmennesker med deres insisteren på livet i alle dets facetter uden unødig skelnen til moral og den slags.

For det er et fantastisk galleri af guder, mennesker og andre væsner, der rulles op i bogen – og selvom det i virkeligheden ikke er spor sympatisk med æresdrab, voldtægter, krig og tvang, så er disse personer og disse historier fulde af kraft og saft. For slet ikke at tale om, at de er en del af vores arv og vores historie, som vi med fordel kan tage med os ind i fremtiden. For det er som bekendt godt at kende sin fortid, hvis man skal forstå sin nutid og påvirke sin fremtid – også når den fortid er sagnbaseret.

Josefine Ottesen har i hvert fald sammen med tegneren Sune Elskær gjort sit til at denne mission bliver lidt nemmere, lidt sjovere og meget mere spændende. Sune Elskærs billeder er levende og supplerer med deres på en gange dunkle og klare farver Lorenz Frølich´s gamle illustrationer. Ja, det er næsten som om de synger til hinanden, de to slags illustrationer. Undertegnede kom til at tænke på Kai Hoffmanns ”Den danske sang”, hvor man synger om de tvende klange af blidt og hårdt. Frølichs billeder er så de blide, ophøjede illustrationer, mens blodet, ilden, mulden, tågen, mørket, guldet og bølgerne står levende og hårdt ud af Elskærs. Det er godt lavet – og næsten en historie i sig selv.

Danmarksbloggen vil gerne anbefale bogen til alle med interesse for historie – eller blot en god historie. De to ting går nemlig op i en højere og særdeles velskrevet enhed her. Bogen er derfor også velegnet til højtlæsning for de måske lidt større børn, om end også mindre børn har det med at blive revet med af historier om vikinger, sværd og andet gods fra vor oldtid. Og hvem ved? Bogen kan måske også vække historie-interessen hos en eller anden?

Bogen er også god som stillelæsning for det store barn, den unge og den voksne, og det gælder, hvad enten man er historie-nørd og nyder genkendelsens glæde – eller man bare kan lide en spændende fortælling.

Alle læsere og tilhørere er i godt selskab hos Josefine Ottesen og vikingerne m/k. Eneste anke er, at der godt måtte havde været endnu flere historier, endnu flere sagn og endnu mere kamp, magi og kærlighed. For man har det som læser med sagnene, som krigerne i Valhalla havde det med mjøden og flæsket – man kan bare blive ved og ved …

Danmarksbloggen giver seks store sværd ud af seks mulige. Bogen udkom midt i marts hos People´s Press.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Anmeldelse: “Vanviddets dybder”

Udgivet den af
Svar

Undertegnede kendte ikke Luna og Jepsen – de to gennemgående personer i Maria Kjær-Madsens serie om to unge mennesker, der oprindeligt begge var journalister. Men nu her i den tredje bog i serien ”Vanviddets dybder” er Luna startet på politiskolen.

Normalt er det et problem at komme ind i bog tre af en serie, men det gælder ikke ”Vanviddets dybder”, hvor man allerede fra første side er klar over, at en person ved navn Vincent og et sind i massive problemer med sig selv sammen med en Romeo-og-Julie-inspireret historie er et centralt omdrejningspunkt i bogen, der foregår på Sydfyn.

Ja, man kunne måske også – i hvert fald på nogle områder – drage en parallel til netop Tåsinge, hvor en anden ulykkelig kærlighedshistorie – nemlig den mellem Elvira Madigan og Sixten Sparre fandt sted for snart 130 år siden.

For nok er Sydfyn kendt som et idyllisk og smukt sted – og måske allermest overdådigt og frugtbart i en midsommeruge som den, hvor ”Vanviddets dybder” foregår. Men råddenskaben og ondskaben lurer som bekendt alle vegne – også selvom blomsterne dufter, kaffen er brygget, og havet blinker blåt og indbydende.

Ungdommen og sommeren er som bekendt heller ikke kun en tid, hvor man med studentens ord glad og fro kan synge om ”ungdommens vår”.

Der er i ”Vanviddets dybder” også et hav af personer, som det kunne være svært at holde styr på, hvis ikke det var fordi, at der forrest i bogen er indsat en liste over de personer, der er med. Det er en rigtig god idé med sådan en liste, som undertegnede tit slog op i. For så kunne jeg fokusere på såvel hovedhandling og -plot samt alle de små-handlinger og småplots, som der som små strømme flød ved siden af.

For der er noget at holde styr på i ”Vanviddets dybder” – både tidsmæssigt og geografisk. Heldigvis bliver alt også beskrevet godt og grundigt på bogens 368 sider, som dermed giver næring til mange gode timers læsning.

Såvel sprog som stil er også kendetegnet ved en stor nutidighed som for eksempel en Facebook-challenge, hvor en af bipersonerne mener, at hun er nødt til at hoppe i det endnu ret kolde vand, hvis ikke hun skal give popcorn og bif-tur.

Ja, sågår nutidens sproglige fejl er med i bogen. For på nutidigt faceboosk hedder det som bekendt, at man nominerer nogen til at tage denne challenge. Men det er sprogligt set forkert. På dansk er det rigtige udtryk at UDFORDRE nogen. Når man nominerer nogen, udpeger eller udnævner man dem – og det er i reglen noget, man er stolt af at blive som fx nomineret til en Oscar. Men det ved mange unge danskere ikke, heller ikke i bogen, der dermed også bliver troværdig i både den ydre og den indre dialog.

Og netop de indre dialoger spiller en stor rolle i bogen, og giver også svaret på mange af de spørgsmål, som man som læser stiller sig undervejs.

Mere skal ikke røbes her. Læs selv bogen – og læs den i bevidstheden om at lange synder trækker lange spor, selvom ingenting kan gemmes for evigt – heller ikke i det evige flydende element, vandet, der i denne bog rummer ikke kun livets begyndelse, men også livets afslutning for de mange druknede kvinder, som enten findes døde, eller som hentes frem fra politiets arkiver.

Danmarksbloggen giver fire ud af seks af de breve, som spiller en afgørende betydning i bogen. Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Anmeldelse: Serien om Bjørnebanden

Udgivet den af
1

Det er er normalt, at serie-bøger ligner hinanden, både når det handler om, hvem hovedpersonerne er, og hvordan handlingen typisk forløber – samt når man ser på bogens indpakning, altså coveret. Tag fx barndommens De 5-bøger med deres klassiske røde rygge og farvestrålende forsider – eller de talløse variationer, der er lavet med både Agathas Christies bøger om Hercule Poirot og Miss Marple samt Arthur Conan Doyles bøger om Sherlock Holmes.

Men sådan er det ikke med Christian J.D. Dirksens serie om Bjørnebanden, hvis indtil videre fem bind på ingen måde ligner hinanden, hverken i skriftstørrelse, skriftfont eller illustrationsmåde.

Det stikker især i øjnene, når man ser alle fem bind stablet ovenpå hinanden. Men man finder ud af, at der er en god mening med forskelligheden, når man kommer i gang med de fem meget forskellige bøger.

For nok har bøgerne tilfælles, at samtlige repræsenterer et solidt skrivehåndværk – og især de første tre og den femte har en stor sans for at opbygge lige dele spænding og nysgerrighed på en måde, så man som læser hele tiden lige må læse lidt mere, også selvom klokken forlængst har passeret sovetid, og øjenlågene er ved at dratte i.

For der er tale om gode bøger med stramme og præcise kompositioner, troværdige dialoger og handlingsforløb, der er tidstypiske for 2010´erne – og måske vigtigst: Man kommer lige meget og lige godt ind i hovederne på og tankerækkerne hos de mange forskellige personer, som man følger igennem serien.

Men ellers er der ikke meget, som ligner hinanden i de fem bøger, bortset fra at Bjørnebanden, som udgør en stadig voksende skare politifolk omkring chefen Bjørn (deraf navnet) og hans assistent Vera, er med i dem alle – men absolut ikke på den samme måde hver gang. Nogle gange er Bjørnebanden eller dele af den nærmest bipersoner, som man kun lærer lidt at kende – men de i andre bøger er hovedpersoner eller meget vigtige bipersoner uden at mere skal røbes her.

Den første bog ”ID. LÅNT IDENTITET” handler om penge – mange penge – og om lånt eller måske rettere overtaget identitet, samt når magten beskytter sig selv – også ved at bruge ulovlige metoder. Vældig realistisk. For som bekendt er det kun på overfladen og i middelklassen, at man tror på fortællingen om, at lovene skal holdes. Og som læser sidder man bagefter med følelsen at have læst en krimi, hvor sammenhængen kun langsomt gik op for en, og man har en voksende utryg følelse indeni af at man ikke kan gøre alt, der skal til for at beskytte ens identitet. For kriminaliteten er som bekendt grænseoverskridende – og derfor foregår en del af denne bog også i Paris.

I den anden bog ”FAREN” er vi et helt andet sted – langt væk fra magtens korridorer og ude i Danmark og en dansk middelklasse-virkelighed, hvor mørke hemmeligheder, der går langt tilbage, kan føre både død og kærlighed med sig – og også gør det. Her sidder man ikke tilbage og er bange for noget i sit eget liv, men derfor er man som læser nu alligevel mere end almindelig ubehagelig tilmode, når bogens sidste side er læst. Det er godt lavet.

I den tredje bog ”HOVEDLØST” kommer udlandet igen på banen – endda med tråde til både de baltiske lande, Holland og Iran – og til begivenheder fra de to tidligere bøger. Som læser sidder man og tænker om mon ikke de tråde på et tidspunkt – i en senere bog – samles. Men intet skal røbes her. Det skal det til gengæld, at denne tredje bog er den hidtil mest uhyggelige bog i serien. Normalt skal der meget til at gøre mig bange, men jeg var simpelthen nødt til at tænde lyset hele vejen ud på badeværelset, da jeg skulle derud kl. 3 om natten efter endt læsning. For traditionen tro kunne jeg simpelthen ikke slippe bogen, men måtte have det hele med – også fortællingen om politifolkenes hverdag og indbyrdes relationer, som kun bliver mere spændende af at Mikkel Hedeby kommer på banen – og at Cecilie, som vi mødte i FAREN, får en større rolle.

Den fjerde bog ”TROLØS” handler mere om relationer – især amourøse – og religion end om kriminalitet, selvom der skam sker mord. Og undertegnede må også ærligt indrømme, at jeg er mere til krimier og plots end udspekulerede og psykologiske menage a trois-konflikter, der løber løbsk på mere end en måde, også fordi der er mange spil kørende mellem stort set alle involverede parter, hvoraf de fleste er både politifolk og private mennesker med følelser.

I den femte bog ”KVIT” er vi tilbage i krimi-sporet – og her endda i en version af snigende uhygge og afstumpethed, der minder om mange kvinders og unge pigers værste mareridt i disse år. Mere skal ikke siges, før så røbes handlingen i en på alle måder rigtig god bog, hvor der selvfølgelig også stadig sker ting og sager for vores venner i politiet på både det private og det jobmæssige område. For som bekendt er ingenting her i verden statisk. Heller ikke i Christian J. D. Dirksens serie om Bjørnebanden.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks stjerner for de første tre bøger og for den femte bog i serien om Bjørnebanden – og tre for nummer fire. Og håber, at der kommer en sjette bog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Andeby har – heldigvis – mange nasty kvinder

Udgivet den af
Svar

Et af tidens mode-ord er bashing. På dansk kan man kalde det mobberi – og nu er turen kommet til Andeby, og angrebet kommer fra en af Anders And & Co´s potentielle kernelæsere, nemlig en 11-årig pige som i en kronik i Politiken i går gav udtryk for, at det er for dårligt, at kvinderne i Andeby udelukkende fremstilles som enten sure eller som nogen, der bager kager og går op i smykker, mens mændene har de fede jobs.

Men er det nu så enkelt? Nej, selvfølgelig er det ikke det. Andeby er heldigvis et meget nuanceret univers, hvor der er plads til mange roller – også til kvinderne.

Den lilla Madam Mim er fx både glad og indehaver af eget trolddomsværksted. Det samme er hendes kollega Hexia de Trick, som også er en evig trussel mod Andebys rigeste and Joachim von And, der nok har så mange penge, at han kan svømme i dem. Men det har hans evigt uheldige nevø Anders And ikke – tværtimod så hutler den arme og koleriske and sig igennem tilværelsen og er meget langt fra de fede direktør-jobs. Det samme gælder Fedtmule (som pånær når han er Supermule) fjumrer rundt uden at noget rigtig lykkedes. Og hvor var Georg Gearløs uden Lille Hjælper – forløberen for Google?

En anden kvindelig rollemodel er Bedstemor And, som nok bager og gør rent – i sin fritid. For resten af tiden driver hun et middelstort landbrug – helt uden hjælp fra nogen og især uden støtte fra Fætter Guf, som ellers er ansat på gården, men som er så utrolig doven.

Andersine bruger heller ikke hele tiden på perlekæder og på at være sur på Anders. Hun er aktiv i mange foreninger og ikke bleg for at presse penge af onkel Joachim. Men udover en benhård fundraiser kan hun skrive både detektiv, superhelt og hemmelig agent m.m. på cv´et. Og det er noget mere end fx Fætter Højben, som ellers også kurtiserer hende. Men han får jo bare alting forærende, fordi han er så heldig.

Ja, og Disney´s store helt – den irriterende perfekte Mickey Mouses kæreste Minnie Mouse er også med på superhelte-dillen. Endda så meget at man kan købe en plysversion af Minnie Mouse i fuldt superhelte-kostume og med en knyttet næve som hendes signatur.

Så nej, det du´r ikke at mobbe Andeby og hævde, at der er et gammeldags kvindesyn dér. Der er plads til alle i Andeby – også kvinder, der vil noget – og piger. Andersines niecer Kylle, Pylle og Rylle lader i hvert fald ikke Anders And´s nevøer Rip, Rap og Rup noget efter, når det kommer til opfindsomhed og midler for at få deres ønsker opfyldt.

Så Danmarksbloggen vil på denne kvindernes kampdag ivrigt opfordre alle til at læse om livet i Andeby. Dér er altså meget at hente, også for piger og kvinder …  og d´damer i Andeby kan være mindst ligeså nasty som alle os andre. Heldigvis.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Livsens Ondskab

Udgivet den af
Svar

Som Knagsted siger det: Det er, hvad det er – og det er forestillingen ”Livsens Ondskab” også på Nørrebro Teater.

En forestilling i et forrygende tempo – og for en stærkt spillende Thummelumsen (Peter Zandersen) også især i første akt et meget fysisk krævende stykke, der med lige dele dramatik, komedie og tragedie spidder vores tid og dens mennesker ligeså meget som stykket gjorde det, dengang Gustav Wied skrev ”Livsens Ondskab” tilbage i 1896.

For mennesker sladrer stadig, snobber stadig, kæmper stadig for at se godt ud i andres øjne og alt det andet, som vi kan vælge enten at le hånligt af, kæmpe imod – eller måske som Knagsted acceptere med de vise ord: Det er, hvad det er.

For nok er Knagsted, hvad man kan kalde et upassende menneske, der altid siger det, som der ellers er konsensus omkring, at ingen taler om, da det ellers vil berøve mennesket illusionen om sig selv. Men han er ligeså ubønhørlig, som han er djævelsk i detaljen, når han igen og igen sætter fingeren på det ømme punkt – eller på ringeklokken, som han selv siger det. Og på Nørrebro Teater gøres det i Tom Jensens både fysiske og skuespils-tekniske store højde. For han rager unægtelig op, så man – idealist eller realist – fascineres af denne Knagsted.

I Knagsteds adfærd er så også en accept af verdens kaos og af mennesket og menneskets fejl, mangler og evindelige svigt, som kan være ganske befriende. Især sammenlignet med Clausens insisteren på orden og tro på det gode. En Clausen, der spilles hændervridende godt at Ole Lemmeke.

For nok lyder det jo dejligt med en, der tror på blomster og kærlighed, på nytten i og af livet. Men livet består også af lort – endda så meget at man kan dø af for meget, især hvis er medlem af ædedolkenes klub og ser nydelse som meningen med livet. Og hvem – også i 2017 – er ikke medlem af dén klub? Det er næsten alle, selvom nydelse nu mere måles i antal timer i fitness-centret og likes på Facebook end i antal kilo på badevægten.

Og midt i det hele står så (som alle vi andre) Thummelumsen og hans mor – der spilles forrygende og med en fantastisk mimik af Ditte Gråbøl – og kæmper for at få deres ønsker opfyldt, som om det skulle give lykken. Det gør det selvfølgelig ikke (heller ikke selvom Thummelumsen får mere end han drømmer om), hvad Knagsted også konstaterer i stykkets slutning, da den gamle tolder skal rejse fra byen.

For nu er Knagsteds gamle ven/fjende Mørch (Peder Holm Johansen) død og ligger nede hos de orme, som Knagsted har underholdt ham med gennem den døende mands sidste måneder – til Mørchs store fortrydelse, om end han har måttet finde sig i både vandreture, samtaler om forrådnelse, fugtig jord og en fejende rigor mortis-vals.

For det er, hvad det er. En lære, som undertegnede havde opponeret voldsomt imod som purung, men som nu hvor jeg er midt i livet, finder ganske befriende. For er der i grunden noget værre end moralske mennesker? De sætter med deres fordringer og regler andre mennesker i bås i modsætning til en Knagsted, der banker en hund, fordi han trænger til at røre sig. Det er så lige stærkt nok – trods alt. Så livsfornægtende og blasert er undertegnede dog ikke blevet endnu, at jeg synes at det er i orden. Lidt Clausen, lidt moral må der åbenbart (gerne) være tilbage.

Men det er, hvad det er – og på Nørrebro Teater formår Wieds gamle stykke at bevare sit satiriske bid og vid, selvom jeg nu godt kunne have tænkt mig at høre en hund gø til sidst i stykket. For som der står i Wieds mesterværk:

Skumringen blev dybere og dybere. Stjernerne glimtede frem, og hist og her ude over de dunkle Marker tændtes et enligt Lys bag en Rude. Natten sank stor og stille ned over Jorden …. Og i det fjerne gøede den traditionelle Hund.

For selvfølgelig må forfatteren som en anden Knagsted ruske i det romantiske billede, selv i sin egen bog, der på Nørrebro Teater i en moderne og minimalistisk opsætning stadig formår at ruske i os og alle vores dårskaber, hykleri og forstillelse.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks kommaer, som dem Knagsted samler på – og endda tæller to gange.

Eller måske er det seks gange kykkeliky – for sådan udtrykker man sin glæde iflg. Mor Karen – og Thummelumsens vistnok lykkelige kone. Men hun var også fra starten så enfoldig og så ingenting i modsætning til Knagsted, der ser alt og skåner ingen – heller ikke sig selv.

”Livsens Ondskab” spiller på Nørrebro Teater indtil 12. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyrbyen Odense

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen var i Odense i sidste uge – sådan en rigtig råkold vinterdag med både blæst og småregn, og det kan vel ikke være noget eventyrligt ved, tænker man måske.

I Odense er svaret så, at det kan der godt. Men byen er jo også H. C. Andersens fødeby.

For centralt i manges billede af Odense er selvfølgelig H. C. Andersens hus, hvortil der også er knyttet en udstilling om landets mest berømte søn, hans liv og tid. Den er både oplysende og let at finde rundt i, og kommer man udenfor højsæsonen (og det gør man en torsdag i februar), så har man det også næsten for sig selv, hvilket vi danskere godt kan lide, som det bondefolk vi stadig er.

Danmarksbloggen vil dog også anbefale, at man besøger H. C. Andersens Barndomshjem, som ligger få hundrede meter fra det kendte H. C. Andersens hus. Det var her, at han boede fra han var 2 år – og altså her, at han fik de tanker og ideer, som senere skulle gøre ham til alle tiders bedste eventyrdigter.

Her er der heldigvis ikke lavet nogle smarte tilbygninger eller andet gøgl. Her går man i de to små stuer, som udgjorde familiens hjem – og man kan meget bedre end noget andet sted fornemme, hvordan det har været at være den lille, fattige dreng med de store drømme og den rige fantasi.

Det er også her, at digtet om barndomshjemmet hænger, hvor der blandt andet står:

Een Stue, et lille Kjøkken –
Og dog Alt saa stort og godt.
Der leged’ jeg Juleaften
Som siden paa Intet Slot.

For han kom jo senere til at holde både jul, påske, pinse og sommer på diverse herregårde og slotte.

Slotte og prinsesser og fæle væsner er der også i Disney´s tegnefilm, og tegninger derfra – både skitser og celletegninger – kan man indtil 12. marts se på Brandts Klædefabrik i Odense, og lad det være sagt med det samme. Det er en fantastisk udstilling med billeder fra både Snehvide, Tornerose og Frost – men også mere ukendte værker som en tegnefilm om Vårens Gudinde, som man endda kan se i sin helhed sammen med de to mere kendte om De Tre Små Grise og Rottefængeren. Der er også en interessant film om, hvordan Disney skabte sine film.

Så gak endelig til Odense … og skal mange danskeres nutidige drømmefabrik, nemlig Disneys tegnede billeder nås, ja så skal det ske inden 12. marts.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mad og Michelin-stjerner – Danmarks nye nationalsport

Udgivet den af
Svar

Der var engang, hvor fodboldlandsholdet kunne samle danskerne. Det er snart længe siden. Den nye nationalsport er derimod MAD – og den fineste disciplin er de Michelin-stjerner, der blev uddelt her klokken 10, hvor Danmark vanen tro har fået adskillige, også i provinsen.

Så over hele Danmark vrimler det med glade kokke, restaurantchefer og –ejere med flere i dag. Det Nye Nordiske Køkken er også for længst blevet en succes, ja et varemærke, der går sin sejrsgang over hele kloden.

At den almindelige dansker så kun sjældent, om nogensinde, spiser på en Michelin-restaurant ser den selvsamme dansker stort på. For der er grøde i alt, der har med mad at gøre. Vi vil nemlig så gerne spise lokalt, årstidsbestemt, økologisk og bæredygtigt – eller det siger vi ihvertfald, at vi vil.

For når man ser på andelen af fast food, der sælges fra kæder som McDonalds og Burger King, men også koncept-restauranter som Flammen og Jensens Bøfhus samt butikker som 7-11 – og fra supermarkedernes kølediske, så virker det oplagt at spørge, hvad danskerne i virkeligheden spiser.

For ingen af de steder gør man sig i lokale råvarer, der er bestemt af årstiden og tilsmagt med, hvad kokken selv har fundet af græsser og andet i en sen nattetime i den lokale vejgrøft.

Men drømmen om det veltillavede måltid, der oven i købet er anrettet på en måde, så det ligner kunst – dén kan vi godt lide, og dén kan vi drømme med på de dage, hvor vi trods alt står i køkkenet og laver mad, selvom det så bare er kødsovs med pasta, hvad der er mange danskeres yndlingsspise.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Aarhus 2017: Lugten af en Kulturby

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen var i sidste uge på besøg i Aarhus – årets europæiske kulturby.

Danmarksbloggen er ikke imponeret. Især fordi tema´et er LET´S RETHINK. Noget det er svært at få øje på.

Pånær nogle fliser, hvor der står Aarhus 2017 på samt meget få og nærmest malplacerede installationer rundt omkring i byrummet – mærker man nemlig ikke noget til, at Aarhus er årets europæiske kulturby, når man spadserer rundt i landets anden største by, eller er inde forskellige steder, både cafeer, butikker osv.

Jo, der er enkelte udstillinger – og domkirken var lukket for både besøg og kirkelige handlinger på grund af forberedelserne til en teaterforestilling, hvor man ville vende op og ned på gudstjenesten.

Men ellers er Aarhus fuldkommen, som Aarhus plejer at være: Det er stadig regnbuen øverst oppe på AROS, der sammen med Den Gamle By er byens helt store trækplastre. Og der stinker stadig af en blanding af enorme mængder af gylle, kogt opkast og kemisk affald, som gør, at alle med vejrtrækningsbesvær burde anbefales fra officiel side at holde sig væk på de dage, hvor det er slemt.

De lokale siger, at det er værst, når vinden kommer fra øst. De siger også, at det er oliemøllen ned fra havnen, der er årsagen – og at lugten/stanken kommer og går – og at sådan har det været i mange år. Der ligger også nogle store produktionsvirksomheder nede på havnen, og dem bliver der åbenbart taget meget hensyn til.

For politikerne i Aarhus har tilsyneladende hellere ville bruge penge på at blive europæisk kulturby end på at fjerne en stank, der er en sand lidelse at færdes i – og som nok ikke får turisterne til at komme igen.

Som Danmarksbloggen hørte en besøgende på AROS sige dét: Lugten af en Kulturby …

Dét er så ikke en god lugt i Aarhus, skal vi hilse og sige. Måske man skulle rethink – eller gentænke, genoverveje som det hedder på dansk – prioriteringerne i byen, der så gerne vil være en storby, men aldrig rigtig bliver det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Frihed for Loke såvel som for Thor

Udgivet den af
Svar

Dansk Folkeparti hævder, at kristendommen er så central i dansk selvforståelse, at indvandrere bør gå i kirke for at lære den at kende.

Det kan der være lidt om, i hvert fald delen med at lære kristendommen at kende. Kristendommen har trods alt fyldt meget i 1000 års Danmarkshistorie, og den spiller stadig en rolle.

Så jo, tilflyttere til Danmark (UANSET HVOR DE KOMMER FRA) kan med fordel sætte sig ind i, hvad kristendom er – i den danske version vel at mærke. For der er unægtelig stor forskel på den rummelige danske folkekirke og mange andre versioner af kristendommen. Det KAN så også gøres via bøger og andre kilder til viden.

Og man behøver ihvertfald ikke at være kristen for at være dansk. Man kan sagtens være jøde, muslim, ateist eller alt muligt andet og stadig være ligeså dansk som en trofast kirkegænger i den danske folkekirke – eller en såkaldt kulturkristen.

MEN når nu vi er i gang, så vil Danmarksbloggen kraftigt opfordre Dansk Folkeparti til at lære Grundtvig at kende, åndskæmpen i dansk trosliv og manden der om nogen skabte den folkekirke, som vi har i dag.

Præsten, højskolemanden og salmedigteren N. F. S. Grundtvig levede i 1800-tallet, og sagde de berømte ord: Frihed for Loke såvel som for Thor – altså tros-, ytrings og åndsfrihed.

Og netop dén frihed er det særligt danske … det har de kultur- og historieløse DF´ere bare endnu ikke fundet ud af. Eller også har de – og kæmper bevidst imod det. Uanset hvad, så er DF ganske udansk – for nu at blive i deres egen dem-og-os-retorik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk