Betal guld for at se guldhornene

Kom, kom – mens det endnu er gratis.

Fra 1. juli kommer det nemlig til at koste penge at besøge Nationalmuseet og alle deres afdelinger rundt om som fx Tøjhusmuseet, Frilandsmuseet og Frøslevlejren.

Se her hvor meget: http://natmus.dk/presse-og-nyheder/entrepriser-paa-nationalmuseet/

Så hvis du – og din familie – ønsker at se guldhornene, solvognen og alt det andet af Danmarks nationalarv uden at skulle have penge op af lommen, så er det altså nu og i de kommende fire uger, at det skal ske.

Danmarksbloggen har i hvert fald tænkt sig at få fyldt godt op på den historiske konto med hyppige besøg – også i det naive håb at det igen vil blive gratis efter næste folketingsvalg.

At ville gøre Nationalmuseet – og Statens Museum for Kunst – gratis igen, er ihvertfald en sikker vindersag, der vil give masser af stemmer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vold mod hvert sjette barn

Børn er fuldgyldige, komplette mennesker, som en af Danmarksbloggens venner skrev det i går. Danmarksbloggen er helt enig. Men det er en del danskere åbenbart ikke.

En ny undersøgelse fra SFI viser i hvert fald, at hvert sjette danske barn har oplevet fysisk vold i hjemmet – og hver tolvte psykisk vold.

Læs mere her: http://www.sfi.dk/nyt/nyheder/presse/vold-og-seksuelle-overgreb-stadig-en-del-af-mange-boerns-liv/

Det er rystende tal – især set i lyset af, at revselsretten blev afskaffet for 19 år siden med følgende ordlyd om forældremyndighed og samvær i § 2, stk. 2:

”Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.”

Danmarksbloggen er helt enig. Børn er hele, små mennesker – og det er ikke blot en pligt, men en ære at få lov til at passe godt på dem.

En af de mere interessante ting i undersøgelsen er iøvrigt, at lokalområdet ikke spiller den store rolle for risikoen for som barn at blive udsat for vold i hjemmet. Det gør derimod, om man vokser op i en brudt familie eller ej. Skilsmissebørn er derfor mere udsatte for vold og overgreb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Du er jo også et slags menneske

Det lød så naivt – og selvfølgeligt – da undertegnede i fredags oppe i en elevator i Stockholm hørte en yngre, svensk kvinde sige til et lille barn i en klapvogn: “Du er jo også et slags menneske”.

Og sætningen skurrede endnu mere, da jeg fik kigget nærmere på hudfarverne. For kvinden, der talte, var kridhvid, mens barnet og barnets mor var kulsorte.

Men inden jeg nåede at tænke over, om jeg skulle blive forarget, så fortsatte den kridhvide kvinde med et stort smil ned til barnet og op til barnets mor: “Men du vil vokse, og så bliver du stor en dag”.

Og moderen til det lille menneske, ja hun smilede tilbage i en fælles svensk forståelse af livets gang … og der var ingen konflikter, ingen racisme – kun medmenneskeligt fællesskab og nærvær.

Og jeg stod der – som dansker fra et land, hvor vi forlængst har glemt de ting, der samler os – og tænkte: Ja, medlemmerne af Dansk Folkeparti er jo også en slags mennesker …

En tanke, som vi må holde fast i, når vi – i modsætning til dem i elevatoren i Stockholm – bor i et land, hvor vi dæmoniserer dem, der er anderledes end os selv.

For vi er jo alle en slags mennesker …

 Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et godt og trygt samfund

If nothing changes in another 30 years, the top 1% will share 36-37% of income and the bottom 50% will share 6%. That´s not a capitalist economy anymore, that´s a feudal economy. This is just math. It ´s very simple math.

Ordene er sagt af den amerikanske millionær og iværksætter Nick Hanauer.

Situationen i Danmark er ikke ligeså slem – men vi nærmer os dag for dag, så længe vi har en regering som den nuværende V-regering.

Der er to ting, der kendetegner et godt og trygt samfund:

1)    At man ikke skal frygte at blive syg, arbejdsløs eller gammel – fordi man betaler skat (og også en del i skat), mens man er rask og i arbejde. Altså: Man deles om goderne.

2)    At forskellen på rig og fattig ikke er særlig stor – og at man kender hinanden og hinandens liv – dvs. ens børn går i skole sammen, man bor i de samme områder osv.

Sådan var Danmark engang.
Sådan er Danmark ikke længere.
Sådan kan Danmark blive igen.

Der er nemlig ingen naturlove, der bestemmer, om vi kan skabe et samfund, der er godt for alle. Det bestemmer vi helt selv – via de politiske beslutninger, der træffes.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ulige jobvækst

Jobvæksten er essentiel, når en region skal udvikle sig. Men den er – som så meget andet – ulige fordelt.

Læs her hvad formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller skriver:

Min første tanke – da jeg så i Ugebladet A4, at jobvæksten går uden om Vordingborg – var at fryde mig over, at Venstres politik i kommunen ikke levede op til de løfter, de gav ved kommunevalget i 2013.

Men dette er alligevel for alvorlig en sag til, at vi kan stå på hver vores side og råbe, hvis skyld det er.

Væksten går nemlig udenom Vordingborg – ja, i det hele taget går den udenom hele det sydlige Sjælland og øerne. Væksten i region Sjælland er den laveste i hele landet. På landsplan er væksten 1,6 %, men i regionen Sjælland blot 0,7 %, og det end ikke i vores område.

Til sammenligning buldrer Hovedstaden frem med 2,1 %.

Derfor er tiden ikke til at slås om, hvem der er skyld i hvad, men om at finde løsninger. Vi skal satse på den vækst, der vil komme med en Fermern-forbindelse i fremtiden – og forhåbentligt snart med byggeriet af en ny Storstrømsbro.

Derudover har Vordingborg så meget andet at byde på og lægger kun1 time fra København og snart 1 time til Hamborg.

Lad os sætte visioner på dagsorden og helst i samarbejde med resten af regionen. Vi har de bedste muligheder – den skønneste natur – de bedste fødevarer – masser af plads. Derudover har vi en arbejdsstyrke, der ligger nummer et, hvis vi læser statistikken bagfra. Så der er plads til forbedringer, og der er brug for de hænder og de hjerner ude på arbejdsmarkedet, der skriger på uddannet arbejdskraft.

Sæt i gang – lad os gøre det sammen for Vordingborgs skyld og for region Sjællands skyld. Det er nu, mulighederne er der!

Danmarksbloggen er enig. Det er grotesk, at der er så store forskelle i et så lille land som Danmark. Men det er der – og det går stærkt den gale vej i øjeblikket.

Skrevet af: formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Uligheden dræber

Så er det bevist: Uligheden dræber.

DR har lavet et stort og flot stykke arbejde, der viser, at fattige danskere i snit lever 10-13 år kortere end mere velhavende danskere.

Der handler om ressourcer til at leve det sunde liv. Et liv i en god bolig, hvor der er råd til både medicin og rigelige mængder nærende mad – og hvor det er overskud til at vælge en sund livsstil med motion og netværk.

Nøglen til det hele handler om PENGE. Og det er derfor, at det er så essentielt at gøre op med den stigende økonomiske ulighed i Danmark, hvor de rigeste bliver rigere og rigere, mens en stadig større del af danskerne synker ned i fattigdom.

Så det handler ikke om det frie valg, som de blå gerne vil gøre det til. For nej, en kontanthjælpsmodtager kan ikke bare vælge at købe økologisk eller investere i et par løbesko. Det rækker pengene slet ikke til. Ja, de rækker altfor ofte ikke til nødvendig medicin og tre måltider om dagen.

Se første del ud af fire om den syge forskel på DR i aften – det er kl. 20.45.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Find sommerhumøret frem, Dansk Folkeparti

Danmarksbloggen synes, at Dansk Folkeparti skulle til at komme i sommerhumør. Det er Danmarksbloggen i hvert fald.

Ja, lige præcis. For nu hvor gråvejret igen har indtaget landet, kan man sidde og more sig over flg. indslag fra TV2, hvor Søren Espersen anbefaler danskerne at komme i sommerhumør i stedet for – med rette – at angribe Dansk Folkeparti, deres dobbeltmoral og nederdrægtige menneskesyn: https://www.facebook.com/tv2nyhederne/videos/1471814396167529/?pnref=story

Men ret beset er det jo Dansk Folkeparti, der skal se at komme i sommerhumør og få ja-hatten på. Partiet er landets største i blå blok. Alligevel tager de ikke ansvar og sidder i regeringen. Ja, nu er de endda begyndt at stille spørgsmålstegn ved deres venner i Venstre, når Venstre hævder, at det er svært at få en parallelaftale ang. Europol.

Kan hænde det er sandt, at Venstre bare spiller det politiske spil. Løkke render i hvert fald rundt sammen med EU-formand Donald Tusk oppe på indlandsisen i Grønland og hygger sig med at tale om DET POSITIVE i klimaforandringerne – hvad det så end er.

For længere og varmere somre får vi næppe i Danmark af dén grund. Tværtimod vil Golfstrømmen formentlig ændre sig og give os koldere og længere vintre. Men det tager man sig ikke af hos hverken Venstre eller Dansk Folkeparti, som er ganske fakta-resistente, når det kommer til klima, miljø, mennesker og sociale forhold.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvinder leverer …

Women deliver – Kvinder leverer, hedder den store kvindekonference, som i går åbnede i Bellacentret i København. En vigtig konference, som netop sætter spot på kvinder – og kvinders på verdensplan store og voldsomt uudnyttede potentiale.

Ja, faktisk er kvinder jordens mest uudnyttede ressource …

Dén er værd at tænke over – og tage med, når man diskuterer, hvad der kan gøres mod fattigdom og sygdom – og for bæredygtig vækst, miljø og sundhed.

MEN der var noget, som ikke blev sagt – og som skal være på plads, hvis det store, uudnyttede kvindepotentiale skal have lov til at blomstre og folde sig ud.

Nemlig dette enkle: At nogen med magt og/eller penge skal give kvinderne muligheder for at lære, forske, arbejde – i det hele taget virke.

For selv den mest dygtige har ikke en chance for at levere, hvis ikke vedkommende har en platform at gøre det på. Selv en klog kvinde behøver dette.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det sorte tårn i Basel styrer DIN økonomi

DR havde i går aftes i 21-nyhederne et interessant indslag om det såkaldte sorte tårn i Basel i Schweiz, der huser den såkaldte Basel-komite. En gruppe IKKE-DEMOKRATISK-VALGTE mennesker, der formelt ikke har nogen juridisk magt, men som reelt bestemmer vilkårene for store dele af verdens økonomi efter ikke nærmere definerede gentlemans-regler.

Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/penge/magtfuld-og-lukket-bankklub-bestemmer-prisen-paa-dit-boliglaan

Og her: http://www.bis.org/bcbs/about.htm?m=3%7C14%7C573

I Danmark synes man så også – fra erhvervsministeren til Finansrådet – at det er et problem med det demokratiske underskud. Så langt, så godt. MEN ingen – heller ikke indslaget og artiklerne fra DR – besvarer spørgsmålet: HVORFOR skal vi i det hele taget gøre, som en flok mennesker i et sort tårn i Basel vil have det?

Basel-komiteen har ingen juridisk magt, så de danske banker kan vel bare sige nej – eller hvad?

Det giver ihvertfald på ingen måde mening blot at nikke og neje, bukke og skrabe, mens vi deponerer vores lands udvikling i lommen på en flok udenlandske mænd og kvinder, der sidder i et sort tårn i Basel – uden at være underlagt nogen form for demokratisk kontrol.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En time er ikke altid en time

Det er god tradition i Danmark, at en time er en time, når vi taler om genoptjeningsretten til dagpenge. MEN sådan vil det ikke fortsætte.

Fremover skal det handle om kroner og ører.

I 2016 er indkomstgrænsen for at kunne optjene retten til dagpenge 218.616 kroner. Men til næste år træder dagpengereformen i kraft, og så bliver dén grænse fremskrevet til et beløb svarende til mindstelønnen i 2017. Hvad det beløb præcist bliver, vides ikke. Men det bliver højere end de 218.616 kroner, som er mindstelønnen i år.

Arbejder man således på mindstelønnen i 2016, skal man derfor arbejde mere end et år for at optjene dagpengeret i 2017. Hvis beløbet fx stiger med fire procent fra 2016 til 2017, skal man arbejde hele fjorten dage mere.

Læs mere her: http://www.avisen.dk/nye-forringelser-paa-vej-lavtloennede-bliver-snydt-f_384361.aspx

Det er ikke fair. En time er en time – og især lavtlønnede har bug for at kunne modtage dagpenge, da lavtlønnede sjældent har mulighed for at kunne spare noget op, mens de er i arbejde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk