Kategoriarkiv: Hverdagsliv i Danmark

Danmark kopierer den svenske model

Udgivet den af
1

Sverige har altid yndet at kalde sig selv for humanismens stormagt. Det lød også godt. Engang. For som det eneste land i Europa valgte Sverige trods Corona-virussens fremmarch at fortsætte samfundslivet næsten som normalt, da pandemien ramte. Ja, svenskerne veg ikke fra den fastlagte kurs med det åbne samfund, selvom Sverige allerede tidligt i pandemien havde mange flere COVID-19-døde end alle andre lande i Norden til sammen.

For i de andre lande – også Danmark – fik samfundssindet og solidariteten sammen med forsigtigheden en genfødsel. Også selvom man måske kunne have forventet, at mange flere lande ville lade egoismen definere vejen, lade de svage falde og dø, mens samfundstoget bruste videre. Men det skete ikke. Tværtimod valgte næsten alle lande livet over væksten, mennesker fremfor moneter.

Der var altså stadig civilisation og ansvarlighed tilbage i os mennesker. Dét skabte håb. Den endelige bundlinje var åbenbart alligevel ikke økonomisk betinget, men human – undtagen altså i det land, som kalder sig humanismens stormagt, men som har en historisk tradition med at vælge pengene.

Det gjorde Sverige i tiden 1940-45, hvor de samarbejdede med begge sider, både tyskerne og de allierede (svenskerne var også mest bange for russerne, og det er de stadig). Og det med at spille på flere heste fortsatte i de følgende årtier, hvor svenskerne nok tog imod mange flygtninge, men også havde gang i en omfattende våbenproduktion. Der er noget med svensk mentalitet, som rimer særligt godt på penge – også selvom de penge kommer med en menneskelig høj pris.

Man kan derfor også spørge, om det var tilfældigt, at dynamittens opfinder og stifter af Nobelpriserne svenske Alfred Nobel i sit testamente gjorde klart, at fredsprisen ikke skulle bestemmes af svenske institutioner og uddeles i Stockholm som de andre Nobelpriser – men at fredsprisen i stedet skulle bestemmes af norske folkevalgte og uddeles i Oslo (Norge var i union med Sverige, da Nobel skrev testamente).

Men tilbage til Corona-situationen, hvor Sverige er blevet voldsomt udskammet, og hvor kun meget få lande vil byde svenskere velkommen i denne sommer. Men holder den udskamning af Sverige stadig? Er Sverige stadig alene om at se på pengene først?

For man kan med rette på denne dag – eksakt tre måneder efter nedlukningen af Danmark – tænke over, hvad der tegner os lige nu, os her i lille Danmark: Samfundssind og solidaritet med de svage – eller selvtilstrækkelighed og skillinger?

For hvor forskellige er vi i grunden fra Sverige her medio juni 2020? Ikke meget, når man ser på den rasende hast, hvormed det danske samfund genåbner i øjeblikket -og den lethed, hvormed et steget smittetryk på 1,0 blev bortforklaret igår. For lige nu sker genåbningen – og måske også smitte-accelerationen – med en hast, som let kan ende i mange flere COVID-19-døde i Danmark – sådan á la den svenske situation.

For lige nu kopierer Danmark den svenske model fremfor at fortsætte med vores egen succesmodel fra foråret. Det er etisk forkert – og også økonomisk en rigtig dårlig idé. For det bliver meget dyrere at komme på fode igen ude i fremtiden, når først korthuset er faldet sammen, end det kunne være at holde fast i den forsigtige kurs …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De ressourcestærkes ansvar for at holde Corona ude af Danmark

Udgivet den af
4

Skal de ressourcestærke tage Corona-smitten med hjem én gang til? Nej, vel?

For det var som bekendt de ressourcestærke danskere, som i februar rejste til Italien og Østrig på skiferie, der var ansvarlige for at bringe Corona-smitten til Danmark.

Og nu rasler de ressourcestærke igen med kufferterne.

For nu vil de afsted på sommerferie til sydens sol, og der er ingenting, der skal stoppe dem. Udenrigsministeriet ANBEFALER som bekendt også kun, at man bliver hjemme. De anbefaler også, at man ikke rejser til Sverige. Det har mange danskere så gjort alligevel hele Corona-tiden igennem.

Men det går altså ikke. Nu er det altså tid til at vise samfundsansvar og holde sig hjemme – også når grænserne delvis åbner igen 15. juni.

For ellers så risikerer vi en anden bølge til juli eller august – også denne gang sat i gang af de ressourcestærke, som uden at tøve følger deres egoistiske behov for ferie og ikke tænker på, hvad det koster, både målt i menneskeliv og i samfundsøkonomi.

Men voksne mennesker – og måske især ressourcestærke voksne mennesker burde være i stand til at udskyde behovet for sol, strand og sangria. Ikke at kunne det vidner om en umodenhed og en egoisme, som er generelt skadeligt for det fællesskab, som samfundet er.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan du lexe?

Udgivet den af
Svar

At lexe bliver forhåbentlig den nye og omsiggribende vane for alle, der vil være klogere.

Det handler om, at Gyldendal og G. E. Gades fond i dag har lanceret en ny og gratis videnstjeneste lex.dk, hvor man kan få svar på alt mellem himmel og jord. Det tages udgangspunkt i flere værker som blandt andet Den Store Danske Encyklopædi og Trap Danmark. Og missionen er at give pålidelig, aktuel og tilgængelig viden skrevet af danske fagfolk og forskere – samlet på lex.dk

Så det er bare med at gå i gang med at lexe.

Nogen mener så, at nej, nej, jeg gør som jeg plejer – altså googler. Det er de samme, som mener, at de til hver en tid er i stand til at vurdere en kildes troværdighed.

Danmarksbloggens reaktion er et dybt suk. Det er sådan en slags intellektuel hybris at sige den slags – og alle ved, at efter hybris kommer nemesis. Hvis du ikke ved, hvad hybris og nemesis er, men gerne vil vide det, så kan du jo lexe det:

www.lex.dk

For lex.dk – autoriseret viden fra eksperterne – er vejen frem, hvis man vil være klogere.

Vi har også nu i to årtier levet i en virkelighed, hvor eksperterne var skudt til hjørne – og hvor enhver mente selv at kunne vide alt muligt og ofte meget bedre end alle andre. Og hvis vedkommende blev bevist forket på noget, så var det i hvert fald personens egen sandhed … hvad det så end betyder.

For tyngdekraften virker, uanset hvad din sandhed siger – og 2. Verdenskrig sluttede i 1945, uanset hvad man selv måtte mene – og sådan vrimler det med fakta, der ikke er til diskussion.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre ALLE til at gå ombord i lex.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solidaritetens udløbsdato

Udgivet den af
Svar

Jeg har tit – især i de sidste ti uger med den nye Corona-virkelighed – tænkt over, om den danske solidaritet havde en udløbsdato – og i så fald hvornår.

Nu kender jeg og alle andre danskere svaret. Den danske solidaritet har en holdbarhed på ti uger. 70 dage. Ikke mere – ja for en del danskeres (nemlig dem som har brokket sig over ikke at kunne det, som de plejer) vedkommende markant mindre.

70 dage. Ti uger er nemlig eksakt den tid, som er gået, siden Danmark lukkede ned midt i marts. Dengang skortede det ellers ikke på flotte ord og erklæringer om solidaritet fra alle sider. Men nu er fokus på fællesskabet afløst af individuelle krav om at få vores normale liv tilbage, selvom virussen stadig hærger i samfundet.

Vi ser det i den nye Genåbningsaftale, som åbner stort set hele Danmark med nogle få undtagelser.

Vi ser det hos de politikere fra især blå blok – og hertil skal regnes de radikale, som har presset på for denne store Genåbning, der skal rulles ud nu i den kommende uge.

Og vi ser det i mange af de kommentarer, som kommer på de sociale medier, kommentarer som fx ”Det var også på tide. Åbn nu bare det hele. Vi kan ikke vente længere. Man bliver bims af at sidde herhjemme og ikke kunne en skid. Nu har det her varet længe nok. Gamle, udsatte, kronisk syge og andre må blive hjemme og holde sig inde, hvis de ikke kan tåle det. Vi andre vil have vores liv igen.”

Det er forstemmende at læse og høre på den slags. For det er jo de stærke, de unge, de yngre, dem som i reglen ikke skal på sygehuset, hvis de får COVID-19, som siger det her.

Det er de stærke, som ikke vil undvære et normalt liv længere. Og samtidig beordrer de samme stærke i hårde vendinger de svage og udsatte – dem med markant færre kræfter og chancer for at overleve COVID-19 – om at gøre det, som de stærke ikke selv magter længere – eller ikke gider længere i egoismens uhellige navn.

Det er ikke kun usolidarisk. Det er ulækkert og vidner om en total mangel på empati og medmenneskelighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ingen turister, men blå himmel

Udgivet den af
Svar

Vi taler så meget om, hvad vi savner i denne Coronatid: At kramme, komme en tur i svømmehallen, gå på museum, se venner og familie og meget mere.

Men vi taler ikke så meget om det, som vi IKKE savner. Og det er for undertegnedes vedkommende blandt andet lyden af rullekufferter og det væld af turister, som året rundt invaderer vores hovedstad. Det er nemlig ganske befriende at have København for sig selv – uden alle dem med bykort, mobiler og selfiestænger.

For nok er de første Corona-ugers stilhed for længst forbi. Dagene med ro og tomme gader og pladser er en fortid, som man kan længes imod – men ikke ønske sig tilbage. Men alligevel har vi en tid endnu byen for os selv, og det er en fornøjelse, ligesom det er fantastisk at se op på himlen, som er mere klar og blå end den har været det nogensinde i min levetid.

Luftforureningen er også cirka 40% mindre, og der er næsten ingen fly – endnu i hvert fald.

Så nok er hverdagen så småt begyndt igen for de fleste, og trafikken på landjorden er også blevet mere normal igen, men den meget blå himmel har vi en tid endnu. Det gælder om at nyde skønheden. For det er desværre kun en stakket frist, inden rotteræset i hamsterhjulet begynder igen – og dermed også invaderingen fra andre lande.

For det kan godt være, at Corona-situationen er vores – måske eneste – chance for at trykke på reset, starte forfra som menneskehed og gøre planeten mere grøn og blå. Men når man hører på de politiske bulletiner, så er det tydeligt, at pengene vinder igen – og naturen og menneskeheden taber igen.

At alt bliver som før – bare med en historie om hvor slemt det var i Coronaens dage. Og ja, Coronaen er slem, især for dem som dør af COVID-19, eller er pårørende. Men der var også – i det mindste i begyndelsen af Corona-perioden – elementer af skønhed, en velsignet ro, en himmel mere klar og blå end set af noget nulevende menneske – og et naivt håb om en ny og bedre verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Giv studenterne deres fejring

Udgivet den af
Svar

En folkebevægelse er ved at rejse sig. Det handler om en af livets højtider, nemlig studentertiden og især studenterkørslen. Kronen på værket efter 12 års skolegang – og tre års slid på gymnasierne.

De kommende studenter vil nemlig intet hellere end have lov til at få deres traditionsrige studenterkørsel sidst i juni – og det kæmper de så for nu.

Danmarksbloggens holdning er helt klar: SELVFØLGELIG skal de kommende studenter have deres fejring.

Dels er det en livets højtid, som ikke kommer igen – og som ikke kan gentages. I modsætning til fx en vielse, som en del danskere allerede nu prøver mere end én gang. Ja, nogle tager tur nr. 3 og nr. 4 op til alteret.

Men man har kun ÉN studenterkørsel i sit liv. Og nej, det bliver ikke det samme at udskyde studenterkørslen til august eller september, som man fx kan det med en konfirmation. Selvom især studenterklasser med et godt sammenhold nok skal få lavet en fest alligevel, hvis kørslerne bliver udskudt til høsten.

For ingen ved, hvordan det ender. Hovedargumentet mod studenterkørsel er, at de unge mennesker er for tæt sammen, og ikke kan holde 1-meters-kravet, selvom vi fra først i juni godt må være 30-50 mennesker sammen. Argumentet holder ikke. Fordi at nok sidder de unge med en meters mellemrum i klasselokalerne. Men det gør de kommende studenter ikke, når de holder frikvarter. Så i forvejen er de unge allerede i smittegruppe med hinanden …

Så skal man gå ned ad den vej, skulle man hellere sige nej til cafeer og restauranter … men de tjener jo penge til samfundet, så derfor får spise-og-drikke-steder lov til at åbne. Og det er så ok.

Men fokusset på ussel mammon gør det ekstra skammeligt, hvis man ikke giver de cirka 50.000 kommende studenter lov til at fejre deres store dag. Og det bliver ikke mindre skammeligt af, at man i øjeblikket taler om at åbne grænserne.

For fremmede turister med penge – og Corona-smitte – vil vi åbenbart gerne have, også selvom netop turismen var skyld i, at epidemien løb løbsk, da det hele startede. Men vores egne studenter, ja de ved endnu ikke, om de må fejre deres store dag.

Bak op om de danske studenter ved at skrive under her:

https://www.skrivunder.net/studenterfejring_202?s=71924726&fbclid=IwAR3cKEzoeyqRiTmRJ9KED7vcVYZ-n8-HuASnWrGWfeN_PRxjC3A8Ns08H3s

Se også denne FB-side:

https://www.facebook.com/events/165390234898202/167240721379820/?notif_t=admin_plan_mall_activity&notif_id=1589357563055972

Støt de unge mennesker, så også studenterårgangen 2020 må smile og med glæde mindes deres studentertid, når deres studenterhuer er blevet gulnede og slidte …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skraldemændene fjerner Corona-affaldet – men har ingen værnemidler

Udgivet den af
Svar

Læger, sygeplejersker, lastbilchauffører, butikspersonale og personale på plejehjem får alle deres velfortjente hyldest i kampen mod Corona.

Men der er en gruppe, som alle har glemt, men som vi ikke kan klare os uden i kampen od virussen: Nemlig skraldemændene eller renovationsarbejderne, som de hedder nu.

Skraldemænd, som endda risikerer livet, når de arbejder med at fjerne vores allesammens skrald, også det fra landets COVID-19-afdelinger.

For hvad sker der egentlig med alle værnemidlerne og alt det andet, som landets COVID-19-afdelinger bruger i kampen mod Corona? Ja, det bliver selvfølgelig smidt ud. Som regel i plasticposer, der er pakket hårdt og bundet godt sammen, inden de bliver drønet ud.

Men hvem samler det hele op? Alle poserne fyldt med Corona-affaldet? Det gør skraldemændene. Men de skraldemænd har ingen værnemidler, for COVID-19-affald anses ikke som farligt affald.

Men som en skraldemand, Danmarksbloggen har talt med, siger det: ”Når vi henter skrald ved COVID-19-afdelingerne, så sker det, at disse poser fulde af affald med Corona-virus punkterer, så det flyder rundt med mundbind, kirtler og visirer – alt sammen med Corona-virus på. Og nok er virus ikke luftbåren, men det er alligevel meget utrygt at få sådan en dosis Corona-affald lige op i hovedet. For det får vi, når en pose punkterer – og det gør affaldsposer. Det er vi vant til, men vi er ikke vant til Corona.”

Skraldemanden, der hedder Michael Danielsen, fortsætter: ”Det gør heller ikke sagen bedre, at vi ikke har værnemidler. Corona-affaldet bliver nemlig ikke anset som farligt affald. Men nogle af os udsættes dagligt for store mængder Corona-affald, og så tænker man alligevel sit. Også selvom man som skraldemand er vant til lidt af hvert, og kan tåle det meste. For vores immunforsvar er normalt rigtigt stærkt på grund af, at vi hele tiden udsættes for diverse bakterier, vira og snavs. Men denne her Corona er anderledes og ukendt – også for os og vores immunforsvar.”

Danmarksbloggen er enig – og tænker, at vi som samfund har en stor opgave i at beskytte vores skraldemænd, som er lige så uundværlige som alle de andre grupper, der hyldes i kampen mod Corona. For til de grupper hører også skraldemændene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Reportage: Genåbningen er i gang

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen var et smut ude i vores hovedstad her tidligere i dag.

Der er sket meget siden de første ugers næsten totalt tomme gader og pladser. Flere forretninger er nu åbnet, og der står mange af de sædvanlige lokke-ind-skilte, tøjstativer, ja der er sågar stillet mannequin-dukker med undertøj ud på Strøget nede ved Storkespringvandet – og figuren af Fætter BR står der også igen.

Men lad os starte fra en ende af, nemlig med et besøg hos ørelægen, hvor tingene bestemt ikke lignede sig selv. Der var i venteværelset lavet ventebåse med afskærmninger af plexiglas, og ørelægen var i fuldt udstyr med visir, mundbind og så videre. For et par måneder siden havde det alt sammen virket meget voldsomt, men i de sidste snart syv uger har vores grænser for normalitet rykket sig mange gange.

Så ørelægen og jeg sludrede som sædvanlig, mens jeg fik ordnet det, som skulle ordnes. Emnet var dog Corona – og de manglende værnemidler, som Sundhedsstyrelsen ikke mente, at der var grund til at forsyne øre-, næse- og halslægerne med. Absurd og vanvittigt, når man tænker på, at netop de læger sidder tæt foran de kropsåbninger, hvorfra smitte kommer ud.

Derfra ud på gaden og hen på Strøget, hvor der var en del flere mennesker end sidst, jeg var dér for et par uger siden. Ja, der var faktisk så mange, at man med fordel kan installere en radar, hvis man er på Strøget, og gerne vil undgå at komme helt tæt på vildt fremmede mennesker.

For der findes desværre en del mennesker, som bare vader afsted uden omtanke og uden at sørge for at holde afstand. Så man udvikler en vis evne til at have et øje på hver finger, et ekstra øje i nakken, gå i slalom, steppe ind til siden og om nødvendigt gøre fuldt stop.

For de ubetænksomme og ligeglade fås i alle aldre og af begge køn. Omtanke og hensyn koster ellers ikke noget – men derfor kan det åbenbart godt mangle alligevel.

Der er også dem, som er så optaget af deres egne planer, som moderen til en pige på 6-7 år, der, mens jeg passerede dem, sagde til datteren: Nu skal vi i butikker. Det bliver godt. For de har været lukkede så længe, og nu vil vi altså ud og købe noget. Hvad dette noget var, blev ikke specificeret, men købelysten var i hvert fald enorm.

Venligheden findes også stadigvæk, som hos hende jeg så samle en anden kvindes solbriller op på Købmagergade, og række dem over til ejerinden – og så bagefter fornuftigt nok fiske håndspritten frem.

Jeg skulle så i Matas og hente noget solcreme, for det er jo dén tid på året, og også dér var der en del mennesker. Jeg spurgte ekspedienten om, hvorvidt kunderne kunne finde ud af at holde afstand. Hun var et meget diplomatisk menneske, og svarede: Nogle gange – og nogle gange ikke. Det er, som man ser det i medierne.

Jeg oplevede så den sidste slags i den første boghandel, som jeg var inde i for at erhverve mig min faste studiekalender. Af uransagelige årsager er jeg nemlig blevet ved med at bruge studiekalendere, selvom jeg blev færdig på universitetet i sidste årtusinde. Nå, men den havde de ikke (måske fordi de senere på dagen gik konkurs, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt).

Til gengæld var der som sagt to kvindelige kunder, som notorisk gik i vejen for andre – og overhovedet ikke tænkte sig om. En af dem fik også mig trængt op i en krog så eftertrykkeligt, at jeg bad hende om at gå lidt væk, så jeg kunne komme ud. Det gjorde hun – med et meget forbavset udtryk i ansigtet, som om hun tænkte: Skal jeg også tage hensyn?

Ja, det skal du – og det skal jeg og alle andre, som vi gjorde det i den anden boghandel, som jeg besøgte, og hvor jeg fik min kalender. Her spurgte jeg så, om de kunne mærke, at der var flere mennesker i byen. Men svaret var negativt. Nej, de havde faktisk færre kunder. Nok fordi de havde haft åbent hele perioden igennem, og nu havde de fleste købt de bøger, puslespil og notesbøger, som de havde brug for – ihvertfald for nu.

Derfra gik turen over på Rådhuspladsen, som slet ikke er tom mere, selvom der er langt til, at den rigtigt ligner sig selv. Den ene pølsevogn er dog kommet tilbage – og den bliver flittigt besøgt ligesom både sandwichbarer, burgerjoints og alle de andre steder, hvor folk kan købe noget at spise – enten til kontoret eller sammen med venner på bænke og andet.

Genåbningen er altså i gang – men Danmarksbloggen vurderer, at vi ikke skal glæde os for tidligt. For hvis folk ikke kan finde ud af at holde afstand – og hvis det hele går for stærkt, så ryger vi direkte tilbage i isolationen, og dét ønsker ingen.

Så Coronaen kræver altså stadig en masse af os. Dét skal vi være helt bevidste om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vederstyggelig afløser for Palads Bio

Udgivet den af
Svar

Der er gået inflation i ordet ikonisk, uanset om man taler om tøj, begivenheder eller bygninger. Men enkelte bygninger er nu ikoniske som fx den farvestrålende Palads Bio ved Vesterport i København.

Men dette vartegn foreslås nu revet ned og erstattet af et Bjarke Ingels-tegnet højhus på 18 etager, der ligner cigarkasser stablet oven på hinanden. Prisen for vederstyggeligheden vil være cirka 1 milliard kroner – og den er tænkt som ”et nyt ikonisk biograflokomotiv”, som det hedder i det fælles udbudsmateriale fra Bjarke Ingels firma BIG og Nordisk Film.

Danmarksbloggen er forfærdet. Ikke alene over at det stadig overvejes af rive den præmierede Palads Bio ned. Men også over at man helt seriøst kan tro, at biograf-branchen har en fremtid i en tid, hvor vi streamer hjemmefra – og ikke gider betale overpris for at sidde i en sal og høre andres menneskers raslen med slikposer, slubren af cola og smasken med munden fuld af popcorn, mens vi ser en film.

Nordisk Film og alle andre må se i øjnene, at tiderne ændrer sig – og at det efter Corona kommer til at gå endnu stærkere.

Mennesker vil selvfølgelig stadig gerne være sammen og more sig. Men fremover bliver det er for at være sammen, tale med hinanden, le, danse og kramme. Hvorimod alt, der foregår på en skærm – det gør vi hjemmefra.

Så drop Bjarke Ingels vederstyggelighed. Den vil en BIG fejltagelse. Behold i stedet den gamle smukke Palads-bygning og lav den evt. om til et sted, hvor vi kan være sociale og sammen – når vi igen kan mødes uden frygt. Det vil vi til gengæld få meget brug for.

Sagen er endnu ikke afgjort – men den er i gang i Københavns Teknik- og Miljøudvalg, så det er nu, at der skal handles, hvis Palads Bio skal reddes.

Læs mere her: https://politikenbyrum.dk/Nyheder/art7757404/Nordisk-Film-foresl%C3%A5r-nyt-Palads-i-K%C3%B8benhavn-tegnet-af-BIG

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ny sang: Svanesangen

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggens redaktør har lavet en sang, som jeg har valgt at kalde ”Svanesangen”. Ikke at sangen er en svanesang i betydning ”den sidste sang” altså det sidste skriv eller sidste digt og lignende, som ellers er den normale betydning af ordet.

Men sangen hedder ”Svanesangen”, fordi den handler meget om svaner – og lidt om danskere, længsel og eventyr i den kommende hjemmesommer 2020.

Sangen skal synges på inspirationskildens melodi, nemlig Carl Nielsens smukke melodi til ”Jeg ved en lærkerede”.

Svanesangen

Jeg ved en svanerede,
jeg siger ikke hvor,
den findes på et sted dog,
hvor alt for mange går

I reden er der unger,
som der skal passes på,
det gør de gamle svaner,
mens vi forbi dem gå

For ungerne skal vokse,
så de kan flyve frit,
udi i den skønne verden,
hvor alt er stort og vidt

Jeg selv blir her i Danmark,
i sol og så i regn,
for denne sommer bliver,
én bag et grænsehegn

Så flyv I store fugle,
flyv over sorte skyr,
og kom en dag igen hjem,
med gode eventyr

Tekst: Dorte J. Thorsen
Musik: Carl Nielsen

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk