Kategoriarkiv: Alle

Jøderne skal behandles med respekt af alle, også af SIAD

Udgivet den af
2

I lyset af lørdagens tumulte demonstrationer må det være på sin plads at slå en ting helt fast:

I et demokratisk samfund med religionsfrihed som det danske kan – og skal – enhver kunne vise sit tilhørsforhold, også religiøst, i sin påklædning, med smykker, hovedbeklædning og så videre. Punktum!!!

Danske jøder, såvel børn som voksne, skal kunne færdes frit og trygt på alle gader i Dronningeriget iført kalot og Davidsstjerne – også Nørrebro. Det står overhovedet ikke til diskussion.

Derfor er det heller ikke i orden, når jøder ikke kan gå på netop for eksempel Nørrebro uden at blive overfaldet – tit fysisk, men næsten altid verbalt og med skældsord, som man for eksempel kan læse om det her:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/486477:Debat–Debattoer–Joeder-chikaneres-i-Koebenhavn

Men det er ikke kun jøderne, der skal behandles med respekt. Det skal alle andre også.
Derfor er det også betænkeligt, når en organisation SIAD (Stop Islamiseringen af Danmark) arrangerer en demonstration som den der foregik i lørdags …

For deres ærinde handler ikke om at hjælpe jøderne. Deres metier er i stedet at modarbejde muslimerne, som man hos SIAD per definition er imod. Og med dén stemning af fjendtlighed overfor muslimer, som der efterhånden er fra mange sider i det danske samfund, lykkes det i reglen altfor godt.

Men i deres kamp mod muslimerne tog SIAD jøderne som gidsler i lørdags ved at sætte netop jøderne i et direkte modsætningsforhold til muslimerne. Og det et noget, som hverken jøder eller muslimer kan være tjent med. For det er ikke at behandle hveken jøder eller muslimer med den respekt, som vi alle fortjener.

Tværtimod skal man gå dialogens og samarbejdets vej – og den starter ved at anerkende, at vi alle har ret til at være her, til at praktisere vores tro eller lade være. At ingen religion i sig selv er hverken rigtig eller forkert. At det hele kommer an på de mennesker, der er involverede.

For hvad enten du går med davidsstjerne, med tørklæde, med kors eller med en hjemmelavet perlekæde fra dit barns børnehave, så er du dansk, når du bor i Danmark. Og du har dermed såvel pligt til at vise alle samme respekt, som du på din side også har krav på at modtage fra alle os andre.

For vi skal være her allesammen – side om side med hinanden, beriget af vores mangfoldighed og forskellighed!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danmarks førende religion: Arbeit macht ein Mensch

Udgivet den af
4

Hvad afgører et menneskes værdi?

I dagens Danmark er det – tilsyneladende, udelukkende og desværre – menneskets evne til at arbejde!!!

Arbejdet er nemlig blevet en religion, hvor man kan dele folk op i de frelste, tvivlerne og de fortabte.

De frelste er de gode, de rigtige – dem, der får rigtige penge, altså en decideret løn for det arbejde, som de udfører. Det er A-holdet. Dem, som alle gerne vil lege med. Dem, som sidder forrest i kirken, undskyld samfundet, og gerne snakker højt op om, hvor meget de bidrager. At en stor del af dem så også gør, hvad de kan for at snyde systemet for derigennem at få mere til sig selv ved at få udført sort arbejde, undlade at betale moms og skat og så videre synes de frelste selv er helt i orden.

Så er der B-holdet. Tvivlerne. Dem, som med lidt flid – og held – og hvis de kender den rigtige præst, undskyld virksomhedsleder, kan komme på A-holdet. Det er dem, som nok arbejder, men som ikke får løn for det arbejde, som de reelt udfører – men istedet dagpenge, kontanthjælp og lignende. Deres arbejdsindsats er ligeså stor som A-holdets, men de vurderes ikke som gode nok til at få løn – og bliver det aldrig, hvis det står til en stor del af A-holdet, der ikke vil dele bare lidt af kagen med andre. Præsterne, undskyld arbejdslederne, kan derimod godt lide B-holdet. De kan nemlig bruges til at presse A-holdets lønninger.

Endelig er der C-holdet. De fortabte, dem uden håb. Dem som alle kan sparke til, fordi de allerede ligger ned. Det er de hjemløse, de psykisk syge, dem som ikke bare kan tage et arbejde af 117 grunde og alle de andre, som i disse år kaldes dovne og løgnagtige snyltere, der med vilje nasser på alle andre. De er de fortabte i denne Arbejdet-er-alt-verden, og der er altfor mange, som mener, at C-holdet skal nøjes med krummerne fra de andres borde – og tilmed være glade til.

Sådan ser billedet ud. Danmarks førende religiøse overbevisning, Arbejds-religionen, har allerede i mange år været højrefløjens foretrukne religion, men i de seneste år er det også blevet religionen i store dele af de andre partier.

Og så er samfundet først ilde ude. For så er fællesskabet og solidariteten væk. Og hvem skal så beskytte alle dem, der er bare lidt anderledes? Alle dem, som har brug for bare en smule forståelse for at få tingene til at hænge sammen?

For Arbejds-religionen er en religion med følgende mantra som trosbekendelse: Man skal – uanset om man er rask eller syg – yde, men kun hvis man er rigtig god, kan man få lov til at nyde.

Men hvem er så guden i denne arbejds-religion?

Det er ihvertfald ikke den kristne, næstekærlige Gud. Ham, der elskede verden og menneskene så meget, at han sendte sin søn herned – endda for at dø på et kors. Den søn, der blev ofret, for derigennem at sejre over døden og vinde livet og frelsen til os allesammen.

Nej, en sådan kærlighedens Gud møder man ikke i vor tids arbejds-religion. Her er der derimod tale om en Gud, som grådigt sluger alt, hvad hans disciple kommer med af “vi-knokler-røven-ud-af-bukserne-og-alligevel-skal-vi-betale-skat-det-er-bare-så-dårligt” samt “ja-os-der-arbejder-vi-holder-jo-hele-samfundet-sammen-så-de-andre-har-bare-at-være-taknemmelige-over-det-som-vi-vil-give-dem-for-vi-er-mere-værd-end-dem-og-derfor-skal-vi-også-have-mest-langt-mere-end-de-andre.”

Der var engang for ikke så længe siden syd for grænsen, hvor man også troede på, at nogle mennesker var mere værd end andre. De mennesker, som var mindst værd efter datidens normer i det store land sydpå, fik gule stjerner på tøjet og blev sendt i lejre, hvor der stod Arbeit macht frei. Det gav ikke rigtig mening. Langt de fleste af dem kom nemlig kun til lejren for at dø. For at blive dræbt af dem, som mente, at de var bedre end dem med stjernerne på.

I Danmark er der ikke nogen, der vil dræbe dem fra C-holdet – eller B-holdet. Ikke endnu ihvertfald.

Men vi befinder os på en farlig glidebane i disse år. En glidebane, hvor der i en krisetid skal findes – og også bliver fundet syndebukke, som det er i orden at kalde nedsættende ting som for eksempel Dovne-Robert og Fattig-Karina.

Men når det er i orden at omtale og behandle andre mennesker med så lidt respekt, så megen nedværdigelse og ydmygelse som man gør det med C-holdet og tildels også B-holdet, så skubbes til grænserne om hvad der er okay. Og det næste skridt bliver, at det er i orden, at de udsatte får dårligere betingelser end alle andre, for eksempel at de må vente længere på en operation.

For dem, der arbejder og tjener løn på det, har ifølge denne arbejds-religion nemlig altid førsteret til alting.

Og dermed er samfundet for alvor delt op i klasser – og derfra er vejen til deciderede overgreb på de svageste, også fysisk, kort.

Og det er derfor, at der skal råbes nu, hvor vi glider nedad – og direkte mod et samfund med altfor store forskelle. Der skal råbes – og råbes højt. For intet er mere farligt for et civiliseret samfund, som når samme samfund begynder at behandle dets borgere forskelligt.

Så er junglesamfundet for alvor på vej tilbage. Et junglesamfund, hvor uro og vold hører til dagens orden, hvor de stærkeste overlever og de svageste dør, mens resten hutler sig igennem.

Og det er det, som Danmark i øjeblikket er godt på vej tilbage til med en religion, der lever efter devisen Arbeit macht ein Mensh.

Vi bliver altså først et menneske, der skal tages hensyn til og tages vare på, når vi arbejder, er filosofien.

Men det paser ikke.

Se, hvilket menneske, som Pilatus langfredag sagde om Jesus, som gav og gav det hele af kærlighed.

For Jesus gjorde det modsatte. Han satte sig selv nederst, sammen med de udsatte. Han sled sig så meget op, at han døde af det. Men på denne kærlighed til sine medmennesker genopstod han også …

Som man kan læse det i Hans Anker Jørgensens salme “Se, hvilket menneske”:

http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/68

Læse at det drejer sig om at invitere de fattige til fest, dele ud af brødet, drive kræmmerne ud og dermed få livsmodet og kærligheden tilbage, så vi kan leve i et for alle lifligt fællesskab.

Og det er det, som det drejer sig om, hvis vores danske samfund skal overleve. At vi deler med hinanden, at vi elsker hinanden. Og det starter altsammen med at vi ser hinanden som mennesker – som de menensker vi er.

At vi dropper ideen om at Arbeit macht ein Mensch.

For nok kan et menneske arbejde, og det vil stort set alle også.

Men vores værdi som mennesker ligger i noget så enkelt som at det, at vi er mennesker.

Deri ligger det hele, deri finder man respekten for og kravet på at vi alle behandler og bliver behandlet lige og ordentligt , uanset om vi er direktøren, skolelæreren, eller ham, der lever på gaden.

Og det kan være svært i et samfund som det nuværende, hvor sammenhængskraften i samfundet sammen med fælleskabet og solidariteten er under konstante angreb.

Men vi må råbe, vi må kæmpe. For det er ikke okay, at noget arbejde er en løn værd, mens andet arbejde ikke fortjener andet end kontanthjælp – og at nogle slet ikke må være med, men bare må klare sig selv på smuler.

Så der skal råbes!!! Der skal kæmpes, og det nu. Det er vores hele samfund, der er på spil, hvis vi fortsat skal kunne kigge på hinanden og sige

Se, hvilket menneske – og netop se et mennske og ikke et arbejdsdyr.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Barfoed forsvarer den sociale ansvarlighed, mens Liberal Alliance fastholder umenneskeligheden

Udgivet den af
2

Jeg havde aldrig troet, at jeg en dag skulle fremhæve en konservativ som forsvarer af social forståelse og ansvarlighed … men æres den, som æres bør. Og her er det faktisk ingen ringere end den konservative parti-formand  Lars Barfoed.

For han har 100% ret, når han i artiklen “Barfoed i angreb på Liberal Alliance: De har ingen forståelse for de svageste” fra BT´s hjemmeside i går d. 21. februar 2013 udtaler:

“Liberal Alliance vil markant nedsætte alle kontanthjælpsydelser og det er komplet socialt uansvarligt at gå så langt. Vi skal sørge ordentligt for de udsatte medborgere, der har det svært. Det går ikke, at vi bomber vores sociale system tilbage til stenalderen, siger Lars Barfoed.”

http://www.bt.dk/politik/barfoed-i-angreb-paa-liberal-alliance-de-har-ingen-forstaaelse-for-de-svageste

Barfoeds nyfundne sociale bevidsthed skyldes dog ikke, at de konservative generelt har udviklet sig i en mere social retning.

Nej, Barfoeds humanisme skal snarere søges i det faktum, at Danmark har fået et parti, som i den grad hylder jungleloven. Et parti for hvem selv den mest minimale minimalstat nærmest er en overformynderisk forsøgerstat, der bare hælder penge ud.

Ja, man kunne faktisk godt have dét parti mistænkt for at mene, at USA nærmer sig socialistiske tilstande, ihvertfald under Obama med hans sundhedsreform og hans ønsker om at give alle amerikanere anstændige levevilkår. Tsk-tsk, kan man næsten høre dem sige …

Men man kunne også bare kalde dem for det, som de er: Umenneskelige og grådige egoister, der mener, at de selv vil få meget mere ud af det, hvis de stærkeste får lov til at rage til sig uden grænser – og uden hensyntagen til andre.

Og de ville måske også få mere, måske endda meget mere. Men det ville være på bekostning af en masse andre mennesker. For det hører ingen steder hjemme i et – også under en finanskrise – veludviklet og rigt samfund som det danske at opføre sig som dette parti gør uafladeligt.

Patiet hedder Liberal Alliance, men burde hedde Liberal Grådighed og Umenneskelighed.

For både grådighed og umenneskelighed er der så meget af i det parti, at selv Scrooge fra Dickens “Et juleeventyr” virker human og forstående i en sammenligning – og det vel at mærke INDEN den menneskefjendske gnier får besøg af sin afdøde partner og møder de tre juleånder, der forvandler ham til et hjertensvarmt og godt menneske, der gladeligt giver af sin overflod.

Sådan er det ikke hos Liberal Alliance. Her giver man ingenting andet end spark nedad, når man angriber man alt, der bare minder om anstændig opførsel overfor vores medmennesker – og især de svageste.

Hvordan mennesker kan blive så følelseskolde, så egoistiske og så grådige som man ser det hos Liberal Alliance, hvordan man som opvokset i Danmark kan have så lidt forståelse for fællesskabet og den social ansvarlighed er altsammen noget, som jeg tror, at man skal overlade det til psykologer og sociologer at svare på.

Men måske det er let og ligetil, når begreber som fællesskab, empati, hensyntagen og ansvarlighed ikke er en del af ens verden, ikke er en del af ens livsopfattelse.

Det er det så heldigvis derimod af og til i de konservatives verden. Og det skal roses hele vejen herfra og til næste valgdag, hvor jeg håber, at flere borgerlige vælgere vil sætte krydset ved et parti, der – trods alt – er sig sit sociale ansvar bevidst.

Ihvertfald indimellem. Men det er stadig lysår bedre end det, som Liberal Alliance står for.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Lars Hedegaard … og vigtigheden af at kunne skelne

Udgivet den af
2

Et – sandsynligvis – politisk motiveret attentatforsøg på den islamkritiske debattør og formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard har lige fundet sted på Frederiksberg.

Mens disse linier skrives, eftersøges gerningsmændene i Zoo, som er fuld af mennesker, fordi det nye isbjørne-anlæg åbner i dag.
Den del af affæren er en ren politi-sag … og formentlig senere en sag for retssystemet.

På samme måde er det indlysende, at en grundlovssikret rettighed som ytringsfriheden ikke er til diskussion. I det danske samfund skal vi kunne ytre os frit og sikkert. Punktum. Den pind skal der heller ikke koges mere suppe på.

Desværre vil netop spørgsmålet om ytringsfriheden nok blive (mis)brugt til den anden del. Til efterspillet, som der er grund til at bekymre sig om. For selvom motivet til attentatet stadig er ukendt, vil det nok ikke være forkert at gætte på, at det her har noget at gøre med Lars Hedegaards holdninger til islam.

Derfor vil alle dem, som hader islam, blot fordi det er islam, nu få nyt brændstof til holdninger som:

– Islam og demokrati er uforenelige størrelser
– Islam er en religion, der undertrykker og ensretter mennesker
– Islam opfordrer til brug af vold, om nødvendigt endda drab på dem, som ikke anerkender Islam og Allah´s overlegenhed

Og ja, der findes muslimer, som mener ovenstående: De kaldes fundamentalister!
Men nej, ikke alle muslimer er fundamentalister.

Faktisk er langt de fleste muslimer eksakt ligeså fredelige som alle andre. Ligeså  optaget af at leve et godt og virksomt liv med arbejde, familie og børn.

Derfor er det også vigtigt, at det her IKKE bliver et spørgsmål om islam – men et spørgsmål om accept og tolerance af hinanden.

For skal vi som samfund have en chance, skal vi kunne acceptere – ja, gerne beriges og glædes over – hinandens forskellighed.

Derfor skal vi også fordømme den eller dem, som udførte dette attentat. De anerkendte ikke Lars Hedegaards ret til at mene og ytre det, som han står for. For det er en ret, som han har – præcis ligesom alle mulige andre.

Men det er den eller de mennesker, som gjorde det her, som vi skal fordømme – ikke en hel religion!

Samtlige muslimer i Danmark kan ikke drages til ansvar for, hvad en formodet enkelt muslim eller få muslimer har gjort.

Derfor skal vi – både som individer og som samfund – kunne skelne imellem en forbryderisk handling som dette attentat og så en hel befolkningsgruppe, der deler en religiøs overbevisning.

For fordømmer vi islam på baggrund af hændelser som attentatet på Lars Hedegaard, er vi i holdningerne ikke bedre end den eller dem, som forsøgte at tage livet af Lars Hedegaard.

Så skærer vi også alle over én kam … og det du´r ikke.

Vi må og skal istedet holde mangfoldighedens og rummelighedens fane højt!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Yde, nyde og snyde

Udgivet den af
1

Man skal yde, før man kan nyde, siger et gammelt ord.

En holdning, som Dansk Arbejdsgiverforening per definition er enig i. Og nu har de – igen – kastet sig over dem, som ikke kan få lov til at yde.

Danmark er nemlig det land, hvor det mindst kan betale sig at arbejde, siger Dansk Arbejdsgiverforening på baggrund af deres egen undersøgelse, hvor de igen angriber kontanthjælpen og andre sociale ydelser for at være altfor høje – og meget højere end de er det i vore nabolande.

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-64005043:i-danmark-er-gevinsten-ved-arbejde-mindst.html

Nu skal man altid være varsom med at tro på tolkninger af tal. Er for eksempel de høje danske priser på mad regnet med i Dansk Arbejdsgiverforenings undersøgelse? For alt andet lige er det dyrere at leve i Danmark end det er i for eksempel Sverige.

Men lad os nu bare sige, at Dansk Arbejdsgiverforening har ret. At Danmark er det land i verden, som har de største kontanthjælpssatser og dagpengesatser og SU-satser og så videre – også målt i reel købekraft.

Så kunne man ligeså godt sige, at Danmark er det land i verden, hvor borgerne MINDST risikerer at måtte gå fra hus og hjem på grund af arbejdsløshed, sygdom og hvad der ellers kan ramme os allesammen.

Altså at Danmark er om ikke det mest, så dog et meget trygt land at leve i.

For vinklen er afgørende for debatten – og istedet for at klappe os selv på skulderen over at have indrettet et godt og trygt land, bliver det igen et spørgsmål om at sparke nedad og beskylde de svageste danskere for at være for grådige, for bare at ville rage til sig uden at yde.

Nyde uden at yde. Ja, nærmest både snyde og nyde!

Men det er ikke kontanthjælpsmodtageren eller dagpengemodtageren eller pensionisten eller SU-modtageren eller nogen af de andre på sociale ydelser, der er grådige.

Iflg. en undersøgelse fra Rockwool-fonden fra 2012 er det derimod den midaldrende, veluddannede og vellønnede dansker, der er den mest grådige. Simpelthen fordi han kan …

Kan betale det sorte arbejde, har boligen og bilen der skal ordnes – og en holdning om, at det er “jo ikke rigtig sort arbjede” og “vi skal jo også leve” …

http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Samfund_Jura/Sort_arbejde_i_Danmark.htm

Så nej, grådigheden skal ikke søges hos dem, der kommer fast på jobcentret. Men hos bedsteborgeren, der omtaler sig selv som samfundsstøtte og skatteyder …

Hos ham, der  sparker nedad og beskylder kontanthjælpsmodtageren for bare at ville nyde uden at yde … mens han selv sidder i en god stol og nyder den rødvin, som han har købt for de penge, som han snød statskassen for.

Ham, der ikke synes, at han snyder statskassen for noget ved at få lavet bilen og garagen uden regning – selvom det sorte arbejde i Danmark koster statskassen 48 milliarder om året!!!

For 48 milliarder kan man få meget velfærd – også og måske især i en tid med høj arbejdsløshed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kyndelmisse: Lysene tændes på Danmarksbloggen

Udgivet den af
2

I går, d. 2. februar, var det kyndelmisse – og Danmarksbloggen blev født.

Kyndelmisse, der betyder lysenes messe, er en kristen højtid, som man har fejret siden middelalderen. I den katolske kirke gjorde – og gør man det – ved at velsigne alle de lys, som skal bruges ved årets gudstjenester.

Læs mere her: http://www.kristendom.dk/artikel/267017:Kyndelmisse–Kyndelmisse-varsler-lysere-tider

Og her: http://www.kristendom.dk/artikel/496259:Indfoering–Kyndelmisse-og-lysskikke-i-danske-kirker

Vi tænder altså vores lys her ved kyndelmisse-tide. Alle vores lys endda. Både dem, der er lavet af stearin og dem, der af lavet af drømme, håb og tanker.

For også ord kan være lys. Ja, ord kan måske i ganske særlig grad være lys.
Lys, der spreder oplysning, viden, tryghed og glæde i det mørke, som nu i mere end et årti har ruget over Danmark.
Et mørke skabt af mørkemænd og -koner, som konsekvent taler til den laveste fællesnævner. Til dén indre svinehund, som så let lokkes frem med lige dele spillen på frygten for alt, der er anderledes og den grådige egoisme.

Men nu vil vi ikke længere finde os i dét mørke! Vi vil tænde lys!
Lys, der stråler og taler om rummelighed og respekt, om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft.

Og de lys bliver flere og flere, som der skrives flere og flere indlæg her på Danmarksbloggen.
Indlæg, der gør os klogere på os selv og hinanden. Indlæg, der får os til at fatte håb om, at Danmark igen kan blive en nation, hvor vi er der for hinanden.

Derfor: Giv dit besyv med … skriv om dig selv og dit liv … om det Danmark, du lever i.

Der er – og skal være – plads til os alle.
Lad os sammen skabe et Danmark, hvor der er højt til loftet og plads til mangfoldighed og debat.

Vel mødt på Danmarksbloggen!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Velkommen til Danmarksbloggen

Udgivet den af
Svar

Kære Alle

Velkommen til Danmarksbloggen.
Bloggen, der handler om Danmark, Danskerne og Danskheden.

Bloggen, hvor almindelige danskere kan komme til orde og fortælle, hvordan det er at leve i Danmark.
Bloggen, der med indlæg, artikler, analyser og anmeldelser vil formidle seriøst og sagligt om Danmark og danskerne – og den danskhed, som der snakkes så meget om i disse år.

En danskhed, som mørkemænd og -koner sammen med regnedrenge og managementpiger altfor længe har haft patent på at definere.
Men det skal være slut nu.

For nu vil Danmarksbloggen arbejde på at fremme den danskhed, som i årtier gjorde os elskede og berømmede langt udover landets grænser – og som kan gøre det igen.
En danskhed, der handler om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft, om respekt og rummelighed.

En danskhed, der er Danmark og danskerne værdig …
En danskhed, som vi alle skal være med til at definere og beskrive.

Derfor: Giv dit besyv med … skriv om dig selv og dit liv … om det Danmark, du lever i …
Der er – og skal være – plads til os alle. Lad os derfor sammen skabe et Danmark, hvor der er højt til loftet og plads til mangfoldighed og debat.

Hvis du vil kommentere et indlæg, trykker du blot på taleboblen – og så er ordet frit.
Hvis du selv vil skrive et indlæg, så send en mail til undertegnede på djt@doo.dk – og vi finder ud af det.

Vel mødt på Danmarksbloggen!

Venlig hilsen
Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk