Forfatterarkiv: admin

Anmeldelse:  Eventyrværksted

Udgivet den af
1

I alle samfund til alle tider har der været en stærk fortælletradition, og ikke kun fordi det er så rart og hyggeligt med gode historier, når man sidder omkring bålet eller inde i hytten ved aftenstide. Men fordi vi mennesker forstår tilværelsen og meningen med det hele både bedre og dybere, når vi får visdommen og indsigterne serveret i den gode fortælling.

Der er derfor også noget at hente for alle mennesker i Anette Wilhjelm Jahns bog ”Eventyrværksted. Lær at fortælle kreativt for børn”, selvom den er tænkt som en fagbog til pædagoger og andre, der arbejder med fortællinger til børn.

For vi bliver jo alle som børn igen, når vi hører en historie, som fænger os og beriger os – og det er derfor Danmarksbloggens påstand, at vi alle burde kende og leve mere efter de principper, som Anette Jahn ridser op i bogen.

Tag fx lystprincippet, hvor man først sætter målene op bagefter. Det er genialt og verden på hovedet, når man som en anden Klods Hans ikke har en overordnet plan, men bare rider glad afsted og tager det op, som man finder på vejen for så senere at finde ud af, hvad det skal bruges til.

For meget godt opstår netop ofte spontant. Kom fx ihu at mange opfindelser gennem tiderne er kommet tilfældige og snublende, hvorimod der er langt mellem snapsene, når vi ser på, hvad der af langtidsholdbar kvalitet skabes ud af strategisk tænkning og økonomisk funderet management.

Men nu skal vi selvfølgelig holde fokus på, at det er en pædagogisk lærebog. Undertegnede er så ikke hverken pædagog eller fortæller, men føler, at jeg nærmest kunne blive det nu.

For bogen er så malende i sine beskrivelser af de pædagogiske principper og forløb, at det virker lige til at gå til fra man vælger sit eventyr, hvordan man forbereder sig på at fortælle det, ser de indre billeder og skaber den usynlige scenografi.

Alt sammen er det øvelser, som man også kan overføre til en voksen verden, til hvis man fx skaber skriftlige historier, artikler, underviser, skal holde oplæg for kollegaerne eller andre ting, der skal formidles. For det handler om at vide, hvad man har at arbejde med (eventyret, emnet), hvem man skal fortælle det til – og hvordan man bedst kommer ud med historien/budskabet.

Bogen har også de skønneste fotos, de bedste cases fra virkelighedens verden og de mest fantastiske historier – også nogen, som man ikke lige kender, og som har overraskende pointer som den om bueskytten, der ramte plet hver gang, fordi han ventede med at male måltavlen til efter han havde afskudt pilen.

Det er igen verden på hovedet i forhold til normal praksis, men livet bliver bedre og rigere – og vi når mere på denne måde.

Sidste halvdel af bogen er så en ren hands-on guldgrube for alle pædagoger og andre, der skal fortælle for børn med sit fokus på at skabe noget til sanserne og lave egne sanglege. For som Anette Jahn så rigtig konstaterer, så har vi et væld af folkeeventyr, men kun få sanglege forbundet med dem som fx ”Tornerose var et vakkert barn”. Men så er det bare med at lave dem selv, som hun opfordrer til.

For bogens mission er nemlig også at inddrage børnene i skabelsen ligesom at både fantasi og krop skal i spil. For ved at bruge alle vores sanser, hele vores krop og glemme os selv, så kan vi leve os ind i eventyret og ind i os selv.

Danmarksbloggen giver ”Eventyrværksted. Lær at fortælle kreativt for børn” fem frøer ud af seks mulige, som dem prinsesserne kysser – og som måske bliver til prinser – eller hvem ved? Måske noget endnu mere spændende, nemlig bærere af dén fortælletradition, som Anette Jahn selv i sit daglige virke som leder af Måle Fortælleteater så fint breder ud til både store og små over det ganske land.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “I lygternes skær”

Udgivet den af
1

I dag på selveste Valentins dag udkommer Steen Langstrups nye bog, novellesamlingen ”I lygternes skær”.

Og nej, bogen handler ikke om gamle dages romantik og datidens velstående københavnere, der hastede hjem til den ventende te og de varme boller gennem de stadig vintermørke gader, oplyst af gadelampernes spredte lys.

Men ja, handlingen i en enkelt novelle udspiller sig i tiden lige efter 1. verdenskrigs ophør, men scenen er ikke en bedsteborgerlig idyl eller en jazzklubs brølende frigørelse af normer, men Den Spanske Syges helvede af sygdom, blod, snavs og lidelse.

Det er slet ikke overraskende. For man ved jo, at vi skal nedom og bagom og ind i gruen, når forfatteren hedder Steen Langstrup, og således også i denne velskrevne og hurtigt læste novellesamling, hvor vi dog primært møder nutiden og nutidsmennesket i alle dets forklædninger og afskygninger – og med alle de handicap, som vi kan have.

Altså rigtige handicaps. For tabet af en eller flere sanser er ingenting i forhold til de psykiske mangler og de mentale krøblinge og deres afskyvækkende gerninger, som der rulles op for i de elleve noveller.

Det mest skræmmende er imidlertid ikke bogens vampyrer, dobbeltgængere, kryb, slangemennesker, dæmoner og alle de andre udtryk for mennesker af vor tid. Nej, det, som holdt mig vågen, mens jeg læste bogen i en sen nattetime (lad i øvrigt være med det, også fordi flere af historierne foregår om natten, så man ligger og føler sig rigtig bange) var normaliteten i al horroren.

Dette forhold at denne bogs uhyrer og monstre er ligeså udbredte, som de er usynlige i deres synlighed. For nej, de kan ikke ses på det ydre, de kan ikke kendes på at gå med klingende bjælder eller i mærkeligt tøj, ja selv et modermærke bliver kun et spejlbillede og ikke noget, der advarer de uskyldige mennesker, som kommer i kløerne på disse menneskelige monstre.

For denne novellesamlings uhyrer er så almindelige, så udbredte, at vi alle sammen hver dag og hele tiden sidder ved siden af dem i metroen eller står bag ved en af dem, når vi er ude og handle ind. De er også i sommerhuset eller i lejligheden, som har været udlejet via airbnb. De er de monstre, der er virkelige, og går mellem os hver dag og til hverdag – men vi har ikke en chance for at genkende dem.

Dét skræmmer mig helt vildt. For når vi ikke kan pege dem ud, så kan vi ikke beskytte os, men i stedet kan vi alle havne i kløerne på en af dem – også selvom vi tror, at vi er så forsigtige og påpasselige. Men intet er, som det ser ud til at være, og vi er nogle gange venlige overfor de forkerte mennesker.

Og det bliver ikke bedre, men kun værre af, at Steen Langstrup er så god til at beskrive, hvad der sker i sådant et uhyres formørkede sind, og hvordan ofrene på alle måder væves ind i monsterets spind.

For stille og roligt – næsten nøgternt – lader han den ene galning efter den anden, komme på banen i de elleve noveller, og som læser forstår man modstræbende og med stor væmmelse, hvorfor personen må gøre, som personen må gøre. Også selvom det betyder lidelse, smerte, snot, blod og død for de uheldige, der er på det forkerte sted det forkerte tidspunkt – eller har indgået i en relation med et af disse monstre.

Og selvom man – så vidt man ved – ligger trygt i sin varme seng derhjemme, så føler man sig lidt som hovedpersonen i Steen Langstrups bog ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod”, som i øjeblikket vises på filmfestivaler verden over. Som film hedder den i øvrigt ”Finale”, men grusomheden er den samme.

For man ved jo, at mennesker gør de uhyrligste ting, og en psykolog vil nok sige, at det handler om mangel på kærlighed og anerkendelse i barndommen. Når man læser Steen Langstrup, er man imidlertid ikke så sikker på, om ikke mørket, ondskaben, lidelsen for dens egen skyld, lidelsen for morskabens og underholdningens skyld har sin egen plads i verden – og i mennesket.

For det dybeste mørke kommer altid indefra, hvad Steen Langstrup også har baseret hele sit forfatterskab på. Og i hans seneste bog ”I lygternes skær” får vi – trods titlen – ikke spredt meget lys, men derimod mere mørke, mere mismod. Lyset er også kun et skær, og det kan ikke få bugt med mørket.

Og det allerstørste gys – ja det ligger til sidst, når man har lagt bogen fra sig, og nakkehårene rejser sig, mens man vender det mentale spejl og erkender, at kimen til at blive et af disse monstre også ligger i én selv.

For hvem har ikke haft lyst til at gøre andre ondt på et eller andet tidspunkt? Hånden på hjertet – eller måske på ens indre mørke: Hvem kender ikke til trangen om at hævne, gøre ondt for ondets egen skyld, driften mod en blodrus? Måske vi kun har prøvet triumfen ved at klaske den myg, som lige har stukket os en varm sommeraften, men det er nok til at forstå mekanismen.

Så prøv at gøre den myg lidt større, gå ind i sindet og mærk din vrede, dit had, din forsmåenhed og alt det andet – og erkend, at vi har mørket i os. Alle sammen.

For hvad vi ikke er i stand til i ondskabens navn. Det er massivt, som mørket er det en kold vinternat. Heldigvis findes der mennesker som Steen Langstrup til at beskrive det.

Danmarksbloggen giver ”I lygternes skær” fem ud af seks gadelamper.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark fejrer kinesisk nytår – det handler om traditioner og købmandskab

Udgivet den af
Svar

På Strøget i København hænger et væld af farverige lys-lanterner og lys-lotusblomster, både pga. Københavns Lysfestival og for at fejre Det Kinesiske Nytår, som starter i dag, hvor vi går ind i Grisens år, der varer indtil d. 24. januar 2020.

Det er andet år i træk, at hovedstaden fejrer kinesisk nytår, og det er den kinesiske ambassade, der har sponseret de mange lanterner og lotusblomster– præcis som den gjorde for et år siden. Flere af butikkerne vil også pynte op til kinesisk nytår. Som arrangør står interesseorganisationen ”KBH – Commerce & Culture”, i daglig tale KCC.

I dagene 15. – 19. februar bliver lanternerne og lotusblomsterne suppleret med et dagligt optog med løvedansere, den kinesiske drage og den store tromme – præcis som det kendes fra kinesiske optog andre steder i verden. Men også andre steder i Danmark fejres det kinesiske nytår i disse dage med fester og arrangementer.

For det er et spørgsmål om globalisering – og om magt. Indflydelse handler nemlig ikke blot om militær og økonomi, men også om kultur og identitet, og her er traditionerne en væsentlig del af en stormagts image og en effektfuld metode til at komme ind i andre lande.

Det er derfor lige efter bogen, at Kina nu rører – kulturelt – på sig i det globale perspektiv. For Kina er ved at rejse sig om ny stormagt i skarp konkurrence med USA.

Ja, meget tyder på, at Kina allerede har overhalet USA i det globale kapløb. Kinas investeringer verden over er enorme, og der er godt styr på hjemmeområdet, som sagt pænt ikke er nær så demokratisk, som vi kunne ønske os det i Vesten.

Men i Kina ser man anderledes på de sager, og i Danmark er vi så meget købmænd, at vi ikke blander os, men i stedet holder os gode venner med det store land. Det kan man så mene meget politisk om, men ingen toneangivende i Danmark lægger sig ud med Kina. Snarere tværtimod.

Dronningen har således været på besøg indenfor de senere år, det samme har kronprinsen – ja, selv nationalikonet Den Lille Havfrue var derovre til verdensudstillingen i Shanghai i 2010.

Men Kina kommer også til os – blandt andet som de sværme af turister, man kan finde året rundt på Langelinie eller på Strøget, hvor de køber danske smykker, dansk porcelæn, andet dansk design, dansk tøj og dansk legetøj.

Det er derfor godt købmandskab at være åbne overfor de ideer og kulturprodukter, der kommer fra de førende lande i verden. For ved at møde de store, hvor de er og med det de kan lide, så får vi dem også ind i vores butik.

Skikken med at tage stormagtens tradition til sig og gøre den dansk har vi også altid praktiseret her til lands. Tag fx juletræet, som kom fra datidens vigtigste samarbejdspartner Tyskland i starten af 1800-tallet. Eller hvad med Halloween-traditionen, som vi omkring årtusindskiftet tog til os fra det USA, som vi generelt hentede meget fra op gennem 1900-tallet, især fra tiden efter 2. Verdenskrigs ophør i 1945 og frem.

Så nok kan kinesiske elementer som farverige lanterner og farlige drager opfattes som nye og anderledes i de danske gader, når man ser på det kulturelle udtryk. Men i bund og grund er det business as usual i vores lille land, der lever af at handle med resten af verdenen.

Det store spørgsmål bliver derfor også, om og i så fald hvor meget danskerne i de kommende år tager det kinesiske nytår til sig. Pt. vil mange sikkert sige slet ikke, men det gjorde de også for 15 år siden, hvor man skulle være hurtig, hvis man ville sikre sig et græskar i oktober.

Så hvem ved? Måske om 15 år er drager og lanterner en naturlig del af årets gang i Danmark?! Fyrværkeriet er også en del af det kinesiske nytår, og det kender vi allerede – og mon ikke de fleste børn og unge kunne være med på at skulle have en pengegave i en rød konvolut én gang om året?!

Det er heller ikke første gang, at vi er fascinerede af det store land. Det var danskerne også i 1800-tallet, hvad man så i datidens Tivoli – og såmænd i nutidens, hvor der er en hel kinesisk afdeling i Den Gamle Have centreret omkring Dæmonen, der også er ganske kinesisk.

Også H. C. Andersen var fortryllet af det store land, som han aldrig besøgte. Ja, som kun få vesterlændinge fik lov til at komme ind i dengang i 1800-tallet. Men så kunne historierne jo blive så meget desto bedre og ganske kinesiske, som det i øvrigt hed om at drikke sig lystige i thevand i H. C. Andersens smukke eventyr ”Nattergalen”, der netop handler om en fiktiv kinesisk kejser og hans vej til visdom.

I dag vælger Kina og kommunistpartiet så en mere åben strategi end virkelighedens kejser gjorde dengang. Det er også en god idé at satse på kulturudbredelsen her i globaliseringens tidsalder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Mød mig på Cassiopeia”

Udgivet den af
Svar

Det var med spænding, at undertegnede bænkede sig i en Folketeatrets røde plysstole for at se den udødelige danske klassiker ”Mød mig på Cassiopeia”. For ikke nok med at jeg som alle andre i den propfulde sal på forhånd kendte Kai Normann Andersens skønne musik, så stammer dansk films mest romantiske øjeblik fra filmversionen, der blev lavet i 1951.

Hvis nogen skulle være i tvivl, er det scenen, hvor Poul Reichhardt og Bodil Kjer danser til tonerne af ”Den allersidste dans” i den tomme sal. Unge, forelskede – og lykkelige, også selvom hun ved, at hun lige om lidt skal hjem til Olympen. Dén scene er ren filmkunst, og man bliver aldrig træt af den – eller af sangen, som et andet nationalikon Kim Larsen også tit sang.

Så hvordan bærer instruktør Kasper Wilton, som sammen med René Vase og Jannik Fuglsang har bearbejdet teksten, dén kulturarv ind på Folketeatret i 2019? Og kan det overhovedet lade sig gøre uden at blive patetisk?

Svaret er et rungende ja ligeså stort, som når Zeus – i Asger Rehers vidunderlige fortolkning – opløfter sin røst og lader lynet på mere end en måde – og også ganske uventet – glitre og glinse. Asger Reher er i det hele taget en gevinst for forestillingen. Manden kan også det hele; synge, spille skuespil og være morsom.

Men også den talentfulde og velsyngende Carsten Svendsen stråler i sin skildring af den frustrerede og desperate komponist Berger, der så gerne vil have succes med sin musical samt vinde hustruen Irene tilbage. Hun spilles kompetent af Trine Gadeberg.

Men centralt står selvfølgelig historien om musen Polyhymnia, der kommer til jorden for at hjælpe Berger, men som også SÅ gerne vil vide, om hun kan virke på en mand. Dét kan hun – og især på piloten Harry, der spilles eminent af Christopher Læssø, der er ligeså galant som Poul Reichhardt var det. Men Læssø er også ganske nutidig i den måde, som han går fra at være en fanden-i-voldsk fuck-boy (som det hedder på nutidsdansk) med 72 ligegyldige roser til at blive en følsom og forelsket mand med en enkelt rose, der virkelig betyder noget.

Det er smukt, og Amalie Dollerup skal have en hel buket roser, fordi hun spiller rollen som Polyhymnia på sin helt egen og meget sødmefulde måde, men stadig så hun er ganske uimodståelig som den altid travle muse, der farer mellem himmel og jord.

I andre roller ses Troels Malling som teaterdirektør Wolmer og Kristian Holm Joensen som regissør Mogensen – et herligt og komisk par, hvor den ene konstant hakker på den anden, selvom det er ham, der altid ender med at rede trådene ud.

Det er folkekomedie på den gode måde om de klassiske livsbetingelser: At give slip på de unge mennesker, at finde kærligheden for første gang eller igen som ældre – eller at genfinde kærligheden i et hensygnende ægteskab – og ikke mindst at få troen på sig selv og verden igen.

Alt sammen lavet med gode grin og genkendelighed fra filmen ”Mød mig på Cassiopeia”, men også med nye løjer og herlige påhit rammet ind af en i stykket gennemgående fascination af Broadway og New York, som taler lige ind i vores tid, hvor vi ligesom man gjorde det i 1950´erne glad og gerne kopierer den amerikanske kultur og dens produkter.

Kulisser og kostumer er også inspireret af datidens sceneshows og film. Så der er noget for både øjne og ører – og måske allermest til sidst i forestillingen, hvor der blændes op for ”Toner fra Himlen” fra operettefilmen ”Alle går rundt og forelsker sig”, der som alt andet musik i stykket er komponeret af Kai Normann Andersen, der i flere årtier lavede så mange hits til dansk film, teater og revy, at man kan have ham mistænkt for at have haft virkelighedens Polyhymnia boende på en fast basis.

For alt kan som bekendt lade sig gøre, når man har med guderne at gøre – også selvom de himmelske væsner af og til skal mindes om ”Loven om Kosmisk Ligevægt”. Men så er det jo heldigt, at Folketeatret i denne forestilling har besøg af en rigtig muse fra dansk films guldalder, nemlig selveste Lone Hertz, der sprudler og sitrer i rollen som tante Rosa, der med lige dele livsappetit og viden om de græske guder sørger for, at alt går, som det skal – og indimellem også ganske anderledes end forventet.

Lone Hertz er intet mindre end forrygende, og det samme er forestillingen. Danmarksbloggen følte sig mere end godt underholdt på Folketeatret i deres 2019-version af ”Mød mig på Cassiopeia” fuld af harmonisk vellyd, store grin, sjove overraskelser, uventede nyskabelser og samtidig en nænsom og smuk behandling af en af vores kulturskatte.

Endelig skal ikke glemmes musikken, som havde alle filmens sange med, også de to store ”Musens sang” og ”Den allersidste dans”, der altid er garanter for en tåre eller fem. Men der var også andre sange, og så var der de dygtige dansere og velspillende musikere på scenen, som gav det ene flotte show-nummer efter det andet.

Danmarksbloggen giver ”Mød mig på Cassiopeia” fem ud af seks gyldne lyn, som det Zeus bruger, både oppe mellem stjernerne og hernede på jorden, når altså ikke han smider det væk, mens han beruser sig i menneskenes boblende vin – og gnistrende kærlighed.

Forestillingen spiller på Folketeatret i Nørregade i København indtil begyndelsen af marts – og tager herefter på turné landet rundt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen – produktionsgeniet der satte de allierede i stand til at vinde Anden Verdenskrig”

Udgivet den af
Svar

Siger navnet William S. Knudsen Dem noget? Formentlig ikke, hvis De er ligesom de fleste andre danskere.

Men nu kan der rådes bod på dén misère. For i dag udgiver Haases Forlag bogen ”Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen – produktionsgeniet der satte de allierede i stand til at vinde Anden Verdenskrig” om denne store dansker. Det er et digert værk på 416 sider, men mindre kan ikke gøre det, når det handler om Knudsen.

For Signius Vilhelm Poul Knudsen, som hans fulde navn var, er formentlig den danske emigrant gennem tiderne, der har klaret sig bedst – og med bedst menes helt til tops, da han blev præsident for General Motors efter også at have arbejdet for Ford. Altså inkarnationen af den amerikanske drøm – men med stærke danske rødder.

For historien om Big Bill, som han blev kaldt, er historien om den unge mand, der kom til New York i 1900 med få dollars i lommen, men også med den flid og den ærlighed, som livet igennem var hans motto. Så da han i 1947 forlod denne verden og blev bisat fra den kirke, som han havde selv bekostet bygningen af hjemme i Detroit, var det som en rig og velanset mand i hele USA.

En mand, som også var en helt, da han var en af de helt store årsager til at de allierede vandt 2. verdenskrig – og at det skete på det tidspunkt, som det gjorde – og ikke langt senere og med mange flere døde.

For Knudsen fik i 1940 en opringning fra præsident Roosevelt med en forespørgsel, der ændrede hans liv. Han sagde ja på stedet – også til gagen, der var én dollar om året. Så indtil sejren i 1945 arbejdede Knudsen i Washington D. C. for den amerikanske regering i ”Office of Production Management”, hvor han var øverste chef, og hvor han med sin enestående organisationsevene og store energi stod for organiseringen af hele krigsmaterielproduktionen til USA og deres allierede. Det var en enorm opgave, som han ligesom alt andet i sit arbejdsliv løste til ug.

Men historien om Knudsen er mere end bilindustri, krigsindustri og imponerende erhvervsmæssige bedrifter – hvor spændende det end er. Det er også historien om, hvordan de rigtig store har format hele vejen igennem.

Som dreng var Knudsen nemlig feriebarn i Jylland om sommeren, hvor han knyttede stærke bånd til gårdejer-familien. Men så gled kontakten ud, og først mange år efter, da han rejste verden tyndt, og omgikkes statsledere, andre store virksomhedsledere og kongelige, skrev en af døtrene fra dengang til ham i forbindelse med et besøg hjemme i Danmark kort inden 2. verdenskrig bryder ud.

Ikke at hun med sit brev ville opnå andet end at sige goddag og sikre sig, at verdensmanden med Dannebrogordenen var den samme som den fattige dreng, hendes mor havde syet et par ekstra bukser til hver sommer, fordi han kun havde det ene par med, som han gik og stod i, når han kom med toget fra København.

Sekretæren vidste derfor heller ikke rigtig, hvordan han skulle håndtere brevet fra fru Madsen, så han viste det til Knudsen, der sagde: Det brev svarer jeg selv. Svaret kom fysisk. To dage efter rullede Knudsens store bil op foran gården i jyske Balle, og de to barndomsvenner fik sig en snak, der varede flere timer.

Det er format, og derfor klinger det ikke hult, men fuldt, når Knudsen i en radiotransmitteret tale fra USA til den danske Rebild-fest i 1937 sagde: ”Vi er nutidens vikinger og stadig stolte af vor herkomst. Loyale over for vort nye hjem forsøger vi at bringe den danske måde at leve på med os: Ærlighed, flittighed, nøjsomhed, renlighed og kamp for kone og børn. Ikke rigdom, men sundhed. Hvad vi trænger til i dag er, at flere lande følger Danmarks eksempel. Det gøres hverken med taler, propaganda eller geværer. Det må gøres med mådehold, med fred, med flittighed, med ordentligt familieliv, for hvad er et land andet end en stor familie?” Læs hele talen på side 163 i bogen.

Big Bill Nudsen, som amerikanerne kaldte ham, havde ordet i sin magt, og det har Martin Lund, der har skrevet bogen om ham, også.

Martin Lund formulerer sit stof let og flydende, med sans for både fakta og detaljer – og med en sympati for Knudsen, der heldigvis aldrig bliver sentimental, men som dækker såvel mandens helt åbenlyse styrker som de svagheder Big Bill også havde. Samt både arbejdsliv og privatliv, et lykkeligt privatliv med kone, børn, søskende og familien i Danmark, som også betænkes af manden, der nåede så meget og så langt, at han – hvis han var blevet i Danmark – var blevet nævnt i samme åndedrag som Møller og Tietgen.

”Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen – produktionsgeniet der satte de allierede i stand til at vinde Anden Verdenskrig” er en grundig bog, fuld af detaljer men letlæst alligevel. En bog hvor man kommer helt tæt på en af Danmarks allerstørste og med totalt uret glemte sønner. For ja, nok rejste han ud – og han blev derude. Men han kom også hele tiden hjem på besøg, og der blev knyttet kontakter til og skaffet arbejde til det gamle fædreland, som han selv altid omtalte med stor kærlighed, selvom hjemme for ham blev USA.

Det ville klæde os at huske på Knudsen. Der findes stadig en mindeplade over Knudsen i Voldmestergade i Kartoffelrækkerne i København, hvor han voksede op. Den kan man jo vælge at se, hvis man er i nærheden.

Ellers kan man også bare læse historien om Knudsen. Der er noget at blive inspireret af, uanset hvor man står politisk. For hos Knudsen forpligter evner – ikke kun overfor en selv eller ens nærmeste, men overfor hele fællesskabet.

Danmarksbloggen giver ”Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen – produktionsgeniet der satte de allierede i stand til at vinde Anden Verdenskrig” seks ud af seks tandhjul – dog med den tilføjelse at en overskuelig tidslinie havde givet et bedre overblik undervejs i læsningen.

Det er Haases Forlag, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Derfor elsker vi at synge om at være røde og hvide

Udgivet den af
1

Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen, side om side …

Sådan har vi sunget her i Danmark siden 1986, hvor det var Danmarks officielle sang ved VM-slutrunden i herrefodbold i Mexico.

Og i går da håndboldherrerne for første gang nogensinde vandt VM i håndbold i en flot spillet finale mod Norge, blev sangen sunget igen ved flere lejligheder, både i hallen og til hyldesten i Herning bagefter.

Oprindelig var der en masse vers om fodbold og med henvisninger til datidens stjerner … i dag synger vi derfor som regel kun omkvædet. Melodien er også rytmisk og fængende.

Men det er Danmarksbloggens påstand, at der også er en anden grund til, at vi nu på fjerde årti synger med på denne sang, nemlig at den rammer lige ned i dén fortælling om os selv som danskere (vi er røde, vi er hvide), som vi så godt kan lide – nemlig den om fællesskabet og solidariteten (vi står sammen, side om side).

Det er nemlig en historie, som vi er mere end glade for – også selvom den ikke passer længere.

Uligheden er stigende – og det ganske voldsomt. Men omvendt så er der også en modbevægelse mod mere fællesskab i gang. Så måske ordene alligevel kommer til at passe igen? Der er i hvert fald et stigende antal danskere, som ikke længere er med på den med bare grådigt at rage til sig selv.

Det er i øvrigt danskerne selv, der har lavet sangen. Ekstrabladet udskrev en konkurrence i foråret 1986, hvor danskerne kunne sende verselinjer ind, som de synes skulle med i sangen. Det gjorde flere hundreder, og så samlede studievært, filmskaber med mere Jarl Friis-Mikkelsen og Michael Bruun fra Tøsedrengene (en stor gruppe i 80´erne, red.) det hele til sangen Re-sepp-ten, som siden har været folkeeje.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen møder danskerne: En øre-vagtlæge – ja, det fandtes engang

Udgivet den af
Svar

At det danske sundhedsvæsen er presset helt i bund, kommer næppe bag på nogen.

Man skal således være glad for at have sin egen læge, glad for at der overhovedet findes speciallæger og sygehuse. Men kunne det ikke være bedre, meget bedre?

Der var fx engang, hvor der var en øre-vagtlæge, erfarede Danmarksbloggen i går på en tur ud i det danske samfund – en tur, der gik forbi en ørelæge, som havde en hukommelse, der gik mere end én enkelt valgperiode tilbage.

For det lyder måske utopisk i dag, men det var i mange år helt naturligt, at man kunne ringe til en øre-vagtlæge, som kørte rundt i de mørke timer, og gav lindring til de børn og voksne, der havde øresmerter.

I dag er der ikke engang tilknyttet ørelæger på de fleste akutter – også kaldet skadestuer, selvom alle ved, at der er fire slags smerter, som er ulidelige:

Galdestenssmerter, nyrestenssmerter, tandsmerter – og øresmerter.

Akutten kan tage sig af de første to – men kun overfladisk af de to andre.

Har man tandsmerter, må man vente til tandlægen åbner – og dér satse på at komme til hurtigt, medmindre man er så heldig at ramme de få timer om aftenen og i weekenden, hvor tandlægevagten har åbent (den havde engang døgnbemanding).

Har man øresmerter, er man derimod rigtig på spanden – for der findes ikke nær så mange ørelæger som tandlæger, så det er helt normalt at skulle vente i mange dage på en øretid.

I mellemtiden pumpes der penge ud til privathospitaler, som er meget dyrere i drift end det offentlige sundhedssystem – og til skattelettelser.

Det giver ikke mening. Slet ikke mening. Vi er rigere end nogensinde – men pengene bruges forkert. Helt forkert.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen møder danskerne: Jeg vil soooooooove

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen er i denne uge på gaden og møder danskerne i deres hverdag. I dag en lille pige og hendes far, som er gået i stå på fortovet. Hun er ked af det:

Jeg vil soooooooooove, skriger den lille pige på to-tre år, mens den desperate far pædagogisk prøver at forklare hende, at det ikke går, fordi han og moderen skal på arbejde og hun i vuggestue.

Det er den lille pige totalt ligeglad med – hun er bare træt og vil hjem og i seng igen.

Danmarksbloggen kan ikke bebrejde den lille pige noget. Klokken er otte om morgenen, og det er bælgmørkt, men afsted de må på deres vej, så de forsvinder i mørket og tågen denne mandag i januar.

Danmarksbloggen ved også godt, at der er mange andre børn, som allerede her ved otte-tiden har været lang tid i diverse institutioner, fordi forældrene skal passe deres arbejde. For sådan gør vi her i landet.

Men er det nu rigtigt? Og kunne vi gøre det anderledes?

Små børn har godt af at være ude blandt andre, siger vi – og det er sandt. Men behøver det at være fra tidlig morgen til sen eftermiddag, så de små er drøntrætte, når de skal op og afsted – og endnu mere drøntrætte, når de kommer hjem? Og så hele småbørnstiden derfor bliver en udmattende tour de force for både forældre og børn fremfor en sød og blød tid med nærvær og kærlighed?

Det sidste ville nemlig ellers skabe mennesker med bedre selvværd og mere rummelighed … for vi kan som bekendt kun give det, som vi selv modtager, og de første tre år af et menneskes liv er altafgørende.

Så hvorfor ikke indrette arbejdsmarkedet således, at småbørnsforældre kun arbejder 25 timer om ugen, således så de mindste ikke skal tilbringe mere end max seks timer om dagen på en institution, mens de resten af tiden kan være sammen med mor og far?

Det ville give små, glade og trygge børn, som ikke behøvede at græde i de mørke timer morgen og eftermiddag, men som i stedet glad kunne hoppe hen i vuggestuen ved ni-tiden – og mæt af indtryk, men stadig glad og med overskud kunne hoppe hjem igen senest ved 15-tiden om eftermiddagen.

Det vil også være en økonomisk besparelse på den lange bane – og dermed skulle alle være tilfredse, både dem, der går op i mennesker og dem, der går op i penge. Så hvad venter vi på?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Jeg har også levet!”

Udgivet den af
Svar

I går kom bogen ”Jeg har også levet!” på gaden. Den handler om Astrid Lindgren, Louise Hartung og deres mere end 600 breve til hinanden.

Der findes næppe den dansker, som ikke kender – og elsker – Astrid Lindgren. Så kan man indbyrdes være uenige om hvilken bog, som er bedst – eller hvilken figur, som man holder mest af. Men at man læste eller fik læst Astrid Lindgren som barn, og selv har læst højt af hendes bøger for ens egne børn – det gælder for de fleste af os.

Louise Hartung derimod er et navn, der ikke vækker genlyd hos den brede danske befolkning. Men navnet er nu alligevel tæt forbundet med Astrid Lindgren, da de to var nære veninder og åndsfæller i de 11 år, der gik fra de mødtes og til Louise døde i 1965.

Louise Hartung var børne- og ungdomskonsulent i Berlin, en ildsjæl når det gjaldt om at skabe kultur til børn – og så var hun en stor fan af Lindgrens bøger, som hun gjorde alt, hvad hun kunne for at udbrede kendskabet til.

På mange måder var de to kvinder altså lig hinanden, begge kunstneriske, begge litterære, begge med et stærkt drive, men der er også store modsætninger, som man kan se folde sig ud i brevene.

Astrid var den introverte, der alligevel indimellem behøvede at leve ekstrovert – og Louise den extroverte med et stort behov for til tider at være introvert – eller måske snare opslugt af Astrid Lindgren, som hun også var forelsket i, men uden at det blev gengældt.

For på det punkt var de ikke ens. For Astrid var deres venskab tæt og nært og med stor fortrolighed, men for Louise rummede det samtidig en tiltrækning og længsel efter at mødes på det romantiske og erotiske plan, men det skete aldrig. Louise havde i øvrigt en kæreste hjemme i Berlin, en kvindelig psykiater som efter Louises død sendte Lindgrens breve tilbage til Astrid, hvilket var et held, for ellers havde vi måske ikke haft dem i dag.

Breve, som viser de to kvinders natur og liv, som var så ens og så forskellige. For også deres liv, især inden de mødtes, repræsenterede to modpoler.

Astrid, som under 2. verdenskrig levede i Stockholm i det neutrale Sverige, en by som nok var påvirket af krigen og især den omfattende spionage, som fandt sted i den svenske hovedstad, men som ikke oplevede hverken bomber eller at der ikke var mad og andre fornødenheder at få.

Og så Louise, som boede i Berlin, og som oplevede byens tid som centrum i Det Tredje Rige, mens hun optrådte som sangerinde for de tyske soldater og samtidig skjulte jøder, men som senere blev voldtaget af de russiske soldater, og måtte klare sig så godt, som hun nu kunne i den sønderbombede by.

Alt det hørte tiden inden brevene til, men det påvirkede og skabte alligevel de to kvinder og deres verdensopfattelse i en tid, hvor de udvekslede breve, mens der skete begivenheder som Den Kolde Krig og Berlinmurens opståen, som de selvfølgelig også drøftede i deres kontinuerlige samtale igennem 11 år. Og så midt imellem alle åndrighederne kunne de alligevel samtidig glæde sig over købet af en ruskindsfrakke og andre almindeligheder.

For nok er der tale om to velbegavede kvinder, men som os andre var de også optaget af hverdagens små ting og gøremål, og det er faktisk – midt i alle de store tanker – vældig forfriskende at læse. For ja, selv store ånder kan også fx blive ramt af virus og bare sidde og vente på, at det damper over. Det ved man godt, men det er alligevel rart at se sort på hvidt en af de dage, hvor man sidder og bliver i tvivl om egen formåen.

Bogen er skrevet af cand.mag Jette Glargaard og forfatter Jens Andersen, og det er en tour de force, at de to har gnavet sig igennem alle brevene og sat dem sammen – også dem, som var uden sidetal og datoer. For vi taler ikke om to breve om året mellem Berlin og Stockholm, men om 600 breve som sammen med et veludbygget personregister, noteapparat med mere fylder 580 sider.

Det er en imponerende akademisk bedrift, men bogen er mere end det. Den er en sprællevende skildring af et årti, hvor der skete meget i Europa og i verden, og hvor det hele plus alt det personlige kommenteres, drøftes og beskrives af to vidende og åbne kvinder, indimellem i dagligdags vendinger, men oftere med stor originalitet.

For de skriver godt begge to – og man lever sig let ind i deres sind og verden, når man læser deres breve. Undertegnede vil så gerne stå ved, at jeg følte mig tættest på Astrid. Måske fordi at hende kendte og elskede jeg i forvejen, måske fordi jeg er svenskofil.

Det eneste, som bogen mangler, er en overskuelig og med årstal behæftet oversigt over de to kvinders liv, da en sådan ville lette læsningen og gøre det nemmere at bevare overblikket.

Danmarksbloggen giver ”Jeg har også levet!” fem ud af seks frimærker, som dem man stadig brugte, dengang Astrid og Louise udvekslede mere end 600 breve.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”

Udgivet den af
1

Hvis man googler ordene integration og succes, så kommer alle de gode historier, som politikerne ikke fortæller. Så kan man læse, at både forskningen og virksomhederne er enige om, at langt det største flertal af såkaldte nydanskere er rigtig gode til at komme ind på arbejdsmarkedet og til også på andre områder blive en del af det danske samfund.

Men ét er tal og statistik og alvorlige ledere med ansigtet i de rette folder. Noget andet er, når dette store tavse flertal af velfungerende førstegenerationsdanskere, som Danmarksbloggen hellere vil kalde dem, får ansigter, navne og personlige historier.

Og det gør de på forbilledlig vis i Pia Sigmunds nye bog ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”, der udkommer i dag, og er en af årets mest vedkommende bøger, som giver alle en mulighed for at lære dem at kende, som for nylig er blevet danskere.

Bogen er ikke en debatbog, skriver Pia Sigmund. Det er så Danmarksbloggens mening, at det bliver svært ikke at bruge bogen i debatten, når de danske politikere igen-igen kører frem med den mislykkede integration og de utilpassede indvandrere. For det er en spændende, letlæst og alligevel fakta-fyldt bog, som giver et meget tiltrængt modspil til politikernes skræmmebilleder.

Men ja, vi skal ikke lukke øjnene for de problemer, som der findes i indvandrerkredse, men der findes også store problemer blandt nogle af dem, som har været danske i mange generationer. Det handler – som med alt andet – om personen selv og de valg, som vi tager i vores liv.

Og her har bogens 22 personer alle valgt at gøre en indsats, tage en uddannelse, engagere sig i samfundet og i eget liv. Og de er som sagt flertallet blandt førstegenerationsdanskerne – og ikke de få solskinshistorier. Det er snarerede de utilpassede, som er undtagelsen – og det er godt at huske på næste gang politikerne igen bruger førstegenerationsdanskerne som syndebuk.

For virkeligheden er lige modsat – ja i mange af de tilfælde, som vi læser om i bogen, i en grad, så de unge mennesker i stedet burde stå som idealer for andre danske unge.

Her er der nemlig ikke fokus på at blive curlet, begrave sig i computerspil eller i at lægge billeder af sig selv op på Instagram, mens man står og stritter med de botoxfyldte læber og kun tænker på, næste gang man skal i byen eller have noget nyt tøj.

Nej, de 22 unge i bogen er unge, som tager en uddannelse, har visioner i deres arbejdsliv, får børn og familie, kombinerer dansk kultur med deres hjemlands kultur, er aktive i frivilligt arbejde, rejser ud i verden og får endnu mere erfaring med hjem til Danmark.

For ja, Danmark er deres hjem, og de føler sig danske, og har en stor glæde ved at bidrage til det danske samfund – og de vil i virkeligheden helst leve stille og roligt udenfor offentligheden, men sagde alligevel ja til at være med i Pia Sigmunds bog – og dermed blive eksponeret.

Danmarksbloggen har derfor også efter nøje eftertanke valgt IKKE at nævne nogle fremfor nogle andre, for det er som gruppe, at fokus på dem skal være.

Læseren må altså selv vende siderne i den letlæste bog med fotos af alle de medvirkende og selv opleve, hvordan man bliver mere og mere glad for hver historie, som man læser. For de er så inspirerende, de 22 unge mennesker – også selvom man selv er leverpostejfarvet og for længst er ovre ungdommens vår.

Danmarksbloggen vil dog nævne nogle ting, som sprang i øjnene.

Nemlig at én foreslog rejsepligt i stedet for værnepligt. At alle danske unge i en periode skulle rejse ud i verden og lave frivilligt arbejde. Det ville give udsyn og visioner – og en forståelse af, at mennesker uanset fødested, kultur, sprog og tro i bund og grund er ens, og har de samme ønsker for livet.

Der var også flere, som efterlyste en større interesse for det land og den kultur, som førstegenerationsdanskerne er født i. For vi kommer bare så meget længere og bliver så meget klogere og gladere, hvis vi kender hinanden og hinandens baggrund.

Endelig gik en helt konkret erfaring på, at det var fantastisk at komme på efterskole, for så lærer man gammeldanskerne, det danske sprog og den danske kultur at kende på en helt anden måde, end hvis man går hjem hver dag efter skole.

Danmarksbloggen er mere end begejstret for Pia Sigmunds ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed” og giver bogen seks store hjerter ud af seks mulige. Hvordan kan man også give andet end hjerter og kærlighed til sine medmennesker?!

Det er forlaget Ravnerock, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk