Angreb på asylcenter – igen

Asylcentret Lyngbygård på Djursland har for tredje gang været udsat for et nazistisk – og racistisk angreb – natten til idag. En udbrændt minibus, nazisymboler og et budskab om asyl, nej og go home malet på asylcentret er resultatet af nattens forbrydelser.

Danmarksbloggen er forfærdet – men ikke overrasket. Snarere tværtimod desværre.

For med den menneskefjendske holdning til flygtninge og indvandrere, som den nuværende regering lægger for dagen, så er der ikke langt til en legitimering af sådanne overgreb, som vi også ser i stor stil andre steder i Europa – og som altså også danskere udfører.

Hvor er i øvrigt den politiske fordømmelse fra regeringens side? Den er væk. For V-regeringen er – meget talende – helt tavs og fraværende.

Danmarksbloggen vurderer derfor også, at der vil blive flere af disse angreb på mennesker, der i forvejen er flygtet fra krig og ufred. Det er skræmmende, forfærdende og en forbrydelse. Ja, det er så udansk, at det gør ondt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1% rigeste i Danmark ejer 32%

1% af de rigeste i Danmark ejer 32% af formuerne i Danmark. Det er ganske meget – og også for meget, og det gør intet godt for hverken væksten eller ligheden i samfundet. For det er en skrøne, at det at samle rigdommene på få hænder giver jobs og vækst.

Det gør det nemlig ikke. Snarere tværtimod så øger den store formue-samling uligheden og skaber et samfund med stor utryghed og store spændinger.

Som Danmarksbloggen siger det: Et menneske kan kun spise et bestemt antal burgere og forbruge et bestemt antal cowboybukser.

For skal vi have gang i væksten – og dermed i arbejdspladserne – så skal så mange som muligt have råd til at købe burgere og cowboybukser – og ikke kun de rigeste, som man har set det i fx USA under finanskrisen, hvor selv middelklassen måtte gå fra hus og hjem.

Det kan man altsammen få mere at vide om på DR2 i aften, når kanalen kl. 21.30 sender det første program i en serie på seks programmer om Danmarks rigeste ene procent.

Det er sjældent, at Danmarksbloggen anbefaler et tv-program, men ingen regler uden undtagelse – og her er en af dem. Det er også mørkt alligevel kl. 21.30 her sidst i august, så det er bare med at tage plads foran skærmen og blive klogere på vores samfund – og på hvordan vi kan undgå den voksende ulighed.

DR2 kl. 21.30: Den rigeste procent

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Retsforbehold: Ja eller nej?

Et varmt efterår venter ….

Ikke alene er der en finanslovforhandling, men nu også en afstemning d. 3. december om det danske retsforbehold og den fortsatte tilknytning til det retspolitiske samarbejde i Europa.

Danmarksbloggen ønsker bestemt Danmark som en del af Europol og lignende. For ellers kan vi ikke sammen i Europa bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Men en dansk tilknytning skal ske på måder, så vi også bevarer så meget selvbestemmelse som muligt.

Og der er dér nogle dunkle punkter, som skal belyses, inden Danmarksbloggen kan anbefale et ja eller nej.

Politisk interessant er også, at de tre partier, som IKKE var med til at anbefale et ja, var: Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Altså de samme tre partier, som trak mange stemmer ved folketingsvalget. Kan de også trække nej-stemmer d. 3. december? Det bliver – også – spændende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De glemte helte: Statsrevisorerne

Der er en gruppe mennesker i dette land, som de fleste end ikke kender eksistensen af – og som mange af resten finder meget kedelige. Men de er faktisk nogle af vor tids største – og måske eneste – helte. Vi taler om: STATSREVISORERNE.

Statsrevisorerne overvåger, at skatteborgernes penge bruges, som Folketinget har besluttet, og at forvaltningen er så effektiv som muligt.

Læs mere om dem her: http://www.ft.dk/Statsrevisorerne.aspx

Gennem årene har statsrevisorerne afsløret mange – også store og bevidste – fejl og lovbrud i de danske ministerier m.m.

Senest kommer det forhold, at der – stik mod dansk lovgivning – er en praksis, især i Social- og Kulturministeriet, om, at kun udvalgte personer og organisationer får at vide, hvilke puljer, som de kan søge.

Og det er ikke småpenge, som det drejer sig om. Næsten 6 milliarder kroner fordeles om året til dem, der søger – hvis de altså ved, hvor de skal søge. Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/flere-milliarder-gemt-i-hemmelige-puljer

Danmarksbloggen vil gerne hylde statsrevisorerne og håber, at de får lov til at fortsætte deres arbejde. De er et af de få bolværk, der er tilbage i et dansk samfund, der langsomt men sikkert ellers nærmer sig noget mørkt og totalitært, hvor magten er fuldkommen – jvf. offentlighedsloven.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Socialt flertal – hvis altså DF og S vil

Der findes i det nuværende folketing – og udenom den nuværende Venstre-regering – et socialt flertal, der kan bestemme kursen, når det kommer til dagpenge, velfærd, sundhed og kampen mod social dumping.

Det sociale flertal består af Enhedslisten, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, SF og Alternativet – og de fem partier kan sammen sørge for, at fattigdommen ikke øges, at arbejdsløse, udsatte, indvandrere, flygtninge, syge og andre pressede mennesker i Danmark får et menneskeværdigt liv.

I et interview til Ritzau siger Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen: “Et flertal af danskerne stemte på partier, som under folketingsvalget meldte ud, at de ønsker flere penge til velfærd gennem vækst i det offentlige forbrug. Og det klare signal fra vælgerne skal selvfølgelig efterkommes.” 

Samme sted gør hun opmærksom på, at såvel Socialdemokraterne som Dansk Folkeparti i valgkampen forsikrede, at de ville arbejde for et trygt dagpengesystem og en hård indsats mod social dumping.

Læs hele artiklen her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/enhedslisten-til-s-og-df-lad-os-sammen-presse-loekke

Danmarksbloggen giver Enhedslisten og Johanne Schmidt-Nielsen ret. Det sociale flertal findes – på papiret. For Danmarksbloggen må også og med stor beklagelse erkende, at især Dansk Folkeparti, men også Socialdemokraterne løber fra deres gyldne valgløfter.

Begge partier har nemlig stemt for stramninger over sommeren.

Det er umenneskeligt – men det er også i strid med det, som de danske vælgere stemte – og dermed ganske udemokratisk. Danskerne talte med deres kryds d. 18. juni – og vi valgte medmenneskelighedens vej, men fik det stik modsatte på flere planer. Det er helt urimeligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Første skoledag – også for Mette F.

Sommerferien går på hæld, og første skoledag nærmer sig – også for Mette Frederiksen, der nu for alvor skal til at træde i karaktér som først Socialdemokraternes nye formand og dernæst som Danmarks anden kvindelige statsminister.

Danmarksbloggen glæder sig til at følge hende på vejen og er sikker på, at det nok skal blive godt. Mette Frederiksen har nemlig gået den klassiske vej gennem organisationen, er god til at samle og stadig være skarp og præcis.

Det bliver derfor også ekstra spændende, når hun skal navigere i efterårets finanslovsforhandlinger – som man i en vild drøm kan håbe ender med sammenbrud og nyvalg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke og det lille rum

Efteråret nærmer sig – og det ikke alene kan, men det bør blive et meget varmt efterår for Lars Løkke og hans V-regering, der kun sidder på taburetterne, fordi Thuelsen Dahl og de andre fra Dansk Folkeparti ikke ville påtage sig deres demokratiske ansvar.

Og ja, Løkke fik en kommune-aftale igennem i sommers – men kun fordi socialdemokraterne trådte til. De andre venner i blå blok svigtede Løkke.

Situationen er derfor klar: Løkke har meget lidt rum at manøvrere på. Enhver politisk aftale kræver lodder og trisser.

Det bør derfor være en let sag at få ham væltet og et nyvalg udskrevet – og vejen dermed banet for en socialdemokratisk regering.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nødvendigheden af en bro

Danmark er delt i to fronter, der står på hver sin side af en afgrund, som bare vokser og vokser.

På den ene side står dem, der mener, at vi har masser af plads og penge til at hjælpe mennesker i nød – og på den anden side står dem, der mener, at det har vi ikke.

Begge parter kaster fakta og overtro i hovedet på hinanden og beskylder hverandre for henholdsvis manglende medmenneskelighed og manglende realitetssans.

Dét er ikke godt – og denne store uenighed gavner ingen, og allermest de mennesker, som er mest pressede: Nemlig flygtningene, der forlader alt de kender i håbet om et liv i fred og i frihed.

For Danmarksbloggen er det derfor indlysende, at vi behøver en bro mellem mennesker. Ja, at det er en simpel nødvendighed at skabe denne bro af dialog. For kun ved at tale sammen kan vi forstå hinanden. 

For nej, de flygtninge-kritiske er ikke onde mennesker, men mennesker der ofte føler sig truet i en verden og en tid, hvor alt ændrer sig – og nej, de flygtninge-venlige er ikke naive mennesker, men mennesker med overskud, der føler en forpligtelse til at deles om goderne.

Men de to grupper skal og må altså til at tale sammen – hvis vi skal nå nogen vegne. En bro må derfor etableres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Interview med “Velkommen til flygtninge”

I morgendagens udgave af Politiken kan man læse en stor annonce, hvor danskere i hundredvis byder flygtninge velkommen til Danmark.

Initiativtager til den store annonce er dog en mindre FB-gruppe på omkring syv mennesker, der siden i søndags har arbejdet hårdt. Sliddet har også båret frugt. Der er i skrivende stund samlet mere end 100.000 kroner ind – og FB-siden har mere end 10.000 likes.

Talskvinde for gruppen Marianne Rosenkvist siger til Danmarksbloggen: ”Det her viser, at der findes et andet Danmark end Støjbergs og Dansk Folkepartis. At vi gerne vil fortælle danskerne, men også alle andre, at vi er mange her i landet, der er uenige i regeringens flygtningepolitik, og at vi istedet ønsker, at Danmark tager sit humanistiske ansvar på sig.”

Gruppen bag initiativet planlægger derfor også om nogle dage at købe en annonce i den engelske avis “The Guardian”.

Men om det så sker mere, vides ikke.

“Initiativet har fra starten af gået på de to annoncer her – og ikke mere, og folk skal vide, hvad de forpligter sig til,” siger Marianne Rosenkvist og slår fast, at det handler om at få opmærksomheden drejet hen på den umenneskelige måde, som flygtninge mødes på og behandles på i Danmark.

“For vi lever i en tid, hvor flygtninge bruges som både afledning og syndebukke. Men det gavner ingen. Tværtimod vil vi alle vinde ved at droppe dem-og-os-retorikken og istedet se hinanden som de mennesker, vi alle er. For når det kommer til alle de vigtige ting i livet, så er vi – uanset hvor vi kommer fra – ens som mennesker med de samme ønsker, behov, glæder og sorger,” slutter hun.

Læs mere – og støt initiativet her: https://www.facebook.com/pages/Velkommen-til-flygtninge-Nej-til-St%C3%B8jbergs-skr%C3%A6mmekampagne/1004040489619586?fref=ts

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Var Genforeningen en fejl?

Idag er det 95 år siden, at Christian d. 10 på sin hvide hest red over den dansk-tyske grænse, og Sønderjylland atter blev dansk efter at have været tysk siden 1864.

Men hvordan gik det egentlig med at blive dansk igen for det sønderjyske?

Ja, de første mange årtier så alt rosenrødt og idyllisk ud, når Dannebrog igen vajede over byer som Haderslev og Åbenrå, og beboerne valfartede til deres gamle land Tyskland for at købe billige øl, sodavand med mere.

Men et eller andet sted er noget trods alt gået galt. For idag er Sønderjylland en del af det såkaldte Udkants-danmark – og hvad værre er: Det er gult DF-land som ingen andre områder i Danmark.

Så måske var Genforeningen trods alt en fejl? Måske skulle Danmark kun gå til Kongeåen?

Eller også kunne vi afskaffe alt det der med udkantsdanmark og dem og os – og istedet satse på fællesskabet og åbenheden, på solidariteten – altså typisk det stik modsatte af det angste mørke-syn, som Dansk Folkeparti står for.

Dét er Danmarksbloggen tilhænger af. At være dansk er ikke at være hadsk og angst og have nok i sig selv. At være dansk er at være åben og tolerant og givende … 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk