Retsforbehold: Ja eller nej?

Et varmt efterår venter ….

Ikke alene er der en finanslovforhandling, men nu også en afstemning d. 3. december om det danske retsforbehold og den fortsatte tilknytning til det retspolitiske samarbejde i Europa.

Danmarksbloggen ønsker bestemt Danmark som en del af Europol og lignende. For ellers kan vi ikke sammen i Europa bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Men en dansk tilknytning skal ske på måder, så vi også bevarer så meget selvbestemmelse som muligt.

Og der er dér nogle dunkle punkter, som skal belyses, inden Danmarksbloggen kan anbefale et ja eller nej.

Politisk interessant er også, at de tre partier, som IKKE var med til at anbefale et ja, var: Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Altså de samme tre partier, som trak mange stemmer ved folketingsvalget. Kan de også trække nej-stemmer d. 3. december? Det bliver – også – spændende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Retsforbeholdet og Dansk Folkeparti´s ulogiske nej

Senest første kvartal af 2016 skal danskerne stemme om retsforbeholdet.

Ifølge økonomi-professor Marlene Wind bliver den nye aftale ren win-win for Danmark, da vi kan fortsætte i Europol-samarbejdet, men samtidig selv kan bestemme hvilken EU-lovgivning på området, som vi vil tilslutte os. Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/12/10/152456.htm

Dansk Folkeparti er så ikke enig. De vil beholde det danske retsforbehold.

Det giver ikke mening. For er der noget parti i Danmark, der ønsker at sætte hårdt ind mod kriminelle – og især dem med udenlandsk baggrund,så er det Dansk Folkeparti.

Men nu ønsker Dansk Folkeparti også at gøre Danmarks stilling i Europol svagere, så forbryderne lettere kan boltre sig her i landet.

Det er derfor et ganske ulogisk nej – altså medmindre man tænker på, at et Danmark uden et retsforbehold også er et Danmark, der forpligter sig mere på det humanistiske område.

Og at gå dén vej er altid et lukket land for Dansk Folkeparti, der som bekendt mener, at Danmark kun er for dem, der hedder Jensen, spiser frikadeller og har leverpostejfarvet hår – og at rummeligheden og tolerancen overfor alle andre er noget skidt.

Det giver ikke mening. Men det gør Dansk Folkeparti sjældent, ja nærmest aldrig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk