Angreb på asylcenter – igen

Asylcentret Lyngbygård på Djursland har for tredje gang været udsat for et nazistisk – og racistisk angreb – natten til idag. En udbrændt minibus, nazisymboler og et budskab om asyl, nej og go home malet på asylcentret er resultatet af nattens forbrydelser.

Danmarksbloggen er forfærdet – men ikke overrasket. Snarere tværtimod desværre.

For med den menneskefjendske holdning til flygtninge og indvandrere, som den nuværende regering lægger for dagen, så er der ikke langt til en legitimering af sådanne overgreb, som vi også ser i stor stil andre steder i Europa – og som altså også danskere udfører.

Hvor er i øvrigt den politiske fordømmelse fra regeringens side? Den er væk. For V-regeringen er – meget talende – helt tavs og fraværende.

Danmarksbloggen vurderer derfor også, at der vil blive flere af disse angreb på mennesker, der i forvejen er flygtet fra krig og ufred. Det er skræmmende, forfærdende og en forbrydelse. Ja, det er så udansk, at det gør ondt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk