Det halve nazikort skal trækkes

Stram Kurs sammenlignes med nazister. Men er de nazister – eller fascister? For nazisme er som bekendt en afart af fascisme. Vi må lige have definitionerne på plads her, inden vi trækker nazi-kortet.

Fascisme handler om at opbygge en stærk stat, hvor individets og klassernes interesser er underordnet statens. Nationen opfattes som én samlet organisme, der konkurrerer med andre nationer – både fredeligt og i krig. I sådan en fælles organisme handler det selvsagt om lydighed, disciplin og troskab mod staten – og de værdier, som staten og lederen står for. For en stærk leder er nødvendig, og der stilles ikke spørgsmålstegn ved lederens beslutning.

Nazisme ligner så på mange måder fascisme, men har også en teori om over- og underracer. Som bekendt var det jøderne, som Hitler og de andre nazister i Tyskland gjorde til syndebukke og ansvarlige for alt dårligt.

Hvordan står Stram Kurs?

Ja, partiet har i deres politik to søjler. I øvrigt pudsigt at netop det parti taler om to søjler, når man tænker på partiets forhold til Islam, som jo er baseret på fem søjler. Nå, men:

Den ene søjle handler om individets frihed og rettigheder. Her skal statens størrelse og indgriben over for borgerens udfoldelse af sin individuelle frihed begrænses mest muligt. Denne søjle kaldes for den libertære søjle, og ER IKKE forenelig med klassisk fascisme og nazisme, som netop sætter kollektivet over individet.

Den anden søjle handler om det, som partiet kalder den etnonationalistiske sammenhængskraft. Den sammenhængskraft forudsætter, at hovedparten af befolkningen har de samme etniske, kulturelle, religiøse, sproglige og normative værdier. Denne søjle kaldes den identitære søjle, og ER forenelig med fascismen og nazismens ideer om en fælles organisme bestående af mennesker med samme etniske, kulturelle, religiøse og sproglige baggrund, hvis et land skal være en stærk, samlet nation.

Se mere her: https://stramkurs.dk/vores-politik/politisk-grundlag/

Danmarksbloggen kan altså konkludere, at der skal trækkes et halvt nazi-kort, når det kommer til Stram Kurs.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi redder ikke klimaet pga. en pige med fletninger

Sveriges moderne Pippi Langstrømpe hedder Greta Thunberg, og har ligesom hendes fiktive sjælesøster fletninger og et stort gåpåmod, men så hører ligheden også op.

For Pippi Langstrømpe opfører sig trods alt som et barn, der bruger det meste af tiden på at ride på sin hest og lege med Tommy og Annika – og så gør hun også indimellem godt i den lille by, hvor hun bor.

Men Greta Thunberg rejser som en anden voksen politiker Europa tyndt – med tog naturligvis – og siger stort set ikke andet end det, som alle ved i forvejen. Nemlig at vi er helt ude og skide, når det handler om at redde klimaet, og at hvis ikke vi gør noget, så går det galt. Rigtig galt.

Det er ikke atomvidenskab. Vi har vidst det i årevis. Så hvorfor er denne svenske pige med fletningerne blevet så stort et klima-idol? Hun har ingen geniale løsninger, hverken teknisk eller politisk.

Danmarksbloggen tror, at det skyldes, at Greta Thunberg repræsenter en umiddelbar og barnlig tilgang til tingene, og derfor taler direkte ind i vores tid, som på mange måder er en barnlig, nærmest umoden tid, hvor ingen vil tage ansvar, ingen vil være voksne og alvorlige.

Livet skal jo være sjovt og spændende, ikke sandt?

Så vi hylder ungdommen generelt og en skolepige med fletninger specifikt (og ingen tænker på, om det er særligt sundt for en 16-årig at leve det liv, som Greta Thunberg gør).

Og som alle umodne teenagere gider vi voksne heller ikke lytte til erfaringen og visdommen, der adviserer helt konkrete tiltag for, hvordan vi skal leve, hvis det skal batte noget. Den slags substantiel tale er nemlig for kedelig, for dyr eller for besværlig.

Ja, det kræver måske endda, at vi laver vores vaner og vores liv om. Så det gider vi ikke. Det er for meget. Så hellere falde i svime over Greta Thunberg med fletningerne og de overskuelige budskaber, som ingen kan være uenige i.

Men det er ynkeligt og patetisk. Og vi har ikke en chance for at redde noget som helst, så længe vi fokuserer på en pige med fletninger i stedet for at lytte til de – måske endda gråhårede og rynkede mænd og kvinder – som rent faktisk ved noget om klimaet, og som kan gøre os klogere på, hvad vi kan gøre og hvordan.

Vores hang og trang til ungdom og det infantile kommer til at koste vores art livet. Det er trist – for os. For Jorden skal nok skal klare sig – i det lange løb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rasmus Paludan – på vej i Folketinget

Danmarksbloggen havde ellers valgt at forbigå Rasmus Paludan i tavshed. Dybeste tavshed.

For nok har Paludan ytringsfrihed ligesom alle andre i dette land. Og det skal vi holde helt fast på, også selvom det koster en bondegård. For problemet omkring Paludan handler ikke kun om det, han siger – men også dem som imødegår hans ytringer med sten og ild. Det er nemlig aldrig nogensinde i orden at kaste med sten eller tænde bål i gaderne, heller ikke selvom ens følelser og religion bliver krænket og forhånet.

I et demokratisk samfund bør vi altid kun bruge pennen og aldrig sværdet mod hinanden.

Men når det er sagt, så får Paludan så rigelig taletid i samtlige medier til at komme med alle hans udgydelser, der er en blanding af fordomme, had og anklager. Så Danmarksbloggen ville som sagt ignorere manden.

For nok har han ytringsfrihed, men vi andre har ikke ytringspligt til at skrive eller tale om ham.

MEN nu hvor Paludans parti “Stram Kurs” står på nippet til at blive opstillingsparat til Folketinget, er det en anden sag. For nok er Dansk Folkeparti langt ude på højrefløjen – og endnu længere ude står Pernille Vermund og Nye Borgerlige, som ifølge meningsmålingerne brager ind. Men endnu længere ude igen – helt ude hvor det tilter for alvor – står Stram Kurs og Rasmus Paludan.

Og det er Danmarksbloggens vurdering, at Paludan og Stram Kurs kan komme i Folketinget, hvis de når at samle underskrifterne, inden Løkke kan tage sig sammen og trykke på valgknappen. Dermed er Rasmus Paludan ikke bare en mand, der render rundt og brænder koraner og kommer med horrible udsagn. Nu er han også – helt reelt – en farlig mand, som trækker mange utilfredse danskere til sig.

Danskere, som ikke synes, at Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vil nok. Danskere, der er bange for fremtiden for dem selv og for deres børns muligheder i et samfund, hvor uligheden stiger.

Angsten er berettiget, men måske skytset skal peges i en anden retning end den, som Rasmus Paludan råber op om?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Én dansk nationaldag gør ingen samlet nation

Nu går snakken igen om, hvorvidt vi skal have en dansk nationaldag. Sådan en dag, hvor vi fejrer det fælles danske, hvad det så end er.

Danmarksbloggens vurdering er, at en etablering af en sådan dag er nemmere i vores tid, end det har været nogensinde. For mange danskerne vil i denne fragmenterede tidsalder føle en tryghed i, at Danmark får sin egen dag. Også selvom mange andre mener, at det har vi allerede – nemlig Grundlovsdag.

Men Grundlovsdag d. 5. juni er den dag, hvor vi fejrer demokratiet. Så nej, vi har ikke en nationaldag i klassisk forstand. Ja, faktisk er Danmark sammen med Storbritannien de eneste vestlige lande, som ikke har en egentlig nationaldag.

Det forklares typisk med:

  • Danmark har ikke været underlagt andre stater i en længere periode, som fx Norge var det i 500 år (400 år under danskerne og 100 år under svenskerne) – og som Grækenland i næsten 500 år var en del af Det Osmanniske Rige.
  • Vi er heller ikke overgået fra at være en mængde småstater til at være én samlet republik som fx Italien eller Tyskland.
  • Der har heller ikke været store revolutioner som i fx Frankrig.
  • Især efter 1864 og indtil for nylig har vi været en lille og meget homogen befolkning modsat mange andre lande som fx Belgien, hvor det er flamlændere versus vallonere. Eller hvad med situationen i Spanien? Store regionale konflikter mellem forskellige befolkningsgrupper, hvoraf mange ønsker selvstændighed.
  • Udviklingen i Danmark har på mange måder været fredelig gennem hele historien både politisk, økonomisk og socialt. Pånær Grevens Fejde i 1500-tallet har vi ikke haft noget, der mindede om borgerkrig.
  • Vi er protestanter. Der er altså ingen helgener, som vi kan gøre til nationalhelgen, så vi dermed kan få en nationaldag via en helgen som fx Irlands Sct. Patricks Day.

Men nuvel, lad os da så få dén nationaldag – og ja, vi kan da godt lægge den på Valdemarsdag d. 15. juni, altså den dag, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen. Nye traditioner bliver som bekendt altid plantet ovenpå gamle.

MEN det vigtigste i al det her følelsesmæssige symbol-hejs, som en dansk nationaldag vil være, er at huske på, at én nationaldag ikke gør én samlet nation. Det gør kun åbenhed, interesse og tolerance fra alle sider – 365 dage om året.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nationalstaternes Europa eller Europas Forenede Stater

Big Ben er under renovering i øjeblikket. Det samme er det britiske samfund – uanset hvad udfaldet bliver på den dramatiske historie, der foregår i øjeblikket, og som i aften går ind i en nøglefase i hele det lange Brexit-forløb.

For det er Europa-historien, der afgøres nu.

Vi står ved skillevejen mellem Nationalstaternes Europa og Europas Forenede Stater, og det kommer alt sammen an på briterne.

For hvis briterne forlader EU, og det går godt for dem og deres samfund (og det kan ske trods dommedagsprædikenerne), ja så vil andre lande – deriblandt Danmark – også kunne finde på at forlade EU med et Nationalstaternes Europa som konsekvens.

Det vil være godt for nærdemokratiet, men det vil samtidig øge risikoen for krig igen i Europa – måske ikke de første par generationer, men senere. Anden Verdenskrig er også snart længe siden …

Går det derimod skidt for briterne, når de er ude af EU – eller vælger de at blive i EU, så kommer der fuld damp på det tysk-franske tog mod målet, som lige siden Kul-og-Stål unionen i 1950´erne har været en europæisk union under enten en tysk eller fransk kejser … undskyld leder af EU.

For det er historien om Romerriget, det frankiske rige, det tyske rige om igen …  og det er egentlig ikke en historie, der rimer særlig godt på demokrati og velfærd. Det er derimod en historie om diktatur og en lille, men velstillet overklasse, som har alle goder og alle privilegier på den store masses bekostning.

Så udfra dén betragtning handler det endnu mere om at keep calm and carry on – og håbe, at de gæve angelsaksere holder fast i deres nej, og at det kommer til at gå godt for dem. For så kan presset øges på Merkel, Macron og de andre supereuropæere.

Keep calm and carry on kommer iøvrigt fra 2. Verdenskrig, hvor det var et af budskaberne til den engelske befolkning fra den daværende regering.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lyden af had på Christiansborg Slotsplads

Lyden er hård og høj. Det er lyden af had. Lyden af vrede.

Se og lyt her: https://youtu.be/x4Ch5nOYoDU

Lyden lød over Christiansborg Slotsplads tidligere i dag, hvor Hizb ut-Tahrir havde arrangeret fredagsbøn.

Hvis De synes, at det lyder aggressivt og skræmmende, så skulle De have været dér. Det var ti gange værre end det lyder på det korte klip. Måske fordi der var en stemning af et dybt had og et overskyggende mørke, som undertegnede aldrig har oplevet før.

Udover det forventede angreb på det danske samfund og lovprisningen af Allahs´s storhed blev der råbt om kærlighed, altså profetens kærlighed til de rettroende. Det gav mening. For det lød som et massivt og rendyrket had mod alle andre, da de flere hundrede fundamentalistiske muslimer skreg og råbte på en måde, så det virkede mere som en ISIS-event end som en dansk demonstration.

Man kan så mene, at det er mærkeligt, at en religiøs-politisk organisation som Hizb ut-Tahrir gerne benytter sig af demokratiets metoder som forsamlings- og ytringsfrihed, når de er imod noget så sekulært som netop demokratiet. Men det gør de åbenbart – i hvert fald i dag på Christiansborg Slotsplads, hvor man som tilskuer også fik tanken:

Sådan her ser en borgerkrig under opsejling ud …

En vanvittig tanke, som jeg prøvede at skyde fra mig. ”For langt de fleste muslimer er jo ikke som de sortklædte mænd og ligeså sortklædte kvinder, der alle som en havde tildækket deres hår,” tænkte jeg.

Men tvivlens frø blev alligevel sået, og fik vand, da jeg flere gange oplevede biler rulle vinduet ned, mens arabisk-udseende mænd stak hovedet ud og råbte med tilbage på bønnens svar. Nogle af dem med en knyttet næve højt hævet.

For hvor mange muslimer mener i grunden, at religionens lov står over samfundets lov? Hvor mange sætter Koranen over Grundloven? Det er vi nødt til at få et svar på – og eventuelt gøre noget ved.

For fire år siden mente næsten halvdelen af alle muslimer, at Grundloven i Danmark burde bygges helt eller delvist på Koranen: https://www.berlingske.dk/samfund/danske-muslimer-koranen-skal-definere-dansk-lov

Den er altså helt gal …

For en Grundlov bygget på Koranen er en Grundlov uden rettigheder til kvinder, homoseksuelle og andre grupper, men til gengæld et samfund, hvor religionen og mændene styrer. Det har vi prøvet tidligere her i landet med kristendommen i både en katolsk og en protestantisk udgave, og det var ingen succes – for nu at sige det mildt.

Tro kan være fin for den enkelte, og religion må også godt være tilstede i det offentlige rum, men vores lovgivning og samfund skal være sekulært til hver en tid.

Det skal vi stå benhårdt fast på – og dem, som ikke kan acceptere det, ja de burde måske finde et andet sted at være end i Danmark. For når det kommer til demokratiet og frihedsrettighederne, så skal vi være ganske fundamentalistiske. Her er der ikke plads til kompromiser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pattebørn og Påvirkningsloven

Gårsdagens altoverskyggende politiske nyhed i de danske medier var historien om Mette Abildgaards baby, som den konservative politiker havde taget med til en afstemning i Folketinget. Men den gik ikke, mente Folketingets formand Pia Kjærsgaard. Så en folketingsbetjent måtte tage sig af den lille pige, mens mor stemte.

Samtidig i går blev Påvirkningsloven stemt igennem med stemmer fra både regeringen og Socialdemokratiet. Dette direkte angreb på det danske demokrati gik imidlertid totalt over hovedet på de fleste, både medier og politikere.

Det er ellers en MEGET vigtigere sag end baby eller ej. For vi taler om, at man nu som dansker kan få op til 12 års fængsel, hvis man ytrer noget – sandt eller falsk, som kan være i en fremmed magts interesse og imod den danske stats interesser. Uenighed bliver altså kriminelt, hvis man som dansk borger ikke mener det samme som den danske stat.

Det lugter mere af diktatur end af demokrati, ikke sandt?

Læs mere her, også hvad juridiske kapaciteter som Eva Smith, Preben Wilhjelm og Bjørn Elmquist siger om dén sag: http://danmarksbloggen.dk/?p=10238

Så ja, Pia Kjærsgaard havde faktisk ret. Vi burde ikke tillade børn at være i folketinget – og især ikke de voksne pattebørn, som sidder der nu.

For demokrati og folkestyre er en alvorlig sag. Og det at være politiker er ikke en udvidet pasningsordning, der i en valgfri årrække tilbyder ansvarsløse pattebørn masser af (lomme)penge og fri leg med landets borgere og finanser, inden de endelig bliver rigtig voksne, og lander et lukrativt job i det private erhvervsliv.

At være politiker er en opgave, der kræver, at man som minimum passer godt på den Grundlov og den retsstat, som vi fik i gave af tidligere generationer, men som er blevet voldsomt udhulet med først Mørklægningsloven, og siden i går Påvirkningsloven.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drop det Lars, vi vil ikke til Mars

Unge over HELE verden – som i HELE VERDEN, nemlig 112 lande – har i dag, fredag d. 15. marts demonstreret for klimaet.

Også i Danmark, hvor mange tusinde elever fra både folkeskole, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser var forsamlede foran Christiansborg i København samt i mange andre byer. Der blev hoppet, råbt og markeret på bedste demokratiske vis med bannere og slagord som fx

DROP DET LARS, VI VIL IKKE TIL MARS

For de mener det alvorligt, de unge mennesker. De vil ikke gå glip af et liv og en fremtid for dem selv og deres børn her på vores dejlige grønne og blå klode.

De vil også have en tilværelse med rent vand, ren luft og sund mad.

En af de deltagende, Anna Margrethe Thorsen Frederiksen, der går i 2. g. på Christianshavns Gymnasium, var med, og hun fortæller:

Vi startede fra gymnasiet, hvor vi var elever fra alle tre årgange, der samledes udenfor porten – hvor vi mødtes med eleverne fra bydelens to grundskoler Døttreskolen og Christianshavns Skole, og så gik vi tre institutioner over Knippelsbro og ind mod Christiansborg.

Da vi kom derind, var pladsen over halvt fyldt op allerede, men den var snart helt proppet, og så startede det med taler og klimasange.

Vi sang fx ”Der VAR et yndigt land”, som var en total omskrivning af nationalsangen. For sådan bliver det, hvis ikke vi handler nu. Så er det yndige danske land fortid.

Og så gik det slag i slag med kampråb og flere taler, inden landets statsminister Lars Løkke trådte op på scenen. Han snakkede lidt om, at vi i virkeligheden her i Danmark ikke udleder så meget CO2, men vi stoppede ham – to gange – ved at råbe:

DET ER IKKE NOK

For det er ikke nok. Der skal gøres mere. Meget mere, hvis kloden skal reddes. Og klimaet er for vigtigt til at overlade til politikerne.

Danmarksbloggen er enig. I mange århundreder er alt blevet sat op i forhold til hvad det koster rent økonomisk. Tiden er nu inde til et paradigmeskifte – til at ALT, som i ALT, skal sættes op i forhold til, hvad det betyder for miljøet og klimaet, både på den korte og den lange bane.

KLIMA ind i AL politik – for der er ingen planet B.

Al politik er klimapolitik, som de unge sagde det på endnu en fredag, for som hashtagget for de efterhånden gentagne klima-demoer siger det:

Fridays for Future

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Populistisk skred mod højre startede i sidste årtusinde

Pernille Vermund – dansk politiks nye enfant terrible – har i dén grad forstået at få mediernes opmærksomhed, senest ved sidste uges profilerede debat med Kristian Thulesen Dahl i Aabenraa.

Pernille Vermund bor ellers i Nordsjælland, men til det kommende folketingsvalg stiller hun op for Nye Borgerlige i Sønderjylland, som udover at være den landsdel, hvor flest (målt i procent) stemmer på Dansk Folkeparti, er der, hvor Dansk Folkeparti´s formand Kristian Thulesen Dahl også stiller op – og bor.

Men nu går Vermund altså i direkte kamp med Thulesen Dahl om stemmerne på hans hjemmebane …

Det skrives der meget i medierne om, ofte med den vinkel, at der er tale om et populistisk skred til højre i dansk politik.

Men nej, mener man det, så kender man ikke sin politiske Danmarkshistorie. For dét skred skete for snart 25 år siden, da Pia Kjærsgaard i 1995 dannede Dansk Folkeparti.

Det var dengang, hvor Nyrup sagde, at Dansk Folkeparti aldrig blev stuerene. Det var dengang, hvor ingen partier med respekt for sig selv – heller ikke de blå – ville arbejde sammen med de ekstreme højrefløjspolitikere i Dansk Folkeparti. For det er ganske vist. Sådan blev Dansk Folkeparti opfattet dengang.

Siden har meget som bekendt ændret sig i dansk politik, og i dag har de fleste partier i årevis løbet over mod Dansk Folkeparti og taget deres politik til sig.

Ikke at Dansk Folkeparti har rykket sig en tomme i det kvarte århundrede. Det skulle da lige være et par meter endnu længere mod højre. Men de andre partier (minus nogle få) rykker hver gang med.

Så det, som engang var ekstremistisk, er for længst blevet normalt, og Dansk Folkeparti er blevet en del af det establishment, som de engang var i opposition til.

Og det udfordrer Pernille Vermund og de andre i Nye Borgerlige så ved det kommende folketingsvalg. Men nej, der er ikke tale om noget skred, er Pernille Vermund er ikke nogen frontløber. Pernille Vermund rider derimod blot med på en populistisk bølge, der startede i sidste årtusinde, og som tilsyneladende ikke kan komme langt nok ud til højre i sin ekstreme bevægelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

8. marts: Kvinder stoppes stadig af glasloftet

Hvordan har du tænkt dig at fejre 8. marts – Kvindernes Internationale Kampdag? Der er nemlig mange muligheder fra debatter om vigtige emner over poesioplæsninger og koncerter til workshops, hvor man kan være kreativ.

Men hvis man nu ikke orker efter en lang arbejdsuge, eller måske ikke bor tæt nok på de store byer, hvor langt de fleste arrangementer foregår, så kan man i stedet gøre sig klogere på danske kvinder, vores historie og vores nuværende forhold ved at læse – eller genlæse – Birgitte Possings bog ”Argumenter imod kvinder”, som er en bog, der overbevisende demonstrerer, at kampen for ligeret langtfra er slut.

Danmarksbloggen anmeldte bogen, da den udkom sidste år – se anmeldelsen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10224

Bogen fik ved den lejlighed seks handsker ud af seks mulige – og hver eneste én er velfortjent.

For det er en bog, som giver bevidsthed om det glasloft, der usynligt, men ganske effektivt ligger over mange kvinder, så vi ikke – trods åbenlyse evner – bliver rekrutteret og kommer op på den anden side af glasloftet, og får de poster og de stillinger, som vores egenskaber og kundskaber kvalificerer os til.

Men hvor i stedet mænd – også mænd, som kan langt mindre – får jobbet eller posten, ene og alene i kraft af kønnet og den Rip-Rap-Rup-rekruttering, som stadig finder sted i stor stil i magtens mandeklubber.

Vi behøver derfor, som Birgitte Possing siger det i ”Argumenter imod kvinder”, en ny fortælling. På side 45 i bogen skriver hun:

Vi mangler en samlende fortælling om samfundet, og hvad vi vil med det. Tidsånden er gennemført individualistisk, og vil man noget, er det op til én selv at gå vejen og finde sin plads og identitet. Ingen står i vejen. Sådan er den samfundsfortælling, vi faktisk har. Men den passer ikke på virkeligheden, hvor mangel på den rette kapital, klasse eller det rigtige køn kan stå i vejen for det, man vil. Det taler vi nødigt om, men det bliver vi nødt til, hvis vi skal nærme os noget, der ligner ligestilling. Vi siger, at vi har ligestilling, selv om vi ikke har det. Vi siger, vi vil have begge køn i ledelse alle vegne, selv om vi ikke får det. Vi siger, vi vil have repræsenteret den mangfoldighed i erfaringer, som begge køn repræsenterer, selv om vi ikke gør det. Når det handler om køn, siger vi ét og gør noget andet.”

Citat slut.

Danmarksbloggen er helt enig. Det danske samfund holdes tilbage af ulighed, både økonomisk og kønsmæssigt, og vi kan kun komme videre, hvis vi laver den nye fortælling sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk