Skiftedag i Venstre: Det bedste er at være forhenværende

Så gik den ikke længere.

Lars Løkke har trukket sig som formand – og Kristian Jensen som næstformand. Så er banen banet for Jakob Ellemann.

Alt, hvad der kan siges om Løkke som et politisk menneske, er for længst sagt – og vil i de kommende dage blive gentaget i det uendelige.

Men partifællen og en anden forhenværende magtfaktor i Venstre Søren Pind rammer det nok meget godt ind, når han siger, at Løkke er det mest politiske menneske, som han nogensinde har mødt.

Det spændende bliver, hvad der kommer til at ske herfra – både med Venstre, den borgerlige opposition – og Løkke og Jensen.

Danmarksbloggen spår, at Jakob Ellemann bliver formand – og at Stephanie Lose bliver næstformand.

Danmarksbloggen tør også godt spå, at roserne nu vil vælte ned over Lars Løkke – og også Kristian Jensen, der græd, da han meddelte beslutningen. For der er ikke noget så godt i dansk politik som at være forhenværende …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ikke meget cirkus over balladen i Venstre

Balladen i Venstre fortsætter og fortsætter, og vi er for længst forbi det punkt, hvor det var sjovt at tale om at sidde og se på seancen med en portion popcorn. Også selvom politisk ordfører Jakob Ellemann i går sagde, at cirkushesten ikke optrådte idag.

For det er kampen om magten, når den kæmpes for alvor – og for åbent tæppe. Magten i Venstre på den korte bane – og i Danmark på den lange bane. For det er realistisk, at den kommende Venstre-formand en dag bliver dansk statsminister.

Umiddelbart kan udfaldet synes oplagt.

Nemlig at Løkke må afgive magten – til sidst – og især hvis en anden vil stille op imod ham. Navnet Jakob Ellemann nævnes igen og igen. Men andre kandidater kunne være Søren Gade, Stephanie Lose eller Inger Støjberg.

Men lige præcis når det kommer til Lars Løkke, er ingenting givet på forhånd. For manden kæmper indtil sidste sekund. Sådan er Løkke skruet sammen. En politisk kriger, der også gerne kæmper mod en helt åbenlys overmagt – fordi han selv med hver en fiber i kroppen vil magten.

Så Danmarksblogggen tør ikke spå om, HVEM der er formand, når folketinget åbner første tirsdag i oktober.

Men Danmarksbloggen tør godt sige, at det først falder på plads ved Venstres ekstraordinære landsmøde om en måneds tid. Samt at det vil medføre nogle ændringer i ordførerskaberne – uanset hvem formanden bliver. For der bliver flere end en vinder og en taber i Venstre som følge af den her magtkamp.

Der bliver mange vindere og mange tabere – og intet af det bliver en fejende, flot cirkus-finale med heste, glimmer og smukke kostumer. Venstre bliver et vingeskudt parti, som skal prøve at samle den borgerlige opposition.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ole Frederiksen: Smadremanden gavner LGBT+miljøet

Åben kommentar til formanden for Copenhagen Pride, Lars Henriksen:

Du udtaler dig offentligt om, at du ikke synes, det er sjovt, når Søren Østergaards karakter Smadremanden i Zirkus Nemo bruger udtryk som “homo” og “bøsse” til underholdning og sjov. Du synes, han gør sig sjov på bekostning af de homoseksuelle, og det beder du Søren Østergaard holde op med.

Tillad mig at spørge dig, om ikke Smadremanden i virkeligheden har gjort mere godt for det homoseksuelle miljø end skade?

Vi er mange, der gang på gang har set Smadremanden være “alt for meget”. Og vi griner af det. Men det er hverken de homoseksuelle, kvinderne – hvor det efter Smadremandens mening må “kilde i de små nippels der” – eller den tilfældige tilskuer, der har taget noget tøj på, det fanger Smadremandens opmærksomhed, som vi griner af. Det er Smadremanden selv, vi griner af.

Vi griner af hans totale mangel på empati. Hans manglende situationsfornemmelse. Hans totale politiske ukorrekthed. Han er det nærmeste, vi kommer en amerikansk “redneck”, der (karikeret) er en ikke-særlig intelligent person med nogle vilde holdninger.

Hvis vi fremover skal lade være med at have typer som Smadremanden i underholdningsindustrien, så bliver der utroligt meget, vi ikke kan lave fremover. Jeg tvivler på, at en tv-serie som Broen kunne blive lavet, hvis vi skulle tage hensyn til alle morderes ofres efterkommere. Og alle andre krimier er også udelukket af samme hensyn. Bamse & Kylling er heller ikke sjove, hvis man har været udsat for mobning osv.

Hvis du får mulighed for at få en privat snak med Søren Østergaard, er jeg sikker på, at du vil opleve en mand med masser af empati, og en mand som ikke er ude på at såre nogen. Med din udmelding er jeg bange for, at du selv kommer til at gøre mere skade end gavn i en sag om homoseksuelle i Danmark. Og det vil være rigtigt ærgerligt. Du gør nemlig et rigtigt godt arbejde inden for LGBT+miljøet.

Skrevet af Ole Frederiksen

Den oversete historie i dansk politik: Venstres succes

Den gamle regering – under ledelse af Venstres formand Lars Løkke – var ganske upopulær. Alligevel gik partiet Venstre ni mandater frem til valget 5. juni.

Dermed forstummede al tale om en erstatning for Løkke som leder.

Og nu i skivende stund er så en blodig fløjkrig i gang i Venstre om hvem, som skal afløse Løkke – når den dag kommer. Det er ikke lige op over, hvis man skal forstå Løkke selv, som regner med også at stå i spidsen for Venstre til næste folketingsvalg.

Efter den gamle plan lagt i kælderen i Odense i 2014 skal afløseren være nuværende næstformand og gruppeformand Kristian Jensen, men flere og flere vil hellere have politisk ordfører Jacob Ellemann-Jensen.

Al denne ballade kunne man vente ville koste Venstre stemmer. Men nej, i weekendens meningsmåling gik partiet to procentpoint frem i forhold til valget.

Det strider imod al politisk logik – og al politisk lærebogsviden.

For et upopulært regeringsparti går ikke ni mandater frem til valget – og det vinder slet ikke to procentpoint i en meningsmåling, mens det befinder sig i en voldsom intern kamp om magten.

Ikke desto mindre er det situationen for Venstre i sommeren 2019 – og det er nok den mest oversete succes i dansk politik i år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En statskvinde af format …

Det er så længe siden, at det sidst skete i Danmark. Så længe siden, at vi danskere har glemt, hvordan det er at have en statsminister med format. Vi har kigget til Norge, som havde Stoltenberg – og til andre store statsmænd og statskvinder, som forstod at favne deres land og tale til det store og gode i mennesket.

Men i Danmark skal vi tilbage til sidste årtusinde for at finde statsministre med det store format. For det havde hverken Fogh, Thorning eller Løkke – uden at vi behøver at gå i detaljer.

I stedet kan vi stolt konkludere, at landets kommende statsminister Mette Frederiksen har dette format. At hun bliver en rigtig statskvinde, en statsminister for os alle sammen.

Man fornemmede nok, hvor det bar hen, da hun på valgnatten sagde, at hun syntes, at det var passende at give Løkke en hånd. For han var en politisk kollega, der skulle mødes med respekt.

Og så kom Folkemødet på Bornholm, hvor hun sagde, at det første, hun vil gøre som statsminister, bliver at give Godhavnsdrengene en undskyldning. Fordi vi som samfund må tage ansvar for i går, i dag og i morgen.

Danmarksbloggen er begejstret … Endelig en statsminister der taler op til os, taler til det ædle i mennesket, til det der samler os …

Der er tændt et håb med Mette Frederiksen som leder af Danmark …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan man stemme religiøst i et demokrati?

Antallet af såkaldte ghetto-stemmer eksploderede ved folketingsvalget i sidste uge – og det var især de radikale, der blev stemt på i landets ghettoer.

I Gellerup ved Aarhus gik Radikale Venstre frem med 29,1 procentpoint – og i Vollsmose i Odense fik partiet en otte-dobling af stemmer, fra 3,9 procent af stemmerne i 2015 til 33,6 procent af stemmerne i år. Men også i andre områder med mange muslimer som fx Nørrebro havde de radikale et godt valg.

En af årsagerne hævdes at være FB-gruppen ”Muslimer til Stemmeboksene 2019”, som fik over 25.000 medlemmer.

En anden var den mobilisering, der fandt sted i moskeer og andre steder, hvor muslimer færdes – og hvor de blev anbefalet at stemme på Morten Østergaard og venner, da det var det parti, som ville gavne indvandrerne som gruppe mest.

Se mere her: https://politiken.dk/indland/politik/FV19/art7245088/Radikale-8-dobler-stemmetal-i-ghetto-omr%C3%A5de

Danmarksbloggen sidder i den anledning med tre tanker:

  • Har alle grupper ikke altid stemt på det parti, der gavner gruppens interesser? Landmændene på Venstre, speltsegmentet på Alternativet, iværksætterne på LA, arbejderne på Socialdemokratiet og så videre. Så hvad er der egentlig galt i det?
  • Ja, der er måske det galt, at nu handler det ikke om erhverv, penge eller samfundsindretning, men om religion – og netop religion må aldrig spille en rolle i forhold til hvilken politik, som der vedtages. Tro er en privatsag. Så at stemme efter troen er nærmest helligbrøde i Danmark.
  • En helligbrøde, som også både Kristendemokraterne og visse grupperinger i DF (Tidehvervsfolkene) har begået.

Men det er ekstremt vigtigt, at religiøse værdier og religiøse love og regler aldrig dikterer lovgivningen her i landet.

Demokrati og religion hænger nemlig ikke sammen, så derfor kan vi ikke stemme efter religion, men må stemme efter andre markører end troens. Markører om økonomi, fordeling af goderne, det offentliges rolle og andre sekulære emner, som berører os alle sammen – og ikke kun dem, som er ligesom os selv.

For det er en generel uskik kun at stemme med egne interesser for øje – uanset hvilken ghetto man bor i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vildt valg: Væk med højrefløjen – og ind med samarbejdet

Det har været et vildt valg – folketingsvalget 2019. Ja, et valg, som betyder et paradigme-skifte i dansk politik.

For efter at det yderste højre i mere end 20 år har domineret dansk politik, så er højrefløjspartierne – som nu både er Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige – blevet halveret fra 37 mandater til DF i 2015 til nu kun at kunne mønstre 20 mandater tilsammen.

Og nej, Stram Kurs kom ikke ind. Det samme gjaldt Klaus Riskær Pedersen og Kristendemokraterne.

Det andet bemærkelsesværdige er nemlig, at danskerne har stemt på de partier, der vil samarbejde henover midten …

De ansvarlige partier, de gamle partier, dem som kender det politiske håndværk, og ikke kravler op i træerne som Liberal Alliance, der næsten røg ud som parti – og hvis formand faktisk røg ud af folketinget. Eller som Alternativet, der ikke har vist sig duelige til at lave politisk arbejde i de sidste fire år, hvor de har siddet i folketinget, og som ligesom Liberal Alliance ligger og roder nede ved spærregrænsen.

Danskerne har søgt de gamle partier: De to andre regeringspartier Venstre og Konservative – men også SF (hvor Hønge-sagen fik meget lidt betydning) og Radikale Venstre, som kan bruge deres nye – store – størrelse til at komme tilbage som kongemageren i dansk politik – og til at kræve den kommende statsministers støtte til Vestager som EU-kommissionsformand.

Men Socialdemokratiets valg var ikke ligeså godt, selvom Mette Frederiksen vil samarbejde bredt. Det formentlig kommende regeringsparti (i mindretalsregering) gik lidt tilbage i procent, men fik et mandat mere.

Det bliver altså en kompliceret sejlads for landets formentlig kommende statsminister mellem at støtte sig til de blå, når det kommer til udlændinge- og økonomipolitik, og til de røde, når det kommer til velfærd. Og i den røde blok kommer ingen til at stå stærkere end Enhedslisten, hvis vælgere kræver både klima og velfærd.

En svær sejlads – og der findes ikke noget søkort. Til gengæld cirkler Lars Løkke rundt i det hav. Landets afgående statsminister, som ikke har annonceret nogen tilbagegang som formand for Venstre, men som er klar til at indgå i en SV-regering – med ham selv som statsminister.

Danmarksbloggen vurderer, at det bliver et sprællevende Folketing i de næste fire år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valgdag: Stem udover egen pengepung, egne interesser og egne fordomme

Så er det endelig blevet valgdag. Vi skal sætte vores kryds – og det er vigtigt at deltage i folketingsvalget, uanset om man hedder Ali eller Alfred, Fatima eller Frederik – og uanset om man bor i Vestjylland eller på Nørrebro.

Danmarksbloggen opfordrer derfor alle til at stemme – og vel at mærke at stemme udover egen pengepung, egne interesser og egne fordomme, hvad enten de interesser og fordomme er af økonomisk, religiøs, kønsmæssig eller anden art.

Stem med tanke på fremtiden og de kommende generationer – og stem på det, der samler – og ikke det, der skiller os ad.

For vi har ikke brug for populister, der står i hjørnerne af samfundet og råber af hinanden, men for politikere, der reelt kan og vil samarbejde med hinanden til klimaets og vores fælles bedste.

Så kan vi altid senere diskutere hvor meget eller hvor lidt, som vi selv bestemmer i en globaliseret og kapitaliseret verden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nichepartierne dømmes – måske – ude

Man skal passe på med at spå – især om fremtiden, som Storm P. engang sagde det.

Det samme gælder de valgprognoser, som siger, at alle de små niche-partier ligger lige omkring – eller under spærregrænsen. Men måske taler tallene sandt. For danskerne er et pragmatisk folk, der godt ved, at løsningerne skal finde i fællesskab. Og nu mere end nogensinde pga. klimatruslen.

Så det kan let ende med at blive et nej til de nye nichepartier som Klaus Riskær Pedersen, Nye Borgerlige og Stram Kurs, men også til et gammelt nicheparti som Kristendemokraterne. Læg dertil en faldende tilslutning til Alternativet, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Alle tre nichepartier, som allerede sidder i folketinget, men hvis indflydelse bliver markant mindre fra på onsdag, hvis prognoserne viser rigtigt.

Tiden, hvor vælgerne stemte ud fra ÉN sag, hvad enten den sag var indvandrere, økonomi, religion eller samfundet som noget vi kan lege med, er nemlig forbi.

Så meget tyder på, at danskerne i overmorgen vil søge mod de etablerede partier, dem som man ved kan kunsten at samarbejde og indgå kompromiser.

Og ja, Enhedslisten er OGSÅ med på dén liste, bare inden nogen siger noget andet. For nok startede Enhedslisten som et nicheparti. Men med Pernille Skipper ved roret (ja, undskyld, men dén var for oplagt) er Enhedslisten for alvor blevet et parti, der tager ansvar og samarbejder.

Dét er klogt – rigtig klogt. For kun sammen finder vi løsningerne – også på den klima-udfordring, der for mange, især unge vælgere, er afgørende for, hvor de sætter krydset i overmorgen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EP-valget er IKKE en generalprøve

Dagens valg til Europa-Parlamentet bliver af mange politiske kommentatorer kaldt generalprøven til Folketingsvalget Grundlovsdag.

Men det kunne ikke være mere forkert – og mere andedams-orienteret, hvilket vi ofte er det her i det lille land mod nord.

Men lad os lige slå fast: Verden slutter ikke ved den dansk-tyske grænse eller starter, når vi har passeret Øresundsbroen på vej hjem fra Sverige.

Verden er derimod stor og dejlig – og andet og mere end Danmark – og vi er en del af dén verden, også politisk.

Og valget i dag er et vigtigt valg til et parlament, der på mange områder bestemmer mere over vores liv og hverdag end Folketinget gør det.

Så opfordringen fra Danmarksbloggen skal lyde: Gå ned og stem … valglokalerne er åbne til kl. 20 i aften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk