Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Forår søges …

Udgivet den af
1

I morgen er det jævndøgn. Forårsjævndøgn.

Så er dag og nat lige lange. Og som regel er foråret så godt i gang. Sidste år var det endda med mere end 15 grader og sol i disse dage.

Men ikke i år, hvor man føler sig mere i stemning til at citere Frank Jæger, når han siger: Sammen vil vi tålsomt vente … liden sol i disse uger  … is som tynger … sne som knuger … gjort os mindre … vi kan ingenting forhindre eller Jeppe Aakjær, der i “Sneflokke kommer vrimlende” skriver: Hun haler op i sokkerne og ser forsagt derud.

Begge digte foregår godtnok i februar og ikke i marts, men de passer så godt til det hvide vejr derude her ved jævndøgn, som knuger og tynger, og som man kun kan se forsagt ud på. Forsagt, lille og frysende som den blå anemone, der alligevel trodsede alt og kom frem i den fjendske zone – endda allerede 1. marts.

Og når den blå anemone kan, så kan vi også … som mennesker, som samfund.

For det er jo ikke kun i naturen, at vinteren bare bliver ved og ved. Det er også i samfundet, hvor en socialdemokratisk regering kaster hæderkronede principper baseret på medmenneskelighed og solidaritet over bord, således at den iskolde og umenneskelige vinter, som startede under den borgerlige regering, bare fortsætter og fortsætter.

Men det bliver forår, lys, sol, varme og blomster én gang. Dét er vi nødt til at holde fast i. Nødt til at tro på. Nødt til at arbejde for.

Vi må godtnok tålsomt vente på solen og de 15 grader i naturen, men i samfundet kan vi godt sørge for sommer året rundt – hvis vi deler goderne med hinanden.

Danmarksbloggen vil ihvertfald gøre sit for at sprede budskabet om det gode og rigtige i et samfund baseret på medmenneskelighed og solidaritet – og du er altid velkommen til at give dit besyv med. Kommentér et indlæg – eller skriv selv et og send det til djt@doo.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pave Frans, Dalai Lama – og genkristningen af Europa

Udgivet den af
2

Habemus papam … vi har en pave.

Så fik katolikkerne – og alle vi andre – en ny pave; Pave Frans.
En mand, der startede sin pavegerning med at smile blidt og næsten genert sige God aften til folkemængden på Peterspladsen.

Læs mere om Pave Frans – og hans navnebror – her:
http://www.katolsk.dk/579/?tx_ttnews%5Btt_news%5D=13180&cHash=30f86f7f656e126549dd355682126354

http://www.katolsk.dk/579/?tx_ttnews%5Btt_news%5D=13179&cHash=8e66e8c4c9e3362be349c73c627d85da

En ydmyg mand, der ligesom ham han har taget pavenavn efter, lever simpelt og fornægter jordisk rigdom og istedet opfordrer til at give pengene til de fattige. Den nye pave er også en mand, der ligesom Frans af Assisi vil genopbygge kirken. Og her er jeg overbevidst om, at der blandt andet tænkes på at gen-kristne Europa.

Det er også en god idé. For der er brug for det.

Europa er et kontinent, hvor sekularismen og de kortsigtede løsninger og de personlige karrieremål fylder alt for meget på bekostning af omsorgen for de svage, solidariteten og drømmen om et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt.

Hvor jagten på succes og penge vægtes højere end de elementer, som næres af kristendommen, af troen på næstekærligheden, af den moralske forpligtelse om at behandle andre, som man gerne selv vil behandles.

Dalai Lama sagde for nylig: Denne planet har ikke brug for flere succesfulde personer. Hvad denne planet har desperat brug for er flere fredsmagere, healere, genopbyggere, historiefortællere og alle slags mennesker med hjertet og kærligheden på rette sted.

Dalai Lama har ret, og nu har vi – også os der ikke er katolikker – fået en sådan mand: Den nye pave Frans.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når magt bliver ret …

Udgivet den af
1

Der kan siges meget om magt … men få har gjort det bedre end den i sidste uge afdøde Erik Bach, der også var far til udviklingsminister Christian Friis Bach.

Erik Bachs ord taler derfor for sig selv:

Magt

Når magt bli’r ret, bli’r ret til vrang, og mennesker bli’r til brikker.
Så tænk dig om og styr din trang, thi magtens torne stikker.

Er magten sød så var dig nu, at ikke du beruses.
Din magt er lånt, og glemmer du, så vid, din magt vil knuses.

Hvis magten bli’r selvfølgelig, for alt hvad du præsterer,
så er det ubestrideligt, at magten korrumperer. 

Hvis du har magt for magtens skyld og glemmer, hvor du fik den,
din magt er blevet til en byld, så skynd dig lidt og slip’ den.

Det er værd at huske på i en tid, hvor det meste magt – hvad enten det er politisk, økonomisk eller noget helt tredje – bliver brugt til at fremme de i forvejen privilegeredes interesser. Eller/og skyde ansvaret fra sig, når det alligevel trods sammenrendet med de andre magtfulde ender galt.

Men skal Danmark have en chance, skal vi igen begynde at se magt som en mulighed for at tjene – ikke os selv eller særinteresser – men os alle sammen og især de svageste. For de har allermest behov for at blive passet på … af de stærke, af dem med magten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Den blå anemone og junglesamfundet

Udgivet den af
2

Hvad var det dog, der skete? Mit vinterfrosne hjertes kvarts må smelte ved at se det den første dag i marts. Hvad gennembrød den sorte jord og gav den med sit søblå flor et stænk af himlens tone? Den lille anemone, jeg planted dér i fjor, skriver Kaj Munk i “Den Blå Anemone”, som er en vise om at bryde frem og igennem på trods af modgang og kulde – men ikke kun på grund af egne fortræffeligheder, også og måske især fordi Skaberen, altså Gud, vil det.

Det er et smukt billede – og der er brug for dét billede i denne kolde tid, som suger alt saft og kraft ud af os.

For nok starter foråret i naturen og på kalenderen idag, d. 1. marts, men samfundsmæssigt er vi i gang med en meget lang vinter, der har varet endog endnu længere end Fimbulvinterens fem lange år.

En vinter, hvor menneskeforagt og råhed sammen med grådighed og egoisme har fået hovedrollen.

Så vi behøver i dén grad foråret. For varme og lys må der til, hvis kolde og beregnende hjerter skal smeltes. Og måske har vi allermest brug for det lys, der blev tændt i en stald for over 2000 år siden?

For er det ikke religionen, som vi mangler i nutidens resultatorienterede samfund, hvor menneskelige og åndelige værdier vægtes så lavt, at de ligefrem latterliggøres? Ja, i en tid med værdi-relativisme er det ikke god tone at sige det her – men jeg gør det aligevel: For er det ikke helt konkret kristendommen, som vi mangler?

For ser man på verdenshistorien bredt, opdager man, at kun i lande, der har kaldt sig kristne, har man forstået at deles om goderne. Ikke altid og ikke i alle kristne lande, men til tider og i nogle af de kristne lande. Og næsten altid i de lande, hvor man har ladet kirkens budskab om næstekærlighed stå side og side med en grundtanke om humanismen som den eneste reelle vej at vælge for et samfund.

Således i de nordiske lande, hvor de sidste mange årtiers velfærdsmodel har betydet tryghed fra vugge til grav.

Desværre er selvsamme model ved at blive lagt i graven, samtidig med at sekularismen vinder frem i samfundet, både i Danmark og i resten af Europa.

Religion og tro er nemlig ildeset i et Europa, som hylder det a-religiøse og sekularismen i en grad, så vores fælles, kristne kulturarv forlængst er røget langt ind i skammekrogen.

Nu skal vi sørme være sekulære og praktiske, lyder parolen, mens religiøse symboler forbydes i det offentlige rum i europæiske lande, som vel ret beset burde være frie – men som nu smider en mere end tusindårig kristen kulturarv over bord. En kristen kulturarv, der også sikrede humanismen gode betingelser.

Men som nu i takt med sekularismens fremmarch oplever hvordan humanismen også forsvinder. Og så er der ikke længere noget moralsk og etisk bolværk mod det barberi og det rå junglesamfund, som hele tiden ligger og lurer – og som i dag er så udpræget en del af tankegangen hos mange politikere og erhvervsfolk.

Kristendommen bør derfor anerkendes som den religion, der har givet os det værdigrundlag, som vi har bygget vores velfærd og vores humanistiske samfund på. For kristendommen har skabt de værdier, der har gjort, at vi har fordelt rigdommene til alle i samfundet, sådan så få havde for lidt og færre for meget.

Men nu forsvinder kristendommen som værdi-giver i Danmark og i Europa – og samtidig ændrer manges holdninger sig således, at man ikke længere føler nogen moralsk forpligtelse til at dele, til at tænke på dem, der er dårligere stillet end en selv. Grådigheden og egoismen har med andre ord fået det blå stempel.

Jeg skal bare skrabe så meget til mig som muligt og kun tænke på mig selv, er den nye devise i det sekulariserede Danmark – og det sekulariserede Europa, hvor jungleloven hersker. Et Danmark og et Europa uden den etik og moral som ligger i kristendommen.

Sådan et Danmark, sådan et Europa har ingen blå anemoner. Ingen poesi, ingen tro …

Det er de dødes land … landet hvor vilddyrene sidder og hvæser om, at enhver er sin egen lykkes smed, mens de med skarpe tænder flænser kødet af humanismens knogler og med tunge hove tramper alle religiøse symboler itu.

Men vi skal ville og turde troen og de levendes land … turde dele med hinanden, vise hensyn, være søde ved vores medmennesker – være mod andre som vi vil, at de skal være mod os.

For så skaber vi et samfund med både tro, poesi og humanisme, og her er der plads til både blå anemoner, røde roser, gule påskeliljer og hvide pinseliljer … her vil livsglæden og trygheden kunne blomstre og lyse som solen og det lysegrønne løv altid gør det her om våren.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Politisk faste – og et par hullede sko

Udgivet den af
2

Vi er midt i fastetiden …

Ikke at det har den store effekt i de flestes liv. Nogle få faster, som man gjorde det førhen, hvor fasten betød, at man ikke spiste kød, æg og den slags, men derimod efter datidens mening mere simpel mad som fisk og grød. Andre – og det er heller ikke ret mange – praktiserer en mere moderne måde at faste på ved at holde sig væk fra nutidens “hverdagsluksus” som for eksempel computer og tv.

Under alle omstændigheder handler faste om at forsage, at afstå fra denne verdens goder for derigennem at blive renset både i sind, sjæl og legeme, så man bedre kan modtage påskens vidunder.

Eller som det måske snarere er i dag: At blive renset ud i kroppen, så man kan føle sig bedre tilpas, føle at man har skabt en god balance mellem det fysiske og det åndelige. I en tid hvor de etablerede religioner er på tilbagetog er kroppen jo netop blevet manges private, lille tempel, der skal passes med nærmest religiøs omhu.

Men om det er den opstandne Jesus på korset eller en bedre samvittighed i forhold til ens egen krop, der venter efter fastetiden betyder kun noget for den enkelte, som faster. Samfundet i sin helhed er totalt upåvirket af fasten.

Men måske det kune være anderledes. For man kunne jo også indføre en faste, hvor man i hele fastetiden undlod at forfølge dem, der allerede ligger ned – men hvor det i stedet var acceptabelt – ja måske endda ønskværdigt – at rette skytset opad.

Opad mod alle med bugnende overskud, som tiltrods for diverse erklæringer om at være samfundsbevidste og socialt interessrede IKKE tager del i arbejdet med at gøre det danske samfund til et samfund, hvor vi tager os af hinanden.

Det kunne for eksempel være de virksomheder, som ikke bruger deres store overskud til at gen-investere i det danske samfund ved at skabe arbejdspladser i Danmark. Det kunne være bankerne, som hellere vil give deres aktionærer flere penge end låne penge ud til de iværksættere, der kan skabe vækst i Danmark.

Og listen over folk, som har mulighed for at gøre en forskel, men ikke gør det, er længere endnu. Ja, den er altfor lang.

For grådigheden trives så altfor godt i Danmark i disse år. Denne grimme grådighed, hvor det blot drejer sig om at rage til sig, få så meget som muligt til sig selv, så man  rigtig kan mæske sig i sin overflod.

Men denne grådighed, denne ragen til sig så man tilsidst for forstoppelse og kvæles, har ikke noget med fasten og forsagelsen at gøre. I stedet er grådigheden på alle måder fastens modstykke.

For faste er også ydmyghed og glæde over det enkle, over at dele og at kunne nøjes.

I katolsk tid var hver fredag året rundt en fastedag. HVER fredag skulle man altså være ydmyg, dele og nøjes med de enkle ting. Man skulle HVER fredag forsage alle de jordiske glæder: Visse typer af mad, alkohol og erotik.

Tænk hvis det kunne genindføres – eller rettere opdateres til vor tid efter devisen: HVER fredag hele året rundt må man udelukkende sparke dem, der er stærkere end en selv …

Så ville de høje stiletter og de pæne snøresko på direktionsgangene og på Christiansborg være nødt til at forholde sig ganske stille og rolige hver evig eneste fredag – og måske ville de så endelig se alle de andre sko, der er overalt i samfundet:

De fodformede andefødder, der passer på børn, syge og ældre, de hårde træsko med jord under, de udtrådte sneakers, der render rundt på gader eller universiteter, det gammeldags par pæne sorte sko med snører og en lille hæl som damen i bussen har på – samt den hjemløses sko, der engang var sorte, men hvor farven nu er slidt af, og der er kommet et par huller, og hælen er trådt skæv.

Så måske stilletterne og de pæne snøresko ville se for alvor – og forstå. Og så ville skoenes mennesker, vores politikere, måske få modet til at sætte barren højt og kæmpe for det fælleskabs-orienterede samfund, hvor ikke kun en del, men alle landets borgere kan leve og trives, fordi vi deles om de goder, som der er i samfundet.

Så vi slet ikke behøvede en ugentlig faste-sparke-fredag – men så vi i stedet alle sammen kunne sige hver eneste evige fredag: T.G.I. F.

Thanks God, it´s Friday

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarks førende religion: Arbeit macht ein Mensch

Udgivet den af
4

Hvad afgører et menneskes værdi?

I dagens Danmark er det – tilsyneladende, udelukkende og desværre – menneskets evne til at arbejde!!!

Arbejdet er nemlig blevet en religion, hvor man kan dele folk op i de frelste, tvivlerne og de fortabte.

De frelste er de gode, de rigtige – dem, der får rigtige penge, altså en decideret løn for det arbejde, som de udfører. Det er A-holdet. Dem, som alle gerne vil lege med. Dem, som sidder forrest i kirken, undskyld samfundet, og gerne snakker højt op om, hvor meget de bidrager. At en stor del af dem så også gør, hvad de kan for at snyde systemet for derigennem at få mere til sig selv ved at få udført sort arbejde, undlade at betale moms og skat og så videre synes de frelste selv er helt i orden.

Så er der B-holdet. Tvivlerne. Dem, som med lidt flid – og held – og hvis de kender den rigtige præst, undskyld virksomhedsleder, kan komme på A-holdet. Det er dem, som nok arbejder, men som ikke får løn for det arbejde, som de reelt udfører – men istedet dagpenge, kontanthjælp og lignende. Deres arbejdsindsats er ligeså stor som A-holdets, men de vurderes ikke som gode nok til at få løn – og bliver det aldrig, hvis det står til en stor del af A-holdet, der ikke vil dele bare lidt af kagen med andre. Præsterne, undskyld arbejdslederne, kan derimod godt lide B-holdet. De kan nemlig bruges til at presse A-holdets lønninger.

Endelig er der C-holdet. De fortabte, dem uden håb. Dem som alle kan sparke til, fordi de allerede ligger ned. Det er de hjemløse, de psykisk syge, dem som ikke bare kan tage et arbejde af 117 grunde og alle de andre, som i disse år kaldes dovne og løgnagtige snyltere, der med vilje nasser på alle andre. De er de fortabte i denne Arbejdet-er-alt-verden, og der er altfor mange, som mener, at C-holdet skal nøjes med krummerne fra de andres borde – og tilmed være glade til.

Sådan ser billedet ud. Danmarks førende religiøse overbevisning, Arbejds-religionen, har allerede i mange år været højrefløjens foretrukne religion, men i de seneste år er det også blevet religionen i store dele af de andre partier.

Og så er samfundet først ilde ude. For så er fællesskabet og solidariteten væk. Og hvem skal så beskytte alle dem, der er bare lidt anderledes? Alle dem, som har brug for bare en smule forståelse for at få tingene til at hænge sammen?

For Arbejds-religionen er en religion med følgende mantra som trosbekendelse: Man skal – uanset om man er rask eller syg – yde, men kun hvis man er rigtig god, kan man få lov til at nyde.

Men hvem er så guden i denne arbejds-religion?

Det er ihvertfald ikke den kristne, næstekærlige Gud. Ham, der elskede verden og menneskene så meget, at han sendte sin søn herned – endda for at dø på et kors. Den søn, der blev ofret, for derigennem at sejre over døden og vinde livet og frelsen til os allesammen.

Nej, en sådan kærlighedens Gud møder man ikke i vor tids arbejds-religion. Her er der derimod tale om en Gud, som grådigt sluger alt, hvad hans disciple kommer med af “vi-knokler-røven-ud-af-bukserne-og-alligevel-skal-vi-betale-skat-det-er-bare-så-dårligt” samt “ja-os-der-arbejder-vi-holder-jo-hele-samfundet-sammen-så-de-andre-har-bare-at-være-taknemmelige-over-det-som-vi-vil-give-dem-for-vi-er-mere-værd-end-dem-og-derfor-skal-vi-også-have-mest-langt-mere-end-de-andre.”

Der var engang for ikke så længe siden syd for grænsen, hvor man også troede på, at nogle mennesker var mere værd end andre. De mennesker, som var mindst værd efter datidens normer i det store land sydpå, fik gule stjerner på tøjet og blev sendt i lejre, hvor der stod Arbeit macht frei. Det gav ikke rigtig mening. Langt de fleste af dem kom nemlig kun til lejren for at dø. For at blive dræbt af dem, som mente, at de var bedre end dem med stjernerne på.

I Danmark er der ikke nogen, der vil dræbe dem fra C-holdet – eller B-holdet. Ikke endnu ihvertfald.

Men vi befinder os på en farlig glidebane i disse år. En glidebane, hvor der i en krisetid skal findes – og også bliver fundet syndebukke, som det er i orden at kalde nedsættende ting som for eksempel Dovne-Robert og Fattig-Karina.

Men når det er i orden at omtale og behandle andre mennesker med så lidt respekt, så megen nedværdigelse og ydmygelse som man gør det med C-holdet og tildels også B-holdet, så skubbes til grænserne om hvad der er okay. Og det næste skridt bliver, at det er i orden, at de udsatte får dårligere betingelser end alle andre, for eksempel at de må vente længere på en operation.

For dem, der arbejder og tjener løn på det, har ifølge denne arbejds-religion nemlig altid førsteret til alting.

Og dermed er samfundet for alvor delt op i klasser – og derfra er vejen til deciderede overgreb på de svageste, også fysisk, kort.

Og det er derfor, at der skal råbes nu, hvor vi glider nedad – og direkte mod et samfund med altfor store forskelle. Der skal råbes – og råbes højt. For intet er mere farligt for et civiliseret samfund, som når samme samfund begynder at behandle dets borgere forskelligt.

Så er junglesamfundet for alvor på vej tilbage. Et junglesamfund, hvor uro og vold hører til dagens orden, hvor de stærkeste overlever og de svageste dør, mens resten hutler sig igennem.

Og det er det, som Danmark i øjeblikket er godt på vej tilbage til med en religion, der lever efter devisen Arbeit macht ein Mensh.

Vi bliver altså først et menneske, der skal tages hensyn til og tages vare på, når vi arbejder, er filosofien.

Men det paser ikke.

Se, hvilket menneske, som Pilatus langfredag sagde om Jesus, som gav og gav det hele af kærlighed.

For Jesus gjorde det modsatte. Han satte sig selv nederst, sammen med de udsatte. Han sled sig så meget op, at han døde af det. Men på denne kærlighed til sine medmennesker genopstod han også …

Som man kan læse det i Hans Anker Jørgensens salme “Se, hvilket menneske”:

http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/68

Læse at det drejer sig om at invitere de fattige til fest, dele ud af brødet, drive kræmmerne ud og dermed få livsmodet og kærligheden tilbage, så vi kan leve i et for alle lifligt fællesskab.

Og det er det, som det drejer sig om, hvis vores danske samfund skal overleve. At vi deler med hinanden, at vi elsker hinanden. Og det starter altsammen med at vi ser hinanden som mennesker – som de menensker vi er.

At vi dropper ideen om at Arbeit macht ein Mensch.

For nok kan et menneske arbejde, og det vil stort set alle også.

Men vores værdi som mennesker ligger i noget så enkelt som at det, at vi er mennesker.

Deri ligger det hele, deri finder man respekten for og kravet på at vi alle behandler og bliver behandlet lige og ordentligt , uanset om vi er direktøren, skolelæreren, eller ham, der lever på gaden.

Og det kan være svært i et samfund som det nuværende, hvor sammenhængskraften i samfundet sammen med fælleskabet og solidariteten er under konstante angreb.

Men vi må råbe, vi må kæmpe. For det er ikke okay, at noget arbejde er en løn værd, mens andet arbejde ikke fortjener andet end kontanthjælp – og at nogle slet ikke må være med, men bare må klare sig selv på smuler.

Så der skal råbes!!! Der skal kæmpes, og det nu. Det er vores hele samfund, der er på spil, hvis vi fortsat skal kunne kigge på hinanden og sige

Se, hvilket menneske – og netop se et mennske og ikke et arbejdsdyr.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Habemus papam …

Udgivet den af
Svar

Habemus papam – eller på dansk: Vi har en ny pave …

Sådan vil det lyde en dag i løbet af foråret, når konklavet (sammenslutningen af kardinaler) i Det Sixtinske Kapel har valgt en ny pave, og den hvide røg traditionen tro  stiger op over Vatikanet og Peterskirken …

Men hvem bliver det? En hvid mand? En sort? En asiat? Ingen ved det. Det eneste man ved er, at det IKKE bliver en kvinde 🙂

Nå, spøg til side. Mens disse linier skrives, er det kirkepolitiske spil allerede gået igang. For valget af ny pave er vigtigt. Ikke kun for denne verdens ca. 1,2 mia. katolikker, men også for alle andre kristne …

For uanset hvilken kristen retning man tilhører, så kan vi alle relatere til paven. Paven er både en institution og den mest kendte og fremtrædende kristne på kloden.

Det er derfor mere end vigtigt, hvem der bliver pave i en tid, hvor religion og tro igen fylder markant mere end det har gjort i mange år, ja nærmest flere århundreder.

For 1900-tallet handlede ikke ret meget om religion. Det var samfunds-ideologiernes århundrede med kommunismen, fascismen og nazismen som de værste – og mest fremtrædende – repræsentanter. 1800-tallet var derimod nationalstaternes og den romantiske nationalismes århundrede kombineret med oprør og kampene om produktionsmidlerne. Og endelig drejede 1700-tallet sig om oplysning og videnskab – ihvertfald indtil Den Franske Revolution i 1789, der indvarslede 1800-tallets samfundsomvæltninger.

For vi skal helt tilbage til 1600-tallet´s optagenhed af menneskets frelse og de ulykkelige religionskrige i Europa for at finde den sidste periode, hvor religion for alvor spillede en rolle. Dengang i en version, hvor katolikker og protestanter slog hinanden ihjel på grund af uenighederne.

Men nu tyder meget på, at troen er på vej tilbage som stridspunkt i samfundet – og mellem mennesker. Denne gang dog ikke internt mellem de forskellige kristne retninger, men kristendommen set i forhold til andre religioner – og især i forhold til islam, som for første gang siden middelalderen igen spiller en markant rolle i Europa.

Det er derfor vigtigt, at den nye pave kan mestre kunsten at rumme og favne bredt, også andre religioner end den kristne. Samtidig skal han kunne sammenfatte og formidle, hvad det vil sige at være kristen i det tredje årtusinde e. Kr. – også selvom man ikke er katolik, men protestant, ortodoks, anglikansk og så videre.

For nok er paven katolikkernes overhoved først og fremmest i kraft af sin funktion som Peters direkte efterfølger. Men han er også den person, som alle kristne forholder sig til. Samt ham, som alle de andre – hvad enten de er muslimer, jøder, hinduer, buddhister og så videre – kigger på, når de skal vurdere, hvad det vil sige at være kristen – eller/og hvad den kristne verden mener.

Så det er vigtigt, at paven kan samle alle kristne – og ydermere kan forstå Europas specielle rolle.

For nok er paven udelukkende pave for alle verdens katolikker, men han bor midt i dét Europa, der i snart to årtusinder har været kristnet land – og dermed bliver det han siger om kristendommen, meget nemt opfattet som en status på kristendommens situation i Europa.

Og netop kristendommen har det svært i Europa.

EU vil ikke skrive kristendommen ind i forfatningen, selvom kristendommen og dens budskab er det, der ligger til grund for de værdier, som vi har i vores åbne, demokratiske velfærdssamfund.

Værdier som at tage sig af de svageste (elsk din næste som dig selv) og sikre alle medborgere lighed, frihed samt menneske- og borger-rettigheder. Nogle af disse rettigheder er så desværre truet, og her tænker jeg især på de dele, der fordrer, at dem, der har, deler med dem, som ikke har. Altså den kristne tanke om at dele jordens goder med sin broder (og søster).

Men lige netop det der med at dele og tage sig af hinanden er umoderne i et Europa, hvor landenes befolkninger i stigende grad vender ryggen til kristendommen, uanset om det er i den katolske eller protestantiske version.

Så der venter et stort arbejde for den kommende pave … og den nemmeste del bliver det arbejde, der ligger inde bag de lukkede døre i Det Sixtinske Kapel, inden den hvide røg stiger op, og meldingen går ud over verden:

Habemus papam

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Haves: Samme surdej. Ønskes: Tilbagekomsten af Den Gale Uge

Udgivet den af
1

I gamle dage var fastelavnen ikke for børn. Den var en højtid udelukkende for de voksne. En kort periode mens foråret nærmede sig, hvor man slap tøjlerne, inden den lange faste frem mod påske begyndte.

http://www.kristendom.dk/artikel/267055:Indfoering–Fastelavn-er-en-gammel-tradition

Man kaldte fastelavnsugen for Den Gale Uge, fordi det var ugen, hvor man kunne skeje ud og gøre alle de ting, som man ellers ikke kunne tillade sig i et på alle måder statisk samfund. Et samfund, hvor den sociale rangorden var urokkelig, og enhver havde sin faste plads med de pligter, som dét indebar.

Men i fastelavnsugen – Den Gale Uge – kunne man for en tid være en anden, for en tid slippe sig selv, sin faste rolle og sine mange pligter.

Man kunne tage maske og kostume på og gå ud på gader og stræder. Man kunne råbe og skrige, mens man løb fastelavn, som det hed. Man kunne danse og være utérlig. Man kunne tage til karnevaller og drikkelag og feste igennem. Bonden kunne sidde til bords med greven. Ja, man kunne sågar sove sammen med andre end ham eller hende, som man var lovformeligt viet til.

Det skete også, at man fik besøg af MASKEN, som fortalte folk de sandheder om dem selv og deres liv, som ellers var ilde hørt eller slet ikke tilladte at sige højt. Men ingen påtalte med et eneste ord noget af det, som MASKEN sagde. Eller alt det andet, der blev sagt eller gjort i Den Gale Uge. For det var jo netop Den Gale Uge – ugen, hvor man kunne tillade sig alt det, som man ellers ikke kunne.

Den Gale Uge var med andre ord en tiltrængt ventil i et liv, der var benhård social kontrol og en konstant kamp for at overleve.

I den anden ende af fastetiden – i dagene lige før påske – havde man Den Stille Uge, hvor man fastede for fuld skrue og med bøn og i stilhed forberedte sig til Påskens Vidunder.

Ingen af delene har vi i dag … og det er skade. For nok har samfundet udviklet sig, så vi i dag kan uddanne os, rykke os både socialt og geografisk og så videre – og dét er godt. Men i vores effektive og bundline-orienterede samfund, hvor alt hele tiden er til diskussion og debat, skal vi også stå til ansvar for alt – og dét hele tiden. Vi skal have kontrol over os selv og vores liv, så vi 24-7 kan leve op til samfundets krav og forventninger – og vores egne med.

Og det kan nemt sammenlignes med dengang, der var noget, der hed Den Gale Uge. Ja, nutiden er på mange måder hårdere, mere krævende og mere usund for sjælen og det mentale helbred.

For vi har intet pusterum. I vor tid er der ingen gal uge længere – ingen chance for at slå sig løs og sige eller gøre noget, som man ikke konstant vil blive mindet om og draget til ansvar for efterfølgende. I dag er det derimod: Hvorfor gjorde du det? Hvad mente du med det, som du sagde dér? Og så videre.

Og MASKEN – personen, der kunne sige alle de ubehagelige sandheder – findes heller ikke mere. I stedet har vi Facebook, hvor mange til gengæld har masker på året rundt i deres hvor-er-mit-liv-perfekt-statusser. Men den slags året-rundt-masker bliver aldrig til psykologiske ventiler … de bliver snarere til jern-masker, som til sidst ikke er til at få af …

I den anden ende af fasten har vi også afskaffet den stille uge – tiden, hvor samfundet lukker ned. Vi vil kunne alt hele tiden – og så bliver resultatet ofte, at man ingenting kan. At det hele bare bliver samme surdej, samme laveste fællesnævner, samme konstante jagt på og behov for kontrol over dette uregerlige liv, som er vores allesammens grundvilkår.

Men vi har brug for pausen, både den hvor vi trækker stikket – også som samfund – og den, hvor vi slipper gækken løs uden tanke på morgendagen …

Danmark ville blive et bedre land, hvis vi kunne give os selv og hinanden fri indimellem – fri fra at skulle være i kontrol, fri fra at skulle bedømme og blive bedømt … fri til blot at være menneske … et ufuldstændigt, legende menneske …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Kyndelmisse: Lysene tændes på Danmarksbloggen

Udgivet den af
2

I går, d. 2. februar, var det kyndelmisse – og Danmarksbloggen blev født.

Kyndelmisse, der betyder lysenes messe, er en kristen højtid, som man har fejret siden middelalderen. I den katolske kirke gjorde – og gør man det – ved at velsigne alle de lys, som skal bruges ved årets gudstjenester.

Læs mere her: http://www.kristendom.dk/artikel/267017:Kyndelmisse–Kyndelmisse-varsler-lysere-tider

Og her: http://www.kristendom.dk/artikel/496259:Indfoering–Kyndelmisse-og-lysskikke-i-danske-kirker

Vi tænder altså vores lys her ved kyndelmisse-tide. Alle vores lys endda. Både dem, der er lavet af stearin og dem, der af lavet af drømme, håb og tanker.

For også ord kan være lys. Ja, ord kan måske i ganske særlig grad være lys.
Lys, der spreder oplysning, viden, tryghed og glæde i det mørke, som nu i mere end et årti har ruget over Danmark.
Et mørke skabt af mørkemænd og -koner, som konsekvent taler til den laveste fællesnævner. Til dén indre svinehund, som så let lokkes frem med lige dele spillen på frygten for alt, der er anderledes og den grådige egoisme.

Men nu vil vi ikke længere finde os i dét mørke! Vi vil tænde lys!
Lys, der stråler og taler om rummelighed og respekt, om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft.

Og de lys bliver flere og flere, som der skrives flere og flere indlæg her på Danmarksbloggen.
Indlæg, der gør os klogere på os selv og hinanden. Indlæg, der får os til at fatte håb om, at Danmark igen kan blive en nation, hvor vi er der for hinanden.

Derfor: Giv dit besyv med … skriv om dig selv og dit liv … om det Danmark, du lever i.

Der er – og skal være – plads til os alle.
Lad os sammen skabe et Danmark, hvor der er højt til loftet og plads til mangfoldighed og debat.

Vel mødt på Danmarksbloggen!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Velkommen til Danmarksbloggen

Udgivet den af
Svar

Kære Alle

Velkommen til Danmarksbloggen.
Bloggen, der handler om Danmark, Danskerne og Danskheden.

Bloggen, hvor almindelige danskere kan komme til orde og fortælle, hvordan det er at leve i Danmark.
Bloggen, der med indlæg, artikler, analyser og anmeldelser vil formidle seriøst og sagligt om Danmark og danskerne – og den danskhed, som der snakkes så meget om i disse år.

En danskhed, som mørkemænd og -koner sammen med regnedrenge og managementpiger altfor længe har haft patent på at definere.
Men det skal være slut nu.

For nu vil Danmarksbloggen arbejde på at fremme den danskhed, som i årtier gjorde os elskede og berømmede langt udover landets grænser – og som kan gøre det igen.
En danskhed, der handler om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft, om respekt og rummelighed.

En danskhed, der er Danmark og danskerne værdig …
En danskhed, som vi alle skal være med til at definere og beskrive.

Derfor: Giv dit besyv med … skriv om dig selv og dit liv … om det Danmark, du lever i …
Der er – og skal være – plads til os alle. Lad os derfor sammen skabe et Danmark, hvor der er højt til loftet og plads til mangfoldighed og debat.

Hvis du vil kommentere et indlæg, trykker du blot på taleboblen – og så er ordet frit.
Hvis du selv vil skrive et indlæg, så send en mail til undertegnede på djt@doo.dk – og vi finder ud af det.

Vel mødt på Danmarksbloggen!

Venlig hilsen
Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk