Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Tivoli – det misrøgtede nationalklenodie

Udgivet den af
2

Tivoli åbner idag.

Ja, TIVOLI. Bare navnet giver mentale billeder af glade børn, balloner, den gamle karrusel, masser af blomster, pantomine, is, sommer og musik fra alle havens hjørner. Billeder, som man bliver varm og glad af at se for sit indre blik.

Det er så også det eneste sted, som man kan se de billeder. For Tivoli anno 2013 har ikke det fjerneste at gøre med hverken kultur, glæde, skønhed og plads til både store og små.

Tivoli anno 2013 er et spørgsmål om brands, restauranter og halsbrækkende forlystelser. Tivoli anno 2013 er en kopi af alle andre forlystelsesparker, bare på meget mindre plads.

HVORFOR? For Tivoli kan ikke vinde på nogen af de parametere, som de slår sig op på.

De store, vilde forlystelser kan man få bedre i landets andre forlystelsesparker – eller i Sverige. Göteborg med Liselund er således lige i nærheden. København er fyldt med gode restauranter, hvoraf endda adskillige har en eller flere Michelin-stjerner. Og brands udfoldet i Tivoli som Rasmus Klump-legepladsen og TV2´s fjernsynsstudier, der spærrer for Koncertsalen, er sande øjenbæer for nu at kalde en skovl for en skovl.

Det, som Tivoli kan – eller rettere kunne – var kultur, oplevelser, musik og kvalitet. Men det har Tivolis administrerende direktør Lars Liebst med god hjælp fra underdirektør Stine Lolk og balletmester Peter Bo Bendixen eftertrykkeligt fået ødelagt.

Det startede for nogle år siden, hvor Valmue-teatret blev nedlagt. Det lille teater der spillede H.C. Andersen-eventyr med en charme og en finhed, så også alle de udenlandske gæster, der dog ikke forstår dansk, alligevel blev stående og så på.

Derpå fulgte nedlæggelsen af mange af de forlystelser, der var henvendt til havens små gæster som for eksempel de små biler, der rullede rundt. Legepladsen blev også ændret fra et hyggeligt samlingssted til den Rasmus Klump-rædsel, som den er idag.

Og så sidste år kom den store massakre. Man praktisk talt nedlagde både jazz-orkestret og pantomine-orkestret. Ikke mere daglig musik fra de to pavilloner – og ikke mere levende musik til danserne på pantomine-teatret.

Dét var – og er – en skandale. Og i år har man så været igang henne i hjørnet ved Hovedbanegården, hvor endnu en halsbrækkende forlystelse har mast sig ind.

Tjener Tivoli penge på det her? Måske. Men i så fald er det kun på den korte bane. For på den lange bane ødelægger alle de her monstrummer sammen med manglen på kultur Tivoli og den specielle Tivoli-ånd, som er noget ligeså luftigt og eventyrligt som kærlighedens gudinde på pantominescenen.

Noget må gøres. Tivoli må reddes. Ikke kun for Tivoli´s skyld, men for hele Danmarks. Tivoli er et af vores mest værdifulde nationalklenodier – og det misrøgtes så frygteligt i øjeblikket. Det kan vi ikke være bekendt.

Vi danskere må komme Tivoli til undsætning!!! Og det haster!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Selvmord og mord som remindere om det skønne, uperfekte liv

Udgivet den af
1

I går spillede Teater Allegro for sidste gang i Huset i Magstræde i denne omgang.

http://www.facebook.com/pages/Teater-Allegro/424130084343076

Og lad det være sagt med det samme: Jeg håber, at de unge, talentfulde skuespillere  kommer til at optræde andre steder – og gerne med de samme forestillinger. For begge forestillinger er mere end relevante for ikke kun de unge og yngre aldersgrupper, som de helt tydeligt henvender sig til – men også for alle andre.

Den første forestilling hedder “Farvel Julie” og som tilskuer spindes man langsomt, men sikkert ind i Julies net, som er spundet af en bizar, men i vor tid meget udbredt blanding af en overdreven fokus på sig selv og deraf følgende tro på, at man er noget helt specielt. Og så lige ved siden af denne selvforherligelse den afgrundsdybe tvivl og det kolossale behov for hele tiden at få anerkendelse og ros fra andre. For den umodne egocentrering lever af andres ubetingede og konstante likes, både på FB og IRL.

Men ingen kan leve sådan i det lange løb, heller ikke Julie. Så i forestillingen følger man den unge piges vej mod det uundgåelige, da den tidligere så gode ven – og til dels kæreste – lukker op for sluserne og hagler Julie igennem ved at fortælle hende sandheden om hende og hendes liv – eller sådan som han ser det. Uanset hvad kan Julie ikke magte det.

For meget kan hun klare. Faderens død, et liv baseret på forstillelse og at arrangere sin egen på-skrømt-begravelse kan Julie sagtens jonglere rundt med. Hun har selvfølgelig også lært det fra sin mor, der er en sand mester i at lade kunstig latter, nybagt kage og rødvin komme istedet for ægthed og følelser, egne tanker og meninger.

Men netop ærlighed og ægthed er for meget for Julie – og endda så meget for meget, at hun trænges op i en krog som faderen før hende, og som han vælger hun også den vej, hvorfra der ikke er nogen retur-mulighed.

For den anden vej: At forstå at livet, verden og menneskene er både gode og onde, at vi selv rummmer både lyset og mørket, at det er ligeså okay at være gal, vred, ked af det som at være glad, sød og forstående – den vej er altfor svær for Julie at gå. For den vej kræver en erkendelse af, at man ikke er – og aldrig bliver – perfekt og bedst til alt hele tiden. Og at det er helt i orden.

Ja, at det faktisk er dejligt og nærmest en menneskeret at være dum, naiv, skør, gal og helt igennem urimelig til tider.

Men den vej kan Julie ikke gå – og så må hun gå den anden, den ultimative …

Samme steds ender fire ud af fem personer også i anden forestilling “Mission D.O.M.M.E.D.A.G.”, der dog starter et andet sted.

Nemlig på stole magen til dem, som vi publikummer sidder på. De opfører sig også, som publikummer, der venter på, at en forestilling starter. Den lurer vi – det andet publikum ovre på den ande side – hurtigt og tror, at så starter de nok snart med at sige noget.

Men nej, der ventes indtil og langt over det punkt, hvor det er pinligt og ukomfortabelt, og imens begynder en ovre på vores side at grine, og snart ler alle mere eller mindre. Fordi det er pinligt? I håbet om at sætte noget i gang? Bare for at så sker der noget?

Og sker noget gør der snart på scenen. De fem mennesker begynder at interagere med hinanden: Manden, der vil have kontrol og ro, den opmærksomhedssøgende kvinde, den indelukkede og observerende kvinde samt parret, der består af en meget dominerende og gravid kvinde og hendes tilsvarende underkuede mand.

Og vi regner den igen ud, tror vi. For vi er jo selv dem alle fem, ikke? Har vi ikke alle brug for kontrol, bekræftigelse, at observere, at få at vide, hvad vi skal gøre og at koste lidt rundt med andre? Såmænd har vi så. Det er såre menneskeligt.

Og sådan er det også på scenen, hvor nogen vil de andre noget, andre vil derimod ingenting, mens en enkelt lægger mærke til alt.

Men ingen er for alvor engageret i andre end sig selv og deres eget selvbillede – og selvfølgelig må det ende galt: En dør af peanuts-allergi, en anden bliver kvalt, mens en tredje bliver skudt/slået ned, og en fjerde skyder sig selv.

Mest uhyggelig er dog den person, der overlever. Vedkommende har ikke smilet een eneste gang i hele forløbet, blot betragtet hvordan ligegyldigheden mellem de andre gik over i konflikter for at ende i vold og mord. Og så, da det hele er slut, så endelig smiler hun, mens hun rejser sig og går – upåvirket.

Og det er det værste af alt: For hvad gør vi selv andet end at rejse os og gå, når vi møder vold og mord? Hvornår har vi sidst grebet ind, når vi har mødt uretfærdighed, både nær på og længere væk?

Er vi ikke allesammen denne sidste femte overlevende, der let smilende må videre med vores eget liv – uanset hvad og hvem vi møder? Denne femte kolonne, der med sin ligegyldighed og sin egoisme kæmper på dødens og mørkets side mod alt levende, lyst og kærlighedsfuldt.

Se, dét er det ægte skræmmende, dét som bør holde os alle sammen vågne resten af natten. Sov godt!!!

Medvirkende:
“Farvel Julie”: Fie Drejer, Anne Brix og Joakim Skovgaard.
Mission D.O.M.M.E.D.A.G.: Lucas Alexander, Jela Natius, Hilal Lama, Linette Lindharth og Anne Brix.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Påsken – kort oversigt

Udgivet den af
1

Jeg er blevet bedt om at komme med en kort oversigt over, hvad der sker i påsken. Og den kan jo så passende komme her på den eneste dag i hele påsken, hvor der stort set ikke sker noget bibelsk set, da det var sabbat, og Jesus lå død i graven.

Palmesøndag: Påsken starter allerede søndagen før, palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel, mens han modtages af de begejstrede folkemængder, der vifter med palmegrene.

Skærtorsdag: Dagen, hvor Judas sælger Jesus for de 30 sølvpenge, hvor Jesus vasker disciplenes fødder, hvor Jesus spiser det sidste måltid med sine disciple og indstifter nadveren – og hvor han beder brændende i Getsemane Have, inden han pågribes af de romerske soldater og fornægtes af Peter.

Langfredag: Dagen, hvor Jesus piskes og dømmes til døden, hvor han vandrer ad Via Dolorosa til Golgata, hvor Jesus korsfæstes, lider og dør – efter at have tvivlet og råbt: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?!. Ja, det er rigtigt, selv Guds egen søn tvivlede i hans livs mørkeste stund på Guds eksistens.

Påskedag: Dagen, hvor kvinderne efter sabbaten kommer ud til graven og ser, at den er tom pånær en engel, der siger: Ham, I søger, er ikke her, han er genopstanden og er gået forud for jer til Galilæa. Kvinderne er lykkelige og skynder sig hjem og fortæller det til nogle af disciplene, som ikke rigtig vil tro på det. Men så kommer Jesus selv, den genopstandne Jesus – og så tror alle, selv den vantro Thomas.

Anden påskedag: Et par af disciplene er kede af det på vej til Emmaus, og en mand slår følge med dem. De kender ham ikke, men det er Jesus, som får dem til at fortælle hele historien. Om aftenen spiser de sammen, og da de sidder der og deler brødet – som de sidst gjorde det skærtorsdag – genkender de Jesus, og glæden er grænseløs og nok til at starte en hel verdensreligion på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Palmesøndag og den stille uge

Udgivet den af
1

Så starter årets største drama – og nej, jeg tænker ikke på hverken skoler, lokcouter, vækstplaner, landets økonomi eller noget andet af det, der trækker overskrifter i øjeblikket.

Jeg tænker på påsken, på den stille uge, som man kalder denne sidste uge inden påskemiraklet sker. Fordi nu er det ved at være nu. Nu bliver det alvor. Nu skal Han, der kom ned på Jorden for at frelse os alle sammen, forrådes, svigtes, forlades, pines, piskes, dømmes, lide og til sidst dø på korset for vores skyld.

Og fordi Han elsker os så meget, har døden og alt det mørke og sorte ikke en chance. Fordi Han er så fuld af lys og kærlighed, vil det onde ikke kunne triumfere.

For lyset skinner i mørket – og mørket kan aldrig, aldrig få bugt med det – hvor meget det end prøver. Og det onde prøver hele tiden og uden nogen betænkeligheder at søge sit eget, tænke på sig selv og kun sig selv.

Og det kan virke, som om det onde vinder, men det gør det ikke. Det gør det aldrig. Ikke for alvor, ikke på den lange bane. Nåde går altid for ret i den himmelske retssal.

For nok skal vi igennem et langfredagsmørke lige om lidt, men bag ved det – som den gyldne sol frembryder af den kulsorte sky – kommer lyset og kærligheden. Den kærlighed, der giver og giver det hele. Dén kærlighed bare vælder frem, lysvæld efter lysvæld. For den kan slet ikke lade være. Dén kærlighed må bare give og give det hele …

Som Han gjorde det, da Han døde på korset for vores skyld – og genopstod på og af den samme kærlighed.

Det er jordens største og bedste historie til evig tid – og nu er det tid til at fortælle den igen. Og så bliver det forår – også i sindet.

Og det starter altsammen i morgen, når Han rider ind i Jerusalem på et æsel og hyldes af de samme menneskemængder, som vil kræve Ham henrettet og massemorderen frigivet på fredag. For så flygtig er den popularitet, som så mange anser som livets mening.

Men popularitet og penge og anseelse er ikke livets mening. Livets mening er den kærlighed, som findes på korset og som Jesus genopstod på og af. Den kærlighed, hvor vi giver og giver det hele – og allermest til dem, som ikke har fortjent det.

Til dem, der ligesom dig, mig og os alle sammen også forråder, svigter og forlader … men vi er elskede og tilgivede alligevel … fordi Han døde og genopstod for vores skyld den allerførste påskemorgen for snart 2000 år siden.

Og derfor er der grund til at kippe med palmebladet idag og synge: Hosianna i det høje, Himlens Kongesøn er her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere burlesque, tak …

Udgivet den af
2

Burlesque!!! Er det ikke en avanceret form for striptease i dekadencens og kunstens hellige navn?

Ikke rigtig, selvom der af og til tages tøj af. Men der tages også tøj på. Under alle omstændigheder er burlesque først og fremmest en leg, et eksperiment, hvor den udøvende burlesque-kunstner leger med roller og grænser, både seksuelle, men også fastlåste opfattelser i samfundet – og hos kunstneren selv. For i burlesque er den udøvende hele tiden på vej, hele tiden søgende.

Burlesque startede for alvor i Englands stærkt opdelte klassesamfund i sidste halvdel af 1800-tallet, i Victoria-tiden, hvor seksualforskrækkelsen var voldsom stor – samtidig med at der var meget snævre rammer for, hvad der var normalt, og hvordan mænd og kvinder skulle opføre sig.

Senere i de brølende 20´ere, hvor verden stod i et vadested, en omvæltningstid, fik burlesquen nærmest vinger. Der var brug for nogen, der stillede spørgsmålstegn ved alt det etablerede, nogen der turde udfordre de etablerede grænser, ja nærmest stille krav om tolerance og rummelighed i en verden, der søgte efter holdbare værdier at bygge liv og levned på.

Så kom 2. verdenskrig med alt dens gru, og burlesquen gik lidt i glemmebogen. Men den blomstrede op igen – og trives i vor tid bedre end i mange år. Verden er også igen i et vadested, en periode hvor de gamle systemer står for fald, og noget nyt skal bygges op. Og igen er der mørkemænd og -koner, som ønsker alting – også menneskene – låst fast i snævre definitioner af, hvad der er rigtigt og normalt.

Det har vi ikke brug for. Vi har derimod desperat behov for mennesker, der insisterer på at lege, på rummelighed og tolerance, på at stille spørgsmål og fortælle historier, på frihed til både dem selv og alle andre. De mennesker har vi så meget brug for som en ørken trænger til vand.

Nogle af disse mennesker er de udøvere af burlesque, der mener, at også nutidens burlesque – neo-burlesque eller new burelesque – skal være et spørgsmål om at vende op og ned på alting …

Så mere burlesque, tak … der er brug for det, måske endda også erotisk 🙂

Og tak til dem, der udøver det. En af disse er briten Christian Van Schijndel, som bor i Danmark, og som åbnede mine øjne for sammenhængen mellem et samfund i et vadested, en tid med store forandringer og så burlesque. Tak, Christian.

Læs mere om ham og se de mest fantastiske fotos her: www.thegentleman.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Forår søges …

Udgivet den af
1

I morgen er det jævndøgn. Forårsjævndøgn.

Så er dag og nat lige lange. Og som regel er foråret så godt i gang. Sidste år var det endda med mere end 15 grader og sol i disse dage.

Men ikke i år, hvor man føler sig mere i stemning til at citere Frank Jæger, når han siger: Sammen vil vi tålsomt vente … liden sol i disse uger  … is som tynger … sne som knuger … gjort os mindre … vi kan ingenting forhindre eller Jeppe Aakjær, der i “Sneflokke kommer vrimlende” skriver: Hun haler op i sokkerne og ser forsagt derud.

Begge digte foregår godtnok i februar og ikke i marts, men de passer så godt til det hvide vejr derude her ved jævndøgn, som knuger og tynger, og som man kun kan se forsagt ud på. Forsagt, lille og frysende som den blå anemone, der alligevel trodsede alt og kom frem i den fjendske zone – endda allerede 1. marts.

Og når den blå anemone kan, så kan vi også … som mennesker, som samfund.

For det er jo ikke kun i naturen, at vinteren bare bliver ved og ved. Det er også i samfundet, hvor en socialdemokratisk regering kaster hæderkronede principper baseret på medmenneskelighed og solidaritet over bord, således at den iskolde og umenneskelige vinter, som startede under den borgerlige regering, bare fortsætter og fortsætter.

Men det bliver forår, lys, sol, varme og blomster én gang. Dét er vi nødt til at holde fast i. Nødt til at tro på. Nødt til at arbejde for.

Vi må godtnok tålsomt vente på solen og de 15 grader i naturen, men i samfundet kan vi godt sørge for sommer året rundt – hvis vi deler goderne med hinanden.

Danmarksbloggen vil ihvertfald gøre sit for at sprede budskabet om det gode og rigtige i et samfund baseret på medmenneskelighed og solidaritet – og du er altid velkommen til at give dit besyv med. Kommentér et indlæg – eller skriv selv et og send det til djt@doo.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pølsevognen giver sammenhængskraft

Udgivet den af
1

Fasten synger snart på sidste vers. Om kun en uge er det Palmesøndag, og de sidste intense dage i verdens største drama vil være lige om hjørnet.

Men endnu er det faste. Tiden, hvor man ikke spiser kød, drikker alkohol, dyrker sex og andre af de ting, der forbindes med nydelse.

Det vil sige: Heroppe i de nordiske lande er fasten ikke noget, som vi dyrker mere. Det samme gælder pølsevognen, som der bliver stadig færre og færre af – og det er synd.

For pølsevognen er et af de allerstærkeste symboler på det Danmark, som der var engang. Et Danmark med en stærk sammenhængskraft. Et Danmark, hvor høj og lav kunne mødes over en ristet med det hele. Et Danmark, hvor dagens begivenheder blev drøftet, mens hotdog´en og congo-bajeren røg over disken.

Og det var ikke så skidt endda, for nu at sige det på jysk. Faktisk var det tværtimod.

For når folk mødes og taler sammen ansigt til ansigt, så sker der noget. Så mærker man hinanden, så bliver “de andre” virkelige levende menneser af kød og blod – og ikke bare nogle flade tal på en computer eller et forvrænget digitalt portræt.

Og spiser man sammen, deler brødet som det hedder på bibelsk vis, så knyttes man endnu tættere sammen. Så tæt at man føler et ansvar for de andre … et ansvar som tages med fra pølsevognen og ud på arbejdspladsen, ved forhandlingsbordet og alle andre steder, hvor menneskers livsvilkår bestemmes.

Så pølsevognen er vigtig. Ikke kun af nostalgiske årsager – eller fordi en rød pølse altid smager godt (selvom det gør den :-)) – men fordi at pølsevognen giver sammenhængskraft i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Når magt bliver ret …

Udgivet den af
1

Der kan siges meget om magt … men få har gjort det bedre end den i sidste uge afdøde Erik Bach, der også var far til udviklingsminister Christian Friis Bach.

Erik Bachs ord taler derfor for sig selv:

Magt

Når magt bli’r ret, bli’r ret til vrang, og mennesker bli’r til brikker.
Så tænk dig om og styr din trang, thi magtens torne stikker.

Er magten sød så var dig nu, at ikke du beruses.
Din magt er lånt, og glemmer du, så vid, din magt vil knuses.

Hvis magten bli’r selvfølgelig, for alt hvad du præsterer,
så er det ubestrideligt, at magten korrumperer. 

Hvis du har magt for magtens skyld og glemmer, hvor du fik den,
din magt er blevet til en byld, så skynd dig lidt og slip’ den.

Det er værd at huske på i en tid, hvor det meste magt – hvad enten det er politisk, økonomisk eller noget helt tredje – bliver brugt til at fremme de i forvejen privilegeredes interesser. Eller/og skyde ansvaret fra sig, når det alligevel trods sammenrendet med de andre magtfulde ender galt.

Men skal Danmark have en chance, skal vi igen begynde at se magt som en mulighed for at tjene – ikke os selv eller særinteresser – men os alle sammen og især de svageste. For de har allermest behov for at blive passet på … af de stærke, af dem med magten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

E lucevan le stelle: En italiener forlader sit danske fædreland

Udgivet den af
1

Der er tidspunkter, hvor det er særligt vemodigt at sige farvel.
Et af dem var i forgårs inde på Det Kgl. Teaters Gl.Scene på Kgs. Nytorv.

For dér i den smukke, gamle teatersal, der emmer af kunst, kultur, musik og ånd, dirigerede for – måske – sidste gang den italiensk-danske dirigent Giordano Bellincampi sin yndlingsopera, den dramatiske og musikalsk smægtende “Tosca” af hans halve landsmand Giacomo Puccini.

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Musik/Klassisk_musik/Dirigenter_og_operainstrukt%C3%B8rer/Giordano_Bellincampi

E lucevan le stelle (og stjernerne lyste) synger operaens tenor i sidste akt, og det gjorde de i sandhed også dén aften, både udenfor det gamle teater og indenfor på scenen.

Men allermest lyste Bellincampi selv her i hans (måske) sidste optræden på Gl. Scene sammen med Sjællands Symfoniorkester, som han i en årrække var chefdirigent for.

Vissi d´arte, synger sopranen i “Tosca” i anden akt. Jeg har levet for kunsten, betyder det. Og det gør Bellincampi også. Han kan blive en af de helt store.

Så lykke til på rejsen til ham.

De har noget at glæde sig til i Duisburg og Milano.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ønsker De cornflakes eller havregrød i Deres morgen-tv?

Udgivet den af
3

BRAVO, DR

I går gik DR2 i luften med deres nye morgen-tv, som gerne vil være begavet morgen-tv:

http://www.dr.dk/TV/kanal/DR2/Artikler/20130222142940_7.htm

Og det er lykkes. DR2 Morgen er tv med substans.

Efter en del år hvor TV2 har været alene om at tilbyde morgen-tv til danskerne, kan man nu også se morgen-tv på det nye DR2.

Sammenligner man de to er det lidt ligesom cornflakes versus havregryn.

TV2´s morgentv med de mange indslag med diverse kendisser, følelseshistorier, reklamer og smarte bemærkninger er som de farvestrålende cornflakes med masser af hurtige kulhydrater og sød sukkersmag.

DR2´s morgen-tv med få, men lange indslag, hvor man får aktuelle emner uddybet og sat i perspektiv er derimod som den solide havregrød, der måske nok virker lidt mere kedelig, men både er sundere og giver en god mæthedsfornemmelse, som man kan tære på hele dagen.

Og så kan man jo selv vælge, hvad man foretrækker …

Andre alternativer er selvfølgelig at slukke og læse avisen … eller lytte til radioen ..

Eller læse nyheder og baggrund på computer, iPad eller hvilken elektronisk enhed, man benytter. Så kan man også læse Danmarksbloggen, og dét skal man ikke kimse af  🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk