I går spillede Teater Allegro for sidste gang i Huset i Magstræde i denne omgang.

http://www.facebook.com/pages/Teater-Allegro/424130084343076

Og lad det være sagt med det samme: Jeg håber, at de unge, talentfulde skuespillere  kommer til at optræde andre steder – og gerne med de samme forestillinger. For begge forestillinger er mere end relevante for ikke kun de unge og yngre aldersgrupper, som de helt tydeligt henvender sig til – men også for alle andre.

Den første forestilling hedder “Farvel Julie” og som tilskuer spindes man langsomt, men sikkert ind i Julies net, som er spundet af en bizar, men i vor tid meget udbredt blanding af en overdreven fokus på sig selv og deraf følgende tro på, at man er noget helt specielt. Og så lige ved siden af denne selvforherligelse den afgrundsdybe tvivl og det kolossale behov for hele tiden at få anerkendelse og ros fra andre. For den umodne egocentrering lever af andres ubetingede og konstante likes, både på FB og IRL.

Men ingen kan leve sådan i det lange løb, heller ikke Julie. Så i forestillingen følger man den unge piges vej mod det uundgåelige, da den tidligere så gode ven – og til dels kæreste – lukker op for sluserne og hagler Julie igennem ved at fortælle hende sandheden om hende og hendes liv – eller sådan som han ser det. Uanset hvad kan Julie ikke magte det.

For meget kan hun klare. Faderens død, et liv baseret på forstillelse og at arrangere sin egen på-skrømt-begravelse kan Julie sagtens jonglere rundt med. Hun har selvfølgelig også lært det fra sin mor, der er en sand mester i at lade kunstig latter, nybagt kage og rødvin komme istedet for ægthed og følelser, egne tanker og meninger.

Men netop ærlighed og ægthed er for meget for Julie – og endda så meget for meget, at hun trænges op i en krog som faderen før hende, og som han vælger hun også den vej, hvorfra der ikke er nogen retur-mulighed.

For den anden vej: At forstå at livet, verden og menneskene er både gode og onde, at vi selv rummmer både lyset og mørket, at det er ligeså okay at være gal, vred, ked af det som at være glad, sød og forstående – den vej er altfor svær for Julie at gå. For den vej kræver en erkendelse af, at man ikke er – og aldrig bliver – perfekt og bedst til alt hele tiden. Og at det er helt i orden.

Ja, at det faktisk er dejligt og nærmest en menneskeret at være dum, naiv, skør, gal og helt igennem urimelig til tider.

Men den vej kan Julie ikke gå – og så må hun gå den anden, den ultimative …

Samme steds ender fire ud af fem personer også i anden forestilling “Mission D.O.M.M.E.D.A.G.”, der dog starter et andet sted.

Nemlig på stole magen til dem, som vi publikummer sidder på. De opfører sig også, som publikummer, der venter på, at en forestilling starter. Den lurer vi – det andet publikum ovre på den ande side – hurtigt og tror, at så starter de nok snart med at sige noget.

Men nej, der ventes indtil og langt over det punkt, hvor det er pinligt og ukomfortabelt, og imens begynder en ovre på vores side at grine, og snart ler alle mere eller mindre. Fordi det er pinligt? I håbet om at sætte noget i gang? Bare for at så sker der noget?

Og sker noget gør der snart på scenen. De fem mennesker begynder at interagere med hinanden: Manden, der vil have kontrol og ro, den opmærksomhedssøgende kvinde, den indelukkede og observerende kvinde samt parret, der består af en meget dominerende og gravid kvinde og hendes tilsvarende underkuede mand.

Og vi regner den igen ud, tror vi. For vi er jo selv dem alle fem, ikke? Har vi ikke alle brug for kontrol, bekræftigelse, at observere, at få at vide, hvad vi skal gøre og at koste lidt rundt med andre? Såmænd har vi så. Det er såre menneskeligt.

Og sådan er det også på scenen, hvor nogen vil de andre noget, andre vil derimod ingenting, mens en enkelt lægger mærke til alt.

Men ingen er for alvor engageret i andre end sig selv og deres eget selvbillede – og selvfølgelig må det ende galt: En dør af peanuts-allergi, en anden bliver kvalt, mens en tredje bliver skudt/slået ned, og en fjerde skyder sig selv.

Mest uhyggelig er dog den person, der overlever. Vedkommende har ikke smilet een eneste gang i hele forløbet, blot betragtet hvordan ligegyldigheden mellem de andre gik over i konflikter for at ende i vold og mord. Og så, da det hele er slut, så endelig smiler hun, mens hun rejser sig og går – upåvirket.

Og det er det værste af alt: For hvad gør vi selv andet end at rejse os og gå, når vi møder vold og mord? Hvornår har vi sidst grebet ind, når vi har mødt uretfærdighed, både nær på og længere væk?

Er vi ikke allesammen denne sidste femte overlevende, der let smilende må videre med vores eget liv – uanset hvad og hvem vi møder? Denne femte kolonne, der med sin ligegyldighed og sin egoisme kæmper på dødens og mørkets side mod alt levende, lyst og kærlighedsfuldt.

Se, dét er det ægte skræmmende, dét som bør holde os alle sammen vågne resten af natten. Sov godt!!!

Medvirkende:
“Farvel Julie”: Fie Drejer, Anne Brix og Joakim Skovgaard.
Mission D.O.M.M.E.D.A.G.: Lucas Alexander, Jela Natius, Hilal Lama, Linette Lindharth og Anne Brix.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk