Anmeldelse og reportage: Harry Potter and The Cursed Child

Danmarksbloggen starter egentlig først i morgen efter sommerferien.

Men Danmarksbloggen anmelder også sjældent udenlandske bøger – så ingen regel uden undtagelse, især ikke når der er tale om et fænomen, som gennem mange år har betydet meget for mange danskere, og det har fortællingen om Harry Potter og hans venner og kampen mellem det onde og det gode.

Og natten mellem lørdag og søndag udkom så den ottende bog, hvor fokus er ligeså meget på Harry Potter som på Harry Potters ene søn Albus Serverus. Danmarksbloggen var derfor et smut inde hos Arnold Busck på Købmagergade i København for at lodde stemningen – og hente bogen, som allerede var forudbestilt.

Det sidste viste sig at være en god idé. For allerede da Danmarksbloggen ankom til butikken ved halv et-tiden var den stuvende fuld af især unge mennesker i 20´erne, der er vokset op med Harry Potter – og som nu valgte både byturen og nattesøvnen fra for at kunne få fingre i bog nr. 8, når den udkom kl. 01.01 præcis.

Og der blev skam talt ned inden det magiske klokkeslæt … 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1 – og så blev der ellers langet bøger over disken til store og små. Til hende, der havde en kappe over skuldrene og en ravn i håret (gad vide om ikke hun hørte til huset Ravenclaw), ham med slipset og Harry Potter-brillerne, Goth-pigen og alle de andre.

Og også til Danmarksbloggen, som nu kan konkludere, at bogen ”Harry Potter and The Cursed Child” er relativt hurtigt læst, da den er bygget op, som skuespillet i London er det med akter og scener med replikker.

Men på den anden side er man som læser indimellem nødt til at holde pause. Fordi at nok er der meget luft i teksten på bogens 330 sider, men der skal også være plads til at forstå og reflektere over det skrevne, også fordi bogen strækker sig over flere år i tid.

Da ”Harry Potter and The Cursed Child” starter, er der gået 19 år, siden bog syv sluttede, og Harry og Ginny Potters mellemste barn sønnen Albus skal på Hogwarts sammen med Ron og Hermiones datter Rose og Draco Malfoys søn Scorpius.

Scenen er altså sat til en ny omgang spændende begivenheder. For slet ikke at tale om tiden og forholdet mellem generationerne, som er et andet og centralt tema i bogen. Et tema, der på mange måder er det mest rørende og det, som griber bedst tilbage til de syv bøger, der udgør den egentlige Harry Potter-fortælling.

Mere skal ikke siges her. Danmarksbloggen er tilhænger af at holde på hemmelighederne, ihvertfald dem i den magiske verden. I mugglerverden skal tingene derimod frem i det åbne.

Konklusion: Danmarksbloggen giver fem ud af seks tryllestave til den nye Harry Potter-bog og gør opmærksom på, at den udkommer på dansk ifbm Kulturnatten i København d. 14. oktober.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Big Bang Company” – gadeteater med Dansk Rakkerpak

En forestilling, der går i gang, inden den officielt starter om 3, 2, 1 minut … og som varer ved efter tæppet er faldet, fordi folk begynder at tale med hinanden, som mennesker altid gør det, når de har grinet godt og er blevet rørte på det, der ligger allerinderst inde i os alle sammen: Drømmen om en verden fuld af poesi, blomster og kærlighed.

Sådan en drøm – og sådan en forestilling er Dansk Rakkerpaks gadeteater denne sommer, der på overfladen er en hylende skæg og satirisk skildring af livet i et lille – ret slidt – cirkus fuld af stuuure farlige dyr og mindst ligeså vovede og farlige cirkusnumre udført af den koleriske cirkusdirektør og hans ret underkuede medhjælper – og akkompagneret af intet mindre end et fantastisk enmandsorkester, der svæver over vandene og er en vigtig del af forestillingen.

For som de selv siger det i starten: Det er med livet som indsats og døden som ledsager.

Og det er det – men måske OGSÅ på en anden måde end det, som man lige tror, når man hører cirkusmusikken og ser både akrobatnumre, vilde dyr og meget andet. For det kan ikke blive farligt nok for cirkusdirektøren, der som alle andre med magt og penge slet-slet ikke ser de drømme, som andre går med – og som ikke handler om præstationer, men om nærvær og samvær.

Nu vil Danmarksbloggen ikke røbe noget – og slet ikke slutningen. For den, som ser forestillingen, skal have lov til selv at opleve det at blive stille og eftertænksom, når meningen foldes ud som et net – og man lander som en slaskedukke i erkendelsen af, hvor uhyggelig aktuel forestillingen er i en tid, hvor effektivitet og præstation er det, som mennesker måles på, og hvor drømme er noget, som åbenbart kun klovne tør have.

En tid, hvor magten er godt i gang med at kridte banen op til endnu en afværge-krig med kugler og kanoner, fordi vi almindelige dødelige uden magt ikke længere vil finde os i den store ulighed og de åbenbare uretfærdigheder i vores samfund. Fordi vi gør oprør mod en verden, som er mere gold og trist end et cirkustelt en kold efterårsmorgen.

En verden, som ingen ønsker – heller ikke os, der sidder på bænkene eller står bagved. For der er mere end fuldt hus denne varme juni-aften på Vor Frue Plads, og folk kan lide det de ser, fra de små til de grå, fra den danske dame på den ene side af mig til den franske turist på den anden, selvom han ikke forstår det hele. Men så oversætter jeg bare – ordet båthorn er fx lidt for svært for galleren uden en oversættelse.

Men næsten alt andet forstår franskmanden – og han griner højlydt og jubler som alle andre. Fordi humor er internatonalt, fordi kropssprog er universelt – og fordi vi mennesker har mere, der samler os end der skiller os. Og dét er bare sjovere at danse sammen og trykke hinanden på røde klovnenæser end at sidde i hvert sit indelukke med sine minder eller sine drømme – og være alene og forladt.

Og hvis du tvivler, så gå hen og se Dansk Rakkerpaks ”Big Bang Company”. Gør det også, hvis du ikke tvivler. For det er en forestilling, der skal ses – og ses igen. For Dansk Rakkerpaks gadeteater sommeren 2016 er humor og klassisk gadeteater på højeste plan, både i sig selv – men også fordi den dybere mening, alvoren, er der med livet som indsats og døden som ledsager.

Danmarksbloggen giver seks store, røde klovnenæser ud af seks mulige. Dansk Rakkerpaks forestilling er simpelthen et absolut must-see denne sommer, hvis man på nogen måde har muligheden for at komme i nærheden af d´herrer Grønne, Kløft og Møller Pedersen.

Forestillingen spiller på Vor Frue Plads i København til og med 3. juli. Tirsdag-fredag kl. 19 og lørdag-søndag kl. 16. Herefter tager den på sommertur i det ganske land. Læs mere på www.danskrakkerpak.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anemoneteatret er truet på eksistensen

Danmarksbloggen har ofte – og altid med stor glæde – anmeldt Anemoneteatrets forestillinger. Nu er det unikke teater truet på sin eksistens. Det vil Midsommerkoncerten i morgen prøve at forhindre.

Læs derfor nedenstående artikel – og hold øje med Anemoneteatrets hjemmeside og Facebook-side. For snart kan du også støtte teatret ved at købe folkeaktier.

http://www.kristendom.dk/kristendom.dk/midsommerkoncert-skal-redde-anemoneteatret

Anemoneteatrets Facebook-side er: https://www.facebook.com/Anemone-Teatret-154834527860116/?fref=ts

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Elskov, vin og basfioler”

Det er mere end 200 år siden, at Carl Michael Bellman døde. Der er også mere end 600 km fra Stockholm og Gamla Stans små, krogede gader til det moderne Islands Brygge i København med havnefronten, havnebadet og Kulturhuset, som i går dannede rammen om Teatret OPtimis 25 års-jubilæums-forestilling Bellman-cabareten ”Elskov, vin og basfioler”, som består af både skuespil og en bred vifte af Bellmans skønne viser.

Men til trods for den store forskel i både tid og sted var vi alligevel hele aftenen tilbage i 1700-tallets Stockholm, hvor livet var hårdt og kort – og hvor nordisk visekunsts grundlægger og helt store digter Carl Michael Bellman (1740-95) levede, drak og skrev sine viser om de skæbner, som han mødte rundt omkring på de kroer, som der var så mange af i datidens Stockholm.

Hovedpersonen i Bellmans digtning er den navnkundige Fredman, der tog turen oppefra og ned, og som derfor havde Bellmans særlige bevågenhed og interesse. Hr. Jean Fredman var nemlig oprindelig den svenske konges urmager, rig og agtet – men han endte alligevel bogstaveligt talt i rendestenen, hvor han iklædt laser og pjalter døde af druk.

Sammen med Fredman på turene rundt på Stockholms kroer var hans hjertets udkårne, den med en anden gifte Ulla Wiinblad, der også ernærede sig ved at tage penge for sin gunst, Movitz og en masse andre herlige karakterer, som kommer til live med både vin i stride strømme, et overraskende kys og en inderlig dans hos Teatret OPtimis, der ynder at gestalte store kulturpersonligheder som netop Bellman, hvis liv med lige dele digtning, gældsfængsel, kongens gunst og drukture i forestillingen kobles sammen med Fredman, som er den bærende person i Bellmans hovedværk ”Fredmans Epistler”.

I Bellmans univers blev det til hele 82 viser, som sammen danner ”Fredmans Epistler”, hvor Bellman lader Fredman fortælle om sit liv – og sin moral der stik imod samfundsordenen dengang handlede om at søge alkoholen og favntaget i bevidstheden om, at døden altid er meget tæt på.

Så det gælder om at gribe dagen og skynde sig at leve, skynde sig at drikke og skynde sig at mærke den fysiske kærlighed – i stedet for at leve det dydige liv, som kirken agiterede for, men som Bellman ikke kunne bruge til noget.

Bellman indstiftede i stedet Bacchus-ordenen, hvor Fredman selvsagt blev helgen – og hvor man hyldede Bacchus (vinens Gud), Freja/Venus (den fysiske kærlighed) og dødens Gud Charon. For døden – både den lille i form af orgasmen og glemslen i alkoholens tåger – og den store, den endelige – var hele tiden lige ved siden af menneskene i 1700-tallets Stockholm.

Drik ud min ven, døden på dig venter, som Bellman siger det til Movitz, inden det er tid til endnu en epistel – eller sang. For de to ting er nemlig ikke det samme.

Epistlerne er Fredmans viser, hvor Bellman lader Fredman som en anden Paulus skrive breve, altså epistler, til sine menigheder (aka de andre, der drikker og horer sig igennem livet) om det gode i at søge glasset og elskoven. Viserne derimod er en samling sange, som bærer Fredmans navn, men som for manges vedkommende slet ikke har noget med Fredman at gøre.

Derfor er sangene gode alligevel – og de spilles og synges heldigvis ligeså flittigt som epistlerne hos Teatret OPtimis i aftenens forestilling, hvor vi kommer godt igennem Bellmans imponerende store katalog af viser, der bare holder – også i 2016.

Skal Danmarksbloggen endelig drysse lidt malurt i det ellers fulde bæger, handler det om det danske sprog versus det svenske sprog, som Bellman skrev sine sange og epistler på. For ja, viserne er udmærket oversat – og det giver god mening at synge på dansk i en dansk forestilling. Så kan alle også forstå det.

Men hvor ville det have været skønt, hvis bare et par stykker havde været sunget på originalsproget svensk som fx epistel no. 7, som også synges efter arrangement af vor tids måske bedste Bellman-fortolker svenskeren Thord Lindé. Eller/og den meget kendte epistel no. 72 ”Glimmande Nymf”, som får nogle helt andre dybder, når de svenske lyde er med.

Eller måske Bellmans mest populære vise, den om sommerfuglen ”Fjäril vingad syns på Haga”, der også lukkede en dejlig aften på Bryggen i København – mere end 600 km fra Stockholm og Gamla Stan, der i øvrigt stadig har både gyder og kældre, der ser ud, som de gjorde det på Bellmans tid.

Danmarksbloggen giver fire, store basfioler som den, som kvinten sprang på en sommeraften i 1769 et sted i netop Gamla Stan – og hvis melodi vi danskere bedst kender som brugt til Nødebo Præstegaards ”Velkommen velsignede drenge” – men som på Bellman´sk hedder Epistel no. 31 og handler om både venskab, en smuk kvinde, en soldat, nogle lussinger, en basfiol og selvfølgelig en tår over tørsten – eller fem.

Det er Allan Høier, der spiller og synger Bellman – og Fredman. Allan Thorsgaard spiller guitar – og Movitz. Kjeld Steffensen spiller cello. Bo Skødebjerg har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En hottentot-neger

Hvorfor får Danmarksbloggen den største lyst til at male et billede af et sort menneske med hår, der stritter i vild krigsdans, når Danmarksbloggen erfarer, at Statens Museum for Kunst omdøber 14 kunstværker i den politiske korrektheds navn?

Danmarksbloggen er derfor også 100% enig med vicedirektør Camilla Mordhorst fra Nationalmuseet i København, der til Politiken har udtalt: Ordet ‘neger’ beskriver en ulighed mellem folk som er en del af historien. Den må vi også tage på os, selv om vi ikke bryder os om den længere. Retter man i historien, risikerer man at miste de historiske dybder.

Præcis. Det var engang, hvor det hed neger, hottentot, eskimo, skævøje og mange andre betegnelser, som er no-go i dag, men som vi må bevare, hvis vi vil forstå os selv og vores egen historie.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/indland/statens-museum-kunst-fjerner-ordet-neger-fra-kunstvaerker

Desuden kan det undre, at man i en tid – hvor mennesker dør i hobetal i Middelhavet og hvor uligheden eksploderer – bruger energi på at tale om ord og potentielle fornærmelser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Friheden ofres i frihedens navn

Når Haarder skal indsamle såkaldt ”danske værdier” til Danmarkskanonen, så skal han i hvert fald ikke kigge til egen partiformand.

Se mere her: http://kum.dk/temaer/danmarkskanon/

For nok snakkede Løkke i går på Grundlovsdag om fædrelandskærlighed og om at gøre Danmark stærkere. Men ser man på Venstres politik, så gør den Danmark markant svagere både på miljø-, social- og erhvervsområdet – og på frihedsområdet.

Danmark er nemlig meget mere end leverpostej og lagkage, humor og lejlighedssange, som det er blevet foreslået i Danmarkskanonen. Danmark er også – og især – skarp debat og en ytringsfrihed, der skal være absolut.

Som en anden Venstre-profil, nemlig Birthe Rønn Hornbech, sagde det i går: Er vi virkelig så svagt et folk, at vi føler, at vi er nødt til at skride til antidemokratiske midler for at opretholde demokratiet? Er vi virkelig parat til i den grad at indskrænke friheden for flertallet, fordi vi fejlagtigt tror, at vi derved kan udrydde ekstreme holdninger hos de få? Stikker det alligevel ikke dybere, det danske frisind, end at vi er parat til at opgive det og lade frygten regere? Friheden ofres – i frihedens hellige navn.

Så kan det ikke siges tydeligere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Betal guld for at se guldhornene

Kom, kom – mens det endnu er gratis.

Fra 1. juli kommer det nemlig til at koste penge at besøge Nationalmuseet og alle deres afdelinger rundt om som fx Tøjhusmuseet, Frilandsmuseet og Frøslevlejren.

Se her hvor meget: http://natmus.dk/presse-og-nyheder/entrepriser-paa-nationalmuseet/

Så hvis du – og din familie – ønsker at se guldhornene, solvognen og alt det andet af Danmarks nationalarv uden at skulle have penge op af lommen, så er det altså nu og i de kommende fire uger, at det skal ske.

Danmarksbloggen har i hvert fald tænkt sig at få fyldt godt op på den historiske konto med hyppige besøg – også i det naive håb at det igen vil blive gratis efter næste folketingsvalg.

At ville gøre Nationalmuseet – og Statens Museum for Kunst – gratis igen, er ihvertfald en sikker vindersag, der vil give masser af stemmer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det kommer til at koste kassen at se guldhornene

Danmarksbloggen kan ikke opfordre nok til at skynde sig, ile, haste på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst …

For lige om lidt – måske allerede inden sommerferien – vil det ikke længere være gratis at besøge hverken Statens Museum for Kunst eller samtlige af Nationalmuseets afdelinger, der tæller både hovedafdelingen i København og flere andre afdelinger, der ligger spredt ud over hele Danmark.

Det var den konservative Brian Mikkelsen, der i sin tid som kulturminister i 2006 genindførte den gratis adgang, der skulle sikre alle danskere fri adgang til vores nationale, historiske og kulturelle arv. Men den nuværende regering (der er kendt for at ødelægge alt, hvad der er godt – således også denne gang) har skåret i støtten til Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, således at det vurderes, at en billet kommer til at koste i omegnen af 110 kroner pr. voksen.

Så det kommer altså til at koste kassen, hvis man fremover ønsker at se guldhornene, runestenene og andre historiske klenodier for slet ikke at tale om malerier af Eckersberg, Jorn og andre store danske kunstnere.

Nationalmuseet mener selv, at indførelsen af entré vil reducere besøgstallet med omkring 35 %. Danmarksbloggen vurderer, at tallet snarere vil lægge på mellem 60 og 70 %. Minimum.

Men en ting er, at det således økonomisk er en rigtig dårlig ide at indføre entré til vores historiske og kulturelle arv. Rent videns-, dannelses- og samfundsmæssigt er det en direkte katastrofe, der blot vil gøre danskere endnu dummere, endnu mere X-factor- og reality-fladpandede. Endnu lettere at køre rundt med for pengegrådige magthavere, som dem, der sidder i regering i øjeblikket.

For et folk uden viden om sig selv og egen historie, er et folk, som man kan manipulere med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “I skyggen af Sadd 2”

Der er gået 10 år siden ”I Skyggen af Sadd 1” udkom. En bog, der udmærkede sig ved kombinationen af et godt krimi-plot, det at fire forskellige forfattere skrev hver sin del af historien – og så beskrivelsen af et samfund (vores samfund) hvor alle løber rundt i hvert sit hamsterhjul, stort som lille. Men for alle et liv, der foregår i skyggen af Sadd, en af byens mest magtfulde mænd, der via de mange penge fra underverdens morads af narko og prostitution har bevæget sig op til at blive en af samfundets støtter – og hvis beslutninger og dispositioner sætter rammerne for folks liv i byen.

Og nu barsler tre af de samme forfattere fra dengang og en ny med ”I skyggen af Sadd 2”.

Konceptet er det samme. De fire – som denne gang er Agnete Friis, Gretelise Holm, Lars Kjædegaard og Steen Langstrup – skriver hver deres del af historien, som den opleves af fire forskellige personer. En historie, som umiddelbart er en spændende krimi-historie om et attentatforsøg på Sadd og en død ministerfrue i et badekar, men som nedenunder er en nedslående og rammende karakteristik af livet, som det folder sig ud i Byen.

Og lad det bare være sagt med det samme: Det er ikke gået den rigtige vej i Byen, siden vi sidst var på besøg. Tværtimod …

I de 10 år, der er gået, er Byen og dens mennesker blevet endnu mere forhærdede, endnu mere rå, endnu mere opdelte i en fattig del, der må skralde, fuppe og snyde, hvor de kan for at klare dagen og vejen, mens de rige lever livet i overhalingsbanen med lækre silkelagener, dyre mærkevarer og frisk kaviar fløjet direkte ind fra Det Kaspiske Hav.

Og selvom de to verdener mødes og lever tæt sammen på Byens fine Royal Park Palads Hotel, der danner rammen om størstedelen af romanen, så har de kun noget med hinanden at gøre, når den fattige del skal servicere den rige, både alle måder (også, ja måske især dem, som er personligt fornedrende).

Eller når den fattige del indimellem kan udnytte den rige del og skaffe sig nogle smuler fra de riges overfyldte bord. Eller som her hvor et velklædt og til at starte med diamantbehængt lig i et badekar for en kort tid skaber uro i andedammen, inden pengene – selvfølgelig – vinder igen, og alt falder til ro.

For penge er lig det gode liv i Byen – og hverken liv eller død betyder noget i jagten på det gode liv. Tilværelsen er i Byen er derfor også for længst reduceret til et spørgsmål om udbud og efterspørgsel – og livet er kun noget værd, når du er lækker eller har penge. Og der er ingen grænser – som i INGEN grænser – for, hvad folk vil gøre for at få penge. Ligesom at der heller ikke er nogen ende på de perversiteter, som dem med penge kan finde på, bare fordi de kan, og fordi fattige mennesker i Byen forbruges ligesom alle andre varer.

Alle er med andre ord i stand til at gøre alt mod og med alle, sålænge de bare selv kan vinde eller tjene på det – eller måske more sig.Og det gælder også stuepigen, radioværten, kriminalbetjenten og ministeren, hvis fire skæbner flettes ind og ud af hinanden i endnu en krimi-samtidsroman.

Menneskeforagten er massiv, og mørket hænger endnu tættere over Byen – og har forlængst forgiftet menneskenes sind, så et menneskes værdi er lig dets attraktionsværdi som sex-objekt, hvis det er ungt eller/og fattigt – eller i dets evne til at betale for netop sex, hvis det har penge.

Som læser sluger man bogen i én eneste mundfuld ligeså grådigt og hurtigt, som menneskene i Byen lever. Som menneskene i Byen vil man have det hele NU, så man læser uden pause – men med et stigende ubehag, der kun overgås af den voksende genkendelse af, at det er vor egen tid og vor egen verden, som portrætteres. Og dét er langt mere uhyggeligt end noget krimi-plot.

Og ja, Byens mennesker lever stadig i skyggen af Sadd – uanset om de har mødt ham eller ej. For det er stadig ham, der sætter rammerne for deres liv, som også de virkelig Sadd´er gør det i Danmark som i alle andre lande efter mottoet: Stjæl lidt og du kommer i fængsel, stjæl det hele og de hylder dig som konge.

Danmarksbloggen giver fem store diamanter ud af seks mulige, mens Marilyn Monroes klassiker ”Diamonds are a girl´s best friend” lyder i ørene. For lige præcis dét budskab fra den gamle evergreen er på mere end én måde det bærende element i denne velskrevne og samfundsbevidste krimi noir, der er dyster med dyster på.

”I skyggen af Sadd 2” udgives af 2 Feet Entertainment og koster 249 kroner. Den udkommer 11. marts 2016.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “I skyggen af Sadd 1”

Tag fire forfattere og sæt dem til at skrive hver sin del af en krimi-historie udfra hver sin person. Nogenlunde sådan lød det for 10 år siden, da Sara Blædel, Gretelise Holm, Lars Kjædegaard og Steen Langstrup udgav ”I skyggen af Sadd 1”.

En bog, der dengang fik mange rosende ord med på vejen fra et samlet dansk anmelderkorps. Ja, Det Danske Kriminalakademi anerkendte endda projektet med et diplom.

Danmarksbloggen anmelder normalt ikke så gamle bøger, men fordi der kommer en ”I skyggen af Sadd 2” om et par uger – som Danmarksbloggen også anmelder, så ingen regler uden undtagelser. Desuden så genudgives 1´eren også ved den lejlighed.

Og lad det være sagt med det samme: Samtlige roser dengang var fuldt fortjent. ”I skyggen af Sadd 1” handler på overfladen om en kriminel håndlanger med en bror, en ung mand uden format, men med mange drømme om både kærlighed og penge, en måske sindsforvirret kvinde fra den rige forstad og en kynisk, ung kvinde med en barsk fortid og en trøstesløs nutid.

I løbet af ét eneste hektisk døgn hvirvles og flettes de fire personers skæbner ind i hinanden i et mønster, der væves af både bevidste og ubevidste handlinger, af tilfældigheder og snedig planlægning – men aldrig er nogen af dem udenfor Sadd´s rækkevidde.

Sadd, der som en anden edderkop sidder i midten af sit spind i Byen, hvor han med hård hånd og iskoldt overblik styrer sit imperium af bordeller, narko-handel og de andre lyssky forretninger, der med tiden skal gøre ham til en anerkendt og respekteret forretningsmand.

For nedenunder historien om de mange penge og liget, det først ikke er til at komme af med, men som siden så forsvinder som dug for solen, er historien om et samfund, hvor menneskene tror, at de kan forandre deres skæbne og få et bedre liv.

Men nej, det kan de ikke. De er nødt til at fortsætte med at løbe endnu en tur i det hamsterhjul, som er deres hverdag – og hvor det er Sadd, der har sat betingelserne op, enten direkte eller indirekte – og uanset om de bor i Villalundens pragthuse eller en snusket lejlighed i Hispaniola´s slum.

Lyder det ikke bekendt? En by og et samfund, der er opdelt i ghetto´er. Mennesker, der for længst har overgivet sig til egoismen. Og så en lille – meget lille – overklasse, der qua deres penge kan bestemme over andre mennesker i en grad og på måder, som ingen mennesker burde kunne afgøre andres menneskers muligheder og skæbne.

For ja, sådan var det – også i vores samfund – for 10 år siden, og sådan er det stadigvæk. Money talks – og de råber ligeså højt nu som dengang. Ligeså højt i bogens Byen – som i alle andre byer verden over.

Danmarksbloggen giver fem pengebundter ud af seks mulige for en krimi-samtidsroman, der selvom den er 10 år gammel, stadig er foruroligende aktuel i sin beskrivelse af et kynisk samfund, hvor pengene til hver en tid vinder.

Danmarksbloggen vil også allerede nu afsløre, at der er al mulig grund til at læse efterfølgeren ”I skyggen af Sadd 2”, som anmeldes her på Danmarksbloggen om en uge – fredag d. 4. marts, en uge inden den udkommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk