Anmeldelse: “I skyggen af Sadd 1”

Tag fire forfattere og sæt dem til at skrive hver sin del af en krimi-historie udfra hver sin person. Nogenlunde sådan lød det for 10 år siden, da Sara Blædel, Gretelise Holm, Lars Kjædegaard og Steen Langstrup udgav ”I skyggen af Sadd 1”.

En bog, der dengang fik mange rosende ord med på vejen fra et samlet dansk anmelderkorps. Ja, Det Danske Kriminalakademi anerkendte endda projektet med et diplom.

Danmarksbloggen anmelder normalt ikke så gamle bøger, men fordi der kommer en ”I skyggen af Sadd 2” om et par uger – som Danmarksbloggen også anmelder, så ingen regler uden undtagelser. Desuden så genudgives 1´eren også ved den lejlighed.

Og lad det være sagt med det samme: Samtlige roser dengang var fuldt fortjent. ”I skyggen af Sadd 1” handler på overfladen om en kriminel håndlanger med en bror, en ung mand uden format, men med mange drømme om både kærlighed og penge, en måske sindsforvirret kvinde fra den rige forstad og en kynisk, ung kvinde med en barsk fortid og en trøstesløs nutid.

I løbet af ét eneste hektisk døgn hvirvles og flettes de fire personers skæbner ind i hinanden i et mønster, der væves af både bevidste og ubevidste handlinger, af tilfældigheder og snedig planlægning – men aldrig er nogen af dem udenfor Sadd´s rækkevidde.

Sadd, der som en anden edderkop sidder i midten af sit spind i Byen, hvor han med hård hånd og iskoldt overblik styrer sit imperium af bordeller, narko-handel og de andre lyssky forretninger, der med tiden skal gøre ham til en anerkendt og respekteret forretningsmand.

For nedenunder historien om de mange penge og liget, det først ikke er til at komme af med, men som siden så forsvinder som dug for solen, er historien om et samfund, hvor menneskene tror, at de kan forandre deres skæbne og få et bedre liv.

Men nej, det kan de ikke. De er nødt til at fortsætte med at løbe endnu en tur i det hamsterhjul, som er deres hverdag – og hvor det er Sadd, der har sat betingelserne op, enten direkte eller indirekte – og uanset om de bor i Villalundens pragthuse eller en snusket lejlighed i Hispaniola´s slum.

Lyder det ikke bekendt? En by og et samfund, der er opdelt i ghetto´er. Mennesker, der for længst har overgivet sig til egoismen. Og så en lille – meget lille – overklasse, der qua deres penge kan bestemme over andre mennesker i en grad og på måder, som ingen mennesker burde kunne afgøre andres menneskers muligheder og skæbne.

For ja, sådan var det – også i vores samfund – for 10 år siden, og sådan er det stadigvæk. Money talks – og de råber ligeså højt nu som dengang. Ligeså højt i bogens Byen – som i alle andre byer verden over.

Danmarksbloggen giver fem pengebundter ud af seks mulige for en krimi-samtidsroman, der selvom den er 10 år gammel, stadig er foruroligende aktuel i sin beskrivelse af et kynisk samfund, hvor pengene til hver en tid vinder.

Danmarksbloggen vil også allerede nu afsløre, at der er al mulig grund til at læse efterfølgeren ”I skyggen af Sadd 2”, som anmeldes her på Danmarksbloggen om en uge – fredag d. 4. marts, en uge inden den udkommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk