Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Anmeldelse: “Selvmorderen”

Udgivet den af
Svar

Man siger, at man aldrig skal bedømme en bog på dens omslag. Men Kristoffer Dahls ”Selvmorderen”, der udkom i går mandag d. 6. februar, er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Bogens omslag er decideret lækkert og indbydende, selvom det viser en druknet kvinde, der i hvide, flagrende gevandter flyder i en hel masse vand. Men hun ligger så højt oppe i vandet, at solens stråler kan nå ned til hende og lyse hende op – i hvert fald foran. For bagpå er både vandet og kvinden mørke.

Dét er et godt billede, der også passer eminent på romanens hovedperson, den ateistiske André Camus (bemærk efternavnet – og googl navnet Albert Camus, hvis ikke der automatisk ringer en klokke), der i starten af bogen er god til at narre sine omgivelser på den psykiatriske afdeling til at tro, at han er rask, så han kan slippes ud.

For ligesom kvinden på forsiden så har Camus også to sider – og den ene, den mørke, viser han helst ikke frem. Deri adskiller han sig i øvrigt ikke spor fra dig og mig og alle andre mennesker.

Det samme gælder hans meget specifikke krav til den følgesvend, som han skal have, HVIS han skal lukkes ud. Denne følgesvend skal være kristen – og endda betonkristen. For en sådan må være både konsekvent og optimist, mener Camus, der selv ikke tror på noget som helst.

Han finder også – efter talrige forsøg – en sådan. Den af indisk afstemning Ravi Chesterton (igen bemærk efternavnet og googl evt navnet G.K. Chesterton), og sammen drager de ud i vor tid med alle dens for tidens så typiske dilemmaer og evigtgyldige temaer for at finde ud af HVEM OG HVAD, der drev André Camus kone til selvmord.

For ja, man kan godt lede efter en selvmorders morder – i hvert fald hvis man spørger André Camus, der er verdens eneste selvmordsefterforsker.

Hvad der sker, hvordan det går – og hvilke svar de to umage følgesvende eventuelt finder eller ikke finder, skal ikke røbes her. Det skal læses.

Og der er noget at gå i gang med. Bogen er på næsten 500 sider, så man behøver ikke at kede sig, hvis man er en af de danskere, der har vinteferie i de kommende uger, men som skal blive hjemme.

Bogen er også godt skrevet – om end lidt langtrukken nogle gange. En smule opstramning hist og pist havde kun gjort bogen bedre og skarpere.

Danmarksbloggen vil også anbefale, at man ikke forventer at læse hele romanen på én gang. Undervejs bliver man nemlig flere steder nysgerrig efter at søge mere information om først det ene og så det andet emne, så det anbefales at have noget digitalt ved siden af sig, så man har mulighed for at google.

Det er også let at få lyst til at læse både eksistentialisten Albert Camus og den kristne forfatter G.K. Chesterton, så nu er I advaret. For Chesterton skrev cirka 100 bøger, og var i 1935 nomineret til Nobelprisen i litteratur. Camus skrev mange bøger, men ikke 100 dog. Til gengæld fik han Nobelprisen i 1957.

Men summa summarum: ”Selvmorderen” er en eksistentialistisk spændings-bog, der i sig har flere gode takter, og hvis road-movie-karakter og etiske problemstillinger gør den oplagt til diskussioner og debatter – også med sig selv. For hvad mener jeg egentlig? Hvordan skal jeg forstå skabelsen? Kærligheden? Livets mening? Døden?

Danmarksbloggen giver fire ud af seks småkager for ”Selvmorderen”, som dem både André Camus og vi andre indimellem må klemme ned af høflighed.

Det er Valeta, der udgiver romanen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Den politiske kandestøber

Udgivet den af
Svar

Teater til tiden – og så endda så forrygende godt spillet. Så kort kunne man faktisk anmelde ”Den politiske kandestøber”, der havde premiere i lørdags på Folketeatret i København. For Ludvig Holbergs stykke fra 1722 er mere aktuelt denne vinter end det har været i mange årtier.

For nok har danskerne – og alle andre folkeslag med for den sags skyld – altid været trætte af og skældt ud på deres politikere. Politikerleden og folkets bedreviden er nemlig kunstarter, der er ligeså gamle som det politiske håndværk.

Men en ting er at sidde på kroen eller måske øverst oppe i en sort skyskraber i New York og tro, at man er klogere end The Establishment. Noget andet er at få de gyldne kæder på, hvad enten det sker i Gramborg eller i Washington D.C.

Så skal magten eksekveres – så skal skibet føres, og det kan være farligt i hænderne på en populist. Som dr. phil. Bent Holm skriver i programmet: Pointen er, at når magten ikke hviler på overblik, ansvarlighed og kompetence, men tværtimod på indbildskhed, usikkerhed og selvhævdelse, så bliver magthaveren hurtigt ømskindet, mistroisk og aggressiv, kortluntet og kolerisk – og så har man balladen.

Om manden med håret, der har samme orange farve som Gramborgs flag, så ligesom Herman von Bremen som en anden pølse ender med at knække sammen under ansvars- og arbejdsbyrden af sager og retslige tvister, mens døre og vinduer i Det Ovale Værelse står og klaprer, er nok tvivlsomt. Den amerikanske reality-rigmand er vist gjort af et andet og hårdere stof end Holbergs danske kandestøber.

Men lige dén psykologiske sammenligning er en overvejelse, der intet har med forestillingen at gøre. En forestilling, der især i første akt sprudler af tempo, humor og snart det ene og snart det andet hip til nutidig dansk politik med en 1725-plan, som må droppes, en hammer, der bankes med i tide og utide, en Joachim Kuglestøder, der ikke har tid til at komme til dagens politiske møde – og en insisteren på kun at skulle beskæftige sig med det, der foregår i en radius af max 500 meter omkring Gramborg. Alt andet er nemlig udlandet, og det er ikke relevant. Tværtimod så afvises udlandet, også når det står og banker på.

Ja, sågar de nymodens juletræer vil man ikke have ind i stuerne. De er nemlig ikke stuerene, og så udvander de også vores kristne tro. Og nok kommer de grønne træer fra Tyskland, men selv i Tyskland er de en utysk skik, lyder den luftige (bort)forklaring.

Øl og pølser vil man derimod gerne have i Gramborg – de sidste endda i en grad, så det ligefrem risikerer at udvikle sig til en decideret Pølse-gate med både bilag og bøvl med dateringer.

Lyder det som noget, vi kender fra vor tid? Åh, ja. For også i 2017 vrimler det med politiske kandestøbere i Danmark. Nogle af dem sidder allerede i Folketinget – og andre er på vej. Så nej, vi kan ikke bare pege fingre af USA, selvom det er meget nemt. Vi må også være selvkritiske og se indad, så vi bedre kan skelne populisten fra den kompetente.

Mere skal ikke siges her. Gå selv ind og se forestillingen.

For den er såre god. Alle på scenen leverer fantastisk skuespil, dog skal kandestøberen i skikkelse af Henrik Koefoed fremhæves, fordi han så klart formår at spille, så man ender med at få sympati for og have oprigtigt ondt af denne i starten så latterlige og opstyltede mandsperson. Omvendt er det med Heinrich, som man får mere og mere antipati imod – men som ligeså excellent spilles af Kristian Holm Joensen.

Men også kandestøberens kone Geske – i skikkelse af Mette Horn, der har et udpræget talent for komik – sætter sig fast, og forestillingen går simpelthen et gear op, da hun stormer ind på scenen som Mutter. For slet ikke at tale om scenen med grisen, undskyld hunden i anden akt, hvor publikum bogstaveligt talt vred sig af grin.

Det gjorde salen også under indsættelsen af borgmesteren/kandestøberen, hvor lejlighedssangen med både manglende rytme og flere tilfælde af rod i versefødderne viser, hvad der sker, når amatører skal stå for værket. Lejlighedssang er i øvrigt et udpræget dansk fænomen, så det var mesterligt at bruge netop det til at vise, hvad der sker, når skidt kommer til ære – og ikke ved, hvordan det skal være.

Det havde ellers været let at falde for fristelsen til under indsættelsen af kandestøberen at lade ham have fingersprog og attituder, som vi kender det fra anden populist, der for nylig er blevet indsat. Man kunne også nemt have talt om antallet af borgere tilstede på Gramborgs torv, og det havde Danmarksbloggen næsten også forventet, at man gjorde. Men det skete ikke, og det er herligt ikke altid at få det oplagte.

Det Eder får, hvis Eder gakker til Folketeatret, er derimod en farverig, festlig og forrygende opsætning af “Den politiske kandestøber”, hvor teatret traditionen tro og med stor dygtighed har ført Holbergs gamle komedie ind i vor tid – og bevaret det Holbergske drilleri og den særlige Holbergske tone.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks gyldne borgmesterkæder.

”Den politiske kandestøber” spiller på Folketeatret til og med d. 11. marts, og er derefter på turné landet rundt i perioden 18. marts til 17. maj. Det er Søren Iversen, der har instrueret. Thor Bjørn Krebs har bearbejdet Ludvig Holbergs tekst. Scenografien står Stine Martinsen for.
Medvirkende er: Henrik Koefoed, Mette Horn, Sonja Oppenhagen, Søren Hauch-Fausbøll, Lisbeth Gajhede, Torben Zeller, Kristian Holm Joensen, Matthias Sprogøe Fletting, Sofie Alhøj og Jesper Riefensthal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den lille havfrue. En biografi”

Udgivet den af
Svar

Kan en bog være oplysende hele vejen rundt og i dybden, men samtidig også decideret lækker i sit fotografi- og billedmateriale?

Svaret er ja, når det handler om Olav Harsløfs biografi om Danmarks nationalikon nr. 1: ”Den lille havfrue”, der også er navnet på den 178 siders store bog, som er spækket med farvefotos af det danske superikon, som Olav Harsløf ikke viger tilbage for at sammenligne med Mona Lisa i Paris og Frihedsgudinden i New York.

Forskellen er så blot måske, at det danske nationalklenodie, der blev lavet af Edvard Eriksen i 1913, er både nemt og gratis at komme helt tæt på – præcis ligesom at Danmark er et lille land i modsætning til Frankrig og USA.

Men alligevel består de tre damer fra de tre lande ifølge Harsløf alle af noget helt unikt, som er godt for både kunsten og samfundet. Havfruen har uskylden, Mona Lisa gådefuldheden og Frihedsgudinden netop friheden – og ligheden.

Men havfruen, der er skabt i bronze, og som sidder på sin granit-sten, er alligevel noget særligt, hvad også udlandet, medierne og kunstnerne forlængst har opdaget. Bogen gennemgår derfor også havfruens omtumlede historie fra den første dag over succeserne i både ind- og udland, ikke mindst i Disney´s Hollywood – og til hun blev superstar i Kina under Expo 2010.

Men vi hører også om provokationerne fra malingen, burkaen, det oversavede hoved og meget mere til efterligningerne af hende, hvoraf nogle er irriterende, mens andre er direkte hyldester, hvad enten de tegnes på papir, laves i kunstens mange udtryk eller udføres i vandet af nulevende havfruer – dog i reglen uden fiskehale.

Men uanset emnet og vinklen, så skriver Harsløf vidende, flydende og med sans for at fange læseren, både når det handler om detaljer som at Victor Borge åbenbart har en kopi af havfruen (dog i en anden størrelse) stående på sit gravsted – eller når Harsløf berører den altid ulmende konflikt om ophavsretten til at bruge havfruen. En ophavsret, der ophører i 2029 – men indtil da bestemmer Edvard Eriksens arvinger – også selvom mange mener, at retten til at bruge den lille havfrue tilhører alle danskere allerede nu.

Edvard Eriksen som menneske og kunstner hører vi også meget om i bogen. For han frembragte selvsagt mere end havfruen, om end intet af det er tilnærmelsesvis så kendt, selvom modellen til havfruen – Eriksens hustru Eline – også stod model til det kongegravsmomument, som Eriksen lavede til Christian d. 9 og dronning Louise i Roskilde Domkirke, og som er det måske flotteste sarkofag i hele katedralen.

Mange mener i øvrigt, at det var balletdanseren Ellen Price, der stod model til havfruen, og hun inspirerede også, men det var hans kone Eline, som sad model i mere end 2000 timer.

For ja, vi er med helt inde i det kunstneriske maskinrum i bogen, hvor også den litterære genre er repræsenteret med flere sider helliget guldalderånder som H. C. Andersen, Oehlenschläger, Ingemann, Heiberg og mange andre, der kan knyttes til havfruen og hendes tid – og også en enkelt økonomisk sværvægter, selveste Brygger Carl Jakobsen, der også stod for bygningen af Jesuskirken i Valby.

For den tids store erhvervsmænd var særdeles kunstelskende i en grad, så vi skal helt op til vor tid og en Mærsk Mckinney-Møller for at finde noget tilsvarende, omend Hr. Møller ikke havde en P.S. Krøyer til at male sig, som Bryggeren fik det gjort til et selskab i Glyptoteket af netop den berømte Skagensmaler.

Til gengæld byder Harsløfs – og Folmers – bog på de smukkeste fotos, som undertegnede nogensinde har set af havfruen.

For bag bogens fantastiske fotos er Mads Folmer, der igennem et helt år og i alle belysninger og på alle tidspunkter af dagen og på alle tidspunkter af året har fotograferet en af de få statuer i verden, der ikke er en “det” eller “den”, men en “hende”. En statue, der både har køn og sjæl, fiskehale og personlighed i en charmerende blanding af uskyld og en erotik, der kalder muserne ned fra himlens sfærer.

Billederne er også mere end fineste topkvalitet, ja de nærmest lyser af en hengivenhed for og en forelskelse i den lille bronzefrøken, der pånær et smut til Kina i 2010 (og visse reparationer) nu har siddet på sin sten i mere end 100 år og tålmodigt ladet danskere og turister fotografere sig, mens skibe har sejlet forbi, og verdenen har ændret sig mere end én gang.

Men ikke hende. Hun er et symbol på det uforanderlige – og i en tid, hvor verden er mere usikker end den har været det i flere generationer, føler mange også, at det er brug for bestandigheden. Men ikke at bogen har dét som ærinde.

Det er en kunst-, historie- og biografi-bog af fineste slags. Men den rammer altså også det, at der i vor tid er en længsel og en sult efter historie og rødder, som læseren her kan få stillet på gourmetmanér. Og så fandtes der ifølge forfatteren heller ikke en biografi om den lille havfrue i forvejen.

Danmarksbloggen giver seks ud af seks mulige havfruer til Olav Harsløfs biografi ”Den lille havfrue”.

For nok sidder der kun en enkelt havfrue på stenen derude ved Langelinie, men nede i havets dyb og ude på de blå bølger svømmer der langt flere havfruer rundt, både ifølge folkeovertroen og ifølge Danmarks mest berømte eventyrdigter H. C. Andersen. Og så er det ganske vist.

Hans Christian Andersens Eventyr om ”Den lille Havfrue” er ogsaa med i Bogen, endda med rigtig Stavemaade. Det Eventyr kan ogsaa altid læses een Gang til – ligesom at Turen altid for baade os Danskere og vores Giæster gaar til Langelinie igjen paa et eller andet Tidspunkt. Sommer og Vinter. Høst og Vaar.

Udgiver er Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronningens glemte jubilæum

Udgivet den af
Svar

I dag blev hun for 45 år siden Dronning, og i morgen er det 45 år siden, at en sort- og sørgeklædt kvinde blev udråbt til Danmarks Dronning på Christiansborgs balkon. Det er noget af en milepæl, og kun Christian d. 4. har siddet længere tid på Danmarks trone end Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid.

Men det er åbenbart ikke noget, som hverken Kongehus eller medier har tænkt sig at gøre noget ved.

Det er en skam. Derfor vil Danmarksbloggen også gøre det. Ikke på den almindelige måde med en lang opremsning af regentens liv og fortræffeligheder. Men heller ikke med den ligeså klassiske diskussion om for og imod monarkiet. Eller om det ville give mening, at kronprinsen tog over. Alt det kan danskerne allerede til hudløshed.

Så i stedet trakterer Danmarksbloggen med en lille historie om, hvorfor Margrethe d. 2. rent faktisk burde være d. 1. – eller d. 3.

Sagen er nemlig den, at hende, der kendes som Margrethe d. 1, aldrig var Dronning af Danmark. Hun var Dronning af Norge via ægteskab med Norges konge – og senere af Sverige, da de svenske stormænd tilbød hende kronen – og ja, hun samlede Norden i Kalmarunionen som den eneste regent i Norden nogensinde. En flot bedrift.

Men i Danmark var Margrete Valdemarsdatter, som hun også kaldes, aldrig Dronning, men derimod ”Fuldmægtig Frue og Husbond og Det Ganske Rige Danmarks Formynder”. En mere mærkelig titel har ingen dansk regent nogensinde haft. Men i realiteten var hun altså blot formynder for først sin søn – og efter hans død for adoptivsønnen, den senere Erik af Pommern. At hun så indtil sin død styrede hele riget med hård og dygtig hånd er en anden sag.

For de samme vilkår og muligheder for at regere Danmark gælder også for en anden Margrethe, Margrethe Sambiria – også kaldet Margrethe Sprænghest, der levede lidt over 100 år tidligere. Hun var mor til den senere myrdede konge Erik Klipping, men var i modsætning til Margrethe Valdemarsdatter ikke særlig populær, hverken i samtiden eller senere. Så hende vil vi helst glemme.

Men hun var dér – først som dronning i betydningen af at være gift med den danske konge Christoffer d. 1., men senere dronning i betydningen regent – og dermed altså dronning på de samme vilkår som den elskede Margrethe Valdemarsdatter, der nu ligger på den fornemmeste plads i Roskilde Domkirke, hvor også vor tids Margrethe skal hvile til sin tid.

Men vor tids Margrethe er altså dermed nr. 3 – hvis man skal se på antallet af Margrether, der har siddet ved roret i Danmark. Eller hun er nr. 1., hvis vi skal se på, hvem der er blevet tituleret Danmarks Dronning i betydningen regenten – også formelt set.

Eneste anke man måske kan komme med er, at Margrethe Sambiria var gift ind i det danske kongehus, mens Margrethe Valdemarsdatter som vor tids Margrethe var født ind i det, da hun var datter af den danske konge Valdemar Atterdag, der samlede hele Danmark efter landet i mange år havde været pantsat og splittet.

Men det rykker ikke ved, at de to første var stedfortrædende regenter, mens vor tids Margrethe er den første kvinde i Danmark, der er regent i kraft af sig selv.

Læs mere om de to tidligere Margrether her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Englene i Avignon” af Bjarne Reuter

Udgivet den af
2

Sig navnet Bjarne Reuter, og de fleste tænker straks på humoristiske børnebøger. Men manden – der uden sammenligning er ham, der tjener flest bibliotekspenge i Danmark – kan meget mere end at skrive om drenge fra Brønshøj. Han boltrer sig hjemmevant i flere genrer.

Senest er det vist i voksenbogen ”Englene i Avignon”, som handler om en charlatan-eksorcist, der får til opgave at uddrive det onde, der har taget bo i paven, som på det tidspunkt, hvor bogen foregår (1313-14), har taget residens i byen Avignon i Sydfrankrig.

Og ja, det gjorde paverne faktisk i den periode i højmiddelalderen, og de ville ikke godvilligt tilbage til det varme, fugtige, beskidte og urolige Rom versus det fredelige og behagelige Avignon med Rhônefloden, vinmarkerne (hvoraf der også i vor tid findes nogle oppe ved paveslottet i Avignon) – og overfloden af dyr, grøntsager, frugter og bær i det milde, sydfranske klima, hvor det aldrig bliver rigtigt koldt, men også kun sjældent stegende hedt – som sommermånederne i Rom per definition er det.

Men altså: Til dette paradis på jord kommer eksorcisten Pieter van Dreusen. Men som altid i gode romaner må paradiset forlades til fordel for en lang rejse, her endda en pilgrimsrejse til broen Ponte il Duce i Italien, hvor pavens sjæl skal renses for det onde.

Med på rejsen er – udover den besatte pave Clemens V og eksorcisten van Dreusen – livlægen Cobus, munken Enzo og fem messedrenge, som paven meget sigende kalder sine engle eller keruber. Nogle af dem har dog ret meget sort på vingerne.

For som i alle gode spændingsbøger er alt og alle nemlig ikke, hvad det umiddelbart giver sig ud for at være. For denne bog er – trods sin religiøse titel – en fiktiv spændingsbog, dog med en religiøs vinkling, der er funderet i både middelalder og katolicisme – og dermed i krydsfeltet af mystik, fakta og fantasi.

Det er også en treenighed, som tiltaler vor tids mennesker, der på den ene side gerne vil designe deres virkelighed selv, men som på den anden  også higer efter at finde og holde fast på vores fælles rødder og fælles arv, og her er der ikke meget, der kan hamle op med religion og historie.

Det ved nutidens forfattere også godt. Tag bare Ken Folletts mastodont-succes ”Jordens Søjler” eller den lidt ældre roman Umberto Eco´s ”Rosens navn”. Og altså også Bjarne Reuter, der allerede i ”Løgnhalsen fra Umbrien” fra 2004 gjorde sig i denne genre – og nu igen tager livtag med en fortid, der er så tæt på, at de fleste kun kender den lidt – men omvendt så langt fra at fantasien kan sættes fri.

Og som altid hos Bjarne Reuter tager tingene hurtigt fart i romanen og er ledsaget af malende og lange beskrivelser af steder og personer, af stemninger og følelser. På alle bogens sider kan man derfor se og føle handlingen, der skrider godt fremad, men som også kræver, at man som læser holder tungen lige i munden. For der er mange personer og mange plots at holde styr på i en handling, der bevæger sig hid og did, og måske også en anelse for meget og i for store sving i forhold til bogens hovedplot.

Men omvendt er der måske en pointe i, at vi skal have for meget og have det hulter til bulter. For sådan er livet også. Som en af englene fra Avignon beskriver menneskelivet til sidst i bogen:” … det er et skruppelløst spil uden love og regler, det anerkender ingen grænser og adlyder ingen moral, men allierer sig med ild, orkan og oversvømmelser og skåner ingen.”

De samme ord bruger de to, der er herrer over liv og død, i bogens start. For bogens overordnede tema er nemlig hverken paver eller middelalder, men et væddemål mellem Gud og Djævlen om en mands sjæl. Et væddemål, som de ofte har kørende, ifølge Bjarne Reuter.

Hvem der vinder, hvordan det foregår og eventuel til hvilken pris skal selvfølgelig ikke røbes her. Læs selv bogen, der er en velvoksen sag på 431 sider, som er udgivet af Gyldendal.

Danmarksbloggen giver ”Englene i Avignon” fem ud af seks krucifikser, som dem også nutidens djævleuddrivere anvender. For ja, der findes stadig mennesker, som mener, at de er besatte – og der findes stadig eksorcister. Også i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Jul på det moderne kontanthjælpsloft

Udgivet den af
Svar

Julen er sådan en dejlig tid, ikke? Fuld af nisser, pebernødder og hygge, der hænger ligeså tungt som granguirlanderne i en amerikansk film, ikke? Masser af gaver og anden overflod?

Nej, ikke rigtig, vel? I hvert fald ikke for alle. For i en tid som vores med kontanthjælpsloft, 225 timers-regel og meget andet, der gør, at stadig flere danskere ikke har råd til basale ting som mad, medicin og en lille gave til deres børn, mens en lille, superrig overklasse stikker helt af.

Det er et slemt scenarie, og hvis man kunne ønske noget for nogen med indflydelse til at gøre noget ved tingene, så er det, at alle landets ministre og andre med magt prøvede at tilbringe en jul på det moderne kontanthjælpsloft, som afviklingsministeren gør det i Dorte Hummelshøj Jakobsens novelle ”Jul på det moderne kontanthjælpsloft”, der kan købes for 5 kroner på Saxo.com.

Da det er en novelle, er det svært at fortælle om handlingen uden at referere stort set hele indholdet, så derfor vil undertegnede nøjes med at skrive, at historien i dén grad er henlagt til vores tid, hvor vi trods, at samfundet aldrig har været rigere, alligevel har en stigende mængde fattige, der ikke har råd til de basale ting, mens andre som netop magtens mennesker finder det ret og rimeligt at kunne tage på ferier og kurophold flere gange om året.

I virkelighedens verden rejser ministre så til New York – eller de tager op på Marienborg for at deltage i Disruption-seminarer. Men netop et ophold på det moderne kontanthjælpsloft ville være langt mere gavnligt for Danmark – hvis ellers magtens mennesker er i stand til at lære af det, som de ser og hører.

Om denne afviklingsminister er det – og hvor han ender, skal ikke røbes her. Læs selv novellen, hvis sprog er let og flydende, mens dialogen og replikkerne er skarpe og lige i øjet.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks julehjerter. 

Bogen kan købes her: https://www.saxo.com/dk/jul-paa-det-moderne-kontanthjaelpsloft_epub_9788740487848

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Glade Jul, dejlige Jul”

Udgivet den af
Svar

Må man anmelde sig egen bog? Selvfølgelig må man ikke det. Undertegnede har derfor også bedt andre med forstand på bøger, jul og kultur om at anmelde undertegnedes bog om den danske jul – og her kommer resultatet:

Klogere på julen – og med søde tegninger
”Glade Jul, dejlige Jul” er rigtig hyggelig læsning i juledagene. Bogen er meget letlæst og rummer forklaringer på alt, hvad man kan tænke sig angående jul.
Jeg blev klogere på noget, jeg vidste lidt om i forvejen og på noget, som jeg aldrig har skænket en tanke. Hvor kommer juletraditionerne egentlig fra? Og hvordan har de forandret sig? Hvor kommer julekalenderen fra? Og gaverne? Og julefrokosten? Og sangene?
Alt er beskrevet uhøjtideligt og nede på jorden. Den lille illustration af AnnaMTF, som viser Jesusbarnet i krybben og dyrene m.m., er så sød og rørende, at jeg har kigget på den igen og igen.
Beatrice Brandt, illustrator

Hyggelig at læse og lærerig
Velskrevet og rigtig hyggelig at læse. God at dele med andre som julehistorie, så man kan lære, hvor julen stammer fra.
Der var simpelthen så meget, jeg ikke vidste, og hvor er det bare godt at lære om dansk jule-historie. Mange pudsige ting man kan finde tilbage i tiden. Utroligt at så mange af de traditioner, som man tager for givet, ikke engang er 100 år gamle. Gad vide, hvornår ting bliver en tradition?
Og vi plejer ikke at have hvid jul. Hold da op, min hukommelse er ikke, hvad den har været. Det er egentlig utroligt, hvor meget vi har fået fra Tyskland, men ikke overraskende.
Jeg kan også godt lide, hvordan der er fundet ting tilbage til vikingerne og linket til vores gode, gamle forfattere og sangskrivere. Rigtig god læsning. Jeg nød den rigtig meget – og flotte tegninger.
Yasmin Kristensen, fan af julen

Anderledes med paralleller til nutiden
Jeg er meget begejstret for bogen ”Glade jul, dejlige Jul” – især fordi den er anderledes, informativ og fortæller, hvorfra alle vore juletraditioner stammer fra. Og der var også nogle emner, som jeg ikke kendte til fx kage-rundfarten. Så udover at komme (mere) i julestemning, bliver jeg også oplyst, klogere og beriget.
Jeg kan godt lide, at der drages paralleller til nutiden – bl.a. trak jeg på smilebåndet over sammenligningen med to bistandsklienter fra Lolland, der sammen fik et barn i den enes sovehule ved banelegemet på Hovedbanegården.
Derudover så er bogen skrevet i et letforståeligt sprog – alle kan være med. En god og inspirerende bog.
Heidi Sagos, læsehest

Sammenkæder det historiske og det nutidige, det religiøse og det folkelige
Det er en super velskrevet bog, der forstår at sammenkæde det historiske med det nutidige og få læseren til at reflektere over sin egen jul og brug af traditioner. Bogen giver på denne måde mere betydning til traditionerne. Læsningen hylder julestemningen. Jeg kom simpelthen i julehumør af at sidde og læse den i min sofa – og jeg fik lyst til at købe et kalenderlys, hvad jeg ellers sjældent har.
Og så kan jeg lide, at bogen gør os opmærksom på, hvor traditionerne kommer fra – særligt mange fra Tyskland. Det rokker lidt ved den nationale selvforståelse.
Og så balancerer den fint mellem det religiøse og det folkelige. Jeg kan lide, at skilsmissebørnenes tradition med lillejuleaften er med og de unge nye familier, som skal forhandle om, hvordan julen i det nye hjem skal forløbe. Også at Facebook og selvpromoveringen er med. At vi repræsenterer vores jul på Facebook.
Måske mangler at mange også har det svært i julen, fordi forventningerne er så store, og er man ikke det rigtige sted familiemæssigt i livet, så bliver det ekstra tydeligt for en selv og omverdenen netop i juletiden. Men egentlig er det jo slet ikke bogens ærinde med det socialrealistiske. Det er mig selv, der gerne vil stikke hul på livsløgnen.
Dortes datter Annas tegninger er et sødt julekrydderi undervejs.
Altså en god bog, der slutter med at citere Hamlet. Superfint. For der er jo mere mellem himmel og jord … også til jul.
 Anette Jahn, indehaver af Måle Fortælleteater

”Glade Jul, dejlige Jul” fås udelukkende som e-bog.
Den koster 39 kroner – eller det samme som et magasin eller ugeblad.
Den kan købes her: https://www.saxo.com/dk/glade-jul-dejlige-jul_epub_9788799956104

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ud med Danmarkskanonen

Udgivet den af
1

Så kom Danmarkskanonen og de ti såkaldt særlige danske værdier …

De blev – ikke overraskende – frisind, kønsligestilling, velfærdssamfundet, tillid, det danske sprog, foreningsliv og frivillighed, hygge, den kristne kulturarv, frihed samt lighed for loven.

Danmarksbloggens første reaktion var et nå. For det virker mest af alt, som noget enhver skoleklasse kunne skrabe sammen på 20 minutters brainstorming, og noget som ingen i Danmark kan være uenige i, selvom vi ikke har kønsligestilling endnu – og selvom velfærdssamfundet er igang med at blive afmonteret.

Apropos skolebørnene, så er det sikkert også dem, der kommer til at trækkes med denne kanon ligesom de allerede nu trækkes med de andre kanoner … der med deres kasser og bestemmelser om, hvad børnene og de unge SKAL læse, er stik modsat den frihed og det frisind, som i øvrigt er med i Danmarkskanonen.

For livet og verden og værdierne kan ikke puttes i kasser. At putte i kasse begrænser derimod den udvikling, der sker naturligt i både et menneskes liv og i et land. Så skrot Danmarkskanonen og tag de andre kanoner med til skraldespanden …

For Danmark og danskere og det danske klarer sig fint uden – ja, klarer sig bedre. Danskhed er nemlig det levende ord, det levende liv på gader og stræder, i hovedstaden og i landsbyen, i skolen og derhjemme – og ikke noget, som er skabt ved et skrivebord i et ministerium eller med klik på en computer fra dem, der tilfældigvis stemte en mørk novemberdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Legenden om juleroserne”

Udgivet den af
Svar

Spændingen stiger i en godt fyldt festsal i Skt. Andreas Kirken i København, efterhånden som tiden går mod klokken otte. Nærmest på slaget træder en kutteklædt skikkelse ind og gør korsets tegn, inden hun trækker hætten ned og afslører, at der bag de grå gevandter gemmer sig en ung kvinde, Ida Nørholm, der straks sætter sig hen til den cello, som hun eminent og meget stemningsfuldt spiller Bachs cello suiter på gennem forestillingen.

En ny kutteklædt skikkelse træder ind, også hun gør korsets tegn, inden hun trækker hætten ned og med ord og i jeg-person afslører, at hun er Røvermor i Selma Lagerlöfs fantastiske jule-fortælling ”Legenden om juleroserne”.

En fortælling, der nok handler om tro og håb, men også om frygt, fjendtlighed og fremmedgørelse mellem mennesker, især når de lever i hver deres verden, hvad enten den verden er Öved Kloster, hvor abbed Hans og lægmanden bor. Eller dalen, hvor Røvermor selv boede som ung og legede i julehalmen. Eller det er Göinge Skov, hvor hun bor nu med hendes mand, der er fredløs og deres mange børn.

Det vil sige: Indimellem går Røvermor ned i dalen for at true sig til mad og andre fornødenheder, og hun får, hvad hun vil have. Skåningene tør ikke andet.

Men en solrig midsommerdag ender hun alligevel i klosterets have, som er så smuk og så farvestrålende, at den er kendt viden om. Klosterets leder, den gamle og livskloge abbed Hans, er også mere end glad for sin have, så han bliver grundigt stødt på stoltheden, da Røvermor gør opmærksom på, at hun kender en have, der er endnu skønnere. Nemlig den have, som Göinge Skov forvandler sig til hver julenat for at fejre Frelserens fødsel.

Dét vil abbed Hans så inderlig gerne opleve, og Røvermor lover ham at sende et af børnene til klosteret for at hente ham og lægmanden, når tiden nærmer sig. Lægmanden er mildest talt ikke glad for aftalen. Han er sikker på, at det er en slags fælde.

Men så bliver det jul, og de tager af sted. Endda med det løfte fra biskop Absalon at har abbed Hans en blomst fra julehaven med tilbage, så skal Røveren deroppe have et fredsbrev, så han og hans familie kan leve blandt andre mennesker igen.

Turen er lang, og ankommet til den vilde skov falder abbed Hans i søvn i Røverhulen, men han er vågen, da mørket og kulden skal til at fortrænges af lyset, varmen, blomsterne, de grønne blade og hele naturens opvågen.

Af lysbølge efter lysbølge … efterhånden så stærke at de ikke kun bringer sommeren og den jordiske glæde, men også den himmelske glæde og englene. Den rene salighed. Det er dog for meget for lægmanden, som er sikker på, at det er Djævlens værk, og hans hårde udbrud jager englene væk.

De flygter fra kulden og mørket i et menneskehjerte, som Selma Lagerlöf så hjerteskærende skriver det.

Og så kommer vinteren kommer tilbage til skoven, hvor abbed Hans dør, men i hans hånd er knolde, som lægmanden planter, og som året efter springer ud juleaften. Det er julerosen – den blomst, der hvert år blomstrer ved juletide. Fordi den aldrig kan glemme, at den engang stod i den store julehave i Göinge Skov. Den julehave, som nu for evigt er væk.

Det er en smuk historie, fuld af menneskelig visdom, intense billeder og afdæmpede, men dog dybe følelser – og Karin Rørbech, der spiller alle rollerne med få fagter og ændringer i kropsholdningen, når hun skifter fra den ene til den anden, gør det ganske glimrende.

Undertegnede så hende også i rollen for næsten et årti siden. Et årti er lang tid. Den samme mand bader ikke i den samme flod to gange – og den samme kvinde står ikke på den samme scene to gange – eller ser den samme forestilling to gange.

Og i dette tilfælde er der kommet en ekstra gnist i løbet af det forgangne årti, skabt af livserfaringen. En gnist, der giver alle figurerne – men især Røvermor en større dybde, en anden glød. Her er virkelig en kvinde, der kæmper for både sig selv, sin mand og sine børn. En stolt og stærk kvinde, der vil noget – og tør noget.

Da abbed Hans (som hele forestillingen igennem fik mig til at se pave Frans for mig) kommer ind i hendes hule den sidste jul, hvor Göinge Skov iklæder sig højtidsdragt, står Røvermor også så stolt som nogen dronning, selvom der kun er vand-vælling i gryden.

Karin Rørbech og Ida Nørholm er også stolte som dronninger i deres fine kjoler. De har så bare et helt festmåltid af en af verdens bedste julehistorier at byde på. Og det gør de med manér. For forestillingen er et fint afstemt samspil mellem ord og musik, mellem Selma Lagerlöfs udødelige fortælling og det nu, som er det eneste vi i virkeligheden har her i den jordiske verden.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks juleroser.

Det er Den Danske Skueplads, der står for ”Legenden om juleroserne”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den Anden Verden”

Udgivet den af
Svar

Der er noget i vandet under broen. En anden verden. Det får man også i dén grad vist – endda hele to gange i første afsnit af DR´s nye julekalender ”Den Anden Verden”, som så gerne vil lave noget spændende om magi og om det at være ung, være på en bro mellem at være barn og voksen, mellem to verdner på så mange måder.

Desværre bliver det ved de gode viljer i en tv-julekalender, der er så gennemforudsigelig og i det hele taget så gennemsnitlig, at det bliver svært at ramme de tweens og de teenagere, som må være målgruppen.

For historien er både for dyster og for optaget af, hvordan man kysser rigtigt til at man kan nå de små og større børn. De vil nemlig have hygge og nisser og søde dyr. Eller i hvert fald festlige og sjove guder, feer, prinser og prinsesser og den slags fantasivæsner.

Og det fås ikke i denne julekalender, der minder mere om en klassisk nordic noir fortælling end om så meget andet, dog uden det format og den dybde som der er i mange af de nordiske skæbnefortællinger af både ældre og nyere dato.

De voksnes skuespilspræstationer skal dog roses – og især Lars Brygman og Christian Tafdrup (og formentlig også Sofie Gråbål, når hun for alvor kommer på banen dernede i den anden verden) er eminente, mens de unge igen mere er drevet af den gode vilje.

Det er synd. For historien burde ramme os lige i hjertekulen med de to tvillingesøstre, hvor den ene er extrovert og den anden introvert, men hvor begge har mistet deres far som ganske små. En far, der stod for det teater, som moderen nu tappert prøver at drive videre. Et rent eventyr som dem Brdr. Grimm samlede, og som vi efter sigende skal møde i de kommende 24 dages julekalender på DR.

Men det er alt sammen så forudsigeligt og ja, kedeligt. Danmarksbloggen er derfor ked af kun at kunne give ”Den Anden Verden” to nissehuer ud af seks mulige.

Danmarksbloggen vil dog retfærdigvis se julekalenderen og vende tilbage med en ny anmeldelse, hvis det her kun er startvanskeligheder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk