Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Papirøen KAN reddes

Udgivet den af
1

Så lykkedes det at redde Amager Fælled – vistnok. Det er den slags, der giver demokratiet håb, og nu skal en ny kamp kæmpes MOD kapitalinteresser og FOR befolkningen.

Denne gang handler det om Papirøen på Christianshavn, som er et fantastisk sted med bunker af god street-food, liv og leben, som tiltrækker både lokale og turister – men som skal lukke til nytår.

Det har så også hele tiden været planen – som at det hele tiden har været planen, at der skal bygges luksushuse på grunden. Men planer kan laves om, hvis det giver mening – og her giver det særdeles god mening at beholde det levende, vibrerende mad-mekka, som ovenikøbet er nummer fem på listen over københavnske turistattraktioner.

Der er i øvrigt luksushuse nok langs havnefronten. Ja, faktisk er der alt for meget luksus og penge i hele det centrale København. For mange personer på det samme sted fra den økonomiske overklasse dræber nemlig byen, byens liv og sjæl –  og gør Danmark som helhed fattigere på ånd – og på pengepung også, for ingen turister gider besøge fine, men glatte facader uden liv og uden mennesker.

Så ud med spekulanterne og deres grådighed – og ind med fællesskabet og fantasien. Med mennesker og menneskelighed. Med fortsat mad på Papirøen.

Vi reddede Fælleden – vi kan også redde Papirøen, og måske endnu mere i et valgår som dette.

Læs mere i dette glimrende debat-indlæg fra Politiken fra en af stadeholderne på Papirøen: http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6130236/Unikke-Papir%C3%B8en-skal-ikke-ofres-for-endnu-et-prestigebyggeri-i-havnen?utm_content=buffer3ad10&utm_medium=social&utm_source=facebook.com&utm_campaign=buffer

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Til (ingen verdens) nytte”

Udgivet den af
1

Du kender dem sikkert godt, de der feel-good-film, som man ser siddende i sofaen, pakket ind i et tæppe og med et varmt krus te i hånden. De film ender altid godt, og er – uanset konflikten – i reglen ret ligegyldige og derfor også glemte to minutter efter.

I modsætning til dem står så et teaterstykke som ”Til (ingen verdens) nytte”, der spiller på Folketeatret i København, og er hvad Danmarksbloggen vil kalde feel-bad-teater.

For her ender det skidt, og konflikterne står opstillet på rad og række, mens modgangen og nedturen bare fortsætter og fortsætter for vores hovedperson, den arbejdsløse Berit. Og der foregår ikke på noget tidspunkt noget, som ikke betyder noget for både stykket – og for os, der kigger på – ja, for hele samfundet.

”Til (ingen verdens) nytte” er et af de sjældne teaterstykker, der bliver siddende i sindet i lang tid, og ikke kun pga. skuespillet, selvom det er eminent ned til mindste betoning og mindste bevægelse i et samspil, der emmer af gode dialoger og malende billeder.

Men også fordi der hos publikum var en reaktion, som Danmarksbloggen ellers kun har oplevet i børneteatrene, når det, der sker på scenen, er så spændende, at de små BARE MÅ SIGE NOGET.

Sådan var det også her, hvor mange blandt publikum og især de ældre hviskede mere end ofte til hinanden i løbet af forestillingens to akter. I pausen kunne man også høre, hvordan det fløj med parallelle historier fra publikums liv, som matchede det, der skete på scenen – både når det kom til nedskæringer, grimme måder af få effektive virksomheder til at virke forældede på, møder med en umenneskelig a-kasse, ligegyldige aktiveringskurser, voksne børn der ikke gider deres forældre, men heller ikke under de gamle lidt lækkerier til at forsøde livets aften.

Men det, som især satte sig hos mig, skete, da stykket var slut, og de fleste havde pakket sammen og var gået. Jeg var også på vej, da jeg opdagede to kvinder, som stadig sad på deres stole, mens tårerne løb ned af deres kinder, og de blev ved med at sige til hinanden: ”Det er lige sådan, det er”.

Jeg måtte synke en stor klump, og det var med våde øjne og en knugen i maven, at jeg gik hjem, mens jeg tænkte på H.C. Andersens eventyr ”Nattergalen”, hvor den lille fugl siger, at den har set tårer i øjnene på en kejser, og at det er den slags juveler, der gør et sangerhjerte godt.

Hvis det også gælder skuespillere, så vil Danmarksbloggen gerne oplyse d´damer Pia Rosenbaum og Lisbeth Wulff samt d´herrer Finn Nielsen og Jacob Lohmann om, at det flød med ædelstene i søndags på Hippodromen – også efter tæppefald.

For ”Til (ingen verdens) nytte”er det måske mest relevante teaterstykke på den danske teaterscene i sæsonen 2017-18.

Det viser, ja det udstiller uden nåde vor tid og vor samfunds umenneskelighed og fokus på præstation. En uskik der betyder, at stress er en sygdom, og at mennesker begår selvmord, fordi de føler sig uduelige, og ikke får lov til at gøre nytte og være med i et samfund, hvor der kun er plads til de stærke og de hurtige og de omstillingsparate – dem der kan altid på papirets syv sekunder, men ingenting når det kommer til stykket.

Og netop fordi det er virkeligheden og dens grimme væsen i en tid, hvor mennesket er reduceret til et produktions- og forbrugsdyr, der bare skal tage sig sammen, som det hedder, så behøver skuespillerne heller ikke hverken drejescener, larmende musik eller andet stort og dyrt.

Alt der kræves for at fortælle denne tragedie fra hverdagen er skuespillernes evne til at spille (og den er enorm), små effekter som fx en buket blomster, en kaffekande og en støvsuger – og så den bedste medspiller af dem alle sammen: Virkeligheden, der er så tæt på i denne forestilling, at man må spørge sig selv, om det er en dokumentar, der har forklædt sig som et teaterstykke. Eller et teaterstykke, der kunne – og burde –  bruges som en dokumentar, som alle med magt til at gøre noget anderledes ved de grundlæggende samfundsforhold skulle se.

For ”Til (ingen verdens) nytte” er en perle og et lille mesterværk, som er skrevet af den Reumert-vindende Thomas Markmann, der har brugt sin egen historie som forlæg – og han skåner ikke sig selv.

For han kaster et forklarende og forsonende slør over den frustrerede HR-chef Karina, der et eller andet sted gerne vil hjælpe Berit, der uden selv at kunne gøre hverken fra eller til kastes ud i tragedien. Og han beskriver med stor ømhed pensionisten Svend, der er modelleret over hans far, mens ham selv – som i stykket er sønnen og karrieremanden Lars – beskrives med stor hårdhed og først til sidst ser man en sprække ind i den stressede og fortravlede mand, der viser, at også sønnen rummer smerte og menneskelighed.

Det er så modigt skrevet – og så fint formidlet med både ord og kropssprog af de fire skuespillere, hvor det kun giver mening at fremhæve dem alle fire lige meget: Pia Rosenbaum, Lisbeth Wulff, Finn Nielsen og Jacob Lohmann.

For ligesom at Berit kan køreplanen udenad, så kan det nævnte firkløver også spille teater til ug og kryds og slange – eller skulle man sige at ”den på scenen stående biomasse udlever deres spidskompetancer med rettidig omhu for optimeringen af både et nutidigt afkast og et fremtidig sikring af videreudvikling af deres potentialer ” eller noget i den stil, som det på bullshit-manér måske kunne beskrives på moderne New Public Management-sprog og ideologi, hvor man fornægter, at nogen har magt – og andre ikke har, og prøver at bilde folk ind, at man kan opnå alt, bare man brænder for det, brænder igennem …

Men sådan er det ikke – vi kan kun noget i fællesskab, når vi tør – og vi får lov til at være med og gøre nytte. Hvad der sker, når vi ikke tør række hånden frem og give hinanden tillid og plads, bliver man smertelig bevidst om ved at se ”Til (ingen verdens) nytte”.

Danmarksbloggen vil derfor anbefale alle at gå ind og se ”Til (ingen verdens) nytte”, som skal have seks ud af seks stjerner. For her skal der gives klassiske stjerner. Det er nemlig teaterkunst i dens reneste og mest ophøjede form, som indtil d. 21. oktober vises på Hippodromen på Folketeatret i København, hvorefter forestillingen drager på turné indtil 5. december.

Der må også meget gerne være en Reumert i det her – eller flere. Det vil være så fortjent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Herrens veje”

Udgivet den af
2

DR´s nye søndags-dramaserie ”Herrens veje” er spændende, fordi den tager livtag med den tro, som det kan være svært at tale om i Danmark. Mange danskere vil nemlig hellere fortælle om deres økonomi og sexliv end røbe noget om deres religion, hvad serien også indleder med at slå fast.

Serien er så ikke kun tro, men også utro mod vores tid.

Tro fordi den viser, hvordan følelser og selv-realisering er vigtigere end alt andet i vores egocentrerede tilværelse, og endda så meget, at det spænder ben for, at provsten, der spilles fænomenalt af Lars Mikkelsen, bliver biskop.

For ja, provster og præster og biskopper er også mennesker, der kan fejle og være i tvivl – men det vidste danskerne nu godt i forvejen.

Serien er så også ikke-tro mod tiden, fordi den tør insistere på at fortælle om netop religion og forkyndelse. For nok er der en stigende accept af, at mennesker erkender og vedkender sig deres tro. Men endnu er der i mange kredse – både på land og i by – en mistillid til alle, der åbent siger, at de tror på Gud.

”Herrens veje” åbner også op for mystik – og for en anden version af kristendommen end den evangelisk-lutherske, som den danske folkekirke hviler på, og som har sine store rødder hos Grundtvig, som i serien engang har boet hos provstens tip-tip-oldefar.

Det med mystikken viser sig for eksempel med den lille fugl rødhalsen, der ellers er død, men i slutningen af første del mirakuløst kommer levende op af jorden igen – og med kordegnen og kirketjeneren Svend, der minder om visse mænd fra de russisk-ortodokse kirker med en fortid, der i reglen intet har med tro at gøre, men som nu lever et liv med et øje for både troen i det nære og for det guddommelige mysterium i hverdagen. Det bliver meget spændende at se om – og hvordan – det tema foldes ud.

For deri ligger en enfoldig tilgang til det guddommelige, som er i strid modsætning til den naturvidenskabelige og kritiske holdning, som mange danskere – i hvert fald officielt – er tilhængere af.

Præcis som at det er interessant, om provsten bliver ved med at få flere oplevelser á la tilsynekomsten af det nyligt afdøde sognebarn. For netop begivenheder, der ikke er af denne verden, taler det folkekirkelige Danmark sjældent om og slet ikke på et konkret plan, men her tvinges provsten til at tage stilling.

Han kan ikke blot nøjes med at møde sognebørnene med bøn, salmer og forkyndelse, altså det som han har lært som teolog og på præsteseminariet – og derhjemme i den 250 år gamle præste-slægt.

Der er i “Herrens veje” så også de sædvanlige konflikter mellem mennesker, mellem køn og mellem generationer – men det er i grænselandet mellem tro og ikke-tro, at serien kan blive interessant. Her er der noget på spil – især når man i ligningen inddrager de andre religioner, der er kommet til Danmark i de seneste årtier. Samt hvordan vi, der er kristne, skal opfatte, leve og ikke mindst forkynde kristendommen, både til troende og ikke-troende.

Danmarksbloggen har i hvert fald ikke tænkt sig at gå glip af de kommende afsnit. For der er i første del lagt i kakkelovnen til noget, der kan give stof til både eftertanke og samtale. Men temaerne de næste søndage kan også udvikle sig til en omgang ligegyldig afliring af de argumenter og holdninger, som man finder i aviserne, hver gang troen og folkekirken er på tale – og i så fald bliver serien ligegyldig.

Dertil kommer, at Danmarksbloggen vurderer, at ”Herrens veje” simpelthen kræver for meget viden om tro og folkekirke til, at de fleste danskere kan få fuldt udbytte af den.

Tag fx scenen med det døende sognebarn, hvor de ord, som provsten og sognebarnet synger sammen, er: Og kan hans magt bevise … fra salmen ”Op af al den ting”. For med de ord bekræfter det døende sognebarn sin tro på den opstandne frelser, og når to sammen synger/siger at de tror, så er Jesus også tilstede og konfirmerer det skete. For som der står i Matthæus, kap 18, vers 20: For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem. Men hvor mange danskere er SÅ bibelstærke i 2017, at de kan knække dén nød? Næppe flertallet.

Scenen, hvor Lars Mikkelsen kravler op på trappestigen og kysser Kristusfiguren, minder også – bare med andre fortegn dog – om scener fra Netflix-serien ”House of Cards”, hvor Francis Underwood igen og igen krydser alle moralske grænser. Men hvor det giver mening, at et magtmenneske som Underwood ikke har nogen hæmninger, så vil Johannes Krogh, som provsten hedder, aldrig foretage sig den slags. Han kan drikke og være utro og sikkert en hel masse mere, men at kysse en Kristus-figur er der næppe en præst i Danmarks rige, der kunne finde på – i hvert fald ikke én i den af ordet bærende folkekirke.

Det er unødvendigt drama-gøgl, som seriens hovedforfatter Adam Price ikke har kunnet dy sig for at få med. Desværre, for der er rigeligt med kød på i forvejen i en serie, hvor ord selvsagt fylder meget, som de gør det i folkekirken, hvor prædikenen er det centrale i gudstjenesten. Det der med religiøse kys møder man derimod ikke i folkekirken, men ovre hos de ortodokse kristne og hos katolikkerne.

Danmarksbloggen giver derfor ”Herrens veje” fire ud af seks præstekraver, selvom Lars Mikkelsen leverer en præstation til seks præstegaver, og de andre i castet er oppe på fem præstekraver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Diktatoren”

Udgivet den af
Svar

Den, der sår vind, høster storm …

Årets orkansæson er en af værste nogensinde. Den ene ødelæggende orkan efter den anden drager ind over de caribiske øer, Cuba og det amerikanske fastland.

Men også politisk er hele verden i øjeblikket truet af storm, ja af altødelæggende atom-orkaner skabt af de magtmennesker kloden rundt, der for at få opfyldt deres egne ambitioner lyver og snyder, når de lover deres borgere alt muligt, som disse skruppelløse ledere aldrig har haft intentioner om at holde. Løfter som mennesker over hele jorden – og også i Danmark, for vores lokale andedams ledere er ikke bedre – alligevel vælger at tro på, måske i angst for det fremmede, måske i grådighedens navn om at få mere og i hvert fald beholde det, man allerede har.

Og midt i al denne verdens elendighed og dunkelhed, som ikke er set mere dyster siden 1930´erne, sætter Nørrebro Teater så Charles Chaplins ”Diktatoren” op, og det gøres absolut mesterligt i et tempofyldt og forrygende mix af klassisk teaterkunst, komedie på topniveau, fysiske udfoldelser der times perfekt – og så selvfølgelig stumfilmen og al dens væsen omsat til levende mennesker – og levende musik som for eksempel den gribende ”Smile” (fra Charles Chaplin-filmen ”Moderne tider”), der ligesom alle lydene fremføres fantastisk af Olivier Antunes, som ellers til daglig sidder bag klaveret i Elias Kirken på Vesterbro.

Apropos det kirkelige, så kommer forestillingens mest gribende ord – Den, der sår vind, høster storm – også fra Biblen, fra Hoseas bog i Det Gamle Testamente. Hoseas er ikke særligt kendt, men han er en af de såkaldte 12 små gammeltestamentlige profeter og den, der talte om, at det var hor at have andre guder end Gud – men bemærk: Hoseas ville forsoningens og ikke fordømmelsens vej.

Det vil Diktatorens Hynkel ikke – han vil magt, og han vil det nu – og han vil have det hele, og han spilles overbevisende af Olaf Johannessen, der dels er tro mod Charles Chaplins ikoniske film og figur fra 1940, og dels er tro mod vor tid og vores udfordringer som globaliseringen versus nationalismen.

For eliten og folket er altid blevet sat i spil som modsætninger, og mistænkeliggørelsen af ”de fremmede” og deres skikke er den samme i vor tid som i 1930´erne, men ”de fremmede” er ikke længere jøder med synagoger og kosher-mad, som bor i små butikker som barberen og Hannah og de andre i forestillingen, der griber salen om hjertet med deres musik og deres åh så hverdagsagtige og menneskelige liv – lige til at genkende, uanset om man er jøde, kristen, muslim, ateist – eller rødhåret som Julie Agnete Vang, der lyser op på scenen, og med smæld og følelse spiller den livskraftige Hannah, som man godt kan forstå, at barberen forelsker sig i.

For der sker noget, når hun er på scenen. Det gør der også, da Søren Pilmark kommer ind som Napolini i en rød kappe passende for en romersk kejser. Hans figur er også en blanding af en kejser, Il Duce og en pæn portion fordomme om Spaghetti-folket, men hans tilsynekomst sætter simpelthen forestillingen et gear op, allerede fra før han træder ned på den røde løber, selvom alle på scenen spiller forrygende – og alle pånær hr. Pilmark i mere end én rolle. En Asbjørn Krogh Nissen står også stærkt som den med tiden moralske nazist, der undervejs gennemskuer, at man er ved at smide civilisationen ud med badevandet i sin jagt på den rene ariske verden, også selvom det slås fast i forestillingens dialog, at Hitlerkortet jo ikke skal trækkes.

Lige præcist Hitler-kortet trækkes så hele tiden på scenen i rablende vanvittige og morsomme scener, hvor publikum vånder sig af grin og genkender ikke kun de historiske fakta fra dengang i 1930´erne, men også nogle af de ting, som der sker i dag, og som midt i komikken løfter en advarende finger i vejret, præcis som den drejelige scene både sænker og hæver sig – og ofte i ganske skarpe vinkler, mens skuespillerne hopper, løber og tumler rundt på de på alle måder skrå brædder.

For der fortælles med både ord, mimik og krop i ”Diktatoren”. Og det er mere end stærkt, da barberen til sidst i forestillingen, mens alle nazistiske symboler og andet gøgl forsvinder, henvender sig til OS i publikum og gør OS opmærksom på vores ansvar for hinanden og for denne Jord, som han har i hænderne som en stor badebold – lige til at kaste ud – og det gør han.

Så ja, vi leger med kloden til sidst, spiller den imellem skuespillerne og publikum som den store badebold, den er, og det gøres med glæde og med smil – og med nænsomhed. For vi ved, at det er den eneste Jord, som vi har – og at vi er nødt til at passe på dén og på hinanden.

For dybest set er mennesket godt, og vi vil blot leve i frihed og hjælpe hinanden, lyder det i den gribende appel til ikke kun publikum – men hele verden. En appel, der til premieren i går aftes blev mødt med stående bifald og mange fremkaldelser efter tæppefald. Det var helt fortjent.

Danmarksbloggen giver ”Diktatoren” seks ud af seks skønne jordkloder – selvom vi egentlig kun har én, og vi heldigvis endnu har en chance inden tæppefald, selvom det trækker op til storm.

For nok gælder at Den, der sår vind, høster storm. Men heldigvis kan vi også vælge at plante forståelsen, så vi kan høste glæden og friheden.

Det er op til hver og en af os – hver eneste dag.

Livet handler nemlig om moral – og om valg, om at kere sig for andre, så man som barberen i ”Diktatoren” giver sin nyfundne og sidste mønt til spillemanden, så man smiler sig gennem hele livet, som Nat King Cole engang i en helt anden verden sang det så uforglemmeligt.

Diktatoren spiller på Nørrebro Teater indtil 29. oktober. Det er Nikolaj Cederholm, der har instrueret, og det samlede cast er: Olaf Johannessen, Søren Pilmark, Peter Gantzler, Jimmy Jørgensen, Jesper Hyldegaard, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Peter Zandersen, Julie Agnete Vang og Olivier Antunes.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Kammertjeneren”

Udgivet den af
Svar

Der er bøger, som er så godt skrevet, at de er decideret lækre at læse. ”Kammertjeneren – 40 år i kongehusets tjeneste” er en af disse. Ordene simpelthen flyder af sted, og de 258 sider vender sig selv. For at læse denne bog er som at spise en let og luftig dessert lavet af de fineste råvarer, som netop dem der serveres ved de royale borde. Man kan blive ved og ved med at smæske sig i velskrivenhed

For i bogen tegnes billedet af en konkret kammertjener så godt, at man føler, at han sidder lige ved siden af, så man selv kan høre Anker Andersen, som kammertjeneren hedder, fortælle.

Ofte kan en anden forfatter til personlige bøger virke som et i bedste fald nødvendigt mellemled – men forfatteren til bogen her Kirsten Balslev er i stedet en nænsom og dygtig fortæller, der lader kammertjeneren selv komme så meget til orde, at man hurtigt kommer til at holde af ham, også selvom det kan være svært at forstå hans ubrydelige loyalitet og kærlighed til de mennesker, som han tjente i 40 år, og stadig forsvarer.

At de mennesker så er den danske kongefamilie er faktisk sekundært, selvom man hører langt mere om deres liv end om Anker Andersens. Alligevel er det kammertjeneren, der er i fokus – eller rettere hans rolle som kammertjener og hvad deraf følger af opgaver og oplevelser på landets slotte og på rejser med kongefamilien over hele verden og på Dannebrog.

Og der fortælles om stort om småt mellem hinanden – om bryllupper, bisættelser og hverdagen både i Danmark og i Frankrig, hvor Anker Andersen ligesom kongefamilien selv især nød opholdene på Chateau de Cayz, hvor alle både høj og lav åbenbart tager fat.

For det, som gør størst indtryk og også mere end de små, uskyldige afsløringer om de kongeliges vaner og liv, er den loyalitet, ja den kærlighed, som Anker Andersen har til de kongelige. Den er rørende – og virker i vor tid vel nærmest ligeså gammeldags om selve titlen kammertjener.

Hele Anker Andersens virke og opfattelse hænger så også sammen med en accept af, at der er forskel på folk – og at det er okay. Noget som for langt de fleste synes ikke kun gammeldags, men også forkert i nutidens øjne. Men Anker Andersen skal ikke forstås med lighedstanken for øje, selvom han voksede op i et politisk rødt og fattigt hjem på Fyn.

For kammertjener Anker Andersen, der i alt virkede 40 år for først Frederik d. 9 og dronning Ingrid og derpå for Margrethe d. 2 og prins Henrik, skal forstås ud fra, at han har været lykkelig i sin funktion. Bogen skal derfor også læses som en beskrivelse af en verden af i går, som ikke er mere.

Eller det vil sige: Vi har stadig et monarki, men i vor tid er der formentlig langt mellem de mennesker, der så loyalt og totalt vil tjene andre, som Anker Andersen gjorde det – især når det sker uden at forvente noget til tak, selvom han påskønner Frederik d. 9´s store evne til at vise de ansatte taknemmelighed – og også lige får nævnt, at han godt kunne tænke sig et af Dronningens malerier.

Det kunne Danmarksbloggen også unde den fattige dreng fra Tommerup på Fyn, der som dreng så Frederik d. 9 i toget på Tommerup Station – uden at vide at han selv få år efter var med til at klæde kongen på, og dernæst prins Henrik – og sågar kronprinsesse Mary´s far, da hun blev gift med kronprins Frederik.

Men vi kommer dog ikke udenom at drysse lidt malurt i bægeret. For der er i bogen en total manglende omtale af Anker Andersens private liv som voksen. For ja, vi hører om hans barndom med kolde vintre, besættelse, flyangreb og avisjob ved siden af skolen, så familiens økonomi kunne løbe rundt. Senere hører vi også om uddannelsen til skrædder, soldatertiden og giftermål.

Men så ankommer han til Amalienborg og Fredensborg, og så bliver der stille, og vi erfarer kun i bisætninger, at han og konen får to døtre, at hustruen indimellem er med til royale receptioner, men ikke er så meget for det – og ellers ingenting. Og det er ærgerligt.

For hvordan lever man i spændet mellem et royalt arbejdsliv og et almindeligt borgerligt familieliv? Hvordan havde Anker Andersen det med i 40 år at være så ofte og så længe væk fra familien – både til hverdag, men især også på de hyppige og lange rejser med de kongelige? Hvordan havde familien det med, at deres mand og far var så meget væk? Han fik to døtre: Er de blevet gift – og førte ham dem selv op, som han beskriver, hvordan den gamle konge førte prinsesserne op? Har han fået børnebørn? Og meget mere.

Alt det får vi ikke svar på, men det ville Danmarksbloggen og læserne gerne vide. For de kongeliges historie kender vi, men ikke Anker Andersens, og den virker ellers vældig spændende ud fra den smule, som vi får.

Hans egen – og fulde – familiehistorie ville med ret stor sandsynlighed også være en historie, som det kunne være noget lettere for læseren at spejle sig selv og sin egen familiehistorie i end historier om præsidentbesøg, kronjuveler og særfly til de mest eksotiske steder på kloden. Men alligevel oplevede Anker Andersen jo netop begge verdner – men vi hører intet om, hvordan det var at leve i og med dette skel, dette spænd, og det er skade.

Danmarksbloggen giver derfor den ellers ekstremt velskrevne bog fire ud af seks mursten, som dem den lille Anker var med til at producere på teglværket hjemme i Tommerup sammen med forældrene.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Tillykke

Udgivet den af
Svar

Så er det i dag, at København kan fejre sin 850 års fødselsdag.

Ret beset er byen dog ældre, da den allerede eksisterede i 1167, da den krigeriske bisp Absalon fik byen af forstbroderen, selveste kong Valdemar d. Store. Men byen var på det tidspunkt kun et lille fiskerleje ved navn Havn, som Absalon altså skyndte sig at befæste ved at bygge en borg dér, hvor Christiansborg ligger i dag.

Det er også i gaderne omkring Christiansborg, at fejringen især foregår med uddeling af gratis københavnerstænger til de første 1167 (ja, årstallet må vi ikke glemme). Der er også lovet 1167 gratis kopper kaffe – og ikke mindst 1167 gratis øl. Men folkefestren byder også på både skattejagt, pool-party i kanalen og levende musik med blandt andet Laid Back – og meget mere. Det hele afsluttes med et fyrværkerishow fra Tivoli.

Det er den årlige kulturfestival Golden Days, der står for arrangementet – se mere her: https://goldendays.dk/koebenhavnerfejring/

Og tillykke til landets hovedstad, der i sin lange historie har oplevet ikke så lidt:

København har blandt meget andet oplevet at være det sidste sted i landet, som stod imod den lutherske reformation, at være belejret af svenskerne i flere omgange, at være stedet, hvor både Enevælden og Demokratiet blev født.

Men også i moderne tid har København dannet rammen om de store Danmarksbegivenheder, hvor nok Befrielsen i 1945 og EM-sejren i fodbold i 1992 er de to største.

Under alle omstændigheder: København er udskældt og elsket, forkætret og fortryllende – men altid med dét særlige glimt i øjet og det lille smil i mundvigen, som kendetegner denne nordiske hovedstad: København.

Byen, som nok er nordic noir – men også et lysets drømmested, især om sommeren.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om Palads

Udgivet den af
Svar

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

Et af de steder er den farvestrålende Palads-bygning, som Poul Gernes malede i 1989 i dens nu så kendte farver, og som for mange er synonym med BIOGRAFERNE, hvor man er kommet som barn med mor og far, som stort skolebarn med vennerne, senere med en date osv, osv.

MEN nu er der givet grønt lys for at arbejde videre med et projekt, der vil jævne den ikoniske bygning med jorden, så man i stedet kan bygge højhuse på et areal, der også skal indebære en overdækning af baneområdet ved Vesterport. Se mere her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/groent-lys-fra-udvalg-biografen-palads-fredes-ikke

Alt det ved alle – men hvor står sagen nu? Det sidste, som Danmarksbloggen har kunnet finde i medierne, er over et halvt år gammelt – så man kunne formode, at der er sket noget i sagen siden. Danmarksbloggen skrev derfor til Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns kommune for at få svar på:

  1. Hvor langt er planerne med Palads i dag? Er det endeligt besluttet, om Palads skal rives ned eller ej?
  2. Og hvis ikke, hvad er så tidshorisonten for projektet? Hvornår træffes de endelige beslutninger? Før eller efter kommunalvalget?
  3. Og hvem har truffet/skal træffe de endelige beslutninger? Teknik- og miljøudvalget – eller den samlede Borgerrepræsentation?

Men desværre var svaret hverken-eller.

Det lød: Der er ikke noget nyt. Forvaltningen er endnu ikke klar med en ny sag til udvalget med svar på de udfordringer, udvalget gerne ville have undersøgt nærmere:

https://www.kk.dk/indhold/teknik-og-miljoudvalgets-modemateriale/06022017/edoc-agenda/ba346a17-fa88-4dca-83a7-538794aef6a6/7ba73d04-4e0f-45c7-ac32-acf5920d1e33

Så pt kan forvaltningen altså ikke sige, hvornår sagen kommer for Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Det kan derfor blive på både den ene eller anden side af kommunalvalget.

Danmarksbloggen slipper dog ikke sagen. For også Palads er et sted, der er elsket af både københavnere og ikke-københavnere, og som det er værd at kæmpe for.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om Minefeltet

Udgivet den af
Svar

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

For et par uger siden skrev Danmarksbloggen om Minefeltet, som er truet: http://danmarksbloggen.dk/?p=9296

Siden er der sket meget i sagen – og der sker stadig meget.

Se mere på denne FB-side: https://www.facebook.com/groups/1086910964776824/?fref=ts&sw_fnr_id=4043788746&fnr_t=0

Det er dog endnu ikke givet, hvor det hele ender, selvom der overalt i København og blandt både kendte og ukendte er stor opbakning til Kongens Bar, Skindbuksen og Hviids Vinstue. For slet ikke at tale om alle de andre brune værtshuse, som der bliver stadig færre af i hovedstaden.

Man kan undre sig, også når man ser på, hvad der rykker ind i stedet: Fantasiløse globale kæder som fx Starbucks, der har rigtig godt fat i især det unge segment med deres forskellige og ofte sæsonbetonede drikkevarer som fx de forskellige versioner af det nye efterårskrydderi Pumpkin Spice, der som så meget andet i vor tid kommer fra USA, men nu er mega-populært også i Danmark.

Men også danske kæder som den kraftigt overvurderede Joe and The Juice, der med lige dele altfor høj musik samt altfor dårlige hygiejne- og arbejdsforhold skræmmer de fleste voksne langt væk, åbner hele tiden nye afdelinger.

Og lad gå at de unge for en tid er til fals, men på den lange bane vil de også foretrække kvalitet, men hvis ikke vi kæmper nu, så er der ikke noget at efterlade til dem. Så er de for evigt dømt til at leve i kædernes ensrettende plastic-helvede.

Så også for vores børn og børnebørns skyld må vi kæmpe for at bevare de brune værtshuse – hvoraf de to, nemlig Skindbuksen og Hviids Vinstue, er to af de allerældste. Ja, Hviids Vinstue ER det ældste.

Der er i skrivende stund ikke planlagt nogen nye aktiviteter, om end der er lidt snak om at møde op på lørdag på selve Københavns fødselsdag og markere Minefeltets kamp også.

Det afgørende er heller ikke, hvad der sker hvornår, men at gryden holdes i kog, og at kampen for Minefeltet ikke opgives, men kæmpes videre. For et København uden Kongens Bar, Skindbuksen og Hviids Vinstue er et København uden sit bankende, røde hjerte. Og det vil være savnet af både københavnere og ikke-københavnere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om Tivoli

Udgivet den af
1

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

Siden Tivoli åbnede i 1843, har Den Gamle Have været et yndet udflugtsmål for københavnerne – og noget som også mange andre forbinder med en tur til København, og det er da også dejligt at gå i Tivoli en sommeraften, eller når julelysene tændes, eller den hyggelige uhygge spreder sig til Halloween.

Der er så også sket meget i Tivoli indenfor det sidste årti. Undertegnede lyder nok som en gammel abonnine, når jeg siger, at det desværre er blevet til det markant værre. Men det er sandt. For går man blot 10-12 år tilbage i tiden, så kunne man en hvilken som helst dag i ugen gå i Tivoli og opleve i bunker af GRATIS kultur og musik fra middagstid og til sen aften.

En typisk dag i begyndelsen af årtusindet så nemlig sådan ud: Cirka tre gange hver dag startende lige over middag kunne man se børneteater – som regel et af H. C. Andersens Eventyr – nede i Valmueteatret, der lå til højre, når man kom ind fra hovedindgangen. Senere på dagen kunne man så gå hen til den muslingeformede Pavillon og høre Promenadeorkesteret, der typisk spillede 3-4 gange hver eneste eftermiddag – og altid noget af den musik, som H. C. Lumbye komponerede specifikt til Tivoli. Så var der Pantomimen, som optrådte med forestillinger to gange om dagen på det fredede Påfugleteater – og vel at mærke til levende musik spillet af Promenadeorkesteret. Og endelig kunne man så slutte dagen af ovre hos Big Bandet, som også spillede et par gange eller tre hver aften.

I dag byder Tivoli på Rasmus Klump og Pantomime – men nu kun til dåsemusik og ikke til den levende musik, der var en fantastisk del af oplevelsen ved at sidde på de grønne bænke foran Påfugleteatret og se på Pjerrots løjer og Harlekin og Columbines kærlighedskamp.

Det er med andre ord gået den gale vej for kulturen og musikken i Tivoli, som sammen med blomsterne er det eneste, der adskiller Den Gamle Have fra alle mulige andre forlystelsesparker.

Der er simpelthen for meget forretning og bundlinie i foretagendet nu. Og så hjalp det heller ikke på kultur- og musikbudgettet, da Tivoli-direktør Lars Liebst for 11 år siden fik den gamle balletdanser Peter Bo Bendixen ansat i en helt ny stilling som balletchef for den nye Tivoli-ballet og balletskole, hvis fornemste opgave tilsyneladende er at opføre Nøddeknækkeren ved juletid i Tivolis koncertsal – og her naturligvis kun for dem, der har købt en (dyr) billet.

Balletten blev skabt i 2012 – efter man havde nedlagt Valmueteatret og beskåret Promenadeorkestret og Big Bandet ganske voldsomt. De to sidste blev så endelig nedlagt i 2015.

Så ja, tanken om at Valmueteatret, Promenadeorkesteret og Big Bandet blev ofret på ballettens alter ligger ligefor, også selvom det virker helt skørt at ofre to unikke orkestre og et ligeså unikt børneteater for at lave endnu en balletskole i København, som i forvejen har Den Kgl. Ballet, der er en af verdens bedste – og som Tivoli-balletten ikke er i nærheden af at matche overhovedet. For hvor de to orkestre og børneteatret var med til at skabe den specielle Tivoli-ånd, så virker Tivoli-balletten i bedste fald velmenende …

Men ja, der er stadig Fredagsrock og også andre koncerter i løbet af sæsonen, men i forhold til tidligere er det mindre end lidt, og langt det meste i dag koster også penge. Der er nemlig ikke meget, der er gratis i Liebsts og Bendixens Tivoli.

Danmarksbloggen drømmer derfor også om, at der kommer en anden ledelse.

For nok er Tivoli en forretning, så der skal tjenes penge. Men måske – bare måske – ville man tjene flere penge på at tilbyde et stort, varieret og gratis kultur- og musikprogram. For så ville Den Gamle Have igen være det helt specielle sted med den helt særlige Tivoli-ånd, som begejstrede en hel verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Copenhagen Pride

Udgivet den af
Svar

Så er det Pride-tid igen i København. Mangfoldighed og regnbuer. Et af årets absolutte højdepunkter, hvor byen får farver og liv.

Desværre sker det også på en mørk baggrund, når man ser på, hvad der sker i verden – og i Danmark.

For både herhjemme – og i lande som Tyrkiet, Rusland og mange andre steder forfølges mennesker stadig, bare fordi de elsker en af samme køn som dem selv, er transseksuelle eller på anden måde ikke kan presses ind i de meget snævre bokse, som små og angste mennesker gerne så, at verden bestod af.

For uvidenheden florerer og sammen med netop angsten og selvtilstrækkeligheden danner det en virus, som skal stoppes – med kærlighed vel at mærke.

For verden er mangfoldig – og menneskene er mangfoldige – og hurra for det.

Så gå ud i Københavns gader, hvad enten du er gammel eller ung, tyk eller tynd, homo eller hetero … gå ud og fejr mangfoldigheden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk