Anmeldelse: ”Til (ingen verdens) nytte”

Du kender dem sikkert godt, de der feel-good-film, som man ser siddende i sofaen, pakket ind i et tæppe og med et varmt krus te i hånden. De film ender altid godt, og er – uanset konflikten – i reglen ret ligegyldige og derfor også glemte to minutter efter.

I modsætning til dem står så et teaterstykke som ”Til (ingen verdens) nytte”, der spiller på Folketeatret i København, og er hvad Danmarksbloggen vil kalde feel-bad-teater.

For her ender det skidt, og konflikterne står opstillet på rad og række, mens modgangen og nedturen bare fortsætter og fortsætter for vores hovedperson, den arbejdsløse Berit. Og der foregår ikke på noget tidspunkt noget, som ikke betyder noget for både stykket – og for os, der kigger på – ja, for hele samfundet.

”Til (ingen verdens) nytte” er et af de sjældne teaterstykker, der bliver siddende i sindet i lang tid, og ikke kun pga. skuespillet, selvom det er eminent ned til mindste betoning og mindste bevægelse i et samspil, der emmer af gode dialoger og malende billeder.

Men også fordi der hos publikum var en reaktion, som Danmarksbloggen ellers kun har oplevet i børneteatrene, når det, der sker på scenen, er så spændende, at de små BARE MÅ SIGE NOGET.

Sådan var det også her, hvor mange blandt publikum og især de ældre hviskede mere end ofte til hinanden i løbet af forestillingens to akter. I pausen kunne man også høre, hvordan det fløj med parallelle historier fra publikums liv, som matchede det, der skete på scenen – både når det kom til nedskæringer, grimme måder af få effektive virksomheder til at virke forældede på, møder med en umenneskelig a-kasse, ligegyldige aktiveringskurser, voksne børn der ikke gider deres forældre, men heller ikke under de gamle lidt lækkerier til at forsøde livets aften.

Men det, som især satte sig hos mig, skete, da stykket var slut, og de fleste havde pakket sammen og var gået. Jeg var også på vej, da jeg opdagede to kvinder, som stadig sad på deres stole, mens tårerne løb ned af deres kinder, og de blev ved med at sige til hinanden: ”Det er lige sådan, det er”.

Jeg måtte synke en stor klump, og det var med våde øjne og en knugen i maven, at jeg gik hjem, mens jeg tænkte på H.C. Andersens eventyr ”Nattergalen”, hvor den lille fugl siger, at den har set tårer i øjnene på en kejser, og at det er den slags juveler, der gør et sangerhjerte godt.

Hvis det også gælder skuespillere, så vil Danmarksbloggen gerne oplyse d´damer Pia Rosenbaum og Lisbeth Wulff samt d´herrer Finn Nielsen og Jacob Lohmann om, at det flød med ædelstene i søndags på Hippodromen – også efter tæppefald.

For ”Til (ingen verdens) nytte”er det måske mest relevante teaterstykke på den danske teaterscene i sæsonen 2017-18.

Det viser, ja det udstiller uden nåde vor tid og vor samfunds umenneskelighed og fokus på præstation. En uskik der betyder, at stress er en sygdom, og at mennesker begår selvmord, fordi de føler sig uduelige, og ikke får lov til at gøre nytte og være med i et samfund, hvor der kun er plads til de stærke og de hurtige og de omstillingsparate – dem der kan altid på papirets syv sekunder, men ingenting når det kommer til stykket.

Og netop fordi det er virkeligheden og dens grimme væsen i en tid, hvor mennesket er reduceret til et produktions- og forbrugsdyr, der bare skal tage sig sammen, som det hedder, så behøver skuespillerne heller ikke hverken drejescener, larmende musik eller andet stort og dyrt.

Alt der kræves for at fortælle denne tragedie fra hverdagen er skuespillernes evne til at spille (og den er enorm), små effekter som fx en buket blomster, en kaffekande og en støvsuger – og så den bedste medspiller af dem alle sammen: Virkeligheden, der er så tæt på i denne forestilling, at man må spørge sig selv, om det er en dokumentar, der har forklædt sig som et teaterstykke. Eller et teaterstykke, der kunne – og burde –  bruges som en dokumentar, som alle med magt til at gøre noget anderledes ved de grundlæggende samfundsforhold skulle se.

For ”Til (ingen verdens) nytte” er en perle og et lille mesterværk, som er skrevet af den Reumert-vindende Thomas Markmann, der har brugt sin egen historie som forlæg – og han skåner ikke sig selv.

For han kaster et forklarende og forsonende slør over den frustrerede HR-chef Karina, der et eller andet sted gerne vil hjælpe Berit, der uden selv at kunne gøre hverken fra eller til kastes ud i tragedien. Og han beskriver med stor ømhed pensionisten Svend, der er modelleret over hans far, mens ham selv – som i stykket er sønnen og karrieremanden Lars – beskrives med stor hårdhed og først til sidst ser man en sprække ind i den stressede og fortravlede mand, der viser, at også sønnen rummer smerte og menneskelighed.

Det er så modigt skrevet – og så fint formidlet med både ord og kropssprog af de fire skuespillere, hvor det kun giver mening at fremhæve dem alle fire lige meget: Pia Rosenbaum, Lisbeth Wulff, Finn Nielsen og Jacob Lohmann.

For ligesom at Berit kan køreplanen udenad, så kan det nævnte firkløver også spille teater til ug og kryds og slange – eller skulle man sige at ”den på scenen stående biomasse udlever deres spidskompetancer med rettidig omhu for optimeringen af både et nutidigt afkast og et fremtidig sikring af videreudvikling af deres potentialer ” eller noget i den stil, som det på bullshit-manér måske kunne beskrives på moderne New Public Management-sprog og ideologi, hvor man fornægter, at nogen har magt – og andre ikke har, og prøver at bilde folk ind, at man kan opnå alt, bare man brænder for det, brænder igennem …

Men sådan er det ikke – vi kan kun noget i fællesskab, når vi tør – og vi får lov til at være med og gøre nytte. Hvad der sker, når vi ikke tør række hånden frem og give hinanden tillid og plads, bliver man smertelig bevidst om ved at se ”Til (ingen verdens) nytte”.

Danmarksbloggen vil derfor anbefale alle at gå ind og se ”Til (ingen verdens) nytte”, som skal have seks ud af seks stjerner. For her skal der gives klassiske stjerner. Det er nemlig teaterkunst i dens reneste og mest ophøjede form, som indtil d. 21. oktober vises på Hippodromen på Folketeatret i København, hvorefter forestillingen drager på turné indtil 5. december.

Der må også meget gerne være en Reumert i det her – eller flere. Det vil være så fortjent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1 thought on “Anmeldelse: ”Til (ingen verdens) nytte”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *