Kategoriarkiv: Hverdagsliv i Danmark

Jule-illusion nr. 3: JULEGAVERNE

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggens adventsserie i år handler om julens illusioner, og vi fortsætter i dag med julegaverne.

Jule-illusion nr. 3: JULEGAVERNE

Ved juletid giver vi gaver af et godt hjerte – og vi elsker jo også at købe julegaver? Nej. Ikke rigtig, vel?

Vi stresser rundt, opkogte og røde i hovederne, mens vi snerrer af både fremmede og familien i jaget på gaverne, der bliver det synlige symbol på den gode jul, som vi har hentet fra vores indre julefortælling. Men virkeligheden ender hurtigt som et logistisk mareridt, der ikke er hverken varmt eller kærligt – og da slet ikke, når det handler om julegaverne.

Tværtimod handler julegaverne ofte om at bytte købmand – minutiøst og ned til sidste krone tilmed.

For langt de fleste er julegaver nemlig noget, der aftales på forhånd. Ikke sådan at forstå, at der aftales, hvad der skal gives. For nej, det skal skam være en overraskelse, hvad der lægger under juletræet.

Så langt altså som det nu kan være det, når julegaven vælges udfra den bestillingsseddel, som mange nidkært skriver og kalder en ønskeseddel – men som mere ligner en bestillingsseddel til et gammeldags postordre-firma. En af de bluser – i blå og ellers i rød, men IKKE i grøn fx.

For der er ikke plads til i den indre julefortælling, at gavegiveren selv finder på noget. Nej, det hele er nøje afstemt – og allermest, når det kommer til, hvad en julegave må koste.

For her gælder loven om lige bytte. Hvad skal vi aftale, at vi giver for? 100 kroner? 300? Måske 500 kroner? Det sidste gælder så kun dem, som man er virkelig tæt på. For ikke nok med at gaverne skal koste det samme – nej, man giver også de dyreste til dem, som man holder mest af.

Det er noget af et regneark at holde styr på – og vé den, der ”kun” køber for 120 kroner, når man havde aftalt at give for 200 kroner. Denne ”jule-hedning” har jo svigtet ”den hellige julegave-byttehandel.”

Puha – det er ikke rigtig til at holde ud, vel? Hvis julegaver skal være så meget en minutiøs byttehandel – hvad så med bare at droppe dem og selv købe de ting, som man ønsker sig? Man kan jo altid pakke dem ind og lægge dem under juletræet alligevel – hvis det er dér, at julesokken trykker.

Endelig KUNNE man jo også overveje, om der er tale om et overforbrug, og om pengene kunne gøre mere nytte andre steder. De fattige har I altid hos jer, som Jesus sagde det – og det gælder desværre også i vor tid, både i ind- og udland.

Læg dertil at der ikke findes nogen større gave end at give … og så bliver juleglæden måske lige pludselig ikke opkogt og stresset, men ægte varm og kærlig – og ligner ikke kun den indre fortælling, men også den fælles og allerstørste julefortælling – den om glæden, der blev født på Jorden, og som er det, julen egentlig handler om.

Læs tidligere afsnit her:

Hyggen: http://danmarksbloggen.dk/?p=7758
Gode ved hinanden: http://danmarksbloggen.dk/?p=7796

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens danskertest

Udgivet den af
Svar

Meget apropos diskussionen i Folketinget vil Danmarksbloggen også indføre en danskertest.

Danmarksbloggens danskertest er meget enkel:

1) Bor du – eller har du boet – i Danmark?
2) Føler du, at du har hjemme i Danmark?

Kan du svare ja på disse to spørgsmål, er du – uanset religion og oprindelse – DANSK.

For at være dansk er at have hjemme her på de danskes øer – og ja, så simpelt er det.

Du kan selvfølgelig også teste en prøve-version af den officielle danskertest her: http://statsborgerskabsprove.com/

Undertegnede har prøvet den – og fik 28 ud af 30 rigtige. Måske lige nok rigtige svar til at beholde mit rødbedefarvede pas.

Men har du 693 kroner, som du ikke ved, hvad du skal bruge til, kan du tage den rigtige prøve. For ja, det koster næsten 700 kroner at tage den officielle danskertest. For som der står på siden med testen: Regeringen mener at det er med til at skærpe nydanskernes lyst til at læse og forsøge at klare prøven i første hug.

Det er vanvittigt – og det eneste endnu mere absurde er, at man kan købe en testpakke til små 500 kroner, så man kan øve sig, inden man skal bruge små 700 kroner på den officielle test.

Det sjove er så, at Dansk Folkepartis vælgere som regel dumper i den slags tests. Så måske skulle vi ALLE tage danskertesten – og dem, som ikke kan bestå, de må forlade Danmark MED DET SAMME!!!

Dét ville ændre sammensætningen i det danske folketing dramatisk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark fra mangoer til frikadeller

Udgivet den af
Svar

Formand for FN´s Generalforsamling Mogens Lykketoft har været ude og kritisere den danske regering for at efterlade en farligere verden til de kommende generationer. Danmark er ved at blive kendt for smålighed og mangel på perspektiv, skriver han i nedenstående artikel:

http://politiken.dk/udland/ECE2962895/lykketoft-danmark-er-ved-at-vaere-kendt-for-smaalighed-og-mangel-paa-perspektiv/

Det har fået Virginia Høhling, der er født i Polen, men som har boet i Danmark siden hun var 3 år gammel til tasterne:

Jeg har selv tænkt mange gange, at det er rystende, hvordan udviklingen har været indenfor de sidste mange år. Da jeg og min mor kom til Danmark med Dansk Flygtningehjælp i 1972, var det et lille, lukket land, hvor der kun var danskere og frikadeller – og hvor caféer og alt lukkede efter kl. 18. Hvis man åbnede munden på et andet sprog end dansk, kiggede folk underligt på en og antydede, at man skulle se at få lært noget dansk i en fart. En tur op af Strøget viste, at danskerne var ved at gå i baglås, hvis en afrikaner kom gående. For han var godt nok sort.

Så begyndte danskere at rejse ud og opdage verden udenfor, og at man kunne spise avokadoer, mangoer, chili, tzatziki, sushi og kebab. Horisonten udvidede sig til mere end sild og kartoffel-madder i kolonihaven. Men så blev Fremskridtspartiet sprængt, og Dansk Folkeparti blev dannet – og den store verden blev farlig og for stor. Og nu er vi på vej tilbage til kolonihaverne.

For der er ikke noget som synet af krige og flygtninge, som kan ødelægge vores appetit og humør midt i flæskestegen. Og ingen skal bestemme over os. Man er på vej tilbage til et Danmark, som har nok i sig selv – og som ikke interesserer sig for alt det grimme ude i verden.

Hvad rager det os? Det må de sgu selv løse derude. Ikke mit problem. Jeg vil have min kaffe i fred. Det sagde man også under 2. Verdenskrig. Mens verden forblødte, sad vi i trygge, lille Danmark og samarbejdede med tyskerne, mens man brokkede sig over ikke at kunne få rigtig kaffe, og 1, 2 modstandsmand forsøgte at få det til at se ud som om Danmark var imod Tyskland. Det lykkedes. Vi rørte stort set ikke en finger under krigen, men fik del i Marshall-hjælpen alligevel.

Smart. Vi gider ikke fællesskabet, men viser lidt flaget på strategiske tidspunkter. Nok til at få en bid af kagen. Man får lyst til at emigrere.

Skrevet af: Virginia Høhling, født i Polen, men bosat i Danmark siden hun var 3 år 

Jule-illusion nr. 2: GODE VED HINANDEN

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggens adventsserie i år handler om julens illusioner, og vi fortsætter i dag med ideen om at være gode ved hinanden.

Jule-illusion nr. 2: GODE VED HINANDEN

Ved juletid er vi alle gode ved hinanden – eller er vi? Ikke rigtig, vel?

Tværtimod nogle gange faktisk.

For juletiden er for dem, der har penge til det, en tid med megen stress og jag. For det er jo så vigtigt at lave den rigtige mad, finde de rigtige gaver og alt det andet ligegyldige materielle, som vi ikke bliver hverken gladere eller bedre af. Men som for mange er essensen af og meningen med julen, og det som de løber rundt i forbrugets hamsterhjul for at nå, mens de snerrer af ægtefællen og børnene, som er dem, de hævder at ville give en god jul.

Og så er der julefrokosternes druk og utroskab, som ødelægger mange hjem – og mange børns liv, når far og mor er sure og kede af det hele julen – og i januar fortæller, at de skal skilles.

Og så er der alle dem, som ikke har penge til at deltage i den årlige, rituelle dans om forbruget – og som NOGLE giver en skærv, inden de igen haster af sted. For så er julesamvittigheden i orden, synes de.

Men nej, det bør den ikke være. Velgørenhed er fin – men skal det batte noget, skal der strukturelle politiske forbedringer til. Dét kan så også gøre den store forskel, både ved juletid og resten af året.

Læs tidligere afsnit her:

Hyggen: http://danmarksbloggen.dk/?p=7758

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkkes Tusk med Juncker

Udgivet den af
Svar

Danskerne stemte nej i går.

Det er Danmarksbloggen meget glad for. For dermed fik det danske demokrati en chance mere. Det fortjener det – også selvom mange politikere og mange veluddannede ønskede noget andet.

Ikke at Danmarksbloggen har noget imod politikere og uddannelse. Tværtimod. Men vi er bedst, når vi er frie og lige – når vi selv kan bestemme i eget land.

Og det kan vi nu – og Løkke, som den drevne politiker han er, kunne jo også allerede midt på valgaftenen meddele, at han skal mødes med Tusk og Juncker om en uge, fredag d. 11. december, for at lave en Europol-aftale.

Danmarksbloggen er ikke overrasket. Selvfølgelig vil de andre gerne have os med – og selvfølgelig kan vi få en aftale.

Det har alle vidst hele tiden – men det blev ikke sagt i valgkampen. Tværtimod blev flere skræmt til at stemme ja, selvom de inderst inde hellere vil Dannebrog end det blå flag med de gule stjerner.

Og dén skræmmekampagne var og er bare ikke i orden. Det er fint at argumentere for sin sag, men ikke at være så uærlig omkring muligheden for at lave en aftale, som Løkke og ja-partierne var det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Opråb om respekt uanset ja eller nej

Udgivet den af
Svar

Danmaksbloggen har modtaget denne – og er helt enig. Det handler i bund og grund om at bevare respekten for hinanden:

Kære alle!

Rigtig god valgdag i dag. Jeg håber, at du vil gå ned og stemme på det, som DU mener er det rigtige. Det vil jeg i hvert fald gøre. For både din og min stemme er vigtig.

Jeg vil ikke prøve at præge dig til at stemme hverken ja eller nej – blot du stemmer, er jeg glad! Det er sådan, demokratiet virker.

Og når der så i aften, nat eller i morgen ligger en afgørelse, så vil jeg acceptere den, som den er. Jeg vil ikke håne dem, der stemte imod mit valg, ligegyldigt om “jeg vinder eller taber”.

Jeg håber, at du har det på samme måde (og det er så her, jeg gerne vil præge dig, hvis du har tænkt at gøre noget anderledes). Vi lever i et demokrati! Og vi må acceptere det, der bliver stemt i dag. Men kan vi ikke bare gøre det lidt i stilhed uden at kalde “de andre” for idioter eller lignende, fordi de stemte “forkert”?

Rigtig god valgdag!

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler

Jule-illusion nr. 1: HYGGEN

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggens adventsserie i år handler om julens illusioner, og vi starter med hyggen.

Jule-illusion nr. 1: HYGGEN

Det er SÅ hyggeligt ved juletid, siger vi – med kun en lille og næsten uhørlig rysten i stemmen.

For er julen nu også det? Er julen virkelig så hyggelig for os alle sammen? Ikke rigtig, vel?

Hvad med ham eller hende, der sidder alene?
Eller barnet, som er bange for, at mor og far igen drikker for meget og ødelægger juleaften med fuldemandsvrøvl eller måske endda skænderier og slåskampe?
Eller den enlige mor, der ikke har råd til at tage på julemarked, ja som måske dårlig har penge til en julegave til guldklumpen?
Den hjemløse?
Flygtningefamilien, der skal tilbringe julen i et telt i Jylland – eller på en mark i vinterkulden i Østeuropa?

Nej, julen er langtfra altid særlig hyggelig. Julen kan være et monster, så langt mere skræmmende end man nogensinde ser det til Halloween.

Hygge – som i øvrigt også praktiseres i alle andre lande – kræver, at man er tryg, og dét er der rigtig mange, der ikke er i et Danmark og et Europa, der bliver mere og mere utrygt – og mere og mere ulige. Mere og mere uhyggeligt, du …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Alt det hun ville ønske hun ikke forstod

Udgivet den af
Svar

Der er film, som man kun ser én gang – og bøger, som man kun læser én gang. Ikke fordi de er dårlige, men fordi de er så sindssygt gode – og skræmmende – at de ætser sig ind i ens sind og efterlader et varigt ar.

Steen Langstrups ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” er en af disse særlige bøger.

Åbningsscenen er en tankstation ude på landet, der ligger helt uden for lands lov og ret på alle måder. En øde tankstation, der endda er endnu mere øde end normalt denne aften, hvor alle sider foran tv-skærmene, fordi Danmark er i finalen. I hvad får vi ikke at vide – og det er også lige meget.

For det vigtige er langtfra altid det, som der vises på en skærm – selvom skærme fylder meget i bogen – og i vor tid. Mobil-skærme, overvågnings-skærme, kamera-skærme, computer-skærme og mange andre skærme, der har afløst det virkelige liv. Det liv, hvor vi kommer hinanden ved og bekymrer os om og kerer os om hinanden – uanset status.

Men i ” Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” ser vi livet, som det er blevet i Danmark, hvor vi har glemt hinanden og kun tænker på os selv – og penge. Ser livet, som det er i den hverdag, som vi alle kender med arbejde og problemer med at orke at forstå dem, der er anderledes end os selv. Den pointé er skrevet før, men hos Steen Langstrup ser vi også mere end det. Meget mere – og mere end man måske egentlig har lyst til. For vi ser også det senmoderne og egocentrerede menneskes allerværste mareridt, som bogens hovedpersoner, de to piger Agnes og Belinda, gennemlever på måder, der viser, at ondskab og sadisme ikke kender nogen grænser.

For nok er det en helt ualmindelig almindelig aften derude på tanken – og så ikke alligevel. Langsomt, men sikkert fanges pigerne ind i en skæbne værre end døden, som man sagde det i gamle dage. Her betyder udsagnet bare noget lidt andet – og så måske ikke alligevel. Mere skal ikke røbes her.

Læserne skal selv føle den kriblende uhygge og forfærdelse, som kommer krybende og væltende, indtil den nærmest bliver fysisk, mens de letlæselige og velskrevne sider vendes én efter én. Skræmt er man, så det værker helt ind i knoglerne. Angst og fuld af væmmelse over, at mennesker kan være så onde og afstumpede – og samtidig må man bare læse bogen fra start til slut i ét eneste langt, tilbageholdt åndedrag.

For nok mærker man hurtigt, hvor det går hen – og det gør det også, men så alligevel med en masse twists – og endnu flere kulsorte og blodrøde grusomheder.

Det er med andre ord en gennemført og velskrevet bog, som Danmarksbloggen anbefaler af flere årsager:

1)    Hvis man vil have et godt gys – hvor det værste ikke er torturen og smerterne, hvor grusomme de end er – men derimod ondskaben inde i menneskers sind

2)    Hvis man vil se de mørke sider af menneskesindet folde sig lige præcis så bloddryppende og bestialske ud, som de kun kan gøre det i ens sorteste mareridt – og hos Steen Langstrup, der er Danmarksmester i gys – endda uden at have været i nogen finale

3)    Hvis man vil se, hvorfor det er godt at droppe skærmene og leve livet rigtigt og i dialog, også med dem, som er anderledes end en selv – bare indimellem – og endelig

4)    Hvis man vil se, hvorfor det giver mening at lære at mærke sig selv, og at turde udleve de grundfølelser af frygt, vrede og glæde, som vi alle har indeni os – lære det og gøre det uden tanke på konventioner – og inden det er for sent.

Danmarksbloggen giver seks ætsende stjerner ud af seks mulige.

Bogen ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” udkom for fire år siden, men er højaktuel, fordi den i øjeblikket bliver filmatiseret. Den kan derfor også købes i en speciel version ligenu. Læs mere her: http://www.mxrket.dk/WORKfinaleFILM1.html

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

På vej mod Folkemord?

Udgivet den af
Svar

Tidligere i år var der en glimrende dokumentar omkring det amerikanske fængselssystem, der viste, at der var sket en systematisk hetz mod den sorte befolkning. Programmet hed “Folkedrab kan ske på flere avancerede måder”, og som en professor udtalte i programmet: “Man behøves ikke fysisk selv at slå den anden gruppe ihjel!”

Det gælder også i Danmark.

For når vi læner os lidt tilbage og kigger ud over Danmark, så virker billedet skræmmende tæt på det amerikanske mønster. Her i lille Dannevang er det blot 2. og 3. generations-indvandrere samt flygtninge, der er syndebukke.

Selvfølgelig er det Inger Støjbergs intention at passe på Danmark, som alle andre politikere også vil det. Udfordringen er blot, at hun og hendes kompagnoner i DF mere eller mindre ubevidst har ført Danmark gennem både 1. og 2. fase af vejen mod raceadskillelse – og i sidste ende Folkemord.

Det er ødelæggende for et samfund, når denne retoriske udvikling ikke stoppes, da det kan ende med Folkemord som i Syrien, Rwanda og det Ariske rige.

Det burde både politikere og journalister tænke gevaldigt over, da de er “talerøret” og hermed medskyldige, når retorikken og hadet piskes op – eller når de positive begivenheder forties.

I disse tider er det endnu mere vigtigt, at vi alle står sammen i demokratiets navn, uanset politisk overbevisning, køn, race, seksualitet og alder.

For husk: Sproget er som en lygte. Det, der lyses på og italesættes, er det, som fokus rettes mod.

Læs Stantons folkedrabs-faser her: http://folkedrab.dk/sw50660.asp

Terrorekspert Loretta Napoleoni udtaler også, at ”kun ved inkludering af alle, kan vi forbygge ekstremisme”

Hør evt. radiointerview fra Radio New Zealand efter Paris her:

http://www.radionz.co.nz/national/programmes/ninetonoon/audio/201778896/terror-networking-and-finance-expert-on-paris-attacks.

Det passer også godt med det gamle ordsprog “Sparker du hunden længe nok, så bider den” – og det gælder selv for en sød labrador.

Netop derfor er Venligboernes mission også det bedste, der er sket for Danmark i dette årti. For når et andet menneske mødes med åbenhed og smil, så vil det som oftest føre til en positiv kædereaktion.

Ovenstående er derfor også essentielt vigtigt for, om Danmark skal bevæge sig mod et opdelt land, hvor mennesker på flugt spærres inde i interneringslejre og fratages retten til en dommer samt dehumaniseres, således at integration umuliggøres. Eller om Danmark vil være kendt som Verdens Venligste og Lykkeligste Nation, hvor der er plads til demokrati, rummelighed og medborgerskab.

Det lægger i vores alles hænder, hvad vi vil sætte fokus på!

Håber på det sidste for Danmark og fredens skyld.

Skrevet af: Nanna Feld, bachelor i Administration og Logistik- og Indkøbschef 

Anmeldelse: “Maries Julegave”

Udgivet den af
Svar

Der, hvor der er børn og bamser, er der fuglefrø, siger Maries kærlige og omsorgsfulde bamse til den sorte fugl i slutningen af Anemoneteatrets juleforestilling ”Maries Julegave”– samtidig med at den brune og meget nuttede bamse får alle i publikum til at love at sprede masser af fuglefrø i den kommende vinter, så fuglene kan få noget at spise.

Noget, der modtages med stormende jubel af det meget medlevende publikum, der mens Danmarksbloggen var der, bestod af lige dele børn og voksne. Børn, som med det samme var med på noderne, og som grinede og gøs og højt viste deres følelser fra start til slut. Og så de voksne, der som forestillingen skred frem, mere og mere blev som børn igen.

Umiddelbare børn – som tager det som en selvfølge, at en bamse, der er vant til radiatorvarme og masser af kram, og en vild fugl med overlevelsesinstinkt kan blive gode venner og tage på en fantastisk flyvetur over byens tårne og tage til først bondemandens loft og senere fuglens bo i det hule træ, inden turen går hjem igen.

For i Anemoneteatrets ”Maries Julegave” er der masser af poesi, komik, julesange og -salmer, pebernødder – og som altid en mening dybere end den åbenlyse fortælling, der handler om en bamse, en fugl og en sød pige, der glæder sig til jul – og som sådan ønsker sig et guldhjerte, som det hun tabte i sommers.

Inden forestillingen snakkede undertegnede også med teatrets leder Albert Nielsen, som sagde, at forestillingen var endnu mere aktuel i dag, end da den havde premiere som teatrets allerførste forestilling tilbage i 1984. Vor tid kunne lære meget af bamsen omkring det at byde fremmede, sorte fugle indenfor, mente han.

Og det er rigtigt. Bamsen tænker ikke to sekunder i kvoter og integration, da den sorte fugl rammer ruden og ligger stille i sneen. Nej, bamsen iler til hjælp med det samme.

Det gør Danmark ikke, heller ikke selvom der bankes på vore døre i denne tid. Men vi lukker ikke (ret meget) op. Heller ikke selvom vi lever i en absurd overflod – men stadig ikke kan finde ud af at dele, hverken med de andre i verden eller med alle i samfundet. I stedet puger dem, der allerede har, endnu mere sammen – uden at de nogensinde kan nå at forbruge bare halvdelen.

Sådan foregår det ikke i ”Maries Julegave”.

Tværtimod. Her giver både Marie, bamsen og fuglen af et godt hjerte. Ja, de giver endda det bedste, som de har – og dermed får de også det, som de ønsker sig allermest. Hvad det præcist er – og hvordan det foregår, skal selvfølgelig ikke røbes her. For det er jo jul – og julegaver skal være hemmelige, indtil de pakkes op.

Men det står fast, at det at give er at få – og at lære. Og at verden ville blive et dejligt sted, hvis vi alle var lidt mere som Marie, fuglen og bamsen.

Og i Danmark er det i grunden nemt. For her er vores juleaften som Maries. Den handler om julepynt, julegaver og sød forventning. Vores liv er for de fleste af os en idyl i lyse, glade farver, som man også ser det på scenen, når vi er hjemme hos Marie og bamsen. Men verden er større end den trygge hygge – og noget mere barsk, som ude hos fuglen, hvor jorden er frosset til, så der ingen føde er at få – og den må søge mod byen.

Spørgsmålet er derfor heller ikke, hvorfor den sorte fugl søger til byen, men om hvad vi gør, når de sorte fugle med de fremmede og mere stærke farver banker på vores vinduer? Lukker vi ind – eller lukker vi ude?

Og minder scenariet ikke om en anden kendt historie, om hvorfor vi overhovedet holder jul? Var der ikke noget med et barn, der blev født i en stald, fordi der ikke var plads til ham og hans forældre andre steder? Et barn, som senere startede en hel religion, men som få dage efter sin fødsel måtte flygte med forældrene til Egypten?

Svaret er ja – og i ”Maries Julegave” får vi den skønneste version af juleevangeliet på vers og med rim, rytmer og dans.

Og så bliver det juleaften, og fuglen sidder i sit træ igen og har fået en ny ven, og bamsen er med om juletræet sammen med Marie, der har været i kirke – og den har også fået en ny ven og en ny indsigt. Og præcis som den første gang det blev jul, er intet længere som før. Glæden er kommet til jorden – og mellem mennesker, dyr og kæledyr.

For julen har bragt velsignet bud. For der, hvor der er børn og bamser, er der fuglefrø – eller sagt på voksnet: Der, hvor der er varme og tryghed, er der kærlighed – næstekærlighed. Den kærlighed, der åbner op og giver, fordi den slet ikke kan lade være. Den kærlighed, som er vores eneste mulighed i en kold verden, uanset hvad side af vinduet vi er på.

Danmarksbloggen giver fem store bamser ud af seks mulige.

Forestillingen ”Maries Julegave” spiller til og med 23. december på Anemoneteatret.
Den er en dramatisering af Jan Mogensens bog af samme navn.
Medvirkende: Charlotte Amalie Kehlet og Frederik Ømann. Instruktion: Lisbet Lipschitz. Scenografi: Annika Nilsson. Lysdesign: Jens Lange. Musik: David Hildebrandt. Plakat/illustration: Jan Mogensen.
Anbefalet alder: 3 til 8 år – men i virkeligheden egnet til alle, der har evnen til at blive som barn igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk