Forfatterarkiv: admin

Anmeldelse: ”Hamlets stjerne”

Udgivet den af
Svar

Kronborg og Hamlet hører sammen som salt og peber – og nu har makkerparret fået en ny aftapning, nemlig ”Hamlets stjerne”, som havde premiere i går aftes, og som er både nyskabende og særdeles spændende.

Ja, faktisk kan jeg ikke komme i tanke om en eneste anden nyskreven forestilling, hvor jeg gerne ville have læst manuskriptet, inden ”tæppet gik” på den meget stemningsfulde scene. For der er så mange finurligheder og lag, som kan være svære at nå at fange, mens handlingen folder sig ud mellem stjerner og støv, spejle, lys og de daglige opkald til Patricias telefonsvarer i Beijing, Kina.

Patricia er kæreste til thriller-monologens skuespiller, der er i gang med at forberede sig til den store titelrolle som Hamlet. Men som i læsningen af denne teatrets største klassiker ikke kun opdager skjulte beskeder i historien, men også finder sig selv i en anden virkelighed, hvor personer, begivenheder og tidsaldre mødes, og skaber nye erkendelser – som udvikler sig til et reelt mordmysterium.

Det er, som barden, altså Shakespeare, lader Hamlet sige: Der er mere mellem Himmel og Jord end Eders filosoffer drømmer om. Noget, som vi også ser på scenen, der er som en kopi af universet med lys og mørke, stjerner og jord – og så mennesket i drømme, valg og bevægelse derimellem.

Stjernerne er vigtige. Måske især Stella Nova, som Tycho Brahe, der er i stykket udnævnes til verdens vigtigste videnskabsmand, opdagede i 1572. Stella Nova, som i mange år var en lykkestjerne for den berømte astronom, astrolog og alkymist, indtil han blev landsforvist, og endte i Prag, som var et tolerancens fristed dengang. Her blev Tycho Brahe tilsyneladende så myrdet. Men af hvem – og hvorfor?

For ”Hamlets stjerne” handler også – ja, måske især om Tycho Brahe. Nærmere hvorfor og hvordan – og hvori sammenhængen med Hamlet består – skal ikke røbes. Blot vil jeg gøre opmærksom på, at kosmos og kaos åbenbart er som yin og yang, og at man gør klogt i at lytte til den seismografiske nar, der som ofte den eneste kan gennemskue verdens åndløse gøglerspil.

For rigdom og ære forgår, men kunst og videnskab består, som det siges i ”Hamlets stjerne”, hvor Ken Vedsegaard er eneste mand på scenen i halvanden time. En sand tour-de-force, som han klarer med bravour.

Ken Vedsegaard, som er en af dansk teaters mest spændende skuespillere i øjeblikket. Fordi han teknisk er rasende dygtig. Fordi han på scenen udstråler et intenst nærvær, uanset om han gestalter et genfærd, en videnskabsmand, en konge, en nar – eller en stakkels skuespiller, der som i en skyggevandring (model Macbeth plus søvnen) går på scenen. Men også og især fordi han sammen med stykkets forfatter og instruktør Lars Romann Engel tør gå sine egne veje. Være original og skabe en forestilling som ”Hamlets stjerne”.

For dén er kunst med en særlig nerve. Og kunst af dét format har altid været efterspurgt og nødvendig. Det gælder så endnu mere i en tid som vores, hvor alt for mange forestillinger er gammel vin fra tv og film hældt på nye teater-flasker.

Den slags kopier slukker sjældent tørsten efter det, som gør os klogere, dybere, mere reflekterede. Så søger man originalitet og næring, vil man gerne udfordres, overraskes og overvældes, så skal man drage til Kronborg – eller rettere Thalia-salen via-a-vis det gamle slot. For dér folder kunsten med stort K og skuespillet med stort S sig ud.

Danmarksbloggen giver ”Hamlets stjerne” seks ud af seks kranier. Dét er trods alt Hamlets ånd, som er i spil her, som lyset er det i forestillingen, både direkte og indirekte, både via ord og i prismer, der lyser som diamanter.

For vi er vores eget mørkekammer, og vi vælger selv, hvilket menneske vi vil være, som stykkets forfatter og instruktør Lars Romann Engel lader Ken Vedsegaard runde af med.

Vi kvitterede selvsagt med stående applaus.

Det er HamletScenen, som producerer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sverige, NATO og ”Idas Sommervise”

Udgivet den af
Svar

Der er noget symbolsk over det.

Komponisten George Riedel døde i går. Dagen før der blev givet grønt lys til Sveriges optagelse i NATO.

De fleste danskere kender måske ikke George Riedel. Men de kender hans melodier. Han var nemlig manden bag musikken til Astrid Lindgrens historier, når de skulle filmatiseres.

Mest kendt er nok nogle af melodierne til ”Emil i Lønneberg”, hvor især ”Idas Sommervise” er elsket og stadig brugt, når svenske børn går på sommerferie. Ja, den er et nationalklenodie i Sverige.

”Idas Sommervise” er også grund-svensk både i melodi og tekst. Det er arven fra Bellman og Taube, som kan høres i tonerne – men tilsat Riedels egen genialitet. Og så Astrid Lindgrens egne ord om den lille Ida, der troskyldigt er sikker på, at hun har et stort lod i, at det bliver sommer.

For sådan må det jo være, når hun har rendt rundt på marker, enge og ved søer, og sat hele foråret i gang ved at sørge for, at sneen forsvandt, fuglene kom, at der blev grønt på træer og jord, at der kom vand i bækken og så videre.

Lille Ida er, som Sverige var dét i den lange tid, hvor landet ikke ville være med i en militæralliance, men mente, at de kunne være neutrale og i stedet en humanistisk stormagt. Det er sødt – og naivt.

Men nu stopper det også. Nu bliver Sverige medlemmer af den historisk stærkeste militæralliance nogensinde. Det er godt for både os og for Sverige, selvom det også er sørgeligt, at vi ikke lever i en verden, hvor man kan glæde sig til sommeren med lille Idas ord:

Jag gör himlen vacker om kvällen
För jag gör den alldeles skär
Och smultron det gör jag åt barna
För det tycker jag dom kan få
Och andra små roliga saker
Som passar när barnen är små
Och jag gör så roliga ställen
Där barnen kan springa omkring
Då blir barna fulla med sommar
Och bena blir fulla med spring

En verden, hvor vi ikke skal frygte truslen fra Rusland og den store risiko for krig. Men hvor vi kan drømme om smukke aftenhimle, sjove legesteder til børnene og jordbær til alle med spring i benene. Dét lyder som et skønt eventyr, som kræver fred for at blive en realitet.

Men skal freden have en chance, så skal vi forberede os på krigen. Og her er Sverige i NATO en fuldstændig nødvendighed. Så: Tillykke til Sverige – og til os. Vi hører sammen her i Norden – og nu er hele Norden sammen i NATO. Vi er blevet mere trygge – og mere sikre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”ROM”

Udgivet den af
Svar

Filmen ”ROM”, som har premiere i dag, er en romantisk film om kærligheden mellem de mennesker, der kan huske hele 40 levede voksenår tilbage. Det er en livs-tilstand, som gør nogen fulde af brok og far-vittigheder, mens andre bevarer nysgerrigheden og livslysten.

For stik mod hvad yngre måske tror, så findes drømmen om frihed og kærlighed stadig, selvom håret er blevet gråt, rynkerne er kommet, og der er røget nogle ekstra kilo på.

Ja, længslen efter igen at være fuld af alt det, som giver verden spænding og farver, er ofte endnu større hos dem, der som ægteparret Gerda og Kristoffer fra Hvidovre – spillet med stor nerve af Bodil Jørgensen og Kristian Halken – har oplevet årtierne flyve forbi uden at der er sket andet end den hverdag, som pga. fravalg og ofringer blev deres trummerum.

Og nu sidder det aldrende ægtepar – qua en gave fra datteren – i Rom på deres 40 års-bryllupsdag, hvor de render ind i Gerdas gamle flamme, den svenske kunstmaler og kunstlærer Johannes – spillet for fuld skrue af Rolf Lassgård – der stadig lever det frie kunstnerliv, som også Gerda gjorde for netop 40 år siden.  

Det er et møde, der sætter gang i handlingen, og åbner op for de forskellige livshemmeligheder, som alle tre har båret på. Måske især Gerda, der også stadig har mange uafsluttede ting i Rom, både personligt og kunstnerisk, som hun skal have ordnet.

Om det lykkes hende – og hvad der sker undervejs med de to mænd – skal ikke røbes her. Men Roms gamle fæstning Castel Sant´Angelo – og måske især broen derover spiller en stor rolle, både i et gammelt maleri og som et nutidigt spejl, hvor Gerda ser sig selv i en ung, dansende, rødhåret pige. For slet ikke at tale om musikken fra Puccinis opera ”Tosca”, hvor 3. akt netop foregår på Castel Sant´Angelo.

Ikke at vi i filmen hører, at musikken er fra ”Tosca”. Men er man kulturel (som Gerda og Johannes, men ikke Kristoffer) – og kan man sin ”Tosca”, så ved man, at musikken er, fra da Toscas elsker Mario skal skydes – og at både han og Tosca tror, at det blot er en fake-henrettelse med løst krudt. Det er det så ikke. Og det at der skydes med skarpt både i operaen og i filmen er dér en pointe i, som først senere i filmen går op for én.

Men nu skal intet røbes om en film, der er instrueret af Niclas Bendixen, der som altid leverer et gedigent håndværk. Dertil kommer, at vi møder tre af Nordens bedste skuespillere, som har et helt livs erfaring i at spille netop de roller: En tro-mod-sig-selv-også-i-svære-tider-kvinde, en brokkende-men-med-et-hjerte-af-guld-mand og den-store-livskunster-og-bohéme-med-glasset-i-hånden-og-tåren-i-øjenkrogen.

Læg dertil et væld af gode biroller som gladiatoren, receptionisten, postmanden og flere andre, der alle spilles af italienere – og tak for dét. Det gør filmen autentisk.

Desværre er det så også en film, som ikke rigtig kan bestemme sig. For nok er ”ROM” dramatisk hele vejen igennem. Men i første halvdel handler om det almengyldige tab, som alle skal igennem ved at erkende, at man ældes – og ikke får alle livsønsker opfyldt.

Men så i anden halvdel flyttes fokus til kærlighedshistorien på en måde, så det almengyldige forsvinder, og der tilsættes en portion falden-på-halen-komik, som virker spøjst, selvom det også er morsomt. Det sker især via en politikommissær, som minder om en blanding af Peter Sellers og politichefen i Paris i den gamle danske film fra 1961 ”Peters baby”, som også handler om en kvindelig maler og danskeres gøren og laden i udlandet.

Dertil kommer, at ”ROM” har sin helt egen version af den ikoniske bade-scene i Trevi-fontænen fra filmen ”La Dolce Vita” fra 1960, hvor en ung, smuk svensk kvinde ved navn Anita Ekberg står midt i det uerstattelige springvand. I ”ROM” er det så en aldrende mand, der i sit alt-andet-end-søde-liv skider i Trevi-fontænen. For når man skal, så skal man.

Ikke at vi ser ham forrette sin nødtørft i det verdensberømte springvand. Det havde nok også kostet kassen at få lov til at filme en sådan scene, hvis tilladelsen overhovedet kunne fås. Men tanken om lort i Trevi-fontænen er i hvert fald anderledes.

For ellers er filmen forudsigelig, også selvom den har ikke én, men hele to oplagte slutninger, når nu man nægter at følge et ellers fantastisk oplæg til dørs.

Et oplæg om at livet koster livet, hvad enten det handler om børn, kærlighed eller ens virke – og som udfoldet kunne havde skabt en stor film med dybde og kant. Når det er sagt, er ”ROM” en sød film – med mange bittersøde toner undervejs – heldigvis. Så den kommer i mål med sit budskab om, at selvom dåbsattesten er gulnet, så er livet endnu ikke slut.

Danmarksbloggen giver – også på grund af det eminente skuespil – ”ROM” fire ud af seks af de glas rødvin, som man med stor fornøjelse drikker i dét Rom, der filmen igennem fascinerer og forfører os. For ja, filmen er optaget on location flere steder i Rom – også i det nabolag, hvor jeg som regel bor, når jeg er i Rom. Så hvis ikke jeg allerede var forelsket i Den Evige Stad, så var jeg blevet det ved at se filmen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ski eller sol? Nej, væren i vinterferien

Udgivet den af
Svar

De fleste skoler holder vinterferie i denne uge – og mange steder hører man spørgsmålet:

SKI ELLER SOL?

Med andre ord: Skal der brændes CO2 af på fly til Alperne eller til De Kanariske Øer – eller endnu længere væk?

Uanset destination er det en rigtig dårlig idé!!!

For nej, det er hverken en menneskeret eller en naturlov at tage på solferie eller skiferie i februar.

Tværtimod så burde – og ja, jeg skriver BURDE med den store, moraliserende pegefinger – man blive hjemme. Det er godt for klimaet – og for sjælen.

Sådan en uge, hvor man ikke skal andet end at kede sig, er nemlig supersund. Så læg også mobilen, iPaden og fjernbetjeningen væk. Drop skærmene – og de små tingester i ørerne. Sæt dig og kig ud  luften. Mærk dig selv. Det bliver forfærdeligt og kedeligt måske i starten, især hvis du ikke er vant til at være i verden uden stimulans fra musik, ord og billeder.

Men giv dig selv den luksus, det er bare at mærke dig selv, høre dit eget åndedrag og være i dig selv. Tankerne vil flyve forvirrede rundt måske. Følelserne ligeså. Lad dem. Det er ok. Vær bare i det – uden krav til det eller til dig selv. Du vil med tiden finde en ro, mærke ideerne spire og andet godt.

Gå evt en tur i naturen, hvis det kniber, og du slet ikke kan være i ro. Men gør det uden musik eller lydbog. Lyt til dig selv. Vær i dig selv – og evt sammen med din familie. Bare jer, en madpakke og en tur i skoven – men uden mobiler og uden at skulle lægge noget op på de sociale medier bagefter.

VÆREN – bare VÆREN. Dét er den bedste vinterferie. Undertegnedes starter nu … og jeg glæder mig:

En tid, hvor jeg ingenting skal andet end væren, bare væren herhjemme på matriklen i Danmark. Det er efterhånden mere sjældent end at bestige Mount Everest eller se en enhjørning. Eller måske to små bjørneunger i sneen – lige her i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Lægen

Udgivet den af
Svar

Kan en læge nøjes med at være læge? Det mener Ruth, som Iben Hjejle gestalter, så det runger, i Folketeatrets forestilling ”Lægen” om Ruth, den kompromisløse og insisterende grundlægger og leder af en klinik, der har sigtet godt sat mod et stort nyt bygningskompleks støttet af sundhedsministeriet, en kur mod demens og en Nobel-pris.

Det bliver så ikke lige med det første, at det sker. For en ung 14-årig pige bliver bragt ind på klinikken. Pigen har prøvet at lave en abort på sig selv, og det går så grueligt galt, at hun dør af det. Det er dog ikke det meningsløse dødsfald, som er stykkets kardinalpunkt, selvom man måske nok kunne mene, at det vigtigste samtaleemne efter sådan en tragedie ville være, hvad der driver en 14-årig katolsk pige til at forsøge en illegal abort.

Nej, det, som påvirker først hele klinikken, siden hele byen og hele landet, er det faktum, at læge Ruth ikke vil lade en katolsk præst komme ind på stuen og give pigen den sidste olie – og at Ruth rører/skubber til præstens skulder, da han prøver at mase sig forbi Ruth og ind gennem døren til pigen, der ligger på sit dødsleje.

Men Ruth står fast. Lægevidenskaben har i hendes optik ikke vigepligt for religionen – og hun vil heller ikke på vilkår sige undskyld, da pigen er død, og en nysgerrig offentlighed begynder at interessere sig mere og mere for sagen.

Det er så et synspunkt og en adfærd, som Ruth kommer til at stå mere og mere alene med – også fordi hun med sin stædighed/integritet er en glimrende syndebuk og målskive for alle de andre, som ikke har noget problem med at gruppere sig – og markere sig – efter køn, hudfarve, klasse, religion og hvad der ellers findes af identitetsmarkører, som kan bruges til at dele mennesker op i dem og os.

Og det er her, at Folketeatret laver en lille geni-steg. For kvinder spiller mænd, hvide spiller sorte og så fremdeles. Alt det, som vi plejer at orientere os – og dømme – efter, er opløst på scenen, så vi i publikum får en chance for at se mennesket. Ikke hudfarven, kønnet, socialklassen eller religionen – men mennesket, som skuespillerne gestalter. Dét er godt lavet.

Det er det også, når vi i 2. akt er tilskuere til ”Ta´ debatten”, hvor en veloplagt Christopher Læssø som studievært sætter gang i den offentlige retssag – undskyld tv-debat om, hvad Ruth egentlig tror på, og hvem hun er. Glemt er for længst den 14-årige nu døde pige. Nu handler det om at pege fingre i et tv-program, der mere er som en skueproces med fem dommere, der på forhånd har vedtaget, at Ruth er skyldig med de fatale konsekvenser, som det får.

Det er rystende i sig selv – og så forstærkes det af, at vi ser Iben Hjejle på en stor skærm bagerst på scenen, da hun sidder med ryggen til os i publikum.

Men forestillingen rummer mange stærke øjeblikke – også da Caspar Phillipson kommer ind som faderen til den afdøde pige. Et menneske af kød og blod og den diametrale modsætning til læge-holdets lange opgør om magt og ære, der udkæmpes med ligegyldige tirader af buzz-words – ført an af en sprudlende Sarah Boberg. 

Han er også præsten – med både nerve og autencitet, i den sidste og dybt rørende del af stykket – hvor vi ser Iben Hjejle spille sig så meget ud, at hun stadig var mærkbart påvirket af det, da vi efter tæppefald rejste os, og gav ”Lægen” en velfortjent stående applaus.

Camilla Lau, Laura Allen Müller, Henrik Lykkegaard, Jeanette Binderup-Schultz, Laura Kronborg Kjær, Mette Kolding og Sofia Mileva Cukic spiller også med i dette tankevækkende, nutidige og modige stykke om at gå fra succes til shitstorm pga. integritet/stædighed. For det er to ord for det samme. Det ene er bare mere positivt ladet end det andet.

Danmarksbloggen giver ”Lægen” fem ud af seks lægeløfter. For hvem er du og jeg? Tør vi møde vores medmennesker som mennesker? Eller grupperer vi dem efter en hjemmestrikket bias skabt i en tid, som på mange måder er dement, fordi dens mennesker er ude af stand til at se ud over sig selv – og rumme dem, som har et anderledes forhold til liv, tro og død?

På Folketeatret er der heldigvis ikke hverken demens eller brug for den sidste olie. Tværtimod så sprudler ”Lægen” og hele castet af talent, fortælleglæde og mod, så denne vigtige forestilling kommer helt ud til os i de røde plyssæder – ja, trækker os ind til sig, så vi bliver en fjerde væg i ”Ta´ Debatten”.

Det er vel også det, vi skal: Tage debatten – eller måske snarere samtalen – om, hvordan vi skal løse vores medmenneskelige ansvar overfor hinanden. For det haster med at få dén samtale i gang. Ellers ender vi med – for alvor – at dele folk op i bunker. Som stykkets forfatter Robert Icke skriver det:

Man kan ikke bare sortere folk i bunker. Og ikke for noget, men der er faktisk ingen, ikke et eneste menneske her på jorden, der ikke trodser den slags overforenklet bullshit med deres multikulørte, tusindfoldige kompleksitet. Sidste gang vi delte verden op i identitetsgrupper, lad os huske hvor den vej førte hen – med tatoveringer på folks håndled.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. Hvis man er religionsnørd, så kommer lige lidt bonusinfo: ”Den Sidste Olie” er det sakramente i den katolske kirke, som i dag hedder ”De Syges Salvelse” – og som intet har med syndernes forladelse at gøre. Syndsforladelsen fås udelukkende via skriftemålet eller ”Forsoningens Sakramente”, som det hedder nu.
Begge sakramenter er dog helbredende sakramenter, hvor ”De Syges Salvelse” skal styrke et menneske under sygdom, mens ”Forsoningens Sakramente” handler om at få Jesu tilgivelse og blive forsonet med Gud og mennesker.
Skulle man imidlertid dø uden at være forsonet med Gud og mennesker (ved en ulykke fx), kommer der en chance mere i Himlen ifølge min kilde til denne info, som er Den Katolske Kirke i Danmark.
Godt at Icke ikke vidste det, for så havde hans gode skuespil manglet noget bid.

Fastelavn er på vej – og Valentins dag

Udgivet den af
Svar

Lige om lidt er det fastelavn igen. Højtiden, som engang var de voksnes fest. Dengang det hed Den Gale Uge, fordi de voksne tog på maskerader, eller rendte rundt på gader og stræder og drak sig fulde – sådan lidt a la Distortion. Bare både unge, gamle og alle sociale klasser mellem hinanden i vild forvirring. For det var også den tid på året, hvor bonden sov i grevens seng – og omvendt, også med andre end ægtefællen.

I dag er fastelavnen en uskyldig børnenes fest med fastelavnsris, tøndeslagning, udklædning og kåring af årets kattekonge og kattedronning, om end de fastelavnsboller, som indtages til fastelavn, også i vor tid er for voksne. Især måske i de senere år, hvor luksus-versionerne er blevet højeste mad-mode i februar.

For fastelavnen falder som regel i februar. Højtiden er nemlig afhængig af påsken, da det er fastelavnssøndag syv uger inden påskedag.

I år er det fastelavns-søndag d. 11. februar. Dagen hedder også Flæskesøndag, fordi man spiste flæsk og andre fede kødretter denne dag.

Dagen efter – i år mandag d. 12. februar – hedder Flæskemandag, fordi – rigtigt gættet – man spiste flæsk og andre fede kødretter denne dag. For nu var det opover. Lige om lidt starter den lange faste frem mod påske, hvor man kun spiste fisk, grøntsager og korn – og hverken kød, æg, sukker, alkohol og anden ”syndefuld” mad og drikke.

Dog hvidetirsdag – som i år er tirsdag d. 13. februar – spiste man hvide madvarer som æg, smør, fløde og sukker for sidste gang inden fasten. I Danmark blev de hvide madvarer til æggesøbe, som er en med nutidige smagsløg klam ret bestående af netop æg, fløde, sukker, mel og øl, som koges sammen, inden det spises med rugbrød og smør. I engelsktalende lande kaldes dagen for Pancake Tuesdag. Så skal man holde hvidetirsdag i nutiden, kan man jo bage pandekager.

Endelig kommer så askeonsdag – i år onsdag d. 14. februar – og så er festen slut, og fasten i gang. I gamle dage (og stadig i den katolske kirke, men også fx i den svenske kirke) gik man i kirke på denne dag, og fik tegnet et kors på panden med aske, mens præsten sagde: Husk at du skal dø. Og så kunne man ellers gå i gang med at tænke på altings forgængelighed, Guds storhed og sine egne synder, inden det var tid til at angre og gøre bod, så man kunne begynde at gøre sig klar til påskens mirakel – genopstandelsen.

Så det er med andre ord tid til i de kommende dage at feste, skeje ud og gå amok, hvis man har tænkt sig at faste.

Danmarksbloggen tvivler så på, at de fleste danskere har lyst til at sige nej til kødelige fornøjelser af alle slags i flere uger. At slukke for de sociale medier, droppe alkoholen og i det hele taget trække stikket på nydelserne for at søge indad og tænke over egne fejl og synder bliver næppe det store hit.

Nej, fastetiden vil nok snarere blive indledt med hjerter, roser og gode middage, da d. 14. februar også er Valentins dag. Og nok nægter mange at hoppe med på ”den amerikanske dag”, som især ældre nedsættende kalder dagen. Men de unge kan godt lide dén – især de unge, som har en kæreste.

Og som bekendt er det eneste konstante ved traditioner, at de ændrer sig. Vi så det sidst med Halloween, der kom til Danmark for 20 år siden, og Valentin er også på vej – lidt langsommere, men på vej.

For mennesker har behov for højtider, for at skeje ud og for at fejre kærligheden – også i 2024.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Ridder Lykke”

Udgivet den af
Svar

Det er sent at komme med en anmeldelse af en film, som er fra 2022.

Men når filmen er dansk og Oscar-nomineret i kategorien bedste kortfilm, skal den alligevel have en anmeldelse fra Danmarksbloggen.

Filmen ”Ridder Lykke” er en kortfilm: 24 minutter i et Wes Anderson-inspireret univers (dog blå-grønt fremfor gult), som bruges formidabelt på at fortælle historien om svenske Karl spillet med nænsomhed af Leif Andrée, der har mistet sin kone, og som i kapellet møder en anden sorgramt mand, nemlig Torben, spillet med stor autencitet af Jens Jørn Spottag.

Undervejs møder vi også en tredje efterladt mand, som i modsætning til Karl og Torben, der er så rystende alene og ensomme i deres liv og sorg, har en hel kreds af familie og venner med, når afskeden med hustruen skal tages. Han er heldig. For det er godt, når vi tør mødes i tårer og tilgivelse.

For så kan vi gå – både til kisten og bagefter ud i livet.

Det budskab er der særligt brug for i vores tid, hvor mange undgår døden så meget som muligt. Men døden og livet er som lys og mørke. De vandrer sammen fra babyens første skrig, og til vi ligger stivnet i kapellet, og en læge siger som filmens Jesper Lohmanns: Hendes mund godt kan hænge lidt, og hendes hud godt kan være lidt gul.

For sådan er det, når vi er døde. Vi ser anderledes ud. Et afsjælet legeme er så ikke et begreb, som Jesper Lohmanns fra-virkelighedens-verden-meget-genkendelige-læge bruger. Men sådan er det – og det skal man ikke være bange for. Man skal derimod sørge for at få sagt farvel, selvom man hellere vil lade være med at åbne låget på kisten til det sidste face-to-face-møde.

Filmen viser nemlig på en både overraskende og smuk måde, hvorfor det er nødvendigt med en ordentlig afsked – og at det er et lykketræf, at Karl og Torben mødes over en håndfuld toiletpapir, inden begivenhederne tager fart.

Filmen ”Ridder Lykke” er noget så poetisk som en fortættet og naturalistisk skildring om menneskelig ensomhed, om længsel og fortrydelse, om lys – og måske især om det mørke, som vi er skabt af, og vender tilbage til – og undervejs endda også er fanget i, så vi ikke kan nås med ord – men måske med Rozacinos ikoniske 80´er-sang ”Ridder Lykke”, der vistnok handler om en ung kvindes længsel efter at møde kærligheden.

Men hvorfor ikke lave en film om en ældre mand, der har mistet kærligheden – og dyrke dét som et kærlighedstema, er det nemt at forestille sig, at forfatteren og instruktøren Lasse Noer har tænkt. Og ja, hvorfor ikke, når det gøres så gribende og elegant som i denne lille perle, der bliver siddende i én lang tid bagefter.

Danmarksbloggen giver “Ridder Lykke” seks ud af seks lyseblå æsker, som den Karl får den afdøde hustrus ejendele i. For det er en god film, en vedkommende film – og gid den vinder en Oscar.

Filmen ”Ridder Lykke” kan i øjeblikket ses på TV2 Play.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Stockholm Bloodbath”

Udgivet den af
Svar

Kan en film være rød, sort og hvid? Ja, ”Stockholm Bloodbath” kan i sin ensidige historiefortælling om Stockholms blodbad i 1520 lavet med så meget blod, så mange afhuggede hoveder og andre grumme detaljer og voldsomheder, at splatter-genren sidder på første række og tager noter. Det er det røde.

Det sorte og det hvide ses i instruktørens – svenske Mikael Håfström – univers. Her er svenskerne pr. definition de gode og ædle, mens danskerne er både dumme og onde, primitive og i det hele taget så uduelige, at man kan undre sig over, at den danske konge Christian d. 2 og hans folk overhovedet kunne samle en hær – hvis altså billedet passede. Dét gør det så heller ikke. Virkeligheden er altid nuanceret, og der var grusomhed og godhed på begge sider.

Men en ting er, at filmen ikke holder historisk. Det kan måske undskyldes, især hvis der er tale om små afvigelser. Men dels er der tale om store afvigelser fra virkeligheden, og dels så fortælles historien om blodbadet i den svenske hovedstad ud fra to fiktive superheltinder: De to blodsøstre Freja og Anne, som overlever mere end selv en James Bond i topform ville være i stand til – samtidig med at de med papir og pen holder regnskab med de onde mænd, som slagtede deres familie.

Her i 2024 kan kvinder – heldigvis – en hel masse på lige fod med mænd. Men det kunne de ikke i 1500-tallet. Så skal man putte heltinder ind i en historie fra 1500-tallet, skal det gøres med meget mere finesse end at lave noget, der minder om Hunger Games.

For det gør filmen med sit budskab om de to kvinder som mesterskytter med bue og pil som det centrale våben, hvilket Robin Hood-værktøjet ellers ikke havde været det siden den tidlige middelalder cirka 300 år før. Så det virker spøjst, at filmens heltinder render rundt med bue og pil ude i nogle skove, som i øvrigt slet ikke ser svenske ud. Dertil kommer, at Freja og Anne åbenbart kan mestre alt, der kan bruges som våben, sågar en istap der selv i nærheden af en stor ildebrand ikke smelter så meget som én dråbe vand.

Der skal nok være dem, som falder for de malende volds-scener, der ledsages af tung rock-musik. Men det bliver kedeligt og påtaget, når man således prøver at putte moderne problemstillinger ind i en 1500-tals ramme. Og det bliver kun værre af, at alle kvinder fremstilles som snarrådige, kloge og modige, mens mændene er svage og forfængelige, også de svenske mænd som rigsforstander Sten Sture og biskop Gustav Trolle.

Men ingen er dog så forfærdelige som danskerne med en lapset og selvoptaget Christian d. 2 og en sadistisk og blodtørstig Didrik Slagheck i spidsen. Sidstnævnte var så i virkeligheden fra Westfalen, som var et fyrstedømme i det nuværende Tyskland – og faktisk ærkebiskop med en fortid hos paven i Rom, selvom han i filmen blot er kongens våben- og blodgale håndlanger.

Det lykkes så Claes Bang og Mikkel Boe Følsgaard at give kongen og Didrik noget dybde, så man aner en samvittighed og en tvivl hos kongen, og en sårbarhed hos Didrik. Det er flot lavet, når man betænker det manuskript, de havde at gøre godt med. Jakob Oftebro som biskop Trolle prøver også – og det samme gælder Ulrich Thomsen som den svenske spion Hemming Gadh. Og her kan filmen noget i dialogerne mellem de fire mænd og deres indædte kamp om magten – og sandheden.

Desværre mangler et tilsvarende samspil på kvindesiden, hvor Alba August spiller den fiktive og stumme Freja, der med sin store evne til at slås ikke indtager den klassiske kvinderolle som passiv, stille og smuk. Men at være stum og handlende er stadig at være en kvinde uden stemme, og dem har vi haft alt for mange af i filmhistorien. Så der er kun to kvinder, som får lov til at sige noget i filmen:

Den fiktive Anne – spillet af Sophie Cookson – som stiller sig kritisk til spørgsmålet om Guds eksistens, når altså ikke hun er optaget af hævn. Et spørgsmål, som hører hjemme i vor tid, men slet ikke i tiden omkring 1520. Tværtimod havde munken Martin Luther få år før slået sine teser op på kirkedøren i Wittenberg som en protest mod den katolske kirke. Så nej, man diskuterede hverken Guds eksistens eller om kristendommen var den rette tro. Debatten gik kun på, hvem der havde ret, når læren om den genopstandne Kristus skulle forkyndes: Paven i Rom (den katolske kirke) eller den oprørske tyske munk (det, som blev til de protestantiske kirker som fx Folkekirken).

Filmens Anne kan så være bygget over den historiske adelsdame Anna Bielke, der var gift med virkelighedens Johan Natt och Dag, som var en mand på 50 år, da hun var 20 år, og sad på Kalmar Slott, som hun med dygtighed forsvarede mod den danske flåde i netop 1520. Så afstanden til filmens frit-løbende-i-skoven-og-i-Stockholm-Anne, der elsker en jævnaldrende Johan Natt och Dag kan ikke være større.

Den eneste historisk-korrekt-placerede kvinde i filmen er Kristina Gyllenstierna – spillet af Emily Beecham, der overtager ledelsen af Stockholm og Sverige ved mandens Sten Stures død. Men ærgerligt nok bliver hun i filmen reduceret til en kvinde, der går mest op i strengeinstrumenter og manerer. For virkelighedens Kristina har været en politisk og militaristisk begavelse, der ikke holdt ”pige-dage” med wellnes-bade, snak om hår og nye kjoler, som hun gør det i filmen.

For nok var det en mændenes verden i 1500-tallet, men der fandtes stærke kvinder. Også Moder Sigbritt, som i årevis var Christian d. 2´s tætteste rådgiver – selv efter hendes datter, som var hans kæreste Dyveke, var død. For Moder Sigbritt blev hos kongen – og var med i Stockholm. Men i filmen er hun totalt fraværende – måske fordi man så kan undgå at vise Christian d. 2 som det kloge renæssance-menneske, han også var. Især når han lyttede til Moder Sigbritt.

En anden, der mangler, er ham, der afløste Christian d. 2 som konge af Sverige, nemlig svenske Gustav Vasa. Ikke at have Gustav Vasa med i en film om det stockholmske blodbad er helligbrøde. Især i Sverige, hvor man hvert år afholder Vasa-løbet (verdens mest berømte skiløb, som trækker mere end 15.000 deltagere) til minde om den tur, Gustav Vasa foretog gennem sne og kulde i mange uger for efter blodbadet at overbevise svenskerne om, at det kunne nytte at kæmpe mod danskerne. Noget Gustav Vasa gjorde så godt, at han tre år efter blodbadet kunne ride ind i Stockholm som svensk konge og dermed grundlægge Sveriges tid som europæisk stormagt.

Men måske man ikke har nævnt Gustav Vasa, fordi han uden sammenligning var den største bølle på Sveriges trone historisk set – også værre end Christian d. 2, selvom det var danskerkongen, svenskerne stadig kalder Kristian Tyran – og som stod bag Stockholms blodbad.

Når man ser filmen ”Stockholm Bloodbath” får man let forestillingen om, at der var flere hundrede svenskere, som mistede livet på Stortorget i Stockholm i de novemberdage i 1520. Men det var ifølge den svenske historiker Herman Lindqvist 82, og ja, det er mange. Men svenskerne selv dræbte langt flere danskere, da de lidt over 100 år senere foretog etniske og ganske brutale udrensninger i de gamle danske områder Skåne, Halland og Blekinge, som ifbm. Roskildefreden blev svenske.

For ”Stockholm Bloodbath” har ret i én ting: Den, der fortæller historien, definerer historien. Og det er også filmens mission: At skabe en fortælling om Stockholms blodbad, som er så sort og hvid i sin populisme, at selv Trump i version 2.0 ikke kan følge med, når det handler om at gøre sig selv (Sverige) til en helgen og de andre (Danmark) til djævle.

Og nok lever vi i en på mange måder historieløs tid. Men det må ikke lykkes hr. Håfström at få folk til at tro på danskerne som de sorte og stygge, og svenskerne som de hvide og ædle – som vi ser det ved et bryllup først i filmen, som på alle måder er som et moderne bryllup med hvidt tøj, individualitet, følelser og nu-må-du-kysse-bruden fremfor et renæssance-bryllup, som handlede om religionen, slægten og at vise sin rigdom frem.  

Filmen ”Stockholm Bloodbath” er derfor – trods kanongode skuespillere – et makværk, som på den ene side prøver at være en slags historisk superhelte-film, mens den på den anden gerne vil tages alvorligt som skildrer af historien, en ensidig og forkert skildring. Det går også grumme galt, og Danmarksbloggen kan kun give to ud af seks økser.

Der skal så lyde en anbefaling om at få fat på den historiske beretning om blodbadet i Stockholm. For den har det hele, og man behøver ikke at ændre et komma for at gøre den spændende for 2024-publikummet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”POOR THINGS”

Udgivet den af
Svar

Yorgos Lanthimos’ Golden Globe-vindende film ”POOR THINGS”, der har premiere i dag 18. januar, tegner en både futuristisk og dystopisk fortid samtidig med, at den stiller det provokerende spørgsmål: Hvad er egentlig bedst, når vi taler om fangenskab versus frihed?

Dystopi, barnlige impulser og voksne lyster – ledsaget af musik, der skaber uro og dissonans, er der nemlig nok af i ”POOR THINGS”, hvor vi følger den genoplivede Bella Baxter. Hun spilles barnligt, kluntet og dermed fuldstændigt eminent af den amerikanske skuespiller Emma Stone, der har sagt, at hun anser denne rolle for hendes livs største.

Fortællingen, der er baseret på Alasdair Grays roman ”Poor Creatures” fra 1992, er en coming-of-age Frankenstein-fortælling, krydret med masser af sex, vold og romantik. ”POOR THINGS” er også en vanvittig film, hvor man aldrig kan regne ud, hvad der sker lige om lidt, præcis som i Lanthimos’ andre film.

Hvis man kender til Lanthimos’ tidligere instruktørarbejde på film som ”Dogtooth” eller ”The Favourite”, kan man se flere fællestræk i det nyeste skud på stammen fra den græske instruktør:

De uventede plot-twist, den smukke brug af forskellige kameravinkler og perspektiver, og ikke mindst karakterernes udvikling og interaktion med hinanden, som alle er præcis det, man regner med fra Lanthimos. Og det får man også – men ”POOR THINGS” kan meget mere. Den er forfinet, og der er skruet op for både farverne og vanviddet, hvilket gør det til en helt særlig biografoplevelse.

Vi følger som sagt Bella Baxter. En kvinde med et barnligt sind, der skal prøve at navigere i den store verden i slutningen af 1800-tallets London, Lissabon, Alexandria og Paris.

Men det er ikke nemt, da hendes skaber Godwin Baxter, spillet på fornem vis af Willem Dafoe, har holdt Bella under skarpt opsyn i videnskabens navn sammen med sin assistent Max McCandles, spillet med ømhed af Ramy Youssef.

Bella har altså levet i fangenskab, men ser sit snit til at opleve den store, vide verden med charlatan-advokaten Duncan Wedderburn, der spilles overbevisende af Mark Ruffalo. Det er med andre ord noget af en hvepserede, som Bella havner i, og man kan spørge: Hvor meget bedre er den futuriske fortidsverden så i virkeligheden?

For at finde ud af det begiver Bella Baxter sig ud på noget af et eventyr, omend den største rejse er hendes egen mentale udvikling, hvor vi ser hende gå fra at handle på sine naive og barnlige impulser til at forstå mere komplekse følelser som empati og had. Men nu er hun kun et menneske, og det halter stadig med konsekvensberegningen, hvilket munder ud i den ene sindssyge begivenhed efter den anden.

Bellas rejse ud i verden og ind i hendes eget sind er derfor en tur fuld af skøre og vidunderlige drejninger, der bakkes op af filmens brug af fordrejede proportioner, stærke farver, hurtige klip og en underlægningsmusik, der mest af alt lyder som et ustemt klaver.

Det er, som om man kigger på et lyslevende diorama inspireret af en Wes Anderson film, hvor man selv bliver suget ind i den dragende fortælling, så den netop lever længe efter i ens eget sind.

”POOR THINGS” leder også tankerne hen på både velkendte og knap så kendte fortællinger: Frankenstein, Lanthimos’ egen film ”Dogtooth”, og Robert Eggers’ sort-hvide gyser-fantasy ”The Lighthouse”, hvor vi også møder Willem Dafoe som en fremtrædende karakter.

Men selvom ”POOR THINGS” kan minde om andre film og historier, er den stadig helt sin egen. Den er en unik kreation på 2 timer og 21 minutter, der på alle måder har fortjent sine to Golden Globes – og mon ikke der også kunne ligge en Oscar-statuette lige rundt om hjørnet?!

Danmarksbloggen giver ”POOR THINGS” 6 ud af 6 stjerner, og er en klar anbefaling til enhver filmnørd, der ikke kan få nok af smukke, dystopiske film.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen

Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark

Udgivet den af
Svar

Proklamationer er noget, som man altid har gjort, når noget vigtigt skulle meddeles folket. Det kan gøres på mange måder. Fx sender man i Vatikanet hvid røg op, når der er valgt en ny pave. I Danmark har man siden Grundlovens indførelse i 1849 arrangeret det sådan, at det er den til enhver tid siddende statsminister, som har tjansen at proklamere den nye regent.

Så derfor var det i går Mette Frederiksen, som på balkonen på Christiansborg Slot udråbte Frederik d. 10 til ny dansk konge foran et kæmpestort og jublende menneskehav. En rørt kong Frederik, som derpå holdt en kort proklamationstale, hvor han sagde (det med fed er Kongens valgsprog):

Min mor, Hendes Majestæt Dronning Margrethe den 2. har regeret Danmark i 52 år. Gennem et halvt århundrede er hun fulgt med tiden med vores fælles arv som afsæt. Til al tid vil hun blive husket som en regent ud over det sædvanlige. Min mor har som få formået at gå i et med sit kongerige.

I dag går tronen videre. Mit håb er at blive en samlende konge af i morgen. Det er en opgave, jeg har nærmet mig hele mit liv. Det er et ansvar, jeg tager på mig med respekt, stolthed og stor glæde. Det er en gerning, jeg vil gøre mig umage med og bære gennem den tillid, jeg møder.

Jeg får brug for al den støtte, jeg kan få. Fra min elskede hustru, fra min familie, fra jer og fra det, der er større end os. Fremtiden går jeg i møde med visheden om, at jeg ikke står alene.

Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.

Der er to ting, der skal bides mærke i:

  1. At Kongen taler om noget, som er større end os mennesker. Dette noget er Gud forstået meget bredt, og det viser, at Kongen er troende. Han har også tidligere fortalt, at han beder aftenbøn (Fadervor) med sine børn.
    Så kritikken omkring det manglede ord Gud i valgsproget er forfejlet, selvom ordet Gud eller lignende ord som fx fromhed, Herren og Herrens vilje ikke er en del af valgsproget, som det har været det hos tidligere regenter.
    Læg også mærke til at Københavns biskop var en ud af kun ni specielt udvalgte politikere og embedsmænd, som var inviteret med til den specielle kur lige efter proklamationen.
    Så jo, Frederik d. 10 er troende, men ikke dogmatisk-troende, og dét passer godt ind i den tid, som vi lever i.
  2. At Kongen taler om Kongeriget Danmark. Det er han til gengæld den første monark nogensinde, der gør (pånær måske Christian d. 4´s ”rigerne”).
    Danmark, mit land og Fædrelandet er til gengæld brugt flere gange i regenters valgsprog, men det er alle ord, der udelukkende handler om Danmark.
    For når man siger Kongeriget Danmark, så taler man om Rigsfællesskabet, altså Danmark, Grønland og Færøerne.
    Så det, som Kong Frederik d. 10 siger, er, at han vil gøre alt for at holde Grønland og Færøerne inde i Rigsfællesskabet med Danmark.
    Hans valgsprog bliver dermed en politisk erklæring, hvor han også beder os andre om hjælp. For han vil samle. Både mennesker på tværs af generationer, religiøse, sociale og andre skel, men altså også på tværs af de grøfter og grænser, der løber ned gennem Rigsfællesskabet, og som næres af stadig voksende frigørelsestanker.

Det er dermed en politisk konge, som vi får. En mand, som tror på, at han som konge kan samle folk på tværs af grænser og skel, som han kunne det som kronprins til Royal Run. Ansvaret nu er så mange gange tungere og større. Så det bliver spændende at følge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk