Forfatterarkiv: admin

Anmeldelse: ”Hammarskjöld”

Udgivet den af
Svar

Der er film, som ryster, også selvom man kender slutningen på historien. Per Flys ”Hammarskjöld” er en af disse, selvom filmen ikke som forventet ender med en kæmpe ildkugle, da flyet med FN´s svenske generalsekretær Dag Hammarskjöld ombord eksploderer i den afrikanske nat som et monument over tabet af den smukke vision om en verdensorganisation, der holder stærke nationer og kapital-interesser i skak.

For det var en umulig mission med den givtige mineindustri i Congo-provinsen Kasanga, der blev styret af de belgiske koloniherrer, og som stik mod FN´s intention ikke ønskede et demokratisk Congo, men hellere ville have en løsrevet provins med en af dem indsat sort præsident – og det så meget, at FN-chefen Hammarskjöld i september 1961 blev dræbt i noget, der skulle ligne en flyulykke.

Verden gik i chok – og Sverige stod bomstille i en endeløs sorg, som vi ser det på gamle filmstrimler, der stadig griber. Verden – og Danmark – har heller aldrig har glemt svenskeren, der var en af 1900-tallets vigtigste aktører på den globale scene. Den mest imposante del af Østerbrogade i København skiftede fx navn til Dag Hammarskjölds Allé kort efter hans død.

Så det er en vigtig historisk film om afkoloniseringen af Afrika, om dengang i 50´erne og 60´erne, hvor den hvide mand afgav retten til mange kolonier. Det er også en film, der peger på nutiden, hvor Afrika igen bliver koloniseret – nu bare af den gule mand, nemlig kineserne, der samler råstoffer til hobe i en grad, så vi i Vesten skulle have reageret i forgårs.

For verdenskampen om ressourcer og penge er lige så nådesløs og brutal i dag, som den var dengang, Hammarskjöld døde i det, som i mange år blev kaldt et uheld, men som formentlig har været et bevidst drab af ikke kun den svenske topdiplomat, men også et helt fly fuld af mennesker. Filmen har sit klare bud på, hvem der stod bag, selvom der også er andre kandidater. Men endnu nægter flere af de involverede parter at åbne deres arkiver.

Det er Mikael Persbrandt, der spiller Dag Hammarskjöld i en præstation, der berettiget var nomineret til Sveriges fineste filmpris Guldbaggen. Hvorfor han ikke vandt den, giver ingen mening. For Persbrandts evne til med alt fra hans blotte tilstedeværelse over betoningerne i stemmen og bevægelserne i kroppen og til de små mikroudtryk i ansigt og øjne at fortælle hele historien, vise hele følelsespaletten er så eminent, at det kun kan matches af danske Mads Mikkelsen.

Persbrandt bliver simpelthen fra den ene lyseblå skjorte efter den anden til den stilige svensker i sit portræt af Hammarskjöld, som fik de længste stående ovationer nogensinde givet til nogen på FN´s talerstol, men som slog det hen med sædvanlig svensk beskedenhed.

Lagom-princippet, hvis man kan sine svenske koder. For Dag Hammarskjöld forblev svensk som i lagom og beskeden, men også stålsat som svensk granit, når han siger, at nu gør vi sådan, og så er det præcis sådan, at det bliver gjort. Med holdningen om nu firar vi idag, men i morgon jobbar vi dubbelt så hårt. Dét er svensk – og Sverige og svensk ånd fylder meget i filmen, selvom den primært foregår i New York.

For nok kan du tage en mand ud af Sverige, men du kan ikke tage det at være svensk ud af mand – og slet ikke en så følelsesfuld og blød mand bag den kontrollerede facade. Der er en ordentlighed og en redelighed i den svenske folkesjæl – og hos Dag Hammarskjöld. Samt en tro på humanismens kraft og det at være den fredens stormagt, som FN burde være iflg. Hammarskjöld. En tanke, som i mange år også drev svensk politik, men som blev brudt, da Sverige tidligere på foråret trådte ind i NATO.

Gad vide hvad Dag Hammarskjöld ville have sagt til det? Måske han ville have insisteret på dialogen, på FN´s rolle som forsvarer af de svage stater og mægler mellem – også med våben – storstaterne, når de slås om verdensherredømmet. Hammarskjöld forhindrede i hvert fald 3. verdenskrig ved et par tilfælde, og fik også Nobels fredspris posthumt.

Hammarskjöld var altså en gigant på diplomatiets himmel. Men han var mere end det. Han var også forfatter – igen posthumt. Når man læser hans bog ”Vejmærker” – og læs den helst på originalsproget svensk, så tegnes et billede af en følsom, ensom og kristen sjæl, en mand der trods al magten længtes efter mening, nærhed og samvær – og måske derfor er det også så passende, at vi i filmen får lov til at se hans dødsøjeblik i det af kugler perforerede fly.

Et dødsøjeblik, som Persbrandt gestalter, som jeg aldrig har set dødens komme skildret før. Døden som en lykke, en udfrielse. For nu er kalken drukket, nu kan Hammarskjöld vende hjem til den Gud, det lys, som han troede på hele sit liv.

Danmarksbloggen giver 6 ud af 6 søde røde jordbær fra det Österlen i Skåne, hvor Dag Hammarskjöld havde planer om at slå sig ned, når hans FN-mandat udløb.

For nok mangler der både politisk substans i filmens handlig og en bredere facettering af de andre personer til en fuld jordbær-kurv, og nok er symbolikken med aben i bur, der slipper løs, alt for gumpetung.

Men det kan ikke nytte noget. Persbrandts præstation er så titanisk, at alt andet end fuld kurv ville være helligbrøde. Filmen er som en monolog – bare en monolog med andre, der som en slags luksusstatister ses rundt om Persbrandts lysende portræt af Nordens største statsperson nogensinde.

De andre skuespillere tæller blandt andet danske Thure Lindhardt, der ellers er en klasseskuespiller, men som er malplaceret som Hammarskjölds svenske ungdomsven – og måske tabte kærlighed. For man lægger mest mærke til Lindhardts ubehjælpelige svensk, som også hindrer ham i at spille på det sædvanlige niveau.

Gid Per Fly i stedet havde givet dén rolle til Mattias Nordkvist, der spiller den langt mindre rolle som Hammarskjölds anden ven Bo. Så havde det slået gnister. Nordkvist har endda erfaring i at spille homoseksuel i Sverige i netop den periode, nemlig fra SVT´s succes-serie ”Vår tid är nu”, hvor han ydede en præstation, der står mål med Ghita Nørbys i ”Matador”.

For det er en stjernerække af skuespillere, som gestalter afrikanske præsidenter, belgiske mine-ejere, dubiøse lejesoldater, glatte diplomater og andet godtfolk – ja, også en kendt amerikansk præsident spillet af danskeren, der ligner ham så meget, og spiller så godt, at han igen og igen får rollen som JFK. Dén kan Caspar Phillipson også på rygraden.

Filmen har premiere i dag d. 18. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Børsen brænder – og vores folkesjæl

Udgivet den af
Svar

For fem år og en dag siden brændte Notre Dame i Paris – og det berømte spir dernede brasede sammen, mens en hel verden så forfærdede til.

Nu er det i Danmark, København, at det sker.

Børsen brænder – og Dragespiret er styrtet til jorden. Brandvæsenet er i gang – og de dyrebare malerier (blandt andet af Krøyer) er blevet båret ud af Dansk Erhverv, som i dag ejer bygningen, der pt. var under restaurering.

Det er også Dronning Margrethe d. 2´s fødselsdag i dag. Den første efter hun abdicerede. Branden på Børsen og Dronningens fødselsdag har så intet med hinanden at gøre.

Ikke andet end at Vor Mor, som Dronningen kærligt er blevet kaldt af garderne og andre, som har haft med hende at gøre i dagligdagen, gennem hele sin regeringstid og stadigvæk er et samlende symbol på det at være dansk, på Danmark.

Og dét har vi brug for, når den slags her sker. For nok har vi fået en ny konge, men det virker mest naturligt i dag at vende sig mod Vor Mor.

Nu skal branden på Børsen slukkes (og man skal forhindre spredning pga. strålevarmen – dvs. der har været brand i nogle af ministerierne). Brandvæsenet er godt i gang, men hvor slemt det bliver, kan man ikke sige endnu.

Alt tyder dog desværre på, at halvdelen af Børsen vil brænde totalt ned. Det brænder også fra kælder og kvist. Orange flammer er alle vegne at se i den gamle renæssancebygning.

Men uanset hvor slemt det er, så skal Børsen bare genopbygges. Forhåbentlig i sit gamle udseende – og også uanset hvad det koster. For dén vil vi sørme ikke undvære.

Note: Husk Dragespiret – også selvom den ikke gik længere med at beskytte Børsen.

Historien fortalte nemlig elles, at dragerne beskyttede Børsen, så bygningen ikke brændte. Hvilket gav mening, når man tænker på, at i de 400 år, hvor Dragespiret eksisterede, er følgende sket: Christiansborg er brændt to gange, englænderne smadrede København i slaget på Rheden, den store brand i København i 1700-tallet jævnede store dele af byen med jorden – og et par andre katastrofer!!!

Men Børsen stod stolt og rank gennem det hele – men ikke mere. Røgen står nu mørk og tyk op af bygningen, og kan ses fra mine vinduer på Christianshavn.

Jeg måtte selvfølgelig også ud og være vidne til denne nationale katastrofe. Se det ovre fra Christianshavns-siden. Fra Eigtveds Pakhus, som ellers er mest kendt fra rigsretssagen og Corona-pressemøderne. Men nu stod vi en masse danskere i alle aldre – og kiggede ind mod Slotsholmen, mens sirenerne lød her og dér.

Og vi var mange, som bare stod og så på røgen – og vandstrålerne – og også flammerne. Nogle få græd, de fleste af os tog billeder – men alle var så stille, så stille.

For det er en sorgens dag for Danmark. En dag, hvor en del af vores folkesjæl brænder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Nye Tider”

Udgivet den af
Svar

I går var der premiere på Folketeatrets ”Nye Tider”.

Livets hamsterhjul. Et ægteskab, hvor begge parter i 50 år har gemt sig bag hverdagens gøremål og de forventninger, som de tror, at alle andre og samfundet har til dem. Sådan er virkeligheden for Bill og Nancy, der i livets sene efterår beslutter, at de skal skilles.

Havde deres børn ikke blandet sig, kunne det hele have været klaret på fem minutter. 4 minutter og 50 sekunders stilhed, mens middagsbordet dækkes for 20.000´ende gang – og derpå 10 sekunders samtale efter modellen:

Nancy: Jeg tror, jeg vil skilles.
Bill: OK.

Nemt og enkelt altså. Men nej. For nu iler børnene hjem. For de ønsker ikke ændringer, heller ikke selvom de for længst er voksne med egne liv, som måske er mere i behov for hjælp end forældrenes ægteskab. Men andres problemer er som bekendt altid nemmere at løse. Så nu skal der krisehjælp til. Styringen tages hurtigt af svigerdatteren, der er gravid og psykolog, og derfor i egen forståelse velegnet til at facilitere den svære samtale med Bill og Nancy.

Men hun, hendes mand og hendes svoger er som sagt totalt blinde for, at det er deres behov og ikke omsorgen for de ældre, som dikterer, at de begiver sig ud i stadig mere absurde problemstillinger, hvor grænse efter grænse brydes ned, når gamle minder og følelser kommer frem. Hvor livets uendelige gentagelser igen og igen tegnes op som den eksem, der spreder sig på den ældste søns hænder. Ham, som elsker kontrol, og som derfor føler sig tryg ved at ordne de praktiske og økonomiske ting, som han gerne vil begrænse livets spørgsmål til.

Men der skal også snakkes om følelser – og om samlivet. Det sidste er svært. For hvem ønsker at høre om sine forældres sex-liv? Meget få. Men her kommer det. Nancy fortæller fx i en rørende scene den yngste søn i detaljer om, dengang hun fik et fantastisk blowjob af sin store kærlighed. En stor mundfuld for den yngste søn, der nok underviser i drama, men savner evnen til intimitet, og bestemt ikke har lyst til at høre om moderens største erotiske oplevelse.

For ja, Nancy har også elsket en anden, ønsket sig noget mere end det, som hun fik i samlivet med Bill, der på sin side har elsket hende i alle årene – og stadig gør det, selvom han nu i en sen alder har fundet sig en ny kæreste. For sådan er virkeligheden: Ikke sort-hvid, enten-eller. Den er både-og, og de har begge endnu en stor ømhed overfor hinanden – og måske også stadig en dyb kærlighed, som de måske/måske ikke kan finde ind til igen? Dét skal ikke røbes her.

Men undervejs i forestillingen er der flere overraskelser, også nogle ret kontante med både lys og lyd, der giver et gib i hele salen. Det er forløsende. Også fordi vi trænger til at blive rusket ud af hamsterhjulet, af den virkelighedens skildring, som sker på scenen – og som måske kan spejles i vores egne liv.

For ja, livet er til tider knugende og smertefuldt, og vi kan enten acceptere det, som Waage Sandø gør det med en inderlighed, som rører dybt, som når han siger: Jeg tror bare, jeg nød at se dig være lykkelig. Eller vi kan kæmpe imod tilværelsens uundgåelige forlis, som Ulla Henningsen gør det med så stort et mod, at man føler, at der kan være mening i at turde gribe efter lykken – også selvom man som hun måske har svært ved at se sig selv i spejlet og sætte sin egen bog på hylden.

Man siger, at teatret er til for at underholde, give tanker og refleksioner – og måske spejling i ens eget liv. I ”Nye Tider” får vi det hele. Først grinene, så efterhånden tankerne og til sidst (hvis man tør) spejlingen, selvom de fleste af os nok vil vægre os ved at indrømme det.

MEN vi lever allesammen mere eller mindre i en hverdag (og måske et ægteskab) sat på automatisk. Så måske vi skulle tage et tjek af os selv og hinanden i dag – og ikke vente til alderdomshjemmet?

Det haster med det kys, som Poul Henningsen skrev. Med at være sprælske og uartige og slippe de der forventninger, som den yngste søns flirt og faderens nye kæreste står som repræsentanter for med deres fokus på at leve livet, være i sine sansers vold, lege med fantasien og gå i en lilla kjole.

For farver er liv, og derfor danner scenens sort-hvide kulisser og store tomme rum en fin symbolik på et liv uden farver og grøde. Ja, når selv blomsterne er af plastic, så er man i knibe.

”Nye Tider” bliver på mange måder en skildring af vores del af verden i vor tid, men den er også en historie om menneskets evige længsel efter at blive set og elsket, blive anerkendt. Om hvordan vi let og hurtigt går fejl af hinanden, når vi ikke lytter, men i stedet papegøje-taler, eller såret lukker os inde i os selv og vores egne ideer om, hvorfor verden er, som den er.

Det er som sagt Ulla Henningsen og Waage Sandø, der spiller hovedrollerne, og det gør de, så det gnistrer på scenen – både hver for sig og mellem sig. Det er to af Danmarks helt store skuespillere, som folder sig ud. Man tror på dem som parret, der har levet sammen i fem årtier med udholdenheden og fortrængningen som pejlemærker, selvom længslen og drømmen ikke lader sig holde nede. Men også de andre kan deres metier.

De andre er: Sonja Oppenhagen som livsglad kvinde, Kasper Leisner som søn med hang til kontrol, bare ikke over de følelser, som han helst gemmer væk, Marie Sandø Jondal som insisterende kvinde, der ikke vil ende som et serviceorgan, Kim Hammelsvang som sønnen der dyrker dramatikken, men er uden evne til at rumme følelser i virkeligheden – og endelig Adam Schmidt som ung mand i kontakt med både sine følelser, fantasier og grænser.

For hvem har brug for et langt ægteskabs kompromisser og overbærenhed? Ja, det har ingen måske. Men vi har alle brug for kærlighed, også selvom vi både svigter, glemmer og manipulerer hinanden. Lyver og snyder – også os selv – på livets lange vej. Alligevel er kærlige smil, bløde kys og varme kram aldrig bullshit. De er altid ønskede, også selvom vi som mennesker er dømte til at begå hinandens fejl. For fejlene går i arv til næste generation, som vi også ser det på scenen.

”Nye Tider” er derfor teater, når det er bedst: Vedkommende, ærligt og vibrerende i skildringen af kærlighedens vilkår i en verden, hvor social arv, uskrevne normer og hjemmelavede forventninger i reglen overtrumfer sindets lyst og kroppens begær. Fortalt som en komedie, hvor livets udbredte hverdagstragedie dækkes af latterkaskader. Det er gribende.

Danmarksbloggen giver ”Nye Tider” fem ud af seks poser med tøj, som dem Nancy skal sørge for kommer til mennesker med behov. For vores liv handler om alt, vi kan give hinanden – og det må gerne være i friske farver, som dét tørklæde faderens nye kæreste ligger ned i posen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Birthday Girl”

Udgivet den af
Svar

Michael Noers ”Birthday Girl” er måske den uhyggeligste film, som jeg nogensinde har set.

Ikke fordi der er monstre eller andet pjat, langtrukne natlige scener med listende fodtrin og blinkende el-pærer, men fordi den lovløshed og mangel på ansvar, som filmen handler om, sker i virkeligheden – og også meget mere end cruiseship-industrien vil være ved det.

Kort fortalt handler filmen om Cille, som fylder 18, og som derfor sammen med sin bedste veninde Lea er inviteret på krydstogt fra Miami til Bahamas af sin mor. Moderen spilles af Trine Dyrholm, der leverer en titanisk og monumental præstation som moderen, der som den eneste kæmper datterens kamp, da denne bliver voldtaget ombord på den flydende by, der omtaler sig selv som en paradis-drøm, men er et larmende og lovløst mareridt midt ude på havet.

For et krydstogtsskib er som en egen by, bare en by uden politi og andre love end dem, som kaptajnen laver. En kaptajn, som moderen trods gentagne forsøg ikke kan få lov til at tale med, og som vi slet ikke ser – selvom han som en anden Gud styrer skibet, og også kaldes Master af de ansatte. Men i stedet for lov, ret og psykolog-hjælp, så spises den kæmpende mor, den voldtagne unge pige og hendes veninde af med en opgradering af kahytten, der i øvrigt kommer sammen med en konstant overvågning og victim-blaming.

Man tror måske, at det her er fiktion. Men den er dårlig nok. Når man er i internationalt farvand, så gælder ingen love andre end kaptajnens – og så kan en voldtægtsmand nemt gå frit fra borde, med mindre altså krydstogts-virksomheden tager ansvar. Dét sker forbavsende sjældent, selvom der sker mange voldtægter, overfald og røverier ombord på krydstogtskibene. Ja, der forsvinder tilmed et betragteligt antal mennesker årligt ombord på de store skibe. Men det snakker krydstogtsindustrien ikke om.

For forsvunde passagerer, overgreb og voldtægter er dårlig reklame for milliard-forretningen – og det handler om at vride hver en mønt ud af de cirka 6.000 passagerer, der er på skibet, hvor Dyrholm og de to unge piger prøver at klare den frem til skibet anløber havn. Security er der dog, men primært for at passe på selskabets renommé. For det handler om bundlinien – og det skal man gøre sig helt klart, inden man indløser billet til disse flydende lovløsheder. At se denne film er så en ret effekt vaccine mod at stige ombord, som cirka 100.000 danskere ellers gør det på en årlig basis.

Det interessante ved filmen er også, at man fra starten af nogenlunde regner ud, hvad der kommer til at ske – men alligevel sidder man med tilbageholdt åndedrag, og følger med i den intense skildring af moderens kamp for datteren. En kamp, som hun kæmper med og mod alt og alle, men ikke sig selv. For hun har været nede i maskinrummet på skibet – og lært noget om reglerne. Så moderen kan tage den kamp, som ingen tog for hende.

Det er noget i hele set-uppet, der minder om græske tragedier og heltinder: Stormen, udholdenheden, modet, stoltheden, styrken, hævnen i egne hænder på mere end én måde – og måske allermest den gamle idé om hybris og nemesis.

Det er som sagt Trine Dyrholm, der spiller moderen. En kvinde midt i livet, som elsker sin datter overalt på jorden, og som altid har prøvet at gøre det bedste. Men det er ikke nemt, når datteren bor hos faderen, og bebrejder moderen skilsmissen. Hvad der er op og ned i dén konflikt, ved vi ikke, men vi kan mærke smerten og savnet efter den anden hos dem begge.

Det er Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der spiller den unge datter, og det gør hun med stor nerve og nærvær, måske især i scenerne der viser hendes og moderens sårbare og skrøbelige relation. Datterens veninde, der er vældig forstående, men også bare en ung, usikker 18-årig spiles fornemt af Maja Ida Thiele. Hun er filmens nødvendige sidekick, som er med til at binde enderne og skubbe handlingen frem fra fest og farver til ulykke, overgreb, katastrofe og forløsning. Fra sædvanlig skandinavisk drukinspireret munterhed til en mere global forståelse af at livet primært handler om overlevelse, og at vi på vores vej kun kan stole på meget få mennesker.

”Birthday Girl” er en stærk og uafrystelig film, som fortjener 6 ud af 6 halskæder, som den Cille har fået af sin kontrollerende kæreste og som hun er panisk omkring at skulle have om halsen, selvom den også er en lænke, som hun måske/måske ikke får slidt sig fri af. Dét må man se filmen for at finde ud af.

Men filmen er en græsk odyssé om at finde sin egen styrke – og tanken falder på græske sagn- og tragediefigurer: Demeter som moderen, en blanding af Persefone og Kassandra som hende, der bliver voldtaget og Ismene som veninden. Slå dem selv op, men vent til du har set filmen. For ellers så afslører det måske noget af handlingen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder”

Udgivet den af
Svar

Historiske programmer på National Geographic: Er det ikke noget med fakta iblandet dramatiseren? Svaret på dét spørgsmål er ja – også når det kommer til den nye serie ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder.”

Danmarksbloggen har set to afsnit – det med Tollundmanden og det med Haraldskærkvinden – og for begge gælder, at der er mange gode fakta. Men der er også fakta, som ikke holder.

Lad os holde os til historien om Haraldskærkvinden. Et moselig, som blev fundet i 1835 i Haraldskær, ikke langt fra Vejle og Jelling.

Først troede man, at der måske var tale om et ret nyligt lig af en kvinde. Men hurtig stod det klart, at det velbevarede moselig var død for længe-længe siden, og den første tese – at hun var en norsk dronning, som blev dræbt af Harald Blåtand – opstod.

Det påviste manden bag inddelingen af oldtiden i stenalder, bronzealder og jernalder – den danske arkæolog J. J. A. Worsaae – så få senere ikke holdt stik. Tiden, hvor man blandede arkæologiske fakta med myter og forestillinger – og fri fantasi – var forbi. Man brugte heller ikke længere Biblen som rettesnor for videnskabelighed, men holdt sig til empiriske data, iagttagelser og undersøgelser.

Det har vi gjort lige siden – og qua disse ved vi nu, at Haraldskærkvinden levede omkring 250 f.Kr., at hun var omkring 50 år, da hun døde – formentlig kvalt med den snor, der er spor af på halsen, inden hun blev lagt ned i søen – med ansigtet nederst og nøgen med sin skindkappe over sig – og med grene, der holdt liget fast nede i mudderet, så det ikke kom op til overfladen.

Vi ved også, at Haraldskærkvinden formentligt var født i Jylland, men at hun også havde foretaget rejser til Mellemeuropa eller Skotland. Men derudover ved vi intet om, hvem Haraldskærkvinden var – og hvad hun foretog sig. Var hun en slags troldkvinde? En shaman? En kvinde forudbestemt til at skulle ofres?

Vi aner det ikke. Til gengæld ved vi, at moser, søer og vandhuller i jernalderen blev opfattet som portaler til den anden verden, og at det var normalt at ofre til guderne dér. Det med at vand er lig med portalen til den anden verden blev så ikke nævnt i programmet – og det er en fejl. For kombineret med at man i jernalderen normalt brændte sine døde viser det, at ofringen på ingen måde var tilfældig, og at der netop er tale om en ofring – og ikke en straf, som også foreslået i programmet.

En anden fejl er, at Vejlemuseerne, hvor Haraldskærkvinden ligger, på deres hjemmeside selv nævner, at hun kan have opholdt sig i Skotland, når man ser på isotoperne. Men den tese er ikke med i programmet. En anden fejl er, at hun omtales som en mulig trælkvinde. Men hvorfor skulle en trælkvinde få lov til at begive sig på en rejse tur/retur?! Det er fri fortolkning.

Fakta alene er disse: En ukendt kvinde, formentlig født i Jylland, døde omkring 250 f.Kr., da hun var omkring 50 år, fordi hun blev kvalt – og vi ved ikke af hvem eller hvorfor.

Men det kan man jo ikke basere en hel tv-udsendelse på. Så derfor alt det ekstra, som er fortalt så godt, at ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder” skal have 4 ud af 6 af de bedste kapper fundet i moserne. For ja, Haraldskærkvinden var nok det første moselig, som blev fundet og udstillet i Danmark. Men hun var – og er – langtfra det sidste.

Serien får premiere langfredag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påsken – forklaret

Udgivet den af
Svar

Påsken står for døren, og Danmarksbloggen iler med en oversigt over, hvad der sker i påsken, hvis nu man ikke har det stående skarpt i erindringen:

Palmesøndag: Jesus rider på et æsel ind i Jerusalem, hvor han hyldes som en konge, og mødes af jublende menneskemængder med palmeblade i hænderne. Senere salves Jesus af en kvinde, som bruger en hel krukke meget dyr creme på ham. Hermed er han også klar til dén begravelse, der venter.

Skærtorsdag: Judas forråder Jesus for 30 sølvpenge, og Jesus vasker disciplenes fødder, inden de sætter sig til bords for at nyde det jødiske påskemåltid. Men i slutningen af måltidet bryder Jesus den jødiske tradition, og indstifter i stedet den kristne nadver med brød og vin. Derpå går han ud i Getsemane Have, og beder om at måtte slippe for det, der venter, men ender selvfølgelig med at acceptere sin skæbne. Det er også denne nat, at Peter (som senere bliver den første pave) nægter at kende Jesus.

Langfredag: Jesus tages til fange natten til langfredag, piskes og dømmes til døden ved korsfæstelse. Han bærer selv korset op ad Via Dolorosa – smertens vej – til Golgata, hvor han bliver korsfæstet. På hver side af Jesus hænger to kriminelle. Den ene håner ham, mens den anden beder Jesus om at huske ham, hvorpå Jesus svarer: Sandelig siger jeg dig, i dag er du med mig i Paradis. Men til sidst tvivler selv Jesus, og udbryder: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig – og så råber han højt og dør.

Påskedag: Efter den jødiske hviledag lørdag går kvinderne ud til Jesu grav søndag morgen, men til deres store overraskelse er graven tom, og der sidder en engel, som fortæller dem, at Jesus er genopstanden. De skynder sig tilbage til disciplene, som først ikke tror på kvinderne, men som så overbevises – også fordi Jesus selv viser sig for dem. Især Thomas kniber det med, men til sidst tror også han, og Jesus siger: Du tror, fordi du ser – salige er de, som ikke ser og dog tror.

Anden påskedag: Disciplene er dybt fortvivlede, og to af dem begiver sig til byen Emmaus. Undervejs slår Jesus følge med dem, men de kan ikke genkende ham. Så de fortæller Jesus om, hvad der er sket – og han lytter. Han kritiserer dem også for ikke at stole på, hvad denne Jesus sagde og lovede dem. Men stadig genkender de ham ikke. Det sker først, da de sidder ved aftensbordet – og Jesus bryder brødet, og velsigner det – præcis som han gjorde skærtorsdag aften. SÅ genkender de ham – men så forsvinder Jesus for øjnene af dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Jagtsæson 2 – i medgang og modgang”

Udgivet den af
Svar

Dagens premierefilm ”Jagtsæson 2 – i medgang og modgang” starter stort set dér, hvor 1´eren sluttede.

Eva (Mille Dinesen) er stadig kæreste med hospitalsklovnen Jan (Lars Ranthe), som er både sød og hjælpsom. Det kniber dog for Eva at tage imod hjælpen, selvom hun har brug for den. Hun er også blevet arbejdsløs – og har svært ved at få et nyt job, og så er livet ikke nemt, når man som Eva har sin stolthed, og gerne vil være tjekket og cool.

For at gøre ondt værre, så går det (på overfladen) strygende for de to veninder: Marlene (Lærke Winther), der er blevet skilt og forfremmet, og Bella (Stephania Potalivo), som skal giftes med Evas eksmand, og derfor skal have en polterabend, som Eva skal arrangere.

Faktisk skulle Marlene have været med til det. Men Marlene får blindtarmsbetændelse – og så hænger alt på Eva, som prøver at vende situationen til egen fordel. Evas plan er nemlig at bruge polterabenden til at overbevise den på alle måder politisk korrekte og meget irriterende Jakob Martin (Martin Greis-Rosenthal) om, at han skal ansætte hende i hans firma Øko-Wear.

Eller kan og kan. Nu er det jo en komedie med Mille Dinesen i en Nynne-inspireret rolle, og så ved man godt, at alt, hvad der kan gå galt, vil gå galt – og at resten også ender i skoven. Endda helt bogstaveligt, da paintball, partybus og stripper skiftes ud med shelter, sovepose og pølser over bål.

Nu skal ingen af de skøre påhit på den økologiske polterabend i skoven afsløres. Men der indgår både en fakkel og en flåt, et gammelt eventyr og en skovarbejder i nøgen overkrop samt sankede svampe, som ret beset først kommer til anvendelse senere. Men dér rammer de også plet.

For naturligvis møder kvindernes polterabend mændenes, og så sker der ting og sager med oppustelige penisser, brugte kondomer, buer og pile – og mere endnu, som kun overgås af, hvad der sker til selve vielsen. Og så skal intet siges mere.

Men der er nogle plot-twists undervejs, som dog er rimeligt lette at forudse og regne ud. Men det gør ingenting. For der er fart og tempo, højt humør og gode grin i filmen, der sprutter og gnistrer som undslupne gløder.

”Jagtsæson 2 – i medgang og modgang” er underholdende og charmerende, også fordi skuespillerne kan deres kram. Det er Nynne på steroider – og hvem vil ikke gerne have et skud Nynne aka Eva aka Mille Dinesen?

Danmarksbloggen giver ”Jagtsæson 2 – i medgang og modgang” fire ud af seks af de båthorn, som det Eva og Jan har rytmisk sex på i filmens begyndelse.

Egentlig er historien for tynd til fire båthorn, men især d´damer Dinesen, Winther og Potalivo spiller med så meget liv og lyst, at det skal belønnes – også fordi man godt kunne drømme om en 3´er, som ikke handler om, at de ønsker sig mænd, eller køber præmissen om verden på mandens vilkår.

Men en 3´er, hvor det på mange måder umage trekløver tager deres skæbne i egne hænder uden skam og uden blusel – og får deres drømme ført ud i livet. Måske sammen med de tre nye kvinder, som vi møder, og som jeg godt gad se mere til:

Livsliniens alvorlige Dorte (Olivia Franciska Fevel Borgels), som har noget af en historie med en far, der vistnok skød sig i Bon-bon-land. Præsten Karen (Julie Agnete Vang), der ved filmens slut måske er på vej ind i en skæbne værre end døden, men som endnu kan reddes – måske endda fra hendes egen moral. Og så hende den direkte fra jobcenteret (spillet af Josephine Nørring), som ser skarpt, og som er så vidunderligt upassende.

Dét kunne simpelthen blive et brag af en film med de i alt seks kvinder i gang med at erobre verden, både hver for sig og sammen. Det er også den slags film, som vi kvinder elsker og behøver – men som desværre ofte ikke får tildelt penge fra de stadig-i-2024-af-mænd-styrede-filmpuljer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

God tur hjem

Udgivet den af
Svar

Så er Danmarks egen astronaut Andreas Mogensen på vej hjem. I skrivende stund suser kapslen med ham og de andre mod Jorden, hvor de forventes at lande i havet i morgen formiddag.

Gid det må gå godt. For faktisk er ankomsten til Jorden og Jordens atmosfære det farligste ved en rum-mission. Atmosfæren skal rammes i den rigtige vinkel, hvis ikke kapslen skal brænde op. Og så skal faldskærmen folde sig ud, inden de lander i vandet cirka kl. 11 i morgen.

Gad vide, hvad Andreas Mogensen tænker? Udover det oplagte at han glæder sig til at komme hjem til familien, sin kone og sine børn.

Rejser han måske også med en smule vemod i bagagen? Vemod og visheden om at han for altid vil savne rummet. Det rum, som også blev hans hjem, og hvorfra han kunne se det fantastiske syn af Jorden og atmosfæren.

Andreas Mogensen har flere gange fortalt, hvordan han elskede at sidde i Cupola og se ned mod Jorden, se vores fantastiske planet.

Som Andreas Mogensen selv skriver det på Facebook: Jeg brugte også mange timer af min fritid i Cupola, hvor jeg tog fantastiske billeder af Jorden – herfra er det tydeligt, at der kun er én blå planet vores. Fra grønne skove, sandørkener og flere vulkaner, end jeg kan tælle, viser hvert billede, hvad vores plads i universet har at byde på..

Det er en erkendelse og en viden, som man kunne ønske, at denne verdens magthavere besad. For så ville verden være et lige så godt sted, som kloden ser ud – betragtet fra universet.

Velkommen hjem til Jorden, Andreas Mogensen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Askepot – The Musical”

Udgivet den af
Svar

Barbie gjorde det i sommers. Elsa fra ”Frozen” gjorde det inden pandemien. Og nu gør Askepot det også i ”Askepot – The Musical”: Slår sig fri af eventyrets snærende bånd om at gifte sig med prinsen for i stedet at gå sin egen vej, finde sin egen sang, vælge sin egen fortælling.

Dét er stærkt. Det er også tidens trend. Og jeg håber, at de små piger i de fine prinsessekjoler, som i går aftes var med til premieren, så og hørte godt efter. Ja, måske også spejlede sig i den lille pige på scenen, som spillede Askepot som lille – og som klarede det superflot. BRAVO til hende.

For det er stærkt at turde være sig selv – og alle piger/kvinder skal gå efter deres egen drøm fremfor at tro, at de skal reddes af andre.

Ja, små drenge kan også være med – hvis de kan finde ud af, hvem de vil være: En gammeldags macho-prins, der synes, at prinsesser skal se ud på en bestemt måde og løftes over vandpytter – eller en moderne kammertjener, som uanset om Askepot er i fin lyseblå kjole eller laser og pjalter, kan genkende hende – og forelske sig i hende.

Det er Cristopher Rørmose, som er prinsen – og det gør han godt. Og det er youtuberen Rasmus Brohave, som er kammertjener – og det klarer han med så meget timing, at jeg kunne se ham i et Holberg-stykke.

Men i centrum spiller og synger Johanne Milland, så det smælder, en sød, charmerende – men også stærk og sej Ella/Askepot. Hun er godt sekunderet af Caroline Henderson, der synger som en drøm, og udstråler et intenst nærvær, selvom hun aldrig bliver rigtig farlig som den onde stedmoder. De to bærer også musicalen sammen med Pelle Emil Hebsgaard, der spiller rollen som Den Gode Fe.  

Her er så en af de få knaster. For nok er Hebsgaard et gudsbenådet talent, der er her og der og allevegne, og han spreder tempo, humor og guld over forestillingen – det sidste også bogstaveligt. Men hvorfor lave en af de få kvinderoller, der er på scenen til kvinder over 45 år – endda en helterolle – om til en mand?

Det er ikke i tidens ånd. Heller ikke selvom synet af Hebsgaard i den lange sorte nederdel og den lange grønne frakke har æstet sig ind. Også fordi det er tidens hotteste designer, Soeren Le Schmidt, der har lavet forestillingens flotte kostumer.

En anden knast er, at Askepot – The Musical” er Stig Rossens sidste musical. Så man havde forventet, at han skulle synge alle i smadder – og det gjorde han også, når han var på scenen, hvilket han var alt for kort. For Rossen er og bliver kongen af dansk musical. Så gid han havde fået mere tid at synge i. For sikke en stemmepragt.

Stedsøstrene er der selvsagt også – i forskellige rød-lilla nuancer, hvor de spiller og synger, så de minder om de to siamesiske katte i ”Lady og Vagabonden” – hvilket er en stor ros. For det kræver en del af være så meget i takt og samtidig i konstant indbyrdes kamp. De gestaltes af Kirstine Moses og Maja Glenber.

Og så er der musikken, som er skrevet af Rasmus Seebach, der som de fleste andre nutidsdanskere har lyttet til en del Disney. For både ”Frozen”, ”The Little Mermaid” og ”Lion King” har tydeligvis inspireret til flere af melodierne. Men der er også sange med den specielle Seebach-lyd.

Her skal sangen med det korte navn ”Ella” fremhæves. Der er følelse og hjerte i dén sang. Seebach sagde også i et interview kort inden premieren, at han følte, han kom hjem, mens han sammen med Lars Ankerstjerne og Andreas Sommer skabte denne hans første musical. Så Seebach vil formentlig gerne lave en musical mere. Det giver mening.

Indtil da har vi ”Askepot – The Musical”, som spænder over hele repertoiret fra de hårdtslående rytmer, da vi starter i et moderne mode-univers over de mere bløde, mere jungletrommede og mange andre musik-toner, som vi møder i den 2½ timer lange forestilling, som Danmarksbloggen giver fem ud af seks tryllestave.

For der er lidt tå og lidt hæl, som stritter. Men ellers er meget vellykket i denne moderne to-verdner-version af klassikeren om glasskoen, som i eventyret er adgangsbilletten til lykke – men som i 2024-virkeligheden er en hæmsko, indtil Askepot kan fake-it-till-you-make-it.

For i 2024 kan og skal vi – uanset køn og alder – vælge vores egen historie. Den pointé nynnede og klappede en fuld sal med på, og den velfortjente stående applaus efter forestillingen viste, at ”Askepot – The Musical” bliver et pumpkin-smashing hit hos danskerne.  

Det er Line Knutzon, som har skrevet manuskript – og Thomas Agerholm, som har instrueret. Og det er Lion Musicals, som præsenterer i samarbejde med Live Nation.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et ordentligt menneske?

Udgivet den af
Svar

Er man et ordentligt menneske, når man

1)      Lyver om ens ægtefælles religiøsitet og familieforhold?

2)      Får politiet til at give ens kæreste særbehandling?

3)      Snyder sig til en stor, billig og central beliggende lejlighed?

Svaret er nej.

Man er ikke et ordentligt menneske, når man ved flere lejligheder – også overfor den israelske ambassadør – hævder, at ens mand (nu eks-mand) er 1) jøde med hyppige besøg i synagogen og 2) Den Dominikanske Republiks eks-præsidents nevø. Når ens mand i virkeligheden er almindelig borger – og medlem af en kristen familie med dybe rødder i Adventist-kirken.

Man er heller ikke et ordentligt menneske, når man som landets justitsminister påvirker politiet til at få en sag, som normalt skulle give en bøde på 2000 kroner til at blive til en hadforbrydelse – alene fordi den forurettede er ens egen kæreste. Og det betyder, at den anklagede sidder 50 dage i varetægtsfængsel, inden sagen bliver droppet.

Og man er slet ikke et ordentligt menneske, når man erhverver sig en stor billig lejlighed med udsigt til Viborg Domkirke i en fredet ejendom, som ifølge den aftale, man selv var med til at indgå som borgmester, skulle være mindre alment-nyttige boliger, men som altså blev ens egen store herskabslejlighed.

Jeg taler selvfølgelig om den nu afdøde konservative leder Søren Pape Poulsen, som iflg. alle politikere og medier nærmest har været reinkarnationen af ordentlighed.

Dertil må jeg sige, at nej, det var Pape baseret på ovennævnte ikke. Men han har – ud fra den store sorg som hans død har medfødt – været godt selskab, sine venners ven. Og det er forfærdeligt, at han er død i en alder af kun 52 år.

Dén skæbne fortjener ingen, og herfra skal lyde et stort og velment HVIL I FRED til en mand, som må have været meget behagelig at omgås, som har forstået at vinde folk for sig.

Men ordentlighed er ikke blot at være sjov og munter. Ordentlighed er at rette sig efter regler og love, at sige sandheden og aldrig misbruge en evt. magt, som man har.

Så at Papes politiske kollegaer og medierne kan kalde ham ”Et ordentligt menneske” siger noget om deres manglende moralske kompas.

Noget, som man godt kan blive meget bekymret over. For hvis landets politikere og medier synes, at løgn, snyd og magtmisbrug er lig med ordentlighed: Hvor stiller det så os, den danske befolkning? Et meget dårligt sted, må svaret være.

For nok skal man ære de døde, men man skal også stadig tale sandt – hvis man vil være et ordentligt menneske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk