Michael Noers ”Birthday Girl” er måske den uhyggeligste film, som jeg nogensinde har set.

Ikke fordi der er monstre eller andet pjat, langtrukne natlige scener med listende fodtrin og blinkende el-pærer, men fordi den lovløshed og mangel på ansvar, som filmen handler om, sker i virkeligheden – og også meget mere end cruiseship-industrien vil være ved det.

Kort fortalt handler filmen om Cille, som fylder 18, og som derfor sammen med sin bedste veninde Lea er inviteret på krydstogt fra Miami til Bahamas af sin mor. Moderen spilles af Trine Dyrholm, der leverer en titanisk og monumental præstation som moderen, der som den eneste kæmper datterens kamp, da denne bliver voldtaget ombord på den flydende by, der omtaler sig selv som en paradis-drøm, men er et larmende og lovløst mareridt midt ude på havet.

For et krydstogtsskib er som en egen by, bare en by uden politi og andre love end dem, som kaptajnen laver. En kaptajn, som moderen trods gentagne forsøg ikke kan få lov til at tale med, og som vi slet ikke ser – selvom han som en anden Gud styrer skibet, og også kaldes Master af de ansatte. Men i stedet for lov, ret og psykolog-hjælp, så spises den kæmpende mor, den voldtagne unge pige og hendes veninde af med en opgradering af kahytten, der i øvrigt kommer sammen med en konstant overvågning og victim-blaming.

Man tror måske, at det her er fiktion. Men den er dårlig nok. Når man er i internationalt farvand, så gælder ingen love andre end kaptajnens – og så kan en voldtægtsmand nemt gå frit fra borde, med mindre altså krydstogts-virksomheden tager ansvar. Dét sker forbavsende sjældent, selvom der sker mange voldtægter, overfald og røverier ombord på krydstogtskibene. Ja, der forsvinder tilmed et betragteligt antal mennesker årligt ombord på de store skibe. Men det snakker krydstogtsindustrien ikke om.

For forsvunde passagerer, overgreb og voldtægter er dårlig reklame for milliard-forretningen – og det handler om at vride hver en mønt ud af de cirka 6.000 passagerer, der er på skibet, hvor Dyrholm og de to unge piger prøver at klare den frem til skibet anløber havn. Security er der dog, men primært for at passe på selskabets renommé. For det handler om bundlinien – og det skal man gøre sig helt klart, inden man indløser billet til disse flydende lovløsheder. At se denne film er så en ret effekt vaccine mod at stige ombord, som cirka 100.000 danskere ellers gør det på en årlig basis.

Det interessante ved filmen er også, at man fra starten af nogenlunde regner ud, hvad der kommer til at ske – men alligevel sidder man med tilbageholdt åndedrag, og følger med i den intense skildring af moderens kamp for datteren. En kamp, som hun kæmper med og mod alt og alle, men ikke sig selv. For hun har været nede i maskinrummet på skibet – og lært noget om reglerne. Så moderen kan tage den kamp, som ingen tog for hende.

Det er noget i hele set-uppet, der minder om græske tragedier og heltinder: Stormen, udholdenheden, modet, stoltheden, styrken, hævnen i egne hænder på mere end én måde – og måske allermest den gamle idé om hybris og nemesis.

Det er som sagt Trine Dyrholm, der spiller moderen. En kvinde midt i livet, som elsker sin datter overalt på jorden, og som altid har prøvet at gøre det bedste. Men det er ikke nemt, når datteren bor hos faderen, og bebrejder moderen skilsmissen. Hvad der er op og ned i dén konflikt, ved vi ikke, men vi kan mærke smerten og savnet efter den anden hos dem begge.

Det er Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der spiller den unge datter, og det gør hun med stor nerve og nærvær, måske især i scenerne der viser hendes og moderens sårbare og skrøbelige relation. Datterens veninde, der er vældig forstående, men også bare en ung, usikker 18-årig spiles fornemt af Maja Ida Thiele. Hun er filmens nødvendige sidekick, som er med til at binde enderne og skubbe handlingen frem fra fest og farver til ulykke, overgreb, katastrofe og forløsning. Fra sædvanlig skandinavisk drukinspireret munterhed til en mere global forståelse af at livet primært handler om overlevelse, og at vi på vores vej kun kan stole på meget få mennesker.

”Birthday Girl” er en stærk og uafrystelig film, som fortjener 6 ud af 6 halskæder, som den Cille har fået af sin kontrollerende kæreste og som hun er panisk omkring at skulle have om halsen, selvom den også er en lænke, som hun måske/måske ikke får slidt sig fri af. Dét må man se filmen for at finde ud af.

Men filmen er en græsk odyssé om at finde sin egen styrke – og tanken falder på græske sagn- og tragediefigurer: Demeter som moderen, en blanding af Persefone og Kassandra som hende, der bliver voldtaget og Ismene som veninden. Slå dem selv op, men vent til du har set filmen. For ellers så afslører det måske noget af handlingen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk