Forfatterarkiv: admin

Anmeldelse: ”RAPITO”

Udgivet den af
Svar

Hvad I har gjort mod mine de mindste, det har I gjort mod mig, siger Jesus i Nyt Testamente.

Men dét glemmer de katolske gejstlige, der i den italienske film ”RAPITO” river den 6-årige jødiske dreng Edgardo Mortara fra hans familie, fordi hans kristne barnepige siger, at hun har nøddøbt Edgardo, da hun frygtede, at han ellers ville ende i Limbo, hvis han døde, dengang drengen var alvorlig syg. Og så må Edgardo Mortara væk.

For som kristendøbt kan han ikke blive hos de vantro jøder, var forklaringen, der gav 100% mening i datidens religiøse vanvid i Italien. Og ja, det var vanvid. Det var en tid, hvor tro var vigtigere end, at en lille dreng kunne vokse op sammen med sine forældre og sine mange søskende, hvormed han levede et dejligt liv, fuld af kærlighed og tryghed – og de jødiske ritualer.

For troen var som sagt grundlaget for ALT i livet – også hos den jødiske familie, som i de kommende år – mens Edgardo voksede op blandt andre kidnappede drenge i Rom – ikke en eneste gang overvejede at konvertere til kristendommen, selvom det ellers kunne bringe familien sammen igen.

Noget, som virker absurd for undertegnede, der – selvom jeg er troende kristen – kunne konvertere til hvad som helst – også det store spaghetti-monster, hvis det gjaldt min familie.

Men den grundtvigianske menneske-først-filosofi fandtes ikke i datidens Italien, som var martret af mange modsætninger og mennesker, som i en blodig brydningstid krampagtigt holdt fast i deres egen tro og kultur. For det var en epoke med mangel på medmenneskelighed, masser af magtbegær og såvel politiske som væbnede kampe mellem den gamle pavestat og det nye Italien.

Og det er ikke fiktion. Filmen er baseret på en autentisk historie med udspring i Bologna, som midt i 1800-tallet var en del af pavestaten, og hvor den katolske kirke reagerede med en magtfuldkommenhed og en religiøs fanatisme, som vi i dag skal til visse muslimske lande for at finde paralleller til.

Det er altså stærke sager, som vises i de mere end to timer, filmen varer – og som samtidig er en uendelig lang række af billeder, der hver og et kunne være et guldaldermaleri.

For selvom historien er grum og drengens skæbne grusom, så kan man ikke lade være med at nyde skønheden i de kaskader af billeder fra floder, haver, broer, torve, gader, synagoger, paladser, kirker og huse både ved nat og dag, som kommer i en strøm så lind, at den kun kan måles med det antal Ave Maria´er, som diverse katolske præster med paven i spidsen burde have bedt konstant som bod for de dødssynder, som de begik.

For det var ikke kun Edgardo Mortara, men også andre børn som blev taget fra deres forældre med begrundelsen, at man skulle redde deres nu kristne sjæle fra de frygtelige jøder, som havde slået Jesus ihjel. Ret beset var det romernes soldater, som stod for korsfæstelsen – altså italienerne selv. Men lad det være.

For mere vigtigt set med nutidsøjne er det at forstå, at filmen viser, at antisemitismen har dybe historiske rødder i Europa, og at det måske også er en af grundene til det jødehad, som pt. igen viser sit grimme fjæs på vores breddegrader.

Det er derfor en historisk og samfundsrelevant film, som er direkte og nådesløs i sin kritik af den katolske kirke, der stadig ikke har sagt undskyld i sagen – men som i år 2000 til gengæld saligkårede dén pave, som stod bag kidnapningen af Edgardo Mortara.

En romersk-katolsk kirke, som også stadig mener, at der er midlertidige verdslige sandheder – og så er der den evige sandhed, som selvfølgelig er den, Romerkirken selv står for. Jesus gav jo selv Himmeriges nøgler til disciplen Peter, som var den første pave, er argumentationen herfor.

”RAPITO” er derfor også en religiøs film, som giver så meget til dén, der kan afkode måske især jødedommen.

Der er især én scene, som viser, at Edgardo trods sin tvangs-konvertering til kristendommen stadig er jøde, om ikke andet så ubevidst. Nemlig da han tænker selv, tager ansvar og piller naglerne ud af Jesu hænder og fødder, hvorefter denne stiger ned fra korset, tager tornekronen af og går sin vej. Som var Jesus et almindeligt menneske – og ikke Frelseren. Men det er jo også netop, hvad Jesus er ifølge jøderne, som stadig venter på Messias.

Den lille jødiske beholder Mezuzah fylder også i filmen – og listes således ned i kisten af den på overfladen til kristendommen konverterede mor til sit ligeledes på overfladen konverterede, kristne barn. Det ser Edgardo som dreng, og som voksen prøver han samme trick – bare med indviet kristent vand i stedet.

Mere skal ikke røbes her, men filmens slutning er rystende og viser, at Stockholms-syndromet i vor tid kun er for amatører. For 170 år siden var der tale om seriøs hjerne- og sjælevask.

Filmen er også fuld af små hints, religiøse symboler som fx det kristne pilgrimssymbol muslingeskallen Edgardo finder på vejen fra Bologna til Rom, dengang han stadig kunne huske den jødiske aftenbøn, som han siden hen måske glemte. Måske fortrængte.

For ”RAPITO” er filmen om, hvordan et menneske kan formes, fornedres og ydmyges – og alligevel ende med at elske, ja forsvare dem, som gjorde fortræd. En voldsom film, en rystende film, som skal have fem ud af seks af de kipaer, som jødiske mænd bruger.

”RAPITO” er også en film om kvinder versus mænd, følelser og relationer versus forfængelighed og prestige. Så mange temaer er på spil i en film, som er så ganske anderledes end film fra den protestantiske og angelsaksiske del af verden. Her fokuseres der som bekendt på følelser og kun på følelser, og alle skal kunne afkode alt.

Sådan er det ikke her. ”RAPITO” fordrer, at du kan noget historie og religion, men også at du køber ind på en mere kønssterotypisk dagsorden. Det sidste er ikke interessant, men at kræve noget af tilskueren er positivt. For der sker noget, når vi får muligheden for at udvide vores horisont.

Filmen er som sagt i store træk historisk korrekt, og historien fylder stadig i de jødisk-katolske relationer, som den fyldte aviser over hele verden, dengang midt i 1800-tallet, hvor en stakkels 6-årig dreng blev fjernet fra sin familie, fordi katolske præster ville ”redde hans sjæl”. I dag giver den slags vanvid om ikke forvaring på ubestemt tid, så dog en lang-lang fængselsdom.

”RAPITO” kan ses i GRAND TEATRET, som i denne uge for 10´ende gang afholder den italienske festival ”MADE IN ITALY”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundloven 175 år

Udgivet den af
Svar

Grundloven fylder 175 år i dag.

Det flotte jubilæum er der ikke gjort megen stads af.
Selve fejringen foregår også helt lukket med en gudstjeneste i Holmens Kirke kun for de inviterede – og en tilsvarende reception på Christiansborg.

Pøblen – dvs. alle os andre – kan dog følge med på tv-skærmen. Og det bliver en fest, må man kunne forstå på Folketingets formand Søren Gade, der på Folketingets hjemmeside udtaler:

” Grundloven er fundamentet for vores demokrati og frihed. Noget vi som danskere kan være stolte af, og som binder os sammen som nation. I Folketinget har vi en kopi af Grundloven udstillet, så vi hver dag bliver mindet om dens betydning for vores arbejde. Derfor er det også helt naturligt, at vi grundlovsdag trækker i festtøjet og fejrer, at det nu er 175 år siden, at grundstenen til vores folkestyre blev lagt. Jeg er sikker på, at det bliver en festlig og højtidelig dag, som hele befolkningen får mulighed for at følge med i hjemme foran skærmen.”

Han tager så meget fejl.

Folkestyre handler om folket, om at danskerne mødes og debatterer – om at være sammen om at bestemme kursen for Danmark.

Så mere elitært og lukket end en gudstjeneste og en reception udelukkende for samfundets spidser – inkl. kongen – kan man ikke forestille sig.  

Det er det stik modsatte af et åbent og levende demokrati. Men på den anden side så passer det fint med samfundsudviklingen i de seneste årtier. Tag mørklægningsloven fx, men også andre love og regler, som reelt betyder, at demokratiet sættes ud af drift.

For nok fylder Grundloven 175 år i dag, men den er i gang med at miste sin substans – og demokratiet vil være udhulet om 25 år, når 200-året skal fejres – hvis ikke vi gør noget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det offentlige rum er IKKE din dagligstue

Udgivet den af
2

Det offentlige rum er IKKE din dagligstue

Der er sket noget i de seneste år. Folk er begyndt at opfatte det offentlige rum som deres private dagligstue. Måske fordi de stort set gør det samme begge steder. Nemlig sidder med snuden nede i skærmen – travlt optaget af deres egen verden og uden at se andre.  

MEN det er ikke det samme. Når vi er ude i det offentlige rum, skylder vi at tage hensyn til hinanden.

Dvs. IKKE spille højt på medbragte soundboxes – og andre mobile højttalere. IKKE sidde med mobilens lyd tændt – men uden hørebørger – og se klip på Youtube, tv-serier eller andet, mens man sidder i toget eller bussen.

Dine medborgere er med garanti IKKE interesseret i det samme som dig.

Men når det høje støjniveau så påtales – ofte endda ganske høfligt, så er det mere normen end undtagelsen, at personen, som drister sig til at sige: Undskyld, men kunne der skrues lidt ned, svines til.

Hvis ikke du kan lide det, så flyt dig, er en af de mere høflige bemærkninger, som jeg har hørt. Andre inkluderer udtryk som fuck dig, jeg spiller, som jeg vil og så må du jo skride et andet sted hen.

Den højlydte tager nemlig aldrig ansvaret på sig. Men mener derimod, at vedkommende har ret til at spille/larme så meget, SOM vedkommende vil – og HVOR vedkommende vil. Det er de andre, som skal flytte sig.

Dét er en moralsk falliterklæring. For vi er alle sammen i samfundet – og vi skal også alle sammen være i det offentlige rum.

Jeg ved ikke, hvad løsningen er. Optimalt ville det være, hvis alle andre i bussen/toget/parken/gaden bakkede op og sagde: Ja, skru ned.

Det sker så næppe. Folk er generelt ret konfliktsky. Så måske skulle man i stedet (inspireret af Mikael Bertelsens happening i Tisvildeleje for nogle år siden) installere noget russisk militærmusik på sin telefon, og så ellers bare køre fuld skrue, når nogen igen skruer op.

Med ondt skal ondt fordrives – og den slags …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kongens fald

Udgivet den af
Svar

”Kongens Fald” hedder en af dansk litteraturs mest berømte bøger. Den er skrevet i 1901 af Johannes V. Jensen, og handler om en ung student, der kommer til København i begyndelsen af 1500-tallet, og hvis skæbne – fra storhed til fald – afspejles af kongens skæbne.

Kongen er i dette tilfælde Christian d. 2., der havde det hele – Kalmarunionen, en dronning og en elskerinde samt dennes kloge mor som rådgiver – men som også mistede det hele, og endte som fange på først Sønderborg Slot, sidenhen Kalundborg.

Undertegnede har lige genlæst denne klassiker, der var med til at give Johannes V. Jensen Nobelprisen, og jeg kan ikke lade være med at tænke på den nuværende konge – Frederik d. 10.

For han har også – ligesom Christian d. 2. – fået alt foræret. I 2024 er det så ikke magten, men et kongehus, som aldrig har stået stærkere, været mere populært end efter 52 år med Dronning Margrethe d. 2 på tronen.

Hun formåede at gøre kongehuset ikke kun respekteret, men også elsket. Fordi hun ALTID var dér, når det gjaldt, fordi hun ALTID gav af sig selv – selvom der også var en vis distance.

Frederik d. 10 har derimod sagt, at han gør det på sin måde – og det skal han have lov til.

Ingen forventer derfor, at der fra ham kommer de samme sprogblomster, samme dybe indsigt i forholdene, samme store viden om kunst, kultur og historie, som kendetegner hans mor.

MEN der er noget med åbenheden og tilstedeværelsen, som man kan forvente fra et kongehus anno 2024, som mangler – og som skal være dér, hvis populariteten skal bibeholdes.

Men det bliver tværtimod. For som noget af det første annoncerede Frederik d. 10, at han ville holde mere ferie – timeouts, som han kaldte det. Det har der også allerede været flere af – blandt andet to skiferier af en uges varighed indenfor de første 100 dage som konge.

Ang. manglende tilstedeværelse er det også relevant at spørge, hvorfor Frederik d. 10 ikke dukkede op ved branden på Børsen? Det var et nationalklenodie, der stod i flammer. Men kongen klarede sig med et opslag på de sociale medier.

Så i går var kongen selvfølgelig ude og løbe sine sædvanlige royale run-ture. Det er meget populært, når han sådan viser sig blandt folket. Men er det nok med én dag om året? Danmarksloggen tror det ikke.

Så selvom der i anledning af kongens første fødselsdag som konge – det er på søndag – laves en flagallé på Strøget, og der nok skal komme masser af mennesker på Amalienborg Slotsplads, så er det et spørgsmål om tid, før den opsparing af popularitet, som Dronning Magrethe opbyggede, er brugt op.

Og så står Frederik d. 10 dér som en nutidig version af “Kongens Fald” – og må suge på labben, indtil kronprins Christian overtager tronen som Christian d. 11., og der formentlig igen bliver sat ind på popularitetskontoen.

For når man så kronprins Christian i går på hans første selvstændige opgave, så klarede den unge mand det til ug. Den kommende kong Christian d. 11 var rolig og tydelig, fuld af nærvær og omsorg. Gav sig masser af tid, og lignede endda én, som kunne lide at være ude blandt danskerne.

Se, dét er en rigtig konge – in spe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvem holder danskerne i virkeligheden med?

Udgivet den af
Svar

Hvem holder danskerne i virkeligheden med?

Der går næsten ikke en dag i Danmark uden en pro-palæstinensisk demonstration med høje råb om ”from the river to the sea”, hvilket i praksis betyder udslettelsen af Israel. Folk iklædt partisaner-tørklæde og det palæstinensiske flag fylder også meget i mediebilledet. Det får de lov til – stort set uden kritiske modspørgsmål.

Men hvem holder danskerne – ja, europæerne – i virkeligheden med?

Skal man tro på resultatet ved den nys overståede sang-konkurrence Eurovision, så er det faktisk Israel.

For Israels sang – som hverken var specielt bedre eller værre end så mange andres lande – fik en andenplads, når det gjaldt seernes stemmer. Ja, i Sverige og mange andre lande i Vest-Europa var Israels sang seernes favorit.

Nu skal man selvfølgelig passe på med at sammenligne en sang-konkurrence med en politisk holdning.

MEN; Hvorfor er der ikke et medie med pengepungen i orden, som tør iværksætte en undersøgelse af, hvem danskerne reelt holder med?

  1. Gaza og de højtråbende med det palæstinensiske flag, som giver Gaza offerrollen – selvom det var de af palæstinenserne-støttede-Hamas-folk, som startede det hele, da de angreb Israel d. 7. oktober 2023 og dræbte og bortførte – eller
  2. Israel, som er omgivet af lande, der ønsker Israel slettet af verdenskortet – og som derfor er nødt til at forsvare sig – også mod terrororganisationen Hamas, der fejt gemmer sig blandt kvinder, børn og syge i Gaza

Danmarksbloggen tænker, at der er mange, som vælger Israel. 

Måske også fordi Israel har demokrati og liberale frihedsrettigheder som blandt andet kommer børn, kvinder og LGBTQIA+personer til gode.

Det er modsat Gaza, som ikke har haft et frit valg i 20 år, og hvor kvinder er underlagt mænd – og hvor det betyder døden at være homoseksuel. For sådan er det i de lande, hvor den muslimske sharialov danner grundlaget – og i Gaza er der i de sidste 20 år sket en aktiv og voldsom islamisering.

En islamisering, som det dygtigt er lykkedes Hamas at omsætte til politisk kapital i Vesten, både hos herboende muslimer og andre, der dagligt svinger med det palæstinensiske flag og råber højt – men som altså slet, slet ikke tegner flertallet åbenbart.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: IRENA SENDLER reddede 2500 børn

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud, og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eurovisions-tid igen …

Udgivet den af
Svar

Det er mere end ti år siden, at Danmark sidst vandt ”Europæisk-ish konkurrence i pop-musik” – også kaldet Eurovision eller Melodi Grand Prix.

Udskældt barn har nemlig ligesom kært barn mange navne. For ja, nærmest ingen konkurrence vist på tv er så udskældt som den årlige musik-konkurrence, der selvfølgelig handler om alt muligt andet end musik og sang. Udseende, skøre påfund og den slags fylder ret meget.

Så nu er det igen tid til drama, sceneeffekter og andet, der skal bruges til at bortlede opmærksomheden fra den manglende musikalitet hos sangere og sangskrivere i musik-konkurrencen.

Og Danmark stiller op igen. Denne gang med SABA, som synger sangen ”Sand”.

Der er semifinale i morgen og på torsdag. Danmark er med på torsdag – og skal prøve, om vi for første gang siden 2019 kan komme med i finalen, som er på lørdag.

Danmarks bidrag var SÅ ikke det, som danskerne ville have, men derimod det, som en lille jury valgte. Sådan var det også sidste år. Det er ikke ligefrem noget, som trækker seere til – eller får Danmark i finalen.

Tværtimod så sukker man som en anden Jeronimus, og tænker tilbage på tidligere vindere som fx ABBA, der vandt for 50 år siden i år, Johnny Logan (han vandt to gange) og Brødrene Olsen, som vandt i 2000. Men også de tre svenske Herreys-brødre med deres gyldne sko og den israelske vindersang ”Hallelujah” kunne noget.

Se, dét var altsammen musik – endda musik som man stadig nyder at høre.

Det tror jeg ikke, at man kommer til med vinderen af dette års Eurovision, hvor politik igen spiller en rolle – som det gjorde dengang Conchita Wurst vandt, som for to år siden med Ukraine, og som nu hvor mange er imod Israel, selvom det ret beset var Hamas, der overfaldt Israel.  

Så som forventet vil det handle om alt andet end musik i svenske Malmö.

Nok.

For af og til sker der noget spændende til Eurovision. Tænk hvis det ét år blev god musik!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark svigter de danske jøder

Udgivet den af
Svar

Vi er så stolte af vores danske demokrati og ytringsfrihed.
Vi siger, at vi til hver en tid vil stå op for netop de værdier – og beskytte enhver, som trues på retten til at tænke, tale og tro frit.

Det lyder mægtigt flot.

MEN hvor er vi så, når det gælder?

For hvordan kan danske institutioner og myndigheder tillade pro-palæstinensiske demonstrationer at gå amok i deres hyldning af det, som disse kalder ”hellig krig”?

Hvorfor må de pro-palæstinensiske råbe ”From the river to the sea” – altså udslettelsen af Israel som stat, mens de svinger det palæstinensiske flag – og jøder samtidig opfordres til at gemme kalotter og Davidsstjerner væk?

Hvorfor må antisemitisk propaganda fylde på universiteter og andre steder i en grad, så alle opslag om noget jødisk fjernes – ja, mens et foredrag om Holocaust må aflyses, fordi de jøder, som skulle afholde det, blev truet?

HVORDAN kan vi acceptere det i Danmark?

Det burde vi heller ikke kunne.

Én ting er konflikten i Israel og Palæstina. Den er ulykkelig, og der er ofre på begge sider. MEN ingen her i Danmark skal trues eller overfaldes pga. noget, som sker i Mellemøsten. Vi skal kunne leve i fred og sikkerhed, og alle skal frit og sikkert kunne sige det, som de mener og tror.

Men sådan er det i øjeblikket. De danske jøder både trues og overfaldes – og vi andre siger ikke noget.

Det er til at skamme sig over.

For mener vi de fine ord om demokrati og ytringsfrihed, så skal vi stå vagt om dem – så også vores jødiske medborgere kan sige, hvad de mener, kan gå i demonstrationer med det israelske flag, stolte kan tage kalot og jødestjerne på.

Det sker ikke lige nu.
Lige nu svigter vi jøderne bigtime.

Det gjorde vi ikke under 2. Verdenskrig.
Dengang kendte vi vores besøgelsestid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ingen St. Bededag – eller hvad?

Udgivet den af
Svar

I dag ville det være St. Bededagsaften – og i morgen St. Bededag. Men det sker ikke i år. Dagen er væk som officiel helligdag – og fridag.

Fridagen, som regeringen snuppede fra os sidste år, selvom den specielle dag ellers havde overlevet både en statsbankerot i 1813, tabet af Norge i 1814, nederlaget ved Dybbøl 1864 – og de to verdenskrige i 1900-tallet.

Men den magtfuldkomne SVM-regering blev altså enden for St. Bededag – i hvert fald som fridag.

For der er ingen, der forhindrer os i at holde St. Bededag. Vi kan gå på voldene – hvis vi vil. Vi kan spise varme hveder – hvis vi vil. Og vi kan også tage en fridag – hvis vi vil.

Rent kirkeligt var St. Bededag engang en stor bededag med flere gudstjenester. Det er meget længe siden, og de fleste kom vist også kun, fordi der var en form for mødepligt – i hvert fald i de år, hvor pietismen styrede.

Men i de seneste mange årtier har St. Bededag rimet på konfirmation. Det kniber det så med i år.

MEN gåturen, hvederne og fridagen har vi stadigvæk, og i øvrigt er der mange kirker, som holder fast i at højtideliggøre dagen med gudstjenester og lignende.

Desuden skal man ikke være sikker på, at St. Bededag ikke kan vende tilbage som fridag og officiel helligdag.

Det parti, som kan garantere helligdagens comeback, får som minimum 10% af alle afgivne stemmer til næste folketingsvalg.

For danskerne er ikke trætte af St. Bededag – tværtimod så vil et stort flertal af danskerne have St. Bededag tilbage.

Det samme gælder ikke for SVM-regeringen, som er historisk upopulær. Så væk med regeringen – og ind med St. Bededag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kongens første – dårlige – 100 dage

Udgivet den af
Svar

I dag har Kong Frederik d. 10 siddet på tronen i 100 dage.

Det er gået som forventet. Ikke særligt godt.

Kongen og hans hustru har holdt for meget ferie (skiferie i en god uges tid hele to gange) og været for meget lukkede (ikke ét eneste interview har de stillet op til), men de har samtidig fået mere end 17 millioner mere end Dronning Margrethe d. 2. fik, selvom de skal af med ét slot (Sophienholm), og staten betaler mere udenom apanagen til de tilbageblevne slotte.

Det tegner et billede af et kongehus, der er lukket – og hvor fokus er på ferie og forbrug.

Det er skidt. Når man er så privilegeret som kongehuset, så skal der leveres ved kasse 1. Dvs. nærvær, nærvær og atter nærvær – ude blandt danskerne, alle vegne i det danske samfund – og hele tiden.

Men det sker sjældent, hvis man ser bort fra den årlige løbe-dag. Ja, ikke engang branden på Børsen kunne kaste andet end et pressemeddelelse fra sig. For HVOROR var de kongelige ikke tilstede? Det er i sådanne situationer, at de royale sikrer deres eksistensberettigelse.

Indrømmet: Det er svært at komme efter Margrethe d. 2., som var en regent af format. Måske den bedste nogensinde i Danmark.

Men det duer ikke, at vi har en konge, som lukker sig inde på sine slotte, som insisterer på retten til hyppige og langvarige time-outs, men som samtidig laver mindre end hans mor gjorde, selv da hun havde rundet de 80 år – og var syg.

Ja, og så skal det også nævnes, at den nye dronning – Dronning Mary – faktisk laver mere end sin mand, er mere synlig end Kongen. Sådan burde det ikke være.

Skudsmålet bliver derfor skidt: Frederik d. 10 er direkte uegnet som konge – og man må håbe, at hans regeringstid bliver kort. At han om 12 års tid, når kronprins Christian fylder 30 år, abdicerer. For ellers så er det danske monarki dødsdømt.

Selv den ellers så udskældte svenske konge klarer det bedre. Svenskekongen har nemlig en udbredt pligtfølelse og arbejder stort set dagligt.

Havde det her været en anmeldelse, så havde forestillingen “Frederik d. 10´s første 100 dage” kun kastet to ud af seks kongekroner af sig – og den ene af dem gives i forventning til den næste konge: Christian d. 11.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk