Tag-arkiv: Danmarkshistorie

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 8: Den farverige middelalder

Udgivet den af
2

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

DEN FARVERIGE MIDDELALDER

Middelalderen varer i mere end 400 år. Fra vikingetiden slutter omkring 1100 til Reformationen i 1536, og nok er der store forskelle fra de vikingetids-inspirerede middelaldermennesker, der byggede stenkirker og stadig gik med Thorshammer over 1200-tallets middelalder med korstog, Valdemar Sejr og kaos, og 1300-tallets re-etablering af Danmark, sildemarkeder, pest og Kalmar-union til 1400-tallets dominans af Norden, begyndende utilfredshed med det danske styre og omlægningen fra korn- til kvægavl – og endelig til 1500-tallets nye tanker, stærkere kongemagt, borgerkrig og endelige opgør med den katolske kirke.

I sidste uge sluttede vi med Valdemar Sejrs død i 1241. Men inden vi i næste uge går videre med de overordnede politiske linier og de danske middelalder-konger med fokus på Valdemar Atterdag, skal vi bruge lidt tid på at forstå middelalderen som tidsepoke og især dens mennesker og deres livs- og verdenssyn, som var meget anderledes end det, som vi har i dag.

I dag centrerer vores liv sig om os selv. Er jeg lykkelig? Har jeg mon fået realiseret mig selv? Hvad skal der til, før det kan ske,? spørger nutidsmennesket næsten dagligt sig selv og laver gerne om på alt – og det endda flere gange – for at opnå det forjættede perfekte liv, om det så skal koste en skilsmisse, et jobskifte, en flytning eller ændring af andre store livs-vilkår. Det er ligemeget. JEG skal være lykkelig. Dét er min ret, er nutidens mantra sammen med en holdning til forandring som værende en evigt saliggørende udvikling.

Sådan var det ikke i middelalderen. Dengang var livet og verden statisk. Man blev født ind i en klasse, og man blev i dén klasse. Alting skete i cyklusser. Der var både årets cyklus og livets cyklus. Man vidste derfor også præcist, hvordan ens liv ville blive. Det ville nemlig blive en kopi af ens forældres liv stort set, og det var godt nok. Ja, i virkeligheden spillede det ikke nogen rolle, om man var lykkelig. Jeg´et, som vi måler alt udfra idag, fyldte meget lidt. Som menneske var man en del af en slægt istedet for at være et individ. Personlige ønsker og drømme havde ikke den store betydning, da alting var alligevel bestemt, uanset hvor man var i hierarkiet. Uanset om man var bonde, borger, præst eller adel, så havde alle deres faste roller og faste måder at gøre tingene på – og dét kunne ingen lave om på, var holdningen.

Verdenens orden var nemlig guddommelig bestemt – og også i denne anden guddommelige verden var der hierarkier og en fast orden. Det gjaldt også de forskellige steder, hvor man kunne havne efter døden. For middelaldermennesket drejede jordelivet sig nemlig om at gøre sig fortjent til frelsen og det evige livs salighed. Danmark var katolsk på det tidspunkt, og det var en katolicisme, hvor gerningsretfærdigheden fyldte godt.

Det gjaldt derfor om at huske sin rosenkrans, slå korsets tegn, bede mange bønner og gøre gode gerninger, hvis man ville undgå skærsilden, som var sådan et slags mellemtrin, inden man nåede Himlen. Et sted, hvor den sidste synd blev lutret ud af sjælen, så man kunne blive klar til at være sammen med englene, helgenerne, jomfru Maria, Gud og Jesus i Himlen. Alternativet Helvedet var der ikke mange, der så som slutdestinationen. Himlen, eventuelt med en omstigning via Skærsilden, blev anset som det mest sandsynlige mål.

Og var man i tvivl kunne man jo kigge på kirkevægge og -lofter, når man sad i kirken til de ugentlige messer, som foregik på latin. For kirken var blevet stor og mægtig nu, og blev kun større og rigere op igennem middelalderen – og kirkens sprog var latin. Et sprog kun de færreste forstod, men så talte kalkmalerierne af djævle, der med treforke pinte de ulykkelige i Helvedes ild og flammer så meget desto mere til kirkegængerne, der gyste og istedet så håbefuldt op på andre billeder af engle, den altid smilende jomfru Maria og hendes søn Jesusbarnet, der med åbne arme lovede Himlens glæder til både rig og fattig, når bare de huskede at holde sig på dydens smalle sti og ikke lave samfundet om.

Det var en direkte kristendom fuld af farverige billeder og med et persongalleri, hvor det vrimlede med helgener, engle og alle mulige andre væsner samt med Gud, Søn og Helligånd. De sidste tre var de eneste, der overlevede reformationen og levede videre i den protestantiske tradition, der stadig er i Folkekirken.

Billedet med de mange slags væsner i mange slags roller og i mange farver er typisk middelalder. For middelalderen var stik mod sit rygte på ingen måde en mørk tid. Det er noget, som renæssancen fandt på i bedste spindoktor-stil for at miskreditere middelalderen – og det er desværre lykkes altfor godt. Fx tror mange, at man brændte hekse på bålet i middelalderen. Men nej, det var i renæssancen, at de bål flammede – og den mest ivrige heksejæger i Danmark var mange nutidsdanskeres yndlingskonge Christian d. 4, der først blev konge 50 år efter, at middelalderen var forbi.

Men ja, der var overtro i middelalderen. MEGET overtro endda. Naturen var befolket med allehånde væsner som mosekonen, ellepiger, elverkonge og så videre – præcis som Himlen og Helvede myldrede med væsner og historier. Det var en meget farverig tid, hvor der var plads til fantasien.

Der var også plads til alle slags mennesker, som man så på de store middelaldermarkeder, som i vores dage forsøges genskabt ved gamle slotte og klostre af talrige danskere, der organiserer sig i grupper og i dagevis går klædt i middelaldertøj og lever mere eller mindre, som man gjorde dengang. Nogle af de største foregår på henholdsvis Spøttrup og Voergaard Slot i løbet af sommeren.

Klostre, ja. For er der noget, der også hører middelalderen til, er det netop munke og nonner, både dem der levede bag klosterets mure optaget af bøn og arbejde, og dem der arbejdede ude blandt de fattige i samfundet. Et af de mest kendte er Esrum Kloster. Munke og nonner stod også for sygevæsen og fattigpleje i en simpel form, men dog markant bedre end det ingenting, der opstod efter reformationen, hvor klostrene over hele landet blev lukket.

Det samme blev badstuerne … med den begrundelse, at der foregik for meget umoralsk levned i badstuerne, hvor mænd og kvinder var nøgne sammen, når de i timevis opholdt sig i badstuen, hvor der både var varme og kolde bade, dampbade og steder hvor man kunne spise og drikke – og være alene. Så ja, der skete et hel masse, men kirken kunne ikke få badstuerne lukket, hvor meget den end ville. Men så i slutningen af middelalderen omkring år 1500 kom syfilisen fra det nyopdagede Amerika, og det satte en skræk i de fleste, så badstuerne lukkede – og Danmark begyndte at stinke.

For i middelalderen besøgte de fleste badstuerne mindst en gang om ugen, og nok kan et ugentligt bad virke som meget lidt i vore dage, men efter middelalderen startede et par århundreder, hvor bad var noget, som man kun tog et par gange om året!!! Parfume, parykker og den slags klarede sagen, mente man derfor i 1600- og 1700-tallet altså renæssance og oplysningstid.

Men nej, middelalderen skal heller ikke idealiseres. Det var også en hård og brutal tid med stor børnedødelighed, megen sygdom, lav tolerance-tærskel og hårde straffe. Der var fx dødsstraf i Danmark – og man huggede gerne hånden af folk for tyveri og anden berigelseskriminalitet, der ofte blev straffet hårdere end voldskriminalitet.

Men middelalderen var også en farverig tid trods landets op- og nedture.

En af de største opture var i 1200-1300-tallet, der var storhedstiden for de sildemarkeder i Skanør og Falsterbo, der samlede handlede fra hele Nordeuropa, der hver sensommer kom for at købe sild til brug i fastetiden, hvor man jo ikke måtte spise kød. I netop de år kom silden i så store stimer, at man ifølge samtidige kilder nærmest kunne skovle dem op med hænderne fra Øresunds blå vande. Det er dog nok en overdrivelse, men sandt er det, at sildemarkederne i Skanør og Falsterbo, der ligger i Skåne, lavede et grundlag for rigdom i Øresundsregionen – og i København der i disse år voksede fra at være et lille ubetydeligt fiskerleje til at blive landets hovedstad, som snart lå i evig strid med Hansa´en, altså købmændene fra Lübeck, som kom med salt til sildene – og som betragtede sildemarkederne i Skåne som deres hjemmebane.

Den største nedtur var derimod Den Sorte Død, altså pesten, som ramte Danmark i 1348. Mere end en tredjedel af befolkningen døde i løbet af få år – og landet blev markant fattigere, og først flere århundreder senere var der ligeså mange danskere igen som før Den Sorte Død, der lagde hele landsbyer øde – og som betød at i flere generationer måtte ingen være enke eller enkemand. Skulle ens ægtefælle dø, SKULLE man gifte sig igen, så man kunne få flere børn. Landet havde brug for dem.

Andre opture var, at der nu blev skrevet og digtet i Danmark i form af Saxo´s Danmarkshistorie og de smukke ridderviser – og andre nedture var landbrugets problemer og landets økonomiske fallit i 1300-tallet.

Men især det sidste skal vi høre meget mere om i næste uge, hvor det skal handle om kongemord, den kongeløse tid og Danmarkshistoriens måske største politiske geni: Valdemar Atterdag, far til den eneste seriøse med-konkurrent til netop dén titel: Margrethe, der aldrig var Margrethe d. 1., men istedet frue og husbond og Rigets fuldmægtige formynder.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 7: Valdemar Sejr

Udgivet den af
Svar

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VALDEMAR SEJR

Valdemar Sejr var søn af Valdemar den Store, der sammen med Absalon præsterede mesterstykket at få Danmark på fode igen som en stærk, samlet nation efter mange urolige år.

Valdemar den Store døde dog som kun 51-årig i 1182, og efter ham blev hans ældste søn Knud konge under navnet Knud den Sjette. Han var konge i 20 år af navn, men i gavn havde bisp Absalon, faderens gamle ven, stadig et meget stort ord at skulle have sagt, og mange af de ting, som skete i Knuds regeringstid bærer Absalons mærke. Knud fik aldrig børn og døde kun 39 år gammel, og efter ham kom hans bror Valdemar på tronen.

Valdemar – med tilnavnet Sejr – var af statur som sin far: En høj og statelig mand, der indgød respekt, hvor han kom frem. I Danmark blev Valdemar Sejr også betragtet som en lykkemand, som det skabte lykke at røre ved, hvis man var så heldig at komme ham nær. På hans rejser rundt i landet rakte mødrene derfor også deres små børn op til ham, så han kunne røre ved dem og dermed velsigne børnene og deres færd i livet.

I Valdemar Sejrs regeringstid, som varede i næsten 40 år fra 1202 til 1241, var Danmark ofte truet sydfra af tyske fyrster, der mente de havde rettigheder til Danmark og danske områder. I Valdemars første år som konge undlod han fx at blande sig i kejserstriden efter den tyske kejser Henrik den Sjettes død, men sørgede til gengæld via erobringer for at store dele af Nordtyskland blev dansk, blandt andet byerne Hamburg og Lübeck. Valdemar Sejr skabte sig med andre ord masser af fjender i det tyske, som senere hen skulle vide at hævne sig.

Men i første omgang tegnede alt godt for danskernes elskede kong Valdemar Sejr, der i 1205 giftede sig med Dagmar, som de fleste kender fra visen om “Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg”, der er baseret på legenden om kongens vilde ridt fra hans hovedby Ringsted til netop Ribe for at nå at sige farvel til hans elskede Dagmar. Og sandt var det også, at den populære dronning døde kun syv år efter brylluppet, og at kongen få år efter giftede sig igen med Bengerd, som aldrig blev nær så populær som Dagmar, men som også døde efter kun syv års ægteskab.

Fremgangen for landets handel og skibsfart fortsatte dog uhindret, og Valdemar Sejr sørgede for at få sin søn med Dagmar Valdemar den Unge hyldet som konge og tronfølger. Landet var ellers stadig et valgkongedømme. Dog havde kirken fået indført, at den skulle kunne acceptere valget af konge.

Men altså alting fungerede i grunden ganske godt. Nu skulle en af de vigtigste sejlruter, den gennem Østersøen, sikres, og det krævede en god base i Estland, som på det tidspunkt blev regeret af de vilde estere, som man kaldte dem, da de stadig var hedninge. Så Valdemar Sejr tog på korstog.

Nede i Europa rejste store skarer af riddere, præster, pilgrimme og andre til Det Hellige Land for at kæmpe mod de såkaldte vantro og sikre Kristi Grav. Det var midt i korstogenes storhedstid, og selvfølgelig var der også danske riddere med dernede. Men det var næppe mange, dels var det en meget lang tur ned igennem Europa, og dels havde danskerne deres egne sager at tage sig af.

Men alligevel ville en middelalderkonge midt i korstogs-tiden gerne på korstog, og nu havde Valdemar Sejr chancen. Esterne var hedninge, så et raskt lille erobringstogt ovre østpå kunne sagtens dækkes ind under at være et korstog. Paven gav også sin velsignelse dertil, og i 1219 tog Valdemar afsted til det, som han troede ville blive en let kamp. Men det blev det langtfra.

Tværtimod kæmpede esterne bravt, men Danmark vandt alligevel tilsidst, fordi vi ifølge legenden fik hjælp fra oven, idet vores flag faldt ned fra Himlen midt under kampens tumult dér d. 15. juni 1219.

Dagen hedder også stadig Valdemarsdag i vores kalendere, fordi det var den dag, hvor vi fik Dannebrog, vores smukke flag, som måske oprindeligt var en pavelig korstogsfane …

Vel hjemme igen gik det galt. En af Valdemar Sejrs vasaller, altså stedfortrædende regenter, i det nordtyske Sorte grev Heinrich von Schwerin var blevet alvorlig vred på Valdemar Sejr på grund af en indviklet sag om arv, hvor han mente sig snydt af netop Valdemar Sejr, hvad greven måske også var.

Dramaet handlede om en søster, et barn udenfor ægteskab, to ejere af samme gods, en korstogsrejse til Det Hellige Land og ville – selv for en nutidig ret – være en meget indviklet arve-sag at finde ud af.

Under alle omstændigheder følte grev Heinrich sig snydt, så i forbindelse med en jagt på den sydfynske ø Lyø kidnappede han Valdemar Sejr og sønnen Valdemar den Unge og førte dem til Nordtyskland. Løsesummen var enorm: 8 tons sølv samt masser af guld og juveler. Men den blev betalt. Alle danskere gav, hvad de kunne – og 2½ år efter tilfangetagelsen kom Valdemar Sejr hjem igen.

Men han var ingen lykkemand mere. Tyskerne havde igen kontrollen med de nordtyske områder, de danske grænser var pånær Estland som før Valdemar Sejr kom på tronen, og få år efter hjemkomsten døde sønnen med Dagmar Valdemar den Unge. Valdemar Sejr delte så riget imellem hans tre sønner med Bengerd: Erik, Abel og Christoffer.

Og det var ingen succes. Tværtimod blev det startskuddet til 100 år med ufred, brodermord, kongemord og den kongeløse tid. Dét skal vi høre mere om næste mandag, hvor det også skal handle om middelalderens hverdagsliv, feudalsamfund, de store sildemarkeder, den katolske tro og Den Sorte Død.

Inden skal dog tilføjes, at Valdemar Sejr få dage før sin død i 1241 færdiggjorde arbejdet med Jyske Lov, der er Nordens Ældste Lovbog givet med kongelig stadfæstelse. Den er den, hvor der står: “Med Lov skal Land bygges”, som stadig er et grundprincip i dansk lovpraksis og juridisk forståelse.

Fortalens første sætning “METH LOGH SCAL LAND BYGGIES” står i øvrigt også skrevet over indgangen til folketingssalen.

Jyske Lov kom i øvrigt først hjem til Danmark igen i 2011 efter i mere end 300 år at have været i svensk besiddelse.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri og
konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 3: Vikingerne kommer

Udgivet den af
1

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VIKINGERNE KOMMER

Vikingetiden startede i 700-tallet og varede til ca. 1066.

Det er en af de perioder i historien, som vi som danskere stadig er mest stolte over. Måske fordi vi i store dele af denne periode herskede over store landområder udenfor det, der er idag er kendt som Danmark.

At være viking var noget, som vi delte med svenskerne og nordmændene. Det var altså en fælles-nordisk sag at være viking, selvom vi populært sagt drog i hver sin retning: Svenskerne østpå af de russiske floder og helt ned til Byzans, nordmændene nordpå til Island, Grønland og sågar til Nordamerika, mens danskerne sejlede vestpå og tog sig af England og Frankrig.

Sydpå lå Tyskland, og det kunne vikingerne ikke få fat på. Omvendt sikrede Dannevirke også, at vi ikke blev erobret sydfra. Til gengæld sendte tyskerne kristne missionærer herop, blandt andet Ansgar, der senere blev Nordens Apostel. Han havde dog ikke meget held med sig dér midt i 700-tallet.

Mere held fik Poppo et par hundrede år senere, men det vender vi tilbage til næste mandag, hvor det skal handle om vikinger og deres tro, både asetroen og kristendommen – og dermed også runer, Jellingstene og starten på den danske kongerække: Gorm den Gamle, Harald Blåtand, Svend Tveskæg og Knud den Store.

Idag handler det om vikingernes hverdag og liv, både hjemme og ude.

Mest kendte og berygtede er vikingernes erobringer udenfor Danmark, hvor man siger, at vikingetiden for alvor starter med plyndringen og nedbrændingen af det engelske kloster Lindisfarne i 793.

I de kommende århundreder – og især i 800- og 900-tallet – løb de lange skibe gang på gang op på de engelske, skotske og franske kyster, hvor det har skabt skræk og rædsel blandt de indfødte, når vikingerne gik bersærk og plyndrede, voldtog, myrdede og bortførte. Netop bortførte, for salget af slaver eller trælle, som det hed på vikingsk, var der mange penge i.

Men vikingerne var også andet og mere end de rene barberer. Mange danske vikinger slog sig ned i England og blev integrerede så meget, at de kæmpede imod deres tidligere landsmænd. Et helt område i England hed således Danelagen, altså det område hvor Danernes Lov gjaldt. Vikingerne bragte nemlig også organisation med sig, når de bosætte sig i andre lande, hvad man også så i Normandiet i Frankrig, hvor den berømte Rollo (eller på dansk, for han var dansk: Rolf) skabte sit kongerige.

Vikingerne var også handelsfolk, der købte og solgte varer overalt, hvor de færdes, hvad enten det var i hjemlige handelsbyer som den navnkyndige Hedeby i Sønderjylland – eller det var i de europæiske byer, hvor vikingerne hjemmevant færdes og ikke lod sig snyde af de ellers noget mere kultiverede, men næppe mere berejste sydeuropæere.

Og imens sad vikingekvinderne derhjemme og tog sig af hele gården og landsbyen. For selvom der var penge – mange penge – i at være på vikingetogt, så overlevede man kun, hvis man også passede sit landbrug. Så det gjorde vikingernes hustruer sammen med børn og trælle – og de mænd, der ikke var i viking, som det hed, når man rejste ud. Vikingekvinden har derfor også været både selvstændig og stærk, når hun i måneder – nogle gange endda år – har skullet stå for det hele på hjemmefronten.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 2: Sten-, bronze- og jernalder

Udgivet den af
1

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

STEN-, BRONZE- OG JERNALDER

Målt i år varer sten-, bronze- og jernalderen langt størstedelen af den tid, hvor der har levet mennesker i Danmark. Men vi ved ikke ret meget konkret om disse mennesker, men må basere meget af vor viden på fund af skeletter, tøjrester og genstande, som de har brugt.

Stenalder: Jægerfolket

Det hele startede omkring 11.000 f. Kr., hvor små flokke af jægere om sommeren strejfede ind i det område, der idag er Sønderjylland. Senere cirka 9.000 f. Kr. i Maglemosetiden har der – ihvertfald lejlighedsvis – boet folk i Danmark. Det ved man fra fx en boplads ved Sorø, hvor de gik på elg-jagt. Men det var ikke en permanent boplads. Den tids mennesker var jægere, der med deres våben lavet af flint vandrede med dyreflokkene rundt i de store og åbne skovområder, der dækkede landet. De fremstillede også små rav-skulpturer, der forestillede de dyr, som de spiste: Bjørn, elg, urokse og en masse fisk.

Senere omkring 7.500 f. Kr. var klimaet blevet meget mildt og varmt – også mere end idag, og landet ændrede sig. Bælterne opstod sammen de mange øer, der før var bakketoppe i fastlandet. Havet steg nemlig, og de store dyr flyttede nordpå sammen med den vegetation, som vi idag stadig kender fra de mere nordlige egne i Skandinavien, og ind kom i stedet træer som eg og lind, der skyggede ganske gevaldigt. Dyrene og dermed det “sorgløse” jægerliv, hvor en familie kunne leve længe af en enkelt flere hundrede kilo tung elg, forsvandt.

Det var Ertebølletid, og menneskene klumpede sig sammen ved kysterne, hvor de levede af de fisk, muslinger, østers og andre ting, som de kunne skaffe sig ved brug af den opfindsomhed, der altid har været menneskeracens særkende. Man ved også, at den tids mennesker har haft både ruser og simple tællelamper – og at de kunne lave lerkrukker. Så overgangen fra jæger- til bondestenalder var godt igang – midt i køkkenmøddingens stank.

Stenalder: Bønderne

Ingen ved, hvordan overgangen præcist forløb. Men omkring 4.000 f. Kr. begyndte man for alvor at rydde skov for at anlægge marker. De var små og udbyttet ringe. Men landbruget var i gang, og bopladsen blev permanent. Nu flyttede man kun, når det var absolut nødvendigt i forhold til at jorden var for udpint. Og så flyttede man aldrig langt væk, men holdt sig tæt på den jættestue eller stendysse, hvor man begravede sine døde.

Flinten, som jægerne havde lavet fx pilespidser af, blev nu centrum for en hel industri med flintminerne og flintsmeden i centrum. Flintdolke, flintøkser og så videre blev forarbejdet så fint, at de stadig imponerer.

Danmark var ret alene om at have flint i så anselige mængder, så der blev fabrikeret i den store stil og solgt til de andre skandinaviske lande, men også til steder så langt væk som de andre Østersø-lande var der bud efter de stadig mere forfinede flint-redskaber. Ja, de allerbedste flint-produkter kom faktisk lige før, at tiderne igen ændrede sig.

Bronzealder: Solvogn og lurblæsere

For det blev bronzealder. En tid med det mildeste klima, som vi har haft (endnu) på denne side af sidste istid. En tid, der varede fra cirka 1.800 f. Kr. til 500 f. Kr.

Bronzen kom til Danmark sydfra, men den fortrængte aldrig helt flinten. Det var den simpelthen for dyr til, også da vi selv begyndte at producere bronze. Derfor var bronzesværd, bronzespyd, bronzedolke, bronzesmykker og så videre også status-symboler i en bronzealder, hvor samfundet forlængst var blevet klasseopdelt i en lille overklasse, der havde magten og privilegierne, og en noget større underklasse, der havde markant mindre, men til gengæld måtte arbejde så meget desto mere.

Det ses også i gravene, hvor nogle få gram bronze = en fattig mand eller kvinde, mens flere kilo bronze = en rig mand eller kvinde. I bronzealderen begyndte man nemlig at gravlægge de døde hver for sig.

Men hvad den tids mennesker troede på, og hvordan deres religiøse ceremonier var, vides ikke udover at man i første del af bronzealderen lagde de døde i udhulede trækister, mens man i anden del brændte dem. Fundet af Solvognen og sol-tegn på flere genstande indikerer dog, at solen spillede en vigtig rolle. Det samme gjorde de hornbeklædte hjelme og lurer, som nutiden ellers forsyner vikingerne med.

Men det var bronzealder-menneskene, som brugte hjelme med horn, og som blæste på de underligt snoede horn, der kun er fundet i Danmark. At kultur, kunst og skønhed derfor spillede en stor rolle for bronzealderens mennesker er der meget, der tyder på, når man ser på de rige fund fra denne tidsalder.

Vi ved også, hvordan de gik klædt. Mest kendt er nok Egtved-pigen, der blev fundet ved Vejle i 1921. Hendes snoreskørt med det brede spænde formet som skive er endda meget lig det tøj, som nutidens unge piger bruger. Og hun var også kun en ung pige, da hun døde. Det var så ikke noget særsyn dengang, snarere tværtimod. Folk blev i reglen ikke gamle. Blev man over 30, var man nærmest en olding.

Jernalder: Keltiske periode

Levealderen var også kort i den næste tid, jernalderen, der deles op i keltisk og romersk jernalder. Jernalderen varede fra 500 f. Kr til cirka 700 e. Kr.

Klimaet ændrede sig til det værre. Det blev markant koldere og mere regnfuldt, så man var nødt til at iføre sig mere og varmere tøj og opholde sig mere indendøre. Husene blev også bygget mere tætte og solide, og bopladsene blev til landsbyer, der omkring Kristi fødsel fik navne. Det drejer sig typisk om byer, der ender på -um og -inge, som fx Virum og Buddinge.

Heldigvis fandt jernaldermenneskene også ud af at udvinde jern af det myremalm, som man kunne grave frem i myrene – eller mosen, som den hedder på nutids-dansk. Det udvundne smedejern kunne så blive udhamret til sværd, knive og andre redskaber, og det var et metal så godt, at det hurtigt slog både bronzen og flinten af banen. Jernet var simpelthen bare bedre og samtidig til at skaffe sig alle steder. Det skabte så også en vis social uro, da de bronze-rige familier pludselig ikke var så rige længere.

Mosen var i det hele taget i centrum i jernalderen. Det var nemlig også i mosen, at man ofrede til guderne flere gange om året, men især ved midsommer og midvinter, hvor både afgrøder, dyr og sågar mennesker – som regel trælle – måtte lade livet for at sikre fortsat liv og vækst for stammen. Det sure mosevand har bevaret både smykker og især mennesker så godt, at de stadig mange århundreder senere fortæller historien om en tid, hvor troen på naturguderne var den herskende. Tollund-manden er således det måske bedst bevarede lig fra fortiden i hele verden.

Strømningerne fra et Europa i vandringernes tegn nåede også indirekte Danmark. Kelterne trængte sig igennem Europa, og deres påvirkning var så stærk, at første del af jernalderen, som varede fra cirka 500 f. Kr. til omkring Kristi fødsel kaldes for keltisk jernalder. Kelternes gudebilleder og verdensopfattelse kan også ses på nogle af de ting, som jernaldermenneskene har efterladt sig som fx den store sølvkedel fra Gundestrup, der som så meget andet er fundet i mosen, hvor den må have været en offergave. Måske i forbindelse med de vandringerm der også var i Skandinavien, hvor forskellige folkeslag vandrede som Saxere og Anglere, der drog fra Jylland til England, mens Danerne kom fra Sverige til Danmark og så videre.

Jernalder: Romerske periode

Mest kendte er imidlertid de to guldhorn, som blev fundet i Gallehus i Sønderjylland i henholdsvis1639 og 1734, og som kan daters til 400 e. Kr., hvor man på det ene kan læse den første tekst nogensinde skrevet på dansk: “Jeg Lægæst Holtes søn gjorde hornet.” Kopier af de berømte og ialt næsten syv kilo tunge guldhorn kan ses på Nationalmuseet, hvor originalerne også var, indtil de i 1802 blev stjålet og smeltet om. Heldigvis var de aftegnet, så vi har billeder og tekst gengivet på kopierne. Og vi har en rest, nemlig de små ørenringe af det oprindelige guld. De kan også ses på Nationalmuseet.

Anden del af jernalderen fra Kristi fødsel til cirka 700 e. Kr. kaldes for den romerske jernalder, fordi nu kom inspirationen og påvirkningen fra det store romerske rige, som jernaldermenneskene også handlede ivrigt med – og gerne ville sammenlignes med.

Så overklassen købte glas, vin, vinkander og andre varer, der indikerede, at man var ligeså fin og kulturel som en romer, selvom nærmest alle danskere i det stadig meget primitive Danmark næppe har haft fantasi til at forestille sig livet i det civiliserede og udviklede Rom. Men man ville gerne være ligeså fin som en romer, så man lod sig begrave med både kander og drikkehorn af det fine glas, som man endnu ikke selv kunne genskabe.

Man blev også inspireret af den romerske gudeverden og skabte grundfigurerne i den senere asetro: Den vise og enøjede Odin, den stærke Thor, frugtbarhedsgudinden Freja og alle de andre, som ellers hører sammen med vikingetiden.

Det var i det hele taget en driftig tid, hvor der også blev fældet træer i den store stil, så byerne kunne vokse og velstanden øges. Det var især nogle få, der skummede fløden og blev rige stormænd, mens livet for de fleste var en kort affære fuld af hårdt arbejde med jord og dyr. Kun de få var som sagt krigere og jordbesiddere – og sådan fortsatte det også i den næste tid, som vi skal høre om næste mandag d. 27. januar: Nemlig vikingetiden.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 1: Danmark fødes

Udgivet den af
1

Så starter Danmarksbloggens Danmarkshistorie som lovet før nytår:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2952

Det er Danmarksbloggens håb, at Danmarksbloggens Danmarkshistorie vil blive til både glæde, oplysning og fornøjelse for alle, der læser med hver mandag. I første omgang hver mandag frem til medio juni – og så igen fra medio august og indtil ultimo november.

Vel mødt – og NU starter historien:

DANMARK FØDES

Danmark anno 2014 udgøres af halvøen Jylland og 443 navngivne øer, hvoraf Sjælland og Fyn er de to største. Danmark er en af de ældste stater i Europa. Landet blev samlet til ét rige for mere end 1000 år siden og har stort set været at betragte som et selvstændigt land siden da – dog med store territoriale forskelle gennem årene.

De landområder, der altså i dag kendes som Danmark, er pånær Bornholm af såkaldt yngre geologisk alder. Det vil i geologiens verden sige under 150 millioner år.

Længere tid er det nemlig ikke siden, at dinosaurerne svømmede over den havbund, der senere hævede sig, og nu danner Jylland, Fyn, Sjælland og øvrige øer (minus altså Bornholm), hvis senere tidsaldres sedimenter og jordlag alle ligger på de kridtaflejringer, der blev skabt i kridttiden, der varede fra for 140 millioner til for 65 millioner år siden.

Bornholm, Danmarks eneste klippeø, består derimod i sit grundfjeld af bjergarterne granit og gnejs, der kan dateres helt tilbage til den geologiske tidsalder Prækambrium,  som i denne sammenhæng ligger svimlende 1,4 – 1,7 milliarder år tilbage i tiden.

Et grundfjeld, som stadig ses over hele øen. Ja, faktisk kan man finde spor af stort set alle geologiske tidsaldre på Bornholm, som oprindelig var en del af det store fælles kontinent Pangæa, der lå ved Ækvator. Et superkontinent, der for cirka 200 millioner år siden blev delt op i to, hvor Danmark tilhører den del, der flød nordpå – og endnu senere delte sig igen og blev til blandt andet Europa og Nordamerika.

Fra kridttiden – hvor alle andre dele af Danmark end altså Bornholm blev født – til såkaldt historisk tid, altså der hvor der er fundet rester af menneskelig aktivitet, gik der endnu mange millioner år.

Først fra omkring 100.000 år siden har man fundet mulige spor af mennesker i Danmark, mennesker som måske var neanderthalere, som intet har at gøre med vores forfædre, der ankom langt senere.

Her skal vi nemlig endnu længere frem i tiden til for cirka 10.000 år siden, hvor den (indtil videre) sidste istid sluttede, og nutidens Danmark begyndte at tage form. I starten med noget større landområder end idag. For så steg vandstanden, og Danmark fik det omrids, som landet nogenlunde har idag.

Netop nogenlunde. For de geologiske og  naturgeografiske processer foregår hele tiden. Mest iøjnefaldende er dem, som vandet skaber ved vores kyster, når vandet tager ler, grus og sand et sted for at transportere og aflejre det et andet sted. En anden er det faktum, at det sydlige Danmark stadig synker, og det nordlige fortsat hæver sig, sådan som det er sket i de sidste cirka 10.000 år.

Dertil kommer af vandstanden i verdenshavene må formodes at stige kraftigt i de kommende årtier – og at det vil have en stor effekt på Danmarks mere end 7.300 km lange kystlinie. Så som altid er naturens orden forandring – også i Danmark.

Læs videre på mandag d. 20. januar, hvor det skal handle om sten-, bronze- og jernalder i Danmark.

Kig endelig også forbi i løbet af ugens andre dage, hvor der som altid er indlæg om aktuelle emner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historietimen starter i 2014

Udgivet den af
2

Danskerne er historieløse, mener de konservatives formand Lars Barfoed.
Læs hans kronik og Danmarksbloggens indlæg om emnet her:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2961

Danmarksbloggen, der i øvrigt er enig med Lars Barfoed lige i denne sag, har derfor besluttet at gøre noget ved sagen.

Så i 2014 vil Danmarksbloggen starte ugen med om mandagen at indbyde alle og enhver til en gratis, indholdsrig og letforståelig historie-time.

For at give sammenhæng og mening gås der kronologisk frem. I første semester, som går fra medio januar til medio juni regner vi med at nå til Grundloven i 1849, mens andet semester fra medio august til ultimo november vil fokusere på tiden fra 1849 og frem til idag.

Vi starter mandag d. 13. januar med de to sidste istider og de første mennesker i den del af kloden, som i dag kendes som Danmark.

Vel mødt til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. Første gang om to uger qua næste uges digitale nytårskure.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere Danmarkshistorie = Mere Solidaritet

Udgivet den af
1

I en kronik i Berlingske Tidende i går efterlyste formand for Det Konservative Folkeparti Lars Barfoed mere viden om Danmarkshistorien blandt danskerne:

http://www.b.dk/debat/barfoed-danskerne-skal-kende-historien

“Kulturpolitik handler både om at skabe rammerne for en fortsat udvikling af vores kultur og kunstneriske udtryk og samtidig bevare og forankre vores historiske og kulturelle værdier i den almindelige bevidsthed og dannelse,” skriver Lars Barfoed i kronikken, hvor der senere også står:

“Vi er vores historie. Hvad enten det gælder den nyere historie eller antikken, har historiske begivenheder og personer defineret rammerne for vores tilværelse og kulturelle ophav.”

Og endelig skriver Lars Barfoed tilsidst i kronikken: “Et fælles historisk anker er og bliver den væsentligste forudsætning for, at vores lille men seje nation kan stå stærkt og samlet i fremtiden.”.

Danmarksbloggen er 100% enig med Lars Barfoed. Vi er vores historie – på godt og ondt. Og det nytter ikke noget at tro, at man kan google sig til alt, som socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen var ude og hævde det i diverse medier i går.

For det første er det en betingelse for at kunne google noget, at man ved, hvad man skal google. Og det ved man kun, hvis der er en lampe, der lyser, når man hører et navn, et årstal, et geografisk sted eller andet, som knytter sig til en historisk begivenhed.

Og for det andet – og vigtigste, så kan man ikke google sammenhænge. Dem forstår man kun, når man kender årstal, personer, steder og begivenheder hver for sig – og så efterfølgende kan flette dem sammen i meningsfulde konstellationer.

Det er også helt efter historiebogens lære om de klassiske parti-værdier, når en konservativ gerne vil have (mere) historisk viden blandt danskerne, mens en socialdemokrat er mere indifferent.

Men lige på det punkt har udviklingen betydet, at de to partiers klassiske holdninger til historisk viden og danskerne formentlig ikke gælder mere. For hvis danskerne lærte deres historie (bedre) at kende, især den fra slutningen af 1800-tallet og frem, ville de borgerlige partier formentlig være noget mere tilbageholdende med at øge kendskabet til Danmarkshistorien.

For dén historie er en lang fortælling om hvordan fagbevægelse, andelsbevægelse og et ungt Socialdemokrati lavede et klassedelt samfund med store skel mellem rig og fattig om til et samfund, hvor få havde for meget og færre for lidt.

Den udvikling går så – i vores historieløse tid – desværre den modsatte vej, således at skellene blandt danskere igen øges i disse år.

Men at kunne sin Danmarkshistorie er at vide, at Danmark er bedst, når vi lever efter devisen “Solidaritet og Sammenhold.”.

Så jo, lad os endelig få meget mere Danmarkshistorie på skemaet rundt om på skolerne  – og også alle mulige andre steder. Og lad det endelig blive Danmarkshistorie på en både spændende og humoristisk måde – sålænge det også er lødigt, substantielt og opfordrer til at tænke selv.

Danmarksbloggen bakker 100% op om mere Danmarkshistore. Jo mere, jo bedre.

For: Mere Danmarkshistorie = Mere Solidaritet.

Og det er dér hårdt brug for i Danmark i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk