Jule-illusion nr. 3: JULEGAVERNE

Danmarksbloggens adventsserie i år handler om julens illusioner, og vi fortsætter i dag med julegaverne.

Jule-illusion nr. 3: JULEGAVERNE

Ved juletid giver vi gaver af et godt hjerte – og vi elsker jo også at købe julegaver? Nej. Ikke rigtig, vel?

Vi stresser rundt, opkogte og røde i hovederne, mens vi snerrer af både fremmede og familien i jaget på gaverne, der bliver det synlige symbol på den gode jul, som vi har hentet fra vores indre julefortælling. Men virkeligheden ender hurtigt som et logistisk mareridt, der ikke er hverken varmt eller kærligt – og da slet ikke, når det handler om julegaverne.

Tværtimod handler julegaverne ofte om at bytte købmand – minutiøst og ned til sidste krone tilmed.

For langt de fleste er julegaver nemlig noget, der aftales på forhånd. Ikke sådan at forstå, at der aftales, hvad der skal gives. For nej, det skal skam være en overraskelse, hvad der lægger under juletræet.

Så langt altså som det nu kan være det, når julegaven vælges udfra den bestillingsseddel, som mange nidkært skriver og kalder en ønskeseddel – men som mere ligner en bestillingsseddel til et gammeldags postordre-firma. En af de bluser – i blå og ellers i rød, men IKKE i grøn fx.

For der er ikke plads til i den indre julefortælling, at gavegiveren selv finder på noget. Nej, det hele er nøje afstemt – og allermest, når det kommer til, hvad en julegave må koste.

For her gælder loven om lige bytte. Hvad skal vi aftale, at vi giver for? 100 kroner? 300? Måske 500 kroner? Det sidste gælder så kun dem, som man er virkelig tæt på. For ikke nok med at gaverne skal koste det samme – nej, man giver også de dyreste til dem, som man holder mest af.

Det er noget af et regneark at holde styr på – og vé den, der ”kun” køber for 120 kroner, når man havde aftalt at give for 200 kroner. Denne ”jule-hedning” har jo svigtet ”den hellige julegave-byttehandel.”

Puha – det er ikke rigtig til at holde ud, vel? Hvis julegaver skal være så meget en minutiøs byttehandel – hvad så med bare at droppe dem og selv købe de ting, som man ønsker sig? Man kan jo altid pakke dem ind og lægge dem under juletræet alligevel – hvis det er dér, at julesokken trykker.

Endelig KUNNE man jo også overveje, om der er tale om et overforbrug, og om pengene kunne gøre mere nytte andre steder. De fattige har I altid hos jer, som Jesus sagde det – og det gælder desværre også i vor tid, både i ind- og udland.

Læg dertil at der ikke findes nogen større gave end at give … og så bliver juleglæden måske lige pludselig ikke opkogt og stresset, men ægte varm og kærlig – og ligner ikke kun den indre fortælling, men også den fælles og allerstørste julefortælling – den om glæden, der blev født på Jorden, og som er det, julen egentlig handler om.

Læs tidligere afsnit her:

Hyggen: http://danmarksbloggen.dk/?p=7758
Gode ved hinanden: http://danmarksbloggen.dk/?p=7796

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens danskertest

Meget apropos diskussionen i Folketinget vil Danmarksbloggen også indføre en danskertest.

Danmarksbloggens danskertest er meget enkel:

1) Bor du – eller har du boet – i Danmark?
2) Føler du, at du har hjemme i Danmark?

Kan du svare ja på disse to spørgsmål, er du – uanset religion og oprindelse – DANSK.

For at være dansk er at have hjemme her på de danskes øer – og ja, så simpelt er det.

Du kan selvfølgelig også teste en prøve-version af den officielle danskertest her: http://statsborgerskabsprove.com/

Undertegnede har prøvet den – og fik 28 ud af 30 rigtige. Måske lige nok rigtige svar til at beholde mit rødbedefarvede pas.

Men har du 693 kroner, som du ikke ved, hvad du skal bruge til, kan du tage den rigtige prøve. For ja, det koster næsten 700 kroner at tage den officielle danskertest. For som der står på siden med testen: Regeringen mener at det er med til at skærpe nydanskernes lyst til at læse og forsøge at klare prøven i første hug.

Det er vanvittigt – og det eneste endnu mere absurde er, at man kan købe en testpakke til små 500 kroner, så man kan øve sig, inden man skal bruge små 700 kroner på den officielle test.

Det sjove er så, at Dansk Folkepartis vælgere som regel dumper i den slags tests. Så måske skulle vi ALLE tage danskertesten – og dem, som ikke kan bestå, de må forlade Danmark MED DET SAMME!!!

Dét ville ændre sammensætningen i det danske folketing dramatisk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkkes Tusk med Juncker

Danskerne stemte nej i går.

Det er Danmarksbloggen meget glad for. For dermed fik det danske demokrati en chance mere. Det fortjener det – også selvom mange politikere og mange veluddannede ønskede noget andet.

Ikke at Danmarksbloggen har noget imod politikere og uddannelse. Tværtimod. Men vi er bedst, når vi er frie og lige – når vi selv kan bestemme i eget land.

Og det kan vi nu – og Løkke, som den drevne politiker han er, kunne jo også allerede midt på valgaftenen meddele, at han skal mødes med Tusk og Juncker om en uge, fredag d. 11. december, for at lave en Europol-aftale.

Danmarksbloggen er ikke overrasket. Selvfølgelig vil de andre gerne have os med – og selvfølgelig kan vi få en aftale.

Det har alle vidst hele tiden – men det blev ikke sagt i valgkampen. Tværtimod blev flere skræmt til at stemme ja, selvom de inderst inde hellere vil Dannebrog end det blå flag med de gule stjerner.

Og dén skræmmekampagne var og er bare ikke i orden. Det er fint at argumentere for sin sag, men ikke at være så uærlig omkring muligheden for at lave en aftale, som Løkke og ja-partierne var det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Det lille rige med svovlstikkerne”

Adam O. har begået en farverig og rammende genistreg med bogen ”Det lille rige med svovlstikkerne”, som udkommer i dag på forlaget Fahrenheit. Et dansk rige styret af mørkets magter, som det er afbildet på bogens forside med blå blok i alle de kendte villains og monstres ofte giftiggrønne skikkelser – og med en dæmonisk Pia Kjærsgaard tronende over det hele som det lille riges reelle dronning.

Det er uhyggeligt, men præcist. Og nej, her i denne anmeldelse bliver der hverken skiftet holdning – eller standpunkt. Lyder det kryptisk? Ja, måske – men det er det ikke for den, der læser, kigger og griner sig igennem bogens 72 sider, der sprudlende og levende spidder Danmark anno 2015 præcis så umenneskeligt og så magtbegærligt, som vores samfund er blevet det.

Et samfund ligeså koldt som dengang den lille pige med svovlstikkerne i H. C. Andersens eventyr frøs ihjel nytårsnat – en skæbne, som også venter os, hvis ikke vi passer på solidariteten og hinanden.

Ser man tilbage på det sidste år og på Adam O.´s tegninger er der ikke meget håb. For det er, som man siger: Et billede siger mere end tusind ord, og bogens skarpe og præcise tegninger af kendte personer og begivenheder fra det sidste års tid viser hele den triste og menneskefjendske situation i det danske rige.

Først og fremmest politikerne, der både sælger ud af arvegods og menneskerettigheder og rager til sig – samtidig med at disse folkevalgte lader den indre svinehund glamme for fuld hals i det såkaldte frie samfunds tjeneste. Gø og glamme i en grad, så den i madam Skralds aka Pia Kjærsgaards billede danser for fuld skrue, mens hun triumferende forkynder, at vi skal bekæmpe de antidemokratiske kræfter ved hjælp ad nødret og afskaffelse af menneskerettigheder.

Et grumt billede, men sandt. Og Adam O. skåner heldigvis heller ingen, når han tegner. Der bliver delt ud til både højre og venstre, men altid med skytset rettet mod dem, som har magten og dermed muligheden for at gøre en forskel.

Og således lever Adam O. op til satirens fineste mål, som er kombinationen af at more og at udstille magten og dens ansigt præcis så terminator-dæmonisk, som den er det i denne uhyggelige tid, hvor vinteren på alle måder er på vej indover Danmark, som man også ser det i en kuldegysende tegning af Kristian Thuelsen Dahl.

En af bogens gennemgående figurer er dog hverken berømt, rig eller på anden måde fuld af magt. Det er nemlig den lille, filosofiske mus, der altid rammer hovedet på sømmet med sine små kommentarer (på jysk), som når den fx efter en massiv omgang giftgul ytringsfrihed, konstaterer, at her er der ikke tale om grundsubstansen i vores demokrati, men i stedet blot opkast.

Andre emner er miljø, overvågning og økonomisk kriminalitet, som også tegnes barsk og bidende. En af de bedste er tegningen med blodet på scenen og de tre dødningeskeletter ved navn kontrol, overvågning og intolerance på lur til at tage over. Et uhyggeligt billede på, hvad det er for et samfund, som Adam O. frygter og ser komme – hvis ikke vi allerede har det. Et samfund og et lille rige, som ingen ønsker at komme til – hvad der i øvrigt passer de fleste af personerne i bogen ganske godt.

Og skulle man være i tvivl, kan man se på Inger Støjberg der som en anden (sindssyg) Hamlet står med menneskelighedens kranium i sin hånd og med øjne lysende af vanvid udtaler ”Travel not to the State of Denmark – Madness Reigns Here”. En tegning i øvrigt godkendt af Integrationsministeriet. Djævlen sidder i detaljen, plejer man at sige. Hos Adam O. er der tit en uddybning af pointén til den, der læser det hele i tegningen, også det med småt. Så det gælder om at have øjnene med sig.

Ang. det tegnetekniske, så er der selvfølgelig fyret godt op under den klassiske, satiriske streg, hvor de forskellige personers karakteristiske træk bliver fremhævet – her ofte netop i selskab med forskellige kendetegn fra kendte skurke og monstre. Det giver grin og genkendelse – og gør, at man ikke slipper bogen, men hele tiden læser videre.

Et andet godt flow er, at bogens tegninger veksler imellem at være i farver eller i sort og hvid, fylde hele siden eller en del af en side, være en del af en kendt referenceramme som fx Olsen Banden på havnen – eller det er Adam O. , der selv skaber situationen.

Danmarksbloggen både gøs og grinede hele vejen gennem ”Det lille rige med svovlstikkerne” og kvitterer med fem farveblyanter ud af seks mulige.

Bogen ”Det lille rige med svovlstikkerne” udkommer i dag på forlaget Fahrenheit. Den koster 129 kroner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark og grænserne

Skal Danmark lukke sine grænser, ligesom Sverige lige har gjort det? Det mener mange. Mens ligeså mange mener, at det er ligemeget. At det er de ydre grænser i Europa, som det kommer an på.

Danmarksbloggen er – helt ærligt – i tvivl. Og kan man også overhovedet sætte det sådan op?

Hvad Danmarksbloggen derimod ved med 100% sikkerhed er, at vi ikke må lukke vores hjerter – og vores pengepunge. For der skal hjælp til. Massiv hjælp til de mange millioner, som flygter fra krig og terror.

Så nej, vi skal ikke spare på hjælpen. Tværtimod skal vi give mere – og kræve, at de rige arabiske lande gør det samme. For med flere penge og med FN som hovedkoordinator (for EU har spillet fallit og kan ikke finde ud af det), kunne der oprettes flygtningebyer rundt omkring, hvor de stakkels mennesker kunne leve menneskeværdige liv, inden Islamisk Stat forhåbentlig bliver udryddet, og der bliver skabt noget mere fred i Mellemøsten.

Det er i den sammenhæng godt, at det blev den italienske diplomat Filippo Grandi, der blev FN´s flygtningehøjkommissær. Han er velrenommeret, har 30 års erfaring på området og må vurderes til at være bedre egnet end Helle Thorning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere dagpenge-galimatias

Så er dagpenge-aftalen faldet på plads, og det er endnu et nederlag til alt, der handler om solidaritet og menneskelighed.

For ikke alene skæres der i dagpengene til udvalgte grupper som nyuddannede, der kun får omkring 70% af dagpengesatsen – dér indføres også 3 karensdage om året.

Danmarksbloggen forstår simpelthen ikke, hvorfor dem, der har mindst – som arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og andre udsatte grupper, skal betale for skattelettelserne til dem, der har så rigeligt i forvejen.

Det er det rene galimatias – som Danmarksbloggen også skrev om det tidligere på ugen. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=7597

Danmarksbloggen noterer sig også, at Dansk Folkeparti løb fra sit valgløfte om ikke at ville røre ved dagpengene. Danmarksbloggen er så ikke overrasket. Dansk Folkeparti sælger ud på det sociale område hver eneste gang …

Men Danmarksbloggen er skuffet over socialdemokraterne, som er gået med i denne aftale. Man kan godt være ansvarlig uden at være med i aftalen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bange for klovne og andre dumheder

Som barn synes jeg, at klovne var sjove … eller ihvertfald uskadelige og harmløse … en slags arv fra fortidens markeder og cirkus.

Sådan har jeg det ikke længere!!!!!

Idag er jeg bange for klovne – og især i versionen KLOVN med Casper Christensen og Frank Hvam, som lige har haft premiere på filmversion 2.

For KLOVN-universet repræsenterer ikke kun den moderne mand, som mange medier ellers hævder det. Det repræsenterer hele vor tids anglen efter berømmelse for berømmelsens egen skyld. Så pyt med om man kan noget, bare man viser pik eller patter!!!

Og en ting er, at kendis-kulturen med dens X-factor og iscenesatte og derfor slet-ikke-reality-virkelighed er dum og fladpandet. Talentløse landsbytosser har vi altid haft. Så det kunne vel endda gå an, hvis resten af samfundet lagde vægt på dygtighed, stræbsomhed og substans – og de dyder eksisterer da også endnu.

Men dumhederne og en konstant leflen for laveste fællesnævner breder sig i det politiske liv, i det kulturelle liv, i erhvervslivet – alle steder. Og det gør mig bange. For når dumheden går ind, går egoismen med – og så har fællesskabet og substansen trange kår.

Det vil Danmarksbloggen kæmpe imod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Prøve til Folketinget burde indføres

I Danmark skal udlændinge jo op til en prøve, hvis de vil være danskere. En prøve, som især Dansk Folkeparti er glad for – og som de gerne vil have strammet yderligere, så udlændinge som minimum skal have 40 ud af 40 rigtige!!!

Det er altså vigtigt for Dansk Folkeparti at sikre, at dem, der bliver danske, ved noget om Danmark.

Danmarksbloggen vil hævde, at det samme gælder for dem, der bestemmer i Danmark.

Danmarksbloggen synes derfor, at vi skulle indføre en prøve for kommende folketingsmedlemmer. Et af spørgsmålene her skulle dreje sig om BNP. Det mindste man kan forlange af et kommende folketingsmedlem er da, at de kender til basale begreber som fx BNP.

Det gør medlem af folketinget for DF fru Pernille Bendixen så ikke. I går på Radio 24syv mente hun således, at man kunne skære i BNP´et for at modvirke besparelsen på u-landsstøtten!!!! Hør mere her: https://www.facebook.com/Radio24syv?pnref=story

Det er mere end tragisk-komisk. Fru Bendixen er en af 179, der skal bestemme, hvad der sker i Danmark. Den lader vi lige stå et øjeblik – sammen med informationen om, hvad BNP er, hvis nu hun skulle læse med: BNP er den samlede produktion i et land for et år og beskriver, hvor meget alle producerede varer og ydelser er værd. Læs mere her: https://www.e-conomic.dk/regnskabsprogram/ordbog/bnp

Så nej, mere teknisk er det ikke – og nej, man kan ikke skære i BNP´et. Faktisk ønsker man det heller ikke. Ethvert land ønsker så stor en BNP som muligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Retsforbehold: Ja eller nej?

Et varmt efterår venter ….

Ikke alene er der en finanslovforhandling, men nu også en afstemning d. 3. december om det danske retsforbehold og den fortsatte tilknytning til det retspolitiske samarbejde i Europa.

Danmarksbloggen ønsker bestemt Danmark som en del af Europol og lignende. For ellers kan vi ikke sammen i Europa bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Men en dansk tilknytning skal ske på måder, så vi også bevarer så meget selvbestemmelse som muligt.

Og der er dér nogle dunkle punkter, som skal belyses, inden Danmarksbloggen kan anbefale et ja eller nej.

Politisk interessant er også, at de tre partier, som IKKE var med til at anbefale et ja, var: Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Altså de samme tre partier, som trak mange stemmer ved folketingsvalget. Kan de også trække nej-stemmer d. 3. december? Det bliver – også – spændende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nødvendigheden af en bro

Danmark er delt i to fronter, der står på hver sin side af en afgrund, som bare vokser og vokser.

På den ene side står dem, der mener, at vi har masser af plads og penge til at hjælpe mennesker i nød – og på den anden side står dem, der mener, at det har vi ikke.

Begge parter kaster fakta og overtro i hovedet på hinanden og beskylder hverandre for henholdsvis manglende medmenneskelighed og manglende realitetssans.

Dét er ikke godt – og denne store uenighed gavner ingen, og allermest de mennesker, som er mest pressede: Nemlig flygtningene, der forlader alt de kender i håbet om et liv i fred og i frihed.

For Danmarksbloggen er det derfor indlysende, at vi behøver en bro mellem mennesker. Ja, at det er en simpel nødvendighed at skabe denne bro af dialog. For kun ved at tale sammen kan vi forstå hinanden. 

For nej, de flygtninge-kritiske er ikke onde mennesker, men mennesker der ofte føler sig truet i en verden og en tid, hvor alt ændrer sig – og nej, de flygtninge-venlige er ikke naive mennesker, men mennesker med overskud, der føler en forpligtelse til at deles om goderne.

Men de to grupper skal og må altså til at tale sammen – hvis vi skal nå nogen vegne. En bro må derfor etableres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk