Prøve til Folketinget burde indføres

I Danmark skal udlændinge jo op til en prøve, hvis de vil være danskere. En prøve, som især Dansk Folkeparti er glad for – og som de gerne vil have strammet yderligere, så udlændinge som minimum skal have 40 ud af 40 rigtige!!!

Det er altså vigtigt for Dansk Folkeparti at sikre, at dem, der bliver danske, ved noget om Danmark.

Danmarksbloggen vil hævde, at det samme gælder for dem, der bestemmer i Danmark.

Danmarksbloggen synes derfor, at vi skulle indføre en prøve for kommende folketingsmedlemmer. Et af spørgsmålene her skulle dreje sig om BNP. Det mindste man kan forlange af et kommende folketingsmedlem er da, at de kender til basale begreber som fx BNP.

Det gør medlem af folketinget for DF fru Pernille Bendixen så ikke. I går på Radio 24syv mente hun således, at man kunne skære i BNP´et for at modvirke besparelsen på u-landsstøtten!!!! Hør mere her: https://www.facebook.com/Radio24syv?pnref=story

Det er mere end tragisk-komisk. Fru Bendixen er en af 179, der skal bestemme, hvad der sker i Danmark. Den lader vi lige stå et øjeblik – sammen med informationen om, hvad BNP er, hvis nu hun skulle læse med: BNP er den samlede produktion i et land for et år og beskriver, hvor meget alle producerede varer og ydelser er værd. Læs mere her: https://www.e-conomic.dk/regnskabsprogram/ordbog/bnp

Så nej, mere teknisk er det ikke – og nej, man kan ikke skære i BNP´et. Faktisk ønsker man det heller ikke. Ethvert land ønsker så stor en BNP som muligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk