En uge siden – og hvor er EU-debatten?

Syv korte og mørke decemberdage er gået, siden vi stemte nej til at ændre på retsforbeholdet – og siden politikerne lovede en ny og mere befolkningstro EU-politik med tilhørende debat.

Men hvad er der egentlig sket? Ingenting. Istedet har politikerne puttet sig og ladet sig opsluge af den sædvanlige hjemlige debat, som alt andet lige også er meget vigtig, især fordi V-regeringen godt støttet af DF fortsætter med at tage fra de fattige og give til de rige.

Dét misforhold rokker dog ikke ved, at det er grundlæggende forkert, at EU fylder så lidt i den hjemlige debat. For nok sagde vi nej til yderligere suverænitetsafgivelse for en uge siden, men vi har allerede i tidligere folkeafstemninger afgivet en del suverænitet til EU.

Så er det faktisk vigtigt, hvad der sker nede i Bruxelles – og både politikere og medier svigter den danske befolkning, når de bruger så lidt krudt på EU, at EU-debatten som sædvanlig glimrer ved sit fravær.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hverdagens bekymrende tilbagekomst

For en uge siden var det dagen før valgdagen – og hele Danmark summede af forventning. Sådan lidt en demokratiets lillejuleaften, hvor det bare ikke var alle, der var sikre på at få en julegave dagen efter. Og det fik alle heller ikke, mens andre fik i overflod. Sådan er det ved alle valg.

Bagefter var både medier og store dele af den såkaldt kreative klasse så overraskede over Dansk Folkeparti´s fremgang. Det var Danmarksbloggen ikke.

For der findes noget i det danske folkedyb, som medierne og den kreative klasse ikke forstår. En angst for det og dem, som man ikke kender, og som man er bange for skal tage ens job og velfærden. Men det er de danskere, som stemmer på Dansk Folkeparti, fordi dér føler de mennesker sig hørt og forstået.

At Dansk Folkeparti´s vælgere så ikke opfattes i partiets ledelse på den måde, som de selv tror det, og som Dansk Folkeparti gerne vil have det til at fremstå, er en anden sag, som har noget at gøre med den folkeforførende rolle, som Thuelsen Dahl og co. er så dygtige til.

Men nu er det så hverdag igen – og alting er faldet til ro efter nogle dage med diskussion og mudderkastning. Og dét er i virkeligheden det mest bekymrende. For så længe vi råbte af hinanden, så talte vi dog sammen – omend ukonstruktivt.

Men nu lever vi igen i adskilte verdener – den kreative klasse på cafeerne med caffe latten og Dansk Folkeparti´s vælgere med det stegte flæsk hjemme i haven, og så er der lagt i kakkelovnen til et da capo ved næste valg.

Men det du´r ikke. Vi skal mødes, snakke sammen og lære hinanden at kende. Det er den eneste vej til at få aflivet myterne, til forståelse – og til en ny regering.

For Dansk Folkeparti og Venstre er blevet store på angst, på at gøre mennesker bange for hinanden – men det er ikke vejen frem. Vejen frem for Danmark er åbenhed, forståelse og fællesskab.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den politiske debat-tone ødelægger demokratiet

Danmarksbloggen har modtaget flg. indlæg fra en af sine trofaste læsere:

Undskyld mig et øjeblik, men er I politikere sammen med medierne ikke selv skyld i blokdannelserne og befolkningens opfattelse af jer som fjender?

Meget ofte hører jeg jer nemlig i debatter prøve at komme med modargumenter, selvom I stort set er enige om det, som I diskuterer lige nu. Men I “må” jo ikke være enige, hvis ikke partifarven er den samme nuance. Og det er ligegyldigt, om vi kigger på rød eller blå blok.

Lige nu er Venstres Jens Rohde i kraftig modvind, fordi han har haft nosser til at sige, hvad han mener fagbevægelsen skal gøre ved Ryanair. Hvis politikerne i blå blok i bund og grund er enige i, at den danske model med at organisationerne selv bestemmer arbejds- og lønvilkår er gode for Danmark, hvorfor støtter I så ikke Jens Rohde? Han er en af de få der de senere år har turdet bevæge sig over “farveskellet” på enkeltsager.

Når vi almindelige danskere i pressen hører og læser, hvordan I debatterer, så er det jo nemt at tro, at I heller ikke kan lide hinanden, når kameraerne er slukket!

Jeg tror, at mange danskere er af den opfattelse, at Christiansborg er et sted, hvor de røde og de blå spiser hver for sig – eller i hvert fald ved hvert sit bord, fordi I ikke kan lide “de andre”. Vi ser nemlig slet ikke hverdagen, hvor I faktisk kan hygge jer sammen. Vi ser kun alt det negative ved jeres samarbejde!

Alt det gør, at den menige dansker hurtigt ser den enkelte politiker som en person, man enten kan lide – eller ikke kan lide. Og så begynder personangrebene, der minder om mobning på de sociale medier.

Indlæg slut.

Danmarksbloggen er enig – og vil tilføje, at det på det lange bane ikke kun er ødelæggende for danskernes holdning til politikerne, men også for demokratiet.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Den manglende grillning af Lars Løkke

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om medier og moral:

Den manglende grillning af Lars Løkke

Der var engang, hvor medierne tog deres rolle som samfundets vagthund seriøst, og forholdt sig kritisk til magthaverne og deres handlinger – uanset hvem der gjorde hvad.

Sådan er det ikke længere. Idag er medierne aktive medspillere på den politiske dagsorden i en grad, så medierne glemmer deres vigtigste mission: At forholde sig fair og kritisk.

Det ses især i de gentagne sager om Lars Løkkes gøren og laden, som nok blæses op, men som også hurtigt ryger af spisesedlen igen – uden at der på nogen måde er gravet længe nok og dybt nok i, hvad Løkke gjorde, og hvem der vidste noget osv.

Hvis man sammenligner med fx Thornings skattesag, er det tydeligt at se, hvordan en overvejende borgerlig dansk presse i dén grad prøvede at koge suppe på en sten, når det drejede sig om den socialdemokratiske Thorning – mens de omvendt lader den ene store luns efter den anden ligge, når det drejer sig om Venstremanden Løkke. Også her i den aktuelle sag om Løkkes chauffør og dennes arbejdstider og lønforhold.

Udover at være unfair i sig selv, så skaber denne forskelsbehandling også stor utroværdighed omkring medierne – og om politikerne. Og intet af det gavner demokratiet. Tværtimod.

Men hvad siger du? Behandler medierne politikerne forskelligt? Og er det okay?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Storm nr. 2., Mandela og mediehysteriet

Dagen i går blev på flere måder en historisk dag – og medierne rendte med, bare ikke på den gode måde.

De første næsten 23 timer af døgnet handlede ALT i medierne om efterårets anden store storm, der først nu er ved at løje af. En meget langvarig og voldsom storm, der desværre også kostede menneskeliv.

Og medierne var selvfølgelig med time efter time i talløse ekstraudsendelser og med diverse reportere på første storm-række – og helt ude i strandkanten, også selvom politiet frarådede al unødig udkørsel og udgang.

Mediemøllen kørte i det hele taget i så lind og ukritisk en strøm, at det pludselig var en tv-nyhed at se en dame i strømpefødder feje vand af et gulv i Esbjerg eller at zoome ind på en bom, der hang lidt anderledes ved Storebæltsbroen.

Det var med andre ord altfor meget. For der skete jo andet (og vigtigere) i verden og i Danmark d. 5. december 2013 end stormen. Men det blev ikke fortalt. ALT handlede om stormen.

Men så – midt i det hele – kl. lidt i 23 kom nyheden om Nelson Mandelas død. Og vupti blev der intet mere sagt om stormen og dens konsekvenser, heller ikke selvom stormen fortsatte natten igennem. Alt drejede sig i stedet om Nelson Mandela og reaktionerne på hans død.

Og ingen skal være i tvivl om, at Nelson Mandelas død er en større begivenhed end en storm i Danmark. Han var en af denne verdens sande store personligheder, som Danmarksbloggen også skrev om det i går få minutter efter meddelelsen kom om hans død. Læs her:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2244

Men stormen fortsatte natten igennem ude i Danmark. Nu hørte man bare ikke mere om den i medierne. For nu stod der Mandela på medie-himlen.

Danmarksbloggen mener ikke, at det giver mening at køre så ensidigt på nogen nyhed, uanset om det er en stor storm, Mandela er død eller nogen anden nyhed. Det er pop og overflade og gør, at medierne kommer til at virke som en flok groupies, der hylende og skrigende følger den i øjeblikket mest hotte nyhed.

Det er med andre ord rent mediehysteri.

Og den slags klarer de fleste mennesker så ganske godt selv, så det behøver medierne slet ikke at deltage i eller lægge op til.

Mediernes rolle er istedet – eller burde være – kritisk og fakta-orienteret at skabe perspektiv og fordybelse ved at beskæftige sig med hele samfundet og ikke kun dagens hotte nyhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fremtidens medie: Nyheder og dybde på samme tid

Vi vil have det hele – og vi vil have det, når vi har lyst. Sådan er det her i 2013 med alle ting, og måske især allermest når det gælder nyheder og viden.

Altså: Vi vil have at vide, hvad der sker, MENS det sker. Det har mange af de analoge – og de digitale – medier ikke helt forstået. Men der skal blogges og sendes film og billeder og tekst af folk, som er på stedet, som står midt i det. Dét forventer vi.

Samtidig vil de fleste af os også godt vide, hvorfor noget skete, hvem der gjorde hvad, hvad man kan forvente, der sker fremover i sagen og så videre. Og denne baggrundsviden, dette overblik og perspektiv forventer at få ganske hurtigt – og ikke først tre dage bagefter i søndagsudgaven af en avis.

Nøgleordene er altså hurtighed og fordybelse.

Og mange tror, at svaret ligger på de sociale medier. Men gør de nu også dét?

For ja, man kan få allehånde subjektive beretninger fra Twitter og Facebook. Men de er jo netop subjektive, og derfor ikke valide som kilder til seriøs journalistik, der stiller nogen helt andre krav til de oplysninger, der viderebringes. For alle oplysninger skal være saglige og i overensstemmelse med de faktiske forhold, hvis de skal kunne bruges i en seriøs sammenhæng.

Og det er måske dér, at det rigtige dilemma ligger: For skal medierne overleve, skal de formå at være både HURTIGE og EMPIRISK KORREKTE – samtidig med at der i løbet af kort tid skal diskes op med både personlige beretninger og den baggund, den fordybelse, som en del mennesker også vil have.

Det er en stor udfordring, og jeg er ikke sikker på, at de danske medier er gearet til denne opgave, selvom de gerne selv vil tro det.

Men der mangler noget dynamik og en forståelse af, at læseren også er bidragsyder til denne form for journalistik. Det og så en ny slags journalister, som er istand til at navigere i dét kaos, som en sådan formidling også er det, uden at miste overblikket, og uden at slække på standarden.

Altså journalister, som ved så meget og som er så gode til at stille spørgsmål og tjekke kilder, at de kan servere det, som er både nyt og dybt på samme tid – og ganske hurtigt.

For kan vi få dét, SÅ er vi ved at være dér. Danmarksbloggen vil ihvertfald gerne være med til det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Lars Seier Christensens penge giver ham et større demokratisk spillerum

Hvordan kan man være tilhænger af et parlamentarisk folkestyre og samtidig acceptere, at en mand, der betaler to procent i skat i Danmark, har større indflydelse qua sin formue end nogen som helst almindelig borger, både i den politiske verden og på idéernes såkaldte markedsplads?

Kan man overhovedet være demokrat, hvis man mener, at det er okay, at besiddelsen af mange penge giver et politisk afkast i form af øget indflydelse?

Saxo Bank´s direktør Lars Seier Christensen har ganske rigtigt betalt mere til statskassen i kroner og ører end de fleste andre.

Men ulig så mange andre kan han også sætte sig ind i et privatfly og flyve, hvorhen han vil, når han vil. Han kan springe kræftkøen over, hvis det skulle gå så galt. Købe sig til politisk indflydelse. Eller for den sags skyld starte sit eget landsdækkende medie, hvor der døgnet rundt propaganderes for netop hans syn på verden.

Sagt anderledes: Hans demokratiske spillerum er væsentligt større end nogen anden almindelig skatteyders. Men er det rimeligt?

For i hvilken målestok er Lars Seier Christensen mere værd som menneske end støttepædagogen til den handicappede, den travle medicinstuderende eller mureren, der har brugt hele sit liv på at bygge folks huse?

Og hvordan kan det være okay, at han betaler blot to procent i skat, mens han på amerikansk fjernsyn taler om firs procents beskatning i Danmark? Hvorfor skal der følge så store privilegier med at handle med værdipapirer?

Det er dét altsammen meget svært at blive klog på.

Skrevet af: Brian Holmstrøm Nielsen