Anmeldelse: ”Rejsen mod nord”

Udgivet den af
Svar

H. C. Andersens eventyr ”Snedronningen” er et af mine absolutte favorit-eventyr – og det er som bekendt farligt, men også nødvendigt at udfordre sine indre billeder og forestillinger indimellem.

Sådan tænkte jeg, da jeg satte mig til at se ”Rejsen mod nord”, som har premiere i dag.

For filmen er ikke en gengivelse af H. C. Andersens mesterværk om pigen Gerda, der risikerer alt for at redde sin bedste ven Kai, der en iskold vinterdag får en troldsplint i øjet – og som i årevis sidder som fastfrosset i Snedronningens palads deroppe nordpå, hvor nordlyset med det blotte øje kan ses danse i alle dets farver, inden Gerdas tårer får troldsplinten ud og isklumpen i hans hjerte til at smelte, så de to sammen kan rejse hjem og igen sidde med hinanden i hænderne, og synge den gamle salme, som de lærte af bedstemoderen: Roserne vokse i dale, da får vi barn Jesus i tale.

Filmen ”Rejsen mod nord” bruger rigtignok eventyret som ramme, og har som forventet hentet en del derfra, men har også bådet slettet og tilføjet en del nyt. Mest markant indenfor nyskabelserne er, at vi lærer Snedronningen bedre at kende, og erfarer, hvorfor hun i filmens tolkning vil have fat i et barn som Kai. Det er ikke for svage sjæle, kan jeg godt røbe uden dog at ville sige mere.

I ”Rejsen mod nord” møder vi også trolddjævel-lærlingen Ludvig og hans på alle måder modsætning den lille skytsengel-lærling Lily, der er én mission fra at få sin glorie, og som har et hjerte af guld – og en herlig trang til både ballade og søde sager.

Trods det holder Lily fokus på missionen, som er at beskytte Gerda på deres fælles vej nordpå fra et snedækket vinter-København til først forår i Helsingør, derpå svensk sommer med blåbær og hygge, inden bladene falder af træerne, vinteren kommer, og det bliver tid til det endelige opgør.

For stik mod i eventyret, hvor Snedronningen og Gerda aldrig mødes, så står de to kvindelige hovedfigurer i ”Rejsen mod nord” direkte overfor hinanden i en duel, der vel egentlig bedst kan beskrives som en for-børn-egnet version af opgøret mellem de to troldmænd Voldemort og Harry Potter, som stammer fra en helt anden – men også berømt eventyrfortælling.

Der er også i såvel ”Rejsen mod nord” som i Hogwarts-universet masser af magi, både i form af genstande, ritualer og ord, kirkeklokkeklang, måneskin og eliksirer. Magi er også blevet det, som mange tyer til i dag, når de skal beskæftige sig med noget, som ikke er af denne verden.

Tro og religion, som H. C. Andersen uden problemer brugte i mange eventyr – også dette, hvor det tidligere nævnte citat om barn Jesus er centralt i fortællingen, skydes derimod ofte til hjørne. Dog får bedstemoderen i ”Rejsen mod nord” lov til at sige: Jeg drømmer ikke. Jeg tror – og der er stor forskel på de to ting, min pige.

For nok har det været både påske, pinse og advent, siden Kai og Gerda forsvandt. Men bedstemoderen tror stadig på, at de vender tilbage, mens moderen mener, at bedstemoderen drømmer om noget, som ikke kommer til at ske. Men som vi ved, så ender det godt.

I ”Rejsen mod nord” udspiller historien sig så over et år – fra vintersolhverv til vintersolhverv plus tre dage. Hvorfor giver mening, når man ser historien. Så behøvede man heller ikke at forholde sig til, at i H. C. Andersens version var Kai og Gerda børn, da de tog afsted, mens de var blevet voksne, da de kom hjem.

Trods forskellene er jeg sikker på, at H. C. Andersen ville have nydt denne film. Han elskede enhver god fortælling – og det er ”Rejsen mod nord”. Den handler om venskab, mod og udholdenhed – og endda med en pige som helten, der drager ud i verden. Pigen, der også i H. C. Andersens version fra 1844, var helten, som fortsatte, selvom det var svært. For det er det, selvom heldet står den kække bi. Heldet og så en række dyr, fra gåsen Morten, over hesten Gustav og til rensdyret Svante.

Teknisk set er filmen også i top – og især billederne af det flakkende nordlys er betagende, men generelt fungerer filmen bare. Figurerne er troværdige, og både tempo, mængden af action versus de mere stille og/eller morsomme stunder er helt rigtig. Og så er Ludvig og Lily helt fantastiske. Sådan en slags dansk version af snemanden Olaf fra Disneys ”Frozen”, som på mange måder har inspireret billedsiden, selvom animationerne her er bedre, mere skandinaviske.

”Rejsen mod nord” er simpelthen en animationsfilm, der holder hele vejen fra Danmark og op til Nordnorge, eller hvor Snedronningens palads nu ligger.

Danmarksbloggen giver derfor ”Rejsen mod nord” fem ud af seks roser, som dem, der vokser hjemme hos Kai og Gerda. Det er en snestorms-fejende flot film.

Men den sjette rose udebliver. For den i filmen manglende troldsplint i Kais øje, som er det eneste, der får ham til at binde hans slæde til Snedronningens kane, er så afgørende en brik i fortællingen, at den burde have været med.

Heri ligger nemlig hele eventyrets pointe, hele det menneskelige eksistentielle valg: Ser man hullerne i osten, som Kai gør det efter troldsplinten (og som anmeldere gør det) – eller tror man som Gerda og bedstemoderen på, at alt kan lade sig gøre, når man har Gud og kærligheden i sit hjerte?

Det sidste er det bedste, er moralen. Og eventyrfortællere har gennem hele historien ment, at det kan børn sagtens forholde sig til. Tag fx en anden børne-fortælle-gigant, svenske Astid Lindgren, som i ”Brødrene Løvehjerte” har budskabet: Livet er farligt, men vi kan ikke leve uden at løbe risiko, hvis vi mener noget med at kæmpe for det gode mod det onde. Det er i øvrigt en udmærket lektie – også for os, som hvis vi er børn, blot er det i hjertet og sindet.

Følgende har lagt stemme til filmen: Mads Mikkelsen, Fiona Blond, Carl Løber Roliggaard, Danica Curcic, Elias Meyer Jakobsen, Suvi Ellegaard Ebbe, Bodil Jørgensen, Anne Marie Helger, Camilla Lau, Nicolai Jørgensen, Pia Rosenbaum, Adam Eiberg Kastaniegaard, Sonja Oppenhagen og Henrik Koefoed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Eternity”

Udgivet den af
Svar

Livet er langt, lykken er kort, salig er den, som tør give det bort. Ordene er fra Kim Larsens ”Papirsklip”, og kunne have været brugt, hvis dagens premierefilm ”Eternity” havde været dansk. For det er, hvad filmen handler om. Det og så kærlighedens inderste væsen.

For hvad er det, der tæller på den rigtig lange bane, evigheden? Romantiske dates og hed elskov – eller det at ville gøre hinanden glade i den brogede hverdag? Svaret giver næsten sig selv, så nej den amerikanske feel-good-film rummer ingen store overraskelser eller uventede plot-twists.

Men den er hyggelig og lavet ud fra den klassiske opskrift på den slags: Gammeldags familieværdier – model det hvide middelklasse-USA, masser af action og en pæn sjat humor. Så skal man hygge sig med noget andet end jul her i december, så gak i biffen og se Joan være voldsomt i tvivl om, hvem hun skal tilbringe evigheden sammen med.

Er det hendes første mand, den flotte og lidenskabelige krigshelt Luke, der døde i Korea, efter de kun havde været gift i to år? Eller er det den bløde hverdagsmand Larry, der holder af saltkringler, brok og at gøre Joan glad? Det får Joan så lov til at finde ud af ved helt ekstraordinært at tilbringe tid med både den ene og anden i en valgt evighed.

Det er Elizabeth Olsen, som spiller Joan, og det gør hun med stor sødme. Callum Turner er med sans for dramaet Luke, mens Miles Teller er en overbevisende Larry. Joan og Larry spilles i begyndelsen af filmen af Betty Buckley og Barry Primus, som er de to som gamle – og her er egentlig filmens største glæde. Nemlig at se nogle ældre spille hovedrollerne. Det vil vi gerne have mere af. Meget mere.

I rollerne som de to EK´ere – efterlivskoordinatorerne Anna og Ryan, møder vi Da’Vine Joy Randolph og John Early, som også har lidt af en historie og dynamik imellem sig – og som det måske i virkeligheden kunne være mere interessant at følge. Randolph især, men også Early spiller i hvert fald forrygende, og tilføjer filmen en del mere swung, når de er på lærredet.

Tilbage står, at ”Eternity” er en sød og sjov film, som Danmarksbloggen giver fire ud af seks saltkringler.

Egentligt skulle filmen nok blot have tre, men plakaterne med de forskellige evigheder, som man som død kan vælge imellem, er sin helt egen saltkringle og et ekstra grin værd. Der er fx kapitalist-evigheden, Weimar-republikken-bare-uden-nazister-evigheden og workout-evigheden. Der er også de evigheder, som er fyldte – eller gået ud af brug som fx klovne-evigheden – og mere interessant det-enkle-liv-evigheden.

Sagen er nemlig, at når først du har valgt evighed, så kan du ikke vælge om. Og prøver du alligevel, ender du i tomheden. Og nej, man kan ikke vælge at være sammen med sine elskede. Det her er en evighed, som costumizes til individet og kun individet. Det lyder i grunden som det rene helvede aka fortsættelsen af mig-mig-mig-mentaliteten fra vor tid og verden.

Men det er en anden og meget dybere eksistentiel diskussion, som hvis det er filmens ærinde, er lige så godt skjult som den Gud, der indimellem nævnes, men som ingen tilsyneladende har telefonnummeret til. Han/hun/de ville nok heller ikke vende tommelfingeren op til filmens version af evigheden, hvis man skal tro Nyt Testamentes fokus på nåde og barmhjertighed.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Ingen kære mor”

Udgivet den af
Svar

Er det galt eller genialt? Historien ender i hvert fald lige så uforløst som menneskelivet i Charlotte Brodthagens nye film ”Ingen kære mor” med Lene Maria Christensen som den midaldrende og terminalt syge Christel, der er meget bevidst om, at den kommende jul bliver hendes sidste.

Christel har derfor travlt med at rydde op – i hvert fald fysisk. For følelsesmæssigt kniber det. Både i forhold til datteren Luis, som Christel drager så megen omsorg for, at det er svært for datteren at lære at stå på egne ben – og i forhold til moderen Vivi, som i modsætning til Christel ikke har haft noget problem med livet igennem at male både sig selv og tilværelsen dramatisk, sort og udenfor stregerne.

Christel har derimod hele sit liv vendt blikket mod en fin, lyseblå himmel med lette, hvide skyer, og også på talrige lærreder malet netop dét motiv igen og igen – som om det sorte, mørket slet ikke findes.

Men mørket eksisterer, ja det er en nødvendig del af ethvert godt maleri, ethvert liv med mening. Og i Christels sidste jul bliver alle tre generationer i en perlerække af genkendelige hverdags- og julesituationer konfronteret med netop både det ultimative mørke, døden, og det mørke, som findes inde i os alle.

En perlerække, som fremstilles knugende realistisk fra afskeden med de små ting i den ramme, som man kender så godt, men som forsvinder, når et menneske skal dø, over de spontane øjeblikke af glæde og latter, som også opstår i ventesorgen – og til at stå i kirken juleaften og ikke kunne synge med på Ingemanns pilgrimssalme ”Dejlig er Jorden”, fordi tårerne presser sig på.

For ”Sånt är livet” som svenske Anita Lindblom synger – og som de tre generationer danser rundt om juletræet til, mens de pynter det i noget, som bedst beskrives som et moment af løssluppen fest. For livet er en blanding af det hele, og det accepterer de tre kvinder langsomt, men sikkert.

Men accept er ikke forløsning. Accept er at holde livets smerte ud i strakt arm. Forløsning er, når man tør tage smerten helt ind, knuge den til sit hjerte, og så – lige inden man segner – mærke, at det slipper, så man kan rejse sig og gå videre.  

Hvad det så er, som skaber en forløsning, er der mange bud på. Et er Gud i form af den Helligånd, der rusker i træerne, som vi flere gange i filmen hører og ser det. Også fordi Brorsons forundringssalme ”Mit hjerte altid vanker” synges flere gange i filmen – og Brorson var pietist, altså tilhænger af en følelsesladet, from og inderlig kristendom, som også gav sig udslag i praktisk næstekærlighed.

Og der er netop noget fromt, regelret og praktisk over den omsorg og kærlighed, som Christel har til sin datter. Men alt kan ikke løses ved at følge reglerne. Tværtimod må man nogle gange være anarkistisk og bryde dem, køre så stærkt i livet, at fartnålen står og dirrer, som Christels mor Vivi, der gestaltes af Birthe Neumann, siger det.

Datteren Luis, der spilles af Freja Klint Sandberg, er ikke filosofisk som sin mormor. Hun prøver bare at være i den virkelighed, der hedder at være alt for ung til at skulle miste sin mor. For det skal hun – og skildringen af hendes vej, hendes mors vej og hendes mormors vej i dén proces er så uendelig smuk – og lige til at spejle sig i, hvis altså man tør se sit eget mørke i øjnene.

Man har chancen i ”Ingen kære mor”. For det er en stærk film, en film om kærlighed, om at vi som mennesker bare gør det bedste, som vi kan, selvom det aldrig er nok. Selvom vi hele tiden går fejl, misforstår og alt det andet, så vi er nødt til at tilgive os selv og hinanden, hvis vi skal sætte os selv og hinanden fri til at leve, ånde, være … hvad enten vi er bedstemor, mor eller datter.

Eller bedstefar, far eller søn. For menneskets følelser og behov for at elske og være elsket er ikke kønnet.

Men her er det så tre kvinder – og hvilke kvinder. En moderne treenighed af nogle af Danmarks bedste skuespillerinder, nemlig d´damer Birthe Neumann, Lene Maria Christensen og Freja Klint Sandberg, som hver og én spiller sprudlende, intenst og så nøgent, at man sidder med tanken: Gad vide, om de også kan spejle sig selv i deres egne og de andres karakterer?!

Danmarksbloggen giver ”Ingen kære mor” fem ud af seks gravstene, som den Christel med sin sædvanlige rettidige omhu har sørget for, mens hun var i livet – og som også spiller en rolle i filmen.

For nok har jeg stadig ikke fundet ud af, om filmens manglende forløsning er gal eller genial, og det gør jeg måske heller aldrig. Men det er – i filmens ånd – helt okay. For jeg ved, at filmen bliver siddende et sted inde i mig og rumsterer.

”Ingen kære mor” er nemlig ikke til at ryste af sig, slet ikke når man selv havde en bedstemor, har en mor – og i mit tilfælde også er mor, og har en datter. Måske jeg skulle finde pensler, maling og lærred frem og prøve at male mig frem til et svar, mens jeg nynner ”Dejlig er Jorden”, som også var min mormors yndlingssalme.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The Julekalender”

Udgivet den af
Svar

”Det bår dæjligt”. Den kendte tv-klassiker ”The Julekalender” havde premiere som musical sidste år. I Jylland – selvfølgelig. I år spiller den så i Glassalen i Tivoli. Og det er – som det berømte citat siger det – bare en dejlig og morsom genfortælling af De Nattergales ikoniske tv-julekalender, der rullede over skærmen første gang for snart 34 år siden. 

På scenen indtager Niels Olsen, Gordon Kennedy og Christian Damsgaard de elskede roller som de tre nisser, de to kartoffelavlere og nåsåren, og dét så hele salen ryster af grin. For musical-versionen er fyldt med good vendinger, muntre musik- og dansenumre samt nye og gamle jokes i bedste De Nattergale-stil. 

Spørgsmålet er selvfølgelig: Kan man – og i så fald hvordan fortolke en TV-serie i 24 afsnit på en teaterscene på kun to timer? Svaret er: Ja, og det gør man ved at holde tempoet højt med både en drejescene og talrige kostume-skift, samt de til tider sjofle jokes, der leder tankerne hen på Niels Olsens fortid i ”Ørkenens Sønner”, men uden at sidstnævnte tager overhånd.

For der er stor forskel på Niels Olsens fez-iklædte stortalende mester og så den nissehue-bærende, strikse og dovne nisse Fritz, der altid skriver en good vending ned, i det tilfælde at den skal bruges after the paus’. Og som Oluf Sand bringer han den fåmælte kartoffelavler til live med nedadvendte mundviger og stoisk charme, der får en til at tænke på en vis fiskereklame. 

Gordon Kennedy spiller sig levende ind i rollerne som nissen Hansi og ikke mindst Benny, hvor Kennedy formår at bruge sin mimik til at transformere sig helt og holdent til en nåsår. 

De velkendte rekvisit-briller og nåsår-tænder kan så volde udfordringer i live-teater-verdenen. Men de små ups’er, som opstår, gør blot forestillingen endnu mere levende – også fordi de fikses af en fantastisk improvisation, hvor vi morer os over de ekstra sekunder, der må til, mens Olsen spiller op til Kennedy, mens transformationen bliver komplet.

En ekstra klapsalve skal lyde til Christian Damsgaard i rollerne som Gertrud Sand og nissen Günther. 

Han formår at svinge mellem den høje, skingre og kærlighedshungrende Gertrud, der selvom hun i 2025 er blevet mere kvinde i egen ret, stadig så brændende ønsker sig en foodprocessor og at finde den store kasse med julepynt – og så til Günthers danglish og ikke mindst den dybe bas-fyldte stemme og det perfekte tyske, når Günther tror, at han er ein sehr berümter Sporhund auf Düsseldorf. 

Damsgaard fysiske komik er også i særklasse. For selvom det egentlig er de to andre på scenen, der snakker, så falder blikket helt naturligt på Gertrud, der strikker på livet løs, så pindene og hendes ansigt fortæller en hel historie. Det er eminent.

”The Julekalender” som musical er en helt igennem fantastisk fortolkning af en juleklassiker, som også indeholder nye påskud som statsminister Frederik Mettesen og en færdig Fehmernforbindelse fremfor Storebæltsbro, mens fortællerstemmen er lagt i trygt tungemål hos Lars Mikkelsen.

Det er alt sammen lige, som det skal være, også fordi handlingen og karaktererne er tro mod De Nattergales oprindelige og højt elskede julekalender. Julemagien lever altså stadig for fulde guirlander – eller er det pommes frites – når Gertrud til sidst får sin fooooodprocessor og et kys under æ mistelten. 

Så ”The Julekalender” får 6 ud af 6 spilledåse-nøgler. Det er julens, ja måske årets sjoveste musical. 

”The Julekalender” spiller i Glassalen indtil d. 20. december, og det er Lion Musical, som har produceret.

Skrevet af: Anna M.T. Frederiksen

Mortensaften: Ænder og en soldat, som blev katolsk biskop

Udgivet den af
Svar

Det er i grunden en mærkelig tradition: At æde and d. 10. november, fordi en katolsk præst ved navn Martin i 300-tallet ikke ville være biskop, men gemte sig hos en flok gæs, der så snadrede og larmede så meget, at han alligevel blev afsløret, og måtte tage bispestaven i hånden – dér langt nede i den sydfranske by Tours.

Senere blev han så også helgenkåret under navnet Skt. Martin – eller Skt. Morten.

For i Danmark blev Martin til Morten, gæssene blev til ænder – og vi er for længst blevet protestanter, og fejrer derfor ikke katolske helgener – med Santa Lucia som en markant undtagelse.

Så det giver nærmest nul mening med Mortensaften og and, medmindre måske at man ihukommer, at det var den tid på året, hvor man for mere end 100 år siden typisk slagtede både gæs og ænder – og altså kunne spise fuglene friske fremfor som senere på vinteren saltede eller tørrede.

Så jo, det husker vi – og det spiser vi. Og som altid så bliver det hele bare sjovere med en god historie, mens man sætter tænderne i andesteg, sovs og kartofler.

Der er så også en anden historie om Martin af Tours, altså Mortens-bispen. Nemlig at han oprindelig var en dygtig og meget krigerisk soldat, der én dag mødte Jesus i form af en tigger, og at det møde totalt ændrede hans liv, så soldaten Martin lagde våbnene fra sig for i stedet ydmygt som først missionæren og siden præsten at rejse ud i verden og udbrede evangeliet.

Sandhedsværdien i dén historie er nok lige så lille, som i den med at gemme sig hos gæssene. Men forvandlingskraften i historien passer godt sammen med det behov for fortællinger om helgener og at udbrede evangeliet, som kendetegnede kristendommen fra da den blev romersk statsreligion og til den var etableret i hele Europa.

Så Mortensaften handler altså om mission – men i vor tid nok mest på de indre planer. Ikke som i Indre Mission, men som i en mission om velsmag ved bordet og i munden.

God Mortensaften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Det nye år”

Udgivet den af
Svar

Nytårsaften er som en juleaften no. 2 – bare med vennerne i stedet for familien. Men stadig en aften, der danser omkring gentagelsen. Same procedure as last year, same procedure as every year, som det siges i tv-sketchen ”90-årsfødselsdagen”, som alle kender, men ingen længere ser – og som det citeres i Paprika Steens tredje film om fællesskab og relationer, der har premiere i dag.

Filmen hedder “Det nye år”, og vi følger en flok venner nytårsaften 2024-25. At det lige er dét nytår ved man, fordi man i filmen hører Kong Frederik d. 10. holde nytårstale – og han har i skrivende stund kun én gang sagt ”Gud bevare Danmark” på skærmen.

Filmen starter nemlig – som enhver nytårsaften i Danmark – med skærm og champagne i hånden, eller nej, her til monarkens nytårstale drikkes Crémant, som den rige og dominante, stil- og vinbeviste Jens, spillet mesterligt af Anders W. Berthelsen, gør opmærksom på det.

For champagnen skal vente til klokken 12. Sådan har man altid gjort det i dén vennegruppe, og traditionerne skal man værne om iflg. samme Jens, der dog bliver udfordret på netop den del.

Festen holdes nemlig – som altid – hos enken Nomi, spillet af svenske Tuva Novotny, som har fået en ny kæreste Finn. Han gestaltes af en suveræn Lars Brygmann, der excellerer i portrættet af en bedrevidende mandebaby, der ankommer EFTER nytårstalen med et kæmpe kransekagehorn – og straks udfordrer Jens´ rolle som leder af flokken, som var de to hanløver, der sloges om byttet. Det gør de så også. Bare en død nytårstorsk på et køkkenbord og ikke en antilope på sletten.

Flokkens tredje mand Kris spilles af Christian Tafdrup, og det gør han overlegent godt – og hvor er det forfriskende at se Tafdrup være en følsom gut, der kommer med filmens mest indsigtsfulde kommentar, da han om traditioner, og hvorfor man følger dem, siger: Det er bare en tradition. Der er ikke så meget at forstå.

Men når indholdet forsvinder, hvorfor så fortsætte med at gøre handlingen, kan man rationelt spørge. Hvorfor beholde ritualet, når det ikke giver noget mere? Men det gør mennesker, indtil alt bryder sammen. Måske fordi traditioner også handler om identitet, om at holde fast i det, man var – eller stadig håber, man kan blive.

Så det er for de fleste svært at acceptere, at 1) Traditioner kun er holdbare, så længe de holder os oppe og i gang, og 2) At det er klogt at stikke af fra dem og finde sig selv på ny. Skabe noget andet, som de to unge – Caroline og Vincent – gør det. De spilles overbevisende af Nikoline Juul Rohold og Daniel Andreas Ørum-Hansen.

Stor overbevisning og kraft er der også hos Birgitte Hjort Sørensen, som spiller den flirtende og overskudsagtige Charlotte, der er gift med Jens, men som bag den glitrende facade gemmer på både hemmeligheder og frustration. Dét gør hun med lige dele stil og smerte.

Det samme gør Vincents mor, den følsomme og konfliktsky Nomi, der som sagt spilles af svenske Tuva Novotny, og som for år tilbage mistede sin mand, Jens bedste ven Martin, og som i en meget gribende scene fik mig til at tænke på hendes landsmand, den store filmskaber Ingmar Bergman.

For det var oppe på de skyhøje nagler, at både Novotny, manusset og scenen var i den gribende monolog, hvor hun river alle illusioner væk, og fortæller vennerne sandheden om Martin, deres liv sammen – og nævner fraværet af vennerne i de mange hverdage, hvor livet gælder på rigtigt.

Hvad sandheden om Martin er, og hvilke andre hemmeligheder, længsler og ønsker, som kommer frem dén nytårsaften, skal ikke røbes her. Dog skal siges, at ikke alt bliver der slået en sløjfe på. Men sådan er livet og nytåret. Vi kan sagens lave fortsætter, beslutte os til at blive bedre i det nye år. Men vi er dem, vi er – og tingene fortsætter i reglen deres skæve gang.

Dvs: Indimellem kan vi måske skyde en nytårsraket afsted, der brænder de gamle strukturer, undskyld et juletræ ned, så vi får modet til at se os selv udefra – især hvis vi hjælpes på vej af en god fe. Eller er det måske en nytårsengel som den kulturelle og venlige Karen Margrethe – spillet så eminent af Solbjørg Højfeldt, at man ville ønske, hun havde fået meget mere spilletid.

For engle kan man møde alle steder – også ovre på den anden side af gaden, hvis man tør gå sig selv og sin vej i møde i stedet for at drukne sorg og smerte i fest og farver på det nærmeste gadehjørne. Her kan der så ske det, at man endelig kan smide den gamle kasket, og få sig en ny nytårshat, som kan være første skridt ud af en stilstand, der har varet alt for længe.

Men som sagt: Ikke alt kan løses eller forløses en nytårsaften. Vi er dem, vi er – og noget trækker vi med ind i det nye år – og det er ok. Vi skal heller ikke andet end at gå med, være i det – og huske at holde om hinanden undervejs. Ja, måske endda hoppe ind i det hele med hinanden i hænderne, som det så smukt illustreres i den både morsomme og gribende film “Det nye år”.

Som ærkekøbenhavner kan jeg også notere, at billederne af et nytårsramt København er spot on. For de fanger 1:1 ikke kun synet og lyden, men også håbet, drømmen og den stille desperation over ens tilværelse, som altid er ens gæster nytårsaften, uanset hvor man er – og med hvem.

Danmarksbloggen giver derfor ”Det nye år” 5 ud af 6 seks bordbomber, og istemmer et tidligt Velkommen nytår og velkommen her. Det er en forrygende og nådesløst afslørende film, som samtidig har et forsonende skær af ømhed over sig. En opfordring til forståelse omkring, at vi allesammen bare prøver at gøre vores bedste, ikke kun nytårsaften, men 365 dage om året.

Paprika Steen har nemlig et tolerance-og-forståelses-ærinde med sine fællesskabs- og relationsfilm, og det er der vældig meget brug for i Danmark her i 2025 – og nok også i 2026.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Human Race”

Udgivet den af
Svar

På torsdag d. 30. oktober er der premiere på filmen ”Human Race”. En nærmest tredobbelt titel, da den hentyder til både menneskehedens dna og dets udvikling, kampen om at få Nobelprisen for kortlægningen af de menneskelige genomer – og så filmens hovedperson, den danske videnskabsmand Eske Willerslevs forhold til sig selv, sin familie og sin karriere.

Et centralt tema i filmen er Eske Willerslevs – og hans forskningsgruppes – arbejde med at få fat på skeletter, kranier, tænder og andre rester fra 5.000 forhistoriske mennesker, så der kunne udtrækkes dna fra disse, og bruge til kortlægningen af og danne et bibliotek over menneskehedens dna.

Det var ingen nem opgave, både fordi der er en vis etik omkring, hvordan man håndterer menneskelige rester – og fordi man kan ødelægge samme rester i processen med at skaffe dna derfra. Samt at der altid vil være huller i den dna, som man udtrækker fra dødt væv.

Men det lykkedes – og Eske Willerslev har fået et væld af priser for sit arbejde, dog ikke den fineste af dem alle. Nemlig Nobelprisen, som i stedet gik til den ene af hans to konkurrenter – den svenske Svante Pääbo, som modtog den til Festernes Fest i Stockholm i 2022.

Det var et hårdt slag for Eske Willerslev. Men han giver ikke op – og har faktisk allerede et nyt projekt på bedding, som handler om hele 30.000 prøver fra forhistoriske økosystemer.

Og så er vi tilbage ved Eske Willerslevs psykologi og baggrund. For Eske – og tvillingebroderen Rane, der er direktør på Nationalmuseet i Danmark – omtaler i filmen sig selv om kopier af hinanden. De deler også genetik og miljø, som udover en mor, der i filmen forklarer såvel fortid som nutid, var en opvækst med en far, som var fraværende, men som forventede meget af sine sønner.

Den nu afdøde far lærte dem derfor at konkurrere, være en vinder. En strategi, som er lykkes – men ikke uden en personlig pris, som vi også ser det i filmen. Eske er fx på et tidspunkt de-facto-alene-far med sine to børn på et ellers højprofileret arbejdsophold i Cambridge, hvor han konkluderer, at han for første gang oplever, hvad det vil sige at skulle hente kl. 15 fremfor at kunne arbejde igennem.

De to sønner vil så gerne have en dna-test, så de kan se, hvor de kommer fra. For nok er deres mor, Eskes hustru, fra Korea og deres far fra Danmark, men de vil gerne vide mere. Dertil svarer Eske så (forståelsescitat): Hvorfor vil I vide det? I kan selv bestemme jer, hvad I vil være. I skal nemlig ikke lade jeres gener definere jer, som så mange gør det i denne tid, hvor man kan få dna-tester via postordre.

Det er en interessant melding fra en mand, som ellers bekender sig til genetikken, men som på mange måder netop er et produkt af det miljø, som han voksede op i.

Filmen ”Human Race” holder sig så på ægte videnskabelig vis fra at komme med letkøbte konklusioner, men stiller i stedet spørgsmålene, så man som seer selv kan tænke videre.

”Human Race” er dermed også en film i naturvidenskabens ånd, men også en moderne film, fordi den 1) indeholder en personlig beretning om en mand, der er drevet af ønsket om at skabe viden og få anerkendelse, 2) opstiller en masse etiske og moralske problemstillinger, og 3) formidler en forskning, som kan få store konsekvenser.

For ikke nok med at forskere nu kan gå ombord i det store dna-bibliotek, som Willerslev og hans gruppe lavede, og dér finde svarene på mange spørgsmål om vores fysiske og psykiske helbred. Og ikke nok med at det lykkedes Eske Willerslev og hans gruppe at bevise, at psykiske lidelser også var til stede hos stenalderens mennesker.

Men allermest spændende var måske det, som professor Thomas Werge sagde. Nemlig at det er med autisme, ADHD, bipolaritet, depression, skizofreni og andre forhold, som kaldes lidelser, som det er med højde. Vi har det allesammen. Spørgsmål er bare, hvor meget af det, som vi har – og om det skaber problemer for os eller ej. Om det gavner eller skader os?!

Eske Willerslev var også inde på, at vi måske griber det helt forkert an, når vi prøver at få alle individer til at tilpasse sig den samme model, og at vi i virkeligheden skulle leve i et samfund med plads til alle, så vi kan blive en del af den gruppe, det miljø, som passer til os.

Det er en tanke, som kan skabe en ny virkelighed, og som måske – i min optik – vil kunne betyde, at den udbredte diagnosticering i samfundet ikke længere giver mening. Men at vi i stedet for massiv sygeliggørelse med solsikkesnore og psykologhjælp skal skabe et samfund med mere plads til at være forskellige på den ene side, men også med færre muligheder for særbehandling på den anden.

For vi kan ikke undvære det skæve, det som er anderledes end nutidens meget smalle normalitet. Som professor Thomas Werge sagde det, så vil det formentlig være en dårlig ide, hvis vi kunne – og også fjernede – generne for flere såkaldt psykiske lidelser. For uden autisme, ingen intelligens, og uden skizofreni, ingen kreativitet, og havde vi ikke i det hele taget forskellige mentale forstyrrelser, så ville vi sandsynligvis ikke kunne genkende hinanden som mennesker.

Ja, Eske Willerslevs dna-bibliotek viste faktisk, at vikingerne var mere skizofrene end nutidsmennesket, og at det måske var derfor, at de var så succesrige, i hvert fald dem som boede i Danmark, på Åland og Öland. Resten af Norden var vikingetidens rådne banan, var meldingen fra Eske Willerslev, der vanen tro ikke er bange for at stille sig i hverken klaskehøjde, eller iføre sig diverse outfits på pressefotos og bogforsider, når han skal have sit budskab ud.  

Således også i ”Human Race”, som Danmarksbloggen giver fem ud af seks kranier som dem, man kan udtrække dna fra. Det er en spændende, tankevækkende og forhåbentlig også debatskabende film om et for menneskeheden evigt relevant emne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”IBIS”

Udgivet den af
Svar

I går aftes var der urpremiere på Teatret ved Sorte Hest. På plakaten var Maria Vinterbergs dramatisering af Anders Abildgaards langdigt ”IBIS”, som er en forestilling, hvis lige man skal lede længe efter, og som også udløste lange og velfortjente klapsalver.

Eder og forbandelser sprutter og flyr fra en indigneret og splittergal personage i Nicolas Bros skikkelse i næsten halvanden time.

De fleste af personagens udmeldinger er fokuserede på døden, vel at mærke i aftapningen fantasifulde, ydmygende og udpenslede måder at blive slå ihjel på – gerne med maksimal lidelse og nedrighed til den person, som han hader så meget, at døden ikke kun skal være smertefuld, men gentages igen og igen – og også inkludere ALLE venner og HELE familien.

Det er brutalt, grotesk – og ganske menneskeligt.

For følelsen af vrede, ønsket om hævn og behovet for at forbande er lige så gammelt som menneskeheden – og som inspirationen, som kommer fra den forviste romerske digters Ovids ”IBIS” skrevet få år efter Kristi fødsel, som faktisk igen var en inspiration af den første ”IBIS”, skrevet af den græske digter Kallimachos 200 år tidligere.

Der går altså en lige linie fra Alexandria i Egypten og Kallimachos´s forsvundne originale digt over Sortehavet og Ovids version til Danmark og Anders Abildgaard – og så Nicolas Bro, som giver sidstnævntes ord krop, stemme og liv.

Meget liv, intenst liv, liv som flyder ud fra scenen, og rammer lige dér, hvor det gør så ondt, og er så horribelt, at man må le for at kunne være i det – også fordi det serveres med Nicolas Bros eminente timing for både det komiske og det tragiske, det mørke og det menneskelige.

Men hvem er det, som Bros personage ønsker sådan en forfærdelig død over? Og hvorfor? Er det verden i al almindelighed? Er det os i publikum, altså de andre? Er det personagen selv, som Nicolas Bro gestalter med en ægthed og fylde, så det er tydeligt, at Bro trækker på alt fra nutidens små sensationer til vores civilisations dybeste rødder.

Måske det hele?! For måske er personagen os alle sammen, hver af os lukket inde i det psykotiske, klaustrofobiske, småblomstrede scenerum, der er som et visuelt skræmmende billede på vores sind og forestillingsverden – og hjem. Her vi føler os trygge, så vores galde og vrede kan flyde frit som sort slam, der aldrig ser det lys, som vi altid savner, men ikke magter at blive ramt af.

For vi kan bedre leve i skyggerne. Og skal vi ud, ja, så må vi iføre os dyreham – hvad enten det er en ulv, en ræv eller en bjørn, når vi bevæger os ud i den menneskelige ande- og hønsegård. Derude, hvor vi enten er den jagende – eller den jagede.

Og nok skal vi alle dø, det ved vi. Men det føles bare bedst, når det sker høj på protein og med kødtrevler i mundvigen, fremfor flået i stumper og stykker, og med blodet tapløbende og sårene vidtåbne, fordi man endte i tænderne på et rovdyr.

Alligevel – eller måske netop derfor – må vi afsky vores handlinger og hade os selv – og i vor tid kan vi ikke engang som i den gode, gamle antikkens tid anråbe guderne om hjælp, er meldingen fra treenigheden Anders Abildgaard, Maria Vinterberg og Nicolas Bro. Vi er overladt til os selv – og det ender hver gang nede i det sorte vand, uden lys og uden luft.

Således ikke opmuntret, men dels bekræftet i at livet er en stor pose lort, and when you die, og dels imponeret over, hvor mange historier Nicolas Bro fortæller bare med sin blotte tilstedeværelse, forlod jeg Teatret ved Sorte Hest.

Danmarksbloggen giver ”IBIS” fem ud af seks bjørnekostumer. Det er et vildt stykke, som flår og flænser beskueren rundt i en mareridtsagtig dance macabre ført an af manden på scenen, den i hver bevægelse, hvert sekund 100% nærværende, intense og givende alt-hvad-han-har Nicolas Bro.

Teatret ved Sorte Hest har det med at vinde Reumerter – og nu skal intet jinkes her. Men Maria Vinterbergs og Nicolas Bros ”IBIS” er teater, der er brug for. For vi lever i en tid og en kulturverden, hvor der produceres stadig større mængder popsmart candyfloss, men skabes stadig mindre af de mentale rodfrugter, poetiske urter og alt det andet, som sjæl og sind behøver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”CORNELIS”

Udgivet den af
Svar

Man er tre i et ægteskab, sagde Dronning Margrethe d. 2 engang. Dig, mig og os.

Det gælder også i det musikalske og kunstneriske ægteskab, som d´herrer Allan Høier og Allan Thorsgaard har haft kørende gennem flere årtier, og som nys har resulteret i cabaret-portrættet ”Cornelis” om troubadouren Cornelis Vresswijk og hans brogede liv i først Holland, men siden også i Sverige og i Danmark.

Premieren på ”Cornelis” var i går aftes, hvor vi var en fuld Metronomen på Frederiksberg, som begejstret hørte og så Høier og Thorsgaard folde sig ud, som man kun kan det, når man er så sammenspillede, at man kan genkende hver en nuance i den andens ansigt, stemme og tone. Så man hele tiden er i sync med hinanden. Sammenspillede, ja, men ikke sammenspiste.

For opmærksomheden og dialogen er hele tiden rettet ud mod os i publikum, men også længere endnu, mod den kulturpersonlighed, der gestaltes – altid med lige dele respekt og frihed til at være den særegne blanding af fortælling i ord, toner og humor, som er Teatret OPtimis´s dna. 

Her er det så historien om en visesanger, der tro mod både sine idealer og tilværelsen skrev om kærligheden, erotikken, de udsatte, de skæve eksistenser og det sansende liv – især flasken og de andre muligheder for nydelse og flugt, som stimulanser kan give et følsomt og genert menneske.

En mand, der ville så meget, men som ikke altid kom i mål med det. Det gør til gengæld Høier og Thorsgaard med imponerende sikkerhed. Ja, de bliver endda som en anden flaske vin med alderen stadig bedre i deres måde at bruge ikke kun ord og musik, men også bevægelser, lyde – og stilhed på.

Der synges også – som altid når landet hinsidan er involveret – på både svensk og dansk, og i ”Cornelis” endda på en ny måde i Vreeswijks gribende vise om de 18 svaner, hvis musik er skrevet af ABBA-legenderne Benny Andersson og Björn Ulvaeus.

Der startes på svensk, så kommer et mellemspil, en fortælling, og så slutter det igen med sang, nu på dansk. Det er eminent godt fundet på – og det fik mig til at indse, hvor meget vi i vores tid mangler den slags originale, kulturelle perler.

For vi lever i en rå og hård tid, og vi behøver kunsten mere end nogensinde. Behøver ordene og musikken og de billeder, som de danner. For det er balsam i et konflikt- og krigstræt sind.

Men ja, det kan virke paradoksalt, når historien om Cornelis Vreeswijk handler om vold, druk, narko og andre mørke sider af det ellers så besungne boheme-liv, som er en tilværelse, der er andet end kunstnerisk skabertrang, smuk poesi og sange, som kom ud af guitaren af sig selv, som en ung Cornelis skal have sagt det.

Alligevel er enhver fortid altid lettere at leve med end nutiden og fremtiden, og vi har i vor tid brug for at erfare, at det civiliserede stadig findes i verden. Så giv Dem selv lov til at opleve skønsang og skønspil i selskab med d´herrer Høier og Thorsgaard.

De får dermed også et par timer i selskab med manden, der ville være mere svensk end de svenske. Manden, som endte med at gå i to af de største svenskeres fodspor, nemlig visemageren Evert Taube, og så visefaderen selv Carl Michael Bellman, der har digtet om flaskens velsignelser som ingen andre.

I ”Cornelis” får vi således også en lille bid af Bellmans Fredmans Epistel no. 81: ”Märk hur vår skugga”: Torstig var hon och uttorstig är jag. Vi är torstiga alla. En passende gravskrift over Vreeswijk, men ikke over forestillingen ”Cornelis”.

For man er ikke tørstig efter små to timer i selskab med historien om denne kontrastfulde mand og hans sange som ”Felicia adjø”, ”Veronica”, ”Deirdres Samba”, ”Nogle går rundt i udtrådte sko” og ”Jeg havde engang en båd”. Man er opladet.

Det er musik, skuespil og fortællekunst, der går op i den højere enhed kaldet dannelse og kultur.

Danmarksbloggen giver Teatret Optimis ”Cornelis” seks ud seks af de guitarer, som var den hollandsk-svenske troubadours faste følgesvend, inden han som kun 50-årig døde, og blev begravet på Katarina Kyrkogård på Södermalm i det Stockholm, som i store dele af hans liv var hans hjem.

Det er Bo Skødebjerg, der har instrueret, og Liselotte Justesen, der er scenografisk konsulent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Efterårseventyr aka inspiration til alverdens prinsesser m/k

Udgivet den af
Svar

Efterårstid er læsetid, drømmetid, eventyrtid.

Danmarksbloggen iler derfor her i efterårsferiens uge 42 med inspiration til de af alverdens prinsesser m/k, som er trætte af eventyrernes undertrykkende stereotyper.

Askepot: Lykkelige slutninger handler i virkelighedens verden om at sige farvel til såvel offerrolle som flinkeskole. Så: Kære Askepot, du skal stadig sige ja og smile sødt, når ham dansemusen aka prinsen sidder på knæ foran dig. Ham, som åbenbart kun kan kende dig, når han ser din fod med glasskoen på. Verdens største fod-fetichist ever, som du så lige må holde ud længe nok til at få en god ægteskabsaftale. Men efter brylluppet kan du skride med pengene. Efterlad evt et par af dine sko som et statement. Ps. Du skal nok ikke gå hjem til din stedmor og dine stedsøstre. Glem også dem – og gå den anden vej.

Snehvide: Hvorfor blive hos dværgene og gøre rent og lave mad? Kære Snehvide, tag noget af deres guld og diamanter og gå ud i verden og start for dig selv, så slipper du også for at møde en rigtig nekrofil klammert – og ja, også din stedmor, som åbenbart ikke giver op, når hun har et mål. Hende kunne du så lære noget af om bare at blive ved og ved og ved.

Tornerose: Nysgerrighed er en dyd. Det er sikkert og vist. Blot ærgerligt at skulle sove i 100 år, fordi man ville pille lidt ved en lille tap, øh ten. Men: Kære Tornerose, så er du omvendt frisk, når du vågner – og behøver ikke at nøjes med den første, som kysser dig – endda uden samtykke. Sig fuck til ham og dine nederen forældre og forlang et seriøst forskud på din arv, fx de 12 guldtallerkner der var skyld i balladen i første omgang, og så afsted med dig – ud i den virkelige verden. Der er så meget, som er sjovere end en ten, et tårn og en såkaldt prins, som kysser sovende kvinder. Det kan være, du render ind i den 13. fe – hun kan lære dig noget om ikke at finde sig i bullshit, men at stå ved sig selv.

Jasmin: En prins, som ikke engang er en prins, men en tyveknægt som elsker at gnide på sin p.., undskyld lampe! Han er skrald, kære Yasmin, og du er kongedatter – og skal give ham sådant et lods i røven, lige ud i basarens mørkeste hjørne med ham. Tag så tæppet og flyv verden rundt og se, hvor du vil bo og hvad du vil lave, så du ikke er afhængig af din rige, mellemøstlige familie.

Belle: Hvad vil en klog, intelligent, sjov og sød kvinde med en opfarende hidsigprop af en narcissist, ja med nogen narcissist. De er alle et monster det ene øjeblik og en charmerende prins det næste. Kære Belle, det er tid til at droppe normerne og forlade landsbyen – og tage din bogsamling og intellektuelle evner til storbyen og universitetet og få dig en god uddannelse. Så kan du leve tro mod dig selv til dine dages ende – og det er lykke.

Ariel: Igen møder vi en sjatpisser-prins, en mande-baby, som ikke kan klare sig uden en kvinde, der ofrer alt for ham. Kære Ariel, det er du alt for god til. Din stemme skal heller ikke gøres tavs og deponeres, men høres over hele verden. Så giv såvel prinsen som havheksen, som alle kongeriger både til lands og til vands en oprakt langemand, mens du svømmer afsted ud til ære og berømmelse. For du kan synge, så alle lytter. Så tag trygt på turné i alle de verdner, som venter dig og Tumble. For i den lille fisk har du en sand ven – og venner er det rigtige guld.

Rapunzel: Der er ingen grund til at blive hængende i et tårn. Så: Kære Rapunzel, klip roligt det hår af og kravl ned. Der er heller ingen grund til at vente på en forfængelig hårfetichist, som kommer til at give dig seriøst ondt i hovedet. Så ned på jorden med dig og ud i livet. Du kommer til at tjene formuer på dit hår, som kan noget, som intet andet hår i hele verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk