H. C. Andersens eventyr ”Snedronningen” er et af mine absolutte favorit-eventyr – og det er som bekendt farligt, men også nødvendigt at udfordre sine indre billeder og forestillinger indimellem.

Sådan tænkte jeg, da jeg satte mig til at se ”Rejsen mod nord”, som har premiere i dag.

For filmen er ikke en gengivelse af H. C. Andersens mesterværk om pigen Gerda, der risikerer alt for at redde sin bedste ven Kai, der en iskold vinterdag får en troldsplint i øjet – og som i årevis sidder som fastfrosset i Snedronningens palads deroppe nordpå, hvor nordlyset med det blotte øje kan ses danse i alle dets farver, inden Gerdas tårer får troldsplinten ud og isklumpen i hans hjerte til at smelte, så de to sammen kan rejse hjem og igen sidde med hinanden i hænderne, og synge den gamle salme, som de lærte af bedstemoderen: Roserne vokse i dale, da får vi barn Jesus i tale.

Filmen ”Rejsen mod nord” bruger rigtignok eventyret som ramme, og har som forventet hentet en del derfra, men har også bådet slettet og tilføjet en del nyt. Mest markant indenfor nyskabelserne er, at vi lærer Snedronningen bedre at kende, og erfarer, hvorfor hun i filmens tolkning vil have fat i et barn som Kai. Det er ikke for svage sjæle, kan jeg godt røbe uden dog at ville sige mere.

I ”Rejsen mod nord” møder vi også trolddjævel-lærlingen Ludvig og hans på alle måder modsætning den lille skytsengel-lærling Lily, der er én mission fra at få sin glorie, og som har et hjerte af guld – og en herlig trang til både ballade og søde sager.

Trods det holder Lily fokus på missionen, som er at beskytte Gerda på deres fælles vej nordpå fra et snedækket vinter-København til først forår i Helsingør, derpå svensk sommer med blåbær og hygge, inden bladene falder af træerne, vinteren kommer, og det bliver tid til det endelige opgør.

For stik mod i eventyret, hvor Snedronningen og Gerda aldrig mødes, så står de to kvindelige hovedfigurer i ”Rejsen mod nord” direkte overfor hinanden i en duel, der vel egentlig bedst kan beskrives som en for-børn-egnet version af opgøret mellem de to troldmænd Voldemort og Harry Potter, som stammer fra en helt anden – men også berømt eventyrfortælling.

Der er også i såvel ”Rejsen mod nord” som i Hogwarts-universet masser af magi, både i form af genstande, ritualer og ord, kirkeklokkeklang, måneskin og eliksirer. Magi er også blevet det, som mange tyer til i dag, når de skal beskæftige sig med noget, som ikke er af denne verden.

Tro og religion, som H. C. Andersen uden problemer brugte i mange eventyr – også dette, hvor det tidligere nævnte citat om barn Jesus er centralt i fortællingen, skydes derimod ofte til hjørne. Dog får bedstemoderen i ”Rejsen mod nord” lov til at sige: Jeg drømmer ikke. Jeg tror – og der er stor forskel på de to ting, min pige.

For nok har det været både påske, pinse og advent, siden Kai og Gerda forsvandt. Men bedstemoderen tror stadig på, at de vender tilbage, mens moderen mener, at bedstemoderen drømmer om noget, som ikke kommer til at ske. Men som vi ved, så ender det godt.

I ”Rejsen mod nord” udspiller historien sig så over et år – fra vintersolhverv til vintersolhverv plus tre dage. Hvorfor giver mening, når man ser historien. Så behøvede man heller ikke at forholde sig til, at i H. C. Andersens version var Kai og Gerda børn, da de tog afsted, mens de var blevet voksne, da de kom hjem.

Trods forskellene er jeg sikker på, at H. C. Andersen ville have nydt denne film. Han elskede enhver god fortælling – og det er ”Rejsen mod nord”. Den handler om venskab, mod og udholdenhed – og endda med en pige som helten, der drager ud i verden. Pigen, der også i H. C. Andersens version fra 1844, var helten, som fortsatte, selvom det var svært. For det er det, selvom heldet står den kække bi. Heldet og så en række dyr, fra gåsen Morten, over hesten Gustav og til rensdyret Svante.

Teknisk set er filmen også i top – og især billederne af det flakkende nordlys er betagende, men generelt fungerer filmen bare. Figurerne er troværdige, og både tempo, mængden af action versus de mere stille og/eller morsomme stunder er helt rigtig. Og så er Ludvig og Lily helt fantastiske. Sådan en slags dansk version af snemanden Olaf fra Disneys ”Frozen”, som på mange måder har inspireret billedsiden, selvom animationerne her er bedre, mere skandinaviske.

”Rejsen mod nord” er simpelthen en animationsfilm, der holder hele vejen fra Danmark og op til Nordnorge, eller hvor Snedronningens palads nu ligger.

Danmarksbloggen giver derfor ”Rejsen mod nord” fem ud af seks roser, som dem, der vokser hjemme hos Kai og Gerda. Det er en snestorms-fejende flot film.

Men den sjette rose udebliver. For den i filmen manglende troldsplint i Kais øje, som er det eneste, der får ham til at binde hans slæde til Snedronningens kane, er så afgørende en brik i fortællingen, at den burde have været med.

Heri ligger nemlig hele eventyrets pointe, hele det menneskelige eksistentielle valg: Ser man hullerne i osten, som Kai gør det efter troldsplinten (og som anmeldere gør det) – eller tror man som Gerda og bedstemoderen på, at alt kan lade sig gøre, når man har Gud og kærligheden i sit hjerte?

Det sidste er det bedste, er moralen. Og eventyrfortællere har gennem hele historien ment, at det kan børn sagtens forholde sig til. Tag fx en anden børne-fortælle-gigant, svenske Astid Lindgren, som i ”Brødrene Løvehjerte” har budskabet: Livet er farligt, men vi kan ikke leve uden at løbe risiko, hvis vi mener noget med at kæmpe for det gode mod det onde. Det er i øvrigt en udmærket lektie – også for os, som hvis vi er børn, blot er det i hjertet og sindet.

Følgende har lagt stemme til filmen: Mads Mikkelsen, Fiona Blond, Carl Løber Roliggaard, Danica Curcic, Elias Meyer Jakobsen, Suvi Ellegaard Ebbe, Bodil Jørgensen, Anne Marie Helger, Camilla Lau, Nicolai Jørgensen, Pia Rosenbaum, Adam Eiberg Kastaniegaard, Sonja Oppenhagen og Henrik Koefoed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk