Livet er langt, lykken er kort, salig er den, som tør give det bort. Ordene er fra Kim Larsens ”Papirsklip”, og kunne have været brugt, hvis dagens premierefilm ”Eternity” havde været dansk. For det er, hvad filmen handler om. Det og så kærlighedens inderste væsen.

For hvad er det, der tæller på den rigtig lange bane, evigheden? Romantiske dates og hed elskov – eller det at ville gøre hinanden glade i den brogede hverdag? Svaret giver næsten sig selv, så nej den amerikanske feel-good-film rummer ingen store overraskelser eller uventede plot-twists.

Men den er hyggelig og lavet ud fra den klassiske opskrift på den slags: Gammeldags familieværdier – model det hvide middelklasse-USA, masser af action og en pæn sjat humor. Så skal man hygge sig med noget andet end jul her i december, så gak i biffen og se Joan være voldsomt i tvivl om, hvem hun skal tilbringe evigheden sammen med.

Er det hendes første mand, den flotte og lidenskabelige krigshelt Luke, der døde i Korea, efter de kun havde været gift i to år? Eller er det den bløde hverdagsmand Larry, der holder af saltkringler, brok og at gøre Joan glad? Det får Joan så lov til at finde ud af ved helt ekstraordinært at tilbringe tid med både den ene og anden i en valgt evighed.

Det er Elizabeth Olsen, som spiller Joan, og det gør hun med stor sødme. Callum Turner er med sans for dramaet Luke, mens Miles Teller er en overbevisende Larry. Joan og Larry spilles i begyndelsen af filmen af Betty Buckley og Barry Primus, som er de to som gamle – og her er egentlig filmens største glæde. Nemlig at se nogle ældre spille hovedrollerne. Det vil vi gerne have mere af. Meget mere.

I rollerne som de to EK´ere – efterlivskoordinatorerne Anna og Ryan, møder vi Da’Vine Joy Randolph og John Early, som også har lidt af en historie og dynamik imellem sig – og som det måske i virkeligheden kunne være mere interessant at følge. Randolph især, men også Early spiller i hvert fald forrygende, og tilføjer filmen en del mere swung, når de er på lærredet.

Tilbage står, at ”Eternity” er en sød og sjov film, som Danmarksbloggen giver fire ud af seks saltkringler.

Egentligt skulle filmen nok blot have tre, men plakaterne med de forskellige evigheder, som man som død kan vælge imellem, er sin helt egen saltkringle og et ekstra grin værd. Der er fx kapitalist-evigheden, Weimar-republikken-bare-uden-nazister-evigheden og workout-evigheden. Der er også de evigheder, som er fyldte – eller gået ud af brug som fx klovne-evigheden – og mere interessant det-enkle-liv-evigheden.

Sagen er nemlig, at når først du har valgt evighed, så kan du ikke vælge om. Og prøver du alligevel, ender du i tomheden. Og nej, man kan ikke vælge at være sammen med sine elskede. Det her er en evighed, som costumizes til individet og kun individet. Det lyder i grunden som det rene helvede aka fortsættelsen af mig-mig-mig-mentaliteten fra vor tid og verden.

Men det er en anden og meget dybere eksistentiel diskussion, som hvis det er filmens ærinde, er lige så godt skjult som den Gud, der indimellem nævnes, men som ingen tilsyneladende har telefonnummeret til. Han/hun/de ville nok heller ikke vende tommelfingeren op til filmens version af evigheden, hvis man skal tro Nyt Testamentes fokus på nåde og barmhjertighed.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk