Dagens premierefilm “The love that remains” omtales som en film, der handler om det brudte ægteskab mellem fiskeren Magnús (Sverrir Gudnason) og billedkunstneren Anna (Saga Garðarsdóttir). Om hvordan de og deres tre børn efter skilsmissen skal lære at navigere i deres nye hverdag på Island, hvor de bor.

Og det er et stykke af vejen også filmens ene røde tråd. Den tyndeste. For der er en langt tykkere i den spøjse blanding af en kunst- og naturfilm, som ”The love that remains” er – og den handler om sammenbruddet af noget, som mange mænd – og kvinder – stadig anser som den naturlige orden i verden. Nemlig det patriarkalske samfund, hvor manden styrer, og bestemmer over liv og død, hvor det er hans ret at disciplinere kvinder og børn, som var han en mere eller mindre aggressiv hane i en hønsegård.

Et samfund, hvor der drives rovdrift på ressourcerne, som når de store trawl hiver tons og atter tons af sild ombord på de industrilignende fiskerbåde ude på Atlanten – eller når man bruger grovhøstere og ikke kan nøjes med de bær, som man plukker med sin hånd og kan have i sin hat, som man sagde det i gamle dage i Danmark, når man skulle angive, hvor mange bær man måtte have med hjem efter en tur i skov og eng.

Men de barske mænd på havet som netop fiskeren Magnús er alligevel – selvom de stadig eksisterer – ved at blive fortid og overladt til at sejle, eller måske snarere flyde i deres egen sø, forladt af alt og alt undtagen solnedgangen over deres grådige tilgang til den natur, som vi alle lever af og på, men som er ved at kollapse.

I hvert fald nogle mænd. For i filmen møder vi også et par mænd, som det er lykkedes at tilpasse sig til det nye videns- og kunstbaserede samfund, og de mænd sidder, som det gamle patriarkat gjorde det, stadig på pengene og magten.

Så selvom vi kalder det moderne samfund for feminint og ligestillet, og selvom kvinder får uddannelser, og bliver både læger og billedkunstnere som filmens kvindelige hovedperson Anna, så er udsigten for denne verdens kvinder – også i de frieste af de frie samfund – stadig at være lige så slavegjorte, lige så underlagt manden som førhen. De basale samfundsstrukturer har nemlig ikke ændret sig – og så kan kvinderne nok så meget iføre sig rustning.

Pilene går stadig lige igennem, og giver hende stadig blod på fingrene – og mellem benene. For det er stadig hende, som føder børnene – og er den primære opdrager. Kvinden er stadig underlagt manden, selvom det er hende, som laver rammerne, bestemmer kulturens regler i det drivhus, som familien lever i, og hvor manden – hvis hun giver lov – får sin pause fra den hårde kamp med de andre hanner om bytte og territorier.

Hvor meget kærlighed er det så i det? Det giver filmen faktisk ikke rigtig noget svar på andet end at mennesker gør det, som må gøres, når dagen og livet skal klares, tager støvlerne af, når de skal over et koldt vandløb, og i det hele taget håber det bedste – men ikke forventer ret meget, når det kommer til stykket.

Danmarksbloggen giver ”The love that remains” fire ud af seks vulkaner, som dem vi netop ikke ser i filmen, og som ellers altid forbindes med Island. Det kan virke lidt mærkeligt måske så at give vulkaner. Men det giver mening. For ”The love that remains” er også en mærkelig film, som på én og samme tid er både for lidt og for meget.

Den er nemlig både to og fem vulkaner værd. To, når det handler om at vise konflikten mellem det tidligere ægtepar, som man skal kigge efter med pincet for at se pånær et par enkelte bemærkninger – og fem fordi det er grundgodt endelig at se en film, der både er nærmest totalt blottet for action – trods flere dramatiske situationer – og som tør være virkelig langsom i sit fortælletempo.

Derfor – og pga. filmens totalt grimme billeder af vores menneskeskabte del af verden versus de smukke naturbilleder ender Pálmasons ”The love that remains” på 4 vulkaner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk