Den fransk-danske film ”Den nye Triumfbue” instrueret af Stéphane Demoustier har dansk premiere 1. juledag, og lad det være sagt med det samme: Det er en storfilm af den slags, som kan ses også om mange år – præcis som at den nye Triumfbue i Paris er bygget også for fremtiden.

Det er så Danmarksbloggens påstand, at man ser filmen forskelligt, alt efter om man er fransk, dansk eller noget tredje.

Som franskmand vil man selvfølgelig fokusere på selve den nye Triumfbue. Hvordan blev den bygget, af hvad og af hvem – og hvorfor blev den, som den blev? For selvom filmen benytter sig af kunstnerisk frihed, er den tro mod, at byggeprocessen var en lang kamp, hvor stor vision og uendelige økonomiske midler mødte pragmatik og politik. Hvor det ikke blev, som arkitekten, danske Johan Otto von Spreckelsen, havde tænkt den nye Triumfbue med den store kube, de små kuber, de svævede skyer og glatte sider af limet silikoneglas og italiensk marmor.

Alligevel blev slutresultatet flot – hvad enhver Paris-farer kan skrive under på. Også fordi aksen er på plads – fra Louvre over Place de la Concorde og op ad Champs-Élysées gennem den gamle Triumfbue og ud til La Défense-kvarteret og den nye Triumfbue, som overvældede mig totalt, da jeg som ung studerende var i Paris kort efter indvielsen af Johan Otto von Spreckelsens mesterværk, som skete på selvsamme dag i 1989, hvor Revolutionen fyldte 200 år. 

For franskmændene er filmen om den nye Triumfbue derfor en film om national identitet og stolthed, og derfor er det også modigt, at filmen tør gøre grin med franskmændenes hang til bureaukrati og falbelader. Helt fantastisk er fx scenen, hvor præsident Mitterand skal åbne konvolutten, der afslører, hvem der er arkitekten bag det vindende bud. Her sidder præsidenten – som den eneste – på en guldstol i et guldrum og omgivet af folk, som var han en anden solkonge.

For os danskerne derimod fylder den danske arkitekts kamp og skæbne, selvom vi godt ved, at han ”i virkeligheden” måske slet ikke var, som han fremstilles i filmen. Men det betyder ikke noget i den danske stolthed over, at en dansker skulle stå for det nye vartegn i byernes by dengang i 1980´erne.

Som Johan Otto von Spreckelsen ser vi Claes Bang – og hvem andre end ham kan i grunden spille den rolle? Han er jo også selv en slags Johan Otto von Spreckelsen. For hvordan kan det være, at Bang ikke anerkendes nok i sit fædreland til at få de store roller i danske film, mens han vader fra succes til succes i udlandet – og vel at mærke i tunge og betydningsfulde roller?  

Som denne hvor han stråler igennem som den danske arkitekt, der gav alt og mere til for det, som han vidste ville være hans livsværk, hvad det også blev – selvom han døde to år inden indvielsen. Bang er både grublende, gnistrende og indædt i rollen. Det lyser gennem filmen, at Johan Otto von Spreckelsen blev martret af en hellig ild, og Bang sekunderes med lidenskab og glød af Sidse Babett Knudsen, som med stor sikkerhed gestalter Liv von Spreckelsen, Johan Otto von Spreckelsens kone, bedste ven og projektpartner, både i Frankrig og hjemme i Danmark.

Den kunstneriske frihed er igen på spil i deres relation som i skildringen af deres psykologi. Men filmmæssigt fungerer kontrasten fra det travle og menneskeskabte paradis i Paris til det rolige og naturskabte paradis i Danmark, også fordi det hele vejen sker med Bangs top-fremstilling af Johan Otto von Spreckelsen som den idealistiske og kompromisløse kunstner, der 24-7 jager sine mål.

”Den nye Triumfbue” er derfor en storslået skildring af en af de ældste kampe i verden, nemlig den mellem vision og penge, mellem drøm og politik, når der skal bygges for eftertiden. En kamp som kæmpes i regeringskontorerne, på tegnestuerne og på byggepladserne, og som aldrig er så rosenrød, som det italienske marmor, som Johan Otto von Spreckelsen ønskede sig, er.

Det marmor, som er brugt til at skabe Michelangelos mageløse Pietà, som er i Peterskirken i Rom. Derfor er det også ren poesi, kunstnerisk frihed og meget fransk i filmen at lade Johan Otto von Spreckelsen dø på en bænk tæt ved hans livsværk. Dø, så han ligger i en positur som en ny Pietà, nemlig en moderne version af den døde Jesus i sin mors arme, hvor Johan Otto von Spreckelsen er sønnen, mens moderen, som favner sin døde søn, er hans elskede Kube, menneskehedens triumfbue.

Det er kunst. Det er format. Også at filmen slutter med en stor hommage til den danske arkitekt, idet man lader Johan Otto von Spreckelsens to franske samarbejdspartnere, og måske frenamies, arkitekten Andreu spillet af Swann Arlaud og embedsmanden Subilon spillet af Xavier Dolan, tage hele vejen fra Frankrig til Danmark for i silende regn at lede efter hans grav, som ikke er et storslået monument, blot en beskeden plade i det grønne græs. En både smuk og passende pastorale …

Danmarksbloggen giver ”Den nye Triumfbue” seks store kuber ud af seks mulige. Det er et epos af format, fortalt med indlevelse og fordybelse, filmet med sans for alle farver og former – og hele vejen gestaltet, så samtlige muser og arkitekter, præsidenter og andet godtfolk jubler i deres himle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk