Storhittet ”Oh, what a night” runder ikke kun årets Crazy Christmas af i en som altid fejende, flot finale. Nej, det er en hel epoke, der slutter nu. For det er time to say goodbye til et stykke kultur-, teater- og kunsthistorie, som har været enestående i dansk teater.
Nemlig de gakkede, aktuelle og sensuelle løjer, som udspringer af en engelsk teatertradition, og som Vivienne McKee og hendes trup af dygtige danske og engelske skuespillere har stået for i en menneskealder.
Og hvad er bedre at slutte på end en teaterversion af en ny historie om James Bond? En version, som indeholder de elementer, som vi kender fra Bond-universet som fx dejlige damer, erotisk atmosfære, drinks, smokinger og gallakjoler, en biljagt, forviklinger, action og alt det andet, som man forbinder med en klassisk film om spionen over dem alle.
Men det her er også en historie, hvor OO7´s liv og virke endelig har indhentet ham, så han som en anden PTSD-ramt soldat bøvler med så centrale dele af sin identitet som evnen til at sige sit eget navn, beholde sit nummer og være i stand til at tilfredsstille en kvinde.
Hans navn er så faktisk ikke og af rettighedshensyn Bond, men Bondage. En martret Bondage, der dog stadig som en sand brite sætter pligten over alt – og stadig forsøger.
Kvinderne – som S og M (og skam få den, som tænker en sammenhæng med Bondage dér, selvom det er svært at lade være qua en tilsynekomst på scenen, som skal ses, ikke røbes) – er derimod stærke og i stand til at klare ikke kun sig selv, men også hele verden, som trues af den onde skurk Felon Fusk.
Fusk, som mener, at Jorden er doomed, og derfor vil kolonisere Mars – med hjælp fra hans satellitter og ilten fra jorden – for sig selv og en tæt kreds af ligesindede, der dog ikke er mere lige, end at de skal hylde Fusk som en anden romersk kejser, og gøre som han siger, som hans eneste ansatte, den imponerende menneskelige robot, gør det.
Og vi i publikum – vi får lov til at være producere, der gentagne gange råber no, absolutely not, når dem på scenen vil have noget. Det gjorde vi så med fynd og klem.
Det er med andre ord alt det sædvanlige gøgl og gejl, alt det som skal være i en Crazy Christmas. Som fx at Dronningen ringer – det bliver så en meget uventet samtale. Og selvfølgelig kårer vi også årets virgin, som får lov til at være med mere end en gang på scenen. Og meget mere. Og hvor har man savnet det i de to år, der er gået siden sidste omgang.
Men to år er ingenting mod en evighed. For nu slutter det, og det var en bevidsthed, som sad i baghovedet under hele showet. Måske også hos dem på scenen?
For David Bateson har sjældent været så ekspressiv – både i ord og i sit fysiske skuespil. Vivienne McKee sjældent så elskelig som den populære Dr. Van Helsingør, og så energisk som både heltinde og skurkinde. Andrew Jeffers sjældent så indtagende og flirtende, når han smutter i sine imponerende kreationer, og svæver rundt på scenen. Og sjældent har Katrine Falkenberg sunget så godt – og Kevin Kiernan-Molloy og Sebastian Harris funkler også i deres væld af roller.
Forestillingen varer inklusiv pause tæt på tre timer, og det er lige i den lange ende. På den anden side, som min ledsagerske sagde det: Nu går tæppet for altid ned for Crazy Christmas, og det er vigtigt for dem at få vist alt det, som de kan – mens de kan.
Hun har ret. Det allersidste skal ud, og det kom ud. Helt ud over rampen kom det. Der blev danset, sunget, spillet, fortalt jokes, ordspil og alt det andet i én lang kaskade som et andet nytårsfyrværkeri.
Tak for det – og tak for jer. I gav Danmark noget, som vi ikke vidste, at vi havde brug for, og som vi nu vil savne. Et strejf af britisk satire, uhøjtidelighed og ironi, som vi ikke kan leve uden, hvis vi stadig vil have et samfund, hvor vi kan grine – især af os selv.
Danmarksbloggen giver ”Crazy Christmas: Kiss Bang Bang!” fem ud af seks af de skydevåben, som såvel skurke som spioner åbenbart permanent render rundt med. Det er en god forestilling, og jeg ville i øvrigt gerne se den som en film også. De langvarige og stående klapsalver efter forestillingen var en selvfølge.
Man får lyst til, som Paddington gjorde det til Queen Elizabeth, at sige til Vivienne McKee: Thank you, Ma´am … for everything.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk