Så blev det Kongens anden nytårstale. Den svære 2´er, som mange kommentatorer sagde det, inden klokken blev 18 denne nytårsaften. Men den slags pjatteri hører en fredstid til.
For Danmark er ikke længere et land i fred. Vi er heller ikke et land i krig. Vi er i en gråzone, som Kong Frederik sagde det med stor myndighed og vægt.
Det er Danmarksbloggens inderlige håb, at Kongens nytårstale vil få alle danskere til at forstå alvoren af den situation, som vores land, vores verdensdel, Den Frie Verden befinder sig i.
For Frederik d. 10 havde så inderligt ret, da han sagde, at ja, vi har været trygge i 80 år, men nu lever vi i en tid, hvor vi nok kan slukke for nyhedsstrømmen, men ikke for virkeligheden.
En virkelighed, hvor vi kan se til Finland, der som altid lever med det værst tænkelige in mente, men som samtidig ikke sætter livet i parentes.
For frihed er ikke en selvfølge. Den skal dér kæmpes for, og det både vil og kan vi danske, og dem i Grønland og på Færøerne – og det i alle aldre og alle køn. For nok har man kun værnepligt indtil en vis alder, men værneret har vi alle – også os, som er grå i toppen.
Pligt og ret – de følges ad som sorrig og glæde, som vinter og vår, som Kongen løseligt citerede det fra Kingos store salme, der også er en af Dronning Margrethes yndlinge.
Når det virkelig gælder, skal vi have fat på Kingo, som hun har sagt det ved flere lejligheder – og det gælder virkelig nu i Den Frie Verden.
Det var derfor en fornøjelse at se den danske konge i hans anden nytårstale. Han var en krigerkonge, der ville freden, ville samle danskerne. Dén mission lykkedes til fulde – og krydret med en passende portion ydmyghed, lidt lune og snak om familien, så blev den svære 2´er faktisk ganske vellykket.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk