En kamp på umenneskelighed

Sommeren er agurketid. Det politiske liv på Christiansborg er sat på pause. Der er derfor god plads til, at pauseklovnene kan boltre sig i mediernes søgelys. Og denne sommer er ingen undtagelse fra dén regel.

Årets første stunt kom Venstres fungerende politiske ordfører Inger Støjberg med, da hun i kroniken “Jeg maler gerne profeten på min husmur” i Politiken skrev, at Danmark var danskernes land, og at man som tilrejsende til Danmark skulle “udvise respekt for – og ønske om inddragelse i – vores måde at leve på”.

http://www.bt.dk/politik/stoejberg-danmark-er-danskernes-land

Det fik straks DF´s værdiordfører (ja, den titel har de faktisk hos Dansk Folkeparti!) Pia Kjærsgaard til at sige: “Det er for tyndt, det Inger Støjberg kommer med. Det lyder meget godt, men vi vil kræve meget mere konkrete udspil, når vi får flertallet igen.”

http://www.bt.dk/politik/pia-kjaersgaard-det-er-for-tyndt-inger-stoejberg

Og så gik kampen ellers i gang mellem de to damer. En kamp på umenneskelighed. En kamp, der kunne have været ganske underholdende, hvis ikke den havde drejet sig om noget så grundliggende som holdningen fra det politiske etablisment til borgere i det danske samfund.

For selvfølgelig skal alle, der bor og lever i Danmark, respektere ytringsfrihed, demokrati og lige ret. Dét siger sig selv. Det behøver man slet ikke debattere.

Hvad man derimod kan – og bør – debattere er dette, at to politiske sværvægtere udstiller en hel gruppe mennesker – her muslimerne – som værende ude af stand til at begå sig i det danske samfund istedet for at at opfatte hvert eneste menneske som et unikt og selvstændigt individ.

For dét er særdelses bekymrende – og urovækkende.

For det er ALDRIG en bestemt religion eller en bestemt nationalitet, der er et problem. Det er derimod ALTID enkeltindivider, der tror på, at de alene vide – og at alle andre tager fejl.

Derfor har d´damer Kjærsgaard og Støjberg også ligeså store problemer med at respekere andre som salafisten og sharia-tilhængeren Adnan Avdichar har, når han siger at “ytringsfriheden er lig med had til islam! Det er hende, der skader integrationen. Inger Støjberg skal forlade Folketinget, for hun skaber bare endnu mere had.”

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article2036564.ece

For sagen er meget enkel: Vi skal respektere hinanden – allesammen. Og så er dén ikke længere, heller ikke selvom det er sommerferie, ramadan og der kun er to dage til Bastilledagen. For nej, vi behøver ingen guillotiner, hverken fysiske eller mentale. Vi behøver rummelighed og tolerance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Onsdagsinspiration nr. 2: At lade nåde gå for ret

Danmarksbloggens sommerserie fortsætter idag med den anden af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Denne gang handler det om tilbagekomsten af medmenneskeligheden:

Eller med andre ord at lade nåde gå for ret.

At lade nåde gå for ret. Altså sætte det medmenneskelige, ja det tilgivende over, hvad vi som samfund har krav på – og ret til. Eller som det oftest sker: Hvad vi MENER, at det danske samfund kan forlange af sine medborgere.

At lade nåde gå for ret. Et smukt, ja et bibelsk udtryk, hvor det vigtigste er kærligheden og mennesket. Alle mennesker, ikke kun dem, som man kender og elsker. Men ALLE mennesker.

Desværre er det udtryk gået af mode i denne tid, hvor de politiske sjakaler hyler op om løn som fortjent og ikke en øre mere, samtidig med at de selv kæmper som små vilde for at rage så meget – også magt – til sig som muligt. Hvor magten ikke drejer sig om at have mulighed for at gøre godt for andre mennesker, men om at kunne give de politiske modstandere skylden, når det går galt.

Men skal Danmark have en chance, skal vi igen begynde at se magt som en mulighed for at tjene – ikke os selv eller særinteresser – men os alle sammen og især de svageste. For de har allermest behov for at blive passet på … af de stærke, af dem med magten.

Derfor ville det klæde alle politikere – og alle andre – også for den sags skyld, hvis vi blev bedre til at lade nåde gå for ret, og indimellem ser på det menneskelige istedet for på det juridisk og økonomiske, og det især når det drejer sig om de mennesker, der i forvejen ligger ned.

For nok skal snyd og svindel bekæmpes, og selvfølgelig er socialt bedrageri ikke acceptabelt. Men hvordan kan det være, at der altid er fokus på de små, på den enlige mor på kontanthjælp eller manden på gaden? Dem, som hænger i med det yderste af neglene for at klare sig.

Prøv istedet at rette kikkerten mod de ressourcestærke og se hvad, der sker i den ende af samfundet i forhold til skatteunddragelse, skattesnyd og så videre. Dér er der meget mere at hente, både i kroner og ører – men også moralsk.

For det er her, at de brådne kar findes, dem der i dén grad er ligeglad med andre mennesker og med hele det danske samfund, sålænge de bare selv kan rage til sig. Her findes der ingen nåde. Her findes kun egoisme og magt og pengebegær – og alliancer med andre magthavere, også de politiske.

Men dét skal bekæmpes – og det kan kun ske politisk. Så opfordringen til de danske politikere skal lyde: Lad ikke glimmeret og guldet betage dig, men husk at du er valgt for at tjene dit land – og alle dets medborgere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Den danske sang hedder også Fatima og Rebecca

Den danske sang er en ung, blond pige, hun går og nynner i Danmarks hus, synger vi i sangen ”Den danske sang,” der er en storslået hyldest til Danmark, som blandt andet beskrives med ordene: Det havblå rige, hvor bøge lytter til bølgers brus.

Billedet er det samme i “Danmark, nu blunder den lyse nat”, hvor der henført synges om pigernes latter og lyse hår, og om øjnene blå som vand i vår, mildt om et evigt Danmark spår.

Men i vor tid kan den danske sang også hedde Fatima og gå med tørklæde og være brunøjet … eller være mørkhåret med grønne øjne og hedde Rebekka og have en jødestjerne om halsen … eller noget helt tredje.

For vi bor her allesammen, og vi er allesammen fælles om de lyse nætter, som i øjeblikket står koglende udenfor vores vinduer og lokker os derud i deres blå tryllelys med de mange drømme om kærlighed og lykke.

Som vi synger det i “Danmark, nu blunder den lyse nat”, hvor det netop betones at: Sol over grønne sletter, lykke og lyse nætter.

For lykken, de lyse nætter og det at være dansk gælder os allesammen, alle os der bor i Danmark.

For alle os der bor her på de danskes øer, vi er alle danskere, som historikeren og forfatteren Ebbe Kløvedal Reich sagde det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

FN-by indvies i Danmark: Familien skal samles

FN-byen på Marmormolen i Københavns Nordhavn indvies i dag af Dronningen, statsministeren, flere andre ministre og en højtstående repræsentant fra FN. Det forlyder, at der måske endda er tale om selveste generalsekretær Ban Ki-Moon.

Men uanset hvem der klipper snoren over til den spetakulære bygning, så de cirka 1200 ansatte nu også officielt arbejder i den nye FN-by, så er det godt og rigtigt, at samtlige otte FN-organisationer, der er repræsenteret i København, kommer til at lægge det samme sted.

Dét sender nemlig et positivt signal om, at Danmark støtter op om FN, både som organisation og som idé. Og det med ideen er det vigtigste.

For det er som idé, at FN er intet mindre end genial.

FN er nemlig vores eneste håb, når den globale familie igen skal finde sammen. Dén familie, der engang for mange årtusinder siden startede på en slette i Østfrika, da vi rejste os op på to ben og begyndte at bruge vores hjerne og redskaber på en måde, der gjorde os til klodens mest succesrige art.

Samtidig med at vi som en konsekvens heraf blev så mangfoldige, måtte vi også rejse ud til alle egne af kloden. Og det gjorde vi. Og vi udviklede os i alle mulige forskellige retninger. Udseende, sprog og kultur blev såre mangfoldige. Dét er en meget smuk historie.

At vi så i mange årtusinder – og allermest i de seneste, såkaldt civiliserede årtusinder – har bekæmpet og bekriget hinanden, så blodet har flydt i store strømme, er en anden – og ret grum – historie.

Men nu er der håb. I disse år sker der nemlig noget. For NU samles vi igen som den store familie, vi trods alt er og altid har været. I øjeblikket spiller især de unge verden over de samme spil, hører den samme musik, er på de samme sociale medier, deltager i de samme demonstrationer og meget andet.

Det er SÅ spændende, og det går SÅ stærkt. Og FN er den organisation, der startede det hele – og som stadig laver rammerne.

Vi er ikke i mål endnu – heller ikke når snoren klippes over på Marmormolen idag. Men vi er et skridt videre på vejen – og dét er såre godt.

Så velkommen hjem til os alle sammen, og især derude på Marmormolen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Onsdagsinspiration nr. 1: Magtesløshedens tunge dyne over Danas Have

Som lovet i sidste uge starter Danmarksbloggens sommerserie idag med den første af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Vi tager udgangspunkt i situationen, som den er i Danmark her og nu:

Danmarks nationalskjald Kim Larsen skrev for et par årtier siden følgende profetiske udsagn om det fremtidige liv i Danas Have:

Længe siden at vi havde succes med at være fri og ligetil, længe siden at vi stod hinanden bi, længe siden ja og så ikke mer´om det!

Hør hele sangen her: http://www.youtube.com/watch?v=2hzlR44obQI

Og læs teksten her: http://www.kjukken.dk/tekster/kim/danashave.php

Men ikke engang hr. Kim Larsen kunne dengang i 1991 forudse, hvor slemt det blev op gennem 90´erne – og især i 00´erne, som med deres fremmedfjendskhed og umenneskelighed i den grad levede op til deres navn: NULLERNE.

Foghs såkaldte værdi-kamp var ikke en kamp. Det var en massakre, en dræning af alt af værdi.

For der skete nul af værdi: Nul menneskelighed, nul forståelse, nul anerkendelse, nul rummelighed, nul tolerance, nul solidaritet, nul varme … NUL af alt det, der betyder noget.

Tværtimod blev der talt til den indre svinehund, som i de år levede godt sammen med dens krævende og usympatiske søster Egoismen.

Men så kom 10´erne, og i efteråret 2011 en ny regering, en regering, der ville det medmenneskelige samfund, troede de mange, der stemte på den nuværende regering.

Og måske er der også sket mere godt, end hvis Løkke og Co. havde fortsat. Det er bare ikke nok. Faktisk langtfra nok. Faktisk føler de fleste, der stemte på den nuværende regering, at den svigter sit medmenneskelige ansvar. At den er løbet fra sine løfter om at værne om de små og svage i Danas Have, om at genskabe et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt.

Et samfund med plads til både mangfoldighed, svaghed, glæde og latter. Et samfund med frie mennesker, der tænker på hinanden – og vil hinanden det godt.

I stedet ligger magtesløshedens tunge dyne stadig over Danas ellers så smukke have. De fine blomster og sommerfuglene at ved at gå til af mangel på medmenneskelighed og solidaritet og rummelighed – og kun rovdyrene og ukrudtsplanterne kan trives i et samfund, der bliver mere og mere goldt, mere og mere de stærkes ret.

Vi almindelige danskere føler os magtesløse. For hvad nytter det altsammen? Kan det ikke være ligemeget altsammen? Kan vi overhovedet gøre en forskel?

Denne første onsdagsinspiration skal derfor opfordre alle magthaverne i Danas Have til at slappe lidt af, også når det ikke er sommerferie og tro på, at vi almindelige danskere også både kan og vil løfte opgaven med at bære det danske samfund.

Det bliver ikke, som I har tænkt jer, dét kan jeg garantere. Dét bliver bedre. Det blver at være fri og ligetil – og samtidig stå hinanden bi. For kun når vi er solidariske med hinanden, kan vi alle være frie …

Og dén dag, hvor det igen sker, så vil solen skinne og blomsterne dufte skønt i Danas Have.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Eremitageslottet: Skal det gøres rent for 1,4 millioner?

I dag åbner Eremitageslottet for offentligheden for en kort bemærkning. Det lile slot, som Dronningen anvender til frokoster, er just blevet restaureret for et større millionbeløb.

Frem til og med efterårsferien kan alle få adgang til det ellers lukkede slot, hvis man bestiller en billet på slots- og ejendomsstyrelsens hjemmeside:

http://www.slke.dk/slotte/eremitageslottet/omvisning/

Prisen er 200,- per voksen.

Ja, De læste rigtigt. 200 kroner for at komme ind og se et smukt, gammelt slot.
Til sammenligning kostede det 40,- for et par år siden at komme ind og se Kronprinsparrets palæ på Amalienborg, da det var blevet restaureret.

Men de 200,- er skam slet ikke for meget, hævdes det. Jyllandsposten spurgte medio juni slotschef i slots- og ejendomsstyrelsen Louise Rue Moos om, hvorfor prisen var sat så højt.

Citat fra http://jyllands-posten.dk/indland/ECE5639025/200-kr-for-at-se-eremitageslottet-det-skal-ikke-vaere-en-gylden-forretning/

“Og hun svarede: “For at vi får dækket vores omkostninger, kommer prisen derop. Dels fordi der er mange personaleomkostninger i forbindelse med åbningen, gæsterne skal nemlig hele tiden følges af en person, og så er det sikring af slottet, inden gæsterne kommer, med gulvtæpper og afspærringer, og efterfølgende reparationer af eventuelle skader. Og så er der formidlingsdelen. Man får en lille bog med, der fortæller historien om slottet og restaureringen.”

Citat fra JP slut.

Lønninger, sikring, rengøring og så en lille bog. Ja, dét koster jo altsammen. Men 200 kroner per næse?

Der er plads til ialt 7000 gæster i løbet af perioden, hvor der er seks omvisninger om dagen hele ugen igennem i sommerferien og efterferien. Den resterende tid er der kun åben i weekenden.

Samlet bliver det ialt til 1,4 millioner kroner i entré-indtægter.

Det er derfor nærliggende at hævde, at åbningen af Eremitageslottet i ganske sjælden grad kandiderer til at være Danmarks dyreste rengøring, aflønne Danmarks bedst betalte guider og give de besøgende Danmarks dyreste guidebog.

Spørgmålet, som trænger sig på, er, om de ansvarlige overhovedet ønskede at åbne slottet for offentligheden – og om den høje entre-pris giver en negativ signalværdi for kongehuset.

Spørgsmålet, som man dog ikke får andet svar på, end at man bare kan betale 200 kroner ved kasse 1 og tage de blå beskyttelsesfutter på, hvis turen denne sommer og det kommende efterår går til Eremitageslottet.

Man kommer selvfølgelig også længere end Dronning Juliane Marie, der var gift med Frederik d. 5, og som en gang kørte ud til Eremitageslottet med frokost fra Amalienborg, som hun ville dele med sin mand.

Hun kom dog slet ikke ind på slottet. Kongen gad ikke at se hans kone. Han ville hellere feste med sine venner. Så hun måtte køre hjem igen. Og da vi er i 1700-tallet, var det en længere tur med hest og vogn.

Vi er heldigvis kommet længere end dengang – de fleste af os ihvertfald. For det er fristende at sammenligne dem, der står for Eremitageslottet, med datidens enevældige tilgang til almenheden, pøblen, offentligheden.

Kært barn har mange navne … Eremitageslottet og kongehuset kun ét …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk