Den årlige vandbakkelse: Melodunte Grand Prix´et

Hånden på hjertet: Hvor mange internationale Melodi Grand Prix-vindere kan du synge eller nynne? De fleste af os kan vist ikke ret mange.

Måske en eller to af Johnny Logans vindere fra 80´erne? “Diggi-loo-diggi-ley” som de tre svenske Herreys-brødre med guldstøvlerne sang? Formentlig også brødrene Olsens vindersang fra år 2000 “Fly on the wings of Love”.

Og så selvfølgelig ABBA´s suveræne vindersang “Waterloo” fra 1974, der er af et format, som hæver både den og den legendariske gruppe langt over, hvad man kan forvente af det ellers meget sete Melodi Grand Prix.

Melodi Grand Prix, MGP eller Melodunte Grand Prix – kært barn har mange navne. Men uanset hvem der vinder i Malmø i morgen aften, så kan man være sikker på, at vedkommende med nærmest 100 procents sikkerhed er rimeligt glemt i løbet af meget kort tid.

For Melodi Grand Prixet har kun interesse i de få dage, som der sendes semifinaler og finale i tv.

Melodi Grand Prixet er den årlige tv-musik-vandbakkelse med farvestrålende glasur og sukker. Ingen næring er der i dén kage, men til gengæld masser af tom luft.

Men vi guffer alligevel musik-vandbakkelsen i os hvert år og nyder showet, mens det varer – og sidder så tilbage med en “nå-var-det-bare-det-følelse”, inden Melodi Grand Prix´et med al dets væsen af hurtige og aldeles forgængelige melodier og sangere går i glemsel indtil næste år.

Og måske er det, som det skal være. Ikke alle traditioner behøver dybde og substans for at have deres berettigelse. Af og til kan en vandbakkelse være på sin plads.

For der er unægteligt langt mellem ABBA´erne … som i øvrigt havde det senere megahit “Hasta Manana” som reserve-sang til Melodi Grand Prix´et i 1974.

En sang af dét format som reserve-sangen, som andet-valget. Dét alene siger alt om, at ABBA – både i Grand Prix-sammenhæng og i øvrigt – var en gruppe af et ganske særligt format, som sjældent eller måske endda aldrig er set, hverken før eller siden.

Og nok kunne man ønske, at ABBA gik på scenen i Malmö i morgen aften – eller enhver anden aften. Men det kommer ikke til at ske. Det har de sagt i en uendelighed. Deres sidste live-optræden var på britisk morgen-tv i 1982, hvor de meget passende sang “Thank you for the music”.

Og så er de to B´er alligevel med i årets Melodi Grand Prix. Björn Ulveaus og Benny Andersson har nemlig skrevet en sang, et anthem, der skal synges af alle deltagerne ved åbningen.

Jeg har ikke hørt sangen, men jeg vil vædde nærmest hvad som helst på, at Björn og Bennys sang er mange-mange niveuaer bedre end de sange, der deltager i årets konkurrence.

Så i år kommer der alligevel – helt utraditionelt – til at være næring i Melodi Grand Prix´et.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Der er stadig hul i dagpengespanden …

Nå, så kom den. Endnu en lappeløsning på dagpengeproblemet. Denne gang blot med en noget længere tidshorisont end der har været på de seneste løsninger: Forlængelsen og akutperioden.

Men det er alligevel en lappeløsning, en “der er stadig hul midt i spanden”-løsning.

For Danmark er i en reel krise, hvor det drejer sig om at skabe ikke kun midlertidige lapperier, men permanente løsninger.

Permanente løsninger, hvor der skabes flere jobs i Danmark, så færre er ledige. Men hvor de ledige også lettere kan optjene retten til dagpenge end idag.

For der findes store grupper på det danske arbejdsmarked, som trives med freelance-arbejde, deltidsarbejde, sæsonarbejde og hvad der ellers findes af ikke fuldtids-arbejdsformer.

Der findes også mange arbejdsopgaver, som løses både billigst og bedst af ikke-fuldtidsansatte. Arbejdsopgaver af både praktisk, kulturel og teknisk art.

Det er derfor en skændsel at holde fast i en dagpengereform, der presser hele det danske arbejdsmarked ned i en model, hvor kun fuldtidsarbejde fungerer.

En skændsel for de ledige og for virksomhederne – og dermed også for muligheden for vækst i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sådan får vi gang i væksten

Får en mindre selskabsskat virksomhederne til at ansætte flere? Næppe.
Det får blot virksomhederne til at øge deres overskud, eventuelt til glæde for aktionærerne, men ikke for de mange, der mangler et job.

En virksomhed øger som bekendt kun antallet af ansatte, hvis der er et incitament til at gøre det. Det er logik for burhøns, fristes man til at sige …

Men hvad kan incitamentet til det være? Ja, det kunne jo være et større overskud for virksomheden. Se nedenstående link:

http://www.youtube.com/watch?v=CKCvf8E7V1g

Konklusionen er, at rige menneskers forbrug ikke kan skabe job. Det er derimod middelklassens forbrug, som kan  det. For uanset hvem man er, så kan man kun købe så og så mange par jeans, spise så og så meget mad på restauranter. Og der er ikke nær rige nok til, at deres forbrug kan skabe flere jobs, hedder det i klippet.

Nej, man skal istedet have gang i middelklassen, så den forbruger. For så kommer der gang i produktionen til glæde for både overklasse, middelklasse og underklasse, lyder konklusionen, som følges op af en opfordring til at lade de rige betale investeringerne i produktionen.

De rige, der omtales i klippet, skal oversat til danske forhold forstås som både enkeltpersoner, virksomheder og organisationer med store pengebeholdninger.

Og der er noget om snakken. For skal vi have gang i Danmark og gang i væksten, skal pengene ud og cirkulere og ikke puges sammen hos nogle få.

Og dér, hvor pengene skal igang med at cirkulere, er ikke hos Danmarks meget lille overklasse, men hos den store middelklasse. Den middelklasse, der i øjeblikket er meget mådeholdne og bange for at blive arbejdsløse – og havne nede hos dem, der ikke har råd til en snus.

Ergo er det ikke skattelettelser i selskabsskatten, der er brug for. Det er heller ikke skattelettelser til dem, der i forvejen tjener mest.

Det, der behøves, er en ændring i vores opfattelse af, hvad der virker – og så en erkendelse, der fører til, at vi handler anderledes. At vi forlanger, at alle tager deres ansvar for samfundet på sig. Ikke kun de svageste, som der ellers skydes så ivrigt på i disse år.

Men også og måske især at de rigeste – hvad enten de er enkeltpersoner eller virksomheder eller organisationer – lever op til deres ansvar og investerer i de arbejdspladser der skal til for, at middelklassen kan få job og begynde at forbruge – til gavn og glæde for hele samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

For godt en uge siden fejrede vi Danmarks befrielsesdag – og idag er det mors dag. En kommerciel dag, hvor blomster og chokolade fylder mere end det burde.

Hvor historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende. Så her kommer historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler.

Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.

Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

I dag er det fem år år siden, at hun døde.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave det syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Et syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler sagde det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enesteående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv. Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Bliver Danmark mon tilfredse med de blå?

Den nuværende regering har haft et væld af taber-sager, og allermest har de tabt kampen om kommunikationen.

Det siges, at kommunikation ikke er det, som man siger – men det, som den anden får ud af det, som man siger. Altså hvilke billeder dannes der i modtagerens hoved ved afsenderens ord.

Og her har den nuværende regering været direkte dårlig til at lave de rigtige billeder for nu at sige det ligeud. At de negative billeder så også er blevet hjulpet på vej af visse medier, der er så blå, at de med rette kan kaldes Danmarks svar på Fox News, er kun med til at cementere billedet af en regering, der er i frit fald.

Men hvad vil der ske den dag, hvor de blå tager over igen? For som det ser ud nu, er det stensikkert, at Løkke kan sætte sig i Statsministeriet efter næste valg. Vil alle de mange, der stemmer på især Venstre, blive tilfredse?

Jeg tvivler ærligt talt – ihvertfald på den lange bane. For på den korte bane vil der være både (flere) skattelettelser og færre afgifter og dermed mere til eget forbrug og mindre til fællesskabet og dem, som ikke kan klare sig i det junglesamfund, som det danske kommer til at blive.

Men på den lange bane vil også den store middelklasse lide og have mindre til sig selv end hvis vi alle sammen delte med hinanden og var solidariske. For det er nu sådan her i verden: At gemmer man til sig selv og kun sig selv, så skal alt tages fra én. Men giver man, så skal man modtage.

Så nej, på den lange bane vil kun et fåtal blive tilfredse med de blå … og dét kan selv den bedste kommunikationsstrategi ikke lave om på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har lægerne glemt deres lægeløfte?

I dag skriver Politiken, at lægerne på Amager truer med at aflevere deres ydernummer og istedet tage over Øresund for at arbejde i Sverige. Ja, de er allerede i gang med at søge om tilladelse til at arbejde i Sverige:

http://politiken.dk/indland/ECE1964941/amagers-praktiserende-laeger-truer-regeringen-vi-tager-til-sverige/

Lægekonflikten spidser altså til.

Men en lægekonflikt er ikke som en lærerkonflikt, en pædagogkonflikt og hvad vi ellers har været vidne til i de senere år. Der er store etiske, moralske og lægelige forskelle.

For kendetegnede for de andre konflikter er, at de er ubehagelige og skaber uro og problemer, men de gør ikke varig skade på noget menneske.

Det vil en lægekonflikt ikke alene kunne gøre. Den vil også komme til at koste liv.

Jeg er helt på det rene med, at lægerne selvfølgelig skal have ordentlige arbejdsvilkår. Det siger sig selv. MEN at de er parate til at risikere deres patienters liv og levned i arbejdskampen er direkte i modstrid med det lægeløfte, som de har taget.

Selv er lægerne bevidste om situationens alvor. Formand for Amager Lægelaug Trine Jeppesen, der er praktiserende læge på Amagerbrogade, siger i artiklen fra Politiken: “Vi er godt klar over, at det kommer til at ramme vores patienter hårdt. De patienter, som går ofte til lægen, bliver hårdest ramt. Det er svage borgere uden mange penge. Det er syge, ældre og kronikere.”

Så de ved det altså godt, lægerne. Alligevel vælger de at fortsætte.

Danmarksbloggen spørger: HVORFOR???

For nok kan man tillade sig meget i en arbejdskamp, men at spille hasard med andre menneskers liv og helbred er og bliver altid forkert på både det etiske, det moralske og det lægelige plan.

For det er det, som vi taler om: At lægerne svigter deres lægeløfte med denne opførsel. De skal redde liv – og ikke sætte folks liv på spil. Men hvis lægerne gør alvor af deres trussel, ja, så kommer det til at koste menneskeliv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kristi Himmelfartsdag har altid betydet kamp

Tilbage i middelalderen spillede man kirkespil til Kristi Himmelfart.

De kirkespil er i dag forlængst glemte – og de kan formentlig aldrig genopføres. For såvidt vides findes der ingen gamle manuskripter eller tilsvarende. Desværre. For det må have været en stor oplevelse at overvære ét af de kirkespil.

Kirkespil, hvor man brugte et hul i kirkeloftet til at hejse en træstatue af Jesus op med, når han drog på Himmelfart. Kirkespil, hvor Det Gode, Jesus, symboliseret ved løven kæmpede mod Satan, Det Onde, der havde form af en drage. Og det var kampe, der ofte var særdeles fysiske og realistiske, selvom udfaldet var givet på forhånd.

http://www.kristendom.dk/artikel/284020:Kristi-himmelfart–Kristi-Himmelfart-blev-engang-fejret-med-skuespil

For selvfølgelig vandt løven over dragen …

Løven som symbolet på det gode og stærke har vi stadigvæk i de kristne lande, mest tydeligt måske på diverse rigsvåben. Ja, i England ligger løverne endda på Trafalgar Square i London og passer på nationen – som Holger Danske gør det i Danmark.

Den engelske, kristne litteraturhistoriker og forfatter C. S. Lewis er nok også den forfatter, der mest og bedst har brugt løven som symbolet på Jesus med den modige og gode løve Aslan, der er en gennemgående figur i de verdensberømte Narnia-bøger.

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Engelsksproget_litteratur/Engelsk_litteratur_efter_1945/Clive_Staples_Lewis

I Danmark læses Narnia-bøgerne også med stor fornøjelse, men ikke nødvendigvis Kristi Himmelfartsdag, hvor der ikke længere sker noget særligt i Danmark.

Dagen er nemlig i nutiden uden folkelige traditioner. Den har dog – ihvertfald indimellem – stadig løver på programmet.

For nok er de middelalderlige kirkespil forlængst glemt, men der kæmpes stadig Kristi Himmelfartsdag. Nu er det så blot på grønsværen, at det foregår.

En af årets største fodboldkampe, Pokalfinalen, spilles nemlig altid Kristi Himmelfartsdag. Så jo, man kan anføre, at der stadig kæmpes denne dag – men udfaldet af kampen er imodsætning til i middelalderen aldrig kendt på forhånd.

Der er heller ikke altid løver på banen længere. For nok er FCK, der kaldes løverne og har løven Leo som maskot, et af de bedste hold i Danmark i disse år, men derfor er det ikke altid dem, der spiller pokalfinale.

Men uanset hvad, så står dog tilbage, at kamp tilsyneladende altid har været en del af Kristi Himmelfarts-fejringen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De lyse nætter …

Så er de lige startet igen, de lyse nætter.

De lyse nætter – bare navnet. De lyse, sangbesugne og ivrigt portrætterede nætter, som poeter, digtere og malere aldrig bliver færdige med. Det gør den almindelige dansker næppe heller.

For der er noget helt specielt over det blå tusmørke, der aldrig bliver rigtig nat – men i stedet bliver dette koglende, magiske og drømmende lys, hvor man føler, at alt kan ske. Hvor ens længsler og drømme vækkes af deres dybe vintersøvn – og man føler sommerens saft og kraft strømme igennem både sind og krop.

Googler man ordene “den lyse nat” får man mere end 10 millioner hits. Et af dem er den astronomiske beskrivelse af fænomenet: http://www.dmi.dk/dmi/de_lyse_natter_begynder

I Rusland kaldes disse nætter for de hvide nætter – og det giver god mening, især hvis man er væk fra byen og ude i en birkeskov, som der er så mange af i for eksempel Sverige, hvor man også lever for og af de lyse sommernætter.

I Sveriges smukke hovedstad Stockholm giver de lyse nætter således byen et helt specielt blåt skær på grund af det allerstedsnærværende vand.

Ja, mere end det. For hver sommer forvandles Stockholm ved nattetide til en drømmeby af bølgende, blåt lys – ikke helt ulig den blå grotte ved Capri, hvis man står på en af broerne og kigger ud over vandet. Men også inde i gader og stræder, på torve og i parker lyser det blåt gennem hele den korte, stockholmske sommernat.

Svenskerne –  og danskerne med – behøver også disse magiske nætter for at overkomme dén kulde og dét mørke, der hersker på vores breddegrader i mange måneder hvert år.

Men vi klarer det – hver vinter. Og som belønning får vi disse sommernætter, hvor naturen, himlen og vi selv aldrig sover helt fast, men blot blunder, som der står i den måske mest berømte vise om den danske sommernat skrevet af Thøger Larsen i 1914 og sat i musik af Oluf Ring i 1922:

Danmark, nu blunder den lyse nat, bag ved din seng, når du sover …

http://www.danskesange.dk/showsong.asp?pageno=1&searchlevel=low&kategori=11&order=0&sstring=&ss1=&ss2=&ss3=&z=1&mykey=23

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

200-årige Kierkegaard skal læses

I dag er det 200 år siden, at en af de største danskere gennem tiderne kom til verden: Søren Aabye Kierkegaard, filosof, teolog og forfatter. Og det er selvsagt noget, som også Danmarksbloggen kipper med Dannebrog for:

Hip-hip-hurra for Kierkegaard på hans runde dag.

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Teologiske_og_filosofiske_begreber_hos_S%C3%B8ren_Kierkegaard/S%C3%B8ren_Aabye_Kierkegaard

For Søren Kierkegaard er en af de få, der kan betegnes som store danskere. Ja, set med internationale øjne er de kun to, der for alvor har slået deres navn fast som en del af den litterære-kulturelle verdensarv: Nemlig Søren Kierkegaard og H.C. Andersen.

Men hvor H.C. Andersen er direkte og lettilgængelig med sine eventyr, digte og romaner, opfattes Søren Kierkegaard som tungere og sværere at læse og forstå. Det er også derfor, at nok kender alle både Andersen og Kierkegaard, men hvor alle har fået læst eller selv har læst eventyr af H.C. Andersen, så er der kun få, der har læst Kierkegaard.

Men læs ham alligevel, skal opfordringen lyde herfra.

For nok er det svært, kringlet og omstændigt at læse Kierkegaard. Men alle besværlighederne hører med som en fin del af tilegnelsen af det store forfatterskabs ånd og kultur. For meningen med og for Kierkegaard er hverken at please eller være easy-going. Kierkegaard vil provokere, vække til eftertanke og bevidsthed, få os til at vælge – eller lade være. Enten-Eller. Det rent eksistentielle er hele tiden på spil.

Kierkegaard stillede krav til sig selv og sin samtid, og han stiller krav til læseren – også lang tid efter at bogen er lukket. Han er langtidsholdbar – også og måske især i en tid som vores. For ja, vi kan i dén grad bruge ham også i dag.

Som kulturjournalist Søren Kassebeer skriver det i nedenstående indlæg: “Kierkegaard handler om psykologi og om eksistens og om at tro og om at vælge eller ikke vælge, og det foregår altsammen i et sprog, der er så kompromisløst, at det kan føles som et overgreb, men som man alligevel – hvis man først er bidt af det – nærmer sig med skrækblandet fryd. Man kan godt spørge, som jeg spurgte i begyndelsen: Hvad kan vi bruge ham til? Men man må regne med at få mange svar. Svaret afhænger helt af »hiin Enkelte«. Det er meget kierkegaardsk.”

http://www.b.dk/kultur/kan-vi-bruge-kierkegaard-til-noget-i-dag

Så tillykke til Kierkegaard med den runde dag – og til alle dem, der går igang med det på alle måder store forfatterskab.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Tænd lys i vinduerne i aften

Det er mange år siden nu. Faktisk helt bestemt 68 år siden, at Danmark blev befriet. Det skete en lys majaften, som aldrig blev glemt af dem, der oplevede den. Unge som gamle, børn som voksne.

Alle, der levede den 4. maj 1945, huskede – og husker – for evigt dén aften, hvor Danmarks befrielse blev annonceret i radioen – og en jubel brød ud, som os, der er født efter den 4. maj 1945, kun kan forestille os, hvordan må have været.

For vi har aldrig prøvet at leve i et besat land. Aldrig prøvet hvad det vil sige, når det mørke, det sorte og det onde i mennesker får så meget magt, som det havde dengang.

Men måske kommer vi til det. For aldrig har vi været tættere på gentagelsen af mareridtet, end vi er det i disse år.

Og nej, det skyldes ikke de terrorister, der hader os og vores åbne, vestlige demokratier. Det skyldes heller ikke vores politikere, hvor meget levebrødspolitikere nogle af dem måske er, hvor meget de kan virke væk fra almindelige menensker og almindelige menneskers liv. Ejheller kan ansvaret placeres hos finanskrisen, der ellers har fået skylden for så meget.

Årsagen til at menneskeforagt og had igen truer med at lægge sin mørke skygge over Europa skal søges hos os selv og i den egoisme og udelukkelses-kultur, der i disse år vinder så stærkt frem på bekostning af forståelsen af, at vi alle er hinandens skyldnere.

Derfor skal vi i aften tænde lys og sætte i vinduerne. For at lyse os selv og vores eget sind op, så vi igen kan se vore medmennesker, se at vi har en pligt til at rumme og hjælpe hinanden – uanset hvem vi er og hvad vi kan. Se at vores samfund afhænger af, hvad vi hver især gør for ikke os selv, men for alle de andre.

For aldrig mere en 9. april. Og aldrig mere en 4. maj. For nok var der jubel dén lyse majaften i 1945, men der var også sorg. For der var så mange døde, også i Danmark. Så heller aldrig mere en dansk regent, der må sige som Christian d. 10 måtte det ved Rigsdagens åbning med Grundtvigs ord: Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.

Så tænd lys, tænd lys – og sæt dem i vinduerne i aften, både de fysiske og de digitale vinduer, så de kan lyse på gader og stræder og måske ind i et menneskes sind. Danmarksbloggen prøver på det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk