De lyse nætter …

Så er de lige startet igen, de lyse nætter.

De lyse nætter – bare navnet. De lyse, sangbesugne og ivrigt portrætterede nætter, som poeter, digtere og malere aldrig bliver færdige med. Det gør den almindelige dansker næppe heller.

For der er noget helt specielt over det blå tusmørke, der aldrig bliver rigtig nat – men i stedet bliver dette koglende, magiske og drømmende lys, hvor man føler, at alt kan ske. Hvor ens længsler og drømme vækkes af deres dybe vintersøvn – og man føler sommerens saft og kraft strømme igennem både sind og krop.

Googler man ordene “den lyse nat” får man mere end 10 millioner hits. Et af dem er den astronomiske beskrivelse af fænomenet: http://www.dmi.dk/dmi/de_lyse_natter_begynder

I Rusland kaldes disse nætter for de hvide nætter – og det giver god mening, især hvis man er væk fra byen og ude i en birkeskov, som der er så mange af i for eksempel Sverige, hvor man også lever for og af de lyse sommernætter.

I Sveriges smukke hovedstad Stockholm giver de lyse nætter således byen et helt specielt blåt skær på grund af det allerstedsnærværende vand.

Ja, mere end det. For hver sommer forvandles Stockholm ved nattetide til en drømmeby af bølgende, blåt lys – ikke helt ulig den blå grotte ved Capri, hvis man står på en af broerne og kigger ud over vandet. Men også inde i gader og stræder, på torve og i parker lyser det blåt gennem hele den korte, stockholmske sommernat.

Svenskerne –  og danskerne med – behøver også disse magiske nætter for at overkomme dén kulde og dét mørke, der hersker på vores breddegrader i mange måneder hvert år.

Men vi klarer det – hver vinter. Og som belønning får vi disse sommernætter, hvor naturen, himlen og vi selv aldrig sover helt fast, men blot blunder, som der står i den måske mest berømte vise om den danske sommernat skrevet af Thøger Larsen i 1914 og sat i musik af Oluf Ring i 1922:

Danmark, nu blunder den lyse nat, bag ved din seng, når du sover …

http://www.danskesange.dk/showsong.asp?pageno=1&searchlevel=low&kategori=11&order=0&sstring=&ss1=&ss2=&ss3=&z=1&mykey=23

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1 thought on “De lyse nætter …

  1. Du er jo nærmest poetisk i dag, Dorte. Men jeg kan nu også lide de lyse nætter, så du er tilgivet 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *