Kategoriarkiv: Danmark i udlandet

FN-by indvies i Danmark: Familien skal samles

Udgivet den af
2

FN-byen på Marmormolen i Københavns Nordhavn indvies i dag af Dronningen, statsministeren, flere andre ministre og en højtstående repræsentant fra FN. Det forlyder, at der måske endda er tale om selveste generalsekretær Ban Ki-Moon.

Men uanset hvem der klipper snoren over til den spetakulære bygning, så de cirka 1200 ansatte nu også officielt arbejder i den nye FN-by, så er det godt og rigtigt, at samtlige otte FN-organisationer, der er repræsenteret i København, kommer til at lægge det samme sted.

Dét sender nemlig et positivt signal om, at Danmark støtter op om FN, både som organisation og som idé. Og det med ideen er det vigtigste.

For det er som idé, at FN er intet mindre end genial.

FN er nemlig vores eneste håb, når den globale familie igen skal finde sammen. Dén familie, der engang for mange årtusinder siden startede på en slette i Østfrika, da vi rejste os op på to ben og begyndte at bruge vores hjerne og redskaber på en måde, der gjorde os til klodens mest succesrige art.

Samtidig med at vi som en konsekvens heraf blev så mangfoldige, måtte vi også rejse ud til alle egne af kloden. Og det gjorde vi. Og vi udviklede os i alle mulige forskellige retninger. Udseende, sprog og kultur blev såre mangfoldige. Dét er en meget smuk historie.

At vi så i mange årtusinder – og allermest i de seneste, såkaldt civiliserede årtusinder – har bekæmpet og bekriget hinanden, så blodet har flydt i store strømme, er en anden – og ret grum – historie.

Men nu er der håb. I disse år sker der nemlig noget. For NU samles vi igen som den store familie, vi trods alt er og altid har været. I øjeblikket spiller især de unge verden over de samme spil, hører den samme musik, er på de samme sociale medier, deltager i de samme demonstrationer og meget andet.

Det er SÅ spændende, og det går SÅ stærkt. Og FN er den organisation, der startede det hele – og som stadig laver rammerne.

Vi er ikke i mål endnu – heller ikke når snoren klippes over på Marmormolen idag. Men vi er et skridt videre på vejen – og dét er såre godt.

Så velkommen hjem til os alle sammen, og især derude på Marmormolen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvor er Occupy Denmark?

Udgivet den af
5

Over hele verden demonstreres der imod de åbenlyse uretfærdigheder, som er avlet af de politiske og økonomiske systemer, der gavner de få og udnytter de mange. Det hele startede i september 2011 i New York under navnet “Occupy Wall Street” og sloganet “We´re the 99%”, men har nu spredt sig til hele verden.

Sidst vi så et folk, der ville noget andet end dets magthavere, var på Taksim-pladsen i Tyrkiet samt på gader og stræder i Brasilien. Men uanset geografien, så er billedet det samme: En broget mængde af almindelige borgere i alle aldre og fra alle sociale lag, som står sammen og ønsker, at deres land tager sig af dets borgere på en ansvarlig og menneskeværdig facon.

For overalt i verden vil vi det samme: Et liv i tryghed og sikkerhed – og med brød og arbejde til alle.

Verden er med andre ord for alvor ved at blive lille – og menneskeheden ved at blive éen stor samlet familie. Og dét er godt!!

Men hvor er Occupy Denmark? Den danske del af denne verdensomspændende protest-familie, der samler alle generationer, alle religioner, alle sociale lag.

For nok er Danmark på mange måder et smørhul sammenlignet med så mange andre lande, men uligheden og den deraf følgende dæmonisering og uro er stigende i det danske samfund. Og vi har også fattigdom og menneskelig lidelse forårsaget af en fordelingspolitik, der ikke er fair, men som tilgodeser de stærke på bekostning af de svage. Så også i Danmark har vi brug for et Occupy.

Og det findes skam også, som man kan se det på Facebook: https://www.facebook.com/OccupyWallSt#!/OccupyDenmark?fref=ts

Pt. fungerer Occupy Denmark dog mest som en informationsside. Så herfra Danmarksbloggen skal der lyde en opfordring til alle danske om at komme på gaderne og occupy. For vi er de 99%, og vi skal ikke acceptere, at så mange har det så svært i et så rigt land som Danmark.

For fattigdom er ikke en naturlov. Det er en samfundstilstand, som er skabt politisk, og som kan fjernes politisk.

Som ex-marine-soldaten Fetzer fra Tennesesse i USA, der har været med i Occupy-bevægelsen siden starten, sagde det, da han blev interviewet:

Folk er ikke fattige, fordi de er dovne og ikke gider arbejde.
Folk er fattige, fordi de lider under forhold, som de ikke selv er herre over.

Forhold, som vi ikke selv er herre over, bestemmer altså vores liv. Sådan er det også i Danmark. Vi lever i et såkaldt frit land, men vi er ikke selv herre over, om vi kan få arbejde eller ej. Så rigtig frie er vi ikke – og slet ikke, sålænge de få har så meget og de 99% så lidt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danske pølser hitter altid i Sverige

Udgivet den af
1

Danske pølser hitter som bekendt altid i Sverige … nu også blot i skriftlig form og helt uden smag.

I en tid, hvor vi debatterer skolereform og lægekonflikten truer, har følgende nyhed nået et af slagsskibene i Sveriges kulørte presse, nemlig Expressen:

http://www.expressen.se/kvp/ska-sla-rekord–sa-manga-korvar-kravs/

Historien handler kort og godt om, at Benny Steffensen fra Fårvang i Midtjylland har tænkt sig at spise 30 hotdogs næste lørdag d. 15. juni, hvor der er DM i hotdogsspisning ved Steffs Place i Silkeborg.

Lykkes det midtjyden at fortære de 30 hotdogs, vil han slå sin rekord fra sidste år. Den lød på 24 hotdogs, som gled ned i løbet af dén halve time, som deltagerne har til deres rådighed.

Men sidste år fik Benny Steffensen næseblod, så han kun kunne spise i 25 ud af de 30 minutter. Hans chancer for i år at nå de magiske 30 hotdogs på den halve times pølsespisning vurderes derfor som værende gode.

Størst konkurrence forventes Benny Steffensen at få fra Ruben Mikkelsen fra Storvorde i Nordjylland. Begge spiste 17 hotdogs i kvalifikationen.

Vinderen får i øvrigt en rejse til USA, mens overskuddet går til kræftramte børn.

Det forventes, at der kommer mange tilskuere for at se Benny, Ruben og de andre kæmpe om pølserne, inden de måske selv skal smage en lille pølse eller to.

For pølsevognen er et stykke dansk kulturhistorie, der binder det danske samfund sammen. Det har Danmarksbloggen også allerede skrevet om – se indlægget her:

http://danmarksbloggen.dk/?p=378

Danmarksbloggen lover derfor at komme med en opdate på DM i hotdogsspisning – både hvem der vandt og især hvor mange varme hunde med det hele, der røg indenbords.

Mon ikke også vore svenske venner ivrigt følger med? De skal i hvertfald være så hjerteligt velkomne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundlovsdag – Danmarks nationaldag eller?

Udgivet den af
3

I Sverige har de Alla Flaggans Dag, som er i morgen d. 6. juni.
Og i Norge – og udenfor Norge – har de 17. maj som nationaldag.

Danmark har Grundlovsdag, i dag d. 5. juni. En nationaldag, som ikke rigtig er en nationaldag. Googler man på Grundlovsdag, finder man også hurtigt ud af, at det emne, som interesserer danskerne mest på Grundlovsdag, hverken er demokratiets fødsel, politik, de store nationale følelser eller tilsvarende – men noget så enkelt som om hvorvidt vi har fri eller ej – og om butikkerne har åbent eller lukket.

Det der med at rende rundt med flag i gaderne iklædt nationaldragter, som nordmændene gør det – både i Norge, men i så sandhed også udenfor Norge, appellerer tilsyneladende ligeså lidt som at møde op i samlet flok for at hylde flaget, nationen og kongefamilien som svenskerne gør det på Skansen i Stockholm.

Nej, at sidde hjemme i sin sofa og se en fodboldkamp for eksempel. Dét ved man, hvad er. For tolker man nationaldag og nationalfølelser derhen, så er der nemlig én Grundlovsdag, som danskerne husker. Dengang i 1985 hvor vi slog russerne 4-2 i Parken i det, som DBU har kaldt århundredets fodboldkamp, dengang vi begyndte at tro på, at vi kunne noget fodboldsmæssigt.

Og det kunne vi jo også. Syv år senere blev vi Europamestre. Det har Sverige og Norge aldrig været. At Sveriges fodboldherrer så har vundet sølv ved VM – og guld til OL, taler vi ikke om. Det ligger jo helt tilbage til henholdsvis 1956 og 1948. Og deres ialt fire bronzemedaljer nævner vi slet ikke! Så er det meget nemmere at tale om Norge, som i fodboldsammenhænge aldrig har vundet andet end en bronze-medalje ved OL i 1936.

Så tilbage står, at Danmark er det eneste land i Norden, der er blevet Europamestre, og dét startede altsammen på Grundlovsdag syv år forinden med århundredets kamp mod russerne. Dén kan svenskere og nordmænd ikke matche.

Så det er måske bare derfor, at de stadig bruger folkedragter og flag – mens vi bliver hjemme og nyder det gode sommervejr, når der ikke er en fodboldkamp på programmet.

Vi er røde, vi er hvide … God Grundlovsdag ….

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dødsannonce: Det Danske Demokrati

Udgivet den af
1

Det er med stor sorg, at Danmarksbloggen må meddele et dødsfald.

Det Danske Demokrati er lige afgået ved døden her først på eftermiddagen d. 4. juni 2013, på dagen før sin 164 års fødselsdag.

Indtil det sidste prøvede flere gode kræfter at kæmpe imod, blandt andet Mørklægningsministeret og mere end 85.000 danskere, som med deres underskrift har vist, hvor de står. Men det var altsammen forgæves. Et flertal blandt de 179, som kunne have forhindret dødsfaldet, ønskede det anderledes.

Det Danske Demokrati kom til verden en juni-aften i 1849, hvor en delegation gik til den daværende enevældige kong Frederik d. 7. for at forlange demokratiets indførelse. Men den folkekære konge, der havde det bedre blandt såkaldt almindelige mennesker end blandt hof- og embedsfolk, havde allerede afskediget det gamle ministerium og dermed banet vejen for det folkestyre, som vi altså ikke har iblandt os længere.

Det Danske Demokrati skulle som alle andre igennem en opvækst med både godt og skidt – og dage, som altid vil huskes. Mest markant var parlamentarismens indførelse i 1901, og da kvinderne fik stemmeret i 1915.

Så kom Det Danske Demokrati´s store krise i 1920, da den daværende kong Christian d. 10. afskedigede Zahle-ministeriet. Dét udløste påskekrisen, som var tæt på at koste ikke demokratiets liv, men det danske monarki´s liv.

Begge klarede dog skærene, og efter nogle hårde år under besættelsen fik Det Danske Demokrati i 1956 endnu en Grundlovs-løftning, således at også kvinder kunne arve den danske trone. Det gjorde Margrethe d. 2 så i 1972.

Men så begyndte det at gå galt. Det Danske Demokrati var blevet slidt og gammelt, og dets yngre, men ikke nær så demokratiske slægtning EU begyndte at tiltage sig mere og mere magt.

Dog holdt Det Danske Demokrati stadig godt fast i tøjlerne i en del år. Men det hele brast for lidt siden, da Offentlighedsloven/Mørklægningsloven blev stemt igennem i Folketingssalen.

En epoke er dermed slut. Det Danske Demokrati er ikke mere. Det er gået ud af tiden. Ære være dets minde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor var vi egentligt i Irak og Afghanistan?

Udgivet den af
2

Danmark har i mere end et årti været i krig. Først i Irak og nu i Afghanistan. En krig mod terror, som det hedder.

Men har det virket?

Ja, vi har ikke haft terror i Danmark, selvom det tilsyneladende har været forsøgt.
Men er det på grund af styrkerne i Irak og Afghanistan, at det er blevet forhindret?
Er det ikke snarere på grund af godt efterretningsarbejde, at vi har undgået terrorbomber og lignende i Danmark?!

Så hvad godt har det egentligt gjort, at vi har haft så mange mænd og kvinder afsted i krige i lande, hvor vi ikke kom, fordi de kaldte på os, men fordi vi selv ville – af egoistiske grunde.

Hvad godt har det gjort, at så alt for mange af dem, der rejste ud, er kommet hjem i en kiste med Dannebrog på?

Svarene på de spørgsmål, kære læser, blæser i vinden, som der synges om det i den gamle antikrigs-sang “Where have all the flowers gone?”.

Eller som i Kim Larsens meget nyere “Bare for at gøre en forskel”.

http://www.youtube.com/watch?v=7SYEhDvIIUQ

For den eneste rigtige forskel, som et helt årtis hundedyre krig har betydet i Danmark, er den afgrundsdybe sorg og det uerstattelige savn, som opleves dagligt af de alt for mange danskere, der har mistet en elsket mand, kone, far, mor, søn, datter, bror eller søster!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan Danmark blive et totalitært samfund?

Udgivet den af
2

Kan I huske Franz Kafka´s bog “Processen” om bankmanden Josef K., der en morgen får at vide af to fremmede mænd, at han er arresteret, og at der er indledt en proces mod ham.

Det mærkelige er, at bankmanden Josef K. forbliver på fri fod, mens han indkaldes til parodiske retsmøder, at han aldrig lærer anklagen mod ham at kende, men at han alligevel accepterer sin “proces” og viljeløst underkaster sig den dødsdom, som det ender med.

Bogen, der er skrevet for små 100 år siden, har lige siden dens udgivelse stået som et af de bedste skræk-eksempler på, hvad der sker med retssikerheden og individets tro på sig selv og egne muligheder i et totalitært samfund.

Nå, men det er jo bare fiktion – og det sker ihvertfald ikke i Danmark, vil mange nok indvende. Danmark er jo et frit land, hvor vi både har rettigheder og muligheder – og retssikkerhed.

Og ja, det har vi – haft. For med den nye offentlighedslov, samkøringen af diverse registre og senest politiets brug af hemmelige advokater bliver det relevant at stille spørgsmålet alligevel.

Har vi egentlig retssikkerhed i Danmark? Eller kan Danmark blive et totalitært samfund?

Under COP15 i 2009 foretog politiet flere ulovlige handlinger, endda med støtte fra den daværende regering, og siden er glidebanen fortsat – og det i en grad så ikke kun flere af vores nabolande, men også OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) kritiserer den nye offentlighedslov for at være for lukket og hindre relevant information i at nå ud i samfundet.

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2013/05/23/154016.htm

Og det er jo en kendt sag, at man kun kan handle på det, som man ved. Så kender danskerne ikke til, hvad der sker i det danske samfund, ja, så kan vi ikke handle, og så kan politikere, embedsstanden og de store spillere i øvrigt skalte og valte med Danmark og danskerne, som de ønsker. Altså: Keine Hexerei, nur Behendigkeit.

Det er lidt den kogte frøs princip, hvor man ikke starter med at præsentere danskerne for hele pakken om det totalitære samfund på een gang. For så skulle vi nok opdage, hvad der skete og protestere og brokke os.

Men skrues der i stedet lidt op for varmen hele tiden, slækkes dér bare en anelse på retsikkerheden her og der – samtidig med at der skubbes til folks frygt, så vi accepterer endnu mere overvågning og kontrol, ja så ender vi til sidst i det kogende vand sammen med ingredienser som rettigheder og muligheder.

Og så er retten serveret: Et dansk samfund, der er minder altfor meget om det, som Kafka skrev om for snart 100 år siden. For ja, Danmark kan sagtens ende som et totalitært samfund.

Dét skal vi ikke acceptere. Der skal råbes, demonstreres og skrives imod det. For det kan nytte at gøre noget. Danmarksbloggen vil ihvertfald gøre sit.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Verdens korteste intimkoncert i Tivoli

Udgivet den af
1

Danmarks sejrende MGP-datter Emmelie kom hjem i går og blev hyldet i et regnvådt, grønt og helt menneskefuldt Tivoli.

Smilende og glad kom hun først gående gennem Den Gamle Have, inden hun kom ind på scenen på Plænen med trofæet i hånden, og jublen bragede løs fra de mange tusind mennesker og deres svingende Dannebrogsflag.

TV sendte live fra begivenheden, og Emmelie sang først nationalsangen og derpå hendes vindersang. Alle jublede og var glade. Der var de obligatoriske lykønskninger, interviews og taksigelser, og så det hele slut – ihvertfald for dem, der så det på tv.

Men for os, som var i Tivoli, startede det hele på én måde først der. For da tv-folkene var væk, stak Emmelie og de andre hovederne sammen ét kort øjeblik, og så gav de vindersangen én gang til. For fuld skrue og med en ganske særlig glød.

For det blev den ægte fejring, den rigtige fejring. Den fejring, der ikke var en del af en iscensat tv-udsendelse. Men i stedet var en få minutter kort intimkoncert fremført af nogle jublende lykkelige mennesker overfor en ligeså jublende folkemængde, der for længst har taget den unge pige og de andre til deres hjerter.

Verdens korteste intimkoncert – og et passende punktum for en pinse i MGP´s tegn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Den årlige vandbakkelse: Melodunte Grand Prix´et

Udgivet den af
3

Hånden på hjertet: Hvor mange internationale Melodi Grand Prix-vindere kan du synge eller nynne? De fleste af os kan vist ikke ret mange.

Måske en eller to af Johnny Logans vindere fra 80´erne? “Diggi-loo-diggi-ley” som de tre svenske Herreys-brødre med guldstøvlerne sang? Formentlig også brødrene Olsens vindersang fra år 2000 “Fly on the wings of Love”.

Og så selvfølgelig ABBA´s suveræne vindersang “Waterloo” fra 1974, der er af et format, som hæver både den og den legendariske gruppe langt over, hvad man kan forvente af det ellers meget sete Melodi Grand Prix.

Melodi Grand Prix, MGP eller Melodunte Grand Prix – kært barn har mange navne. Men uanset hvem der vinder i Malmø i morgen aften, så kan man være sikker på, at vedkommende med nærmest 100 procents sikkerhed er rimeligt glemt i løbet af meget kort tid.

For Melodi Grand Prixet har kun interesse i de få dage, som der sendes semifinaler og finale i tv.

Melodi Grand Prixet er den årlige tv-musik-vandbakkelse med farvestrålende glasur og sukker. Ingen næring er der i dén kage, men til gengæld masser af tom luft.

Men vi guffer alligevel musik-vandbakkelsen i os hvert år og nyder showet, mens det varer – og sidder så tilbage med en “nå-var-det-bare-det-følelse”, inden Melodi Grand Prix´et med al dets væsen af hurtige og aldeles forgængelige melodier og sangere går i glemsel indtil næste år.

Og måske er det, som det skal være. Ikke alle traditioner behøver dybde og substans for at have deres berettigelse. Af og til kan en vandbakkelse være på sin plads.

For der er unægteligt langt mellem ABBA´erne … som i øvrigt havde det senere megahit “Hasta Manana” som reserve-sang til Melodi Grand Prix´et i 1974.

En sang af dét format som reserve-sangen, som andet-valget. Dét alene siger alt om, at ABBA – både i Grand Prix-sammenhæng og i øvrigt – var en gruppe af et ganske særligt format, som sjældent eller måske endda aldrig er set, hverken før eller siden.

Og nok kunne man ønske, at ABBA gik på scenen i Malmö i morgen aften – eller enhver anden aften. Men det kommer ikke til at ske. Det har de sagt i en uendelighed. Deres sidste live-optræden var på britisk morgen-tv i 1982, hvor de meget passende sang “Thank you for the music”.

Og så er de to B´er alligevel med i årets Melodi Grand Prix. Björn Ulveaus og Benny Andersson har nemlig skrevet en sang, et anthem, der skal synges af alle deltagerne ved åbningen.

Jeg har ikke hørt sangen, men jeg vil vædde nærmest hvad som helst på, at Björn og Bennys sang er mange-mange niveuaer bedre end de sange, der deltager i årets konkurrence.

Så i år kommer der alligevel – helt utraditionelt – til at være næring i Melodi Grand Prix´et.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

200-årige Kierkegaard skal læses

Udgivet den af
2

I dag er det 200 år siden, at en af de største danskere gennem tiderne kom til verden: Søren Aabye Kierkegaard, filosof, teolog og forfatter. Og det er selvsagt noget, som også Danmarksbloggen kipper med Dannebrog for:

Hip-hip-hurra for Kierkegaard på hans runde dag.

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Teologiske_og_filosofiske_begreber_hos_S%C3%B8ren_Kierkegaard/S%C3%B8ren_Aabye_Kierkegaard

For Søren Kierkegaard er en af de få, der kan betegnes som store danskere. Ja, set med internationale øjne er de kun to, der for alvor har slået deres navn fast som en del af den litterære-kulturelle verdensarv: Nemlig Søren Kierkegaard og H.C. Andersen.

Men hvor H.C. Andersen er direkte og lettilgængelig med sine eventyr, digte og romaner, opfattes Søren Kierkegaard som tungere og sværere at læse og forstå. Det er også derfor, at nok kender alle både Andersen og Kierkegaard, men hvor alle har fået læst eller selv har læst eventyr af H.C. Andersen, så er der kun få, der har læst Kierkegaard.

Men læs ham alligevel, skal opfordringen lyde herfra.

For nok er det svært, kringlet og omstændigt at læse Kierkegaard. Men alle besværlighederne hører med som en fin del af tilegnelsen af det store forfatterskabs ånd og kultur. For meningen med og for Kierkegaard er hverken at please eller være easy-going. Kierkegaard vil provokere, vække til eftertanke og bevidsthed, få os til at vælge – eller lade være. Enten-Eller. Det rent eksistentielle er hele tiden på spil.

Kierkegaard stillede krav til sig selv og sin samtid, og han stiller krav til læseren – også lang tid efter at bogen er lukket. Han er langtidsholdbar – også og måske især i en tid som vores. For ja, vi kan i dén grad bruge ham også i dag.

Som kulturjournalist Søren Kassebeer skriver det i nedenstående indlæg: “Kierkegaard handler om psykologi og om eksistens og om at tro og om at vælge eller ikke vælge, og det foregår altsammen i et sprog, der er så kompromisløst, at det kan føles som et overgreb, men som man alligevel – hvis man først er bidt af det – nærmer sig med skrækblandet fryd. Man kan godt spørge, som jeg spurgte i begyndelsen: Hvad kan vi bruge ham til? Men man må regne med at få mange svar. Svaret afhænger helt af »hiin Enkelte«. Det er meget kierkegaardsk.”

http://www.b.dk/kultur/kan-vi-bruge-kierkegaard-til-noget-i-dag

Så tillykke til Kierkegaard med den runde dag – og til alle dem, der går igang med det på alle måder store forfatterskab.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk