Jeg har lige sat en mor og et barn på gaden

Jeg har lige sat et barn, på alder med min den ældste, på gaden med sin mor. Da vi kom, drønede de begge to rundt i lejligheden og forsøgte at pakke, hvad de kunne, inden fogeden skiftede låsen, og tingene var væk, mens tårerne trillede ned af kinderne på dem.

Jeg stod midt i det hele og havde lyst til at råbe og skrige. Af moderen, af fogeden, af politiet, af kommunen. For ingen børn fortjener at opleve det.
At skulle forlade sit barndomshjem i al hast, og aldrig komme tilbage.
At skulle vælge imellem sine ting, og sige farvel til resten.
At skulle se politiet og fogeden smide en og ens mor ud.

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad det må gøre ved sådan et sådan lille væsen. Følelsen af usikkerhed, utryghed, skam, sorg og vrede må være så ødelæggende, og sætte spor langt ind i barnets liv. Jeg har jernskjorten på i de situationer, ellers kunne jeg ikke passe mit arbejde, men når billedet af min pige eller dreng i det barns sted, popper op i mit hoved, kan jeg godt mærke tårerne presse sig på, så jeg er nødt til at spænde kæben alt, hvad jeg kan for at sørge for, at de bliver derinde.

Den lille familie er afsted nu, og forhåbentlig får de fundet en god løsning. Trods fejl og mangler i systemet så har vi dog et sikkerhedsnet, der gør, at de får tag over hovedet, mad i maven og nogle at tale med. Ihvertfald når vi kommunalt ansatte gør vores job ordentligt.

Men det burde bare ikke være nødvendigt. For hvis systemet var indrettet, som det burde være, så havde vi hjulpet den familie med at blive i lejligheden. For muligheden lå lige for, men vores regler gjorde, at vi sagde nej.
Nej til at hjælpe dem.
Nej til at de kunne blive der, hvor barnet er vokset op.
Nej til at sørge for at de ikke skal igennem det her.

Og det er ikke kun følelsesmæssigt eller psykologisk, om man vil, at det er en irrationel beslutning.
Rent økonomisk skriger det til himlen. For familien skal nu bo det næste stykke tid på et krisecenter, og det helt absurde her er, at på mandag har det kostet Københavns kommune det samme, som det ville have kostet at betale restancen.

Som en af mine borgere siger, “at være medarbejder i kommunen må føles som at være med i en Fellini film”. Og på dage som idag er det så sandt, som det er sagt.

Skrevet af: Sakse Ravnskov Andersen

Anbefaling: Fra skærme og til 3D og indre billeder

Der verserer i øjeblikket et opslag på Facebook, hvor man nominerer hinanden til i 10 dage at dele et billede af en bog, som man kan lide – og vel at mærke at gøre det uden begrundelser og “hvorfor’er” – samt at invitere en ven til at gøre det samme.

Undertegnede har også været med – og udvælgelsesprocessen var en spændende erkendelsesrejse.

Jeg fandt ud af, hvor forankret jeg åbenbart er i den klassiske danske litteratur som fx Holberg, men også at jeg holder meget af svensk litteratur – og af både digte og sange. Det vidste jeg selvfølgelig godt i forvejen, men det giver noget særligt at få det demonstreret, når man skal vælge 10 bøger – og hverken mere eller mindre.

Det var også interessant, at jeg – som i min ungdom elskede den romantiske periode – fravalgte Adam Oehlenschlägers sukkersøde ”Sankt Hansaftenspil” til fordel for Gustav Wieds mere bittersøde ”Livsens ondskab”. Fra kærlighedens ret fantasifulde genius ude i den grønne skov til tolder Knagsteds livskloge og accepterende citat ”Det er hvad det er”, som han siger overalt i byen – og måske især på kirkegården.

Det kan vist kaldes udvikling, også selvom jeg (endnu) ikke samler på kommaer som den gode tolder.

For der sker åbenbart noget, når man søger den viden og de oplevelser, som findes  i bøgernes verden og i virkelighedens verden.

Og alt det kræver er at bevæge sig længere væk end man gør med et klik med musen eller et swipe på mobilen. Og det bedste er, at rykket fra skærm til 3D-virkelighed eller indre billeder kan gøres ganske gratis.

Så: Gå en tur i naturen eller i byen – og bevæg dig hen på dit lokale bibliotek her i den kommende efterårsferie. Der ligger store oplevelser og venter. God ferie.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Den umoralske politiker

Politikernes moral – eller mangel på samme – er et emne, som ofte er oppe og vende i den offentlige debat – og også mere nu end dengang, hvor politikeres privatliv ikke blev plastret ud på avisernes forsider. Men det er nye tider, og i dag vil vælgerne – og medierne – se en sammenhæng mellem politikernes udmeldinger og adfærd, også i privatsfæren.

Derfor er det helt naturligt, at Det Etiske Råds tidligere formand Jacob Birkler, der er uddannet filosof, tager emnet op i sin nye bog ”Den umoralske politiker”, hvor der gøres rede for forskellen mellem etik og moral – og hvor diverse begreber som fx dobbeltmoral og samvittighed sættes i relief til både fortid og nutid. Samt i forhold til Christiansborg og til det væld af eksempler på politikere og deres handlinger gennem de seneste årtier, som der diskes op med på bogens 140 sider.

For kan man kæmpe for folkeskolen samtidig med at man sætter sine egne børn i privatskolen? Kan man tillade sig at opfordre danskerne til at blive bedre til at affaldssortere, når man selv ikke gør det? Og så videre. En politikers troværdighed i dag starter og slutter ikke på Christiansborg, men er i spil 24 timer i døgnet – 365 dage om året.

Jacob Birkler viser med sine mange – og rammende – eksempler, at han kan sin politiske historie. Og bare for en ordens skyld: Begge sider af Folketinget har talrige eksempler på situationer, hvor der er blevet løjet, fortiet og fordrejet enten for at vinde noget eller for at undgå noget.

Skulle man ikke vide det i forvejen, så ved man det, når man har læst bogen, der både er letlæst og substantiel.

Efter ”Den umoralske politiker” sidder man tilbage med en følelse af, at den moralske habitus ikke er afhængig af politisk farve, men mere af tidsånden og af den personlige karaktér hos de forskellige politikere.

En karakter, som sjældent er båret af ydmyghed, høflighed og redelighed – eller rettere: Det kan den være, men så bliver vedkommende sjældent i politik ret længe, som tilsyneladende kun er en metier for de hårdføre i vores dage, hvilket er skadeligt for demokratiet. For robuste og viljestærke mennesker har ikke altid sans for empati og den beskyttelse af de svage, som efter Danmarksbloggens mening er enhver regerings vigtigste opgave.

Så nej, moral og for den sags skyld også etik kan åbenbart ikke bruges som pejlemærke, når der skal stemmes senest til sommer. Der må noget andet til.

Hvad dette andet kunne være, giver Jacob Birkler selv et bud på i bogens slutning – efter en glimrende gennemgang af de underlødige kneb, som det kan anbefales ALLE at læse om, inden man ser en debat eller åbner en avis.

Men altså Jacob Birkler foreslår monteringen af etisk sanitet på Christiansborg – måske lidt i stil med kontoret for regeringsetik i USA (sidebemærkning fra undertegnede: Gad vide om Trump har sendt dét kontor på permanent ferie?). Men altså, det er et kontor, som undersøger politikeres potentielle interessekonflikter, donationer, gaver, lobbyisme, finansielle transaktioner og meget mere.

Det lyder som en god ide, men desværre arbejder virkeligheden imod denne etiske komite, da Venstre-politikeren Eva Kjer sidste uge forslog nedlæggelsen af Etisk Råd. I så fald det sker, så er der fri leg for politikerne i den arena, hvor de bruger moralen til at angribe andre eller beskytte sig selv.

For en af bogens store pointer er, at moral ikke længere kun anvendes som en rettesnor for politikernes egen opførsel, men at moralen også bruges som et middel til at fremhæve sig selv eller dunke modstanderne i hovedet med. Moralen som redskab er altså både en forhammer og et middel til at pudse sin glorie af. Det handler heller ikke længere så meget om, hvordan noget er – men om hvordan det virker.

Det er en påstand, som det er svært at være uenig i, hvis man bare følger en smule med i dansk og for den sags skyld også international politik.

Spørgsmålet er også, hvad en sådan ”moral-som-metode-praksis” vil betyde på langt sigt for politikernes troværdighed og demokratiet?

Svaret er ikke enkelt, og resultatet er – trods tidens mange dommedagsrøster – heller ikke givet. Danmarksbloggen kunne derfor godt have tænkt sig et oprids og en diskussion af de forskellige scenarier.

Jacob Birkler havde uden tvivl kunnet løfte den opgave også.

Danmarksbloggen giver derfor fire store stjerner ud af seks mulige for ”Den umoralske politiker”. Bogen er udkommet hos Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkets hyldest til Kim Larsen

Kan De huske scenen fra Harry Potter, hvor alle Hogwarts troldmænd og troldkvinder løfter deres tryllestave for at ære den afdøde rektor Dumbledore?

Sådan var det at være på Nytorv i aftes og stå med sin mobil højt hævet i vejret til tonerne af ”Pianomand” og ”Om lidt bli´r der stille” – sunget af spillemanden selv, hr. Kim Larsen.

Eller rettere: Det var bedre end Hogwarts, for det her var øl-drikkende, cigaret-rygende og tåre-vædende virkelighed i flere sanseløse sekunder.

Det var så indimellem svært at synge med, når klumpen i halsen blev for stor. Men så kiggede jeg blot op på stjernerne, der lyste – og så kunne jeg lidt igen.

Forud var gået optoget – eller som jeg vil kalde det hyldestmarchen fra Sofiegården på Christianshavn over Langebro, der blev indtaget med et brøl – og så gennem Indre By´s gader til Gammel Torv og Nytorv, hvor vi havde hørt både nye og gamle kunstnere synge Kim Larsen.

Og al ære og respekt for de etablerede navne, som kom og sang, men hvor var de unge og ukendte mænd dog gode. De havde den helt rette gavflab-energi – dem vil vi gerne høre meget mere til.

Bifaldet rungede i hvert fald mellem de gamle bygninger.

For det var den aften, hvor folket, det dårlige selskab, dem de andre ikke må lege med, alle os helt almindelige mennesker sagde farvel til Kim Larsen.

Det var Folkets hyldest til Danmarks bedste Spillemand nogensinde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Stemmer fra dybet

Der er bøger, som bare skal læses. Dorte Hummelshøj Jakobsens antologi ”Stemmer fra dybet” er en af disse.

Bogen består af 12 historier skrevet af og om 12 danskere, der på hver deres måde har oplevet på egen krop, hvordan mennesker behandles i Danmark, når de ikke kan yde (maksimalt) på det hellige arbejdsmarked.

”Stemmer fra dybet” er derfor et vægtigt vidnesbyrd om et samfund, hvor mennesker udstilles og fornedres, når de ikke har været heldige nok – eller er raske nok – til at få et job, hvor de kan slide sig selv op i den ophøjede produktions navn.

For sådan er Danmark anno 2018. Hamsterhjulene snurrer – men ikke for alle. Nogle er udenfor og får derfor ikke deres stress af for meget arbejde, men af at de ikke ved, hvordan de skal få de stadig mindre sociale ydelser til at slå til i et samfund, hvor alt bliver dyrere og dyrere, og vi selv skal sørge for mere og mere.

Men nu har 12 af Danmarks udsatte fået en stemme af Dorte Hummelshøj Jakobsen, og allerede fra første historie kan man mærke, at den er gal – helt gal. For hvad er det for et system, hvor mennesker i nyttejob skal spørge om lov til at gå på toilettet eller tage en tår vand?

Senere kommer historier om mennesker, der er syge eller på anden måde slås med problemer, som stammer fra langt tilbage, men hvor sagsbehandlere og andre mener, at de bare skal aktiveres i gang eller arbejdes trætte som fx kvinden, der ikke kan sove – og som først efter mange år bliver udredt og får at vide, hvad hun fejler.

Der er også hende, der føler skam ved at være fleksjobber, selvom hun ikke kan andet på grund af en blodprop. Eller hende, som har været syg siden fødslen, men som altid prøver at vise et glad ansigt ude blandt andre, selvom hun ved, at det koster på helbredskontoen – og mange andre.

Alle har de hver deres historie – en historie som kunne være alles skæbne, for der er en hårfin grænse mellem, om vi havner på samfundets solside eller skyggeside.

Bogen er velskrevet, og læsningen flyder afsted, selvom man konstant sidder med en stor knude i maven. For hvordan kan vi acceptere, at mennesker behandles på denne måde i vores rige land? Det burde være utænkeligt.

Tilhængerne af den nuværende politiske og umenneskelige kurs vil sandsynligvis hævde, at de 12 beretninger er subjektive partsindlæg, som ikke bliver modsagt eller analyseret. Og ja, de 12 historier står helt nøgne – fortalt med de oplevelser og følelser og tanker, som de mennesker har om dem selv og deres liv.

Men hvorfor skal vi kun høre om forholdene fra dem, som tager beslutningerne, eller som sidder bag skranken i jobcentret og på kommunen? Det giver ikke mening.

Og ja, en læser med sit på det tørre vil måske indimellem tænke, at her kunne man være kommet noget længere med sund fornuft. Men så kan det anbefales at slå empatien til og huske på, at sund fornuft kræver overskud, både menneskeligt og økonomisk – og det er lige præcis, hvad mennesker, der er blevet trynet i årevis, ikke har.

Så der er brug for bøger som denne, hvor vi kommer ud på den anden side af hegnet, ud i en virkelighed, hvor man ikke tænker på at bage brød med den perfekte krumme, eller hvordan ens næste tweet skal lyde, men hvor det handler om ren overlevelse.

Livet som udsat i Danmark er nemlig et liv, hvor ordet budget ikke giver mening. For ofte skal der vælges mellem mad eller medicin, og en varm vinterjakke er der først råd til, når førtidspensionen MÅSKE bliver tildelt.

Danmarksbloggen har sjældent læst en mere vedkommende bog og giver fem ud af seks stjerner, og samtidig skal Dorte Hummelshøj Jakobsen roses for at få ideen og føre den ud i livet, også selvom hun selv måtte klare alt med udgivelsen, for de etablerede forlag mente ikke, at en sådan bog var interessant eller relevant.

Men det er den. MEGET.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tak for din tålmodighed – du er nummer sjok i køen

Du er nu nummer 7 i køen, tak for din tålmodighed, lyder det i telefonen.

Øh, undskyld – men hvad er alternativet til at sidde med røret, indtil øret summer? For enten så accepterer jeg at vente i 10, 20, ja måske 30 minutter, eller også kommer jeg bare ikke igennem til lægen – eller hvem jeg nu ringer til.

For hvis jeg nu sidder med et kløende udslæt eller noget andet, så har jeg simpelthen intet alternativ til at være tålmodig og vente. Vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente – som regel mens jeg hører muzak og indimellem afbrydes af dén mekaniske stemme, der oplyser mig om mit nummer i køen.

Jeg kunne selvfølgelig – som min mand foreslog det – skrige ned i røret, når jeg endelig kom igennem. Måske noget i retning af: Jeg er sgu ikke tålmodig, ikke spor, det vil jeg lige sige, så hvornår kan jeg få en tid? Det skal fanme være i dag, skal det.

Men det gør man jo ikke, dels fordi man er hæmmet af en opdragelse, som insisterer på, at man opfører sig høfligt og pænt overfor andre, og dels fordi personen i den anden ende er dén ledvogter, som man skal igennem, hvis man gerne vil ind i det forjættede land til den læge eller anden person, som skal hjælpe én.

Så man er superhøflig og overskudsagtig i stemmen, når man endelig – meget endelig – kommer igennem: Goddag, jeg hedder … og så videre. I kender selv smøren.

Det tager så som regel kun 20 sekunder at forklare sig og få en tid. Så når jeg har lagt røret på, undrer jeg mig altid over, hvordan det kunne tage 20 minutter med de seks mennesker, der var foran mig i køen. De kan da ikke alle sammen have langvarige og komplicerede forklaringer, som er nødvendige at fyre af for at kunne få en tid?

Nå, det skal jeg nok ikke tænke for meget over, jeg skal nok i stedet være glad for at leve i et samfund, hvor sundhed trods alt er relativt gratis (endnu).

Skørt i grunden at et så rigt samfund som det danske ikke kan tilbyde alle sine borgere total gratis læge- og tandlægehjælp. Det kunne vi også, hvis vi prioriterede anderledes.

Du er nu nummer sjok i køen til social retfærdighed … kan jeg høre en indre røst hviske, og dén stemme kan desværre ikke slukkes ved bare at smide telefonen på eller råbe ned i røret. Den røst kræver nemlig, at jeg går op imod den sociale ulighed, som hersker i dette rige land – en ulighed, som vi desværre tålmodigt finder os i, men lige dér skulle vi råbe og skrige helt vildt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DR-besparelser – demokratiet under angreb

I Politiken i weekenden skrev direktør ved Raoul Wallenberg-instituttet Morten Kjærum en skræmmende og vedkommende kronik med titlen: ”Her er de fire skridt til demokratiets stille død”.

Kronikken handler om Orbáns Ungarn, men også om Trump´s USA og om europæiske lande, hvor demokratiet og dets institutioner langsomt, men sikkert udhules og svækkes – deriblandt også Danmark.

Eller som Kjærum skriver i Politiken: Forandringerne kommer skridt for skridt på en umærkelig måde, der gør det vanskeligt at sige fra og især at gøre det i tide. Citat slut.

Men hvad er det så for komponenter, der er i spil?

Kjærum skriver i kronikken i Politiken: De fire vigtigste komponenter i Orbáns drejebog er kampen mod menneskerettigheder, underminering af domstolene og andre uafhængige institutioner, svækkelse af den frie presse og af civilsamfundet. Citat slut.

Dagens nedslagtning af DR bekræfter denne udvikling i Danmark. For er der noget, som vi har brug for i en tid med fake news og meget stærke private mediespillere, så er det en public service-kanal, som serverer kvalitets-tv – vel at mærke uden skjulte økonomiske eller politiske interesser.

Programmer som fx Dagen på DR2, der nu nedlægges. Det samme gør Sundhedsmagasinet og Langt fra Borgen for bare at nævne nogle få kvalitetsprogrammer, der løfter vidensniveauet i Danmark, men som nu skal skrottes.

Men det ønsker dele af det politiske landskab i Danmark ikke. En mindre oplyst befolkning er også lettere at køre rundt med end en vidende og kritisk befolkning, men både demokratiet, velfærden og bundlinien taber på, at partier som LA, DF og Venstre vil gøre danskerne generelt dummere.

Gad vide om de partier forstår, hvad de har gang i? Man håber nej, for ellers er denne fordummelses- og antidemokratiserings-proces en del af et beskidt spil om at beholde magten i Danmark, som kan ødelægge hele samfundet.

Eller som Kjærum skriver det i kronikken i Politiken: En beskæring på 20 procent er et angreb, ikke en normal besparelse. Og det bliver besluttet i en tid, hvor der tales om fake news og russiske trolls, der vil forsøge at påvirke nyhedsstrømmen i Danmark i forhold til det næste valg og dermed vores demokratiske processer. Netop nu og de kommende år er der brug for, at der er troværdige medieinstitutioner, der har muskler til at tage kampen med en af de største trusler mod vores demokratiske liv. Citat slut.

De muskler har DR ikke længere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pumpkin spice – den nye dansker i klassen, men uden håndtryk

Efterår rimer på græskar – og Danmarksbloggen er derfor taget på kaffebar, nærmere bestemt Starbucks, for at følge i hælene på endnu et kulturelt fænomen fra USA, som er i gang med at indtage Danmark – nemlig pumpkin spice, som man kan få i både en caffe latte og en frappuccino-udgave.

Undertegnede kan så ikke lide hverken kaffe, frappuccino eller pumpkin spice, men det kan Danmarksbloggens unge skribent Anna M.T. Frederiksen, der lige nu er i gang med at fortælle den engelsksprogede ekspedient, at der er to n´er i hendes måde at stave Anna på.

For sådan er den globale virkelighed på enhver Starbucks, uanset om den ligger i København, London eller New York. Det er så også en form for poetisk og global ligeret, at ALLE navne skal staves bogstav for bogstav, mens det skrives på plastic-kruset.

Så mens vi venter på Annas pumpkin spice og min egen noget mere almindelige varme kakao, kan vi lige fortælle historien om pumpkin spices succestogt.

For der var engang, hvor krydderiet pumpkin spice – som trods navnet IKKE stammer fra græskar, men er lavet af kanel, ingefær, allehånde og muskatnød – kun blev brugt til de græskartærter, som amerikanerne spiser til Thanksgivning og Halloween.

Men sådan nogenlunde samtidig med at den amerikanske Halloween-skik fik tag i danskerne (det vil sige omkring årtusindskiftet) begyndte Starbucks i USA at putte pumpkin spice i deres kaffe. Og som årene er gået, er det kun blevet en større og større succes, der i de sidste år også er nået til Danmark.

Alt det andet med pumpkin spice som fx kager, marmelade og chokolade har vi dog ikke importeret fra USA – ikke endnu. Men det kan sagtens komme til Danmark med tiden ligesom så mange andre amerikanske produkter.

Nå, nu er drikkene færdige, og vi skal ned til bordet. Anna har fået et meget saligt udtryk i øjnene, for nu er det tid til sæsonens første, men næppe sidste pumpkin spice.

Hun tager en slurk, og et stort smil breder sig. Det her har Anna ventet længe på – ja, allerede mens sommeren bragede afsted varm og solrig, begyndte hun at drømme om støvler, tørklæder – og pumpkin spice.

”Det smager simpelthen skønt, og jeg forstår godt, hvorfor amerikanerne er begyndt at kalde efteråret for pumpkin-spice-season i stedet for fall eller autumn,” lyder det fra det unge menneske.

At både pumpkin spice og Starbucks samtidig er import af amerikansk kultur, er Anna helt bevidst om – og har det fint med.

”Dels så er min generation ikke så USA-forskrækket som tidligere generationer som fx 68´er-generationen kan være det, og dels så tager vi kun de dele af USA til os, som vi kan lide – men ja, USA er vores største inspirationskilde, når det kommer til levevis og kultur, og det er vel meget naturligt, når nu landet er verdens supermagt – for det er USA trods Trump, som gerne må blive en parentes i historien,” siger Anna M. T. Frederiksen.

Danmarksbloggen tænker, at det var heldigt for Halloween-traditionen og græskar-krydderiet, at de kom til landet inden håndtrykket blev obligatorisk for nye danskere, for hvornår giver man hånden til et græskar? Det er lidt svært, medmindre man har Askepot´s fe-gudmor lige ved hånden, og hvem har det?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når den franske præsident er i byen

Den franske præsident er på officielt statsbesøg i Danmark, og medierne bringer selvfølgelig reportager med og billeder af præsidenten, hans hustru, de danske politikere og den danske kongelige familie.

Men også hovedstaden er påvirket og har været det hele dagen.

Politikontroller af sorte biler på indfaldsvejene, politibetjente som står i massevis de steder, hvor præsidenten skal opholde sig og færdes – og det deraf følgende trafikkaos.

Det er alt sammen, som det plejer at være – også flagene på busserne, som dog ikke er Tricoloren, men udelukkende Dannebrog. For københavnerne går livet imens sin vante gang – altså på nær de trafikale udfordringer.

Danmarksbloggen var i hvert fald her til formiddag en tur med bus 9A ud og hjem mellem Gl. Kongevej og Christianshavns Torv, og udover en længere transporttid og at Knippelsbro var oppe på udturen, så vi måtte sidde og vente – så skete der ikke andet end det sædvanlige:

Bussen kørte over for gult ved Glyptoteket, og bagefter havde den så travlt, at chaufføren ikke gad at vente på en passager, der kom løbende og bankede på døren nede ved Stormbroen efter dørene var lukket, men mens vi stadig holdt ved stoppestedet. Og bag mig sad en mand og ringede til samtlige venner, mens han højlydt fortalte om sit lægebesøg og de piller, som han skulle hente på apoteket på vej hjem. Så nu ved en hel bus alt om hans ryg.

Ved siden af mig sad en turist med bykort og mobil. Måske på vej til Christiania? Det skal den franske præsident nok ikke, selvom hans landsmand, den nu afdøde prins Henrik, ellers kom derude fra tid til anden.

Men det ville sikkert kræve for meget af sikkerheden, for nok København er vant til at modtage statsledere, men sjældent er der så meget sikkerhed til vands, til lands og i luften som denne gang.

Frankrig er også voldsomt udsat for terror, så det giver god mening.

Man kommer så også til at spørge sig selv, om ikke vi til hverdag lever i en slags illusion om sikkerhed? En illusion hvor vi – trods betonblokke og andet på vejer og broer – alligevel vil være mere end nemme at ramme, hvis en terrorist m/k én dag skulle få lyst til det?

Danmarksbloggen tror det. Danmarksbloggen tror også, at meget af den såkaldte terrorsikring handler ligeså meget om (symbol)politik, som den handler om at beskytte befolkningen – eller i hvert fald give billedet af at beskytte befolkningen.

For man kan godt undre sig over, hvor lidt beskyttede almindelige mennesker er, når man sammenligner med den massive sikkerhedsopbud, som er omkring den franske præsident – og for den sags skyld også den danske kongefamilie og danske politikere.

Frihed, lighed og broderskab, har franskmændene ellers sagt siden reformationen. De to første hører vi stadig meget om – især som argument for at skære i vores frihedsrettigheder og til at legitimere det broderskab, der er mellem de etablerede magtfraktioner i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Turistmyren og den lille havfrue

Der findes en race, som er i voldsom vækst overalt i verden, nemlig: Turistmyren.

Turistmyren er en afart af den menneskelige race, som vi alle sammen forvandler os til, når vi er ude og rejse. Racen er let at kende på sine flade sko, gerne sneakers, så den kan holde til at vade rundt i timevis, en rygsæk til trøjen og den obligatoriske flaske vand – og så de uundværlige mobiler og kameraer, som er nødvendige, når man skal forevige sig selv og seværdighederne.

Der kommer i disse år flere og flere turistmyrer til København – og især her i sensommeren vrimler det med dem.

Danmarksbloggen tog derfor en tur ud på Langelinie for at se nærmere på fænomenet, og det blev en fantastisk tur. Turisterne kom i store flokke og virkede ovenud glade for at se og blive foreviget sammen med den helt bogstaveligt LILLE havfrue.

Man kan undre sig over, at hun har sådan en tiltrækningskraft, men det har hun. Tak til H. C. Andersen – og til reklamebranchen og til kunstneren Edvard Eriksen. Og nok også til det faktum at man kan komme helt tæt på hende – og røre hende, hvilket de fleste turister selvfølgelig gør.

En af Danmarksbloggens faste læsere, Ole Frederiksen, har i seks år gået forbi Den Lille Havfrue hver dag på vej hjem fra arbejde, og han siger: ”Om det så er midt om vinteren, når det er iskoldt og mørkt – eller en stormende og regnfuld efterårsdag, så er der turister nede ved havfruen. Det er meget sjældent, at der slet ikke er nogen. Det sker måske fire gange om året og næsten altid kun, når jeg arbejder til meget sent, eller når jord og himmel står i ét .”

Selv ser Ole Frederiksen i øvrigt ikke Den Lille Havfrue særligt tit, selvom han går lige forbi hver dag. Der er simpelthen for mange turister. Han siger: ”For nogle år siden var der måske i gennemsnit 10-15 turister nede ved havfruen, når jeg gik forbi, i dag er tallet mellem 20 og 100 – og om sommeren det sidste.”

Men indimellem kigger han dog – og han kan også finde på at tage et billede af havfruen, hvis forholdene er helt specielle, som de var det sidst på vinteren i år, hvor is og sne pakkede hele Danmark ind – også havfruen.

Et billede som vi desværre ikke kan bringe, da arvingerne efter kunstneren har ophavsretten til Den Lille Havfrue frem til 2030. For loven er således, at 70 år efter kunstnerens død har arvingerne ophavsretten. Derfor har vi også været nødt til at slette hende på det billede, som vi trods alt viser af lokaliteten.

Så i disse maskeringsforbudstider er både havfruen og turisternes ansigter altså maskerede på det brugte bilede. Voilà.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk