Krænkelse slår fattigdom – men kendis slår krænkelse

Flere danske byer taler nu seriøst om at bruge mange millioner kroner på at indføre såkaldte kønsneutrale lyssignaler, sådan så ingen kan føle sig krænket over at se det, som åbenbart er en mand, når man skal passere gaden. For kvinder går jo ikke med bukser?! Sic!

Det er så himmelråbende tåbeligt – og demonstrerer på den mest pinlige måde, at vi lever i et super-overfladisk samfund, hvor signaler – nu også bogstaveligt – er alt, og i hvert fald markant mere end indhold.

For tænk hvis politikerne blev ligeså optagede af at afskaffe fattigdommen og gøre livet bedre for de mere end 60.000 danske børn, der lever i fattigdom i vores rige samfund. Eller de ældre, der ikke kan få et bad eller få gjort rent. Eller sygehusene eller andre vigtige ting. SÅ ville der ske noget, men reelle samfundsproblemer syltes til fordel for overfladiske ligegyldigheder.

For ligegyldighederne kan nemlig få politikerne over hele landet – dog især i de store byer – op af stolene og se på nye kønsneutrale lyssignaler, gerne nogle, som er anderledes end de andres.

Odense har således allerede nogle lyssignaler, som forestiller byens store søn H. C. Andersen. Det er så ikke kønsneutralt, da han ubetinget var en mand. Men det er åbenbart lige meget, når vi taler om en kendis. Og nok kendte eventyrdigteren ikke selv ordet kendis, men ikke desto valfarter folk fra hele verden til Odense på grund af netop H.C. Andersen.

Syd for grænsen i Berlin er det også en mand, der pryder lyssignalerne, i hvert fald i den del af byen, der før var Østberlin, og han hedder ovenikøbet mand, nemlig Ampelmann. Men den lille mand med hatten er superpopulær, ja nærmest kult – og merchandise med ham sælger som varmt brød i de berlinske turistbutikker.

Så kendis-effekten slår altså krænkelseskulturen – det er ikke overraskende, men nedtrykkende, og det ses også tydeligt i det politiske liv.

Vi har også de politikere, som vi fortjener, siger man. Men fortjener vi virkelig mennesker, som ser på overflade og signaler fremfor på indhold? Ja, måske.

For er vi i grunden så meget bedre selv? Hvad gør vi selv for at gøre samfundet til et bedre sted? Hvordan hjælper vi selv dem, der er dårligere stillet end os?

Det kan man jo spørge sig selv om, når man står og venter på grønt lys for at komme over gaden. For det er det, som et lyssignal er. Det er et rødt lys og et grønt lys og ikke noget som helst andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mød de 25 rigeste i Danmark

Den danske B2B-prissammenligningsservice Ekspertvalg.dk har set nærmere på Danmarks 25 rigeste. Det er spændende læsning, hvor man blandt andet kan se, at:

  • Der er markant flere mænd end kvinder
  • Det er primært indenfor højteknologien, at de har tjent milliarderne
  • De har en gennemsnitsformue på 19,2 mia – dog med store indbyrdes forskelle
  • Deres samlede formue steg fra 420,6 mia kroner i 2017 til 478 mia i 2018, hvilket er mere end statens husholdningsbudget på 459,5 mia kroner
  • De er typisk mellem 50 og 75 år
  • De har oftest en lang, videregående uddannelse

Læs selv mere her – og få navnene på de 25 rigeste danskere: https://www.ekspertvalg.dk/blog/2019/02/top-25-rigeste-danskere

For Danmarksbloggen er det ikke så afgørende, om det er Lego´s Kjeld Kirk Kristiansen, som er nummer et – hvad det har været siden Mærsk Mc-Kinney Møller døde i 2012.

Det, som betyder noget, er, hvordan den rigdom forvaltes.

I gamle dage sagde man, at adel forpligtede. Det samme burde man sige om rigdom. Rigdom burde forpligte, sådan så man i stedet for kun at tænke på maksimalt overskud og afkast til aktionærerne, også tænkte på den sociale forpligtelse, som virksomhedsejere burde have …

En forpligtelse, der indebærer at betale fuld skat – og at give danskerne job. For så kommer der balance i tingene. Virksomhedsejeren, som løber risikoen, kan sagtens tjene penge og få et pænt overskud, men en del penge går tilbage til samfundet via løn og skatter.

Og det er penge, som er givet godt ud, for det vil give et samfund i balance, et samfund med små forskelle mellem mennesker. Sådanne samfund er samfund i balance og ro – samfund, som det er godt at være menneske i, uanset om man er blandt de 25 rigeste eller ej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Friheden trues både nedefra og oppefra

I et frit og demokratisk samfund kan enhver ytre sig, som man vil uden at frygte at blive truet eller udsat for vold og overgreb.

Sådan et samfund gad jeg godt leve i, og sådan var Danmark også engang. Men det er Danmark ikke længere.

Friheden trues, både nedefra og oppefra.

Nedefra af de bøller der retter trusler mod vores politikere og deres familier, sådan så mange spørger sig selv, om de overhovedet tør gå ind i politik, om de vil betale den pris, der evt. følger med, og som indebærer risiko for overfald og hærværk.

Forleden blev den socialdemokratiske politiker Mattias Tesfaye således spyttet i ansigtet i metroen, og kun én person ud af de mange, der var med metroen, kom ham til hjælp med et lommetørklæde. Alle andre havde travlt med at kigge ned på deres mobiler.

Men også oppefra er vi på vej mod en totalitær tilgang, som ikke rimer på demokrati.

Det seneste eksempel er folketingets formand Pia Kjærsgaards mærkværdige accept af partikollegaens Kenneth Kristensen Berths generalisering af en hel befolkningsgruppe (muslimerne), samtidig med at hun ikke tålte, at Pelle Dragsted (fra Enhedslisten og derfor en politisk modstander) brugte ordet racistisk i sit svar til DF´s Kenneth Kristensen Berths påstand om muslimerne.

Det rimer hverken på demokrati eller på ytringsfrihed, men derimod på kontrol og totalitarisme, og det er ekstra farligt, når det udøves direkte fra folkestyrets fornemmeste plads: Folketingets formandsstol.

Men danskerne? Hvad gør vi, selvom det nu brænder ikke kun om vores vugge, men også i vores lille vugge? Ja, vi fortsætter med at glo ned i vores mobiler og grine af videoer med søde hundehvalpe …

Man kunne fristes til at spørge, om vi overhovedet fortjener demokratiet, når vi ikke vil stå ved det og kæmpe for det?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse:  Eventyrværksted

I alle samfund til alle tider har der været en stærk fortælletradition, og ikke kun fordi det er så rart og hyggeligt med gode historier, når man sidder omkring bålet eller inde i hytten ved aftenstide. Men fordi vi mennesker forstår tilværelsen og meningen med det hele både bedre og dybere, når vi får visdommen og indsigterne serveret i den gode fortælling.

Der er derfor også noget at hente for alle mennesker i Anette Wilhjelm Jahns bog ”Eventyrværksted. Lær at fortælle kreativt for børn”, selvom den er tænkt som en fagbog til pædagoger og andre, der arbejder med fortællinger til børn.

For vi bliver jo alle som børn igen, når vi hører en historie, som fænger os og beriger os – og det er derfor Danmarksbloggens påstand, at vi alle burde kende og leve mere efter de principper, som Anette Jahn ridser op i bogen.

Tag fx lystprincippet, hvor man først sætter målene op bagefter. Det er genialt og verden på hovedet, når man som en anden Klods Hans ikke har en overordnet plan, men bare rider glad afsted og tager det op, som man finder på vejen for så senere at finde ud af, hvad det skal bruges til.

For meget godt opstår netop ofte spontant. Kom fx ihu at mange opfindelser gennem tiderne er kommet tilfældige og snublende, hvorimod der er langt mellem snapsene, når vi ser på, hvad der af langtidsholdbar kvalitet skabes ud af strategisk tænkning og økonomisk funderet management.

Men nu skal vi selvfølgelig holde fokus på, at det er en pædagogisk lærebog. Undertegnede er så ikke hverken pædagog eller fortæller, men føler, at jeg nærmest kunne blive det nu.

For bogen er så malende i sine beskrivelser af de pædagogiske principper og forløb, at det virker lige til at gå til fra man vælger sit eventyr, hvordan man forbereder sig på at fortælle det, ser de indre billeder og skaber den usynlige scenografi.

Alt sammen er det øvelser, som man også kan overføre til en voksen verden, til hvis man fx skaber skriftlige historier, artikler, underviser, skal holde oplæg for kollegaerne eller andre ting, der skal formidles. For det handler om at vide, hvad man har at arbejde med (eventyret, emnet), hvem man skal fortælle det til – og hvordan man bedst kommer ud med historien/budskabet.

Bogen har også de skønneste fotos, de bedste cases fra virkelighedens verden og de mest fantastiske historier – også nogen, som man ikke lige kender, og som har overraskende pointer som den om bueskytten, der ramte plet hver gang, fordi han ventede med at male måltavlen til efter han havde afskudt pilen.

Det er igen verden på hovedet i forhold til normal praksis, men livet bliver bedre og rigere – og vi når mere på denne måde.

Sidste halvdel af bogen er så en ren hands-on guldgrube for alle pædagoger og andre, der skal fortælle for børn med sit fokus på at skabe noget til sanserne og lave egne sanglege. For som Anette Jahn så rigtig konstaterer, så har vi et væld af folkeeventyr, men kun få sanglege forbundet med dem som fx ”Tornerose var et vakkert barn”. Men så er det bare med at lave dem selv, som hun opfordrer til.

For bogens mission er nemlig også at inddrage børnene i skabelsen ligesom at både fantasi og krop skal i spil. For ved at bruge alle vores sanser, hele vores krop og glemme os selv, så kan vi leve os ind i eventyret og ind i os selv.

Danmarksbloggen giver ”Eventyrværksted. Lær at fortælle kreativt for børn” fem frøer ud af seks mulige, som dem prinsesserne kysser – og som måske bliver til prinser – eller hvem ved? Måske noget endnu mere spændende, nemlig bærere af dén fortælletradition, som Anette Jahn selv i sit daglige virke som leder af Måle Fortælleteater så fint breder ud til både store og små over det ganske land.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark fejrer kinesisk nytår – det handler om traditioner og købmandskab

På Strøget i København hænger et væld af farverige lys-lanterner og lys-lotusblomster, både pga. Københavns Lysfestival og for at fejre Det Kinesiske Nytår, som starter i dag, hvor vi går ind i Grisens år, der varer indtil d. 24. januar 2020.

Det er andet år i træk, at hovedstaden fejrer kinesisk nytår, og det er den kinesiske ambassade, der har sponseret de mange lanterner og lotusblomster– præcis som den gjorde for et år siden. Flere af butikkerne vil også pynte op til kinesisk nytår. Som arrangør står interesseorganisationen ”KBH – Commerce & Culture”, i daglig tale KCC.

I dagene 15. – 19. februar bliver lanternerne og lotusblomsterne suppleret med et dagligt optog med løvedansere, den kinesiske drage og den store tromme – præcis som det kendes fra kinesiske optog andre steder i verden. Men også andre steder i Danmark fejres det kinesiske nytår i disse dage med fester og arrangementer.

For det er et spørgsmål om globalisering – og om magt. Indflydelse handler nemlig ikke blot om militær og økonomi, men også om kultur og identitet, og her er traditionerne en væsentlig del af en stormagts image og en effektfuld metode til at komme ind i andre lande.

Det er derfor lige efter bogen, at Kina nu rører – kulturelt – på sig i det globale perspektiv. For Kina er ved at rejse sig om ny stormagt i skarp konkurrence med USA.

Ja, meget tyder på, at Kina allerede har overhalet USA i det globale kapløb. Kinas investeringer verden over er enorme, og der er godt styr på hjemmeområdet, som sagt pænt ikke er nær så demokratisk, som vi kunne ønske os det i Vesten.

Men i Kina ser man anderledes på de sager, og i Danmark er vi så meget købmænd, at vi ikke blander os, men i stedet holder os gode venner med det store land. Det kan man så mene meget politisk om, men ingen toneangivende i Danmark lægger sig ud med Kina. Snarere tværtimod.

Dronningen har således været på besøg indenfor de senere år, det samme har kronprinsen – ja, selv nationalikonet Den Lille Havfrue var derovre til verdensudstillingen i Shanghai i 2010.

Men Kina kommer også til os – blandt andet som de sværme af turister, man kan finde året rundt på Langelinie eller på Strøget, hvor de køber danske smykker, dansk porcelæn, andet dansk design, dansk tøj og dansk legetøj.

Det er derfor godt købmandskab at være åbne overfor de ideer og kulturprodukter, der kommer fra de førende lande i verden. For ved at møde de store, hvor de er og med det de kan lide, så får vi dem også ind i vores butik.

Skikken med at tage stormagtens tradition til sig og gøre den dansk har vi også altid praktiseret her til lands. Tag fx juletræet, som kom fra datidens vigtigste samarbejdspartner Tyskland i starten af 1800-tallet. Eller hvad med Halloween-traditionen, som vi omkring årtusindskiftet tog til os fra det USA, som vi generelt hentede meget fra op gennem 1900-tallet, især fra tiden efter 2. Verdenskrigs ophør i 1945 og frem.

Så nok kan kinesiske elementer som farverige lanterner og farlige drager opfattes som nye og anderledes i de danske gader, når man ser på det kulturelle udtryk. Men i bund og grund er det business as usual i vores lille land, der lever af at handle med resten af verdenen.

Det store spørgsmål bliver derfor også, om og i så fald hvor meget danskerne i de kommende år tager det kinesiske nytår til sig. Pt. vil mange sikkert sige slet ikke, men det gjorde de også for 15 år siden, hvor man skulle være hurtig, hvis man ville sikre sig et græskar i oktober.

Så hvem ved? Måske om 15 år er drager og lanterner en naturlig del af årets gang i Danmark?! Fyrværkeriet er også en del af det kinesiske nytår, og det kender vi allerede – og mon ikke de fleste børn og unge kunne være med på at skulle have en pengegave i en rød konvolut én gang om året?!

Det er heller ikke første gang, at vi er fascinerede af det store land. Det var danskerne også i 1800-tallet, hvad man så i datidens Tivoli – og såmænd i nutidens, hvor der er en hel kinesisk afdeling i Den Gamle Have centreret omkring Dæmonen, der også er ganske kinesisk.

Også H. C. Andersen var fortryllet af det store land, som han aldrig besøgte. Ja, som kun få vesterlændinge fik lov til at komme ind i dengang i 1800-tallet. Men så kunne historierne jo blive så meget desto bedre og ganske kinesiske, som det i øvrigt hed om at drikke sig lystige i thevand i H. C. Andersens smukke eventyr ”Nattergalen”, der netop handler om en fiktiv kinesisk kejser og hans vej til visdom.

I dag vælger Kina og kommunistpartiet så en mere åben strategi end virkelighedens kejser gjorde dengang. Det er også en god idé at satse på kulturudbredelsen her i globaliseringens tidsalder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen møder danskerne: En øre-vagtlæge – ja, det fandtes engang

At det danske sundhedsvæsen er presset helt i bund, kommer næppe bag på nogen.

Man skal således være glad for at have sin egen læge, glad for at der overhovedet findes speciallæger og sygehuse. Men kunne det ikke være bedre, meget bedre?

Der var fx engang, hvor der var en øre-vagtlæge, erfarede Danmarksbloggen i går på en tur ud i det danske samfund – en tur, der gik forbi en ørelæge, som havde en hukommelse, der gik mere end én enkelt valgperiode tilbage.

For det lyder måske utopisk i dag, men det var i mange år helt naturligt, at man kunne ringe til en øre-vagtlæge, som kørte rundt i de mørke timer, og gav lindring til de børn og voksne, der havde øresmerter.

I dag er der ikke engang tilknyttet ørelæger på de fleste akutter – også kaldet skadestuer, selvom alle ved, at der er fire slags smerter, som er ulidelige:

Galdestenssmerter, nyrestenssmerter, tandsmerter – og øresmerter.

Akutten kan tage sig af de første to – men kun overfladisk af de to andre.

Har man tandsmerter, må man vente til tandlægen åbner – og dér satse på at komme til hurtigt, medmindre man er så heldig at ramme de få timer om aftenen og i weekenden, hvor tandlægevagten har åbent (den havde engang døgnbemanding).

Har man øresmerter, er man derimod rigtig på spanden – for der findes ikke nær så mange ørelæger som tandlæger, så det er helt normalt at skulle vente i mange dage på en øretid.

I mellemtiden pumpes der penge ud til privathospitaler, som er meget dyrere i drift end det offentlige sundhedssystem – og til skattelettelser.

Det giver ikke mening. Slet ikke mening. Vi er rigere end nogensinde – men pengene bruges forkert. Helt forkert.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen møder danskerne: Jeg vil soooooooove

Danmarksbloggen er i denne uge på gaden og møder danskerne i deres hverdag. I dag en lille pige og hendes far, som er gået i stå på fortovet. Hun er ked af det:

Jeg vil soooooooooove, skriger den lille pige på to-tre år, mens den desperate far pædagogisk prøver at forklare hende, at det ikke går, fordi han og moderen skal på arbejde og hun i vuggestue.

Det er den lille pige totalt ligeglad med – hun er bare træt og vil hjem og i seng igen.

Danmarksbloggen kan ikke bebrejde den lille pige noget. Klokken er otte om morgenen, og det er bælgmørkt, men afsted de må på deres vej, så de forsvinder i mørket og tågen denne mandag i januar.

Danmarksbloggen ved også godt, at der er mange andre børn, som allerede her ved otte-tiden har været lang tid i diverse institutioner, fordi forældrene skal passe deres arbejde. For sådan gør vi her i landet.

Men er det nu rigtigt? Og kunne vi gøre det anderledes?

Små børn har godt af at være ude blandt andre, siger vi – og det er sandt. Men behøver det at være fra tidlig morgen til sen eftermiddag, så de små er drøntrætte, når de skal op og afsted – og endnu mere drøntrætte, når de kommer hjem? Og så hele småbørnstiden derfor bliver en udmattende tour de force for både forældre og børn fremfor en sød og blød tid med nærvær og kærlighed?

Det sidste ville nemlig ellers skabe mennesker med bedre selvværd og mere rummelighed … for vi kan som bekendt kun give det, som vi selv modtager, og de første tre år af et menneskes liv er altafgørende.

Så hvorfor ikke indrette arbejdsmarkedet således, at småbørnsforældre kun arbejder 25 timer om ugen, således så de mindste ikke skal tilbringe mere end max seks timer om dagen på en institution, mens de resten af tiden kan være sammen med mor og far?

Det ville give små, glade og trygge børn, som ikke behøvede at græde i de mørke timer morgen og eftermiddag, men som i stedet glad kunne hoppe hen i vuggestuen ved ni-tiden – og mæt af indtryk, men stadig glad og med overskud kunne hoppe hjem igen senest ved 15-tiden om eftermiddagen.

Det vil også være en økonomisk besparelse på den lange bane – og dermed skulle alle være tilfredse, både dem, der går op i mennesker og dem, der går op i penge. Så hvad venter vi på?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”

Hvis man googler ordene integration og succes, så kommer alle de gode historier, som politikerne ikke fortæller. Så kan man læse, at både forskningen og virksomhederne er enige om, at langt det største flertal af såkaldte nydanskere er rigtig gode til at komme ind på arbejdsmarkedet og til også på andre områder blive en del af det danske samfund.

Men ét er tal og statistik og alvorlige ledere med ansigtet i de rette folder. Noget andet er, når dette store tavse flertal af velfungerende førstegenerationsdanskere, som Danmarksbloggen hellere vil kalde dem, får ansigter, navne og personlige historier.

Og det gør de på forbilledlig vis i Pia Sigmunds nye bog ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”, der udkommer i dag, og er en af årets mest vedkommende bøger, som giver alle en mulighed for at lære dem at kende, som for nylig er blevet danskere.

Bogen er ikke en debatbog, skriver Pia Sigmund. Det er så Danmarksbloggens mening, at det bliver svært ikke at bruge bogen i debatten, når de danske politikere igen-igen kører frem med den mislykkede integration og de utilpassede indvandrere. For det er en spændende, letlæst og alligevel fakta-fyldt bog, som giver et meget tiltrængt modspil til politikernes skræmmebilleder.

Men ja, vi skal ikke lukke øjnene for de problemer, som der findes i indvandrerkredse, men der findes også store problemer blandt nogle af dem, som har været danske i mange generationer. Det handler – som med alt andet – om personen selv og de valg, som vi tager i vores liv.

Og her har bogens 22 personer alle valgt at gøre en indsats, tage en uddannelse, engagere sig i samfundet og i eget liv. Og de er som sagt flertallet blandt førstegenerationsdanskerne – og ikke de få solskinshistorier. Det er snarerede de utilpassede, som er undtagelsen – og det er godt at huske på næste gang politikerne igen bruger førstegenerationsdanskerne som syndebuk.

For virkeligheden er lige modsat – ja i mange af de tilfælde, som vi læser om i bogen, i en grad, så de unge mennesker i stedet burde stå som idealer for andre danske unge.

Her er der nemlig ikke fokus på at blive curlet, begrave sig i computerspil eller i at lægge billeder af sig selv op på Instagram, mens man står og stritter med de botoxfyldte læber og kun tænker på, næste gang man skal i byen eller have noget nyt tøj.

Nej, de 22 unge i bogen er unge, som tager en uddannelse, har visioner i deres arbejdsliv, får børn og familie, kombinerer dansk kultur med deres hjemlands kultur, er aktive i frivilligt arbejde, rejser ud i verden og får endnu mere erfaring med hjem til Danmark.

For ja, Danmark er deres hjem, og de føler sig danske, og har en stor glæde ved at bidrage til det danske samfund – og de vil i virkeligheden helst leve stille og roligt udenfor offentligheden, men sagde alligevel ja til at være med i Pia Sigmunds bog – og dermed blive eksponeret.

Danmarksbloggen har derfor også efter nøje eftertanke valgt IKKE at nævne nogle fremfor nogle andre, for det er som gruppe, at fokus på dem skal være.

Læseren må altså selv vende siderne i den letlæste bog med fotos af alle de medvirkende og selv opleve, hvordan man bliver mere og mere glad for hver historie, som man læser. For de er så inspirerende, de 22 unge mennesker – også selvom man selv er leverpostejfarvet og for længst er ovre ungdommens vår.

Danmarksbloggen vil dog nævne nogle ting, som sprang i øjnene.

Nemlig at én foreslog rejsepligt i stedet for værnepligt. At alle danske unge i en periode skulle rejse ud i verden og lave frivilligt arbejde. Det ville give udsyn og visioner – og en forståelse af, at mennesker uanset fødested, kultur, sprog og tro i bund og grund er ens, og har de samme ønsker for livet.

Der var også flere, som efterlyste en større interesse for det land og den kultur, som førstegenerationsdanskerne er født i. For vi kommer bare så meget længere og bliver så meget klogere og gladere, hvis vi kender hinanden og hinandens baggrund.

Endelig gik en helt konkret erfaring på, at det var fantastisk at komme på efterskole, for så lærer man gammeldanskerne, det danske sprog og den danske kultur at kende på en helt anden måde, end hvis man går hjem hver dag efter skole.

Danmarksbloggen er mere end begejstret for Pia Sigmunds ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed” og giver bogen seks store hjerter ud af seks mulige. Hvordan kan man også give andet end hjerter og kærlighed til sine medmennesker?!

Det er forlaget Ravnerock, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Broccoli fører ikke til sharia-lovgivning

Et femårigt barn som ikke må få lidt broccoli og kartoffelmos!!!

Ja, det er virkeligheden på Udrejsecenter Sjælsmark for de afviste asylansøgeres familiers børn – hvis de er over et år gamle.

Flere medier skrev om sagen for nogle dage siden, blandt andet DR:

www.dr.dk/nyheder/indland/politisk-forargelse-5-aarig-naegtet-kartofler-og-broccoli-paa-udrejsecenter

Her kan man læse, at Mette Gjerskov fra Socialdemokratiet efterlyser noget medmenneskelighed og anstændighed, og at Carolina Magdalena Maier fra Alternativet mener, at den nuværende praksis skriger til Himlen.

Danmarksbloggen er enig.

For hvad er det, der foregår? Ja, familierne er afviste asylansøgere, og ja, de skal rejse hjem. MEN indtil da skal vi sørme behandle dem – og især børnene – ordentligt, og det gør man ikke, når en femårig nægtes kartofler og broccoli med den begrundelse, at han er for gammel til de sunde sager.

Føjletons chefredaktør og vært på Radio 24syv Lars Trier Mogensen kalder det også for rendyrket ondskab og mener, at danskerne nu vil skifte holdning til de forfulgte:

https://www.24syv.dk/programmer/det-roede-felt/38656763/ondskabens-banalitet-2?start=741&fbclid=IwAR16QGC4rDnR1aluS9QnklW0lIqhkPdsD9y-lMI6o7zQMjuNyebeIn3YbYM

Man kunne håbe det. Danmarksbloggen er ikke sikker. Tværtimod. For mange danskere har for længst stirret sig blinde på udlændingene som roden til alt ondt – også til det mørke og den ondskab, som kommer indefra danskerne selv.

Men mørket må ikke vinde. Hold fast i de varme bankende hjerter. Og er du så langt inde i mørket allerede, at du mærker den lille djævel sige, at det nok er okay med den forfærdelige madordning på Udrejsecenter Sjælsmark, så skynd dig at skriv under på nedenstående fra Børns Vilkår, og så kan du mærke medmenneskeligheden igen:

https://bornsvilkar.dk/skriv-under-for-sjaelsmark/?fbclid=IwAR2YARLTklBLvUsn-j3jMV3rTebA_kyFvTKjHNFiXaaCFTz4rNeCVUnXA1c

For hvad er det i grunden, at danskerne er så bange for? At sharialoven bliver indført i Danmark, fordi en femårig får noget broccoli? Det sker jo ikke. Men accepterer vi, at mennesker behandles sådan, som det sker nu, så er vi ikke ret meget – om noget – bedre end dem, der er tilhængere af sharia-lovgivningen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens adventsserie om ulighed: Juletræet – en stadig dyrere fornøjelse

Julen nærmer sig, og nogle glæder sig – men ikke alle. Julestemningen kan nemlig være svær at finde i en tid, hvor uligheden vokser, og hvor vi for første gang siden velfærdssamfundets indførelse igen har MANGE mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, selvom det er helt unødvendigt i et så rigt land som Danmark.

Danmarksbloggens adventsserie i år handler derfor om uligheden – og dens absurditeter.

Vi slutter i dag med juletræet, som ingen kan forestille sig at undvære, men som bliver dyrere og dyrere år for år – og som det derfor kan blive sværere og sværere at få råd til for de danskere, der er på overførselsindkomst.

Sådan var det også dengang, inden velfærdssamfundet bragede frem. Kim Larsen synger faktisk om det i sangen ”Dengang da jeg var lille”, hvor han taler om grangrene på et kosteskaft. Altså at man binder grangrene op på et kosteskaft, så det ligner et grantræ. Der skal nok være en kreativ sjæl eller to, som finder det vildt trendy. Men dengang var det – som det vil være, hvis udviklingen fortsætter – et billede på, at der ikke var penge til, at familien kunne købe et juletræ.

Samtidig i den anden ende af samfundet har vi familier, som har ikke kun ét, men flere juletræer – både ude og inde, og vi har de mange, der år efter år køber den dyre designjulepynt, som der naturligvis kommer nye modeller af hver jul – i ægte guld, sølv og palladium selvfølgelig.

Det virker grotesk, og så har vi ikke engang talt om den eventuelle klima-faktor ved at fælde så mange grantræer hvert år (!)

Så ja, det samlede billede er mørkt og dystert. Men for et par dage siden var det solhverv, så lyset er på retur derude i naturen – og må vi håbe også i samfundet. Vi kan i hvert fald hver især gøre vores for at tænde lys og sprede glæde hos andre. Ja, vi bør gøre det. Det er vores medmenneskelige pligt at hjælpe hinanden og dele verdens goder.

Glædelig jul.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk