Klimajul: Julegaver

Danmarksbloggens adventsserie anno 2019 skal handle om, hvordan man skaber sig en klima-rigtig og bæredygtig jul. Det handler selvfølgelig om at skrue ned – sådan rigtig ned – for forbruget. Det kan gøres ved at lade være med at købe noget – eller i det mindste købe bæredygtigt – eller genbruge.

Så hver søndag i advent kommer Danmarksbloggen med et alternativ til frådseriet – samt giver den historiske baggrund for denne søndags juletradition.

Julegaver
Vi starter i dag første søndag i advent med julegaverne.

Hver voksen dansker brugte i snit 3.280 kroner på julegaver i 2017 – og i alt brugte danskerne 22,1 milliarder kroner på forbrug i december måned i 2017 iflg. denne artikel fra Berlingske: https://www.berlingske.dk/aok/saa-meget-bruger-danskerne-paa-julegaver

Det er helt vildt, helt skørt – især når man tænker på, at mange af julegaverne er tøj, sko, parfume, elektronik og andet, som kun de færreste af os i virkeligheden har et behov for at få mere af. Men det er rart med noget nyt, synes vi. Problemet er bare, at klimaet slet ikke kan følge med.

Tøjproduktion fx er verdens næstmest forurenede industri – kun overgået af olieindustrien. En ny bluse er altså værre end en saftig bøf.

Danmarksbloggen vil derfor foreslå, at vi

  • Skærer voldsomt ned i antallet af julegaver
  • Giver holdbare og bæredygtige julegaver – legetøj af træ fx eller måske e-bøger
  • Oplevelser som billetter til biffen eller teatret eller måske en koncert
  • Eller måske noget, som man selv har lavet – fx hjemmelavet syltetøj eller andre lækkerier, hvor man selvfølgelig genbruger de glas, som man måske har haft købte syltede rødbeder eller asier i

Historisk tilbageblik
Det er også først indenfor de sidste par generationer, at vi er gået amok i julegaver. Går man tilbage til midten af 1900-tallet var julegaverne i reglen langt mere beskedne, og de fleste blev glade for en bog og en ny tyk sweater, som ofte var hjemmestrikket – og som man faktisk havde et reelt behov for, da den gamle var blevet hullet og slidt.

Den første dansker, som vi ved, fik en julegave, var Christian d. 4, som sidst i 1500-tallet fik en lille gave af det såkaldte Christkind – altså det lille Jesusbarn.

Julemanden kom først til Danmark i 1800-tallet – og i starten havde han juleglæden med, mens Juleenglen kom med gaverne. Men op gennem 1900-tallet blev det også i Danmark Julemanden, som delte julegaverne ud – når man altså fik julegaver.

For i begyndelsen af 1900-tallet var de fleste danskere endnu så fattige, at der knap var råd til en god julemiddag. Så gaver var noget, som kun de velstillede fik. Det havde borgerskabets børn så også fået siden engang i 1800-tallet, hvor vi stadig synger om, hvad de fik en helt bestemt jul hos familien Faber.

Der er selvfølgelig tale om julesangen ”Højt fra træets grønne top”, som egentlig blot var tænkt som en lejlighedssang til brug lige dén jul i 1847, men som må siges at være langtidsholdbar. Bemærk i øvrigt at julegaverne dengang HANG på juletræet. Ikke noget med at miljøsvine med gavepapir og gavebånd.

Man kan også bare gøre, som Emma Gad anbefalede. Nemlig udelukkende give julegaver, der kan spises, drikkes – eller ryges. Det sidste er så dog måske mindre populært i dag.

Men en høne, en æske konfekt eller en flaske likør er en beskeden, men aldrig uvelkommen julegave, mente damen, der vel bedst beskrives som alle tiders ekspert udi takt og tone.

Læs mere om julens og nytårets traditioner og skikke i undertegnedes julebog, som naturligvis er en e-bog:
https://www.saxo.com/dk/glade-jul-dejlige-jul_epub_9788799956104

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker – og kvinder, der tør sige NEJ

Der sker noget spændende på Glyptoteket denne mørketid. Det begyndte i oktober, hvor man kunne høre oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech i samtale med satireforsker Dennis Meyhoff Brink. En samtale styret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, som sammen med Glyptoteket står for de spændende søndage i selskab med de græske klassikere.

Og i går var det så tid til samtale nummer to. Stadig med Marcel Lysgaard Lech og Klaus Rothstein, men også med professor emerita Birgitte Rossing, der for et år siden skrev ”Argumenter imod kvinder”, som Danmarksbloggen anmeldte: http://danmarksbloggen.dk/?p=10224

Så det kan ikke undre, at gårsdagens samtale handlede om Sofokles´s tragedie “Antigone”. Antigone var en af Ødipus´ døtre. Hende, som udfordrede onklen kong Kreon ved at insistere på, at hun ville begrave den bror, som var kommet tilbage som fjende – og som blev dræbt i opgøret med den anden bror, der var konge inden Kreon.

Men modsat konge-broderen, som fik en helte-begravelse inde i byen, så skulle forræder-broderen blive ude på marken og rådne op – sådan helt bogstaveligt.

Den slags lugter – også bogstaveligt, og Antigone ville selvfølgelig begrave sin bror. For uden begravelse så ingen tur ned i Dødsriget og genforenes med familien. Så Antigone henholdt sig til, at hun som familie til den afdøde – fjende eller ej – havde ret til at begrave ham. Et helt legitimt krav ifølge datidens græske skik.

Dilemmaet var så bare, at hendes onkel, kong Kreon, var i sin ligeså legitime ret til at sige nej. Byens fjende skulle ikke have den ære at blive begravet. Han kunne blive ædt af orme og andet snask, og holdt ude af Dødsriget, var meldingen fra onklen.

Men Antigone trodsede onklen og begravede broderen. Man går så ikke ustraffet op mod magten, så Antigone måtte bøde med sit liv. Hun blev lukket inde i en klippehule.

Det gik i øvrigt heller ikke konge-onklen godt. Hans søn (som var forlovet med Antigone) og kone begik selvmord, og selv vidste han godt, at han var dømt af guderne. For man går heller ikke ustraffet op imod den største magt af dem alle, nemlig guderne.

Så var der ligesom også gjort rent bord. En klassisk græsk tragedie med andre ord.

Men kan den også sige os noget i dag, noget om vores verden? Altså udover den klassiske konflikt mellem menneske og magt, som gør, at langt de fleste dropper al modstand og indordner sig samfundets krav. Men indimellem er der én, som betaler prisen, ofrer alt, og siger det helt store NEJ.

Præcis som Antigone gjorde, selvom det kostede hende alt, hvilket måske ikke var så meget – hvis man ser bort fra livet selv. For kvinder i det gamle Grækenland havde – medmindre de boede i Sparta – ingen rettigheder.

Det athenske demokrati var således udelukkende for mænd, og kvindens opgave i livet var at føde børn. Eller som Marcel Lysgaard Lech sagde det: Kvinden gav liv – og manden tog liv. Det var den jordiske balance, som guderne tilsyneladende også bifaldt.

Men Antigone fik ikke givet liv. Og da hun står og skal ind i det, som både er hendes gravkammer og brudekammer, som hun kalder hulen, hvor hun ender sine dage, så rammes hun af den basale usikkerhed, som er så typisk for Sofokles, hvor vi ender med at tvivle på os selv.

For Antigone tvivlede ifølge Marcel Lysgaard Lech i starten ikke på, at guderne var med hende. Men hvor var de, da hun stod på det yderste?

Den tvivl kender vi også i dag. Den der almenmenneskelige tvivl, som gør, at vi i grunden ved så lidt, kan så lidt, gør så lidt – og til sidst så dør vi.

Vi kender også til kampen mod magten som Antigones kamp mod onklen. Men hvor hendes kamp ikke rigtig kan kaldes en kvindekamp, men en søsters kamp for at begrave sin elskede bror, så er der i dag tale om en reel kvindekamp, som det giver endnu mere mening at kæmpe i dag end for nogle årtier siden.

Ja, det eneste i “Antigone”, som måske kan kaldes om ikke kvindekamp, så kvindesolidaritet er, at søsteren – selvom hun ikke var med til at begrave broderen og faktisk rådede Antigone fra at gøre det – alligevel solidarisk sagde, at ja, hun havde været med, da hun blev beskyldt for det af kongen.

Det må siges at være solidaritet … især fordi søsteren vidste, at det også betød en dødsdom. Hun blev så benådet, men det regnede hun ikke med, da hun stillede sig på Antigones side. You go, girl, som vi ville sige det i dag – og som det skal siges i dag.

For det går nemlig den gale vej, når vi ser på ligestillingen i dette land. Danmark var ifølge Birgitte Possings meldinger på Glyptoteket tilbage i 1970´erne nr. 7 i verden, når det kom til ligestilling. I dag er vi nr. 97 i én opgørelse – og nr. 13 i en anden.

Men uanset hvordan man ser på det, så er Sverige, Norge, Finland og Island førende – og langt længere fremme i skoene end Danmark, hvor der er modstand mod at tage de politiske virkemidler i brug som al forskning viser skaber mere ligeret.

Det er fx: Øremærket barsel til mænd, en lov der effektivt går ind og sikrer ligeløn fremfor den hensigtserklæring, som vi har i Danmark – samt en kvoteordning, når det kommer til antal kvinder i bestyrelser og andre ledende organer.

Men intet af det vil man tage i brug i Danmark. For her sætter vi friheden højt, lyder argumentationen. Det må så siges at være friheden for mændene, som kan fortsætte deres Rip-, Rap- og Rup-rekruttering til magten, mens kvinderne stadig knalder hovedet mod glasloftet.

Det minder om antikkens demokrati i Athen, som også kun var for mænd.

Hvad Sofokles mente om kvinders forhold og eventuelle rettigheder ved man ikke, men Birgitte Possing kunne fortælle, at der i magtens cirkler i dag er en del mænd, som gerne vil gøre det anderledes, og som ofte i forbindelse med foredrag og andet spørger hende om, hvad de selv kan gøre for at få flere kvinder ombord.

Så der er lys i mørket.

For nok er magt ikke noget, som nogen får foræret. Det er noget, som man tager. Men det hele bliver så meget nemmere, når der er mennesker (læs: mænd) inde i magtens cirkler, som gerne vil lukke kvinder ind.

Mænd, som ikke synger med på sangen om, at kvinder skal vise yndighed, ikke myndighed.

Mænd, som ikke mener, at kvinder skal tie i forsamlinger eller at kvinder har nogle karaktertræk, bare fordi de er kvinder og andet, som bliver hæftet på kvinder – og brugt til at holde kvinder nede og væk fra fadet.

Mænd, som selv trækker kvindekortet – fordi det skal trækkes.

For det skal det, så længe kvinder stadig er enten for lidt, for meget eller forkerte, som Birgitte Possing gjorde opmærksom på, at det stadig er en udbredt antagelse om kvinder – både hos mænd og hos kvinder.

Så der skal siges NEJ til at blive holdt nede og ude …

Birgitte Possing sluttede i øvrigt af med en tankevækkende parallel: Magt i dag handler – som det altid har gjort – om penge. Rå kapitalmagt. I den finansielle sektor er 93-95 procent af lederne mænd, og de ligner alle sammen hinanden. Hvide mænd med gode uddannelser og pænt tøj. Ikke megen mangfoldighed her altså.

Men hvordan er det lige, at det går i den finansielle sektor? Det går skidt. Skandale på skandale. Hvidvask og svindel.

Men hvem trækker kønnet ind som argumentation og siger, at alle lovovertrædelserne og alle de moralske forkerte valg skyldes, at finansbranchen er en mandsdomineret branche? Det gør ingen.

Men havde der været tilsvarende skandaler i en kvindedomineret branche, så var kønskortet blevet trukket hurtigere end man kan nå at sige kvindekortet.

Den tanke lader vi lige stå sammen med bevidstheden om, at det ikke er hverken en naturlov eller en gudernes lov, at noget skal være på en bestemt måde. Vi mennesker har et frit valg, og kan skabe den verden, som vi ønsker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Se teater med og om hjemløse: “Skidefuld af historier”

Af og til sker der noget vigtigt på den danske teaterscene – som i massivt vigtigt.

For det er som bekendt kunstens vigtigste opgave ikke blot at underholde, men også at oplyse og skabe bevidsthed om det samfund og den tid, som vi lever i. Bevidsthed, så vi handler – og gør samfundet til et bedre sted.

Ej blot til lyst, som der også står over selveste Det Kgl. Teaters fine, gamle scene på Kongens Nytorv.

Nu er det så ikke på Det Kgl. Teater, at forestillingen ”Skidefuld af historier” kan ses i de kommende dage.

Det er derimod i Christianshavns Beboerhus, Galaksen i Værløse og Musikhuset i Farum, at man kan opleve noget så sjældent og vigtigt som et teaterprojekt, hvor tidligere og nuværende hjemløse og Hus Forbi-sælgere på scenen fortæller deres historier i en professionelt opsat forestilling.

Deltagerne har altså for manges vedkommende ingen erfaring med teater, sang, dans eller musik, men til gengæld ved de meget om tilværelsen på gaden. En tilværelse, som er hård og barsk, men som også rummer kammeratskab, men som omvendt ikke skal romantiseres på nogen måde, men skildres som den er. En tilværelse, hvis historier nu sættes op til forestillingen ”Skidefuld af historier”.

Danmarksbloggen gør normalt ikke reklame for nogen forestillinger. Anmeldelser ja, men ikke reklame.

Men ingen regler uden undtagelse, for det her er en enestående chance for at komme og blive klogere på livet som hjemløs, hvis nu man ikke selv enten er det – eller kender til det, fordi man taler med de hjemløse.

For ja, det kan man også gøre – helt selv endda og 365 dage om året. Man behøver nemlig ikke at dreje hovedet og suse forbi de hjemløse, når man møder dem på gaden. Man kan både smile og hilse og tale med en hjemløs. Og gør man det, så opdager man, at en hjemløs er et medmenneske – præcis ligesom alle mulige andre.

Et medmenneske med en historie ligesom forestillingen ”Skidefuld af historier”, der er et samarbejde mellem Christianshavns Beboerhus og Galaksen med støtte fra Christianshavns lokaludvalg og fra crowdfunding, der har gjort det muligt at få forestillingen på benene.

Se mere – og køb billet her: https://galaksen.dk/program/skidefuld-af-historier/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Reportage: Fakler i Silkeborg

Weekendens angreb på danske jøder har forfærdet os alle. I Silkeborg tog Poul Geil og et par andre initiativ til med et fakkeloptog at markere, hvad vi står for her til lands. Danmarksbloggen er stolt over at få lov til at bringe nedenstående tekst fra Poul Geil: 

Med årsdagen for Krystalnattens udåd fulgte der i år en række begivenheder, hvor det nazistiske uvæsen viste sig. I Silkeborg vågnede Ella og Henrik op til synet af en nazistisk jødestjerne på deres postkasse, og de blev både ængstelige og dybt bedrøvede. Det samme blev tusinder af andre mennesker, og mere end 300 dukkede op til den protest med fakler, som nogle af os fra vejen hurtigt havde arrangeret. Der var et mindre trafikalt kaos på vejene i området, og det følelsesmæssige kaos besvarede vi med fakler og sange og taler og med varme blikke og håndtryk.

Der var en bedrøvet, men også trodsigt håbefuld stemning, og alle var mødt op for at vise deres støtte til det dansk-israelske par. Da den sidste sang var sunget, var det Ella og Henrik, som helt spontant tog ordet. De var dybt rørte over det store fremmøde, og de konstaterede, at det her er det Danmark, som de kender og elsker.

Der er situationer, hvor det er bedst at tie, så vi ikke er med til at skabe mere opmærksomhed omkring noget, som ikke fortjener at blive hørt eller set, men der er også situationer, hvor vi må sige fra, så det er tydeligt, at vi ikke tier og samtykker. Mere end 300 mennesker var denne aften enige om at sige fra, og mange flere havde på forhånd sagt eller skrevet, at ville have været med, hvis de havde kunnet.

Vi må sige fra, og vi må også spørge os selv og hinanden om, hvordan noget så afstumpet overhovedet kan ske. Skyldes det en total mangel på historisk bevidsthed, eller skyldes det en sympati med de rædsler, som udspillede sig op til og under Anden Verdenskrig? Begge dele kan være en del af baggrunden, men måske skyldes det mest af alt noget tredje, for måske skyldes det mest af alt, at nogle mennesker er så små, at de sparker nedad i et forkvaklet forsøg på at fastholde noget af deres eget selvværd.

De sparker nedad, selvom dem, de sparker ud efter, er akkurat lige så meget værd som dem selv, for vi er alle uden undtagelse lige meget værd, selvom det langt fra er alt, som mennesker gør, der er lige godt. Vi er alle lige meget værd, og vi er nødt til at fastholde, at det også gælder mennesker, som bringer nazistiske symboler i spil igen. Vi er alle lige meget værd, men det betyder bestemt ikke, at alt er lige godt, og det, som er sket nu her, med et symbol fra nazismens jødeforfølgelse, er forfærdeligt, og vi må væmmes ved det i stedet for at vænnes til det.

Derfor må vi sige fra, når vi møder de hadefulde ytringer, og det må vi også, når udtrykkene ikke er så voldsomme som dem, der viser sig som påklistrede jødestjerner og skændinger af jødiske gravsten. Vi må endda gøre det i vores eget netværk, og det er måske det, som er det sværeste. Men lad os gøre det alligevel. Uden selv at tale hadets sprog.

Skrevet af arrangør Poul Geil, Silkeborg

Hvem er Danmark?

Dansk Forfatterforening sendte tidligere på året (i et projekt støttet af Nordea) 20 danske forfattere ud til 20 forskellige byer i Danmark for at tage pulsen på byen og give et bud på, hvordan byen er – eller rettere hvem byen er.

Danmarksbloggen har læst alle 20 fortællinger – og især bidt mærke i dem, som foregår udenfor de store byer, hvilket er langt de fleste.

For historierne fra byer som Korsør, Nyborg, Marstal, Ringkøbing, Ikast og flere endnu er mere ens end de er forskellige i deres beskrivelser af en hverdag, der minder mere om livet i København og Aarhus end den kreative klasse måske bryder sig om at høre.

Ja, når man læser de små fortællinger (der måtte fylde max en side, og som for nogles vedkommende er digte eller forsynet med tegninger), så fornemmer man hos forfatterne en slags forundring over, at livet i de mindre byer kan spejles en-til-en med tilværelsen i storbyernes kreative ghettoer (hvis altså man ser bort fra prisskiltet på en café latte og boligen).

Men det er ganske enkelt: Mennesket er ens alle steder til alle tider. Det har vi så åbenbart glemt. For så langt ude er det åbenbart kommet med danskernes kendskab til hinanden, så langt væk er vi i 2019 fra hinanden. Vi tror, at ”de andre” er helt vildt anderledes – men det er de ikke.

Vi er ret ens, uanset om vi bor på den jyske hede, i en forstad til København, en gammel fynsk købstad eller alle mulige andre steder.

Projektet med de udvalgte 20 byer er også tænkt som en opfordring til at lade skoleelever i udskolingen skrive om deres lokalområde. Og det har de gjort i de udvalgte byer på workshops sammen med forfatterne – og vinderne får en klassetur til Bogforum i Bellacentret til november.

Danmarksbloggen forventer, at de unges historier bliver spændende i betydningen seriøst spændende.

Alene fordi de historier skrives af dem, som ikke kun er på besøg, men som lever i de forskellige danske byer. Så ved at læse de unges historier vil man reelt kunne blive klogere på de forskelle og ligheder, som der måske/måske ikke er i vores lille, homogene land.

Danmarksbloggen håber derfor, at de unges fortællinger også kommer på nettet. Der bliver i så fald noget at læse, som giver mening.

Se mere på www.hvemerdanmark.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Amager Fælled: Overborgmester Frank Jensen taler med to tunger

Et fornemt klima-top-møde (C40) er i gang i København. Ja, i går var de noble borgmestre og andre notabiliteter fra alverdens lande endda til middag på Christiansborg, hvor kronprinsparret var værter.

I centrum for de mange fine ord og knap så mange handlinger står Københavns overborgmester Frank Jensen (S) der bryster sig med, at Danmark er et foregangsland, når det kommer til klima. Ja, København, verdens cykelhovedstad åbenbart, er ifølge ham endda en by, der viser den grønne vej for andre byer.

Undskyld, men det klinger altså hult … meget hult … når man tænker på, hvad der sker ude på Amager Fælled i disse år.

Amager Fælled – skøn og grøn – og det eneste vilde område, som der er tilbage i miles omkreds omkring vores hovedstad. Amager Fælled, som vi skulle sætte ALT ind på at bevare, men som Frank Jensen vil bebygge en stor og for mange arter ekstrem vigtig del af.

For en ting er miljø – en anden er penge, og når det kommer til stykket, så vælger overborgmesteren altid det sidste.

Frank Jensen taler derfor med to tunger, som indianerne sagde det. Indianerne, som for de flestes stammers vedkommende var optaget af at leve i pagt og balance med naturen. Men dem slagtede vi selvfølgelig også, som vi i øjeblikket slagter naturen.

Men man kan altså ikke spise penge – eller ånde penge. Det burde vi erkende og leve efter, os i den vestlige verden, men også i de rige lande i den arabiske verden og de rige lande i den asiatiske verden. For det at drive rovdrift på naturen er desværre en udbredt ting verden over.

Det ender med, at vi dræber os selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rådhuspladsen – en del af et eventyr

Og hvor vi glæder os til at få Kongens Nytorv igen, sagde Dronningen, da hun åbnede Cityringen for halvanden uge siden.

Det store arrangement fandt sted på Rådhuspladsen – og måske der var for mange mennesker til at Dronningen lagde mærke til det.

For det var ikke kun Kongens Nytorv, som vi fik igen for halvanden uge siden.

Landets største plads – hér danskerne mødes for at fejre hjemvendte sportsfolk som EM i 92 – men også andre store og større begivenheder som befrielsen i 1945 – har vi også fået igen.

Der er selvfølgelig tale om Rådhuspladsen, som nu igen myldrer med liv overalt. Og efter Danmarksbloggens mening i en version, der er smukkere end måske nogensinde.

For Rådhuspladsen anno 2019 er stor og åben – som i stor og åben. Der er simpelthen så meget rum og luft, at det vil gibbe i enhver bygherre for at udnytte de ledige kvadratmetre.

Men den megen plads skal ikke bruges til noget som helst andet end at rumme danskerne og danskernes glæde både til fest og fejring – men især til hverdag.

Det er så dejligt. Og særligt smukt er det, når man kommer op fra den nye metro, Cityringen, og ser panoramaet med indgangen til Strøget, Rådhuset, H. C. Andersen-slottet – og Industriens Hus, som virkede alt for stort, dengang de grønne plankeværk stod på Rådhuspladen, men som nu er smuk med sine glasfacader.

Rådhuspladsen er nemlig Københavns centrale plads – og i sin nuværende form kan den endda konkurrere med den gamle, fornemme og smukke Kongens Nytorv om at være den flotteste.

Tænk engang: I landets hovedstad har vi de to fineste pladser beliggende i hver sin ende af Strøget. Det er nærmest som et eventyr, der både starter og slutter lykkeligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den gyldne ghetto – et samfundsproblem

Den franske præsident har været ude og sige, at Frankrig må se sandheden i øjnene, nemlig at der er et problem med indvandringen – og at det er de fattigste befolkningsgrupper, som betaler prisen. Mens de velhavende i bymidterne ikke ser problemerne, da problemerne ikke findes der, hvor dem ved muffen færdes.

Danmarksbloggen er tilbøjelig til at være enig med den franske præsident – og vil gerne tilføje, at det ikke kun er i Frankrig, at de velhavende og især den kreative klasse klumper sig sammen i de maleriske bymidter.

Men at det sker over hele Europa – og også i Danmark, og at det betyder, at kun få mennesker har råd til at bo centralt.

Så alle steder har vi gyldne ghettoer i de centrale dele af de store byer.

Gyldne ghettoer hvor den kreative klasse lever et behageligt liv med spændende jobs, gode lejligheder, kultur og kunst lige rundt om alle gadehjørner – samt med mennesker ligesom dem selv, der også læser de nye bøger og kan tale med om de store klassikere.

Men kun få i den kreative klasse kender til problemerne i andre dele af samfundet. I stedet sidder segmentet på caféen med en hundedyr cafe latte foran sig, og harcelerer over den manglende tolerance og forståelse hos dem, som er bange for at miste deres job.

Eller føler sig truet af en bande indvandrerdrenge, hvis de går visse steder i deres nabolag eller andre mulige andre ting, som er hverdag – også i Danmark.

Det du´r selvsagt ikke – og hvis ikke vi skal overlade løsningerne til mennesker som Vermund og Thulesen Dahl, så må vi reagere nu … og det er ikke nok at gå i gang med de grimme ghettoer, hvor indvandrerne bor.

Vi må også i gang i de gyldne ghettoer. Indførelse af bopælspligt i de store byer kunne fx være en god start hurtigt fulgt op af mange billige lejeboliger til familier med almindelige indtægter, unge studerende og ældre.

Vi er også nødt til det – hvis ikke samfundet skal knække over … og det haster … det er lige op over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens spåmand fik ret omkring penge og renter

Danmarksbloggen har fået sin egen spåmand …

Han hedder Ole Frederiksen og skrev tilbage i august denne: http://danmarksbloggen.dk/?p=10718

Her forudser Ole Frederiksen, at flere banker vil følge Jyske Banks eksempel om, at det skal koste penge at have penge stående – samt at beløbsgrænsen vil gå væsentlig længere ned end de 7,5 millioner, som den var ”dengang” for halvanden måned siden.

Og det er eksakt hvad, der sker nu, hvor flere og flere banker indfører såkaldt negativ rente, altså at du skal betale penge for at have penge stående. Og beløbsgrænsen for hvornår du skal det, bliver lavere og lavere – og nærmer sig et niveau, hvor middelklassen er ved at være med.

Udviklingen er så måske alligevel ikke overraskende. For dna´et i enhver god forretning er, at andre overtager den samme gode forretning, når de kan se, at den virker.

Og det gælder også bankerne … ja, det gælder måske især bankerne, hvis forretning er penge.

For stik mod hvad mange tror, så er en bank ikke en serviceinstitution – men en butik med penge som eneste vare på hylden. Penge er til gengæld også en vare, der aldrig går af mode – eller bliver for gammel.

Og nu kan bankerne altså tjene endnu flere penge … på penge. Det er genialt – set fra deres synspunkt.

Samtidig vil de professionelle pengefolk også afskaffe kontanter. For ingen skal undslippe bankernes tøjlesløse grådighed, når det kommer til at hive penge op og ud af lommerne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det ´en metro jo …

Så åbnede Københavns nye metrolinje. Cityringen med 17 stationer. Hovedstadens største anlægsarbejde siden Christian d. 4 anlagde voldene med blandt andet Kastellet og Christianshavn.

Der har derfor været max opmærksomhed på Cityringen hele dagen, også fordi Christians d. 4´s efterkommer Margrethe d. 2 tog den første tur hele vejen rundt.

For hende og for alle andre har det sågar været gratis at køre med de offentlige transportmidler i hovedstaden hele dagen. Busser, s-tog og metro – både den nye og de to gamle linjer.

Danmarksbloggen tog så først turen rundt med den nye metro her midt på aftenen, da det værste åbnings-rush var overstået.

Og konklusionen er helt enkel: Det ´en metro jo.

Altså: Det er ikke andet end en metro, der stopper og standser og kører i to retninger – hele vejen rundt.

Når det er sagt, så er der nogle af stationerne, som er vældig flotte med farver, der lyser op som fx Nørrebro Runddel, der er gul, Hovedbanegården der er rød og Frederiksberg Allé, der er grøn.

Men allerflottest er Kongens Nytorv, og især dér hvor den gamle metro møder den nye metro i en gang, der svinger og snor sig, og har en størrelse, så man føler, at nu er man havnet i en rigtig storby.

Dét er en sjælden følelse i København. Men den er dejlig – og lige i dag kunne man glemme det faktum, at hele metro-projektet er tænkt alt for småt, da de enkelte metro-toge er alt for små. Allerede før Cityringen åbnede, var de gamle linjers toge nemlig overfyldte – og nu bliver det hele endnu værre.

Det var så til at forudse – og det burde det være blevet, især når man tænker på alle de studieture, som politikerne var på.

Fx til Stockholm som er en by på størrelse med København, og som har haft en metro (Tunnelbanan) i over 50 år. De har altså noget erfaring i den svenske hovedstad, blandt andet at tunnelbanens kort-toge (som kun bruges i ydertidspunkterne) kan tage markant flere passagerer end nogen af togene i Københavns metro.

Så Danmarksbloggen er ikke imponeret over den nye – eller den gamle – metro. Men dog enig med Dronningen: Og hvor vi glæder os til at få Kongens Nytorv igen!!! 

Kongens Nytorv er så også Danmarks flotteste station nu.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk