Anmeldelse: Lad de døde begrave de døde

”Lad de døde begrave de døde” er anden del af en planlagt trilogi skrevet af Lars Thomassen, som startede med “Han kender det som er i mørket”, der udkom for et par år siden, og som med rette blev anmelderrost.

Og nu er anden del så udkommet. Den hedder ”Lad de døde begrave de døde”, og er ligeså mørk og dyster og nervepirrende som første del. Altså også en god krimi – og ligesom første del velegnet til dem, der kan lide at gå i dybden med personer og handling.

For begge bøger er det, som vi i sidste årtusind kaldte murstensromaner med sidetal på den gode side af 450 sider for denne anden del – og første del er endnu længere.

Så sæt endelig en weekend eller ferie af – eller læs bøgerne på vej til og fra arbejde, hvis De er så heldig at være en af dem, der har tid til Dem selv i toget eller bussen hver morgen og hver eftermiddag.

Det må dog være på plads med en advarsel. For man risikerer ikke at komme af på rette tid og rette sted, da man hurtigt hvirvles ind i det velskrevne univers af menneskers angst og mørke, som foldes ud.

Jeg kan ikke røbe noget af plottet eller handlingen i anden del uden at give første del væk. Så jeg vil blot konstatere, at flere af personerne fra første del af trilogien vender tilbage i anden del, og at de ligesom os andre sjældent forandrer sig ret meget psykologisk set, selvom deres livsvilkår kan være fundamentalt anderledes.

Jeg vil dog gerne sige, at handlingen i den første bog foregår på Langeland, hvor den anden bog har Billunds-området som lokalitet.

En af de iøjnefaldende aspekter ved begge bøger er det religiøse aspekt. Man fornemmer, at forfatteren har et kendskab til folkekirken, der går udover at være en almindelig dansk kulturkristen, som kommer i kirken til jul, dåb, konfirmation, bryllup og begravelse – og så ellers ikke går til gudstjeneste.

Dét styrker fortællingen, at kristendommen bliver hverdag, endda vældig meget hverdag – og ikke blot noget højtideligt og fjernt, men noget som sætter handlingerne og personerne i perspektiv.

For nok kan troen være anledning til strid, men de største kampe er dog dem mellem mennesker, mellem lyset og mørket – også indimellem inde i det enkelte menneske, og dén strid mellem det gode og det onde, mellem den velmenende vilje og de manglende evner hos os svage mennesker, som beskrives så fint i disse to første bøger af Lars Thomassens trilogi. Godt pakket ind i dén ramme af horror og krimi, som er bøgernes velskrevne motor.

Igen kan det beskrives bibelsk: Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt, som det hedder hos Matthæus, kapitel 26, vers 41. På nutidsdansk ville vi nok i stedet sige: Ja, jeg ville SÅ gerne, men jeg orker det desværre ikke.

Og fordi vi hverdagsmennesker ikke orker at være hverken særlig gode eller særlig helteagtige i den danske nutidsvirkelighed, som bøgerne foregår i, så får ondskaben netop frit løb.

Og den orker, så vi får hele paletten fra kidnapning til drab, og Lars Thomassen lægger ikke fingrene imellem, når menneskets ondskab og ufattelige fantasi udi at være bestialsk skal beskrives. Han nærmest dvæler ved ondskaben og ved den naturlighed, som ondskaben selv udfører sit hverv ved.

Små ord, små sætninger, som spidder det mørke på plads – og gør det direkte ubehageligt at læse bogen, også fordi man selv danner billeder, der ætser sig fast på nethinden – selvom bøgerne pånær nogle meget fantasifulde og nærmest kunstneriske forsider er uden illustrationer.

Danmarksbloggen anbefaler begge bøger – og giver dem hver især fem ud af seks iskolde gyser-syle, som dem man mentalt rammes af undervejs i læsningen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Vår tid är nu/Familien Löwander

Søndag aften er dramatid på DR1, men de senere år har det knebet for dansk tv-drama at leve op til tidligere tiders storhed.

Heldigvis så kan svenskerne i disse år lave drama, der fænger for alvor – og i aftes begyndte DR1 at sende anden sæson af den svenske succes-tv-serie ”Familien Löwander”, som hedder ”Vår tid är nu” på svensk, hvad der også er en bedre titel, som DR sagtens kunne have oversat til ”Vores tid er nu”.

For dels så handler serien ikke kun om familien Löwander, og dels så spiller tiden, hvor serien udspiller sig, en vigtig rolle, da serien igennem dens tre sæsoner skal beskrive det svenske Folkhemmets storhedstid fra starten, da 2. verdenskrig sluttede i 1945, og til energikriserne ramte først i 1970´erne.

Nu her i starten af sæson 2 er vi nået til 1955, og der er sket meget i de fem år, der er gået, siden vi forlod Stockholm i slutningen af sæson 1.

Nina og Calle er blevet skilt fra hhv. Erik og Sonja, og gift med hinanden – og arbejder begge på familierestauranten Djurgårdskällaren, som er en fiktiv restaurant, der ligger på det fashionable Östermalm i Stockholm. Men Nina og Calle har betalt en stor pris for deres lykke, idet hendes datter og hans søn begge bor hos de tidligere ægtefæller.

Peter har overtaget Djurgårdskällaren, men har måttet vinke farvel til hans livs kærlighed Suzanne. I stedet har han giftet sig med den geskæftige Ester og med hende fået to piger.

Gustaf arbejder på en anden restaurant, som i modsætning til Djurgårdskällaren findes i virkeligheden, dog under et andet navn. Men skulle man have lyst til at besøge den, så tag til den del af Stockholms Gamla Stan, der ligger tæt på Järntorget, for så finder du ”Den Gyldne Freden”, som ser ud, som den gør i serien – og som i øvrigt serverer fantastisk mad samt historiens vingesus, da svenske musik- og kunst-ikoner som Bellman, Taube og Zorn jævnligt kom dér.

Helga er også stadig den stærke matriark trods at hun rammes af hjertesygdom, og hun har stadig et tæt parløb med kokken Backe.

Maggan er også stadig fagforeningsformand, men der er også nye tider på vej til hende, dog ikke som man måske tror det efter at have set første afsnit.

Og endelig møder vi en for danskere velbekendt person, nemlig Sofie Gråbøl, som spiller danskeren Henriette Winter, der køber Gustafs del af Djurgårdskalleren. Det kommer der meget ballade ud af.

Der kommer også mange flere konflikter og flere personer ind i centrale funktioner. For der sker som forventet meget i sæson 2, der har et tempo, der er ligeså hurtigt – hvis ikke hurtigere end det i sæson 1.

Undertegnede har set hele sæson 2, da SVT sendte den i efteråret 2018, og jeg vil selvfølgelig ikke røbe noget, men kan roligt sige, at hvis man synes, at der var drama i sæson 1, så bliver det endnu mere dramatisk i sæson 2.

Det bliver også fortsat rørende, gribende og overraskende – og nok er man vant til, at der sker store ting meget pludseligt i den her serie. Men der tages nogle mere end uventede drej, som får det til at gibbe i én – og så bliver tonen iøvrigt mørkere og mere dyster i takt med at nuancerne i personerne træder endnu tydeligere frem.

Det er mesterligt skrevet, og alle skuespillerne spiller så jävla bra, som det hedder på svensk. Dog skal Mattias Nordkvist, som spiller Gustaf, fremhæves for hans stærke fremstilling af den forandring, som Gustaf gennemgår i de to første sæsoner. Hr. Nordkvist er intet mindre end fænomenal i sin troværdighed og sin evne til at gribe rollen – og os tv-seere.

Danmarksbloggen giver ”Familien Löwander”/”Vår tid är nu” sæson 2 seks ud af seks af de rårakor, som Calle lavede til Nina helt tilbage den første dag de mødes, og som i dag spises af mange svenskere, når de ser tv-serien.

For både den lille kartoffelret med løg og löjrom (en slags svensk kaviar) og tv-serien er for længst kult i Sverige – og også lidt i Danmark.

Ps. Sæson 3 sendes til efteråret på SVT – og vi er mange, der ikke kan vente. For sæson 2 slutter ligesom sæson 1 gjorde det med en cliffhanger af format, skal jeg hilse og sige. Der er altså noget af glæde sig til både de kommende søndage – og når bladene bliver gule og falder af træerne igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drop det Lars, vi vil ikke til Mars

Unge over HELE verden – som i HELE VERDEN, nemlig 112 lande – har i dag, fredag d. 15. marts demonstreret for klimaet.

Også i Danmark, hvor mange tusinde elever fra både folkeskole, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser var forsamlede foran Christiansborg i København samt i mange andre byer. Der blev hoppet, råbt og markeret på bedste demokratiske vis med bannere og slagord som fx

DROP DET LARS, VI VIL IKKE TIL MARS

For de mener det alvorligt, de unge mennesker. De vil ikke gå glip af et liv og en fremtid for dem selv og deres børn her på vores dejlige grønne og blå klode.

De vil også have en tilværelse med rent vand, ren luft og sund mad.

En af de deltagende, Anna Margrethe Thorsen Frederiksen, der går i 2. g. på Christianshavns Gymnasium, var med, og hun fortæller:

Vi startede fra gymnasiet, hvor vi var elever fra alle tre årgange, der samledes udenfor porten – hvor vi mødtes med eleverne fra bydelens to grundskoler Døttreskolen og Christianshavns Skole, og så gik vi tre institutioner over Knippelsbro og ind mod Christiansborg.

Da vi kom derind, var pladsen over halvt fyldt op allerede, men den var snart helt proppet, og så startede det med taler og klimasange.

Vi sang fx ”Der VAR et yndigt land”, som var en total omskrivning af nationalsangen. For sådan bliver det, hvis ikke vi handler nu. Så er det yndige danske land fortid.

Og så gik det slag i slag med kampråb og flere taler, inden landets statsminister Lars Løkke trådte op på scenen. Han snakkede lidt om, at vi i virkeligheden her i Danmark ikke udleder så meget CO2, men vi stoppede ham – to gange – ved at råbe:

DET ER IKKE NOK

For det er ikke nok. Der skal gøres mere. Meget mere, hvis kloden skal reddes. Og klimaet er for vigtigt til at overlade til politikerne.

Danmarksbloggen er enig. I mange århundreder er alt blevet sat op i forhold til hvad det koster rent økonomisk. Tiden er nu inde til et paradigmeskifte – til at ALT, som i ALT, skal sættes op i forhold til, hvad det betyder for miljøet og klimaet, både på den korte og den lange bane.

KLIMA ind i AL politik – for der er ingen planet B.

Al politik er klimapolitik, som de unge sagde det på endnu en fredag, for som hashtagget for de efterhånden gentagne klima-demoer siger det:

Fridays for Future

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen spå´r: Folketingsvalg 9. april

Den 9. april – dagen, hvor Danmark blev besat for 79 år siden i år, og samtidig dagen, hvor Danmarksbloggen vurderer, at danskerne skal stemme til folketingsvalget.

Danmarksbloggen vover nemlig pelsen og siger, at Løkke vil udskrive folketingsvalget på tirsdag d. 19. marts til afholdelse tirsdag d. 9. april.

Nu er det nemlig tid.

Alle regeringens store planer er præsenteret. Nogle af dem er mere urealistiske end andre, og nogle andre er et større benspænd for en evt. kommende socialdemokratisk regering end andre, men de ligger nu alle på bordet.

Læg dertil at Løkke er en gambler, som ikke er bange for at sætte alt på ét bræt.

Desuden så kan han ved et folketingsvalg i god tid inden EU-parlamentsvalget sidst i maj også stille sig selv i position som en kommende dansk EU-kommissær, især hvis blå blok vinder.

Det vil virke som en mærkelig manøvre, men Løkke kan vælge også personligt at gå dén europæiske vej – fremfor at blive siddende som statsminister i Danmark. At det så af vælgerne vil blive opfattet som etisk forkert at stille op til det danske folketing, for så straks efter at forlade posten, er noget andet.

Og så er der det med selve datoen, altså d. 9. april.

For de fleste danskere er 9. april nemlig stadig den dag, hvor man tænker på dengang i 1940, hvor den tyske besættelse af Danmark under 2. verdenskrig startede. Det var dengang, der ikke fandtes noget EU, NATO eller FN – eller mange andre af de internationale samarbejder, som Danmark er en del af i dag.

Og lige siden sin nytårstale har Løkke netop talt om velsignelserne i EU og i det internationale samarbejde i det hele taget. Så hvad er vel bedre end et valg på selve dagen, der markerede det værste – nemlig krigen – i det gamle og splittede nationale Europa?

Det er historiens vingesus, og så flytter det også fokus væk fra al den dårlige politik, som der er blevet ført på det indenrigspolitiske område i de sidste fire år. For Løkke vil forsøge at dreje valgkampens temaer væk fra Danmark og ud i Europa.

En stor del af valgkampen vil – med en valgdato 9. april – også finde sted i Brexits skygge og gøre det lettere at gøre Europa, virksomhedernes eksport og et behov for en fælles europæisk flygtningeløsning til valgtemaer.

Og alt det vil Løkke gerne, for jo mindre han skal tale om velfærd, miljø og ulighed, jo bedre.

Så Danmarksbloggen spå´r, at folketingsvalget bliver d. 9. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Populistisk skred mod højre startede i sidste årtusinde

Pernille Vermund – dansk politiks nye enfant terrible – har i dén grad forstået at få mediernes opmærksomhed, senest ved sidste uges profilerede debat med Kristian Thulesen Dahl i Aabenraa.

Pernille Vermund bor ellers i Nordsjælland, men til det kommende folketingsvalg stiller hun op for Nye Borgerlige i Sønderjylland, som udover at være den landsdel, hvor flest (målt i procent) stemmer på Dansk Folkeparti, er der, hvor Dansk Folkeparti´s formand Kristian Thulesen Dahl også stiller op – og bor.

Men nu går Vermund altså i direkte kamp med Thulesen Dahl om stemmerne på hans hjemmebane …

Det skrives der meget i medierne om, ofte med den vinkel, at der er tale om et populistisk skred til højre i dansk politik.

Men nej, mener man det, så kender man ikke sin politiske Danmarkshistorie. For dét skred skete for snart 25 år siden, da Pia Kjærsgaard i 1995 dannede Dansk Folkeparti.

Det var dengang, hvor Nyrup sagde, at Dansk Folkeparti aldrig blev stuerene. Det var dengang, hvor ingen partier med respekt for sig selv – heller ikke de blå – ville arbejde sammen med de ekstreme højrefløjspolitikere i Dansk Folkeparti. For det er ganske vist. Sådan blev Dansk Folkeparti opfattet dengang.

Siden har meget som bekendt ændret sig i dansk politik, og i dag har de fleste partier i årevis løbet over mod Dansk Folkeparti og taget deres politik til sig.

Ikke at Dansk Folkeparti har rykket sig en tomme i det kvarte århundrede. Det skulle da lige være et par meter endnu længere mod højre. Men de andre partier (minus nogle få) rykker hver gang med.

Så det, som engang var ekstremistisk, er for længst blevet normalt, og Dansk Folkeparti er blevet en del af det establishment, som de engang var i opposition til.

Og det udfordrer Pernille Vermund og de andre i Nye Borgerlige så ved det kommende folketingsvalg. Men nej, der er ikke tale om noget skred, er Pernille Vermund er ikke nogen frontløber. Pernille Vermund rider derimod blot med på en populistisk bølge, der startede i sidste årtusinde, og som tilsyneladende ikke kan komme langt nok ud til højre i sin ekstreme bevægelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

97 procent af alle danske virksomheder kontrolleres ikke af Skat

Danske virksomhed betaler iflg. tænketanken Cevea for lidt i skat, altfor lidt i skat – nemlig hele 14,1 mia for lidt i skat – hvert eneste år.

For de penge kunne vi få meget velfærd, rigtig meget velfærd. Se eksempler på, hvad det kunne være på nedenstående hjemmeside, som Cevea har lavet:

www.fixskat.dk

Her kan man også læse Cevea´s ti forslag til et bedre Skat. Det er forslag, der taler om mere gennemsigtighed og mere kontrol, og Danmarksbloggen er enig med Cevea i, at der er vældig meget brug for det. Ja, nærmest kolossalt meget brug for det.

Det er nemlig kun tre procent af alle danske virksomheder, der bliver kontrolleret af skattevæsenet.

Det vil altså sige, at hele 97 procent af alle danske virksomheder IKKE kontrolleres af Skat, men blot kan skøjte igennem med, hvad de måtte finde på af skatteunddragelse og andet, som fører pengestrømmene udenom den danske statskasse – og vores allesammens velfærd.

Det er både et etisk og et økonomisk problem.

Læg dertil det fald i antal årsværk indenfor Skat, som diverse regeringer har gennemført i de seneste år, og det siger sig selv, at færre mennesker ikke kan nå det samme arbejde. Det kræver nemlig tid og kræfter at inddrive skatten fra de tilsyneladende genstridige virksomheder.

Men det er et slid, der kan betale sig på bundlinien, for pt. koster de manglende kræfter til dette arbejde os alle sammen mere end 14,1 mia kroner om året.

Danmarksbloggen vil derfor anbefale, at der ansættes mange nye og dygtige medarbejdere i Skat, så alle – også virksomhederne – betaler det, som de skal, til det offentlige. For det er de penge, som vi lever af i det velfærdssystem, der gavner os alle sammen, også virksomhederne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

8. marts: Kvinder stoppes stadig af glasloftet

Hvordan har du tænkt dig at fejre 8. marts – Kvindernes Internationale Kampdag? Der er nemlig mange muligheder fra debatter om vigtige emner over poesioplæsninger og koncerter til workshops, hvor man kan være kreativ.

Men hvis man nu ikke orker efter en lang arbejdsuge, eller måske ikke bor tæt nok på de store byer, hvor langt de fleste arrangementer foregår, så kan man i stedet gøre sig klogere på danske kvinder, vores historie og vores nuværende forhold ved at læse – eller genlæse – Birgitte Possings bog ”Argumenter imod kvinder”, som er en bog, der overbevisende demonstrerer, at kampen for ligeret langtfra er slut.

Danmarksbloggen anmeldte bogen, da den udkom sidste år – se anmeldelsen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10224

Bogen fik ved den lejlighed seks handsker ud af seks mulige – og hver eneste én er velfortjent.

For det er en bog, som giver bevidsthed om det glasloft, der usynligt, men ganske effektivt ligger over mange kvinder, så vi ikke – trods åbenlyse evner – bliver rekrutteret og kommer op på den anden side af glasloftet, og får de poster og de stillinger, som vores egenskaber og kundskaber kvalificerer os til.

Men hvor i stedet mænd – også mænd, som kan langt mindre – får jobbet eller posten, ene og alene i kraft af kønnet og den Rip-Rap-Rup-rekruttering, som stadig finder sted i stor stil i magtens mandeklubber.

Vi behøver derfor, som Birgitte Possing siger det i ”Argumenter imod kvinder”, en ny fortælling. På side 45 i bogen skriver hun:

Vi mangler en samlende fortælling om samfundet, og hvad vi vil med det. Tidsånden er gennemført individualistisk, og vil man noget, er det op til én selv at gå vejen og finde sin plads og identitet. Ingen står i vejen. Sådan er den samfundsfortælling, vi faktisk har. Men den passer ikke på virkeligheden, hvor mangel på den rette kapital, klasse eller det rigtige køn kan stå i vejen for det, man vil. Det taler vi nødigt om, men det bliver vi nødt til, hvis vi skal nærme os noget, der ligner ligestilling. Vi siger, at vi har ligestilling, selv om vi ikke har det. Vi siger, vi vil have begge køn i ledelse alle vegne, selv om vi ikke får det. Vi siger, vi vil have repræsenteret den mangfoldighed i erfaringer, som begge køn repræsenterer, selv om vi ikke gør det. Når det handler om køn, siger vi ét og gør noget andet.”

Citat slut.

Danmarksbloggen er helt enig. Det danske samfund holdes tilbage af ulighed, både økonomisk og kønsmæssigt, og vi kan kun komme videre, hvis vi laver den nye fortælling sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krænkelse slår fattigdom – men kendis slår krænkelse

Flere danske byer taler nu seriøst om at bruge mange millioner kroner på at indføre såkaldte kønsneutrale lyssignaler, sådan så ingen kan føle sig krænket over at se det, som åbenbart er en mand, når man skal passere gaden. For kvinder går jo ikke med bukser?! Sic!

Det er så himmelråbende tåbeligt – og demonstrerer på den mest pinlige måde, at vi lever i et super-overfladisk samfund, hvor signaler – nu også bogstaveligt – er alt, og i hvert fald markant mere end indhold.

For tænk hvis politikerne blev ligeså optagede af at afskaffe fattigdommen og gøre livet bedre for de mere end 60.000 danske børn, der lever i fattigdom i vores rige samfund. Eller de ældre, der ikke kan få et bad eller få gjort rent. Eller sygehusene eller andre vigtige ting. SÅ ville der ske noget, men reelle samfundsproblemer syltes til fordel for overfladiske ligegyldigheder.

For ligegyldighederne kan nemlig få politikerne over hele landet – dog især i de store byer – op af stolene og se på nye kønsneutrale lyssignaler, gerne nogle, som er anderledes end de andres.

Odense har således allerede nogle lyssignaler, som forestiller byens store søn H. C. Andersen. Det er så ikke kønsneutralt, da han ubetinget var en mand. Men det er åbenbart lige meget, når vi taler om en kendis. Og nok kendte eventyrdigteren ikke selv ordet kendis, men ikke desto valfarter folk fra hele verden til Odense på grund af netop H.C. Andersen.

Syd for grænsen i Berlin er det også en mand, der pryder lyssignalerne, i hvert fald i den del af byen, der før var Østberlin, og han hedder ovenikøbet mand, nemlig Ampelmann. Men den lille mand med hatten er superpopulær, ja nærmest kult – og merchandise med ham sælger som varmt brød i de berlinske turistbutikker.

Så kendis-effekten slår altså krænkelseskulturen – det er ikke overraskende, men nedtrykkende, og det ses også tydeligt i det politiske liv.

Vi har også de politikere, som vi fortjener, siger man. Men fortjener vi virkelig mennesker, som ser på overflade og signaler fremfor på indhold? Ja, måske.

For er vi i grunden så meget bedre selv? Hvad gør vi selv for at gøre samfundet til et bedre sted? Hvordan hjælper vi selv dem, der er dårligere stillet end os?

Det kan man jo spørge sig selv om, når man står og venter på grønt lys for at komme over gaden. For det er det, som et lyssignal er. Det er et rødt lys og et grønt lys og ikke noget som helst andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mød de 25 rigeste i Danmark

Den danske B2B-prissammenligningsservice Ekspertvalg.dk har set nærmere på Danmarks 25 rigeste. Det er spændende læsning, hvor man blandt andet kan se, at:

  • Der er markant flere mænd end kvinder
  • Det er primært indenfor højteknologien, at de har tjent milliarderne
  • De har en gennemsnitsformue på 19,2 mia – dog med store indbyrdes forskelle
  • Deres samlede formue steg fra 420,6 mia kroner i 2017 til 478 mia i 2018, hvilket er mere end statens husholdningsbudget på 459,5 mia kroner
  • De er typisk mellem 50 og 75 år
  • De har oftest en lang, videregående uddannelse

Læs selv mere her – og få navnene på de 25 rigeste danskere: https://www.ekspertvalg.dk/blog/2019/02/top-25-rigeste-danskere

For Danmarksbloggen er det ikke så afgørende, om det er Lego´s Kjeld Kirk Kristiansen, som er nummer et – hvad det har været siden Mærsk Mc-Kinney Møller døde i 2012.

Det, som betyder noget, er, hvordan den rigdom forvaltes.

I gamle dage sagde man, at adel forpligtede. Det samme burde man sige om rigdom. Rigdom burde forpligte, sådan så man i stedet for kun at tænke på maksimalt overskud og afkast til aktionærerne, også tænkte på den sociale forpligtelse, som virksomhedsejere burde have …

En forpligtelse, der indebærer at betale fuld skat – og at give danskerne job. For så kommer der balance i tingene. Virksomhedsejeren, som løber risikoen, kan sagtens tjene penge og få et pænt overskud, men en del penge går tilbage til samfundet via løn og skatter.

Og det er penge, som er givet godt ud, for det vil give et samfund i balance, et samfund med små forskelle mellem mennesker. Sådanne samfund er samfund i balance og ro – samfund, som det er godt at være menneske i, uanset om man er blandt de 25 rigeste eller ej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Jeg er sgu min egen”

Vil du fællesskabet? Følger du manualen? Bidrager du til samfundet? Løber du stærkt nok med i livets hamsterhjul? Og med stærkt nok menes så hurtigt og så voldsomt, at du fortsætter, indtil du segner, ja kollapser. Men så alligevel straks springer op og fortsætter, når du har fået dit fix, dine daglige strømme af kaffe og andre drugs, som kan holde dig kørende?

Det er de spørgsmål – og krav, som Annie Jensen i Mathilde Passers skikkelse stilles overfor på Nørrebro Teater, der i går havde premiere på den bearbejdede teaterversion af Klaus Rifbjergs, Erik Ballings og Bent Fabricius-Bjerres ikoniske musicalfilm fra 1967 ”Jeg er sgu min egen”.

Og Mathilde Passer er absolut fortryllende og overbevisende i dén rolle, som egentlig var tiltænkt den altid velspillende Lise Baastrup, der måtte melde fra på grund af graviditet. Men valget af Mathilde Passer – og ja, hun er Dirch Passers barnebarn – er måske endnu bedre, for hun udstråler lige præcis den ungdom, den uskyld, den trodsighed, den stædighed og den tro på livet, som rollen kræver.

Danmarksbloggen var i hvert fald vældig begejstret for den måde, som hun magtede at fylde den allestedsnærværende hovedrolle og fantasifulde scene ud på.

Scenen er nemlig en iøjnefaldende visualisering af det liv, som det forventes, at vi lever, bygget i flere niveauer med trapper, huller og så i midten det store hamsterhjul, det som vi slider os ihjel på, men som Annie ikke vil indordne sig. Ligesom hun hverken vil arbejde med svin, flytte papirbunker eller leve efter en familieplanlægningskalender – og her hjælper det ikke at få lidt sukker på skeen, aka blive kaldt for den ene søde sag efter den anden.

Annie insisterer i stedet på et liv i frihed og med lidenskab og spontanitet – og hun kæmper for at få det, både mod autoriteterne og mod beundrerne. For der findes mange slags fængsler i vores verden, og nogle gange er de gyldne bure de mest farlige, for sidder man først fast i livets reelle luksusfælde, er det måske sværere at opdage, at man er fanget ind.

Men nu er hun Annie, og der er kun én Annie, og det er som bekendt Annie.

Så selvfølgelig slipper hun til sidst ud af alle snarer – også kærlighedens, (hvem siger også, at man behøver en mand?), snupper sin gule kasket og sin gule kuffert og løber tilbage til det hamsterhjul, hvor det hele startede. Men nu fri og glad, fordi hun ved, at ja, hun vil gerne bidrage, men også tænke selv – og begå fejl.

Det er en god slutning i en tid, hvor vi i årevis har lidt under en perfekthedskultur, som man ikke kendte til i 1960´erne, hvor filmen er fra, men resten kendte de også dengang, alle forventningerne om at leve det ”rigtige” liv og blive gode samfundsborgere.

Historien om Annie kan derfor også stadig provokere, samtidig med at den underholder.

Underholdning og provokation, satire og alvor er heller ikke hinandens modsætninger, snarere tværtimod supplerer de hinanden som salt og peber, yin og yang, og det ses tydeligt i Nørrebro Teaters ”Jeg er sgu min egen”.

Forestillingen er en vidunderlig karikeret fremstilling, der rammer plet i sit portræt af vores samfund og vores tid og deres absurditet.

Rundt om Annie iler skuespillere og musikere op og ned i forskellige roller, alle opfattet i deres relation til Annie, men alligevel får man en idé om, hvordan mange af dem er ved siden af også som fx Marie Askehave, der intenst og stilsikkert spiller opsynsværgen, som aldrig sætter spørgsmålstegn ved noget, men blindt gør det, som forventes af hende.

Tom Jensen har flere roller, deriblandt en nærmest vild version af Hyldesen, men han spiller alle roller overbevisende – og med sans for den komik, som også er en del af forestillingen. Nicolai Jandorf har også flere roller, men stærkest står den fine fremstilling af den konfliktsky, men kærlige forsanger, som Annie forelsker sig i.

Endelig spiller Anne Sofie Espersen og Morten Hemmingsen blandt andre roller overklasseparret Roberta og Robert, som for længst har glemt, hvad glæde er, og det gør de godt, for det er ren opvisning i, hvad tøjlesløst forbrugerisme gør ved mennesker.

Forestillingen er derfor også helt sin egen – og til sidst vidunderligt farvestrålende, præcis som verden er det, og som livet KAN være det, hvis man tør.

Danmarksbloggen giver derfor ”Jeg er sgu min egen” fem ud af seks mulige solskinsgule kasketter, som den Annie har på, og som man skal sætte, som man vil. Eller endnu bedre: Anskaffe sig i lige den farve og den form, som man selv bedst kan lide.

Kapelmester er Søren Graversen, der også har arrangeret musikken. Han er også på scenen sammen med Anders Birk, Stephan Grabowski og Rene Damsbak, og de gør det alle fire forrygende.

Det er Jeanette Munzert, som har bearbejdet manuskriptet, og Niclas Bendixen har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk