Mød den næste pandemi: Abekopperne

Abekopperne – eller på engelsk monkeypox – spreder sig pt. i mange europæiske lande. Dét er ret usædvanligt. Sådan plejer abekopper ikke at opføre sig.

Abekopper er en slags kopper, som giver hovedpine, muskelsmerter, feber – og altså udslæt/bylder, som kan dække hele kroppen, og også ansigt, hænder og fødder. Man er typisk syg 2-3 uger. Dødeligheden er 1-10%.

Abekopper smitter normalt via nærkontakt med dyr som fx små gnavere – og er i reglen isoleret til dele af Afrika. Men smitten kan også overføres via nys, host, håndklæder og sengetøj.

Pt. er der så konstateret mere end 40 tilfælde overalt i Europa (dog ikke Danmark, men Sverige). Samt at den igangværende smitte sker fra menneske til menneske – fx via seksuel kontakt.

Dét er alt sammen anderledes end normalt.

Så har abekoppe-virussen muteret sig selv – eller er den blevet hjulpet på vej? For man kan godt få en mistanke, når man samtidig ved, at ét bestemt land – Rusland – i årevis har forsket i abekopper som biologisk krigsvåben – og vel at mærke i at producere abekoppe-smitte i meget store mængder.

Tidspunktet for abekoppernes opblussen i Europa er nemlig – set under en sølvpapirs-hat – ikke tilfældigt. For de lede abekopper kommer samtidig med, at det går Rusland dårligt i krigen i Ukraine – og Europa fortsat holder sammen og støtter Ukraine.

Så tanken om, at russerne har sluppet abekopperne løs, kan ligge ligefor – også uden sølvpapir.  

Russerne har som bekendt også en historie med at bruge, hvad de har. De brugte kemiske våben i Syrien og radioaktive stoffer mod deres egne statsborgere. Så hvorfor ikke en omgang abekopper i Europa? Russerne anser os jo alligevel for at være en slags aber, som har droppet alt moral, og lever et fordærvet liv.

Så det er nemt at stille spørgsmålet: Er det Rusland, som står bag abekopperne i Europa og USA? Og har russerne i så fald lavet deres egen muterede version? En ”Russian Monkeypox”, som er mere smitsom mellem mennesker end den originale? Eller mere farlig?

Tiden vil vise det.

Men tanken om abekopper overalt i samfundet føles ikke rar. Vi skulle ellers være klædt på til grumme chok efter mere end to år med pandemi og krig i Europa, skulle man mene.

Men helt ærligt: Hvem orker en pandemi mere – nu med abekopper? Ingen. Men vi må bare i gang, hvis vi ender dér. For som altid kan vi ikke gøre andet end at være i dårligdommen, bekæmpe den, overvinde den – og så håbe på, at der ikke kommer mere.

PS. Medicinalvirksomheden Bavarian Nordic har en vaccine mod abekopper – og deres aktier steg voldsomt i dag af samme grund. Man må håbe, at den danske stat har købt godt ind.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

ENDELIG sammen – igen – her i Norden

Der har gennem århundrederne været en gammel sandhed i Norden. Den handler om: Det gamle spil i Norden. To inde – og en udenfor. To lande med – og et land udenfor.

For sådan har det været siden Kalmar-unionens opløsning for næsten 500 år siden (det skete i 1523). Nedslag i historien viser det:

Danmark og Norge var i union – under Danmarks ledelse – fra 1300-tallet og indtil 1814.

Derpå kom Norge i union med Sverige i en periode, indtil nordmændene endelig i 1905 fik deres selvstændighed – og valgte en dansk prins som konge.

Så kom 2. Verdenskrig, hvor Danmark og Norge var besat, mens Sverige var såkaldt neutralt – men samarbejdede med alle, også de tyske nazister.

Efter 2. Verdenskrig – i 1949 – blev NATO stiftet. Danmark og Norge med – Sverige udenfor.

Så i 1973 træder Danmark ind i EU, mens Norge og Sverige holder den nordiske fane højt udenfor, indtil Sverige i 1995 optages i EU. Men ikke Norge. De har deres olie-milliarder, og bliver ude.

Men nu – endelig – i 2022 lykkedes det – via en ydre fjende – at samle Norden. For endelig kommer vi alle tre sammen igen. Nu i verdens stærkeste forsvarsalliance NATO, som både Sverige og Finland vil søge optagelse i.

Dét er vildt. Dét er godt.

For Sverige har været neutrale i mere end 200 år. Det har de i hvert i fald sagt, lige som de har kaldt sig fredens stormagt – selvom de har tjent milliarder på at producere og sælge våben.

Og så er der Finland, som har været neutrale siden 2. Verdenskrig. Finnerne kender Rusland, og sloges med dem i Vinterkrigen op mod 2. Verdenskrig, og siden har de holdt sig i form. Finnerne er seje og kæmper – ligesom ukrainerne.

Sådan er det åbenbart at være nabo til Rusland. Så bliver man hård i filten – hvis man vil overleve.

Danmarksbloggen kipper i dag med samtlige de nordiske flag, og byder Sverige og Finland varmt velkomne i NATO. For vi hører sammen her i Norden – også under NATO´s fane.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Operation Mincemeat”

Ofte forbindes det at leve op til forventningerne – og intet mere – som en skuffelse. I hvert fald i kunsten. For hvor er det overraskende moment? Det nye? Ja, det behøver slet ikke at være dér. En film kan være lige præcis, som man forestiller sig – og stadig være en strålende film.

Det gælder i hvert fald ”Operation Mincemeat”, der har premiere i dag.

”Operation Mincemeat” er en historisk film om den måske mest spektakulære efterretnings-operation nogensinde.

Nemlig historien om hvordan englænderne i 1943 forsynede et lig af en vagabond med en falsk identitet som engelsk officer – og falske planer for De Allieredes invasion, for derpå at smide liget i havet udenfor den spanske kyst. Herfra sørgede man så for, at liget kom til Spanien, og papirerne endte i Berlin. Det drejede sig nemlig om at få nazisterne til at tro på, at De Allieredes landgang ville finde sted i Grækenland – og ikke på Sicilien, som det var planlagt.

Det lyder måske som noget fra en James Bond-film. Men det skete faktisk – og dermed ændrede krigens gang sig. Apropos James Bond så var det Ian Fleming – manden bag James Bond, der som ung officer havde fået ideen om at bruge et lig som redskab. Ian Fleming var også med i gruppen, som vi følger i filmen. Han spilles med flabet charme af Johnny Flynn.

En gruppe ledet af dommer Ewen Montagu, mesterligt og med følelse og smerte spillet af verdensstjernen og den Oscar-vindende Colin Firth, som – trods at han i rollen er gift og har to børn – forelsker sig voldsomt i Jean Leslie. Oscaren fik Colin Firth i øvrigt for rollen som den stammende King George, der sammen med sin kone og deres to døtre (blandt andet den senere Elizabeth d. 2.) var et samlingspunkt i England under 2. Verdenskrig.

Jean Leslie er navnet på enken, der arbejder i militæret – og har en stor indlevelsesevne, som gør, at hun mere end nogen af de andre i gruppen kan skabe et troværdigt menneske, der aldrig har eksisteret. Det er Kelly MacDonald, der med stor følsomhed fremstiller Jean Leslie.

Den tredje i gruppen er efterretningsofficeren Charles Cholmondeley, som lider under, at hans mor elsker hans døde bror mest, men som ikke desto mindre lever efter store æresbegreber og med endnu større drømme. Han spilles med sympati af Matthew Macfadyen.

Den sidste i gruppen var Hester Leggett, som havde et overblik og en organisationsevne som få. Hun spilles med overbevisning af Penelope Wilton, som mange måske kender fra Downton Abbey, hvor hun gestaltede en lignende rolle som en effektiv dame og svigermor til Lady Mary.

Endelig ser vi Jason Issacs som admiral Godrey, der ikke brød sig om operation Mincemeat. Men han måtte sluge hele den rå klump kød, da selveste Churchill mente, at det var den slags fantastiske ideer, som havde chancen for succes fremfor den forventede trivialitet. Admiralen spilles med bid og psykologisk skarphed   af Jason Issacs, som kendere af Harry Potter-universet vil genkende som Lucius Malfoy.

Det er med andre ord et stjernecast, som vi ser på lærredet – og de yder alle en formidabel indsats.

Noget af det mest spændende i filmen er i øvrigt at følge de indbyrdes relationer mellem de grandvoksne, men på grund af krigens kaos absolut ikke satte voksne mennesker, som udvikler sig voldsomt i de måneder, hvor operationen foregår.

Der er både forelskelser, skuffelser, oprør og meget mere – men altid med pligten og operationen som en rød tråd. Vel at mærke sammen med store mængder alkohol og musik.

For livet i London dengang var ikke kun bomber og ruiner. Det var også dans, fest og druk bag de lukkede døre – og de nedrullede mørklægningsgardiner. Det er også en gammelkendt sandhed: At når døden er tæt på, så leves livet ofte allermest intenst. Nærmest på trods.

”Operation Mincemeat” er en historisk film, som her i foråret 2022 også er en aktuel film med sit fokus på bevidst misinformation og bevidst plantning af denne.

For når man ser filmen, ser man også nutiden. Der dukker billeder op af kampvogne med Z malet på, Putin i den alt for store stol bag det lange bord, Zelenskij der går gennem Kyivs gader i sin grønne t-shirt eller mødes med statsledere fra hele verden, ukrainske soldater ved fronten i gang med at skyde missiler afsted – og så det værste: Ligene i de ukrainske gader og andre steder.

Undertegnede tænker også på alle de ting, som medierne ikke skriver om, og som offentligheden som helhed måske ikke kender til. Men mange af os kender nogen, der kender nogen – og vi har alle hørt en masse historier. Men hvad er sandt, og hvad er rygter – måske plantet bevidst? Vi aner det ikke.

Så undervejs i den mere end to timer lange film sidder man med en følelse af fortid, når det kommer til hændelsesforløbet – og nutid, når det kommer til aktualiteten af blandingen krig og misinformation.

Man sidder så også med et stort spørgsmålstegn. For 2. Verdenskrig – og dermed filmens slutning – er en ”tryg krig”. Den kender vi. Det er snart otte årtier siden, at den sluttede. Men den igangværende krig kender vi ikke udfaldet af.

Vi ved ikke, om vi her i 2022 ender i lyset eller i mørket. Men vi ved, at vi lever af historier … og at vi ikke kan stole på alt, hvad vi ser eller hører – og at der findes meget under overfladen. Så vi kan ikke andet end bare følge med, så godt vi nu magter.

Det gjorde de også dengang i 1943 – og det er mesterligt skildret af John Madden, som har instrueret, og Michelle Ashford, som har skrevet manuskriptet baseret på Ben Macintyres bestseller.

”Operation Mincemeat” er simpelthen en gedigen krigsfilm, der forvalter den historiske arv med stor respekt – og stadig tilføjer filmen noget moderne både i sit budskab og i sin fortælling af, hvad der skete for lukkede døre i en kælder i London dengang i 1943.

Danmarksbloggen giver ”Operation Mincemeat” 5 ud af 6 kapsler som dem, man brugte til at transportere liget af den falske officer i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det. Ja, i år har den endda en aktualitet med russernes umenneskelige adfærd i Ukraine.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine og et land i gave

”Vi fik et land i gave d. 4. maj,” skrev historikeren Palle Lauring ved flere lejligheder. Palle Lauring var en ung mand dengang i 1945, da Danmark blev befriet, så han vidste, hvad han talte om.

Det er nu 77 år siden – og hvert år har vi fejret Danmarks befrielse flere steder – blandt andet i Mindelunden, og det skal vi forsætte med. Som vi også skal blive med at sætte lys i vinduerne om aftenen d. 4. maj.

MEN LIGE NU ER DER ANDET PÅ SPIL. DER ER IGEN KRIG I EUROPA.

LIGE NU DØR MENNESKER I UKRAINE – dræbt af et aggressivt og stormagts-drømmende Rusland, som fejlagtigt tror, at de kan kue det ukrainske folk.

Men Valdemar Rørdams ord om danskerne fra 1907 – mens Tyskland havde besat Sønderjylland – gælder også for Ukraine:

Vi ved, et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv,
men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.

For det ukrainske folk kan ikke forgå. De kæmper for dem selv – og for Europa. For frihed og demokrati. Og vi skal stå last og brast med Ukraine.

Så i morgen aften – d. 4. maj – vil Danmarksbloggen ikke tage til Mindelunden – men til Rådhuspladsen, hvor Politiken og Jyllands-Posten arrangerer en storskærms-event, hvor Ukraines præsident Zelenskyj vil tale direkte til det danske folk. Dér vil også være fællessang, fakler og et minuts stilhed.

Det bliver en levende, vibrerende og AKTUEL event, der hylder den frihed, som vi fik i gave for 77 år siden, og som Ukraine så tappert kæmper for nu – og som de SKAL have igen.

Og det er NU og HER, at det gælder – og det drejer sig om Ukraine, ikke Danmark. For 2. Verdenskrig er en gammel krig, og ingen græder mere over dem, som døde dengang. Der er faldet fred over dét nu.

I Ukraine er der ikke fred. Der er krig og skræk og rædsel – og død. Så alt for meget død og lidelse. I Ukraine mister mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner hele tiden – hvert eneste forbandede sekund – deres mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner.

Hver dag og hver nat sprænger bomber og rammer missiler – og hver dag og hver nat flyder det ukrainske blod og de ukrainske tårer. Det skal stoppe NU.

Så mød op på Rådhuspladsen i København – eller på Bispetorvet i Aarhus, hvor der er et tilsvarende arrangement – og vis de tapre mennesker i Ukraine, at vi står sammen med dem. Kan du ikke møde op, så tænd et lys derhjemme for Ukraine …

Danmarksbloggen kommer til at gøre begge ting … dét er helt sikkert.

Læs mere her:

København: https://www.facebook.com/events/1341551579699584

Aarhus: https://www.facebook.com/events/714852246614895

For Ukraine og ukrainerne skal også have friheden og et land i gave. Deres eget land. Ukraine. Slava Ukraini.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Glyptoteket 125 år – bygget på øl og indviet på en 1. maj

I dag – 1. maj – vil de røde faner vejre som normalt for første gang i tre år. Det er en stor dag, og det vil ikke gå upåagtet hen i nyhedsstrømmen.

Mere usikkert er det imidlertid, om dagens 125-års fødselar bliver bemærket.

Det er ellers ingen ringere end Glyptoteket i København.

Dette tempel for kunst og kultur, som ligger lige ved siden af Tivoli, kan nemlig i dag fejre, at det er 125 år siden, at brygger Carl Jacobsen (ham med Carlsberg) åbnede døren ind til dette storslåede tempel, som vel i grunden er bygget på øl.

Glyptoteket selv har også øllet med, når de sætter alle sejl til fejringen af et museum som med Carl Jacobsens ord (sagt ved indvielsen 1. maj 1897) ”ikke skulde være et almindeligt Musæum, jeg vilde Bygge. Jeg vilde rejse et Skønhedstempel, hvor Kunsten kunne tale til alle”.

Hvem alle er – og om det også indbefatter de proletarer og plebejere, som i dag fejrer 1. maj – kan man tvivle på. For brygger Jacobsen brød sig hverken om beliggenheden, som han fandt noget afsides, eller naboen. For som han sagde: “Naboskabet til det mig ret plebeiiske Tivoli var heller ikke videre tiltalende”.

I dag finder man næppe noget mere centralt i København end Glyptoteket – og mange turister er glade for, at de to steder ligger lige ved siden af hinanden, så de kan starte inde hos statuerne og malerierne, og så bare gå over gaden til karusseller og rutschebaner.

Og tilmed lykkedes det at fuldføre bryggerens vision for Glyptoteket, som med hans egne ord var: “… den levende Kunst hører det levende Folk til! Men den skal nu heller ikke være den rige Mands Eje alene, den skal ligesaa meget være til Glæde for Menigmand, at ogsaa han fornemmer Skønhedens Magt”.

Så lidt kunne brygger Jacobsen altså godt lide arbejderen, plebejeren.

Arbejderne har på deres side også altid været glade for bryggerens øller – og især i dag på Arbejdernes Kampdag glider mange af de gyldne dråber ned rundt omkring i landet.

Læs mere om Glyptotekets fejring af jubilæet her: https://glyptoteket.dk/125aar/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”De forbandede år 2”

Siden Aksel i Mads Reuthers skikkelse forlod barndomshjemmet efter opgøret med faderen, den rige fabrikant Skov, mesterligt spillet af Jesper Christensen, har undertegnede tænkt på, hvad der blev af Aksel, både på den korte bane – og den lange, hvis altså han overlevede krigen.

Om han gør det, skal man selv finde ud af ved at gå ind og se ”De forbandede år 2”, hvor Mads Reuther spiller rollen som den idealistiske Aksel, der nødvendigvis må blive modstandsmand, med lige præcis dén nerve og intensitet, der skal til for at skildre det mod – og overmod, som sammen med mangel på respekt for regler, grænser og normer, prægede mange modstandsfolk.

Den film, der tales om, er selvfølgelig forsættelsen af Anders Refns film ”De forbandede år” fra 2020. En film, som greb danskerne som noget af de sidste, inden vi nulevende også prøvede, at normaliteten forsvandt for en tid. Men nu er vi ovre Corona – i hvert fald i denne omgang, og det er endelig tid til den actionsprægede og dramatiske fortsættelse om familien Skov …

Undertegnede skal ærligt indrømme, at jeg havde store forventninger til filmen. Måske også for store – og det skal man passe på med. For min umiddelbare oplevelse var, at 2´eren ikke havde samme knugende dybde, samme store fortælling i sig som 1´eren, hvor det hele tiden blev mørkere og mørkere. Her er det hele noget mere svingende.

Men på den anden side var sidste del af krigen – og ”De forbandede år 2” dækker netop tiden fra 1943 til 1945 – noget mere rodet, fragmentarisk og uden at mange kunne finde anden mening end den, der lå for enden af pistol-løb eller en bombe placeret i en værnemager-fabriks produktionshal.

Så måske er den mere mixede 2´er allright, som var et udpræget udtryk dengang. Der er i hvert fald ikke slinger i valsen, når det handler om ønsket om at formidle Danmarkshistorien. For lige som at 1´eren fortalte om alt, der var foregået af betydning, og alle holdninger til krigen, så får 2´eren også meget med, både sortbørshandel, ventegrupper, luftsirener, sammenbruddet i samarbejdspolitiken, folkestrejke og meget mere – på nær jernbanesabotagen.

Men den foregik trods alt primært i Jylland – og i De forbandede år-universet er vi lidt i København og lidt i Sverige, men primært lige nord for København, så her står den på sabotage – og nedkastninger.

Det med nedkastningerne giver mening for filmen. Men det halter historisk, da netop Øresundskysten var for befærdet, for beboet og for nem at komme til for tyskerne. Så der skete stort set ingen nedkastninger i det område – og slet ikke i nærheden af dér, hvor familien Skov må formodes at bo – nemlig Vedbæk, da deres hus hedder Vedbæklund.

Skulle man være i tvivl, så søg på Frihedsmuseets digitale kort over nedkastninger og sabotageaktioner.

Men det er vigtigt for Anders Refn at få alle historier med – også selvom noget virker lidt for placeret som Karl Skovs jødiske sekretær Saras flugt over Øresund. Dén havde man set komme. Men ikke at afskeden med hende og barnebarnet en kold oktober-nat i 1943 – for en tid – bringer ægteparret Skov sammen igen. Endda for åben dør ind til havehuset, hvor lyset stadig er tændt, og kan ses viden om. Dét er så en detalje, som giver minus mening på den kulsorte efterårsnat, hvor tyskerne jagtede de danske jøder.

Men det centrale for filmen er at vise, at ægteskabet hos parret Skov knirker nu. Krigen har splittet familien, og ægtefællernes forskellige holdninger til, hvor aktivt man må vise sin modstand og engagere sig, kommer til at få afgørende indvirkning på deres relation og dagligdag.

Folk forandrer sig som bekendt også i krise- og krigstider, og det viser sig, hvem der har format. Det har de fleste af os nulevende også erkendt i de sidste to år med først pandemi og nu krig igen i Europa.

Og det ser vi selvfølgelig også her, hvor husets hjemvendte datter Helene – som nu er enke efter den tyske ubådskaptajn – er blevet voksen, og begynder at arbejde, mens den yngste søn Valdemar forlader gymnasiet, og slutter sig til Aksels modstandsgruppe.

Den anden bror – Knud – er lykkelig med sin jazzmusik og sin kæreste, der bliver gravid. Og så er der Michael – hr. Skovs søn fra første ægteskab – som er kommet hjem fra Østfronten med store sår på sjæl og krop, og som nu søger trøsten i alkoholen og for længst glemte begreber om ære.

Men som sagt: Ikke alle overlever til at opleve glæden om aftenen d. 4. maj 1945. Og selvom man er levende fysisk 4. maj, kan man godt være skadet og traumatiseret for livet af den krig, som man har været igennem – og af den kærlighed, som på den ene eller anden måde smutter fra stort set samtlige af familiens Skovs medlemmer.

Vi følger også husbestyrerinden Annelise, som mistede sin søn i 1´eren. Men som her i 2´eren gør en af de største kærlighedsgerninger, som et menneske kan gøre. Ja, det er nærmest af jomfru Maria´ske, hvis ikke ligefrem Jesus-dimensioner, selvom der intet religiøst er i den korte og nærmest underspillede scene, som viser, at ingen magt er større end afmagtens generøsitet.

Vi møder også igen to af Michaels gamle officerskammerater, der har valgt hver sin side. Plus butleren og hans kone, hvor den sidste er mere end almindelig glad for penge og franske silkestrømper – og gerne gør alt for at få dem.

Hele castet (som vi kender fra 1´eren) spiller fantastisk – og troværdigt – i den historie, som Anders Refn og den nu afdøde Flemming Quist Møller har skruet sammen. Det filmiske håndværk er – som forventet – også 100% i orden.

Men jeg savner alligevel det rigtig knugende, som bar den første film. Den grande finale. Forløsningen. Men måske er der ingen forløsning i verden – eller mellem generationerne. Måske er den knugende usikkerhed, tavsheden og smerten grundvilkår ved livet sammen med skylden og skammen. Så måske er filmen genial? Den giver i hvert fald stof til eftertanke.

Måske havde hr. Skov ret, da han i 1´eren sagde: Vi gør jo bare det bedste, som vi kan – alle sammen. Han gjorde det i hvert fald. Først med overskud og myndighed og tro på, at det gamle system virker. Men til sidst – som befrielsen nærmer sig – brænder også hr. Skov mere og mere ud – også fordi han slet ikke har samme myndighed i den nye virkelighed. 

Så måske har fru Skov i Bodil Jørgensens fantastiske fremstilling ret, når hun her i 2´eren forklarer, hvorfor hun hjælper: Jeg gør det, fordi jeg ikke kan sige nej, når der er brug for mig.

For måske er livet så enkelt. Måske skal vi bare sige ja, når der bliver kaldt. Dét kan vi jo tænke over i vor tid, hvor vi for første gang siden 1945 for alvor igen stilles over for spørgsmålet: Hvem er jeg – og hvad kan jeg bidrage med? Hvad er mit ansvar?

For krige og deres konsekvenser har det med at sprede sig – og med at vedkomme os alle sammen. Så derfor er historien om familien Skov et etisk spørgsmål til os alle, men også et aktuelt indlæg i debatten om Danmarks rolle i forhold til Ukraine – og om hvor vi stiller os i den sag, hver og en af os.

Danmarksbloggen giver ”De forbandede år 2” og dens fine fremstilling af krigen og dens følgesvende skyld, skam, smerte, savn og sorg 5 ud af 6 stenguns, som dem modstandsbevægelsen brugte – og som sammen med hjælpen til jøderne og ambassadør Kauffmanns ageren i USA var eneste grund til, at Danmark efter 2. Verdenskrigs ophør kunne tælles blandt De Allierede – og være med til at stifte FN.

Filmen har premiere i dag d. 21. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. Der er mere end 75 år siden, at 2. Verdenskrig endte. Men krige kaster lange skygger, og visse elementer i denne anmeldelse er præget af min slægtshistorie med en morfar, som var med til at tage imod nedkastede våben og skjule både dem og diverse faldskærmsfolk. Han blev taget af Gestapo en tidlig morgen i 1944, men de andre havde nået at fjerne våbnene fra skurene på hans jorde – og der var ingen, som boede i værkstedet ude i haven lige i de dage.
Så min morfar kom hjem igen efter nogle dage i Gestapos hænder. Dage, som han aldrig talte om, så vi ved ikke, hvad han var udsat for. Men han fortsatte arbejdet, fordi han som fru Skov sagde: ”Man kan jo ikke sige nej, når nogen har brug for ens hjælp.”
Det samme sagde min mormor, som sørgede for mad og tøj til dem, som kom ned – og gode forklaringer til døtrene om, at de ikke skulle tale med hvem det nu var, som boede i værkstedet. Han – for det var altid mænd – var nemlig blevet uvenner med konen, og var ked af det, hed det sig. Min mormor havde også – undtagen den morgen, hvor Gestapo hentede min morfar – et stort overskud. For da de var kørt med ham, fandt min mor, som var en lille pige på 6 år, min mormor sammensunket og grædende i spisekammeret.
Min mor og hendes storesøster, som forinden havde stået på 1. sal og ud ad vinduet set Gestapo køre ind på gårdspladsen med flere vogne og mange folk med maskingeværer springe ud, inden de kort efter slæbte min morfar ind i den ene bil og kørte væk, får stadig sorte skygger i øjnene og knugede hænder, når de taler om de begivenheder og den angst, som de følte som små piger dengang i 1944.
Så jeg ved, hvor dybe spor krig sætter i mennesker – også selvom min familie boede langt ude på landet og ikke dagligt var midt i rædslerne, døden og bombardementerne, som så mange andre var dengang – og som ukrainerne er det i dag.
Jeg er derfor også vokset op i troen på, at man er nødt til at give bøller og bisser modsvar og modspil, hvis ikke de skal tromle hen over uskyldige mennesker – og nogle gange skal dét modsvar være ganske kontant.

Kvinderne – de skjulte helte i påskehistorien

Påsken gemmer som et andet chokolade-påskeæg på en overraskelse – nemlig de skjulte helte.

Men vi starter lige med et kort rids af påskens begivenheder, hvis nu man ikke har begivenhederne helt fremme i hukommelsen:

Palmesøndag: Jesus rider ind i Jerusalem, og hyldes som en konge.
Skærtorsdag: Jesus indstifter nadveren ved påskemåltidet – og forrådes.
Langfredag: Jesus dømmes, korsfæstes og dør.
Påskedag: Jesus genopstår.

Hele beretningen er verdens måske mest kendte historie. Men hvem er i grunden heltene?

Er det de mandlige disciple, som kritiserer kvinden, der salver Jesus med den dyre nardus-salve palmesøndag?

Er det den mandlige discipel Judas, som forråder Jesus for 30 sølvpenge skærtorsdag?

Er det den mandlige discipel og senere første pave Peter, som fornægter Jesus natten mellem skærtorsdag og langfredag?

Er det de mandlige disciple, som gemmer sig, fra lang tid inden Jesus korsfæstes og indtil de hører, at han er genopstanden? Ja, som ikke engang vil tro på kvinderne til at starte med, da de kommer og fortæller om genopstandelses-miraklet?

NEJ. NEJ. OG ATTER NEJ.

Mændene er nogle feje svæklinge, som kun tænker på at hytte eget skind.

Kvinderne er derimod de seje, de udholdende. Kvinderne er påskens helte – eller rettere heltinderne.

Først er der kvinden fra Betania, som ikke nævnes med navn i Nyt Testamente, selvom hun bruger det, der svarer til en årsløn, på dyr nardus-salve, da hun palmesøndag salver Jesus inden døden.  

Så er der Jesus mor Maria og de andre kvinder, som følger Jesus hele vejen, fra han modtages med jubel og palmegrene palmesøndag, og til han langfredag går med korset op af Via Dolorosa (Smertens Vej) til Golgata (Hovedskalsbjerget), hvor han korsfæstes og dør nogle timer senere.

De er altså med Jesus hele vejen, også ved korset da han lider og dør.  

Og endelig er der de tre kvinder, Maria Magdalene, Maria (Jakobs mor) og Salome, som om morgenen efter den jødiske sabbat går ud til graven, og møder englen, der fortæller dem, at Jesus er genopstanden og gået forud for dem – og at de vil møde ham i Galilæa.

Verdens største budskab – det om genopstandelsen – blev nemlig givet til kvinder – ikke til mænd.

Kirkefædrene tilbage i 300-tallet gjorde så, hvad de kunne for at skrive kvinderne ud af historien om Jesus. Og forskning tyder desværre på, at de fik fjernet en hel masse som fx, at der også var kvinder blandt Jesu disciple, og at Jesus selv ikke gjorde forskel på kvinder og mænd.

Så desværre er mange af historierne om de modige kvinder omkring Jesus væk. Slettet af mænd.

Men tilbage står heldigvis, at vi her næsten 2000 år efter begivenhederne kan se, at påskens rigtige helte er de heltinder, som var hos Jesus hele vejen fra indtoget i Jerusalem, over da han led på korset og til genopstandelsen påskemorgen.

Dét er en viden, som det er godt at holde påske på.

Glædelig påske …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Miss Viborg”

Hvornår ved man, at en film er god? Sådan rigtig god? Det mest sikre tegn er, når virkeligheden udenfor biografen – den verden, som man kender så godt – virker fremmed på vejen hjem.

Præcis sådan havde undertegnede det efter at have set ”Miss Viborg”. Fysisk var jeg nemlig – som forventet – i København, men i ånden var jeg stadig i en grå forstad til Viborg og et par andre steder syd for den jyske domkirkeby, der også huser Vestre Landsret.

Ikke at vi ser noget til landsretten i filmen, selvom filmens hovedperson – den tidligere skønhedsdronning og nuværende førtidspensionist Solvej – tjener lidt ekstra ved at drøne rundt på sin handicapscooter og pushe piller til byens andre stille eksistenser.

Solvej har også brug for pengene, hvis det skal lykkes hende at skifte drømmebilledet på væggen derhjemme i den lille mørke lejlighed ud med virkelighedens strande og sol i Malaga, Spanien. Solvej arbejder målrettet på sagen – sammen med hendes lille hund Poul Reichhardt. Net og nydeligt går det, som det ur, der altid viser kvart i fem, og de poser med penge, som Solvej gemmer i en kuffert under sengen.

Og dér behøvede sådan set ikke at være sket mere – nogensinde – i Solvejs liv. Hvis altså ikke det er fordi, at naboens datter – den utilpassede 17-årige Kate – bliver smidt ud af HF-enkeltfag, og natten efter bryder ind hos Solvej, som den akut penge-manglende Kate ved er pusher.

Kate finder dog ikke Solvejs penge, men taber sin smartphone – og et umage partnerskab tager sin begyndelse. Et spøjst partnerskab, der begynder med løgn på løgn, men ender som et varmt venskab, der samtidig sætter gang i en lavine af oplevelser, som ændrer både den ældre Solvej og den unge Kate.

Mere skal ikke røbes her … men hele paletten er dér: Mod, svigt, nærhed, savn, håb, vrede, tilgivelse – og kærlighed på mere end én måde.

Det er Ragnhild Kaasgaard, som spiller Solvej – og det gør hun med så stor autencitet og følsomhed, at man kan mærke Solvej i hvert led af sin krop, hver følelse i sin sjæl og hver tanke i sit sind. Ragnhild Kaasgaard mestrer med bravour det sjældne at kunne gestalte personen, samtidig med at hun fortæller meta-historien om den rolle, som hun spiller.  

Det er så samtidig Ragnhild Kaasgaards første spillefilm, hvilket er en skandale. Hun er 60 år gammel. Tænk hvad vi er gået glip af på det store lærred! Men lykkelige være de mange børn, som i mere end 30 år har haft glæden af hende på Teatret Riddersalen.

Dét er Isabella Møller Hansen, som spiller den unge Kate, og det gør hun med en stor følsomhed overfor den blanding af sårbarhed og frækhed, som karakteren har, og som er det essentielle ved at være ung, og stå foran hele det liv, som Solvej er i den anden ende af.

Det er også Isabella Møller Hansens spillefilmsdebut. Det kan man så ikke mærke. For de to – den unge talentfulde Isabella Møller Hansen og den ældre ekstremt dygtige Ragnhild Kaasgaard – spiller, så det gnistrer. Scenerne mellem de to er den rene filmkunst, og d´damer lyser som de klare stjerner, de er.

Ragnhild Kaasgaard og Isabella Møller Hansen bærer filmen. De ER filmen, som er skabt af en endnu en debutant. Her i instruktørstolen, nemlig Marianne Blicher, der også har skrevet filmen sammen med Rasmus Birch. Det er eminent arbejde.

De to andre større roller spilles driftssikkert og med stor respekt af Kristian Halken, der er en hjertensgod lastbilchauffør, og Josephine Park, der er Kates velmenende og absolut ikke konfliktsky mor.

Danmarksbloggen anbefaler filmen på det varmeste. ”Miss Viborg” er nemlig en af de sjældne filmoplevelser. En lille perle om hverdagen i Danmark anno 2022 fortalt på dén stille måde, som livet reelt leves på for de fleste af os.

For det store drama sker jo sjældent, men hverdagens små dramaer oplever vi hele tiden alle sammen.

Hvem kender fx ikke til – når livet gør ondt – at grov-æde en pakke Snøfler, mens snottet og tårerne står ud af fjæset? Eller sidde glad og opstemt sammen med gode venner – og lægge store planer, som man ovenikøbet tror på?

Vi møder det hele – og mere til – i ”Miss Viborg”, som Danmarksbloggen med største fornøjelse giver 6 ud af 6 stjerner.

Det er en film skabt af stjerner – og en film, som giver stjerner i sindet, når man ser den. Fordi den minder os om, at vi overalt kan finde dét, der gør livet værd at leve – hvis vi tør …

Filmen har i øvrigt modtaget prisen for Bedste Nordiske Film ved den anerkendte filmfestival Santa Barbara International Film Festival. Dét er fuldt fortjent. Dér er premiere i dag d. 7. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Socialdemokratiet afskaffer velfærdssamfundet

Der var engang – for længe siden – et Socialdemokrati, som havde visioner om at gøre samfundet bedre baseret på holdningen ”de bredeste skuldre skal bære de største læs”.

Det handlede blandt andet om at sørge for, at ALLE kunne få en god uddannelse – og ikke kun dem, som havde en familie, der havde råd til at finansiere den unge under studierne.

Men nu vil samme Socialdemokrati afskaffe SU´en på kandidaten – dvs. at de studerende selv skal finansiere de to sidste år på universitetet.

Det er dumt med dumt på.

At give de unge SU hele vejen igennem studiet er nemlig en samfundsinvestering, så vi sikrer, at alle kvalificererede kan få en fuld universitetsuddannelse. Det skaber værdi for den enkelte – men også og især værdi for samfundet.

Og hvorfor er det de unge, som igen skal straffes?

Det er nemlig som om at denne socialdemokratiske regering ikke kan lide de unge. Uddannelserne flyttes ud til byer, som ingen unge vil bo i. Det er voldsomt dyrt – og samtidig gør det uddannelserne dårligere.

Og nu skal SU´en også tages fra de unge.

Danmarksbloggen kan derfor godt forstå, at de unge ikke stemmer socialdemokratisk.

Danmarksbloggen kan til gengæld ikke forstå, at Socialdemokratiet i dén grad sjofler fremtidens vælgere. Dét hedder at skære den gren over, som man selv sidder på.

Det må Socialdemokratiet så selv om. Et parti er ikke bedre end dets politik. Problemet er bare, at velfærdssamfundet ryger med i købet …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk