Obama i Danmark – blot lidt stjernestøv og drømmedrys

Barack Obama er i Danmark, men hvad betyder det for landet? Ingenting, absolut ingenting.

Manden, som engang var USA´s præsident, er tordnende populær i Danmark, som han er det i mange andre vestlige lande. Og vi er også mange, der savner at se en mand af hans kaliber i Det Hvide Hus. Ingen tvivl om det.

Men desværre har det ingen – som i absolut ingen – betydning, at Obama gæster SDU i Kolding som taler ved et lukket arrangement i dag.

Det er blot en mulighed for cirka 700 mennesker til – live – at høre og se den mand, som engang var Verdens mægtigste, og som angiveligt ved arrangementet har talt rosende om dansk design, velfærd og forsvar.

Men det er jo almindeligheder, og den ene time, som Obama taler, giver blot lidt stjernestøv og en smule drømmedrys, og det skaber man ikke et bedre samfund af. Det gør man derimod ved hårdt arbejde og mange kampe, der skal næres af en indre ild og en stærk overbevisning.

Så hvor sympatisk Obama end er, så ville en snak med Koldings hjemløse eller en tur ud i byens skoler og på byens arbejdspladser og jobcentre nok give alle de samfundsinteresserede noget mere næring til deres fortsatte mission.

For slet ikke at tale om de 750.000 kroner, som Kolding kommune har betalt i såkaldt markedsføringsbidrag. Hvad det præcist koster at have Obama på besøg vides ikke – kontrakten er hemmelig, og hvis dens indhold blev kendt, så ville besøget blive aflyst, har Obamas stab meddelt.

Så ja, Obama can … tjene penge, for indholdsmæssigt sagde han åbenbart ikke andet end hvad danske turistorganisationer og politikere selv siger om vores lille land, og som enhver kan google sig frem til på max en halv time.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Julia and five hundred years of freedom”

Hvor lang vej er der egentlig fra Mozambique til Danmark? Rigtig lang vej, og så måske alligevel ikke – i hvert fald ikke hvis man tager en tur ind på Warehouse 9 på Halmtorvet og ser og hører, ja med alle sanser oplever forestillingen ”Julia and five hundred years of freedom”, som folder sig ud i den afrikanske hytte, som vi alle sidder i – og som er en fantastisk kulisse. Det er Julia Luisa Geraldo Machindano, som har skrevet, og som taler, synger og guider os.

For derinde i hytten – langt fra den såkaldte civilisation, men tæt på det fællesmenneskelige – kan man på en scene, hvor man snart er tilskuer, snart er medspiller opleve en rejse i et menneskes liv fra netop Mozambique til Danmark. Det er så også en rejse i 500 års historie – og i Julias eget liv … en rytmisk rejse, en spirituel rejse, en rejse hvor vi med egen krop erfarer om livet som sort, om slaveri, borgerkrig og mødet med den hvide mand.

En rejse, der involverer dans, rør, tæpper, reb og en masse andet, og som bliver ganske fysisk. Og man lærer så godt, når man lærer fysisk. For kroppen husker, og nok er undertegnede ikke sort, men jeg vil for fremtiden aldrig kunne læse eller høre om slaveri – og især om kvindelige unge slaver – uden at mærke hænder på albuerne. Det er helt sikkert.

For nok er jeg – med alt hvad det indebærer – hvid og privilegeret, men jeg føler alligevel, at jeg nu har en lille idé om, hvad det vil sige at være sort. Selvom det i virkeligheden er svært, ja umuligt at sætte sig ind i, hvad det vil sige at leve på den anden side af hegnet, den side hvor strømmen kommer og går.

Den side, hvor der IKKE er hverken svømmepøls eller grønne græsplæner, men som sagt den side hvor lyset af og til går ud, så der bliver bælgmørkt, og man bare kan kigge over hegnet og hen på den anden side, hvor lyset altid er tændt, og hvor vagterne passer på. Om ikke andet så for at holde øje med dem i mørket, som intet har at miste – og som mange af de privilegerede derfor er så vældig bange for, hvad den politiske virkelighed i Europa i øjeblikket også er et billede på.

Men nu handler det her ikke om Fort Europa, men om en ung kvinde – Julia – og hendes rejse, og det er betagende og rørende at følge hende fra barn over ungdommen og til hun havner i Danmark – og nok kan hun tale dansk, spise pølser og give håndtryk, så selv visse danske politikere burde være tilfredse.

Men heldigvis gælder det gamle ord stadig om, at nok kan du tage en pige ud af Afrika, men du kan ikke tage Afrika ud af en pige – heller ikke selvom hun som en anden prinsesse sover tornerosesøvn i den danske lyse sommernat.

Og det er godt, for der er brug for mennesker som Julia i Danmark. Mennesker der så nådesløst og skånselsløst tør krænge dem selv, deres liv og deres følelser ud …

For ”Julia and five hundred years of freedom” er simpelthen mere end teater, mere end en klassisk fortælling. Det er et statement, hvor vi i publikum selv er med, hvor vi lærer af og med egne kroppe, men også af de ord, som tales på både engelsk og dansk, men også på sprog (portugisisk og makonde), som flertallet af os i publikum ikke forstår. Det var der så andre tilskuere – formentlig fra Mozambique – som gjorde, og de grinede højt.

Og det er da ærgerligt ikke at kunne forstå joken, men vi forstod godt pointen. For det er sundt at opleve ikke at kunne være med på alt hele tiden, og især når man er hvid dansker. For vi hvide danskere tager så meget for givet: Vores sprog, vores sociale koder, vores normer. Men alt det er er lige til at miste fodfæstet af og snuble på, hvis ikke man er født her på denne lille plet på kloden, som det er næsten umuligt at ramme med en finger, hvis man scroller igennem et atlas.

Det var så ikke desto mindre, hvad Julia gjorde – og heldigvis for det. For så kan hun give alle os privilegerede muligheden for at få et glimt af forståelsen af, hvad det vil sige ikke at være hvid. Vi får tillige med et internationalt udsyn, og det er der brug for i den danske andedam, som er markant mindre end det enorme ocean udfor Mozambiques strande.

TAK for det og for alt andet. Det var en stærk og stor oplevelse.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks trommer som dem Michala Østergaard-Nielsen spillede så eminent på hele forestillingen igennem. Ja, hun var også med på flere andre måder.

Forestillingen spiller fra d. 21. september til d. 30. september.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tak for din tålmodighed – du er nummer sjok i køen

Du er nu nummer 7 i køen, tak for din tålmodighed, lyder det i telefonen.

Øh, undskyld – men hvad er alternativet til at sidde med røret, indtil øret summer? For enten så accepterer jeg at vente i 10, 20, ja måske 30 minutter, eller også kommer jeg bare ikke igennem til lægen – eller hvem jeg nu ringer til.

For hvis jeg nu sidder med et kløende udslæt eller noget andet, så har jeg simpelthen intet alternativ til at være tålmodig og vente. Vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente – som regel mens jeg hører muzak og indimellem afbrydes af dén mekaniske stemme, der oplyser mig om mit nummer i køen.

Jeg kunne selvfølgelig – som min mand foreslog det – skrige ned i røret, når jeg endelig kom igennem. Måske noget i retning af: Jeg er sgu ikke tålmodig, ikke spor, det vil jeg lige sige, så hvornår kan jeg få en tid? Det skal fanme være i dag, skal det.

Men det gør man jo ikke, dels fordi man er hæmmet af en opdragelse, som insisterer på, at man opfører sig høfligt og pænt overfor andre, og dels fordi personen i den anden ende er dén ledvogter, som man skal igennem, hvis man gerne vil ind i det forjættede land til den læge eller anden person, som skal hjælpe én.

Så man er superhøflig og overskudsagtig i stemmen, når man endelig – meget endelig – kommer igennem: Goddag, jeg hedder … og så videre. I kender selv smøren.

Det tager så som regel kun 20 sekunder at forklare sig og få en tid. Så når jeg har lagt røret på, undrer jeg mig altid over, hvordan det kunne tage 20 minutter med de seks mennesker, der var foran mig i køen. De kan da ikke alle sammen have langvarige og komplicerede forklaringer, som er nødvendige at fyre af for at kunne få en tid?

Nå, det skal jeg nok ikke tænke for meget over, jeg skal nok i stedet være glad for at leve i et samfund, hvor sundhed trods alt er relativt gratis (endnu).

Skørt i grunden at et så rigt samfund som det danske ikke kan tilbyde alle sine borgere total gratis læge- og tandlægehjælp. Det kunne vi også, hvis vi prioriterede anderledes.

Du er nu nummer sjok i køen til social retfærdighed … kan jeg høre en indre røst hviske, og dén stemme kan desværre ikke slukkes ved bare at smide telefonen på eller råbe ned i røret. Den røst kræver nemlig, at jeg går op imod den sociale ulighed, som hersker i dette rige land – en ulighed, som vi desværre tålmodigt finder os i, men lige dér skulle vi råbe og skrige helt vildt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DR-besparelser – demokratiet under angreb

I Politiken i weekenden skrev direktør ved Raoul Wallenberg-instituttet Morten Kjærum en skræmmende og vedkommende kronik med titlen: ”Her er de fire skridt til demokratiets stille død”.

Kronikken handler om Orbáns Ungarn, men også om Trump´s USA og om europæiske lande, hvor demokratiet og dets institutioner langsomt, men sikkert udhules og svækkes – deriblandt også Danmark.

Eller som Kjærum skriver i Politiken: Forandringerne kommer skridt for skridt på en umærkelig måde, der gør det vanskeligt at sige fra og især at gøre det i tide. Citat slut.

Men hvad er det så for komponenter, der er i spil?

Kjærum skriver i kronikken i Politiken: De fire vigtigste komponenter i Orbáns drejebog er kampen mod menneskerettigheder, underminering af domstolene og andre uafhængige institutioner, svækkelse af den frie presse og af civilsamfundet. Citat slut.

Dagens nedslagtning af DR bekræfter denne udvikling i Danmark. For er der noget, som vi har brug for i en tid med fake news og meget stærke private mediespillere, så er det en public service-kanal, som serverer kvalitets-tv – vel at mærke uden skjulte økonomiske eller politiske interesser.

Programmer som fx Dagen på DR2, der nu nedlægges. Det samme gør Sundhedsmagasinet og Langt fra Borgen for bare at nævne nogle få kvalitetsprogrammer, der løfter vidensniveauet i Danmark, men som nu skal skrottes.

Men det ønsker dele af det politiske landskab i Danmark ikke. En mindre oplyst befolkning er også lettere at køre rundt med end en vidende og kritisk befolkning, men både demokratiet, velfærden og bundlinien taber på, at partier som LA, DF og Venstre vil gøre danskerne generelt dummere.

Gad vide om de partier forstår, hvad de har gang i? Man håber nej, for ellers er denne fordummelses- og antidemokratiserings-proces en del af et beskidt spil om at beholde magten i Danmark, som kan ødelægge hele samfundet.

Eller som Kjærum skriver det i kronikken i Politiken: En beskæring på 20 procent er et angreb, ikke en normal besparelse. Og det bliver besluttet i en tid, hvor der tales om fake news og russiske trolls, der vil forsøge at påvirke nyhedsstrømmen i Danmark i forhold til det næste valg og dermed vores demokratiske processer. Netop nu og de kommende år er der brug for, at der er troværdige medieinstitutioner, der har muskler til at tage kampen med en af de største trusler mod vores demokratiske liv. Citat slut.

De muskler har DR ikke længere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: SKAM2

Danmarksbloggen har ladet to unge mennesker, Troels Rindal og Anna M.T. Frederiksen, med en fremtid i teater- og filmverdenen stå for anmeldelsen af SKAM2 på Aveny-T:

Den norske tv-serie SKAM har taget hele verden med storm. Den store succes og næsten kultstatus, som serien hurtigt fik, har resulteret i mange genindspilninger i flere forskellige lande, bl.a. USA, Tyskland og Spanien.

Men i Danmark har Aveny-T valgt at bringe SKAM’s unge karakterer og deres problemer til live på de skrå brædder. Dette skift fra ét medie til et andet kan være svært at udføre, men det er blevet gjort med en kyndig og kærlig hånd på teatret på Frederiksberg, og resultatet er blevet et ganske innovativt teaterstykke, både på grund af scenografien, castet og fusionen af live-filmstumper og råt skuespil.

Hvis man aldrig har været på Aveny-T teateret og oplevet sceneopbygningen, kan det kun beskrives på én måde; Anderledes. Publikum sidder i 360 grader rundt om en firkantet scene, hvor vi ofte får lov at se det hele fra et fugleperspektiv med de opsatte kameraer og dertilhørende skærme. Men skuespillet foregår ikke kun på dette lille frimærke i midten af salen. De purunge skuespiller fistrer forbi, igennem og rundt om publikum, så vi konstant bliver holdt aktive og på kanten af vores sæder.

Og selvom skuespillerne farer rundt imellem os, formår de stadig at bevare den så berømte 4. væg, hvilket minder meget om selve tv-serien SKAM. Tv-serien brugte også sociale medier som Instagram for at kommunikere ud til seerne, men distancen blev altid bibeholdt i både tv-serien og teaterstykket.

De sociale medier, som spillede en kæmpe rolle i tv-serien, blev også stadig brugt på Aveny-T. Dog var det her kun sms-beskeder, der blev projekteret op på skærmene, men effekten var præcis som i serien – man kunne mærke den teknologiske udvikling verden har været igennem, og som har haft så stor betydning for os unge og vores kommunikationsmuligheder i dag.

Skærmene blev heller ikke kun brugt til at give publikum et glimt af, hvad der foregik på karakterernes mobiltelefoner. De blev også brugt til at vise de efterhånden ikoniske sceneskift med den velkendte gule skrift, som indikerer, at vi nu skal til et nyt tidspunkt i de unge gymnasieelevers liv.

Alle, der har set sæson 2 af SKAM, ved, at netop denne sæson er lang. Netop derfor gjorde vi os her hos Danmarksbloggen en del tanker om, hvordan folkene bag stykket skulle få kogt det hele ned til en én-aftensforestilling uden at tabe nogle centrale pointer eller begivenheder på gulvet. Og selvom det uden tvivl har været noget af en opgave, blev den fornemt løst – de vigtige begivenheder blev udført på smukkeste vis af de unge skuespillere, og det, der ikke kunne vises, blev fortalt af andre karakterer.

Dette fortællergreb ligger langt væk fra den originale serie, men det skabte en god dynamik at få de mange forskellige subjektive synspunkter – noget vi ikke får på samme måde i tv-serien. Derudover gjorde denne fortælleteknik det også muligt at slippe for en langtrukken eller kedelig aften i teatret med overflødigt mange informationer.

For dette stykke er alt andet end langtrukkent og kedeligt – der er fart på fra starten, der er masser af bevægelse og energi, og dette afspejler alt sammen, hvor karaktererne er i deres liv. For netop i denne unge alder er man fyldt med energi og tørst på at komme ud og leve livet, men man er samtidig så dritt-sårbar.

Alle disse aspekter af ungdomslivet ser vi hos hovedpersonen Noora, som spilles formidabelt af den 17-årige Fanny Bornedal. Og ikke kun teater-debutanten Fanny Bornedal spiller godt, hele castet er som skabt til deres individuelle roller. De giver alt, hvad de har i sig, og viser både de sjove og sårbare sider af det at være ung i dag. De kommer ud til publikum, både fysisk og psykisk, og man lader sig som publikum rive med og opsluge af interne intriger og udefrakommende problemer.

Vi føler med dem, vi bliver glade på deres vegne, og vi er sammen med dem hele følelsesregistret igennem – hvilket er ganske imponerende at nå på omkring 1 time og 45 minutter. Men dette formår de unge skuespillere og deres rå skuespil altså at gøre, hvilket også er med til at det bliver til et fantastisk teaterstykke, som kun kan anbefales herfra.

Vi har valgt at give individuelle stjerner:

Troels Rindal giver SKAM2 4 ud af 5 stjerner.
Anna M. T. Frederiksen giver SKAM2 4,5 ud af 5 stjerner.

Skrevet af Anna M. T. Frederiksen

Danmarksbloggen vil derfor konkludere, at det samlede antal stjerner for SKAM2 ender på 5 stjerner ud af 6 mulige – og tilføjer en kommentar omkring, at når de unge, som har set hele serien, er så begejstrede for teater-udgaven, så kan alle  i de ældre generationer også med fordel gå ind og se forestillingen.
Om ikke andet så for at forstå den generation, som er ung i dag – og som er så meget mere og meget bedre end sit rygte. De unge både kan og vil noget – og ikke kun for sig selv, også for resten af samfundet. Der er håb.

Pumpkin spice – den nye dansker i klassen, men uden håndtryk

Efterår rimer på græskar – og Danmarksbloggen er derfor taget på kaffebar, nærmere bestemt Starbucks, for at følge i hælene på endnu et kulturelt fænomen fra USA, som er i gang med at indtage Danmark – nemlig pumpkin spice, som man kan få i både en caffe latte og en frappuccino-udgave.

Undertegnede kan så ikke lide hverken kaffe, frappuccino eller pumpkin spice, men det kan Danmarksbloggens unge skribent Anna M.T. Frederiksen, der lige nu er i gang med at fortælle den engelsksprogede ekspedient, at der er to n´er i hendes måde at stave Anna på.

For sådan er den globale virkelighed på enhver Starbucks, uanset om den ligger i København, London eller New York. Det er så også en form for poetisk og global ligeret, at ALLE navne skal staves bogstav for bogstav, mens det skrives på plastic-kruset.

Så mens vi venter på Annas pumpkin spice og min egen noget mere almindelige varme kakao, kan vi lige fortælle historien om pumpkin spices succestogt.

For der var engang, hvor krydderiet pumpkin spice – som trods navnet IKKE stammer fra græskar, men er lavet af kanel, ingefær, allehånde og muskatnød – kun blev brugt til de græskartærter, som amerikanerne spiser til Thanksgivning og Halloween.

Men sådan nogenlunde samtidig med at den amerikanske Halloween-skik fik tag i danskerne (det vil sige omkring årtusindskiftet) begyndte Starbucks i USA at putte pumpkin spice i deres kaffe. Og som årene er gået, er det kun blevet en større og større succes, der i de sidste år også er nået til Danmark.

Alt det andet med pumpkin spice som fx kager, marmelade og chokolade har vi dog ikke importeret fra USA – ikke endnu. Men det kan sagtens komme til Danmark med tiden ligesom så mange andre amerikanske produkter.

Nå, nu er drikkene færdige, og vi skal ned til bordet. Anna har fået et meget saligt udtryk i øjnene, for nu er det tid til sæsonens første, men næppe sidste pumpkin spice.

Hun tager en slurk, og et stort smil breder sig. Det her har Anna ventet længe på – ja, allerede mens sommeren bragede afsted varm og solrig, begyndte hun at drømme om støvler, tørklæder – og pumpkin spice.

”Det smager simpelthen skønt, og jeg forstår godt, hvorfor amerikanerne er begyndt at kalde efteråret for pumpkin-spice-season i stedet for fall eller autumn,” lyder det fra det unge menneske.

At både pumpkin spice og Starbucks samtidig er import af amerikansk kultur, er Anna helt bevidst om – og har det fint med.

”Dels så er min generation ikke så USA-forskrækket som tidligere generationer som fx 68´er-generationen kan være det, og dels så tager vi kun de dele af USA til os, som vi kan lide – men ja, USA er vores største inspirationskilde, når det kommer til levevis og kultur, og det er vel meget naturligt, når nu landet er verdens supermagt – for det er USA trods Trump, som gerne må blive en parentes i historien,” siger Anna M. T. Frederiksen.

Danmarksbloggen tænker, at det var heldigt for Halloween-traditionen og græskar-krydderiet, at de kom til landet inden håndtrykket blev obligatorisk for nye danskere, for hvornår giver man hånden til et græskar? Det er lidt svært, medmindre man har Askepot´s fe-gudmor lige ved hånden, og hvem har det?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: No more Jacks – mod nye tider

”NO MORE JACKS – MOD NYE TIDER” hedder Stig Rossen, Jesper Lohmann, Jesper Asholt og Keld Heicks nye show, som i lørdags havde premiere på Gl. Scene på Det Kgl. Teater. Anledningen var, at der var gået 10 år, siden de fire startede, og at de nu var klar til at tage tiden EFTER de oprindelige Four Jacks periode, som sluttede i 1964, under kærlig musikalsk behandling. For som de fire selv konstaterede:

Vi er sådan en slags plejebørn af de oprindelige fire, men på et tidspunkt må vi jo flyve fra reden.

Det gjorde de så foran et feststemt publikum, der var ligeså veloplagte som dem på scenen. Men inden butterflyen blev smidt – og de fire kastede sig ud i nye numre, fik vi et par af de gamle numre, dog ikke klassikeren over dem alle ”Åh, den vej til Mandalay”, som vi var nogle stykker, der havde håbet måske kom som ekstranummer.

Og den kunne også sagtens have fungeret som en passende afslutning på den – med ørehængende evergreens fortalte – livets rejse fra forelskelsens søde kys over erotik og erobringer til bristede håb og drømme, inden man kommer til accepten og den sære form for lykke og fred, som indfinder sig hos de fleste, når man passerer det første halve århundrede på livets sejlads.

Men nu skal anmeldelsen handle om det, som var – og ikke om det, som ikke var, om end den valgte musik netop drejede sig om væren på et dybere plan.

For det kan godt være, at showet hedder ”No more Jacks – mod nye tider”, men det var nu stadig fortidens stil, som der blev budt på. En fortid og en stil med pænt tøj, laksko, dannelse og kultur. En tid langt væk fra nutidens fokus på individet og den digitale jagt på likes.

En tid som vi mangler – og måske allermest os, som aldrig har oplevet de gyldne årtier, hvor der var fred i verden, og velfærdssamfundet buldrede frem. Men hvor man stadig tog fint tøj på, når man skulle ud, talte pænt til hinanden og de andre ting, som ikke kun er ydre manerer – men også rammer for en god måde at være menneske på.

En analog tid, en tid fyldt med levende musik som det big band, der var på scenen – og som ledet af kapelmester Peder Kragerup spillede, så den gamle teaterbygning swingede og vred sig på måder, som den næppe har gjort før. Også fordi de fire Jacks, der altså ikke var Jacks mere, sang firestemmigt, så det var en fornøjelse.

Nogle af de bedste var, da Stig Rossen sang ”What a wonderful world”, for da mødtes den gamle analoge og den nye digitale verden i det øjeblik, hvor to unge mennesker tændte deres iPhones og sad og vuggede som til en rockkoncert. Tidligere havde vi dog alle rocket og rullet.

Men det var en af de få sjældne stille øjeblikke i en koncert, der generelt var fuld af musik, som man bliver glad af og klappede i takt til af, men som bød på hele viften, også fordi de herrer kommer med hver deres baggrund.

For det gør en forskel, når den ene er uddannet sanger (Rossen), den anden Danmarks største hitmager (Heick) og de to andre skuespillere (Asholt og Lohmann), selvom de to slet ikke er ens. Asholt rummer en vemodighed, som nærmer sig smerte, mens Lohmann er den personificerede crooner fra 60´erne, selvom han kun var en lille dreng i det årti.

Men det var alt sammen, som det skulle være, og skulle de fire en dag få lyst til at køre en omgang mere udelukkende med de oprindelige Four Jacks-sange, så er Danmarksbloggen sikker på, at de vil spille for udsolgte huse. For der er brug for den tids musik – og for mennesker, som kan synge den, og det kan d´herrer Stig Rossen, Jesper Lohmann, Jesper Asholt og Keld Heick.

Danmarksbloggen giver fire butterfly ud af seks mulige – og overvejer at se showet en gang mere, når det er halvvejs.

For som min bedre halvdel, der var med, sagde: Det var rigtigt godt, især musikalsk. Stig Rossen blev fx John Mogensen, da han sang ”To mennesker på en strand”, og der er ikke mange, der kan trække den en kvart tone ekstra, som Keld Heick kan. Men der er også nogle pointer, som ikke lige falder, som de skal – men som sikkert vil blive bedre, når de fire undervejs pudser forestillingen af.

Det tror undertegnede også, for musikken er på plads. Helt på plads.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dør det svenske Folkhemmet i morgen?

Evigt elskes kun det tabte, siger man  – og svenskerne elsker historien om det nu næsten forsvundne Folkhemmet i én grad, så det danner grund for den formentlig bedste svenske tv-serie nogensinde, nemlig ”Vår tid är nu”, som er et kæmpe tv-hit i Sverige i disse år med næsten to millioner seere per afsnit.

Det er en tv-serie, der bruger en fiktiv stockholmer-restaurant som mikro-univers til at vise, hvad der skete i makro-universet Sverige, nemlig Folkhemmets fødsel og storhedstid, i tiden fra 2. Verdenskrig og indtil krisen ramte i 1970´erne.

En tid med et stærkt Socialdemokrati og en stor velstands-øgning i samfundet, der blev fordelt til hele den svenske befolkning – og som gjorde, at alle fik uddannelse og hjælp, og at den enkelte kunne få sin drøm opfyldt om et bedre job end forældrene, at man kunne skifte socialklasse, at kvinder kunne komme frem osv.

Det var et svensk samfund med tryghed for alle, et samfund hvor få havde for meget og færre for lidt. Hvor hele landet var som en familie, et hjem, hvor alle passede på alle.

Men nu i morgen vil det måske ændre sig.

For Sverige anno 2018 er ikke historien om Folkhemmet og trygheden.

Det er ældre kvinder uden andet end folkepensionen at leve for, og som derfor ikke har råd til at give børnebørnene en julegave. Det er mangelfuld adgang til læger og sundhed – for slet ikke at tale om at man skal betale et gebyr, når man går til lægen i Sverige. Det er privatskoler, der drives som forretninger, og hvor ejerne godt må tage overskuddet ud, så skattepengene ender i private lommer, og skolen lukker, og børnene stuves ind i allerede overfyldte offentlige skoler.

Det er boligområder centralt i de store byer, hvor lejlighederne er så dyre, at kun de allerrigeste har råd til at bo der. Omvendt er det også byområder omkring netop Stockholm, Göteborg og Malmö, hvor man ikke kommer, hvis man hedder Svensson, men bor og færdes efter helt andre regler end i resten af Sverige, hvis man hedder Muhammed.

Det er et Sverige med stor social ulighed, stor politisk korrekthed (mange danskere vil også sige for stor) – et Sverige der truer med at knække midt over i morgen.

For hvad sker der, hvis Sverigesdemokraterne får de forventede 20% af stemmerne? Ingen af de andre partier vil lave politik med SD, endsige snakke med dem.

Kaos truer … og især måske om fire år, hvis man stadig holder SD udenfor.

Men det er dumt, for partiet repræsenterer trods alt hver femte svensker, og det er skidt for demokratiet, hvis man ikke vil tale med hver femte vælger. Så kan man være uenig med dem – og det er undertegnede fx, men det nytter ikke noget at vende SD ryggen.

Det får partiet bare flere stemmer af. Siden SD stillede op til Riksdagen i 1998 har de andre partier ikke villet tale med dem, og ved hvert eneste valg til Riksdagen har SD fordoblet deres stemmeantal i forhold til det forrige valg. Så gå i dialog med SD, forlang nogle svar, drag dem ind i forpligtede politisk arbejde – og lad dem prøve kræfter med virkeligheden og ikke bare køre frihjul på egen propaganda.

Dét er den eneste vej frem – både for demokratiet og hvis man vil lave en Folkhemmet version 2.0. Og det vil de fleste svenskere – forståeligt nok – gerne.

Ligesom danskerne gerne vil – og nok er der forskelle på Danmark og Sverige, men også store ligheder, så det giver god mening for os at følge med i valget i morgen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Frygt fabrik fælde

Danmarks gyserforfatter no. 1 Steen Langstrup prøver i dette efterår noget nyt, nemlig at udgive sin nye historie som lydbog i ti afsnit, inden den kommer som e-bog og papirbog.

Når man ikke er vant til lydbøger, er det mærkeligt at høre en tekst læst op – især når den som her er skrevet af Steen Langstrup, som er en forfatter, jeg kender så godt, at jeg for længst har min egen ”indre tone”, når jeg læser hans bøger – og den lyder selvfølgelig anderledes end Grete Tulinus´s behagelige stemme.

Men nu hører jeg altså Grete Tulinius læse første del af ”Frygt fabrik fælde”, og jeg er ikke i tvivl om, at lydbøger er en gave til travle danskere på farten. Jeg ville nok også – privat – hoppe på lydbogs-bølgen, hvis jeg skulle pendle halve og hele timer hver dag. For nok skal man se op, se ud og snakke med sine medmennesker som nutidens hippier – inkl. mig selv – altid siger. Men kører man den samme vej med det samme tog året rundt, så giver det så fin mening efter en lang arbejdsuge at læne sig tilbage, lukke øjnene og lade historien folde sig ud.

Og netop uge er en god idé her, for det er om fredagen, at der kommer et nyt afsnit – hver fredag på eReolen startende i dag, fredag d. 7. september og til og med fredag d. 9. november.

At skrive en lydbog kræver så også, at det er en historie med gode indre billeder. Og det er netop, hvad man får i Steen Langstrups lydbogserie ”Frygt fabrik fælde”. Malende billeder og et sikkert blik for nutiden forankret i vor tids digitale, penge-bestemte og anarkistiske virkelighed, hvor vi gerne vil udforske det, som ingen har adgang til – som denne fabrik – for så at tage billeder af det skjulte, som vi kan dele på de sociale medier – eller sælge.

Nu er det ikke til at sige, hvordan denne bog fortsætter og ender. For det er kun første del, som Danmarksbloggen har hørt, men historien er meget lovende, både i sit præcise portræt af vor tids mennesker og adfærd samt i den spænding og de konflikter, som tegnes så fint allerede fra inden det umage fotograferende selskab kommer ind på den på overfladen forladte fabrik, som er målet for deres ekspedition.

En ekspedition, som man mærker, vil blive uhyggelig ligesom lokationen er det. For nej, der er ingen graffiti i den gamle fabriksbygning – ja, ikke engang en knust rude kan den byde på, og dét varsler ikke godt i en tid, hvor alt forladt straks skal hærges, men ikke denne fælde, undskyld fabrik.

Man mærker også noget truende i luften tilbage i 1917, hvor fabrikken var i gang, og hvor ejerens, en gullasch-fabrikant, børn taler om det medium, der skal komme til aftenselskabet.

For ja, vi hopper lige pludselig 101 år tilbage i tiden til en virkelighed, der på mange måder minder mere om vores tid end vi vil være ved – på nær måske lige den polio, som har ramt storesøster Nathalie Marie, der nok er fysisk handicappet, men psykisk stærk som en okse og fuld af vilje. Det samme er faderen, som trods en meget virkelighedsnær opfattelse af hvordan man tjener penge på 1. verdenskrig, også er interesseret i naturfolks religioner og i spiritualisme.

Det er en kombination, som man fornemmer vil bringe sorg og smerte. Men det fortsætter selvfølgelig, for senere befinder vi os i 1958 og møder en ung pige på eventyr sammen med en lidt ældre mand, der byder på både stil og champagne – men som bekendt ender alle eventyr ikke lykkeligt.

Og sådan hopper vi frem og tilbage mellem tre tider, 1917, 1958 og vor tid – men kun et sted. Så som læser forventer man, at på et tidspunkt vil de forskellige tidsaldre og deres mennesker møde hinanden. Spørgsmålet er bare hvornår, hvordan og hvilke uhyrligheder som det onde i skyggerne fører med sig.

For at det bliver skræmmende og væmmeligt – dét ved man, når forfatteren hedder Steen Langstrup. Og blodet, tårerne og den snigende frygt, uhygge og kulde fra denne første del gør kun denne forventning større.

Som læser, undskyld lytter fik undertegnede også mindelser om to af hans tidligere mesterværker ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” og ”Ø” – selvom ”Frygt fabrik fælde” alligevel samtidig er helt sin egen.

Danmarksbloggen glæder sig til fortsættelsen og giver fem ud af seks murbrokker, som dem ligger på fabrikken … lige præcis der, hvor personerne fra vores tid tager de billeder, der giver dem gåsehud på helt andre måder end det, som de havde drømt om – og ønsket.

Danmarksbloggen kan i øvrigt godt forestille sig, at historien er seks murbrokker værd – men det må de kommende ni afsnit vise. Det bliver nervepirrende at følge med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Forfatter lader ny bog få premiere på gratis tjeneste

Biblioteket findes også på nettet – og hedder eReolen – og det er ligeså gratis at låne dér som på de fysiske biblioteker.

En af de forfattere, der i det kommende efterår, vil udgive sin nye historie på eReolen – og vel at mærke først dér, er Steen Langstrup, der på fredag kommer med den første ud af ti dele af ”Frygt fabrik fælde” – en uhyggelig historie, som Danmarksbloggen anmelder på udgivelsesdagen fredag d. 7. september.

Men inden er det tid til en snak med Steen Langstrup:

For hvorfor har du valgt denne model til dit nye værk, som i øvrigt senere kommer som traditionel bog og e-bog?

Som så mange andre har jeg set en del tv-serier de sidste mange år. Formen og fortællestilen fascinerede mig, og jeg begyndte at lege med tanken om at stjæle fortælleteknikken og bruge den i en roman.
Jeg havde samtidig længe været fascineret af forladte bygninger, og det levede liv man kan fornemme eller bilde sig ind, man fornemmer, disse steder, og haft lyst til at lade en historie udspille sig sådan et sted, og da de to ting smeltede sammen, opstod der noget, jeg havde lyst til at dykke ned i. Den forladte bygnings historie som den egentlige kerne i romanen, mens vi i nutiden følger nogle, der besøger stedet, og alt fortalt og tænkt i serieform, i episoder.
Mens jeg skrev romanen, gik det op for mig, at den fortjente at blive udgivet i en eller serieform, og jeg legede med forskellige modeller, inden jeg endelig besluttede at lade det være en lydbogsserie. Lydbogen er et medie i kraftig vækst i disse år, og gys er gerne en genre, der gør sig godt på lyd.

Og hvad mener du om en tjeneste som e-reolen versus streamingtjenester som Mofibo eller Storytel, der koster penge?

Jeg er meget glad for eReolen – og biblioteker i det hele taget. Jeg holder af velfærdssamfundet og synes, vi skal genindføre det, da det mange steder nærmest allerede er afskaffet.
Bibliotekerne findes endnu, men desværre ikke som de gjorde engang. Jeg forstår selvfølgelig, at verden ændrer sig, at nye digitale medier de sidste ti år har indtaget en stor del af markedet, og det er ikke kun skidt, for mig har det overvejende været et tiltrængt skub i ryggen, men det er supervigtigt, at eReolen findes som et gratis modspil til de private streamingtjenester.
Det er utrolig vigtigt, at der er fri adgang til viden, fagbøger og litteratur i et samfund, der har andre end dem, der blev født med penge, for øje. At ‘Frygt fabrik fælde’ udkommer eksklusivt på eReolen de første måneder er min måde at sige tak til ikke bare eReolen, men også bibliotekerne, for det skal ikke være nogen hemmelighed at uden dem, så ville et forfatterskab som mit være visnet bort for mange år siden.
Vi er et meget lille land, et meget lille sprogområde, og vi må passe på os selv og hinanden, vores sprog og selvforståelse, for det at have en levende kultur, en levende litteratur er ikke noget, et land på vores størrelse får forærende. Og slet ikke noget det til guddommelighed ophøjede marked kan garantere. Det er noget, vi skal være fælles om.

Hvordan ser du fremtiden for danske forfattere – i forhold til at tjene penge? Hvilke muligheder har I?

Forfatterøkonomi er noget mærkeligt noget. For det første er der ingen timeløn, ingen månedsløn, ingen fast indtægt. Man får sjældent penge for at lave noget, man lever af det, man allerede har lavet, mens man forsøger at lave noget nyt, der er godt nok – eller heldigt nok – til man kan fortsætte med at leve af det i fremtiden, og det nærmest med bind for øjnene, for ingen aner, hvad fremtiden bringer af muligheder, umuligheder, nedskæringer og forhindringer, forandringer og nye medier.
Der skal en masse flid til, en lang backlist er en god hjælp, en vilje til at blive ved på trods af alt, og så det magiske held, uden hvilket intet lykkes.

Derfor holdt jeg for længe siden op med at forsøge at se ind i fremtiden. Den ser sort ud. Det har den altid gjort. Den er uoverskuelig. Jeg fokuserer i stedet på at skrive de bedste ting, jeg overhovedet kan, og så må heldet og lykken stå mig bi – eller jeg må dø af sult undervejs. Det er de to muligheder. Indtil videre er det lykkedes mig at overleve. I den sidste ende er kunstneren eller forfatteren intet. Det er værkerne, bøgerne, historierne, der tæller.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk