Anmeldelse: ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer”

Udstillingen ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” er lige åbnet på Statens Museum for Kunst. Den er lavet i samarbejde med Petit Palais i Paris og Nationalmuseet i Stockholm, og er den største udstilling nogensinde om dansk guldalder.

Som besøgende føler man sig også hensat til netop guldalderen. Det sørger de mange guldrammer, de tykke gulvtæpper og de bløde siddepladser i de to store haller for.

Mange af malerierne vil den besøgende – uanset hvor meget eller lidt vedkommende kender til kunst – også nikke genkendende til. Malerier af de store mestre som Købke, Eckersberg, Skovgaard, Jerichau-Baumann, Rørbye, Hansen, Lundbye, Lorentzen og Sonne. Men også Marstrand, Blunck, Gurlitt og mange flere.

Billeder som viser romantiske landskaber som Skovgaards lysegrønne bøgeskov eller udsigten over Sortedams Dosseringen (ja, Købkes meget kendte billede med det lyserøde vand, som oprindeligt var blåt) eller de mere dramatiske med klinter og stormpisket hav (hvem sagde, at der ikke var bare en smule ”sturm und drang” i den danske guldalder).

Der er også et væld af portrætter af navngivne personer, både kunstnere, forfattere, videnskabsfolk og andre, som alle mere eller mindre kendte hinanden, og tilsammen dannede den lille elite, som stod for den danske guldalder. De er enten malet alene eller sammen med deres familie i hjemmet.

Guldalderen er nemlig også borgerskabets store tid, dér hvor familien iscenesættes med manden som patriarken og den udadfarende kraft, og kvinden som hjemmets samlingspunkt, hvad man også så det i Bakkehuset, hvor Kamma Rahbek trods egne evner mest er kendt som hende, der holdt salon for de andre.

Men dansk guldalderkunst rækker udover Danmark og rummer landskaber og motiver fra andre dele af kloden, både Vestindien og Orienten.

Mest kendt dog fra det solrige og varme Italien, som enhver kunstner og forfatter med respekt for sig selv rejste til i 1800-tallet, hvad enten det kun skete én gang, flere gange – eller man ligefrem boede dernede i flere år som den store billedhugger Bertel Thorvaldsen gjorde det. Ham kan man selvfølgelig også se i udstillingen. Der var vist heller ingen kunstnere, som tog på dannelsesrejse til Rom uden at besøge Thorvaldsen.

Men udstillingen vil mere end alt det, som vi allerede kender. Dels så forlænger den guldalderen indtil 1864, og dels så viser den andre billeder end dem, som vi allerede kender. Mest markant er Elisabeth Jerichau-Baumanns ”Havfrue” fra 1847, som i dén grad fanger opmærksomheden. Maleriet er i privat eje, så det er en enestående chance for at se det.

Det er så særligt interessant at vurdere det i forhold til Eckersbergs kendte ”En nøgen kvinde sætter sit hår foran et spejl” fra 1841, som også er med på udstillingen, selvom det normalt bor ovre hos naboen ”Den Hirschsprungske Samling.”

Eckersbergs billede er pænt og nydeligt, men viser også – trods nøgenheden – kvinden som et blidt og kontrolleret væsen, der som en anden Lady of Shalott ser verden i et spejl, hvilket står i stærk kontrast til Jerichau-Baumanns vilde og erotiske havfrue, der møder beskueren direkte og med stolthed hvilende i sig selv. Det er stærkt – og det kan tolkes som en begyndende kvinde-bevidsthed.

For dels så var det sjældent, at datidens kvinder malede andet og mere end blomster og interiør – og dels så er den nøgne kvinde, som er motivet, malet på en måde, så det minder mere om 1900-tallet end om guldalder. Samtiden og store dele af eftertiden brød sig heller ikke om billedet. De mente også, at det viste at kunstneren, Elisabeth Jerichau-Baumann, havde en svag sigøjner-sjæl.

Danmarksbloggen vil sige tværtimod. At det er forfriskende, ja vigtigt at vise, at den danske guldalder var andet og mere end skildringer af idyllisk natur og et dansk folkeliv malet i pasteller. At der faktisk var en kvinde, som turde og kunne male – både som de andre, men også helt som sig selv.

Jerichau-Baumann havde så heller ikke danske rødder, men det gør ikke noget. Tværtimod måske. Man var heller ikke fremmedangst i guldalderen.

Man vidste nemlig, at det handlede om det internationale, om Danmark vendt ud mod verden, som vi også ser det i Rørbyes kendte ”Udsigt fra kunstnerens vindue” fra 1825, der naturligvis er med i udstillingen, og viser den ældgamle forbindelse mellem hjemmet i Danmark, havet og det store udland. For i Danmark har vi altid handlet med udlandet, været afhængig af udlandet – og havet har altid spillet en afgørende rolle, og gør det stadig trods ihærdigt brobyggeri.

For de kendte malerier er her som sagt alle sammen – eller næsten. Danmarksbloggen ledte nemlig forgæves efter Jørgen Sonnes ”Sankt Hansnat. De syges søvn på Helenegraven ved Tisvilde”, som ellers hører til på Statens Museum for Kunst – samt sammes ”Brudefærd”, som normalt kan ses på ARoS.

For netop årets og livets gang var vigtige i 1800-tallet, hvor Danmark stadig var et landbrugsland, og hvor man levede langt mere cirkulært end vi gør i dag. Traditioner betød nemlig mere end hygge og en anledning til at være kreative, og kirken var ikke kun en kulisse for stort anlagte personlige fejringer af livets højtider.

Men ellers kommer udstillingen godt omkring, og den viser de dramatiske billeder og trækker de store linjer igennem en tid, hvor vi på den hårde måde lærte at være et lident land og at sige hvad udad tabes, må indad vindes.

For det var virkelig fra katastrofe og til katastrofe: Fra Slaget på Rheden i 1801, englændernes bombardement i 1807, statsbankerotten i 1813, tabet af Norge i 1814, den kortvarige triumf da vi vinder Treårskrigen og endelig til det store nederlag i 1864.

Som besøgende glæder man sig til gengæld over, at der er så meget guldalderkunst tilgængeligt for offentligheden. For prisen på de danske guldaldermalerier går voldsomt op i øjeblikket, og nogle af de allerstørste museer som Louvre i Paris, National Gallery i London og MoMA i New York har indenfor de seneste år købt guldalderkunst.

Danmarksbloggen giver ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” fem ud af seks pensler og spå´r, at udstillingen bliver efterårets helt store tilløbsstykke. Det er som sagt vores historie og identitet, der vises – og netop derfor er det godt, at vi kan se både de kendte og de ukendte sider af en tidsalder, som vi tror, at vi kender.

Udstillingen taler direkte ind i vores egen tid og behov for at vide, hvem vi er, og hvad vi kommer fra. Mange kender heller ikke vores historie særlig godt. Men i udstillingen kan man få guldaldertiden belyst med 225 malerier og en tekstmængde, som er overskuelig i vores billedorienterede tidsalder.

For det er godt at formidle viden med billeder. Desuden kan et maleri noget, som et foto ikke kan. Det kan formidle en stemning, en følelse.

Måske det også er derfor, at vi føler, at vi kender guldaldertiden så godt? Måske derfor at vi kan se på et guldaldermaleri og tænke: Ja, det er Danmark. Sådan ser vores land ud. Og så glemmer vi jernbanen, el-ledningerne, vindmøllerne, at markerne er blevet meget større, motorvejene og alt det andet, som ville få Købke, Eckersberg og de andre skønånder til at spærre øjnene op, hvis de kom forbi deres gamle land.

Ja, som H. C. Andersen forudså, da han i sangen ”Jylland mellem tvende have” om den jyske hede skrev: Heden, ja, man tror det næppe, men kom selv, bese den lidt, lyngen er et pragtfuldt tæppe, blomster myldre milevidt. Skynd dig, kom, om føje år heden som en kornmark – som en kornmark står.

Senere nævner han dampdragen – altså toget, der var et billede på den industrialisering, der ventede, og som gjorde det effektivt af med guldaldertidens idylliske billede af Danmark, hvor man – i hvert fald i kunsten – så bort fra larmen, snavset, den store ulighed og det ligeså store armod.

Dét vil vi stadig gerne glemme. Fortællingen om Danmark er nemlig også en historie om vores drømme om Danmark, både før, nu og frem. Og dén fortælling kan vi til og med d. 8. december se – omfangsrigt og smukt – folde sig ud på Statens Museum for Kunst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ole Frederiksen: Smadremanden gavner LGBT+miljøet

Åben kommentar til formanden for Copenhagen Pride, Lars Henriksen:

Du udtaler dig offentligt om, at du ikke synes, det er sjovt, når Søren Østergaards karakter Smadremanden i Zirkus Nemo bruger udtryk som “homo” og “bøsse” til underholdning og sjov. Du synes, han gør sig sjov på bekostning af de homoseksuelle, og det beder du Søren Østergaard holde op med.

Tillad mig at spørge dig, om ikke Smadremanden i virkeligheden har gjort mere godt for det homoseksuelle miljø end skade?

Vi er mange, der gang på gang har set Smadremanden være “alt for meget”. Og vi griner af det. Men det er hverken de homoseksuelle, kvinderne – hvor det efter Smadremandens mening må “kilde i de små nippels der” – eller den tilfældige tilskuer, der har taget noget tøj på, det fanger Smadremandens opmærksomhed, som vi griner af. Det er Smadremanden selv, vi griner af.

Vi griner af hans totale mangel på empati. Hans manglende situationsfornemmelse. Hans totale politiske ukorrekthed. Han er det nærmeste, vi kommer en amerikansk “redneck”, der (karikeret) er en ikke-særlig intelligent person med nogle vilde holdninger.

Hvis vi fremover skal lade være med at have typer som Smadremanden i underholdningsindustrien, så bliver der utroligt meget, vi ikke kan lave fremover. Jeg tvivler på, at en tv-serie som Broen kunne blive lavet, hvis vi skulle tage hensyn til alle morderes ofres efterkommere. Og alle andre krimier er også udelukket af samme hensyn. Bamse & Kylling er heller ikke sjove, hvis man har været udsat for mobning osv.

Hvis du får mulighed for at få en privat snak med Søren Østergaard, er jeg sikker på, at du vil opleve en mand med masser af empati, og en mand som ikke er ude på at såre nogen. Med din udmelding er jeg bange for, at du selv kommer til at gøre mere skade end gavn i en sag om homoseksuelle i Danmark. Og det vil være rigtigt ærgerligt. Du gør nemlig et rigtigt godt arbejde inden for LGBT+miljøet.

Skrevet af Ole Frederiksen

Anmeldelse: “Tabu”

En bog af Steen Langstrup er kendetegnet ved at spændingen bygges sikkert, men nådesløst op, hvorpå der kommer et eller flere uventede twists undervejs – og især til sidst.

Og således gælder det også i hans nye roman ”Tabu”, som udkommer i dag, og som på overfladen handler om en dansk familiejul langt væk fra hjemlandets klassiske decembervejr med gråt sjap og vådt søle.

Familien Sonnenborg, der består af Mor Jeanette, Far Klavs og de to voksne børn Birk og Ulrikke, er nemlig sammen med datterens nye kæreste Adam og øens lokale vicevært-ægtepar – de såkaldte property caretakers Juan og Eliana – forsamlet på en caribisk paradis-ø midt ude i det turkisblå hav.

Og det er selvfølgelig familiens egen ø, købt af faderen, der er iværksætter og har ligeså mange penge, som han har modstand mod alle andre end mennesker ligesom ham selv. Hvilket sønnen Birk heller ikke undlader at gøre opmærksom på, når han påtaler faderens manglende solidaritet med dem, som har mindre end familien Sonnenborg, og det er mere end 99% af verdens befolkning.

En familie, der naturligvis bor nord for København i det ”Reservat”, hvor der igennem december er blevet foretaget drab på to familier ligesom dem selv. Det ryster selvsagt familien Sonnenborg. En stund ihvertfald, for heldigvis er de jo selv så langt væk fra det hele. Fra drabene, mørket og kulden.

Eller er de? Alting er ikke altid, som det ser ud til at være, og modsætningerne danner rammen om Langstrups fortælling.

”Tabu” er nemlig fuld af kontraster, både de klassiske mellem generationerne, mellem det at være rig eller fattig, mellem det at være åben eller have hemmeligheder, mellem det at tale om tingene eller at gemme sig, men også om det som midaldrende at føle sig draget mod afkommets unge kæreste.

Og lige den tiltrækning er en følelse, som er mere tabu end det meste andet i vores ellers så frie tidsalder … i hvert fald hvis den midaldrende er en kvinde, en utilfredsstillet og uforløst kvinde, som har rundet de 50 år, og den anden part er en ung, lækker mand.

Men det er ikke desto mindre det emne, som Steen Langstrup tør tage op, tør skrive om. Det er modigt – og stærkt, og som læser tvivler man ikke på, at de kræfter, der sættes fri i mødet mellem den midaldrende kvinde og den unge mand, ikke nødvendigvis kommer til at skabe nogen glæde – på den lange bane.

Som læser fornemmer man også hurtigt, at idyllen på øen med palmerne, havet og de blå pools er ligeså overfladisk og falsk som det hvide plastic-juletræ, der efter planen skal danses om juleaften.

Men juleaften bliver ikke som forventet, for der er mange kræfter i spil – og intet af det handler om julegaver eller julemad, men i stedet om gamle konflikter, om fortidens nag og skygger.

Det er nemlig også klassisk Steen Langstrup at ville formidle andet og mere end gru og uhygge – og som regel handler dette andet om samfundet. Det gør det også i ”Tabu”, men her ses samfundet i miniformat og illustreret ved en enkelt families interne stridigheder og betændte relationer.

Og på den måde bliver bogen her anderledes end hans foregående bøger.

For i takt med at den solbeskinnende overflade krakelerer og den tropiske storm nærmer sig, så rulles familiekonflikterne og de sorte hemmeligheder op på en måde, så det bliver til et gedigent kammerspil.

Alle skeletterne ryger ud af skabene – og det ville ikke være Steen Langstrup, hvis ikke der også blev plads til nye lig. Og det hele beskrives med en nerve, så det gør ondt at læse. For personerne er så skarpt skåret, sproget så præcist og replikkerne lige i stormens øje.

”Tabu” er derfor et mesterligt portræt af en familie – og en tid og et samfund – i opløsning. Og er der overhovedet noget håb? Læs det selv – og glæd Dem.

Steen Langstrup har nemlig aldrig været bedre end han er det i ”Tabu”.

Danmarksbloggen giver ”Tabu” seks ud af seks lyserøde flamingoer, som dem der op mod jul landede på den tropiske ø og sked den fuld, inden stormen ramte.

I øvrigt: Så har Steen Langstrup to gange prøvet at få et manuskript filmatiseret. Senest ”Alt det, hun ville ønske, at hun ikke forstod”, som blev til filmen ”Finale”, der har vundet adskillige priser på horrorfestivaler over hele verden.

Denne bog – ”Tabu” – egner sig om muligt endnu mere til at blive filmatiseret. Den kunne blive en psykologisk thriller, som ville give selv den mest hærdede mareridt. For hvem er hvem – og hvad er hvad i vores fragmenterede og digitale verden, hvor vi kan rejse kloden rundt på få timer, men ikke nå vores nærmeste, selvom de sidder lige ved siden af? Dét kan man godt ligge søvnløs over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Trump kommer ikke …

Det kan næppe kaldes en overraskelse, at Trump ikke kommer til Danmark alligevel – selvom Kongehuset naturligvis er nødt til at sige, at de er netop det – overraskede.

Men selvfølgelig handlede Danmarksbesøget kun om at købe Grønland – og da den blev lagt død, ja så var der ingen grund for Trump til at komme.

Heldigvis er de demokratiske præsidentkandidater kommet på banen derovre i USA, og kritiserer ham skarpt, som også Danmarksbloggen anbefalede, at de skulle: http://danmarksbloggen.dk/?p=10708

Ikke at undertegnede tror, at de læser Danmarksbloggen.

Storhedsvanviddet må Trump nemlig gerne beholde selv.

Det og så en ufattelig uvidenhed eller måske snarere narcissistisk arrogance omkring, hvordan man opfører sig internationalt. Man aflyser fx ikke et statsbesøg, når man er inviteret af et lands statsoverhoved, bare fordi det alligevel ikke passer ind i ens planer.

Nå, vi sparer penge – og Trump gør en endnu dårligere figur, hvad forhåbentlig også stadig flere amerikanere kan se. Så måske der kommer noget godt ud af hele balladen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jyske Banks negative rente rammer én dag den almindelige dansker

Jyske Bank – nu med negativ rente for alle formuer over 7,5 millioner. Det lyder jo umiddelbart som om, at banken har ryggen fri, og at det kun rammer dem med store formuer!

Men se, hvis man læser, hvad Jyske Bank skriver, så finder man ud af, at det kun er dem med en formue på over 7,5 millioner, som ikke har en anden aftale, der kommer til at betale de 0,6%. Men at man selvfølgelig altid kan komme ned og forhandle renten.

Mit gæt er, at alle med en større formue – let – får forhandlet en 0-rente hjem.

Til gengæld vil der så herefter være åbnet for, at andre banker også indfører negativ rente. Og det næste vi vil opleve er, at beløbsgrænsen for en negativ rente bliver mindre og mindre, indtil alle med penge i banken er ramt -og skal betale penge for, at banken kan administrere vores egne penge.

Og når vi kommer dertil, vil det sikkert vise sig, at os små-sparere så IKKE kan få forhandlet en 0-rente hjem.

Vupti – således kommer bankerne til at holde på deres store kunder – og alle os andre kommer til at betale!

Skrevet af: Ole Frederiksen

Købmand Lars Larsen er død

Der er erhvervsmænd i Danmark, som bliver husket, og giver genlyd gennem generationerne som fx Tietgen, A.P. Møller. Mærsk McKinney Møller – og Lars Larsen, ham med det gode tilbud og de billige dyner. Med den nasale stemme, som blev synonymt med Jysk Sengetøjslager – eller Jysk, som det bare hedder i dag.

Nu er han død – i en alder af 71 år – af en kræftsygdom.

Det er forfærdeligt for hans familie og nærmeste, men også et tab for hele Danmark.

For vi har brug for mennesker af hans kaliber. Mennesker, som ikke kun sætter gang i hjulene og vil være størst, men som også føler et ansvar overfor det samfund, som skabte betingelserne, så deres virksomhed kunne gro.

Sådan et menneske var Lars Larsen. Han skabte vækst og jobs, men han følte også et menneskeligt ansvar. Men først og sidst var han købmand og kræmmer – og stolt af det.

Og det havde han – når man ser på hans livsværk – også god grund til at være.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bliver Grønland Trumps Waterloo?

Så er det blevet bekræftet fra Det Hvide Hus´s side. Præsident Trump ER interesseret i at købe Grønland af Danmark.

At Danmark så ikke kan sælge Grønland, fordi Grønland tilhører grønlænderne, og at Grønland ikke er interesseret i at blive købt af USA og andre faktuelle sagligheder bekymrer – traditionen tro – ikke Trump.

Manden kan som sædvanlig kun se verden på én måde – hans måde. Det ved vi.

Problemet er så bare, at cirka halvdelen af amerikanerne indtil videre IKKE har kunnet se, at deres præsident har udfordringer, når det kommer til fornuft, logik, normalitet og andre egenskaber, som det ellers anses for ønskværdigt for en statsleder at være i besiddelse af.

Men man kan håbe, at denne sag med at købe Grønland gør udslaget, så en større del af amerikanerne kan se det absurde i at have en mand som øverste leder, der stadig mener, at et land og en befolkning kan være til salg.

For den slags hører vitterligen fortiden til.

Det samme burde narcissistiske despoter gøre. Der har været så rigeligt af dem i verdenshistorien, og nej, vi behøver ikke flere – uanset hvad de tror eller ikke tror, at de kan købe/sælge/bygge/rive ned.

Alle – både i USA og i resten af verden, også Danmark og Grønland, har alt at vinde, hvis de demokratiske præsidentkandidater tør gå ud og sige:

“Se, vores nuværende præsident balancerer på randen til, om han er i stand til at varetage embedet, når han kan foreslå noget så horribelt som at købe Grønland. Vi kan simpelthen ikke have ham siddende i Det Hvide Hus længere.”

For dét er vigtigere end om Trump besøger Danmark eller ej. For naturligvis sår han tvivl om, hvorvidt han kommer efter Danmarks klare afvisning af at sælge Grønland.

Trump vurderer formentlig tro mod sin psykologi, at vi ser det som en trussel, at han måske ikke kommer. Men et afbud fra Trump kunne også opfattes som et løfte – og en anledning til at bruge pengene på noget bedre end det store sikkerhedsopbud, som et præsidentbesøg kræver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbuen lyser – igen – over København

Så er det Pridetid igen … regnbuer, glitter, glimmer, musik, shows og den store hyldest til mangfoldighed …

Vi kender det godt. Det er efterhånden lidt ligesom jul … en tid med hyggelige traditioner og fokus på samvær og fest.

Men inden vi går helt amok i velvære og selvros over, hvor tolerante vi er her i Danmark, så burde vi måske tænke over, at der stadig er en lang vej at gå – også her i vores land.

For masser af unge og børn bruger stadig ordet bøsse som et skældsord, nogle gange endda sagt i versionen bøsserøv.

Der er også stadig mennesker, som overfaldes – bare fordi de ikke ser heteroseksuelle ud eller måske går hånd-i-hånd med en af deres eget køn.

Og endelig er der en del miljøer – typisk fundamentalistisk-religiøse af såvel muslimsk som kristen herkomst – hvor det at være alt andet end heteroseksuel er uacceptabelt.

Så der er alt mulig grund til at vifte med regnbueflaget – også her i Danmark – som protest mod den manglende tolerance og rummelighed, som stadig er alt for udbredt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så er der sagt undskyld

Så kom den, undskyldningen …

For lidt siden sagde statsminister Mette Frederiksen undskyld til Godhavnsdrengene … og man skulle vist være lavet af sten, hvis ikke man fældede en tåre undervejs.

For det, som de drenge – og altfor mange andre under børneomsorgen – var udsat for, er der ingen, der burde gennemleve. Alle de rædsler, overgreb og misrøgt … ja, ondskab. For det var rendyrket ondskab, som ramte helt uskyldige børn, som nu som voksne må leve med mareridt og smerter pga det, som de var udsat for dengang.

Mette Frederiksen proklamerede også, at der var flere undskyldninger på vej. For nok er der ikke tradition for at sige undskyld i Danmark, men det skal ikke binde os eller stoppe os, som Mette Frederiksen sagde det.

Hun er godtnok en statsminister af det største format.

Format har også Godhavnsdrengene, som på eller anden måde fik styrken til at kæmpe – og til at blive ved med at kæmpe for undskyldningen. For det tog altfor lang tid at få dén undskyldning …

Danmarksbloggen skrev fx om sagen allerede i 2015. Det var dengang daværende socialminister Karen Ellemann fra Venstre ikke ville give en undskyldning: http://danmarksbloggen.dk/?p=7516

Danmarksbloggen vil også opfordre til at se på nutiden – og på fremtiden. For noget sådant eller bare noget, der minder om det, må aldrig – som i ALDRIG – ske igen. Godhavnsdrengene vil også selv kæmpe for nutidens anbragte børn.

Dér er håb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den oversete historie i dansk politik: Venstres succes

Den gamle regering – under ledelse af Venstres formand Lars Løkke – var ganske upopulær. Alligevel gik partiet Venstre ni mandater frem til valget 5. juni.

Dermed forstummede al tale om en erstatning for Løkke som leder.

Og nu i skivende stund er så en blodig fløjkrig i gang i Venstre om hvem, som skal afløse Løkke – når den dag kommer. Det er ikke lige op over, hvis man skal forstå Løkke selv, som regner med også at stå i spidsen for Venstre til næste folketingsvalg.

Efter den gamle plan lagt i kælderen i Odense i 2014 skal afløseren være nuværende næstformand og gruppeformand Kristian Jensen, men flere og flere vil hellere have politisk ordfører Jacob Ellemann-Jensen.

Al denne ballade kunne man vente ville koste Venstre stemmer. Men nej, i weekendens meningsmåling gik partiet to procentpoint frem i forhold til valget.

Det strider imod al politisk logik – og al politisk lærebogsviden.

For et upopulært regeringsparti går ikke ni mandater frem til valget – og det vinder slet ikke to procentpoint i en meningsmåling, mens det befinder sig i en voldsom intern kamp om magten.

Ikke desto mindre er det situationen for Venstre i sommeren 2019 – og det er nok den mest oversete succes i dansk politik i år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk