Det Danske Udenrigsministerium 250 år

Det Danske Udenrigsministerium kan fejre, at det i dag er 250 år siden, at man officielt blev udskilt fra resten af statsforvaltningen som selvstændigt område, selvom man dog også før 1770 havde det såkaldte Tyske Kancelli, der tog sig af mange af den danske stats udenlandske sager.

I samtiden regnede man heller ikke udskillelsen som noget særligt, men så den snarere som ”nærmest et biprodukt af Struensees politik, for så vidt som tanken formentlig har været netop at holde udenrigspolitikken uberørt af forvaltningsreformerne”, som man kan læse det i ”Den danske Udenrigstjeneste 1770-1970. Bind I, 1770-1919”, der er skrevet af Klaus Kjølsen og Viggo Sjøqvist.

For det var selvfølgelig den flittige – og dygtige – Struense, som tog initiativet til denne udenrigstjeneste, som altså ikke blev omstødt eller ændret efter Struenses fald i 1772 – som skæbnen ellers blev det for mange andre af Struenses reformer.
Den runde dag bliver selvfølgelig fejret i Udenrigsministeriet med en konference i samarbejde med Det Udenrigspolitiske Selskab.

Konferencen åbnes af udenrigsminister Jeppe Kofoed. Derpå interviewer historiker og udenrigspolitisk analytiker Bo Lidegaard OECD-ambassadør Carsten Staur, der har skrevet bogen ”Skilleveje. Dansk udenrigspolitik i 250 år”.

Efterfølgende er der paneldebat med deltagelse af udenrigsminister Jeppe Kofod, tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, tidl. udenrigsminister Mogens Lykketoft og ambassadør Carsten Staur. I paneldebatten vil deltagerne tale om opbruddet i den kendte verdensorden.

Når man læser programmet, er der dog to ting, der ikke nævnes specifikt – og det er et problem. De to ting er Kina og Arktis. EU, USA og klimaet nævnes – og det er også de sikre ting, dem hvor vi ikke kan fornærme nogen.

Og ja, nok er Udenrigstjenestens diplomatiets kunst. Men skal vi have en chance som stat, skal vi kunne tale åbent om tingene – også selvom den store kinesiske drage mod øst kan blive fornærmet, eller den russiske bjørn kan føle sig provokeret. Dét gør den nok i forvejen, når man ser på den seneste uges begivenheder med russisk tilstedeværelse ud for Sveriges østkyst og ved Bornholm.

Men desværre er hverken Kina, Rusland eller Arktis nævnt direkte ord. En anden mangel er tidligere udenrigsminister Per Stig Møller. For nok kan man ikke have samtlige nulevende tidligere udenrigsministre med i sådan en paneldebat, men Per Stig Møller er en kapacitet, som i den grad havde beriget debatten. For slet ikke at tale om at han sad på posten i de vigtige år i 00´erne.

Se mere her: https://um.dk/da/nyheder-fra-udenrigsministeriet/newsdisplaypage/?newsID=6A7D202E-2A2F-4AEA-94D9-4D0CDB27D6D1

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et halvt år med Corona

Det er i dag et halvt år siden, at den første dansker blev konstateret smittet med Corona-virus. Et halvt år hvor livet har været anderledes for os alle sammen.

Og tilværelsen vil fortsat være anderledes i de næste måneder, måske år. Det sidste håber vi ikke, men det er en reel risiko. For det er et faktum, at Corona, den satan, stadig er her – og at virussen af og til blusser op, og skaber lokale nedlukninger af skoler og arbejdspladser.

Sådan er det – og det må vi leve med og i – vel vidende, at livet først bliver normalt igen, når vi har en vaccine, som virolog Allan Randrup Thomsen idag vurderer, at vi kan gå i gang med at bruge i Danmark midt i 2021.

En vaccine, som der tales meget om, hvem der skal have først.

Men dét siger sig selv, at det er de mest udsatte: De gamle, de syge og dem, som bor på måder, så de lettere bliver syge. Dvs. de fattige og de lavtlønnede, som bor mange sammen i små lejligheder = man smitter lettere hinanden. Og det gælder, hvad enten man hedder Henning eller Muhammed, Betina eller Fatima.

Men det er så kun Muhammed og Fatima, som har fået på puklen af de blå og de sorte i folketinget med henvisning til deres muslimske tro og muslimske skikke. For de fattige af etnisk dansk oprindelse er ikke blevet skoset. Dét klinger hult.

For ja, nok er de muslimske begravelser med mange hundrede deltagere en smitterisiko, men det er de etnisk danskeres privatfester også – og sådan kunne man blive ved.

Mange har en adfærd, der ikke er smart, hvis man vil undgå smitte. Men det slår hårdest hos dem, som er nederst i samfunds-hierarkiet.

For faktum er, at Corona nok kan smitte alle – men lavtlønnede og folk på overførselsindkomst har bare lettere ved at blive smittet – pga. deres boligsituation, pga. mange har dem har kroniske sygdomme, og fordi mange af dem arbejder i erhverv, hvor de er udsatte for smitte.

Så Danmarksbloggen vil anbefale at droppe syndebuks-legen. Det her er ikke tiden til at pege fingre, men til at hjælpe hinanden. For vi er i det her sammen – og vi skal sammen igennem det her. Vi kan heller ikke andet.

Sådan er Corona.

Inden Corona tænkte jeg tit på, hvordan 9. april havde føltes, hvordan det var at leve under besættelsen, hvordan de håndterede uvisheden om fremtiden og alt det andet.

I dag kender jeg svaret: Man ER i dét, fordi man ikke kan andet. Så enkelt er det.

Og derfor ved jeg også, at vi skal være i den her Corona-virkelighed, så længe den varer – og sådan er det. Alt andet er leg med ord, som ikke ændrer virkeligheden. Vi er i dét. Punktum.

Jeg glæder mig så voldsomt til Corona-tiden er slut. For så skal jeg eddermame brænde et mundbind eller fem – og kramme de første 10 vildtfremmede mennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbueflaget foran Christiansborg

Det er Copenhagen Pride 25 års jubilæum i år, hvor Paraden selvfølgelig er aflyst pga. Corona. Men alligevel skete der noget stort i 2020.

For det er første gang, at regnbueflaget er blevet hejst foran Christiansborg, hvor det hele dagen har blafret så fint i solskinnet.

Danmarksbloggen var forbi, og så det smukke regnbueflag vaje og lyse sammen med sammen med demokratiet som en påmindelse til alle mørkemænd og mørkekvinder om at komme ud af deres sorte huler – og ud i regnbuernes farvestrålende mangfoldighed.

For herude er der glæde, lys og kærlighed fremfor had og angst.

På den anden side af trappen op til Christiansborg hang Dannebrog. Noget mere sammenkrøllet om flagstangen, som om Dannebrog sagde: Det her er din dag, regnbue-fane. Jeg vil ikke tage din vind. Du skal fylde og vaje og blafre alt det du kan. Meget høfligt og rummeligt af Dannebrog – og ikke spor overraskende.

For danskhed handler om tolerance og glæde ved mangfoldighed, åbenhed og fællesskab, som det i dag blev symboliseret ved vores demokratis højborg.

Danmarksbloggen er begejstret – og håber, at regnbuerne vil lyse og regnbueflaget blive hejst hvert år foran Christiansborg.

For Danmark skal være et land med plads til os alle sammen – alle farver, former, køn og alt muligt andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drømmen om at slippe regnbuerne og smilene løs igen

Det er Copenhagen Pride-tid. Ugen, hvor hovedstaden plejer at eksplodere i regnbuer, glæde og mangfoldighed. Men i år – i en Corona-tid – er langt det meste flyttet over på de digitale platforme, hvilket sundhedsmæssigt er superfornuftigt.

Men det har også en slagside, som gør, at Priden på mange måder forsvinder – og det eneste, som minder os om Priden, er de regnbuefarvede flag, der heldigvis stadig vejrer over vores hovedstad fra mange offentlige og private bygninger. Og som for første gang skal hejses på Christiansborg på Pridens store dag på lørdag.

Folketingets nye formand Henrik Dam Kristensen fra Socialdemokratiet vil nemlig gerne – i modsætning til forgængeren på den fine stol Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti – flage med det smukke regnbueflag.

Dét kan man så glæde over – og dét vil Danmarksbloggen gøre, når undertegnede på lørdag sidder i bussen iklædt det mundbind, som fra på lørdag d. 22. august bliver obligatorisk i al offentlig transport i Danmark. Et krav om mundbind som nemt også kan blive en realitet andre steder i det offentlige rum i løbet af det kommende efterår.

For vi lever i ikke-normale tider, hvor vi alle sammen skal formumme os. Gemme os, vores ansigter og mimik bag mundbind. Dét ER fornuftigt rent sundhedsmæssigt, og Danmarksbloggen kan kun bakke op omkring mundbind, afstand og håndsprit. Hensyn.

Men vi må ikke glemme, at vi misser meget i en Corona-tid, hvor vi ikke kan aflæse hinandens ansigter, smile til hinanden, møde hinanden – og kramme hinanden.

For vi behøver den fysiske dimension som mennesker. De digitale muligheder kan aldrig stå alene. Det mærkes tydeligt en uge som denne.

Derfor bliver det også fantastisk, når vi igen kan holde Pride på alle planer – og året rundt. Igen vise hvem vi er med åbne ansigter. Igen slippe regnbuerne og smilene løs. Gid dét må ske i 2021. Dét drømmer Danmarksbloggen om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Familien Löwander sæson 3”

I går ramte sæson 3 af den svenske tv-serie ”Familien Löwander” de danske tv-skærme (på DR1), næsten et år efter at tv-serien blev sendt på svensk tv. Svenskerne havde glædet sig meget til sæson 3 – og det gør mange af seriens danske fans sikkert også.

Undertegnede så hele sæson 3 på svensk tv sidste år – og må desværre melde: Der er INTET at glæde sig til. Det er sjusket lavet på alle planer, hvis man ser bort fra Ninas fantastiske tøj, som er en Carrie Bradshaw værdig – her bare i 60´er-stil.

Sæson 3 er også dårligt manuskript-arbejde, både i forhold til karaktererne, der fremtræder flade og endimensionelle og i forhold til handlingen, hvor der bliver ikke bliver bundet andet end de allerstørste ender, som fx hvordan det ender med Nina og Calle – og hvad fremtiden bliver for restauranten.

Men hvad der sker med Calles søn, Gustafs børn, Peters børn og mange andre ting hører vi intet om, selvom der skulle være fokus på næste generation i sæson 3.

Men det drejer sig udelukkende om Ninas datter og Maggans søn, som det skal forestille, gennemlever en slags udvikling i sæson 3. Det, som sker for dem og med dem, burde så være fortalt på et enkelt afsnit eller to, men nu fylder det hele sæsonen i en uendelig og ret ulidelig gentagelse af det samme tema.

Skuespillet er heller ikke noget at råbe hurra for i sæson 3, hvis man ser bort fra Mattias Nordkvist, der leverer en titanisk præstation i rollen som Gustaf, hvis liv endnu en gang tager nogle voldsomme drejninger. Men uanset hvad der sker i Gustafs liv, så fremstiller Mattias Nordkvist det med samme troværdighed, indlevelse og den der dirrende fornemmelse af, at her er et ægte og kæmpende menneske. Her som i sæson 2 godt hjulpet af Caroline Söderström, der spiller hustruen Astrid med intens nerve.

Så kunne man nøjes med at se de scener, som handler om Gustaf og hans liv, så er vi oppe på noget, som er de to første sæsoner – og især den fantastiske sæson 1 – værdig.

For ”Familien Löwander” eller ”Vår tid är nu”, som tv-serien hedder på svensk, er en serie, som det er gået stærkt tilbage for på alle planer, og stort set alle andre end Mattias Nordkvist leverer i sæson 3 et dilettantisk stykke arbejde, der minder om skuespil i det lokale forsamlingshus, når det er værst.

Det samme gør sig gældende med de briller, som de åbenbart næsten allesammen skal have på – og som ALLE er store, tykke 60´er-briller. Alle kæderyger også. For det gjorde man jo dengang, hvor sæson 3 forgår, nemlig i slut-60´erne og start-70´erne, mener man i Sverige.

Det er ligeså kliché-præget som ordet kliché – og det bliver ikke bedre af, at de skuespillere, som skulle forestille at være blevet 25 år ældre siden serien startede, stadig ser lige unge ud. Ja, Nina ser ofte yngre og mere usikker ud end hendes datter, der ellers har meget at kæmpe med ift. til kæresten, som skal forestille at være svensk, men som spilles af en dansk skuespiller, der taler et særdeles dårligt svensk.

Men i sand svensk strudsestil har produktionen af tv-serien lukket øjnene for dét forhold – og i stedet leget, at han er en rigtig svensker. Det er tåkrummende.

Til jul kommer der en special-sæson af serien på svensk tv, hvor man kan se, hvordan det gik for sig, da Nina og Calle fandt sammen, altså hvad der skete mellem sæson 1 og sæson 2. Det glæder svenskerne sig meget til.

Jeg ved ikke, om jeg orker at se den. Mattias Nordkvist er heller ikke med. Officielt fordi han var færdig med sin karakter Gustaf. Men er sandheden i virkeligheden, at han havde lugtet lunten efter optagelsen af denne dårlige sæson 3, og besluttet sig til ikke at være med mere?

Måske. Under alle omstændigheder: Danmarksbloggen giver sæson 3 af ”Familien Löwander” to svenske flag. Det ene pga. Nordkvist og det andet fordi serien til at starte med havde ALT, der skulle til for at blive den største nordiske tv-serie siden Matador, men svenskerne tabte det hele på gulvet.

Forfatterne bag tv-serien har ellers sagt, at de mener, at de fik bundet sækken godt og grundigt med sæson 3. Der må så være et stort hul i dén sæk. For det var et chokerende lille udbytte, der kom ud af sæson 3.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Alfa”

Der er historier, som er blevet fortalt til alle tider – og i alle kulturer og religioner. En af de mest elskede er historien om de to brødre, som trods de samme forældre og den på overfladen samme opvækst alligevel ender to meget forskellige steder – fordi de træffer forskellige valg undervejs.

Og lad det være sagt med det samme: Det er en vellykket version af denne klassiker, som er det bærende element i tv-krimiserien ”Alfa”, der er lavet af tre brødre, nemlig brødrene Avaz.

”Alfa” handler således om de to brødre Adam og Jakob, og serien har premiere i aften på TV2 Play – og også kan ses på TV Zulu i aften Det vides ikke, om det er med overlæg, at de to brødre har navne brugt i Gammelt Testamente. Men det er gammeltestamentlige temaer som forældrenes velsignelse, hævn, loyalitet, broderskab m.fl., som handlingen om de to brødre er bygget på.

Jakob er den regelrette storebror, der er blevet politimand, og tror på fællesskabet, mens lillebror Adam er den stressede børsmægler, som kun tænker på sig selv, og hvis motto er fuck reglerne – også når han sælger hash.

Vi møder de to brødre kort inden faderens begravelse, som de begge kommer til, og hvor temaet tegnes skarpt op. For det er to meget forskellige afskeder, som brødrene tager med faderen, der var narko-baron på en gård i nærheden af den nordsjællandske stationsby Helsinge – hvor de to brødre havde en mildest talt kaotisk opvækst, der altså førte dem i hver sin retning.

En retning, hvor målet ikke er givet på forhånd. Eller som det – let sammenskrevet – siges i begyndelsen af første afsnit: Man kan følge reglerne nøje, og så letter tågen, og man kan se igen. Eller man kan bryde reglerne, og så bliver man blændet, falder, slår sig og bløder – og ens ånde danner en tåge, som man dør i.

Men hvad vil det sige at følge reglerne – og hvilke regler er det, som skal følges? Dem som samfundet sætter – eller måske en højere retfærdighed, hvis den findes? Det vides ikke. Hvordan det ender for Adam og Jakob, ved undertegnede heller ikke. Jeg har kun set to ud af otte afsnit i en serie, der er lige så handlingsmættet, som den er langsom – og dét skal opfattes som en massiv ros.

For der sker en hel masse på både de indre og ydre planer i hver scene. Men alligevel kan man sagtens følge med, mens man nyder de sublime kunstneriske detaljer i klipning og optagelse – og sidder yderst på sofaen med tilbageholdt åndedræt. For man håber det bedste for de to brødre, også når de handler dumt. For det skal jo helst gå dem godt, selvom det måske ikke er entydigt, hvad godt betyder.

Hver især har de også drømme og værdier, som de kæmper indædt for – og tilsyneladende begge er klar til at betale en høj pris for. Brødrene har nemlig også væsentlige karaktertræk tilfælles som fx en stor portion mod og dumdristighed.

Man håber derfor også, at de to brødre i de sidste seks afsnit vil krydse hinandens veje noget oftere – og også mere direkte end over faderens kiste på kirkegården, som er den eneste gang, at de møder hinanden i de to første afsnit – i hvert fald som voksne.

For der er også i første afsnit et gribende tilbageblik på deres fælles barndom, som slår fast, at seriens helt centrale drama er det, som sker imellem Adam og Jakob, der også spilles af to brødre i virkelighedens verden, nemlig Andreas og Sebastian Jessen.

Men der er flere dramaer i gang udover de forventede om følelser, narko, venskaber og meget mere, og det hele fortælles med stor troværdighed og spiddende tidstypiskhed – og med mimik, blikke og bevægelser, der siger lige så meget som de velskrevne og flydende replikker.

Mandefællesskaberne og manderelationerne får også lov til at fylde – og det er befriende. Fællesskaber som går fra de forskellige banders klare hierarki, der i bund og grund måske ikke er så forskellige fra den struktur, som man finder hos politiets indsatsgruppe mod narko – og til det broderskabsagtige sammenhold, som der er mellem Jakob og hans to barndomsvenner.

Men det vigtigste er som sagt forholdet mellem de to brødre, som fortæller et broget og mørkt billede med rige muligheder for konflikter. Og nok er det kun den ene af brødrene, som søger i fortiden i første afsnit, mens den anden bruger tiden på at være i direkte og erklæret opposition til det, som han er rundet af.

Men mon ikke de begge to får brug for at søge tilbage og finde svar – samt gøre op med deres fortid, inden serien er slut? Det kunne man godt forestille sig – og håbe. For det vil give ”Alfa” den autencitet og dybde, som der er lagt op til i de to første afsnit.

Om det så også fører til, at tågen letter, så brødrene kan se igen – og måske endda se hinanden – vides ikke. For lige nu lever de begge, som om den anden bror ikke fandtes. Og hvem ved? Måske ender det også med, at de dør hver for sig? Eller de dør sammen i den tåge, som der tales om i starten? Eller måske tågen letter, så de kan begynde at leve?

Man ved det ikke. Men man ved, at uret tikker, og hjertet banker, som det synges i introen med en langsom version af popgruppens TV2´s gamle hit – og at Adam og Jakob er bundet sammen af døden på mere end én måde. Men er de også bundet sammen af livet? Dét er spørgsmålet.

Banen er kridtet op – og det bliver spændende at følge Adam og Jakob i ”Alfa” i de kommende uger. For her har vi en serie af international kvalitet, som vi skal tilbage til ”Rejseholdet” og ”Forbrydelsen” for at finde magen til. De tilhører så en anden tid. ”Alfa” er en 2020-version med mere mangfoldighed, mere mørke og mere kompleksitet.end i det så verdensberømte nordic noir-format.

Danmarksbloggen kvitterer med fem ud af seks klumper godt ju, som hash også kaldes, og som spiller en vigtig rolle i ”Alfa”. Det kan så hen ad vejen blive til seks ud af seks klumper, hvis der kommer flere scener med de to brødre sammen. For dét vil give lige den dimension, der savnes i de to første afsnit.

Udover Andreas og Sebastian Jessen ser vi Besir Zeciri, Ari Alexander, Julie Brochorst Andersen, Johannes Lassen, Henrik Nöel Olesen, Lars Mikkelsen, Thomas Levin, David Sakurai, Christian Tafdrup, Ardalan Esmaili og Fanny Louise Bernth på rollelisten.

Det er Milad Avaz, der har skrevet manuskript og instrueret, mens Misam og Mehdi Avaz er med som producerere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministeren: På med mundbindet

Vi lever ikke i normale tider.

Det var mange ellers lige ved at tro, kan man godt tænke, når man ser på, hvor dårlige danskerne blev til at følge Corona-forholdsreglerne efterhånden som sommeren skred frem. Kram og knus sad løsere, og der blev slækket på det med afstanden.

Men nu er vi tilbage i Corona-virkeligheden igen, dog i en version 2.0. Coronaen er her nemlig i dén grad stadigvæk – og er slet-slet ikke forbi. Og ved det i skrivende stund stadig igangværende pressemøde med Mette Frederiksen, flere andre ministre, Søren Brostrøm og Tyra Grove Krause i Spejlsalen blev en stor pæl også hamret massivt ned igennem dét rygte.

Dansen med den lumske Corona-virus bliver derimod lang, sagde statsministeren – og nu skal der nye initiativer til.

Så fra om en uge, altså lørdag d. 22. august, skal der bruges mundbind i al offentlig transport på alle tider af døgnet. Kravet om brug af mundbind kan også meget nemt blive udvidet til også at omfatte supermarkeder, venteværelser hos læger og andre steder.

Mette Frederiksen understregede også, at supervåbnet stadig er afstand, hygiejne og rengøring – men nu skal dét suppleres med mundbind. Den nye styrelse for forsyningssikkerhed i Birkerød skal sørge for, at der er værnemidler nok til alle danskere.

I Corona-virkeligheden version 2.0. satser man på at undgå en total nedlukning af Danmark, men i stedet at kunne nøjes med lokale og regionale tiltag, som det blev gjort i Hjørring – og som man i øjeblikket gør i Ringsted og Aarhus – og som handler om test, opsporing og isolation.

Danmarksbloggen håber, at det virker. For vi skal – både afht. sundheden og økonomien – undgå en total nedlukning. BNP faldt i andet kvartal i år med 7.4%. Det er svimlende tre gange så meget som under det værste kvartal i finanskrisen.

Det er sikkert også derfor, at man tillader barer med mere at have åbent til kl. 2 – og at man vil åbne op for kultur- og nattelivet igen, bare på andre måder. Om lige det er klogt, tvivler Danmarksbloggen så på.

Men tilbage står: På med mundbindene – og hold afstand og husk håndspritten.

For så træder vi den her lede Corona-virus ned med stor, fed fod. Det er os, der har hjernerne – og som kan agere. Corona-virus kan ikke gøre andet end det, som den gør i øjeblikket. Vi kan derimod handle … og vise omsorg for hinanden ved at holde afstand og tænke os om.

Opdatering: Som det sidste kom et spørgsmål om, hvad man skal gøre, hvis man ikke er i et sterilt miljø. Det tog Søren Brostrøm – med remedier, hvor han demonstrerede brugen af mundbind – og samtidig kommenterede, at journalisten, der spurgte, ikke hostede korrekt efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger. ‘

Det vakte grin blandt de fremmødte. For ja, vi må godt grine – også i en alvorlig situation som disse Corona-tider. Ja, vi er nødt til at grine – og at leve. 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dårlig Aarhus-historie: Festugen bliver – åbenbart – til noget

Det burde være en dårlig Aarhus-historie, men den er god nok. Aarhus holder fast i at afholde deres festuge fra d. 28. august og en uges tid frem …

Festugens motto er også In it together – og det er Aarhus: Altså fælles om et stort smitteudbrud af COVID-19. Og nu vil de ansvarlige åbenbart sørge for, at alle beboere i Aarhus – plus besøgende – kan få del i sygdommen. For kommunens politikere insisterer på, at festugen skal finde sted.

Ord som galimatias, vanvid, helt ude i hampen, mangel på samfundssind, mangel på integritet, tåbeligt, hul i hovedet, absurd, dumt, ingen respekt for menneskeliv, skingrende sindssygt og andet af samme skuffe trænger sig på.

For det er en direkte hån mod de svage, de gamle og resten af Danmark at holde fast i en uges byfest i en tid, hvor smitten spredes med en fart, der nærmer sig, dengang det var værst tilbage i marts måned.

Vi er – som det nok er gået op for de fleste – på vej ind i et efterår med mere smitte, mere brug af mundbind og en endeløs venten på vaccine. Og i Aarhus taler de om at holde en byfest, der kan sætte rekordfart i den forvejen meget store smittespredning i landets største provinsby. For slet ikke at tale om muligheden for at sprede smitten til andre dele af landet.

Vi er også sociale mennesker, som har behov for at være ude og i dialog og kontakt med hinanden, lyder de lokale politikeres begrundelse til TV2 for, hvorfor det er i orden at afholde en festuge, der samler omkring 500.000 mennesker.

Ja, voksne og ansvarlige er de i hvert fald ikke i Aarhus – og dét gælder alle etniciteter og religioner, må Danmarksbloggen konkludere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommerminder 2020: Mindestenen i skoven

Sommerferien er slut, og mange danskere har tilbragt feriedagene i Danmark. Den nye sæson starter derfor med sommerminder fra hjemmesommeren 2020. Her kommer minde no. 3, som også bliver det sidste.

En tur i skoven er selvsagt altid natur. Men den kan også være kultur – og historie. Og den nye viden kan komme ganske uventet, som det skete for undertegnede en lun og delvis overskyet aften i Gribskov i Nordsjælland i juli.

For hverken jeg eller min ledsager kendte til mindestenen og skovarbejderskolen i forvejen. Men på den sene aftentur i Gribskov, som også bød på skovhindbær og observeringen af ugler i skumringen, stødte vi på mindestenen sat over Skovarbejderskolen, som uddannede skovarbejdere i tiden efter 2. Verdenskrig.

Skolen nedbrændte så allerede en frostklar februar-nat i 1953, men arbejdet videreføres den dag i dag i Fredensborg, hvor man har samlet skovuddannelserne og – kurserne. Det er så godt, og det hele startede altså i Gribskov, hvor man d. 3. oktober 1998 rejste en mindesten over denne første skovarbejderskole.

På mindestenen kan man læse følgende tekst: På dette sted startede uddannelsen af skovarbejdere i året 1948. Til gavn for helbred, indtjening, selvværd og fagstolthed.

Der er gode ord, som gælder os alle – og alles arbejde. For ud af selvværd og fagstolthed vokser og trives vi – og samfundet. Så det er ord, som det er vigtige at huske på i en tid, hvor uligheden stiger, men hvor udfordringerne kræver, at vi arbejder sammen allesammen.

For alle hjul er nødvendige, hvis samfundet skal snurre godt rundt og komme frem.

Og her tænkes ikke blot på Coronaen, selvom vi har vist, at vi som samfund kan noget, fordi vi står sammen – og fordi vi har selvværd og fagstolthed alle sammen. Jeg tænker også og især på den klima-trussel, som er mange gange større end Corona, hvor slemt Corona end er.

For hvis vi skal give skoven, hindbærrene, uglerne og alt det andet videre til kommende generationer, så skal vi i gang NU.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommerminder 2020: En regnvejrsaften

Sommerferien er slut, og mange danskere har tilbragt feriedagene i Danmark. Den nye sæson starter derfor med sommerminder fra hjemmesommeren 2020. Her kommer minde no. 2:

Byger, der går og kommer – det er den danske sommer, skriver Thøger Larsen i ”Danmark, nu blunder den lyse nat”.

Ord, som danskerne hver sommer glemmer. For det er jo først RIGTIG dansk sommer, når temperaturen viser +25 grader, og solen stråler fra en skyfri himmel. Og ja, sådan var sommervejret også i år. Fx i ugen omkring Skt. Hans, hvor studenterne sprang ud og jublende af glæde kørte rundt på deres vogne i solen – og lige nu hvor heden igen er over landet.

Men det danske sommervejr er omskifteligt. Og en lørdag aften i juli var det som de fleste andre dage i sommerferiens storheds-måned, juli, direkte gråt, vådt, koldt og blæsende. Men dét kan også være et skønt vejr. Dét syntes ihvertfald undertegnede, som tilbragte en del af den lørdag aften på Rødvig havn på Stevns.

Rødvig er et dejligt sted. En havneby, som IKKE er ødelagt af folk med for mange penge og uden sans for, at der skal være plads til alle – også ham på knallerten med mælkekassen, og hende, der hver dag kommer og køber en pølse til sin hund, mens hun fortæller de samme historier som i går.

Mange vil kalde en by som Rødvig udkant og måske endda grine lidt. Jeg vil sige, at der er plads til mennesker i sådan en by.

Jeg kan vældig godt lide Rødvig, og især sådan en stille, grå lørdag aften i juli, hvor det blæser og regner så meget, at bådene knager og svajer, mens mennesker og dyr holder sig inde – altså undtagen undertegnede, min ledsager og nogle få andre, som var ude og mærke regnen, blæsten og skumsprøjtet fra havet på egen krop.

For vi mærkede for alvor den danske sommer fra dens grå og våde side, mens vi spiste en is og nød at se på store, grå bølger med hvidt skum, smukke huse, grimme huse – og at der centralt på havnen IKKE er en smart café eller et kæde-kaffe-sted, men en vaskeægte havnegrill der lugter, som den skal af pommes frites og friture – og har priser, så alle kan være med.

Dét er også Danmark, når Danmark er bedst – både i sol og i regn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk