Reportage: Fakler i Silkeborg

Weekendens angreb på danske jøder har forfærdet os alle. I Silkeborg tog Poul Geil og et par andre initiativ til med et fakkeloptog at markere, hvad vi står for her til lands. Danmarksbloggen er stolt over at få lov til at bringe nedenstående tekst fra Poul Geil: 

Med årsdagen for Krystalnattens udåd fulgte der i år en række begivenheder, hvor det nazistiske uvæsen viste sig. I Silkeborg vågnede Ella og Henrik op til synet af en nazistisk jødestjerne på deres postkasse, og de blev både ængstelige og dybt bedrøvede. Det samme blev tusinder af andre mennesker, og mere end 300 dukkede op til den protest med fakler, som nogle af os fra vejen hurtigt havde arrangeret. Der var et mindre trafikalt kaos på vejene i området, og det følelsesmæssige kaos besvarede vi med fakler og sange og taler og med varme blikke og håndtryk.

Der var en bedrøvet, men også trodsigt håbefuld stemning, og alle var mødt op for at vise deres støtte til det dansk-israelske par. Da den sidste sang var sunget, var det Ella og Henrik, som helt spontant tog ordet. De var dybt rørte over det store fremmøde, og de konstaterede, at det her er det Danmark, som de kender og elsker.

Der er situationer, hvor det er bedst at tie, så vi ikke er med til at skabe mere opmærksomhed omkring noget, som ikke fortjener at blive hørt eller set, men der er også situationer, hvor vi må sige fra, så det er tydeligt, at vi ikke tier og samtykker. Mere end 300 mennesker var denne aften enige om at sige fra, og mange flere havde på forhånd sagt eller skrevet, at ville have været med, hvis de havde kunnet.

Vi må sige fra, og vi må også spørge os selv og hinanden om, hvordan noget så afstumpet overhovedet kan ske. Skyldes det en total mangel på historisk bevidsthed, eller skyldes det en sympati med de rædsler, som udspillede sig op til og under Anden Verdenskrig? Begge dele kan være en del af baggrunden, men måske skyldes det mest af alt noget tredje, for måske skyldes det mest af alt, at nogle mennesker er så små, at de sparker nedad i et forkvaklet forsøg på at fastholde noget af deres eget selvværd.

De sparker nedad, selvom dem, de sparker ud efter, er akkurat lige så meget værd som dem selv, for vi er alle uden undtagelse lige meget værd, selvom det langt fra er alt, som mennesker gør, der er lige godt. Vi er alle lige meget værd, og vi er nødt til at fastholde, at det også gælder mennesker, som bringer nazistiske symboler i spil igen. Vi er alle lige meget værd, men det betyder bestemt ikke, at alt er lige godt, og det, som er sket nu her, med et symbol fra nazismens jødeforfølgelse, er forfærdeligt, og vi må væmmes ved det i stedet for at vænnes til det.

Derfor må vi sige fra, når vi møder de hadefulde ytringer, og det må vi også, når udtrykkene ikke er så voldsomme som dem, der viser sig som påklistrede jødestjerner og skændinger af jødiske gravsten. Vi må endda gøre det i vores eget netværk, og det er måske det, som er det sværeste. Men lad os gøre det alligevel. Uden selv at tale hadets sprog.

Skrevet af arrangør Poul Geil, Silkeborg

Anmeldelse: Crazy Christmas Cabaret: “The Three Brexiteers”

Hvis De befandt Dem i nærheden af Tivoli i går aftes, kunne De sikkert høre et brøl sådan lidt efter kl. 19.30.

Men måske De ikke ved, hvad det handlede om. Men det kan Danmarksbloggen fortælle. Det var brølet, som rungede gennem Glassalen i Tivoli, da Dronningen af Crazy Christmas Cabaret Vivienne McKee igen stod på scenen i paillet-kjole, fjer og med armene løftet til hilsen – og hyldest.

For som de trofaste tilhængere af det elskede show ved, var hun ikke med på scenen sidste år – og hun var savnet. Men i år er hun, hvor hun skal være – mellem kulisserne sammen med hele det faste cast – plus en nytilkommen australier, som gjorde det forrygende.

Det gjorde de – selvfølgelig – alle sammen igennem en tempofyldt, kårdekæmpende, ordjonglerende, musikalsk, dansende og helt igennem fantastisk aften, der velfortjent sluttede af med stående ovationer.

Men inden vi kom dertil, så fik vi en fantastisk udgave af Dumas´ udødelige ”De tre musketerer” eller som det hedder i år hos CCC ”The Three Brexiteers”.

Ikke fordi der er lavet ret meget om i historien. Kun starten, det midt i og slutningen, som Vivienne McKee gjorde opmærksom på det i starten af forestillingen, der flere gange hævede sig op og blev meta, hvor skuespillerne for åbent tæppe diskuterede sig selv, stykket og deres egen rolle – eller ligefrem skiftede rolle.

Det minder lidt om samfundet i disse år. En nutid og et samfund, hvor man fristes til at spørge: Er der en voksen tilstede? Sådan én, der prøver at gøre noget ved kaosset? Sådan én, der råber order.

Men omvendt: Hvad skal vi bruge den slags ansvarlighed til – og hvem siger, at livet skal være så kedeligt, når det kan være en leg. Det skal det heller ikke. For det er All for Fun – og Fun for All, som årets CCC-motto er.

For hvorfor skal kvinder altid spille kvinder, når nu de hellere vil være helteagtige mænd, hvorfor skal mænd altid skal spille mænd, når nu de hellere vil være kvinder i kjole og netstrømper, hvorfor skal englændere altid spille englændere, når nu de hellere vil være franskmænd osv. I disse migogså-tider må det også være enhver forundt at lege med sit køn, sin rolle og sig selv – uanset om man er skuespiller eller politiker.

Som publikum til CCC kan man så ikke lade være med at tænke på, at nutidens skuespillere formentlig er bedre end mange politikere til at skelne mellem, hvad der er virkeligt-virkeligt – og hvad der foregår på en scene.

Virkelighedens Brexit-forløb minder i hvert fald meget om de klovne, som meget passende også kom på scenen – endda assisteret af en publikummer – til det store Europa-bal i Paris hos selveste den franske frøkonge, som naturligvis var mere latterlig og skabagtig end begreberne latterlig og skabagtig.

Sådan siger naturloven også, at englænderne skal fremstille frøæderne, undskyld franskmændene.

Der var dog en naturlov i CCC-universet, som opførte sig anderledes end den plejede. Dronning Margrethe d. 2 af Danmark plejer som bekendt at ringe under forestillingen. Men det gjorde hun ikke i går.

Men til gengæld fik vi en på alle måder fyldig EU-dronning med guldstjerner og en kjole så glitrende blå, at det skar ligeså meget i øjnene som et løfte fra en politiker, der gerne vil genvælges. Ja, på en måde fik vi to franske dronninger, og de fik endda begge lov til at beholde hovedet.

Om Europas politikere så kan beholde hovederne – eller om de vil blive fundet døde i en grøft, er der ingen, der ved – heller ikke Vivienne McKee, som også var udsat for en slags oprør fra den unge og meget velsyngende Katrine Falkenberg, der gerne vil være kalif i stedet for kaliffen. Det har hun også evnerne til.

Om hun bliver det, må tiden vise. Tiden er også en hovedfaktor for CCC i dette års udgave. For dels så kommer der et valg i Storbritannien 12. december, og dels så er Brexit blevet udskudt igen og igen og igen og …

Så det må have været svært at skrive manuskriptet til en forestilling, hvor emnet, som det handler om, er et drama under stadig udvikling – eller skulle man sige afvikling.

Vi ved det ikke. Men vi ved, at vi en i usikker og trusselfyldt tid har brug for en pause. Ikke fordi det ikke er vigtigt med klima, Brexit, Europas fremtid, forholdet til USA – og til Rusland.

Det ER vigtigt. Men vi har brug for pausen. For at grine, klappe og danse – og måske endnu mere, når dem, som vi har valgt til at varetage jobbet med at passe på landet, opfører sig som et barn, der er til fals for al smiger, alle indfald, alle distraktioner, alle nye glitrende ting som en vis fransk konge i årets CCC.

Så gå ind i Glassalen i Tivoli og lad Dem rive med af årets version af CCC. Her vi mindes om, at livet er godt, at livet skal synges, danses og sanses. For husk: Der er syv dødssynder. Én for hver dag i ugen, og når selv en kardinal kan have urene tanker og gå i netstrømper, så kan vi alle lege legen ”hvad laver en pæn dreng som dig i en beskidt fantasi som min?”.

Så opfordringen til at vi alle i almindelighed – og politikerne i særdeleshed – tager netstrømper og strudsfjer på, og danser i gaderne er hermed givet videre. For: All for Fun and Fun for All.

Danmarksbloggen giver årets Crazy Christmas Cabaret ”The Three Brexiteers” 6 ud af 6 stjerner – og ja, denne gang bliver det stjerner, de forkætrede EU-stjerner.

For det er en forestilling til tiden. En forestilling, der minder om gamle dages varietéer med lige dele tempo, sjov, musikalitet, kropslighed – og så den der fine balance mellem kunst og alvor, som skabes, når manuskriptet er godt skrevet, og dem som er på scenen – og oppe i musikerboksen – kan deres metier.

I skrivende stund er det ikke oplyst, om der kommer en Crazy Christmas Cabaret i 2020, men Danmarksbloggen vil på det kraftigste opfordre dertil. Det kræver den nye musketér-ed i øvrigt også: All for Fun and Fun for All.

Det er London Toast Theatre, der som altid står for løjerne, der kan ses i Glassalen i Tivoli indtil 11. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk kunst, der er ligeså grå og kedelig som november

November er en lang og trist måned. Danmarksbloggen har derfor sat sig for at skrive om verdenskendt dansk kunst, der er ligeså grå og kedelig som november.

Vi starter med Wilhelm Hammershøi … vores vældig verdensberømte maler, hvis maleri ”Interiør fra Strandgade 30” skal sælges i slutningen af november på auktion hos Bruun Rasmussen, hvor maleriet forventes at indbringe ikke færre end 30 millioner kroner.

Det er vildt mange penge for et billede af en dør, et vindue og en kvinde, der står og læser i en bog – endda et billede udelukkende lavet i diverse hvide, grå og sorte nuancer, som Hammershøi er kendt for at holde sig til. Sand nordic noir – og sand minimalisme kunne man sige. Ikke desto mindre så enkelt, at det bliver massivt kedeligt.

Lige i hælene på Hammershøi som mester af det triste kommer Michael Kvium, som basalt set kun har malet ét billede i sin glorværdige karriere, nemlig af den samme grimme mand i forskellige situationer og fra forskellige vinkler. Her er der flere farver med, men det er stadig trist.

Ikke desto mindre falder i det mindste kunsteliten og alle wanna-bee-kunstelite-individer i svime over disse mandslinger i de forskellige akavede positioner, og kalder Kviums malerier for ”stor kunst, som siger noget om samfundet – og om os nutidsmennesker”.

Danmarksbloggen mener, at Kviums mandslinger i bedste fald kan sammenlignes med det tomgangs-blik, som man ser hos de mange, der sidder bøjet over deres mobilskærm på vej hjem i bussen, metroen eller toget i myldretiden her i november-mørket.

Danmarksbloggen er helt klar over, at mange vil være vildt uenige i Danmarksbloggens påstande om Hammershøi og Kvium – og det er i virkeligheden det bedste af det hele.

For enighed fører til ensretning – og tomgang. Mens uenighed fører til diskussion og nye tanker – så nye frø kan spire. Og det kan også ske her i årets kedeligste og mest grå måned, hvor det bliver mørkere og mørkere dag for dag – og hvor lyset og farverne endnu er meget langt væk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Håndværkerne smed Berlinmuren ud …

Op til samt på selve dagen, nemlig lørdag d. 9. november, vil det vrimle med historier i medierne fra mennesker, som var i Berlin for 30 år siden.

9. november 1989. Den minderige aften hvor Berlinmuren faldt, den kolde krig sluttede, og Europa blev et andet – også selvom os der kan huske 1989 måske stadig har nogle mentale skel inde i hovedet.

Men historien om Berlinmuren hverken startede eller sluttede dén aften i november 1989. En af Danmarksbloggens læsere, Brian Holmstrøm Nielsen, har i hvert fald sin helt egen oplevelse med Berlinmuren.

Han fortæller:

I påsken 1990 var jeg med en kammerat på tur til Polen. På vejen hjem kørte vi til Berlin. Jeg kan huske, hvordan vi kom fra øst-området – og i vores bevidsthed skulle vi derfra videre til Vest-Berlin. Så vi sad efter gammel vane klar med pas og bilens papirer til når vi kom til grænsen.

Men stor var vores overraskelse, da vi slet ikke kunne få øje på nogen grænse. Så vi stoppede og spurgte nogle berlinere, hvor grænsen var. Så de stod og skraldgrinede af os turister, som sad dér med passene fremme, og ikke havde fattet, at en ny tid var startet.

Skrækken for DDR-vagter, ordnung muss sein-panik og skyderi lå også i os, da vi senere stod henne ved Berlinmuren – og hakkede et stort stykke ud af den. Med en skruetrækker!!! Lige dér hvor Brandenburger Tor ligger.

Men vi gjorde det – og vi fik autentiske stykker Berlinmur med hjem. Det var historiens vingesus. Jeg gemte så murstumpen nede i min kælder, og fortalte flere gange, at jeg havde sådan en minde-skat liggende.

Men så forleden gik jeg ned for at finde den frem. Blot for at opdage, at der havde været en vandskade, og at nogle blikkenslagere havde ryddet kælderrummet, så de kunne komme til. Og da huset, hvor jeg bor, er et gammelt hus, så røg det stykke beton ud sammen med det puds, som blikkenslagerne havde banket ned for at skifte rørene.

Det var øv. Historien røg direkte ud ad vinduet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jonas Eika – og hans noveller

Den danske forfatter og vinder af Nordisk Råds litteraturpris 2019 Jonas Eika var genstand for stor debat i sidste uge.

For Danmarksbloggen var sagen helt enkel. Vi har menings- og ytringsfrihed, og det gælder også en forfatter i en takketale, hvor han i dén grad sparkede opad mod magten. En retning, som vi allesammen burde sparke meget mere i.

Men både medier og politikerne glemte, at det her i bund og grund handler om mandens novellesamling, nemlig ”Efter solen”. Så skal man forholde sig til noget omkring Jonas Eika, så skal det være de noveller, som gav ham prisen – og ikke hvad han sagde i takketalen – eller hvem der sad som publikum.

Danmarksbloggen har derfor læst ”Efter solen”, som overordnet set er en samling noveller med dystopien som det gennemgående tema.

Det er samtidig så også en ualmindelig kedelig samling noveller, som minder mest om en af de der spidsfindige kunstfilm, som anmelderne elsker – men som ingen gider se.

Der er nemlig en stemning af livstræt inerti i novellerne, som dræber enhver nysgerrighed og læselyst – og man spørger selv sig selv, om ikke hovedpersonen i alle novellerne i virkeligheden er den samme person, nemlig Jonas Eika selv.

Svaret får vi selvfølgelig ikke – og det skal vi heller ikke have. Men det rykker ikke ved, at novellerne – hvor velskrevne de end er – er dræbende kedsommelige i en grad, så man tænker, at ethvert dystopisk scenarie næsten må være bedre, uanset hvor blodigt og dramatisk det end må være.

Men nu har manden jo vundet den fine litteraturpris – og så kender vi rumlen: Så kommer hele parnasset og alle spytslikkerne rendende med allehånde roser …

Dét er forstemmende.

Det bliver derimod spændende, hvordan Jonas Eika selv håndterer det hele fremover. Han har startet på imponerende vis med at donere de 350.000 kroner, som han fik i forbindelse med prisen, til dem, der hjælper børnene på Sjælsmark. Det afkræver stor respekt.

Men igen skal vi huske at skille tingene ad. Der er forfatteren Jonas Eika – og der er mennesket Jonas Eika.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Halloween skræmmer ikke, men det gør menneskesindet

Halloween-aften er i aften. Det er altså den aften, hvor vi kan forvente at få besøg af børn klædt ud som hekse, spøgelser, vampyrer, zombier, mumier og andre uhyggelige væsener, mens de med fremstrakte plastic-græskar siger slik eller ballade.

Skikken er relativ ny i Danmark, og er i grunden ret hyggelig – trods uhyggen. Så selvfølgelig skal de kære små, der banker på døren, have lidt slik og et ”uh, hvor er I skræmmende” med på vejen. Så bliver de glade.

Skikken med at klæde sig ud som det onde for på den måde at holde netop det onde fra livet repræsenterer imidlertid noget langt mere dystert og mørkt end slik og udklædte børn, nemlig angsten for det rigtig onde, som vi mennesker altid har haft – og som vi altid har haft travlt med at placere udenfor os selv.

For vi helt almindelige mennesker er jo ikke onde, vel? Vi er gode og rare og vil kun hinanden det bedste.

Men er vi nu ikke onde – bare engang imellem? Har vi ikke alle mørket i os? Kender vi ikke til det fx at fryde os, når noget går galt for andre, især måske for dem vi ikke kan lide? Ja, måske lægger vi endda andre hindringer i vejen? Bagtaler og sladrer om andre? Bevidst planter historier om kollegaer?

Ja, men alt det er jo ingenting sammenlignet med mord og vold og overgreb, siger vi måske så i forsvar for os selv – og nej, den stille skadefryd og den lille sladder og den store løgnehistorie er selvfølgelig slet ikke det samme som at pine og myrde et andet menneske.

MEN følelsen – den negative og selvretfærdige følelse – kommer af det præcis samme mørke. Af den lille hverdags-ondskab, som vi alle har i os.

For vi har – hvad enten vi kan lide det eller ej – i os naturlige anlæg for at kunne dyrke netop det mørke, den hverdags-ondskab. Fordi det udspringer af helt almenmenneskelige grundvilkår som angsten for hvad der skal ske, frygten for det ukendte, ønsket om selv at stige i anseelse og glæden ved magt over andre mennesker.

Undertegnede er derfor heller ikke spor bange for alverdens udklædte skræmme-væsner på en Halloween-aften som i dag. De er blot søde med deres slik-og-ballade-attitude.

Undertegnede er derimod skræmt som ind i Helvede af den ufattelige ondskab, der ligger latent i menneskesindet – og som kan slippes løs, hvis der trykkes på de forkerte knapper. For når først ondskaben får fat i et menneske – eller i en gruppe af mennesker eller måske en hel befolkning – så er der ingen grænser for opfindsomheden, når det handler om at gøre andre ondt, både fysisk og psykisk.

Dét har vi set talrige gange, når folkeslag eller grupperinger har lavet massakrer på andre folkeslag eller grupperinger – og det vil ske igen mange gange, og kan også ske på vores breddegrader.

Ikke at nogen starter med at sige: Lad os udrydde dem. Enhver, der ønsker at skille sig af med en gruppe af andre mennesker, starter med at udnævne den gruppe mennesker til syndebuk, derefter dehumanisere dem – og så er vejen banet til overgreb og massakre.

Lyder det bekendt og som noget, der foregår lige nu – også i vores land? Så er det måske fordi, at det er rigtigt – og at dét ikke kun sker Halloween-aften d. 31. oktober, men året rundt.

Så vi har sandelig grund til at være bange – men ikke kun i dag – og tusind gange mere for det, som vi ser i spejlet end for alverdens hekse, spøgelser, vampyrer, zombier. mumier og andre uhyggelige væsener.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker og behovet for samfundssatire

Magten bryder sig ikke om satire – i hvert fald ikke når den satire virkelig bider. Det må man konkludere, når man tænker på nedslagtningen af Radio24syv og dermed afslutningen på Kirsten Birgits skarpe og beske angreb på magthaverne.

Et andet eksempel på magtens destruktion af satiren er den grundighed, hvormed man i Kina sletter enhver sammenligning på de sociale medier mellem Peter Plys og den kinesiske leder Xi Jinping. Prøv selv og google de to. De ligner hinanden som bjørn og panda.

For satiren er åbenbart farlig – og kan betyde uro og på sigt samfundsændringer. Det har man vidst længe. For det med at udstille, latterliggøre og kritisere magten er en tradition med rødder i vores civilisations vugge i antikkens Grækenland – og senere i Romerriget.

Det og meget mere kunne man blive klogere på i går på Glyptoteket i København, hvor oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech var i samtale med satireforsker Dennis Meyhoff Brink. En samtale styret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, som har udgivet Marcel Lysgaard Lechs vellykkede nyoversættelse af ”Rytteriet”.

Her blev det nemlig fortalt, at den første dokumenterede kritik af magten i satireform foregik allerede i 424 f. Kristus, hvor den græske – eller skulle man sige athenæiske – dramatiker Aristofanes skrev komedien ”Rytteriet”, som ultrakort fortalt handler om en gammel og sur mand, der har en masse slaver.

Manden hedder Folke, og er et billede på det athenske demokrati. Og alle Folkes slaver prøver konstant at lefle for ham og få hans gunst, så han vælger lige dem. Det er gået meget godt en tid med gunsten sådan nogenlunde ligeligt fordelt til alle.

Men så kommer der en slave, som sælger skind, og som er en kæmpe populist, der lover Folke ALT hele tiden og på måder, som Folke ikke kan sige nej til. Ham kan Folke rigtig godt lide. Det kan de andre ikke. Slet ikke. De vil af med skindsælgeren. Helt af med ham.

Så hvad er kuren mod denne folkets yndling? En endnu større populist!!! Endda en pølsemager – og så bliver det ikke være. For pølsemageren ender med at koge pølse på Folke, så den gamle sure mand bliver en frisk yngling.

Men også et nyt og frisk demokrati i version 2.0. skal man vogte sig for.

For det ender selvfølgeligt forfærdeligt – som det gør i ethvert samfund, hvor der lyttes til den, der råber højest, lefler mest, lover mest og er mest skinger. Men det er ham – eller i vore dage også hende – der bliver valgt.

For som der står i ”Rytteriet”: Hvorfor vælge en kundskabsrig, kulturel og kompetent fyr til at føre folket, når man kan vælge én, der taler klar og dum tale?

Det gjorde de så heller ikke i Athen for 2500 år siden – og vi gør det heller ikke i dag i 2019. Vi vælger stadig den kandidat, der kommer med de bedste one-liners som svar på komplicerede problemstillinger.

Det er sigende, at Marcel Lysgaard Lech ikke havde tænkt sig at oversætte ”Rytteriet”, selvom han altid har kunnet lide komedien. Men den aften, hvor Trump blev indsat, gik han alligevel i gang.

For ligesom at folkene fra netflix-serien ”House of Cards” måtte genskrive dele af manuskriptet, fordi virkeligheden overgik fantasien i absurditet – så kunne Marcel Lysgaard Lech heller ikke lade være med at gå i kast med Aristofanes komedie.

Der er også brug for komedien – eller skulle man sige trygedien. For det begreb opfandt Aristofanes nemlig. En trygedie er sådan en slags mellemting mellem tragedie og komedie – og det passer i grunden godt på demokratiets tilstand anno 2019.

Vi har derfor også mere brug for satiren nu end nogensinde. Brug for nogen, der kan og vil og tør sparke den magt, som skal drilles og hånes, når den ikke forvaltes med respekt for det samfund og det folk, som den er sat til at tjene.

For uanset om ens magt er stor eller lille, så må man stå på mål for sine handlinger – og som en stoisk græker finde sig i at blive udstillet og hånet og drillet. Krænkelseskulturen fandtes i øvrigt heller ikke i det gamle Athen, hvor Aristofanes virkede.

Man kan derfor spørge sig selv, om det danske samfund også ville blive bedre, hvis ikke vi var så tyndhudede og populistiske? For uden behovet for at lefle eller trangen til at blive krænket, så kunne vi måske gøre noget reelt ved uligheden, arbejdsløsheden, velfærden, miljøet og alt det andet, som spiller en reel rolle i menneskers liv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Prins Joachim fortæller”

DR havde i går premiere på Nordisk Films serie om Danmark og prins Joachim.

Det første afsnit handlede om tro, og der indledes med, at prinsen fortæller om, hvordan Danmarks historie også er hans families historie.

Lige det mærker man så ikke noget til i den ultrakorte gennemgang af troens historie i Danmark – startende med dengang vi troede på aserne over til kristendommens indførelse og derfra i hurtig rækkefølge til reformation og grundlov.

For nok fortæller prins Joachim, at han har en kristen tro, selvom han ikke går ret meget i kirke. Han tager også gerne selfies sammen med Jellingestenen og Skibbykrøniken, og han besøger en konfirmand-klasse – både i undervisningen og på deres store dag, hvor han møder op udenfor kirken.

Han giver med andre ord et billede af sig selv som en almindelig dansker – men det er han jo ikke. Hans familiehistorie ER knyttet sammen Danmarkshistorien, men alligevel hører vi ikke om hans tanker om fx Christian d. 4., der i den grad forfulgte de såkaldte hekse. Ja, Christian d. 4 nævnes end ikke i udsendelsen. I stedet udnævnes en ukendt adelsmand til Danmarks mest ivrige heksejæger – selvom dén titel nu nok burde tilfalde prinsens egen forfader.

Overgangen fra katolicisme til protestantisme beskrives også som fredelig – hvilket er en decideret fejl, da Danmarks eneste borgerkrig, nemlig Grevens Fejde, var det, som kendetegnede overgangen. Ja, borgerkrigen handlede også om kongemagten – om hvorvidt kongen skulle være Christian d. 2 eller Christian d. 3. Men magt og tro hang nøje sammen dengang i 1500-tallet, så det burde have været nævnt.

Det samme burde Grundtvig – og måske også de andre salmedigtere, som er årsagen til at vi har verdens smukkeste salmebog. Dét nævnes heller ikke. Men i hvert fald Grundtvig skulle have været på banen, da det som uden sidestykke er ham, der har formet den nuværende danske kristendom mest. Men ikke med ét ord nævnes denne åndskæmpe.

Til gengæld besøger vi et nutidigt katolsk kloster med en lattermild og sympatisk nonne, som fortæller mere om hendes møde med den sekulære verden end om hendes tro.

Udsendelsen forsøger i det hele taget at balancere mellem troen og det sekulære – og den er bange for at støde nogen på manchetterne, og det er synd.

Prins Joachim er i sig selv en glimrende formidler, men han har ikke meget at formidle her. Det kunne der have været – også fx det store kirkebyggeri i middelalderen, som lige nævnes kort sammen med klostrene, hvorefter man fokuserer på klostrene, selvom det var det store danske kirkebyggeri, som var enestående. Ingen andre lande i Europa gjorde noget tilsvarende.

Enevældens måde at være kirke på, genindførelsen af konfirmationen, salvingen af de danske konger i Frederiksborg Slotskirke (hvor han selv blev gift med Alexandra) og opfattelsen af at kun Gud stod over kongen nævnes heller ikke – selvom det spillede en stor rolle i den måde, som samfundet fungerede på fra midt i 1600-tallet og to århundreder frem, altså indtil Grundloven.

Og herfra drejer det sig så om Grundtvig, men også om væsentlige teologer i 1900-tallet og om fx indførelsen af en kirkelig vielse mellem to af samme køn, som heller ikke nævnes overhovedet.

Ja, når det kommer til nutiden slås det blot fast, at vi alle har en frihed til at tro det, som vi vil.

En fattig udmelding i en tid, hvor religions-konflikterne bliver flere og flere, hvor religion fylder mere i samfundet end det har gjort i mange generationer, og hvor vi derfor ikke længere kan nøjes med at gøre religion til en privatsag.

Det er som om at man i tilrettelæggelsen har manglet en konsulent, som rent faktisk ved noget om tro og historie – og det er skam. Det er også en skam, at det måske er uforeneligt at være kongelig og for alvor gå i kødet på emner, der betyder noget i nutiden som fx tro.

Danmarksbloggen giver to ud af seks Dannebrogsflag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. For en kort gennemgang af prins Joachims slægt og troen kunne se således ud (men kun én af dem nævnes i udsendelsen):

Manden har i hans slægt en mand, der indfører kristendommen (Harald Blåtand – ham hører vi om), en martyr og helgen (Valdemar den Stores far Knud Lavard – ingen af dem hører vi om), en borgerkrig om troen og magten (Frederik d. 1, Christian d. 2 og Christian d. 3 – ingen af dem nævnes), en heksejæger af rang (Christian d. 4 – ham hører vi ikke om), en konge der begår bigami, og er gift med to kvinder på samme tid (Frederik d. 4 – ham hører vi ikke om), en konge der indfører et meget strengt religiøst regimente (Christian d. 6 – ham hører vi ikke om) og så endelig alle de konger, der salves som Guds udsendinge på jord (dem hører vi heller ikke om).
Endelig havde det været oplagt at nævne mandens egen mor – og hendes stærke forhold til kristendommen. For Dronningen har ved flere lejligheder selv sagt, at hun i troen finder styrke til sin gerning.

Hvem er Danmark?

Dansk Forfatterforening sendte tidligere på året (i et projekt støttet af Nordea) 20 danske forfattere ud til 20 forskellige byer i Danmark for at tage pulsen på byen og give et bud på, hvordan byen er – eller rettere hvem byen er.

Danmarksbloggen har læst alle 20 fortællinger – og især bidt mærke i dem, som foregår udenfor de store byer, hvilket er langt de fleste.

For historierne fra byer som Korsør, Nyborg, Marstal, Ringkøbing, Ikast og flere endnu er mere ens end de er forskellige i deres beskrivelser af en hverdag, der minder mere om livet i København og Aarhus end den kreative klasse måske bryder sig om at høre.

Ja, når man læser de små fortællinger (der måtte fylde max en side, og som for nogles vedkommende er digte eller forsynet med tegninger), så fornemmer man hos forfatterne en slags forundring over, at livet i de mindre byer kan spejles en-til-en med tilværelsen i storbyernes kreative ghettoer (hvis altså man ser bort fra prisskiltet på en café latte og boligen).

Men det er ganske enkelt: Mennesket er ens alle steder til alle tider. Det har vi så åbenbart glemt. For så langt ude er det åbenbart kommet med danskernes kendskab til hinanden, så langt væk er vi i 2019 fra hinanden. Vi tror, at ”de andre” er helt vildt anderledes – men det er de ikke.

Vi er ret ens, uanset om vi bor på den jyske hede, i en forstad til København, en gammel fynsk købstad eller alle mulige andre steder.

Projektet med de udvalgte 20 byer er også tænkt som en opfordring til at lade skoleelever i udskolingen skrive om deres lokalområde. Og det har de gjort i de udvalgte byer på workshops sammen med forfatterne – og vinderne får en klassetur til Bogforum i Bellacentret til november.

Danmarksbloggen forventer, at de unges historier bliver spændende i betydningen seriøst spændende.

Alene fordi de historier skrives af dem, som ikke kun er på besøg, men som lever i de forskellige danske byer. Så ved at læse de unges historier vil man reelt kunne blive klogere på de forskelle og ligheder, som der måske/måske ikke er i vores lille, homogene land.

Danmarksbloggen håber derfor, at de unges fortællinger også kommer på nettet. Der bliver i så fald noget at læse, som giver mening.

Se mere på www.hvemerdanmark.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Amager Fælled: Overborgmester Frank Jensen taler med to tunger

Et fornemt klima-top-møde (C40) er i gang i København. Ja, i går var de noble borgmestre og andre notabiliteter fra alverdens lande endda til middag på Christiansborg, hvor kronprinsparret var værter.

I centrum for de mange fine ord og knap så mange handlinger står Københavns overborgmester Frank Jensen (S) der bryster sig med, at Danmark er et foregangsland, når det kommer til klima. Ja, København, verdens cykelhovedstad åbenbart, er ifølge ham endda en by, der viser den grønne vej for andre byer.

Undskyld, men det klinger altså hult … meget hult … når man tænker på, hvad der sker ude på Amager Fælled i disse år.

Amager Fælled – skøn og grøn – og det eneste vilde område, som der er tilbage i miles omkreds omkring vores hovedstad. Amager Fælled, som vi skulle sætte ALT ind på at bevare, men som Frank Jensen vil bebygge en stor og for mange arter ekstrem vigtig del af.

For en ting er miljø – en anden er penge, og når det kommer til stykket, så vælger overborgmesteren altid det sidste.

Frank Jensen taler derfor med to tunger, som indianerne sagde det. Indianerne, som for de flestes stammers vedkommende var optaget af at leve i pagt og balance med naturen. Men dem slagtede vi selvfølgelig også, som vi i øjeblikket slagter naturen.

Men man kan altså ikke spise penge – eller ånde penge. Det burde vi erkende og leve efter, os i den vestlige verden, men også i de rige lande i den arabiske verden og de rige lande i den asiatiske verden. For det at drive rovdrift på naturen er desværre en udbredt ting verden over.

Det ender med, at vi dræber os selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk