Forfatterarkiv: admin

Penge-reminder

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen iler med en reminder.

Husk at det til næste sommer ikke er muligt at betale med andre sedler end fire sedler med broer på – altså følgende sedler fra 2009-serien:

50 kroner

100 kroner

200 kroner

500 kroner

Alle andre pengesedler fra alle andre serier – SAMT 1000 krone-sedlen fra 2009-serien – bliver ugyldige som betalingsmiddel fra 31. maj 2025.

Derfra kan man i et år – frem til 31. maj 2026 – aflevere ældre sedler direkte til Nationalbanken. Men så slutter festen også. Fra 1. juni 2026 er alle sedler ugyldige undtagen 2009-seriens 50 kroner, 100 kroner, 200 kroner og 500 kroner.

Så HAR du en seddel eller to liggende – måske i et fødselsdagskort fra din bedstemor – så få dem brugt eller sat ind på din konto.

Gør derfor dig selv en tjeneste, og gå dine gemmer og skuffer igennem. Så bliver du ikke ærgerlig, når du måske en dag i fremtiden finder penge, som ikke længere kan bruges.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

#SaveHamletScenen

Udgivet den af
Svar

Vi lever på mange måder i en fordummelsens tidsalder.  En tidsalder, hvor kulturarv og dannelse forsvinder i de sociale mediers 24-7-kværnende malstrøm – og i begæret efter flere penge til skattelettelser.

Dén tragedie har så nået et nyt lavpunkt i Helsingør, hvor kommunen overvejer at fjerne tilskuddet til HamletScenen fra næste år. Det betyder en de-facto-lukning af det vigtige teater, hvilket vil være et tab af dimensioner for både kulturen, dannelsen – og også Helsingør.

For lukker HamletScenen, så vil der ikke blive spillet ”Hamlet” på Kronborg til næste sommer. Det er i så fald første gang i 208 år. Og det er en decideret skandale. For Hamlet ikke kun foregår på Kronborg, men Shakespeare skrev ”Hamlet” i 1601 på baggrund af de fortællinger, som de fra Kronborg og Frederik d. 2´s hof hjemvendte tre engelske skuespillere bragte med til England.

Der er altså med andre ord en direkte rød tråd fra Shakespeare dengang til Kronborg i dag. En tråd som borgmester Benedikte Kiær og de andre i byrådet uden tøven er klar til at klippe over. Dét er en skandale – og også en dårlig forretning.

”Hamlet” er nemlig ikke kun et af Shakespeares mest berømte skuespil. Måske det mest berømte. To be or not to be. ”Hamlet” er – sammen med Kronborg og Holger Danske – også nøglen til Helsingørs status som en kultur- og handels-by, både danskere og turister gerne besøger igen og igen.

Something is rotten in the state of Denmark, siger bipersonen Marcellus. Det kan man med fordel ændres til Something is rotten in Helsingør.

Læs mere om Hamletscenen her:  https://hamletscenen.dk/

– og spred ordet via #SaveHamletScenen

Læs evt. også Danmarksbloggens anmeldelse af dette års ”Hamlet”, som meget apropos forbindelsen til England blev opført af ingen ringere end Lord Chamberleins Men, som er en engelsk teatertrup, der spiller Shakespeare, som det blev gjort på bardens egen tid: http://danmarksbloggen.dk/?p=12872

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor er Kong Frederik ikke i Paris?

Udgivet den af
Svar

Kong Frederik d. 10 var som kronprins kendt som sportsprinsen – og tilmed også mangeårigt medlem af Den Olympiske Komité.

Som konge vil han også – ifølge ham selv – sætte fokus på sport og bevægelse. Det kunne man fx se til Royal Run i foråret, hvor kongen løb i hele tre byer.

Men hvorfor er kongen så ikke i Paris til PL, De Paralympiske Lege, som løber af stablen ligenu? Kong Frederik brugte cirka en uge i Paris under OL, hvor han hyldede de danske atleter, når de vandt guld, sølv og bronze. Men paraatleterne gider Frederik d. 10 ikke bruge tid på. Hvorfor ikke? Deres præstationer er da ligeså, hvis ikke mere imponerende.

Og nej, det er ikke godt nok, at kronprins Christian kommer én dag – og prinsesse Benedikte i flere dage. I øvrigt hurra for prinsesse Benedikte. Hun gør ikke forskel på OL og PL, men kommer til begge. Hun ved, hvad det vil sige at leve op til sine forpligtelser som kongelig.

Det gør kong Frederik og dronning Mary ikke. Begge sad på de bedste pladser til OL – ofte endda sammen med venner, selvom dét ikke er royal kutyme at invitere private venner med. Men det kunne vel passere.

Det kan det derimod ikke, at hverken kongen eller dronningen bruger så meget som en halv eftermiddag på se Danmarks dygtigste paraatleter, som ellers allerede har vundet fire medaljer. En guld, en sølv og to bronze.

Kongeparrets fravær er et skidt signal, og det flugter på ingen måde med de fine ord om også øget fokus på parasport, som Frederik og Mary ellers har udtalt ved flere lejligheder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Harris rimer på håb

Udgivet den af
Svar

Sommeren går på hæld.

Efteråret – og præsidentvalget i USA – nærmer sig. Dét bliver en skæbnestund for verden, og inden sommerferien så det hele ret sort ud. Alt tydede nemlig på, at Trump ville vinde.

MEN så traf Biden det rette valg. Han trak sig som kandidat – og reddede måske dermed demokratiet i USA – samt Europas chancer for at forblive frit efter den verdenskrig, som måske kommer. Ja, som faktisk er i gang – by proxy i Ukraine – og nu også inde i selve Rusland.

Alt håb ligger derfor nu hos vicepræsident Harris, og hendes muligheder for at blive USA´s præsident. Og de er gode, de muligheder. Harris fremstår som en klog og reflekteret kvinde, der gerne træder i karakter.

Harris indgyder håb og tiltro – og er på alle måder modsætningen til den gamle, hvide mand Trump, som nu også omtales som værende weird – altså mærkelig. Dét er en pæn måde at tale om en mand med storhedsvanvid og diktator-drømme.

Det kommende valg er derfor også et valg mellem på den ene side det gamle, hvide og heteroseksuelle patriarkat og på den anden side den nye, mangfoldige virkelighed, hvor der er plads til alle farver, alle køn og alle seksualiteter.

En verden, hvor vi alle er ligeværdige og jævnbyrdige mennesker. Dét er da noget at drømme om – og håbe på her lidt over to måneder før den største skæbnestund siden måske Murens Fald i 1989, ja måske endda siden 2. Verdenskrig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Mordforsøg på Snehvide”

Udgivet den af
Svar

Der var engang … i forgårs … premiere på ”Mordforsøg på Snehvide”. Det er Teater Får302 i Nyhavn, som på den lille intimscene opsætter en besk og decideret voksen-version af historien om pigen, der var hvid som sne, sort som ibenholt og rød som blod.

Især det sidste fylder sammen med andre kropsvæsker, forfængelighed, bristede drømme og andre livs-realiteter en del i forestillingen, som udover de dramatiske og seksualiserede mordforsøg er historien om, hvordan vi – trods MeToo og Woke – stadig lever i et mandsdomineret samfund.

En verden, hvor selvhævdende og konkurrenceorienterede heteroseksuelle mænd synes, at de – også helt bogstaveligt – har hånds- og halsret over de kvinder, som de har sex med, gifter sig med og forsørger. De samme mænd, som – når kvinden bliver rynket og grå, og tyngdekraften gør sit job med hendes krop – nedgører hende, inden hun smides ud – stykke for stykke – i skraldespanden.

For en kvinde er jo det andet køn. Et af manden fremavlet forbrugsgode, hvis glæde og mening med livet er at fornøje og forlyste manden, ikke sandt?

Dét er i hvert fald budskabet i den fem kvarter lange forestilling på det lille teater, hvor man som publikum er SÅ tæt på scenen, stykket og skuespillerne, at vi for længst er holdt op med at være Den 4. væg. Alt er direkte i vores ansigt, og vi trækkes med ind i stykket – i éet langt kram.

Ja, så nær på er vi, at man ikke ville blive overrasket, hvis en af dværgene (som ellers er en flok rigtige træmænd) pludselig åndede én i nakken – og sagde: Hvad så? Vil du have et glas Chablis? Ja, tak – eller måske nej, tak. For alle aftaler har en pris. Og er man kvinde, skal man stoppe med at tro på, at de konditioner, som gælder, når man er ung og sprød, også er gangbare, når man får brug for briller.

Episoden i brillebutikken grinede vi i hvert fald genkendende til mange af os. Lille spejl på væggen dér og den slags, som afspejler, hvordan tiden er en bitch, der løber nådesløst gennem os alle, indtil selv dén er illusion, og kun den sorte afslutning venter forude.

For forestillingen er trods de Kaj-og-Andrea-look-alike-hånddukker grotesk og skræmmende – men også morsom. Smilene stivner så i takt med, at den hvide sminke i ansigterne forsvinder – og den nøgne sandhed træder frem:

At penge stadig er det, som gør forskellen. Og at Anne Linnet tog fejl, når vi hører hende synge, at alt det, vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag, og alting kan gå itu, et hjerte kan gå i tusind stykker, kaldte du mig for ven engang, så er jeg her nok endnu.

Bullshit. Tårer kan godt vare evigt, venner forsvinder, og eventyr ender ikke altid godt – og slet ikke for kvinden, selvom hun prøver. Allermest dronningen, der desperat som en flue på den forkerte side af vinduesruden flakser rundt i det ene forsøg efter det andet på at få kongens opmærksomhed.

Forsøg som inkluderer alt fra mad over undertøj til mord – og måske især svigt af alt, som hun har kært, selv hende selv. For sådan går det, når identitet og køn bliver to sider af samme sag. Når kvinden undertrykker sig selv og sine egne tanker, følelser og ønsker. Når hun finder sig i, at manden sætter dagsorden – også over, hvad hun skal mene, og hvordan hun skal agere – og reagere på de svigt, som ret beset er mandens og ikke hendes.

Dronningen spilles af Charlotte Elizabeth Munksgaard med så megen nerve og intensitet, at man føler, at man endelig – for måske første gang – kommer ind under huden på denne ellers så udskældte kvinde, ind og ser hendes sårbarhed og længsel. Dét er stærkt.

Kongen (plus chaufføren) spilles med god fornemmelse af Henrik Birch, der formår at vise magtens afmagt og svaghed, når den folder sig ud. Men selv dér trumfer hos manden hans i egen optik naturgivne ret til at følge sine begær – og give kvinden skylden for eventuelle fejl og mangler.

Snehvide (plus hendes alter ego brillepigen) gestaltes af Miranda Godvil, som nok er nyuddannet, men spiller med en styrke og en selvsikkerhed, som havde hun mange succeser i rygsækken. Det er også stærkt.

”Mordforsøg på Snehvide” bliver derfor en brændende påmindelse om kvindens manglende livsmuligheder, som især manifesterer sig dén dag, hvor hun ikke længere er fuckable. Det ses allermest ved de to kvinder iført undertøj og intet andet. For kvinder udstillet og fremstillet i spotlys i undertøj demonstrerer i dén grad mandens magtposition som hersker.

Men er det ikke manden, hans ynkelighed og voldsparathed, som klædes af til skindet i stykket? Det skulle jeg mene. Så kunne en nøgen – eller som minimum halvnøgen – mand på scenen ikke være en naturlig happy-end?

For vi har jo gennemskuet ham, manden … de fleste af os. Og vi ER gået i læsegruppe … mange af os, og vi læser stadig Simone de Beauvoir. For vi skal stadig øve os i at sige nej, stop og farvel, inden det løber af sporet, og vi mister os selv og vores egen selvrespekt.

”Mordforsøg på Snehvide” får derfor fem ud af seks æbler.

Det er Lucas Svensson, der har skrevet manus.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Brug for regnbuerne

Udgivet den af
Svar

Så er det den tid på året igen: Copenhagen Pride forgår lige nu i denne uge.

Regnbue-året har ikke været uden skrammer.

Tværtom løb Copenhagen Pride ind i noget af et stormvejr, da organisationen begyndte at blande konflikten i Mellemøsten ind i Priden og arbejdet for fuld accept af alle – uanset køn og seksualitet.

Dét var rigtig ærgerligt, syntes Danmarksbloggen.

For kampen for fuld accept af os alle er simpelthen så vigtig, at den 1) sagtens kan stå alene og 2) ikke må blandes sammen med andre kampe – måske med undtagelse af kvindekampen.

For kvinder – uanset seksualitet – oplever det samme, som minoriteter indenfor køn og seksualitet gør det: Nemlig at blive bedømt og shamet – blot fordi vi er dem, som vi er. Og af hvem? Af mænd. Som regel heteroseksuelle mænd, som mener, at de har en slags naturgiven ret til at vurdere andre mennesker og deres værd.

Og med heteroseksuelle mænd menes mænd af alle hudfarver. For det er åbenbart en ting, som en del heteroseksuelle mænd på tværs af hudfarver og religiøse og geografiske skel er enige om: Nemlig at de har ret til at dømme – og også sågar herske over – alle andre.

Men det har de ikke, og dét skal de mænd vide – uanset om de er rendyrkede incels eller blot ”hygge-homofobiske” og ”hygge-chauvinistiske”. Men der er intet hyggeligt eller morsomt over at være hverken homofob eller kvindeudtrykker.

Så jo, vi har stadig brug for regnbuerne. GOD PRIDE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”HAMLET”

Udgivet den af
Svar

Når jeg skal se Shakespeare, læser jeg altid bardens stykke inden forestillingen. Også denne gang, hvor jeg tog ”Hamlet” i den komplette og uforkortede udgave – på det engelsk, som Shakespeare selv skrev stykket på. Det er en læsning, som tager tid. Men mindre kunne ikke gøre det, når teaterkompagniet ”Lord Chamberlains Men” til den årlige Shakespeare-festival på Kronborg spiller ”Hamlet”, som det blev opført første gang, at barden selv så stykket på scenen.

Så det var med enorme forventninger og hovedet fuldt af renæssance-engelsk, at turen gik til Kronborg. Der var selvsagt også fuldt hus på udendørsscenen, hvor aftensolen sænkede sig, mens tordenskyerne og mørket voksede. En passende kulisse til dramaet om den danske prins, der af sin fars spøgelse beordres til at hævne dennes død. For dræbt blev kongen af sin egen bror, der derpå overtog både krone og kone.

Dronningen blev så ligesom Hamlets udkårne Ophelia spillet af mænd. For det gjorde man på Shakespeares tid. Noget som vakte moro hos flere tilskuere, når de så en af de to mænd iført Tudor-kjolerne. For det var en aften med udelukkende hvide mænd på scenen. En speciel oplevelse i 2024, men ikke noget at blive stødt over – eller grine af.

TVÆRTIMOD lod de fleste af os let føre på historiens vinger tilbage til dengang, hvor Hamlet var et nyt stykke dramatik med personer, symboler og ord, som var gængse dengang. Ikke at der er nogen forskel i grunden på at se Shakespeare nu og dengang. Han er universel og altid aktuel, uanset hvor man er på kloden og i hvilket århundrede.

Men nuvel, de gode ”Lord Chamberlains Men” spillede, så det gjaldede foran det gamle slot i tøj fra den elizabethanske tid (knæbukser, store skjorter og lange sokker) tilsat kapper, kongekroner, skørter, knive, trommer og andet godt. Der var også både sang og musik, som traditionen bød dengang.

Og så agerede de hele tiden ud til os i publikum, og nærmest opfordrede os til at blande os med hujen, råben og klapsalver, som man gjorde det dengang, hvor den 4. væg var en aktiv medspiller. Men vi sad alt for godt fast i 2000-tallets stive teaterkultur, så vi ventede til den stående applaus, som kom velfortjent efter en forestilling, der var Shakespeare Classics – og udført, så det simpelthen ikke kan gøres bedre.

Englænderne kan generelt noget med attitude, sprog og det at række ud til publikum. De sætter simpelthen mentale hager i os – og så haler de os ind i dramaet, som var vi nogle af de torsk, der svømmer ude i det Øresund, der både kunne høres og lugtes salt i den lumre sommeraften, der var fuld af elektricitet – og rytmiske, plastiske engelske gloser – og tak for det.

For Shakespeare er bare bedst på engelsk – og især når det som her er klasseskuespillere, der taler, ånder, synger, agerer og bevæger sig Shakespearesk – i ord, toner og krop, så vi taler om, at det står mål med det, som man oplever ovre på bardens eget genopbyggede teater ”The Globe” i London.

Enhver opførelse af ”Hamlet” har så sin egen fortælling i stykket, og denne handlede om den unge mands kamp med sig selv – og for den far, som han satte op på en piedestal. Idoler skal man passe på med, især når de kræver, at man skal give dem hele sit liv. Det kan man blive gal af. Alligevel er det ikke en sort-hvid Hamlet, som bliver spillet på Kronborg denne sommer.

Det er en Hamlet, der handler om individet, om en ung mand – i tvivl, i sorg, men også fuld af kampgejst og en idealistisk tro på, at alt kan lade gøre for ham. At han kan vinde over den, som dræbte hans far, og stadig beholde det hele, både pigen, han elsker, og magten. Vi oplevede det måske allermest i Hamlets monolog, hvor han taler om at dø, at drømme. Om at livet kan være så hårdt, at søvnen, døden, virker som en udfrielse – men at vi stadig og på trods også drømmer og handler. Dér gik der et spøgelse gennem os i publikum. Dér blev vi spejlet.

På metaplanet er denne version af ”Hamlet” måske også historien om England efter Brexit. Et England, der som på Shakespeares tid igen står på egne ben (dengang uden paven, i dag uden Bruxelles), og hvis gamle venner kun tilsyneladende er venner – med undtagelse af den altid trofaste Horatio, der nok har været i lutherske Wittenberg, mens stadig går rundt med en katolsk rosenkrans i bæltet.

For vi er i stykket midt i en værdi-kampens tid, som vi også er det i vores tid. Man kan læse meget ind i Shakespeare. Man kan også bare gakke til Kronborg og nyde forestillingen, hvis eneste malurt i bægeret er, at vi IKKE i ørerne får Horatios smukke afskedsord over Hamlet: Now cracks a noble heart. Good night, sweet prince. And fligths of angels sing thee to thy rest.

Alligevel får ”Hamlet” 6 ud af 6 af de kranier, som i forestillingen er hofnarren Yoricks. For uanset om man er konge eller nar, renæssancemand eller kvinde i 2000-tallet, så ender vi alle som kranier, når vores gang over ormene, men under stjernerne er forbi. Det vidste verdens største dramatiker. Ham, som man aldrig bliver hverken helt klog på – eller færdig med.

Der spilles på engelsk med danske undertekster.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

GOD SOMMERFERIE

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen vil gerne ønske alle god sommerferie.

Vi har brug for den. For der venter os en gyser af et efterår med fortsat krige og trusler – og risikoen for at demokratiet kollapser i USA … hvilket vil få forfærdelige konsekvenser også for os i Europa.

Så er vi helt, helt alene hjemme – og det er vi slet, slet ikke forberedt godt nok på.

Så få nu samlet saft og kraft, sol og is-vitaminer.

GOD SOMMERFERIE

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”En Ideel Ægtemand”

Udgivet den af
Svar

Turkis er den mest sjældne farve i naturen. Derfor giver det max mening, at netop turkis er farven på den vifte, som danner scenen i Grønnegårdsteatrets sommerforestilling 2024: Oscar Wildes ”En Ideel Ægtemand”, som handler om magt og kønsroller i 1890´erns England, selvom mange af temaerne også kendes fra vores egen tid.

For mennesket er det mest skabagtige, som naturen har fostret – og hvad naturen ikke har kunnet finde på, har mennesket selv udviklet af dårskaber som fx forfængelighed, magtsyge og behovet for kontrol, som blot er noget af det, vi ser folde sig ud som en anden vifte, indtil billedet står klart for os:

Den velansete sir Chiltern begik børssvindel for 18 år siden, og var dum nok til at indrømme det i et brev, som nu er i Mrs. Cheveleys besiddelse. Hun forsøger at få skrivelsen omvekslet til først politisk kapital hos sir Chiltern og siden til ægteskab med hans bedste ven Lord Goring, som hun har et crush på – men som i stedet er forelsket i sir Chilterns søster, der som en 1800-tals pink Barbie er både handlekraftig og kvik.

Selv er bedstevennen også en fortidig version af Ken – endda med grøn sixpack på maven. Så man hepper på det unge par, også fordi de nægter at leve ned til allehånde konventioner om, hvad det vil sige at være den ideelle ægtemand m/k.

For ”En Ideel Ægtemand” handler mest om kønsroller og kønsidentiteter – og i denne opførelse om at være queer, hvilket blev opfattet som naturstridigt på Oscar Wildes tid, hvor bare det at være homoseksuel var en forbrydelse – som sendte Oscar Wilde to år i straffelejr. Derfor er det godt, at kvinder spiller mænd og mænd kvinder og vice versa.

Der er også flere skønne hilsner til burlesque og anden festlighed hos et cast, der er klædt i alle regnbuens klare farver. Verden er heller ikke sort-hvid, selvom magtens mennesker gerne vil få os til at tro netop dét.

Her har hver person så én farve, der fortæller noget om personen, startende med det røde ægtepar sir og Lady Chiltern, der spilles flyvende af Jens Sætter-Lassen og Luise Kirsten Skov. Parret er stykkets dramatiske indslag, fordi der her er hjerteblod på spil. Både det, som ægteskabet er skabt af – og det som karriere og magt handler om, og som er hele deres raison d´être. Derfor bærer de også orange. For idealismens røde må af og til blandes op med realismens gule, når illusionerne skal bevares.

Det er Andrea Øst Birkkjær, som spiller Mrs. Cheveley, damen i bedragerisk, men også realistisk gult. Og det gør hun med en nerve og intensivitet så stor, at det er, som går hele tempoet i forestillingen markant ned, da hun forsvinder ud af billedet. Hun minder også om Alexis i ”Dollars”, som engang var en skurk, men nu er en heltinde. Så jeg heppede i det stille på Mrs. Cheveley, som er en kvinde, der spiller magtens spil – og ikke gider poesi, hvilket Andrea Øst Birkkjær gestalter, så man kan mærke hende hele vejen ned til bænken.

Det samme kan man med Tina Gylling Mortensen, der er Lord Caversham i en giftig-grøn farve. For sådan er det med magten – den korrumperer. Hun har før optrådt på scenen som en mand med autoritet, og dét mestrer hun til det sidste stød med spadserestokken.

Cavershams søn og Lord Chilterns bedste ven Lord Goring – klædt i optimistisk grønt med lidt trofast blå og tilsat både en street-wise kasket og en drøm om en sixpack – spilles af Jeppe Ellegaard Marling med stor charme og megen energi, der matches perfekt af Laura Skjoldborgs overbevisende, ganske skarpe/sukkersøde og pinke Miss Chiltern, der som en moderne Barbie kan sætte handling bag sine ønsker. You go, girl.

”En Ideel Ægtemand” har så – som livet – en dobbelthed. Der er den dramatiske del, som handler om, at ønsket om magten kan få selv den største idealist og mest respekterede helt ned i sølet. Det budskab var nok en større skandale på en teaterscene på Oscar Wildes tid end i dag, hvor magthavernes manglende moral og konsekvens af egne handlinger er noget, som vi ser i 10 ud af 9 kunstneriske produktioner – og også forventer IRL. Dét er så skræmmende i sig selv. For det gibber ikke rigtig i én, når man ser magtens beskidte spil folde sig ud – og personerne gemmer sig selv og deres motiver bag mørke solbriller. Men det burde det.

Til gengæld holder det max, når der spilles på den komiske vibe og vores menneskelige dårskaber demonstreres. Og især de to stribede damer – i henholdsvis klartseende lilla med hvidt i ascendanten samt hverdags-orange med sort pessimisme – som er gift med de mest perfekte og derfor mest kedelige mænd, er formidable i deres demonstration af flokmentalitet, hykleri og forstillelse. Det er Laura Bro og Johannes Lilleøre, som har de to roller – foruden at de er tjenere for sir Chiltern og Lord Goring.

Danmarksbloggen giver ”En Ideel Ægtemand” fire store vifter ud af seks mulige.

Dér er fest, fart og farver over feltet i den formidable forestilling iklædt små hip til vor tid og dens temaer som fx MeToo. For stærke mænd falder også i 2024 fra magtens tinder pga. noget, som de har gjort for mange år siden.

Længere er vi nemlig ikke kommet på de næsten 130 år, der er gået, siden Oscar Wilde skrev stykket. Det er stadig den hvide, heteroseksuelle mand, som styrer verden – og der mangler stadig både farver og queer-vibes på magtens tinder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”One Life”

Udgivet den af
Svar

Verden er fortabt uden idealisterne, uden dem som tør drømme om at gøre det umulige som den britiske sir Nicholas Winton, der reddede 669 børn fra nazisternes dødspatruljer i Tjekkiet.

Dét står helt klart, når man ser filmen ”One Life”, som har premiere i dag d. 20. juni – med en som altid nærværende og storspillende sir Anthony Hopkins som den ældre sir Nicholas Winton og en overbevisende Johnny Flynn som den unge børsmægler Nicholas Winton, der i 1938 rejste til Tjekkiet for at besøge en ven og se, hvad Den Britiske Komité for Tjekkoslovakiske Flygtninge lavede i et land, der var på randen af krig.

For Nazityskland havde indtaget en del af Tjekkoslovakiet, nemlig Sudeterland – uden at Frankrig, England og USA gjorde andet end at acceptere det i håbet om at undgå den verdenskrig, der kom.

Så det hele spidser til, samtidig med at Winton ankommer til Prag. Nazityskland fortsætter med at tromle frem i Europa – og rundt om i Prag sidder mange tusinde jødiske flygtninge fra Tyskland, Østrig og Sudeterland. Situationen er håbløs i de kolde og fugtige lejre, og det forventes, at mange – især børnene – ikke vil kunne overleve den hårde vinter, der kun lige er begyndt.

Det kan Nicholas Winton ikke se på. Så sammen med en flok venner fra komitéen og hans tyskfødte mor (spillet med en intens nerve af Helena Bonham Carter) får han – trods ingen hjælp fra myndighederne – stablet de i dag så berømte togtransporter fra Prag til London på benene. Hele 669 børn når at komme til England – og til nye liv hos engelske familier, inden Tyskland angriber Polen, og overtager resten af Tjekkiet i 1939.

En bedrift af de helt store, som sir Nicholas Winton også blev adlet for af selveste Elizabeth d. 2 – og som de fleste nok kender fra det berømte YouTube-klip, hvor alle i publikum var ”Nickys Children”, som de døbte sig selv. Dét klip er selvsagt genskabt i filmen – og er heldigvis det eneste sentimentale.

For historien om sir Nicholas Winton og hans venner er så meget mere end følelser og feel-good i behagelig distance i både tid og sted. Det er en aktiv reminder, et opråb til os alle sammen. Selv ville Winton heller ikke, at historien bare skulle stå og samle støv, som han pointerer dét flere gange i filmen.

For livet handler om at være et anstændigt menneske, som tør og vil kæmpe for andre mennesker. Så filmen er nok historisk, men allervigtigst er budskabet om engagementets nødvendighed, som kommer med en pris.

For de mange børneskæbner blev hos Nicholas Winton livet igennem som en bagage, han ikke kunne skille sig af med, men som han endelig til sidst finder fred med. Det ser vi så fint spillet, da han en livstid senere og ved filmens slutning – og ved egen pool – forenes i den smukkeste forståelse med hende, der ligesom ham selv kunne lide at svømme.

For mennesker er ens over hele verden – og til alle tider, og lige nu er ”One Life” mere relevant end nogensinde siden 2. verdenskrig. For vi lever i en tilsvarende situation med et Rusland, der i 2014 annekterede Krim uden at vi i Vesten gjorde noget. I 2022 vågnede Vesten så endeligt op, da Rusland invaderede Ukraine – og så kom der igen europæiske flygtninge gennem Europa. Især kvinder og børn, som havde måttet sige farvel til deres mænd og fædre uden at vide om de nogensinde SER hinanden igen.

Dét kunne jeg ikke lade være med at tænke på under det meste af filmen. For det sker NU. De ukrainske børn lever NU. Oplever smerten og sorgen NU. Og fra min tid som frivillig hos Røde Kors i foråret 2022, da de ukrainske flygtninge strømmede op gennem Europa, kan jeg fortælle, at børnenes vagtsomme øjne, der har set så alt for meget, har samme udtryk i dag, som de havde i 1938-39.

Det er øjne, som man aldrig glemmer – hvad enten man som Winton var en helt, der reddede 669 børn – eller man som mig var en af mange myrer, der delte mad og drikke ud til udmattede mennesker på flugt.

Så da jeg græd under filmen, var det lige så meget – eller rettere mere for de børn, som er midt i helvedet lige NU. Ja, nogle af flygtningebørnene i dag er sammen med deres mødre i modsætning til dengang, men angsten, utrygheden, uvisheden og savnet efter faderen og alt, det de kender, er der stadig, Og så er der de børn, som er helt alene i fjendeland, da Rusland har bortført mange ukrainske børn.

Dét er infamt. For der findes ingen værre forbrydelse end den, som gøres mod et barn – og der findes ingen større velgerning end den, der gøres for et barn.

Red et liv, og du redder hele verden, bliver der sagt i filmen. Sir Nicholas Winton reddede 669. Derfor skal ”One Life” have 669 lys (det svarer til 6 stjerner, hvis det skal oversættes). Et lys for hvert barn, som nok oplevede sorgen og traumet ved at blive skilt fra forældrene, men som også fik livet i gave.

Det er i øvrigt datteren Barbara Winton, der skrev bogen, som filmen er baseret på – og hun har også været en stor del af filmen og dens tilblivelse. En datter, som også hylder moderen, den danskfødte Grete (der spilles med stor følsomhed af svenske Lena Olin), og som dannede det livslange, stærke parløb med Nicholas, der også ses som en rød tråd i filmen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk