Anmeldelse: ”Den bæredygtige stat”

Jorden skal nok overleve mennesket, men mennesket overlever ikke Jorden. Sådan sagde man på geologi-og geografi-studierne på Københavns Universitet i 1990´erne, hvor jeg læste til cand. scient i Kulturgeografi. Om man stadig gør det, ved jeg ikke. Men jeg ved, at vi mennesker ikke behøver vente på den formentlige naturlige udryddelse af os som art. Jeg ved, at vi selv og af helt egen drift tværtimod er godt i gang med at ødelægge livsbetingelserne for os selv – og en del andre arter – her på kloden.

Det ved flere og flere samfundsforskere heldigvis også, og som det anbefales i Rasmus Willig og Anders Bloks bog ”Den bæredygtige stat” er det på høje tide at komme med en konkret og realisérbar beskrivelse af den bæredygtige stat.

Et centralt punkt at skabe en adfærd – både for individet og samfundet – som binder mere CO2, end der frigives. For på nogle punkter kan vi ikke længere vende udviklingen. Temperaturerne ER stigende (også for meget og for hurtigt), og det samme er havene – og der er også ørkendannelse på vej i tidligere frugtbare områder som fx i mange af Sydeuropas vin- og grønsagsmarker. Det stigende befolkningstal – især i fattige dele af verden – og de deraf forventede store strømme af klima-flygtninge (hvoraf vi kun har set en dråbe i havet) er kun med til at forværre den globale situation.

I en vestlig kontekst handler det ifølge Rasmus Willig og Anders Blok også om velfærdsstatens holdning om at de brede skuldre bærer de tungeste læs versus konkurrencestatens insisteren på at de dygtige og mest produktive skal belønnes – og ikke holdes tilbage.

Begge systemer (som er baseret på en i klimamæssig sammenhæng negativ vækstideologi) er dog ved at blive overhalet af en bevidsthed om klima, som betyder, at store dele af befolkningen er i gang med at etablere normer om at fx spise mindre kød, rejse mindre med fly og køre mindre i bil. Normer, som kan virke regulerende på adfærden hos både den enkelte og også forplante sig i det politiske system, hvor beslutningerne tages.

Der er med Willig og Bloks ord tale om ”opkomsten af en ubehagelig, men også uanfægtelig civil moralisme” – hvor især tilhængerne af den liberale frihedsforestilling konfronteres med, at deres livsstil (meget kød, mange flyrejser, etc) har en effekt for resten af samfundet – og at de dermed også har et ansvar for fællesskabet, som de ikke bare kan ignorere.

Et andet problem er, at staten reagerer irrationelt, når politikerne ser på økonomi, før de ser på klima – og når de sælger ud af den vitale infrastruktur som energi, vandværker, ledningsnet, trafikale knudepunkter som havne, lufthavne og tognet. På den måde afmonterer staten også sin egen rolle som samfundsskaber.

Dette er skidt i det paradigmeskift, som vi står midt – og som beskrives indgående i ”Den bæredygtige stat”, hvor der også kommes ind på emner som dansk miljøpolitik, relationerne mellem stat og grønt civilsamfund, hvilke roller samfundets sektorer og institutioner har – også i relation til hinanden, samt at der skitseres en ny økonomiforståelse, som bedst beskrives som en demokratisk og regenerativ økonomi.

Det er en økonomi, der sætter klima først, bæredygtighed undervejs og en grøn bundlinje sidst. En økonomi, som ikke anerkender det såkaldte ”frie marked”, men som i stedet ved, at alle markeder reguleres efter ejendomsforhold og sociale normer for adfærd – og vil Danmarksbloggen tilføje: De monopollignende tilstande som en del miltunationale virksomheder de facto har skabt for sig selv på det såkaldte frie marked. Men altså en grøn omkalfatring af samtlige værdier.

Bogen slutter med et kapital om den bæredygtige stat, hvor mange af de konflikter, som allerede er i gang, også omtales – fx modstanden mod at spise mindre kød og flyve mindre. Men faktum er, at vi står ved en skillevej og med bogens ord ”skal træffe et moralsk valg, der rækker ud over os selv”.

For velfærdsstaten er død – det ved de fleste. Konkurrencestaten er også død – det ved de fleste så måske ikke. Og vi vil som art også dø – hvis ikke vi får skabt den bæredygtige stat, som bogen laver en fin indledende beskrivelse af. En beskrivelse som burde føre til en samfundsdebat om vores fremtid lige så ivrig og dækkende som den igangværende Corona-debat.

For Corona-pandemien har vist, at vi kan tilsyneladende godt som samfund, når vi skal. Og vi skal med klima – ja vi skal endnu mere med klima. Corona er slem. Men den igangværende pandemi er en søndagsudflugt sammenlignet med hvad der venter af konsekvenser, hvis ikke vi vender skuden, og etablerer ikke kun en bæredygtig stat, men en bæredygtig verden. Det ved jeg alt for godt som geograf – og det er dét og ikke Corona-pandemien, som kan give mig mareridt om natten.

I ”Den bæredygtige stat” af Rasmus Willig og Anders Blok bliver man så klædt godt på, når det kommer til at blive oplyst om de samfundsmæssige forhold, betingelser og muligheder, som der er på dette kritiske og afgørende tidspunkt i menneskehedens historie. Bogen burde derfor være fast pensum for alle, som har interesse for samfundet – og måske især for alle med magt til at gøre noget ved samfundsforholdene – og her tænkes ikke kun på politikerne, men også erhvervsledere og undervisere m.fl.

Danmarksbloggen giver ”Den bæredygtige stat” fem ud af seks jordkloder – og vil samtidig minde om, at vi trods rejser til Månen og Mars fysisk kun har én planet at være på som menneskehed.

Det er Hans Reitzels forlag, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Corona-valget: Kan du se over egen næsetip?

Så starter klynkeriet igen …

Hvorfor kan jeg ikke komme ned og træne?
Hvorfor kan jeg ikke komme ud og spise?
Hvorfor kan jeg ikke komme i biffen?

Bliv selv ved … der er masser af eksempler på mig-mig-mig-mentaliteten.

Og forsættelsen er altid den samme: Jeg tror ikke, at problemet med den stigende smitte skyldes lige mig/mit sted/min adfærd etc. Så hvorfor er det lige mig, som skal rammes?

Det er ikke andet end klynk, forkælelse og offermentalitet.

Vi har alle et ansvar – og alles adfærd betyder noget. Også DIN ADFÆRD. Ja, det er det eneste, som betyder noget. Man kan ikke bare skylden på andre eller på regeringen.

Så istedet for at tænke på alt det, som du ikke kan, så tænk i stedet på dem, som har det værre end dig:

Dem, som ligger COVID-syge på landets sygehuse. Dem, som sidder isoleret – og har gjort det siden marts – fordi de bare ikke MÅ blive syge. Dem, som er ældre eller på anden måde udsatte, og som nu for alvor er i farezonen igen. Dem, som har mistet et elsket medmenneske.

Alle dem, som vi skal passe på, så det ikke bliver COVID-19, der er årsag til deres død.

Tænk på dem, tag ansvar – og sæt pris på, at du kan gå en tur ude i december-mørket med alle julelysene, læse en bog, tale med dine venner over Skype, holde en digital julefrokost og alle de andre ting. Du er nemlig ikke truet på hverken liv eller helbred. Du er bare en kort tid frataget de muligheder for udfoldelse, som du plejer at tage for givet.

Og det er, hvad du gør det til:

  1. Noget slemt, så du mener dig i din gode ret til at handle egoistisk – også selvom det betyder, at andre bliver syge og dør.
  2. En stille tid, hvor du stadig kan en hel masse – og måske kan bruge roen til at reflektere over nogle ting i livet, som du måske ikke plejer.

Valget er dit – men der er flere danskere, der overlever pandemien, hvis du kan se over egen næsetip og vælge no. 2. For så tager du ansvar, og er med til at stoppe pandemien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Delvis nedlukning af dele af Danmark

Så er vi her igen: Halvdelen af landets befolkning eller 38 kommuner – heriblandt København, hele hovedstadsregionen (minus Bornholm), Aarhus, Odense og flere endnu er fra på onsdag d. 7. december og indtil som minimum d. 3. januar nedlukket efter næsten samme mønster som i foråret:

Ingen restauranter, barer og cafeer (men take-away), ingen teatre og biografer, ingen museer og lignende, ingen fitnesscentre, svømmehaller og lignende, elever fra 5. klasse og op sendes hjem.

Derimod en stor opfordring til: GÅ HJEM og bliv hjemme – medmindre du går en tur, eller går i butikker. Dét sidste skal du så kun gøre, når det er nødvendigt, og du skal gøre det ALENE og så kort tid som muligt – og gerne i ydertidspunkterne.

Og nej, du skal som bosiddende i en af de delvist nedlukkede kommuner ikke køre til en af de ikke-nedlukkede kommuner for at spise ude, gå på museum, svømme etc. For så bringes smitten dertil.

Og så er der dén med julen, som gælder os alle sammen: Her skal vi juleaften være max 10 – og især med omtanke, hvis der er en eller flere sårbare med til juleaften. Måske bruge mundbind? Og skal der synges, så skal det ske med 2 meters afstand. Og ang. private julefrokoster: Drop dem!!!

Jo mere vi er sammen med andre, jo flere bliver smittede – og jo flere dør. Så enkelt er det!!!!!!!!

Sådan var meldingerne – og der er sådan set ikke noget at sige. For alle restriktioner er nødvendige.

Man kan så stille sig tvivlende overfor, at det bliver overholdt – især det med ikke at tage til ikke-nedlukkede kommuner for at gå ud og spise, svømme, i biffen etc. Mange vil heller ikke droppe julefrokosten, kunne man desværre godt forstille sig. Holder de negative forventninger stik, så kommer der en regning i form af et stigende antal smittede – og døde.

Corona-virussen gør nemlig, som den er skabt fra naturens side – og det eneste, vi mennesker kan gøre, er at holde afstand, bære mundbind, holde ud og tænke os om. Det kan vi så også – og når vi gør det, har virussen ikke en chance.

Men lige nu har pandemien for godt fat. Den vokser med cirka 4% om dagen, og SSI fremskriver, at op mod 500 mennesker kan være indlagte, når vi når til jul – og man frygter en eksplosion i smitten efter jul og nytår.

Så vi skal til at undvære, savne og mangle. Men hellere det end at miste til døden.

Men ja, det er svært. Men vi må holde ud. Vaccinerne er på vej. Vi KAN klare dette – forhåbentlig – sidste, svære og mørke stykke.

For husk: Det er altid mørkest lige før daggry. Og lyset ER tændt i form af vaccinen – og for den, som er kristen, findes også en trøst i, at julenat tændes endnu et lys, som skinner hele vejen fra Betlehem og gennem alle tider.

For det bliver jul … også i 2020.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker – om kvindernes skæbne i krig

I lørdags var det tid til den sjette og sidste samtale af ”Græske klassikere” på Glyptoteket. En samtale, som det var et privilegium at kunne nyde her midt under en pandemi, hvor kulturen mange andre steder i verden – også i vores verdensdel – er lukket helt ned. Og hvor ingen lige nu (mandag morgen) ved, hvad den snarlige delvise nedlukning i København vil betyde.

Men i lørdags var hovedstaden og Glyptoteket åbne. Og det var – som altid – litteraturkritiker Klaus Rothstein, der var ordstyrer på vegne af Hans Reitzels Forlag, og oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech, der sammen med en gæst kom med viden og synspunkter. I lørdags var gæsten Robin May Schott, der er seniorforsker på DIIS.

Tragedien var Euripides ”Trojas kvinder”, som til dels er et rædselsvækkende og absolut feel-bad stykke, dels fordi tragedien beskæftiger sig med krigen set fra taberens synspunkt – og dels (og mest) fordi den handler om kvinderne og kvindernes skæbne.

Historien er denne: Troja er faldet, og de trojanske mænd er alle dræbt. Nu skal de overlevende kvinder med til Grækenland som grækernes slaver. Sådan gjorde man dengang. Ja, begrebet har endda sit eget ord Andrapodismos, som betyder slavetilgørelse.

Nogle af disse kvinder er Trojas tidligere kongefamilies kvindelige medlemmer, og de tackler nederlaget ret forskelligt: Dronningemoderen Hekabe er på scenen hele tiden, og vi følger hendes reaktioner på at opleve hele hendes liv, familie og verden gå i stykker – ivrigt sekunderet af koret, der også er kvinder, som spørger:  Hvad skal der ske med os? Ja, det samme som med alle andre kvinder fra Troja, nemlig et usselt liv som slave. Lykkelige være de døde, fristes man til at sige.

For det går skidt, undtagen (selvfølgelig fristes man til at sige) for elskerinden Den Skønne Helene, som ret beset var om ikke helt, så dog medskyldig i krigen, men som med list får lavet en stening af sig om til et evigt liv i luksus.

Men moderen Hekabe kommer til at dø ombord på Odysseus´ skib. Hendes yndlingsdatter Polyxena er allerede dræbt – ofret på Achilleus´ grav. Svigerdatteren Andromache, der var gift med den nyligt afdøde trojanske helt Hector, ønsker sig død fra start af – og endnu mere, da hendes lille søn dræbes af grækerne for øjnene af kvinderne. Andromache dør så ikke, og bliver også efter en tid som slave, gift igen og mor igen – og vistnok dronning. Og endelig er der Hekabes datter Kassandra, der er ypperstepræstinde i Apollon-templet. Hende vil kong Agamemnon have med hjem som sexslave – og det får han.

Kassandra planlægger så at dræbe ham og hævne hendes familie. For hun handler. Det gør Agamemnons kone Klytaimnestra også. Derhjemme venter Klytaimnestra nemlig, og hun er IKKE glad. Dels så ofrede Agamemnon deres datter for at få god vind på skibet til Troja ti år tidligere – og dels så tager man bare ikke en anden kvinde med i ægtesengen, så Klytaimnestra ender med at dræbe både Agamemnon og Kassandra.

Ægtesengen var i det hele taget kvindens domæne – altså den gifte kvinde. For nok kunne mændene voldtage og gå i seng med andre, men ikke i ægtesengen. Dér gik grænsen på samme måde som, at det er et problem, at en græsk soldat voldtager en kvinde på alteret i Pallas Athenes tempel i Troja. En ting er at voldtage. Det sker jo i krig, var den accepterende holdning. Men ikke på et alter til en gud eller en gudindes ære. Dét er bespotteligt, og det kan guderne straffe.

For guderne har det med at blande sig, men nogle gange blander de sig også udenom. Som de gør i ”Trojas Kvinder”, hvor der er så mange døde og så meget liv, som er blevet knust. Men guderne er ligeglade. De kommer ikke ind, redder nogen eller giver en morale – de er bare fraværende.

Vi mennesker er overladte til os selv. Og det er på mange måder nærmest nutidigt. Man kommer til at tænke på Jean-Paul Sartres ord om, at ”mennesket er dømt til frihed”. En frihed som vi måske ikke kan håndtere – og så begynder vi som en anden stor eksistentialist Samuel Beckett skrev det ”at vente på Godot”. Grækerne ventede ikke. De gjorde kort, hård og brutal proces med deres fjender – som mennesket altid har gjort det til alle krige. For krigen har ingen regler. Det er naivt at tro noget sådant.

”Trojas kvinder” er i virkeligheden tredje del af en trilogi, hvor der desværre ikke er noget bevaret fra den første, som handlede om Prins Paris og optakten til krigen – og kun stumper findes fra den anden om selve krigen, Odysseus og Palamedes, som Odysseus får stenet via en falsk anklage (et af verdens mest kendte justitsmord). Når det er sagt, skal man med Marcel Lysgaard Lechs ord huske, at en mand som Odysseus i tragedierne typisk er et svin, mens han er en helt i de episke digte – og at han som regel har ret i sine vurderinger af en situation. Sympatisk er han bare sjældent.

”Trojas kvinder” blev uropført i 415 f. Kr i teatret i Athen til den klassiske forårsfest til guden Dionysos ære, hvor der altid var en konkurrence om det bedste teaterstykke. ”Trojas kvinder” blev no. 2., men blev spillet mange gange i de næste mange hundrede år over hele Grækenland – af og til med tilføjelser af andre.

Så længe der er krig på jord, er tragedien også aktuel. For så længe der er krig, er der kvinder (og mænd), der mister alt. Og som vi har set det også i moderne tid fx i Syrien, så bliver kvinder stadig voldtaget, bortført og solgt som sexslaver, som det skete i stor stil under Islamisk Stats terror-regime. Men inden nogen skriger typisk, muslimer – så skal det nævnes, at ifølge FN bruges seksuel vold som et målrettet våben i moderne krigsførelse over hele kloden. Vi så fx sex som våben i Eksjugoslavien, og styret i det langt overvejende buddhistiske Myanmar udøver det lige nu mod det muslimske Rohingya-folk.

Så faktisk burde ”Trojas kvinder” opføres i vores tid, som mere end nogensinde har fokus på kvinder og kvinders rettigheder – og på mænds. For mænd og kvinder er ikke så forskellige – og kvinder har fx altid deltaget i krige, både som soldater, kokke, læger, sygeplejersker, prostituerede – og hjemme været i gang med at producere våben. Men kvinders indsats og bidrag i de forskellige krige er ikke – præcis som kvinders indsats indenfor så mange områder – hverken ordentligt belyst eller kommunikeret godt nok ud.

Men kvinder har altid været andet og mere end mødre, hustruer, døtre og ofre. Kvinder har også altid – som en anden Kassandra handlet – eller villet handle. Den græske digter Aristofanes beskriver også i komedien ”Lysistrate” fra 411 f. Kr (den er altså kun få år yngre end ”Trojas Kvinder”), hvordan kvinderne sexstrejker for at få mændene i både Athen og Sparta til at stoppe den peloponnesiske krig.

Det er så den klassiske historie om kvinden som fredskaberen, som vi også skal væk fra. For ellers ryger vi lige i køns-fælden, og tillægger kvinden de klassiske feminine dyder. Men kvinder skal kunne være højtråbende, voldelige, skabe ufred og uro – og stadig blive betragtet som fuldt ud kvindelige – lige som at mænd skal kunne være bløde, følsomme og diplomatiske uden at være ”kvindagtige”.

Det handler om holdning – og om magt (for seksualitet har også en magt, og magten har en seksualitet). Samt om give lige adgang til uddannelse og det politiske liv, men også til medier og finanser. Der mangler endnu meget. Så er vi slet-slet ikke i mål med nogen ligeret – og indtil det sker: Så gik de trojanske kvinder forgæves ned til grækernes skibe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Advent og julepynt: Minnie Mouse i jule-outfit

Den kommende jul bliver en af de mærkeligste nogensinde. Måske dén mærkeligste. Den første – og forhåbentlig også den sidste – Corona-jul. En jul hvor vi fokuserer endnu mere end normalt ved juletid på det hjemlige og på håbet.

Undertegnede har derfor bestemt sig til at blive personlig og i de fire adventssøndage vise fire stykker julepynt, som har hver sin historie og betydning for mig.

Vi fortsætter med en julepynt, som har været på juletræet hos undertegnede i snart 15 år: Minnie Mouse i jule-outfit.

I virkeligheden er det min datters julepynt, så den fine Minnie Mouse hænger kun på juletræet, så længe datteren bor hjemme.

For det er nemlig min datter, som fik jule-Minnie-figuren en hedevarm sommerdag i Disneyland i Californien for snart 15 år siden. Ikke af os eller fordi hun selv havde ønsket figuren. Men fordi en vildtfremmed amerikansk dame, der ligesom os var kunde i souvenir-shoppen, synes, at den lille, danske pige i den lyseblå Alice-i-Eventyrland-kjole og de røde sandaler var så sød og så fin, at hun skulle have Minnie Mouse.

Vi blev alle sammen vældig overraskede – og vældig glade, og sagde selvfølgelig stort tak. Datteren, som var fem år gammel, på dansk. Men datterens smil var så bredt og hendes øjne så strålende, at den amerikanske dame sagtens kunne forstå det.

Og siden har Minnie Mouse hængt på juletræet og mindet os om glæden ved at give – og at man aldrig ved, hvornår man får en stor gave.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Lille sommerfugl”

Søren Kragh-Jacobsens ”Lille sommerfugl” er en film, der vil to ting.

Men først og mest er den et familiedrama, der folder sig ud i en guldbryllups-ramme. Parret Ernst og Louise har været gift i fem årtier, og haft den store, fine slægtsgård på Fyn lige så længe, og det er gået dem godt, tror man.

Men nej, vi erfarer hurtigt, at Ernst er et par dage før den store dag er erklæret konkurs. Det har han så bare ikke fortalt Louise endnu, så den stakkels og noget vrantne guldbrudgom martres allerede fra morgenstunden, hvor der selvfølgelig er både æresport, hornmusik og en lille én til halsen.

Der er heller ikke noget som familiefester eller højtidsfejringer, når man skal vise en families indre dynamik med konflikterne mellem generationerne, i ægteskaberne og alle de andre steder, hvor mennesker kan fare vild i livet – trods alle gode intentioner.

Sådan en har-vi-det-ikke-dejligt-fest med levende orgel-musik, sang og en påtaget munterhed er også instant genkendelse. For vi har alle været til sådanne fester sammen med mennesker, som normalt ikke har noget med hinanden at gøre – af gode grunde.

Men nu til festen skal de være sammen, om så kun for en aften, og det bliver sådan en god aften, er der enighed om, når folk ankommer, og tjekker hinandens biler, tøj og gaver ud samtidig med goddag-hilsnerne og de små spidse bemærkninger.

Så er banen kridtet op, og man er kommet i stødet til at gå ind til bålet, undskyld festen i forsamlingshuset. Men det kommer hurtigt til at minde om ild. For den slags fester med hele familien og andre fra netværket – her landsbyen – er de rene brandfælder. Der er altid gamle konflikter, nye opgør, uforløste følelser og andet brændbart, som det kun kræver en lille gnist at tænde, så det udmunder i skænderier, skub og slåskampe.

Og som altid til de famøse forsamlingshus-fester sker det virkeligt interessante, når man er ude for at ryge og på andre måder ikke sidder inde ved bordet, hvor der snakkes om ingenting, grines af lige så lidt, holdes taler, råbes hurra, synges lejlighedssange – og først og fremmest spises og især drikkes.

Drikkes indtil selvbeherskelsen ryger sig en tur, så der både kan langes øretæver ud, grædes, skændes, kastes op og alt det andet, der sker, når mennesker insisterer på at ”men i aften skal vi hygge os og more os, for i aften er det guldbryllup/sølvbryllup/bryllup/konfirmation/rund fødselsdag/jul/bliv selv ved”.

Alle de dage – livets store dage – hvor forventningerne er i top, men hvor troldene altid springer op af æskerne, og sandhederne og skuffelserne kommer frem i lige så højt tempo som promillerne stiger.

Midt i det hele står så Ernst og Louise, som har en stor indbyrdes ømhed – og irritation på hinanden, men samtidig også en stålsat beslutning om at holde ud og holde af.

De portrætteres mesterligt af Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster – godt sekunderet af Finn Nielsen, som er meget overbevisende som den trofaste ungdomsven Henning, der nærer en platonisk og permanent ulykkelig kærlighed til den i starten meget glade guldbrud.

I andre roller ses Mia Lyhne, Sarah Grünewald, Peder Thomas Pedersen – og Sofus Rønnov og Sofie Juul Blinkenberg som de to unge, barnebarnet og hans kæreste, næste generation måske af Ernst og Louise.

Det er en glimrende film, der dog mangler noget – og samtidig har for meget af noget andet.

For hvor vigtig debatten end er om, hvem der er danske, og at vi skal følge med tiden – og jo, man fanger godt den med, at de danske er dem, der bebor de danske øer, som Ebbe Kløvedal skrev det – så giver indslagene om flygtningene ikke mening. Medmindre selvfølgelig der tænkes på et metaplan omkring, at Ernst sælger grise til Kina, og nu kommer der afrikanere til egnen, og på den måde hører vi alle sammen her på kloden.

Dét kunne give mening, men måtte i så fald godt være fortalt lidt tydeligere. Det samme med Ernsts udvikling, især til sidst. For hvad er det – udover et heldigt tilfælde og en lille forsømt pige med en stor kærlighed til grise og sommerfugle – som gør, at han ændrer indstilling til livet og verden? Dét måtte godt have stået skarpere.

Men alligevel er det en solid og god film. Især fordi den er 1:1 med virkeligheden, som den leves i Danmark også i 2020 – også i Københavns kreative klasse, hvor man ellers gerne vil tro, at man er hævet over den slags ballade, som filmen viser. Men det er man ikke.

Man spiser bare noget andet end suppe, steg og is. Men konflikterne er de samme, og sammenhængen mellem fest, alkohol og trolden ud af æsken holder lige så godt på Østerbros hundedyre kartoffelrækker som ude på svineproducentens noget billigere marker.

Danmarksbloggen giver ”Lille sommerfugl” fem ud af seks sommerfugle, fordi filmen er så realistisk i sin skildring af menneskelivet og tilværelsen i Danmark, som den har været det gennem generationer – og formentlig vil fortsætte med at være det.

En tilværelse i medgang og modgang, hvor de menneskelige sommerfugle let får brændt vingerne eller bliver mast. Eller hvad? For er guldbruden Louise i virkeligheden en sommerfugl med lette vinger, der har sunget sig gennem livet, men som alligevel samtidig har en rygrad af stål, når det gælder? Er det i virkeligheden denne verdens sommerfugle, som bærer det hele på deres lette vinger? Dét skulle ikke undre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk