Eventyret om verdensherredømmet

Det er klassisk trylleri at aflede opmærksomheden ved at lave noget larm et sted, mens der sker noget helt andet langt derfra. Det sker også i dag – i kampen om verdensherredømmet.

Lad mig forklare det med Danmarksbloggens eventyr om verdensherredømmet:

Der var engang en russisk præsident, som drømte om at genrejse det gamle stor-russiske rige. Alle andre vidste, at ideen var dødsdømt.

Men Kinas præsident tænkte: Dét kan jeg bruge til noget.

Så Kinas præsident skyndte sig at invitere Ruslands præsident til Vinter-OL i Kina. Og mens de sad dér i den kunstige sne, lovede Kinas præsident at forsyne Rusland med penge og våben – gerne under bordet – og mod masser af billig russisk gas og olie.

Hej-ho, så kan jeg gå i gang, tænkte den russiske præsident – og så snart den olympiske ild var slukket, rullede hans kampvogne ind over grænsen til Ukraine.

Ukraine havde så også en præsident, som viste sig at kunne meget mere, end hvad nogen troede. Det samme kunne alle andre i Ukraine. Så det blev ingen nem overtagelse af Ukraine.

Tværtimod holdt – og holder – Ukraine stand. Også fordi andre præsidenter og statsledere – og især USA´s præsident – hjalp Ukraine med våben, penge og restriktioner mod Rusland.

Det var så også lige det, som Kinas præsident havde håbet på.

For Kinas præsident har nemlig selv et stort ønske – eller rettere to: At Kina bliver verdens stormagt no. 1 – og at Taiwan bliver en del af Kina.

Og skal det blive en realitet, skal USA svækkes (også fordi USA har lovet at hjælpe Taiwan). Så alt, der svækker USA uden at det koster Kina for meget, støtter Kinas præsident. Således også en lille proxy-krig, hvad enten den foregår lokalt i Ukraine, eller den udkæmpes mellem Rusland og NATO.

Kina er ligeglade – eller rettere set med kinesiske øjne: Jo mere ballade hos andre, jo bedre for Kina – og det inkluderer også Taiwan, som set med kinesiske øjne er lige så kinesiske som Belarus og Ukraine er russiske set med russiske øjne.

Alt det tænker kun få på i Europa her på 1-års-dagen for Ruslands invasion af Ukraine.

Vi er optaget af Slava Ukraini, de menneskelige skæbner, inflationen, angsten for atomkrig og flere andre nære ting. Men vi kunne – måske – blive klogere af en tur i den globale helikopter.

For sidder man i den, så kan man tydeligt se den kinesiske tryllekunst. Se at vi kigger 100% mod Ukraine, hvor vi også skulle kigge mod Kina – og mod Afrika, hvor Kina overtager det ene råstof efter det andet.

Skal vi i Vesten så ikke hjælpe Ukraine, kan man spørge.

Svaret er: Selvfølgelig skal vi det. Vi i Europa skal i det hele taget lære at klare vores sager selv. Vi kan regne med Biden, ja. Men hvem bliver USA´s præsident næste gang? Det vides ikke. Så ja, vi skal selv til at betale – både i kroner og i menneskeliv – for de værdier, som vi tror på. Men vi skal også andet – fx sikre os nogle råstoffer og udvikle den grønne energi endnu hurtigere.

Ukraines præsident har så læst Kinas bluff, og advarer i et interview: Giver Kina Rusland våben, så bliver det verdenskrig. Han ved godt, at Kina allerede nu hjælper Rusland, men bliver det for meget og for åbenlyst, så kan Ukraines præsident sige, at han HAR kaldt den.

For det her er det fæle eventyr om kampen om verdensherredømmet.

Ps. I Danmark taler vi så om St. Bededag – og at Irma lukker!!! Dét kan man jo tænke over i en verden, hvor folk dræbes af missiler, flygter, tvangsforflyttes og tortureres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Stalins død”

Indimellem kan noget være så tæt på – og samtidig så langt fra, at man tænker: Hvad sker der?

Sådan havde jeg det på Nørrebro Teater, da jeg så ”Stalins Død”, der er ment som en komedie, men som i lyset af verdenssituationen mere er en tidsrejse. Både en historisk tilbage til Stalins død i 1953 (det, som sker på scenen) og en fremtidig til den dag, hvor nutidens russiske tyran Putin ikke er mere (det, som man i stille stunder godt kan fundere over, hvornår sker).

For det er en gammel sandhed, at når despoter dør, så skabes et vakuum, hvor ingen vil tage ansvaret, men alle gerne vil have magten. Og det er en anden gammel sandhed, at sejrherren er den, der ingen midler skyr for at få magten.  

For magten er noget, som man tager i et ultra-beskidt spil på liv og død, der kræver mere end alenlange dødslister, brutale henrettelsesmetoder og skjulesteder i væggen, hvis kampen skal fylde på en teaterscene i mere end to timer.

Og det gør ”Stalins død” desværre ikke. Der mangler – manuskriptmæssigt – psykologisk bredde og dybde i portrætterne af de kæmpende, men også referencer til en nutid, som er lige så skånselsløs som Stalins tid. Enkelte hip til vor tid kommer, som fx truslen om at man jo altid kan falde ud ad vinduerne. Men i en krigstid som nutiden behøver vi mere at spejle os i.

Apropos billeder: Vidste De, at netop Stalin er Putins forbillede? Stalin, som skabte den version af sikkerhedsstyrkerne (KGB), som Putin er et produkt af. Stalin, som formulerede den imperialistiske russiske fortælling på samme måde, som også Putin køber ind på. Så ja, Stalin er – også i 2023 – relevant. Men det er Stalins liv og ugerninger, som giver mening, når vi skal forstå Putin og nutiden. Ikke Stalins død – hvor absurd den end var.

Forestillingen ”Stalins død ”er også ramt af uheldig timing. Forestillingen var nemlig oprindeligt sat til en premiere i vinteren 2021 – altså året inden Putins invasion af Ukraine.

Og jeg er sikker på, at vi havde set forestillingen på en anden måde dér. Dengang havde vi – lidt upassende måske, men i behørig afstand af 1953 – grinet af det, som vi troede, var fortid. Nemlig dengang der også på vores breddegrader var tyranner, som overfaldt andre lande, og førte territoriale krige mellem staterne i Europa. ”Stalins død” havde på den måde været synonym med den sidste europæiske tyrans død.

Men vi tog fejl. For det var ikke slut. Slet ikke.

For et år siden, torsdag d. 24. februar 2022, rullede Putins kampvogne ind i Ukraine – og vi forstod, at bjørnen derovre er vågnet igen – og at den både vil og kan true os i Vesten. Spørg bare polakkerne, balterne, finnerne – og især ukrainerne. De kender alle biddet fra den russiske bjørn.

Det ville i øvrigt klæde forestillingen, hvis den turde sige ukrainske bjørneunger – og ikke blot lettiske, litauiske med flere. Det ville også give mere mening. For Ukraine er i Ruslands selvforståelse en naturlig del af ikke blot Ruslands interesseområde, men nærmest en del af Rusland selv. Ligesom Belarus er det – altså iflg. russerne. Ikke iflg. os andre, som nu kæmper mere eller mindre direkte mod Putins Rusland.

For vi lever igen i en krigstid – og dér behøver vi noget, som vi kan relatere til. Og det er (medmindre man er skarp på Den Kolde Krig, og kan oversætte dens virkelighed til putinsk) ikke kammerat-sprog, Den Røde Hær og en centralkomité, der er imod de ortodokse præster. Den slags minder mere om gamle James Bond-film og John le Carré-romaner.

Nutiden er derimod russiske hackere, trolde på internettet, kampvogne med Z malet på, Wagnergruppen, oligarker der falder ud ad vinduer, eller må opgive deres yachter samt en russisk patriark, der i fuldt ornat sidder meget tæt på Putin ved enhver lejlighed. Det er historier om russiske soldater, der torturerer og dræber, om ukrainske børn, der bortføres til Rusland, millioner af flygtninge og meget mere.

Vi ser og hører om rædslerne dagligt. Og selvom det i grunden ikke er fair at holde krigsvirkeligheden 2023 op foran et teaterstykke om 1953, så er krigsvirkeligheden som et tidevand, der ikke kan holdes ude. Ikke når det hele er så grumt, og når både teaterstykket og virkeligheden handler om Rusland, magt og to despoter, der på tværs af tiden er brødre i ånden og i deres ugerninger.

Så skvulper det uvilkårligt. Sådan må det være, når fortidens despot Stalin har været død i 70 år, mens nutidens despot Putin kan trykke på atomknappen hvert øjeblik, det skal være. Stalin kalder med andre ord i bedste fald på historisk interesse, mens Putin rimer på hele Vestens aktuelle angst og risiko for 3. Verdenskrig.

Forestillingen bliver derfor på en måde til et hvad-så-spørgsmål. For nok kommer der et magtspil efter Putin – hvis vi undgår atomkrigen. Men det magtspil vil foregå bag lukkede døre i Kreml – og i Beijing. Så ingen almindelige mennesker får indflydelse på udfaldet. Vi kan blot vente og se, hvem der er last-man-standing. For det vil være en mand i det patriarkalske Rusland.

Heldigvis er det ikke sådan på scenen. Her spiller både mænd og kvinder mændene, der slås om magten efter Stalin. Det er godt lavet – og som de kan, både d´damer og d´herrer.

I centrum er Vicki Berlin, som uden slinger i valsen gestalter den kommende leder Khrusjtjov, både når hun banker med den berømte sko – og når hun er ”lidt bekymret”.   

To andre, som også har et ekstra gear, er Andreas Jebro, der både fysisk og skuepilsmæssigt rager op – og Thomas W. Gabrielsson, der er som skabt til at spille noget med politik, magt og fordækt agentvirksomhed.

Thomas Mørk er en af komediens danske mestre – og det viser han flere gange i forestillingen, der retfærdigvis også kaster flere gode grin af sig.

Amalie Lindegård står også stærkt – som både Svetlana, Stalins datter, og koncertpianisten, der stik mod alle andre har mod. Rigtigt mod. Hun er også den eneste i stykket, der beskæftiger sig med kultur. Bare en tanke: Bliver man modig af kultur?

Ja, hele holdet – som også omfatter Isa Marie Henningsen, Solvej Sonne Horn, Mathias Flint og Anders Mossling – spiller, som var de truet med en portion novichok, hvis ikke de leverede på øverste hylde. Det gør de så også i disciplinen klassisk skuespil med en fortløbende handling, replikker på en snor, ind fra højre, ud til venstre – og ind igen.

Danmarksbloggen ender derfor på fire stjerner, også på grund af den lille pige, som modigt er på scenen ikke én, men hele to gange i forestillingen.

Hun er så rolig og fattet – og har helt styr på sin mimik og bevægelser – selvom alle de voksne farer rundt som fluer i en flaske, råber og reagerer. Det er strålende lavet aften efter aften. Så hun – eller rettede de (for de er to, som deles om rollen) skal have en stjerne helt for sig selv.

De to dygtige piger hedder Olivia Emilie Skovbo Ahlbom og Isabella Joan Petersen Leece – og hurra for dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hejre(manden) på Frederiksberg

Det er frygtelige tider her på Frederiksberg. Danmarks farligste fugle hærger byen. Den glubske, muligvis menneskedræbende fiskehejre. De yngler i en koloni i Frederiksberg Have, disse flyvende monstre med deres lange, dødbringende næb, som med et eneste hug kan spidde et uskyldigt bymenneske i hjertet. Det er ikke til at spøge med.

Men det er værre. Der er nemlig en lokal mand – man kunne måske se ham som en slags landsbytosse, en original, men det gør man ikke. For er der noget, Frederiksberg ikke er, så er det en landsby. Vi er Nordeuropas tættest befolkede by. Ikke en landsby. Men denne mand har nu i snart 25 år fodret og til dels tæmmet disse livsfarlige uhyrer. De følger ham, kommer, når han fløjter, og forstår tilsyneladende simple beskeder fra ham.

Han har været et kuriøst indslag i parken, måske endda en turistattraktion i sig selv. Et udtryk for noget unikt og specielt i os mennesker.

Mere almindelige mennesker nøjedes med at fodre parkens ænder, duer, svaner og gæs med gammelt brød, mens de så fascineret til, når hejrerne sværmede om Hejremanden, uden at forstå den overhængende livsfare de befandt sig i.

Sådan ville harmonien sikkert være fortsat til Hejremanden ikke var mere, hvis ikke han pludselig var blevet et problem for nogle af de skønne og oplyste mennesker inde på Rådhuset.

Eller det var sådan set i første omgang ikke Hejremanden, der udgjorde et problem. Det var de pæne og almindelige andefodrende mennesker, der var problemet, og skulle stoppes. For nu efter i flere hundrede år at have hygget sig med at fodre ænder og småfugle, havde det nemlig vist sig, at denne ellers uskyldige gerning slet ikke var så uskyldig alligevel.

At fodre ændre var nemlig nu ikke bare skyld i, at ænderne overlevede de hårde vintermåneder. Denne egoistiske og selvgode hobby skadede nemlig både den vilde natur i den ellers velplejede park, plumrede vandet i søerne og tiltrak rotter! Og gammelt brød var i øvrigt slet ikke naturlig føde for parkænder.

De altid effektive og naturelskende mennesker inde på Rådhuset måtte gribe ind. Naturen i parken, hvor intet græsstrå, intet træ, ingen løgblomst i plænen er overladt til tilfældighedernes spil, men er nøje passet og plejet vild natur, er selvfølgelig noget, man tog meget alvorligt inde på Rådhuset. Ingen politiker vil i dag løbe den risiko at skade sit grønne image. Naturen er hellig, i hvert fald hvor der ikke er økonomiske interesser på spil.

Det var en oplagt sag, der skreg på, at nogen greb hårdhændet ind. Det ligger i tiden, at der skal slås hårdt ned på både uorden og fritidssysler. Så man forbød fodring af parkens fugle. Basta. Så kunne de lære det. Politikerne havde vist, at de skam godt kan gribe ind og vise handlekraft i sager vedr. klima og natur.

Ingen havde tænkt på Hejremanden. Men forbuddet ramte selvfølgelig også ham. Det vakte lidt lokal uro, men lov er lov, og originaler med kundevogne skal ikke komme her og bilde sig noget ind.

NU blev det så alvorligt. For fugle, selv Danmarks farligste fugl, den potentielt livsfarlige fiskehejre, har vinger og kan flyve. Og når Hejremanden ikke længere måtte fodre i parken, så gjorde han det andre steder. Fx på en af byens vigtigste pladser, den i øvrigt trafikalt kaotiske og på mange måder farlige plads ved Frederiksberg Centeret. Hejrerne kunne sagtens finde ham.

Snart var der hejrer i stort antal omkring pladsen. Nu kunne man tro, at det måske ville passe meget godt til Frederiksbergs selvforståelse. Vi er jo noget særligt, og alle byer har duer på større pladser, men vi har hejrer.

Både dem med pels og Jaguar og dem med fjer og næb.

Men store fugle betyder også større fugleklatter. Det ser ikke pænt ud. Det er sådan set hverken hejrernes eller hejremandens skyld. De ville jo så gerne være blevet i parken. Det er politikernes, hvis altså noget nogensinde har været politikernes fejl. Det er vist ikke set endnu.

Man kunne have givet Hejremanden en dispensation til at fodre i parken, de år han nu har tilbage, hvor han vil være i stand til det. Helt ung er han ikke, og det er jo ikke sådan, at han har dannet mode, og der står ti andre klar til at overtage efter ham. Han er en ener.

Men det ville jo sådan set betyde, at politikerne havde begået en fejl, eller i hvert fald noget, der skulle rettes op på, og den slags bruger man så ikke på Rådhuset.

Og let er det heller ikke, for Hejremanden er en værdsat person i bybilledet, så man kan ikke rydde pladsen for Hejremand og hejre med kampklædte betjente i Hollænderbiler, hvor fristende det end må forekomme i en sådan situation. Politiet har skam været på banen og bedt Hejremanden trække ind i den lille have bag domhuset og biblioteket, men det er lige ud til pladsen, så hvad nytter det?

Man må derfor vende befolkningen mod denne provokerende normbryder, denne folkelige antihelt, denne naturskadende fugletæmmer, ja fortsæt selv. Og er der noget politikere kan, eller deres højtbetalte og velklædte spindoktorer kan, så er det at føre krig i pressen.

Således er fiskehejren nu udråbt til Danmarks farligste fugl, ikke bare i lokalavisen, der ryddede forsiden, men i de landsdækkende medier også, for det er skam alvor. Hejremanden sætter andres liv på spil. Ingen kan vide sig sikker længere, og det er nærmest med livet som indsats, at pæne børnefamilier med topskat og Tesla vover sig forbi Frederiksberg Centeret for at shoppe i inflationens modvind.

Nok har de fået ulven tilbage i Jylland og piver over den, men det er intet mod fiskehejren her på Frederiksberg.

Fremtiden for Hejremanden ser dyster ud. Dem på Rådhuset skal man ikke rage uklar med, og med det billede de nu tegner af de livsfarlige hejrer, må man forvente, at disse handlekraftige mennesker gør mere ved sagen end blot at jage Hejremanden bort. Disse monstre må udryddes.

Man kan jo ikke have så farlige dyr i en by fuld af børn og topskattebetalere.

Skrevet af forfatter og forlagsmand Steen Langstrup

Læs mere her: www.steenlangstrup.wordpress.com

HISTORIE: Det ku´ vi uden at stryge en helligdag

Vi kan ikke klare udfordringerne uden at stryge en helligdag, er meldingen fra regeringen, når den argumenterer for at stryge St. Bededag. Det er et udsagn, som står i strid modvind med historien. Se her:

Sidste gang vi ændrede Helligdagskalenderen var i 1770. Siden er der sket adskilligt i Det Danske Rige uden at vi har haft behov for at stryge en helligdag:

Vi gik STATSBANKEROT i 1813

Vi MISTEDE NORGE i 1814

Vi fik GRUNDLOVEN i 1849

Vi TABTE KRIGEN – OG SØNDERJYLLAND i 1864

Vi var såkaldt neutrale – men voldsomt udfordrede under 1. VERDENSKRIG, som varede fra 1914-18

Vi havde GENFORENINGEN i 1920

Vi havde DEN STORE DEPRESSION i 1930´erne

Vi var besat under 2. VERDENSKRIG 1940-45 – og det kostede knaster at genopbygge Danmark

Vi opbyggede VELFÆRDSSAMFUNDET i 1950´erne og 60´erne

Vi oplevede OILIEKRISEN i 1970´erne

Vi var en del af DEN KOLDE KRIG fra 1950´erne og indtil Murens fald i 1989

Vi oplevede 11. SEPTEMBER – og terrorbølgen – og var med i både Irak og Afghanistan

Alt sammen uden så meget som at tænke på at inddrage en helligdag.

Så HVORFOR er der behov for at stryge en helligdag her i 2023 – når man samtidig mener, at der er råd til skattelettelser? Dét giver nul mening.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kinesisk nytår – nu med Corona

Vi i Danmark er optaget af debatten om St. Bededag. Det giver mening al den stund, at det er 253 år siden, at der sidst blev ændret i den danske helligdagskalender.

Læg dertil at det er en debat med store principielle perspektiver:

Respekterer SVM-regeringen den danske model?

Hvor magtfuldkommen kan en flertalsregering være?

Hvornår er det rimeligt at have en folkeafstemning?

Men andre steder i verden er der også helligdage – og på søndag er det nytår i Kina, og landet går ind i Kaninens år.

Det er – i følge kinesisk astrologi – sådan et år med venlighed, skønhed og harmoni.

En forsigtig analyse baseret på forholdet mellem Kina og Taiwan siger, at det lyder ret usandsynligt.

Læg dertil at man har sluppet Coronaén løs i Kina, tredoblet produktionen af smertestillende, og at ingen kinesiske myndigheder vil sige, hvor mange Corona-syge og Corona-døde, der er i Kina.

Læg yderligere til at Corona er en zoonose – dvs. virussen springer mellem mennesker og dyr, og udvikler på den måde nye varianter. Og i Kina lever mennesker og dyr tæt på hinanden.

Det var også sådan, at det hele startede for tre år siden – i Wuhan, Kina.

Nu kan vi så få en version 2.0. af Corona fra Kina … så må man håbe, at den er lige så fredelig som en af de talrige Omikron-varianter, som vi har bøvlet med det sidste år.

Godt nytår – i Kaninens tegn.

Med krigen i Ukraine, klimakatastrofen og andet skidt fra nutidens palet får vi med garanti mere at slås med end en sløjfet fridag, selvom det også er et seriøst skridt på en glidebane væk fra demokratiet i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Store St. Bededagsslag kommer nu

St. Bededag har flere gange i historien været årsag til en kamp, og nu skal der kæmpes igen. Denne gang om selve helligdagens eksistens.

SVM-regeringen vil nemlig fjerne helligdagen – og det asap. Lovforslaget om fjernelse af St. Bededag skal præsenteres og behandles så hurtigt som muligt, sagde udenrigsminister Lars Løkke i går.

HVIS det lykkes at fjerne St. Bededag, er det første gang i mere end 250 år, at der laves om i den danske helligdagskalender.

Sidst var i 1770, hvor Christian d. 7.´s livlæge og statsminister Struense i forbindelse med Den Store Helligdagsreform af 20. oktober 1770 slettede 11 ud af 22 helligdage, fordi den tyskfødte embedsmand mente, at tiden kunne bruges mere fornuftigt til arbejde.

Dét vakte ikke begejstring.

Struense overvejede også at slette St. Bededag, men valgte at lade være. Han var nemlig bekymret for, om københavnerne ville gøre opgør, hvis man tog de varme hveder og gåturen på Voldene fra dem.

I dag er det så primært fagforeningerne, som kommer til at gøre opgør, selvom også andre grupper som fx Folkekirken og dele af det borgerlige Danmark har protesteret over at fjerne St. Bededag.

For det her handler om langt mere end en herlig fridag – eller det at Danmark er et kristent land. Det handler om at respektere den danske model – og det gør SVM-regeringen ikke med dette udspil.

At en magtfuldkommen flertalsregering uden videre afskaffer en helligdag, er nemlig at bryde med selve grundprincippet om, at arbejdsmarkedets parter selv skal bestemme.

Så pt. er kursen sat mod storkonflikt. En storkonflikt, der kan kulminere i Det Store St. Bededagsslag – version 2.0.

For der var nemlig engang – fra 1800-tallet og indtil cirka omkring 1930, hvor drengene på Christianshavn og drengene på Amager mødtes på Volden med kæppe og slangebøsser St. Bededagsaften.

Formål: Det Store St. Bededagsslag, som var årets mest intense slåskamp. Det gav en del skrammer, blå mærker og blodtude – nogle af dem erhvervet i kamp, andre på flugt fra det politi, som hvert år blev sendt ud for at stoppe årets største slåskamp.

Det var dog for ingenting at regne for, hvad der overgik Struense (ham der afskaffede 11 ud af 22 helligdage) og hans nære medarbejder Brandt i 1772. De endte på hjul og stejle. Dét har gjort rigtig nas.

I den formentlig kommende storkonflikt vil vi forhåbentlig ikke opleve fysisk vold. Men der er mange måder at være voldelig på. Også fra magtens side – og det ser vi her.

Den nuværende regerings magtfuldkommenhed er en af disse. Treenigheden Frederiksen, Ellemann og Løkke varsler i hvert fald om en vilje til at vælge sine egne kæpheste fremfor at respektere eksisterende ordninger, befolkningens ønsker og andet vigtigt.

Deres enegang er skræmmende. Den er et direkte overgreb på demokratiet – og dermed meget farligere end en blodtud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Så har statsminister Mette Frederiksen holdt sin nytårstale. Den første som statsminister for den nye SVM-regering. Det kunne man tydeligt høre i nytårstalen, som stort set var et resumé af regeringsgrundlaget, som det blev fremlagt kort inden jul.

Noget med pandemi, krig, krise, inflation og samarbejde over midten. Vi har hørt det før – flere gange. Så det var nærliggende at stoppe med at lytte, da hun kom med meldingen om, at regeringens mål var at gøre det danske samfund stærkere, grønnere og mere trygt. Det lød som varmt luft.

Danmarksbloggen blev dog ved med at lytte – og så kom første overraskelse. Nemlig at Mette Frederiksen citerede følgende ord fra B.S. Ingemanns salme ”Dejlig er jorden”: Fred over jorden! Menneske, fryd dig, os er en evig frelser fød!

Erklæret kristendom fra en socialdemokratisk statsminister? Måske. Statsministeren fortalte i hvert fald, hvordan hun havde siddet på kirkebænken i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, og sunget den smukke salme til gudstjeneste.

Senere refererede Mette Frederiksen dog til begivenheden som en koncert med Anne Linnet – dog stadig i Vor Frelsers Kirke 4. søndag i advent.

Under alle omstændigheder så har det åbenbart givet Mette Frederiksen noget at være i kirke. Det kan derfor synes … skal vi sige pudsigt, at hun så er klar til at skære en helligdag væk. Kirkens ro og åndelighed nåede hende ellers åbenbart dén dag på Christianshavn.

Men altså: Tid til refleksion er ikke vigtigt. Argumentet går på, at vi alle skal yde noget mere. Supergod idé i sig selv – altså det med at yde mere.

Men hvis alle skal yde noget mere: Hvorfor giver man så især den øvre middelklasse massive skattelettelser? Dét giver nul mening. Drop de skattelettelser og behold St. Bededag. Skal vi yde mere, er der også mere brug for tid til at lade op.

Anden overraskelse kom så med meldingen om, at SVM-regeringens vigtigste opgave er at sørge for dem i Danmark, som har det sværest. At tro at SVM-regeringen kan det, svarer nogenlunde til at lade ræven vogte gæs.

Lige inde havde Mette Frederiksen så også talt om at være naive. Tror hun – og de andre i regeringen – virkelig, at danskerne er så naive, at vi ikke kan se, hvad der sker?

Man kunne godt tro det, når hun disker op med en melding som ”mere fokus på indhold end på længde”, når vi taler universitetsuddannelserne. En melding, som i bedste fald er vås. I værste fald er direkte skadeligt for Danmarks vidensniveau – og evnen til at tjene penge i fremtiden.

Så det må slås fast, at statsministerens nytårstale var – som SVM-regeringen er det – en klar ommer, som kun får én stjerne ud af seks mulige.

Gid byttegarantien på 30 dage ikke kun gjaldt julegaver, men også regeringer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blå + rød = Kulsort SVM-regering

Den nye SVM-regering vil afskaffe St. Bededag.

Sidste gang en helligdag blev afskaffet, kostede det en tur på hjul og stejle. Okay, Struense afskaffede også mere end én helligdag. Faktisk røg dér hele 11 ud af 22 helligdage dér i 1772, og så gik han også i seng med dronningen.

Men begrundelsen var den samme dengang som nu: Danskerne skal arbejde noget mere.

Sådan er det. Lev med det, hedder det på nutidsdansk.

Men nej. Det du´r ikke.

Danmarksbloggen spørger derfor også, om byttegarantien gælder, når et land får en ny regering i julegave, som vi ikke kan bruge til noget.

For hvad skal vi med en SVM-regering, som hellere vil give skattelettelser end bekæmpe den stigende ulighed. Som tillader at landbrug og industri fortsat må svine løs, mens naturen betaler prisen. Som er klar på at lade studerende, syge og gamle betale resten af regningen.

Normalt når rød og blå blandes, får man lilla. Men på den politiske farveskala bliver dét farve-mix så kulsort, at de andre højrefløjspartier ikke har et reelt alternativ til SVM-regeringens politik.

De grønne venstrefløjspartier har derimod alletiders chance for at markere sig op til det folketingsvalg, som formentlig ikke er langt væk.

For hvem tror på, at Frederiksen, Ellemann og Løkke kan samarbejde på den lange bane?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

ETIK: Boycot VM i Qatar

Det er sjældent, at Danmarksbloggen anbefaler et tv-program. Men ingen regler uden undtagelse.

TV2 sender nemlig i aften kl. 20 ”Abdel og det beskidte spil”, og det er et must-see for alle, der interesserer sig for menneskerettigheder og/eller fodbold.

For de to ting hænger uløseligt sammen, når en superrig ørkenstat kan købe sig til et VM i fodbold, som Qatar har gjort det med det VM, der starter på søndag – og hvor Danmark deltager.

Vi burde være blevet hjemme. Qatar er et land, hvor de nybyggede fodboldstations afkøles med udendørs aircondition(!). Men hvor de migrantarbejdere, der har bygget dem, og stadig bygger højhuse med mere, lever som slaver. De bor typisk 10-12 stykker sammen i meget små værelser uden adgang til ordentlige sanitære forhold, og de skal arbejde i 10 timer om dagen i 45 graders varme – uden pause og med alt for lidt væske.

Så det er ikke underligt, at antallet af døde migrantarbejdere skal tælles i tusinder. Læg dertil at hverken kvinder eller homoseksuelle har nogen rettigheder i den muslimske ørkenstat. Ja, homoseksuelle forfølges og kastes i fængsel – alene pga. deres seksualitet.

Landstræner Hjulmands opfordring til at se fodbold hjemme fra sofaen klinger derfor mere end hult. Det her handler nemlig ikke om at støtte fodboldlandsholdet. Det her handler om etik. Om at sige NEJ til at se VM i fodbold fra Qatar – også selvom det sker fra sofaen.

For ja, kampene bliver spillet alligevel. Men ved ikke at se dem, så viser vi vores holdning – og reklamekronerne bliver spildte. Så kan de lære det – både medier og fodboldorganisationer. De er nemlig kun til at tale med, når det handler om penge, og som altid skal der være efterspørgsel på en vare, hvis den skal produceres.

Så sig nej. Boycot VM i fodbold i Qatar. Så gør du noget for menneskeligheden.

Danmarksbloggen er så sikker på, at der nok skal være dem, som med glæde vil se fodbold alligevel. Det vil ofte være dem, som i forvejen harcelerer mod det, som de kalder politisk korrekthed – og som inkluderer kvindehad, fremmedhad, had mod alle der ikke er ciskønnede og heteroseksuelle – samt klima-fornægtelse.

Ciskønnede og heteroseksuelle mænd, medbringende en stor offerfortælling omkring hvordan deres privileger er taget fra dem, er overrepræsenteret i denne gruppe.

Men verden flytter sig – og vi er mange, som ikke længere gider, at ciskønnede og heteroseksuelle mænd skal løbe med det hele – som de netop stadig gør det i Qatar, men også i Danmark.

For fundamentalistiske mænd over hele kloden har nemlig mere til fælles, end man umiddelbart ser, hvis man laver et billede af en rig beduinklædt muslim fra Qatar ved siden af en dansk mand i camping-habit i sofaen med dåseøllen hentet i Fleggaard syd for grænsen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Halloween-valget

Slik eller ballade. Gys eller guf.

Ordene kommer direkte fra de udklædte børn, som i aften – Halloween-aften – banker på ens dør, og forventningsfulde rækker plastic-græskarret frem for at få noget sukkerstads.

Dét er sødt og kært – og ikke spor skræmmende.

Det er det til gengæld, når de voksne politikere iklæder sig falske smil og deler brochurer og bolsjer ud på gader og stræder, mens de beder om dit kryds, din stemme i morgen, når der igen er folketingsvalg i Danmark.

Dét er seriøst uhyggeligt.

For nok lokker de voksne også med en hel masse. Flere penge, flere muligheder. Men det er løfter, som det er svært at tro på, hvis man kan sin historie om den hastighed, hvormed politikere til alle tider og alle sider af folketinget har løbet fra deres valgløfter.

Den anden del – truslerne om ballade og gys – disker politikerne også op med, men i en avanceret form, hvor truslen er det, som de andre partier vil.

Børnene er med andre ord mere ærlige – eller rettere: Børn kan ikke for alvor tage noget af betydning fra os.

Men det kan politikerne – og de gør det også.

Pt. er både sundhedsvæsnet og folkepensionen truet på eksistensen. Dele af uddannelsessystemet og generelt vilkårene for ungdommen har det også svært.

Men størst er truslen mod klimaet.

Dén er så også enorm som de isbjerge, der snart er smeltet allesammen. For hvis ikke vi ændrer kursen totalt og meget snart, så er der ingen jordklode at være på for os mennesker – og en del andre arter.

Så er der kun ballade og gys – krig, sult og død – tilbage. Det evige mørke.

God valgdag i morgen …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk