Har vi brug for en storkonflikt?

Det er lidt med overenskomstforhandlingerne, som det er med isen på de københavnske søer …

Alle ved, at det ikke kan bære, som det ser ud nu, men alligevel er der nogen, der begiver sig ud på den tynde is – og tror på, at det kan lykkes med de ting, som der er på bordet nu.

Men der skal en helt anden forståelse til, hvis det danske samfund ikke skal ende i storkonflikt – og det skulle vi jo helst undgå, ikke?

Det mener i hvert fald de kommende studenter og konfirmander, for slet ikke at tale om dem, som skal til undersøgelse eller have lavet ikke-livstruende operationer, forældrene til skolebørnene og mange andre.

Danmarksbloggen er imidlertid ikke så sikker på, at vi ikke har brug for en storkonflikt.

For en storkonflikt – og en lockout – vil gøre det 100% synligt for alle i dette land, at de offentligt ansatte er ligeså nødvendige som de privatansatte.

At ja, det kan da godt være, at de private firmaer tjener pengene hjem til Danmark.

Men hvis ikke der var nogen til at tage sig af de gamle, passe børnene, gøre de syge raske, uddanne børn og unge og så videre, så var der ikke noget grundlag at tjene pengene på.

Så det hele hænger sammen … og skal isen i Danmark være rigtig tyk, sådan så alle er sikret penge til en værdig tilværelse, ja så skal vi også have andre ting ind i ligningen.

Det kunne fx være en pligt til at arbejdsgiverne tilbyder ledige job til danskere først – og til lønninger, der følger overenskomsten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kulden, de hjemløse og hykleriet

Det er koldt derude i disse dage … meget koldt, og alle vegne vrimler det med indsamlinger til og opslag om at huske de hjemløse og deres hunde, give dem husly og soveposer og varm mad – og det kan man som anstændigt menneske også kun støtte op om. Ingen tvivl om det.

MEN der er også en del ad-hoc og sensation over det, og det er ikke klædeligt. Det er hyklerisk.

For hvad sker der, når temperaturerne igen stiger om en uge eller to, og foråret for alvor kommer? Ja, så er de hjemløse igen overladt til de forhold, som de levede under, INDEN kulden ramte. Og det er forhold, som ingen burde leve under i et rigt land som vores.

Et land, der åbenbart har råd til skattelettelse på skattelettelse, men ikke på at give sine svageste medborgere en anstændig tilværelse.

Og dét er rystende og vidner om en hjertets kulde, der er langt værre end den fysiske kulde, der ellers pakker landet ned i en stor dybfryser i disse dage.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ghettoudspillet skaber udflytning af kriminaliteten

Regeringen er som bekendt tilhænger af udflytning, og nu er den åbenbart gået i gang med en udflytning af kriminaliteten også.

Det sker dog formentligt utilsigtet, men det vil med ret stor sikkerhed blive konsekvensen af den såkaldte ghettopolitik, der mere minder om en moderne version af apartheid.

For hvor vi ellers er vant til at være lige for loven i dette land – i hvert fald i nyere tid og siden Grundlovens indførelse, så vil man nu fra Venstres side indføre en lov, der gør, at straffen bliver længere og hårdere for visse typer af kriminalitet begået i ghettoområder med en i forvejen høj kriminalitet.

Det skal altså koste længere tid i fængsel, hvis man laver hærværk og tyveri – samt kommer med trusler i fx Vollsmose, Mjølnerparken og Gellerupparken end i fx Gentofte og Risskov. Ja, det som giver bøder i andre dele af landet, skal automatisk udløse en fængselsstraf i ghettoerne.

Det vil nemlig skabe tryghed, mente Venstres retspolitiske ordfører Preben Bang Henriksen i et interview på TV2 søndag aften.

Men nu er tryghed ikke et argument for, at det er i orden at behandle folk forskelligt. Danmarksbloggen tror så heller ikke på, at øvelsen virker. For hvis de kriminelle fra de belastede ghettoer er bare en anelse smarte, så sørger de fremover for at begå deres kriminalitet andre steder – altså i de områder, hvor straffen er lavere.

Og dermed har regeringen ikke kun blot flyttet problemet, men også skabt en hel masse nye problemer.

Det er med andre ord et forslag, der er decideret dumt – for slet ikke at tale om det udemokratiske i det, men det skal nok blive vedtaget. Socialdemokratiet synes nemlig umiddelbart også, at det lyder ret fornuftigt.

Herre jeremi …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sådan ødelægger regeringen demokratiet

Man bliver så træt, når:

  • Ministre som Støjberg og Lunde Larsen kan slippe af sted med alt muligt, som ellers let kunne opfattes som i strid med loven
  • Løkke ikke vil genopstille en kapacitet som Margrethe Vestager, der måske ellers kunne være blevet Danmarks første EU-kommisionsformand
  • Ministre som Løkke og Troels Lund Poulsen tilsyneladende gerne tager imod gaver som sommerhusophold og koncertbilletter fra folk, som de så senere gør en tjeneste

Og bemærk venligst, at der i de nævnte punkter IKKE er tale om partipolitik – eller om politiske holdninger.

Her er der udelukkende tale om måden at forvalte landets største og mest magtfulde embeder på. En måde som vidner om disse menneskers mangel på ikke kun format, men også mangel på anstændighed.

Og dét, mine damer og herrer, er en adfærd, det er mere ødelæggende for demokratiet end noget som helst andet. Så hvor det fører os hen – det kan vi kun gruble over!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Revisoren”

Er du klar til en revision af dit liv og dit embede? Måske især én der stiller spørgsmålstegn ved dine motiver og ambitioner? Det er de toneangivende borgere i den lille by, der senere beskrives som en bums på røven, i stykket ”Revisoren” på Nørrebro Teater ikke. Slet ikke.

Tværtimod så gribes de toneangivende fra borgmesteren over dommeren og hospitalsdirektøren og til postmesteren, skoleinspektøren og de to godsejere af rendyrket panik og ægte angst ved tanken om at få udstillet deres inkompetence, magtmisbrug og hang til korruption, da rygtet om en rigsrevisors snarlige ankomst når den meget lille by, der naturligvis som alle andre steder på denne jord er overbevist om egen vigtighed.

Panik og angst, som vises i den ene gakkede scene efter den anden med fuld mimik, gode replikker og et akavet kropssprog, der også udstiller disse notabiliteters på overfladen så gode venskab og sammenhold. For som i alle andre magtcirkler – også dem i udkantsområdernes små byer – så netværker man og holder gode miner til slet spil – og et par dolke eller tre i ryggen.

Forfængeligheden og hykleriet skal nemlig som bekendt plejes – og nok nævner de toneangivende kristendommen et par gange, når det altså er passende for dem at bruge begreber som næstekærlighed og andre som reference i egen dagsorden, men i virkeligheden er det dødssynder som netop forfængeligheden, overmodet, grådigheden og hævnen, som er deres drivkraft og motiv til deres per definition egocentrerede handlinger.

Lyder det bekendt? Ja, det er et spil og en menneskelig adfærd ligeså gammel som den såkaldte civilisation selv, og der er i hvert fald ikke sket en snus forbedring på området i de næsten 200 år, der er gået siden Nikolaj Gogol skrev stykket i 1836.

Verden vil stadig bedrages – og verden kan stadig bedrages af folk med talegaverne i orden og moralen i bund som en storspillende Thure Lindhardt, der har titelrollen som den påståede revisor, som forfører ikke kun en hel by – men også både en mor og en datter, endda gentagne gange – og et helt publikum. For indimellem så sidder man og synes egentlig rigtig godt om den unge embedsmand, der er så langt væk fra sit elskede Petersborg og lysene og menneskene og kulturen – men som i bund og grund jo ikke er andet end et blålys og en plattenslager.

Man siger, at teatrets rolle er at gøre opmærksom på den tid, som vi lever i – og på de farer og problemer, som optræder i samfundet. Og det er en opgave, som Nørrebro Teater har taget mere end seriøst i denne sæson, hvor de også har opført en forrygende version af ”Diktatoren”, som heldigvis spiller ekstra forestillinger sidst på foråret.

Gå ind og se den – eller se den igen. Men gå indtil da ind og se ”Revisoren”, som foregår i et samfund lige inden, at det for alvor går galt. For despoter og tyranner, som dem vi møder i ”Diktatoren” og ude i verden for den sags skyld, de rejser sig ikke af ingenting. De kommer, når samfundets underklasse og middelklasse mister tilliden til dem, der skulle varetage samfundets opgaver – som det netop sker her i ”Revisoren”, hvor både dem nedefra og dem fra siden INTET har tilovers for de toneangivende andet end kritik og ønsket om retfærdighed.

Så tag en tur ud på Nørrebro. Danmarksbloggen lover, at du kommer til at grine mange gange – men også at der midt i al komikken vokser en dyster alvorsfuldhed frem. For det er også vores samfund og verden, som beskrives. Danmark anno 2018 med de mange blålys og plattenslagere, som lover guld og grønne skove – og mange embedsfolk, som ikke føler ansvar for andre end sig selv og egne manglende evner.

En hverdag OGSÅ i Danmark med korruption og bestikkelse – og magtens mennesker, som lukker sig om sig selv i små interne cirkler. Så det er den store, løftede pegefinger, vi møder på Nørrebro Teater – og heldigvis for det. Tiden behøver det.

Læg dertil at der er tale om formidabel, ja excellent skuespilskunst fra samtlige medvirkende, som er: Thure Lindhardt, Ole Lemmeke, Benedikte Hansen, Sarah Boberg, Mikael Birkkjær, Tina Gylling Mortensen, Jacob Weble, Christiane Gjellerup Koch, Josephine Park, Nicolai Jørgensen og Anna Bruus Christensen

Danmarksbloggen giver fem store pengesedler ud af seks mulige – á la de pengesedler, som der tilfalder revisoren i en lind strøm.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Borgerforslaget om uddannelse

Tillad mig at være lidt sentimental. For undertegnede er en af de 50.000, der skrev under på Danmarkshistoriens første borgerforslag, der går på, at uddannelsesloftet skal afskaffes. Det er jeg faktisk lidt stolt af … helt ærligt.

Læs mere om den glædelige nyhed her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/danmarkshistoriens-forste-borgerforslag-50000-vil-have-folketinget-til-stemme-om

I det store perspektiv må man så håbe, at forslaget bliver stemt igennem, når det kommer op i folketingssalen. Ikke fordi det er det første borgerforslag, men fordi det er uddannelse, forskning og viden generelt, som vi skal leve af i det her land …

Så skal vi spare på noget, kan vi spare på skattelettelser, brugt på flere fladskærme, større biler og endnu mere eksotiske rejser til de i forvejen velhavende.

Men vi skal IKKE spare på det, der gør os klogere. Tværtimod skal vi satse på det. Uddannelse kan man aldrig få for meget af – og det gælder også efteruddannelse, kurser og så videre. Vi bliver bedre og dygtigere – og gladere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Misk-mask på Christiansborg

Dansk politik her op mod vinterferien er et mærkeligt misk-mask, der mest minder om panik før lukketid – læs et folketingsvalg er også på vej, senest i sommeren 2019.

Først kommer socialdemokraterne og vil sende samtlige asylansøgere til lejre i Nordafrika, hvor de lejre så end skulle ligge. For vis Danmarksbloggen dét land i dén region, som er sikker nok til, at man kan have flygtninge dér – og som er villig til at huse flygtninge. Dét land findes vist kun på papiret.

Så kommer der en skatte-aftale mellem regeringen og DF, som er en svag skygge af, hvad de blå partier ellers lagde op til, men stadig tordnende forkert, fordi de dårligst stillede endnu engang skal betale for skattelettelser til de bedre stillede. Den sædvanlige omvendte Robin Hood. Denne gang for fem milliarder kroner. Men så kan VLAK gå ud og sige det op til et valg.

Og indimellem pengene og flygtningene kommer den radikale Morten Østergaard så og meddeler i store, dyre annoncer, at han skam vil finde ud af, hvordan det er at bo i ghettoen, altså ikke den kreative overklasse-ghetto, hvor han normalt bor – men en anden slags ghetto. Det mener han så kan gøres med tre dage og to nætter i Vollsmose i Odense  – plus lidt i Aarhus og København. Danmarksbloggen kalder det ghetto-turisme og spil for galleriet.

For hvor er visionerne? Hvor er sammenhængen? Og er der nogen, der gider sende amatør-politikerne hjem til egnsteatrene og få fat i de professionelle – dem der kan noget? Dem, der har visioner om et samfund og et fællesskab – og som kan tænke længere end til næste valg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pebersprays eller ej

Skal pebersprays gøres lovlige i Danmark?

Danmarksbloggen mener nej – også selvom der er mange danskere, som besidder en peberspray.

Men netop det forhold at det er ulovligt både at besidde og anvende peberspray gør, at pebersprays stort set IKKE bruges til angreb – og kun i meget begrænset grad til forsvar.

Blev det derimod lovligt ville mængden af kriminalitet begået med peberspray stige – og her måske især personfarlig kriminalitet som røveri, overfald og voldtægt.

Så lad det endelig blive ved med at være ulovligt at besidde – og bruge – pebersprays.

At så både kriminelle, men også andre danskere har og fortsat vil anskaffe sig en peberspray er svært at gøre noget ved – i hvert fald så længe pebersprays er tilladte i Tyskland, og dermed nemme at få fat på for danskerne.

Danmarksbloggen vil så minde om, at både hårspray og parfume er tilladte i Danmark – og at de OGSÅ gør ondt at få i øjnene, hvis nu man ønsker at beskytte sig med en spray.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Derfor ty´r Spanien altid til magt

Den catalanske separatistleder, Carles Puigdemont, er landet i Danmark. Spanien vil have ham udleveret, men hvorfor har man egentlig denne hårde kurs i Spanien? Det hænger sammen med en spansk historie, der altid har handlet om krig, erobring og tvang – også i moderne tid, hvor diktaturet først faldt for 40 år siden i år.

Spanien er altså IKKE et klassisk vesteuropæisk land. 

Basalt set handler det om tre forhold, når det skal beskrives, hvorfor Spanien altid ty´r til magt:

  1. Det er det eneste land i Vesteuropa, der har været under muslimsk herredømme i flere århundreder
  2. Landet i dag består af to lande, hvor det ene land åd det andet
  3. Der har været diktatur i det meste af 1900-tallet med den deraf manglende demokratiske udvikling

Den lange historie kommer her:

Spanien er et kongerige, som målt i nutids-areal er Europas fjerdestørste land. Spanien, spansk sprog og spansk kultur har også præget store dele af verden, hvad man især ser i Mellem- og Sydamerika, hvor der stort set kun tales spansk (pånær Brasilien, som har portugisisk som hovedsprog).

Spanien (som slet ikke hed Spanien dengang, men blot var den iberiske halvø) var oprindelig en del af det store Romerrige, men kom senere under arabisk og muslimsk herredømme, som først sluttede i middelalderen. Den iberiske halvø blev derefter kristen igen – og qua togterne over Atlanten til Den Nye Verden og dens guld- og sølvskatte blev landet et af Europas rigeste. Spanien dengang var ikke, som Spanien er det i dag, ja det hed slet ikke Spanien. Der var tale om to selvstændige iberiske kongedømmer, Castilien og Aragonien, der levede fint side om side med hvert sit sprog, selvom begge også havde lagt andre kongedømmer under sig som fx Catalonien, der hørte under Aragonien.

Og sådan gik tiden fra 1469 til 1700 – to lande under én krone med hvert sit sprog, hver sin møntfod og så videre. Det gik egentlig meget fint – hvis man altså ser bort fra, at England sidst i 1500-tallet overtog Spaniens rolle som verdenshavenes hersker.

Men så trådte Filip af Anjou ind på scenen i år 1700. Han var ikke en habsburger som kongen før ham, der døde barnløs – men kom ud af den franske kongeslægt og var barnebarn af selveste Solkongen Louis d. 14, og nu gik det galt. Habsburgerne insisterede på, at en af deres skulle på tronen, så der blev borgerkrig i 14 år. En borgerkrig som franske Filip vandt, hvorefter han centraliserede magten – men på den måde, at ALT aragonisk skulle væk, og alt skulle være som i Castilien.

Han – eller måske snarere hans dronning Elisabeth, som var mere end viljestærk og som reelt hurtigt overtog styringen – fandt også på, at landet skulle hedde Spanien, Espana, men altså på den måde, at castiliansk, som vi kender som moderne spansk, blev det eneste officielle sprog i Spanien – ligesom såvel møntfod som kultur udelukkende skulle komme fra Castilien. Så alt fra Aragonien – og dermed fra regioner som Catalonien, men også Valencia og andre – blev nu trådt under fode i mere end 250 år.

Spaniens rigdom og magtposition i Europa var på det tidspunkt allerede svækket, og dykkede yderligere i de kommende århundreder, indtil regionale og politiske spændinger udløste en borgerkrig i mellemkrigstiden, der blev fulgt af et diktatur under ledelse af general Franco i perioden 1939-75.

Spanien var i den periode styret af en jernnæve og sat i en endnu mere isoleret position i Europa, og deltog altså heller ikke i den almindelige demokratiske udvikling som resten af Vesteuropa.

Først i 1978 fik Spanien en demokratisk forfatning, som samtidig åbnede for regional autonomi.

Spanien har været medlem af EU siden 1986 og var gennem 1990’erne og frem til 2007 et økonomisk højvækstland. I 2010 rangerede landet som nummer 12 på listen over rige lande efter BNP pr. indbygger. Imidlertid ramte krisen Spanien ligesom andre sydeuropæiske lande særlig hårdt i første halvdel af 2010’erne, og i 2013 var landet faldet til nummer 30 på listen.

Samtidig åbnedes de regionale konflikter igen – og udover i Baskerlandet på grænsen til Frankrig så måske allermest i Catalonien, hvor man med den rige by Barcelona i spidsen ikke ønsker at betale til resten af Spanien, som man alligevel ikke føler noget nært slægtskab med for en stor del af cataloniernes vedkommende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Korruption i Danmark

Fiskekvotekonger, ophold midt i højsæsonen i juli-måned i et gratis sommerhus centralt i Skagen og en statsminister, der stadig ikke har lært, at man i hans position ikke må modtage noget større i gave end en bog eller en flaske vin – hvis altså ikke man ønsker at blive sat i forbindelse med bestikkelse og vennetjenester.

Ja, man skulle efter bilagssagerne og de andre ting, der altid har været i Løkkes kølvand, lige siden han var amtsborgmester i Frederiksborg amt og til idag, tro, at manden fra Græsted havde lært lektien. Men åbenbart ikke. Det er også svært at lære gamle hunde nye tricks.

Danmarksbloggen vil så gerne opfordre til, at man – udover at undersøge den her sag nærmere – måske også kigger på andre folkevalgte og på virksomhederne. For Løkke er næppe alene, og selvom vi roser os af at være et land med lille korruption, så er det måske kun fordi, at vi lukker øjnene og ikke tør kratte i den glitrende overflade.

For hvem kender ikke nogen, der har fået et job, fordi de kender chefen personligt? Fået en lejlighed, fordi deres moster er med til at fordele ejendommens lejligheder? Fået en kontrakt på noget arbejde, fordi borgmesteren eller udvalgsformanden er en gammel barndomsven? Vi kalder det bare netværk, men det er korruption.

Læs mere om korruption i Danmark her: http://transparency.dk/korruption/korruption-i-danmark/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk