Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Når bare du går tilstrækkeligt langt, som katten sagde …

Udgivet den af
1

“Vil du ikke nok fortælle mig, hvilken vej jeg skal gå for at komme herfra?,” spurgte  Alice katten i klassikeren “Alice i Eventyrland”.

Katten svarede: “Det afhænger jo en del af, hvor du vil hen.”.
“Det er mig temmeligt ligegyldigt,” sagde Alice.
“Så kan det være det samme, hvilken vej du går,” sagde Katten.
“Bare jeg kommer et eller andet sted hen,” føjede Alice så til som en slags forklaring.
“Åh, det gør du sikkert,” sagde Katten, “når bare du går tilstrækkeligt langt.” 

Men kan vi alle bare gå tilstrækkeligt langt for så at være sikker på at havne et sted hos nogen, som gerne vil have os, arbejdsmæssigt og/eller privat? Eller er der noget, der holder os tilbage fra at kunne gå længere end vi allerede gør? Har vi ikke alle noget arv og miljø med os, som i langt højere grad end vi bryder os om at tænke på det bestemmer, hvor vi kan gå hen her i livet – og hvor langt vi kan gå – og med hvem?

Jeg vil hævde, at sådan er det. At vi alle har en tynd, rød linie, som det nærmest er umuligt for os at bryde, højst måske skubbe lidt til, og kun når vi føler os elskede og ønskede.

For vi kan gå langt og opnå meget (mere), hvis vi er elskede – og ved, at vi er elskede. Og vi kan gå endnu længere og opnå endnu mere, hvis vi kender vores mål.

Der er også dem, som når langt, selvom de ikke er elskede. Ikke har fået den basale kærlighed i livet. Som regel når de langt som et slags bevis overfor dem selv og andre på, hvor meget de kan – og dermed er værd. For værd måles i succes i så fald.

Men hele mennesker – og lykkelige mennesker – bliver i reglen kun den, der har fået kærligheden i vuggegave. Thi den, der har, skal meget gives, som der står i Biblen.

Heldigvis gælder også, at det du sender ud er det, som du modtager. Så sender du kærlighed ud, så modtager du kærlighed, uanset hvad du fik i vuggegave, og hvor langt eller kort du går i dit liv.

Kærligheden – og vel at mærke i den form, der hedder agape, nemlig en universel, altomfattende (og ikke erotisk) kærlighed er, hvad der hele drejer sig om.

Så gå endelig langt – hvis du kan. Men hvis ikke, så betyder det ikke noget. Alt der betyder noget er, at du elsker dem og det, der er omkring dig på den plet på Jordkloden, som blev din.

For cirka 6 millioner af os er det Danmark. Nogle af os er født her, andre er kommet hertil udefra. Men vi er alle danskere. For vi bor her allesammen, herfra vores verden går. Og så betyder det ikke så meget med hudfarve og tro og den slags småting. Vi er  alle mennesker. Og i dét ligger alt, hvad der behøves …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundlovsdag – Danmarks nationaldag eller?

Udgivet den af
3

I Sverige har de Alla Flaggans Dag, som er i morgen d. 6. juni.
Og i Norge – og udenfor Norge – har de 17. maj som nationaldag.

Danmark har Grundlovsdag, i dag d. 5. juni. En nationaldag, som ikke rigtig er en nationaldag. Googler man på Grundlovsdag, finder man også hurtigt ud af, at det emne, som interesserer danskerne mest på Grundlovsdag, hverken er demokratiets fødsel, politik, de store nationale følelser eller tilsvarende – men noget så enkelt som om hvorvidt vi har fri eller ej – og om butikkerne har åbent eller lukket.

Det der med at rende rundt med flag i gaderne iklædt nationaldragter, som nordmændene gør det – både i Norge, men i så sandhed også udenfor Norge, appellerer tilsyneladende ligeså lidt som at møde op i samlet flok for at hylde flaget, nationen og kongefamilien som svenskerne gør det på Skansen i Stockholm.

Nej, at sidde hjemme i sin sofa og se en fodboldkamp for eksempel. Dét ved man, hvad er. For tolker man nationaldag og nationalfølelser derhen, så er der nemlig én Grundlovsdag, som danskerne husker. Dengang i 1985 hvor vi slog russerne 4-2 i Parken i det, som DBU har kaldt århundredets fodboldkamp, dengang vi begyndte at tro på, at vi kunne noget fodboldsmæssigt.

Og det kunne vi jo også. Syv år senere blev vi Europamestre. Det har Sverige og Norge aldrig været. At Sveriges fodboldherrer så har vundet sølv ved VM – og guld til OL, taler vi ikke om. Det ligger jo helt tilbage til henholdsvis 1956 og 1948. Og deres ialt fire bronzemedaljer nævner vi slet ikke! Så er det meget nemmere at tale om Norge, som i fodboldsammenhænge aldrig har vundet andet end en bronze-medalje ved OL i 1936.

Så tilbage står, at Danmark er det eneste land i Norden, der er blevet Europamestre, og dét startede altsammen på Grundlovsdag syv år forinden med århundredets kamp mod russerne. Dén kan svenskere og nordmænd ikke matche.

Så det er måske bare derfor, at de stadig bruger folkedragter og flag – mens vi bliver hjemme og nyder det gode sommervejr, når der ikke er en fodboldkamp på programmet.

Vi er røde, vi er hvide … God Grundlovsdag ….

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dødsannonce: Det Danske Demokrati

Udgivet den af
1

Det er med stor sorg, at Danmarksbloggen må meddele et dødsfald.

Det Danske Demokrati er lige afgået ved døden her først på eftermiddagen d. 4. juni 2013, på dagen før sin 164 års fødselsdag.

Indtil det sidste prøvede flere gode kræfter at kæmpe imod, blandt andet Mørklægningsministeret og mere end 85.000 danskere, som med deres underskrift har vist, hvor de står. Men det var altsammen forgæves. Et flertal blandt de 179, som kunne have forhindret dødsfaldet, ønskede det anderledes.

Det Danske Demokrati kom til verden en juni-aften i 1849, hvor en delegation gik til den daværende enevældige kong Frederik d. 7. for at forlange demokratiets indførelse. Men den folkekære konge, der havde det bedre blandt såkaldt almindelige mennesker end blandt hof- og embedsfolk, havde allerede afskediget det gamle ministerium og dermed banet vejen for det folkestyre, som vi altså ikke har iblandt os længere.

Det Danske Demokrati skulle som alle andre igennem en opvækst med både godt og skidt – og dage, som altid vil huskes. Mest markant var parlamentarismens indførelse i 1901, og da kvinderne fik stemmeret i 1915.

Så kom Det Danske Demokrati´s store krise i 1920, da den daværende kong Christian d. 10. afskedigede Zahle-ministeriet. Dét udløste påskekrisen, som var tæt på at koste ikke demokratiets liv, men det danske monarki´s liv.

Begge klarede dog skærene, og efter nogle hårde år under besættelsen fik Det Danske Demokrati i 1956 endnu en Grundlovs-løftning, således at også kvinder kunne arve den danske trone. Det gjorde Margrethe d. 2 så i 1972.

Men så begyndte det at gå galt. Det Danske Demokrati var blevet slidt og gammelt, og dets yngre, men ikke nær så demokratiske slægtning EU begyndte at tiltage sig mere og mere magt.

Dog holdt Det Danske Demokrati stadig godt fast i tøjlerne i en del år. Men det hele brast for lidt siden, da Offentlighedsloven/Mørklægningsloven blev stemt igennem i Folketingssalen.

En epoke er dermed slut. Det Danske Demokrati er ikke mere. Det er gået ud af tiden. Ære være dets minde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor var vi egentligt i Irak og Afghanistan?

Udgivet den af
2

Danmark har i mere end et årti været i krig. Først i Irak og nu i Afghanistan. En krig mod terror, som det hedder.

Men har det virket?

Ja, vi har ikke haft terror i Danmark, selvom det tilsyneladende har været forsøgt.
Men er det på grund af styrkerne i Irak og Afghanistan, at det er blevet forhindret?
Er det ikke snarere på grund af godt efterretningsarbejde, at vi har undgået terrorbomber og lignende i Danmark?!

Så hvad godt har det egentligt gjort, at vi har haft så mange mænd og kvinder afsted i krige i lande, hvor vi ikke kom, fordi de kaldte på os, men fordi vi selv ville – af egoistiske grunde.

Hvad godt har det gjort, at så alt for mange af dem, der rejste ud, er kommet hjem i en kiste med Dannebrog på?

Svarene på de spørgsmål, kære læser, blæser i vinden, som der synges om det i den gamle antikrigs-sang “Where have all the flowers gone?”.

Eller som i Kim Larsens meget nyere “Bare for at gøre en forskel”.

http://www.youtube.com/watch?v=7SYEhDvIIUQ

For den eneste rigtige forskel, som et helt årtis hundedyre krig har betydet i Danmark, er den afgrundsdybe sorg og det uerstattelige savn, som opleves dagligt af de alt for mange danskere, der har mistet en elsket mand, kone, far, mor, søn, datter, bror eller søster!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan Danmark blive et totalitært samfund?

Udgivet den af
2

Kan I huske Franz Kafka´s bog “Processen” om bankmanden Josef K., der en morgen får at vide af to fremmede mænd, at han er arresteret, og at der er indledt en proces mod ham.

Det mærkelige er, at bankmanden Josef K. forbliver på fri fod, mens han indkaldes til parodiske retsmøder, at han aldrig lærer anklagen mod ham at kende, men at han alligevel accepterer sin “proces” og viljeløst underkaster sig den dødsdom, som det ender med.

Bogen, der er skrevet for små 100 år siden, har lige siden dens udgivelse stået som et af de bedste skræk-eksempler på, hvad der sker med retssikerheden og individets tro på sig selv og egne muligheder i et totalitært samfund.

Nå, men det er jo bare fiktion – og det sker ihvertfald ikke i Danmark, vil mange nok indvende. Danmark er jo et frit land, hvor vi både har rettigheder og muligheder – og retssikkerhed.

Og ja, det har vi – haft. For med den nye offentlighedslov, samkøringen af diverse registre og senest politiets brug af hemmelige advokater bliver det relevant at stille spørgsmålet alligevel.

Har vi egentlig retssikkerhed i Danmark? Eller kan Danmark blive et totalitært samfund?

Under COP15 i 2009 foretog politiet flere ulovlige handlinger, endda med støtte fra den daværende regering, og siden er glidebanen fortsat – og det i en grad så ikke kun flere af vores nabolande, men også OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) kritiserer den nye offentlighedslov for at være for lukket og hindre relevant information i at nå ud i samfundet.

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2013/05/23/154016.htm

Og det er jo en kendt sag, at man kun kan handle på det, som man ved. Så kender danskerne ikke til, hvad der sker i det danske samfund, ja, så kan vi ikke handle, og så kan politikere, embedsstanden og de store spillere i øvrigt skalte og valte med Danmark og danskerne, som de ønsker. Altså: Keine Hexerei, nur Behendigkeit.

Det er lidt den kogte frøs princip, hvor man ikke starter med at præsentere danskerne for hele pakken om det totalitære samfund på een gang. For så skulle vi nok opdage, hvad der skete og protestere og brokke os.

Men skrues der i stedet lidt op for varmen hele tiden, slækkes dér bare en anelse på retsikkerheden her og der – samtidig med at der skubbes til folks frygt, så vi accepterer endnu mere overvågning og kontrol, ja så ender vi til sidst i det kogende vand sammen med ingredienser som rettigheder og muligheder.

Og så er retten serveret: Et dansk samfund, der er minder altfor meget om det, som Kafka skrev om for snart 100 år siden. For ja, Danmark kan sagtens ende som et totalitært samfund.

Dét skal vi ikke acceptere. Der skal råbes, demonstreres og skrives imod det. For det kan nytte at gøre noget. Danmarksbloggen vil ihvertfald gøre sit.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Troværdigheden sættes i spil i Folketinget

Udgivet den af
2

Når det nye folketingsår skydes igang til oktober, bliver det med en ny slags debatter. Nemlig de såkaldte topdueller, hvor statsministeren hver anden tirsdag mødes i direkte duel med oppositionslederne:

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/05/28/0528062132.htm

Og selvom den nye debatform næppe bliver ligeså livlig og animeret i Danmark, som tilsvarende debatter har tradition for at være det hos forbilledet det engelske parlament, hvor der både hujes, buhes og jubles under en debat, så er der alligevel tale om en ny måde at debattere på i det danske folkestyre.

En mere retorisk måde at debattere på, hvor ikke kun det man siger, men også måden man siger det på, spiller en stor rolle.

Hvor samtlige oldgræske ingredienser i en debat, nemlig logos, patos og ethos, igen kommer til ære og værdighed.

Logos, som er ordet – altså det talte, fakta og holdninger formidlet sagligt og nøgternt. Logos er også den måde, som det danske folkestyre tro mod sit protestantiske og grundvigianske grundlag virkede på i sine første godt 160 år.

Patos, som er følelser og stemninger. Den henstand, som tilhørerne sættes i ved at høre synspunkter og argumenter. En ingrediens, som til dels er blevet brugt også før de nye topdueller, men anvendt langt mere, når der skulle hverves stemmer end i debatter i selve Folketinget.

Og så endelig ethos, som er den troværdighed, som den der taler har hos modtagerne. Jo mere troværdig personen virker, jo højere ethos.

Ethos er defor også noget, som folketingspolitikerne altid har haft – eller ikke har haft –  hos befolkningen, mens relevansen på Tinge har været meget begrænset i en debatform, der især i de seneste årtier har givet meget forudsigelige debatter.

Så det bliver spændende, både retorisk og politisk og på alle andre måder at se, hvad der sker, når logos, patos og ethos skal foldes retorisk ud i Folketinget til efteråret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Emil fra Lønneberg bliver 50

Udgivet den af
2

I dag fylder en af Astrid Lindgrens mest elskede figurer rundt. Nemlig Emil fra gården Katholt i Lønneberg, Småland, Sverige.

Og nok er det her en blog om danskerne og Danmark, men Emil er mindst ligeså elsket i Danmark, som han er det i Sverige. For der findes næppe den dansker, der ikke kender og elsker Emil.

Alle har vi grinet med ham, når han lavede skarnsstreger som at putte en frø ned i kurven, som han og lille Ida skulle bringe ud til de travle høstfolk i marken – eller dengang han rendte rundt med en brødspade og daskede til karlene under slagsmålet på Bakkegården. Eller malede Ida blå over det hele, så Tyttebær-Maja kunne løbe rundt i hele sognet og fortælle, at der var tyfus på Katholt.

Eller når Emil puttede hovedet i suppeterrinen, endda i to versioner, hejste sin lillesøster op i flagstangen, red på en hest lige ind til den fine borgmester i Mariannelund og meget mere.

Vi har også alle haft ondt at Emil, når han igen blev sat ud i eller var nødt til at flygte ud i snedkerværkstedet – eller dengang han måtte afsted til afholdsmødet for at aflægge løfte om aldrig mere at drikke alkohol. Ret beset havde Emil i den forbindelse kun spist de gærede kirsebær i den tro, at de var almindelige kirsebær.

Men love aldrig at drikke mere – dét måtte Emil og hans gode ven Grisepjokket ved den lejlighed. Og at en gris aflagde afholdsløfte var noget helt specielt. Men ham knægten fra Katholt har heller aldrig været helt almindelig, som det igen og igen slås fast i de tre bøger om Emil.

For en ting er at grine med Emil og af alle hans skarnsstreger – og at have ondt af ham og hans mor, der møjsommeligt skriver alt ned i de blå stilehæfter. Det er den ene del af fortællingerne om Emil.

Den anden er beundringen for Emil, som man gribes af undervejs. Beundringen for en dreng, der nok er fiktiv, men alligevel kan inspirere os alle til at turde. Turde tale det godes sag, ja turde gøre det godes sag.

Som da han invitererer alle fattiglemmerne til julegilde på Katholt og giver dem al den mad, som familien fra en af nabogårdene skal have dagen efter. Men de er tykke nok i forvejen. Det er bedre, at maden kommer derhen, hvor den gør gavn, som Emil konkluderer det.

Og til allersidst i den sidste Emil-bog, hvor han med fare for sit eget liv tager afsted i en forrygende snestorm for at redde hans bedste ven Alfreds liv. En mission, der nærmest er dømt til at mislykkedes. Men det går godt. De redder livet begge to på grund af en umenneskelig stor indsats fra Emil.

For man bliver så stærk, når man skal, som Emil selv forklarer det, mens han skovler sne på den flere kilometerlange vej til doktoren.

Gid vi danskere i denne mørke tid, hvor fællesskabet og solidariteten har svære kår, også bliver så stærke, som vi skal – så vi også kan give maden til dem, der har brug for det og skovle den sne væk, som ødelægger livet for så mange.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
2

For godt en uge siden fejrede vi Danmarks befrielsesdag – og idag er det mors dag. En kommerciel dag, hvor blomster og chokolade fylder mere end det burde.

Hvor historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende. Så her kommer historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler.

Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.

Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

I dag er det fem år år siden, at hun døde.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave det syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Et syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler sagde det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enesteående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv. Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

200-årige Kierkegaard skal læses

Udgivet den af
2

I dag er det 200 år siden, at en af de største danskere gennem tiderne kom til verden: Søren Aabye Kierkegaard, filosof, teolog og forfatter. Og det er selvsagt noget, som også Danmarksbloggen kipper med Dannebrog for:

Hip-hip-hurra for Kierkegaard på hans runde dag.

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Teologiske_og_filosofiske_begreber_hos_S%C3%B8ren_Kierkegaard/S%C3%B8ren_Aabye_Kierkegaard

For Søren Kierkegaard er en af de få, der kan betegnes som store danskere. Ja, set med internationale øjne er de kun to, der for alvor har slået deres navn fast som en del af den litterære-kulturelle verdensarv: Nemlig Søren Kierkegaard og H.C. Andersen.

Men hvor H.C. Andersen er direkte og lettilgængelig med sine eventyr, digte og romaner, opfattes Søren Kierkegaard som tungere og sværere at læse og forstå. Det er også derfor, at nok kender alle både Andersen og Kierkegaard, men hvor alle har fået læst eller selv har læst eventyr af H.C. Andersen, så er der kun få, der har læst Kierkegaard.

Men læs ham alligevel, skal opfordringen lyde herfra.

For nok er det svært, kringlet og omstændigt at læse Kierkegaard. Men alle besværlighederne hører med som en fin del af tilegnelsen af det store forfatterskabs ånd og kultur. For meningen med og for Kierkegaard er hverken at please eller være easy-going. Kierkegaard vil provokere, vække til eftertanke og bevidsthed, få os til at vælge – eller lade være. Enten-Eller. Det rent eksistentielle er hele tiden på spil.

Kierkegaard stillede krav til sig selv og sin samtid, og han stiller krav til læseren – også lang tid efter at bogen er lukket. Han er langtidsholdbar – også og måske især i en tid som vores. For ja, vi kan i dén grad bruge ham også i dag.

Som kulturjournalist Søren Kassebeer skriver det i nedenstående indlæg: “Kierkegaard handler om psykologi og om eksistens og om at tro og om at vælge eller ikke vælge, og det foregår altsammen i et sprog, der er så kompromisløst, at det kan føles som et overgreb, men som man alligevel – hvis man først er bidt af det – nærmer sig med skrækblandet fryd. Man kan godt spørge, som jeg spurgte i begyndelsen: Hvad kan vi bruge ham til? Men man må regne med at få mange svar. Svaret afhænger helt af »hiin Enkelte«. Det er meget kierkegaardsk.”

http://www.b.dk/kultur/kan-vi-bruge-kierkegaard-til-noget-i-dag

Så tillykke til Kierkegaard med den runde dag – og til alle dem, der går igang med det på alle måder store forfatterskab.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Revolutionen er aflyst – igen

Udgivet den af
2

Den 1. maj kom og gik – og var pånær nogle buh-råb mod regeringen som sædvanlig en dag, hvor der var mere hygge end kamp, mere snak end kampråb.

Det er ganske dansk. Som den snart 200-årige Søren Kierkegaard sagde det, da Christian d. 8 i 1847 bekymret spurgte filosoffen om, hvad han mente om kommunismen: “Mængden behøver hele tiden opdragelse. Hvad der i de store lande bliver til voldsomhed, det bliver i Danmark blot til uartighed.”

Kierkegaard var ikke tilhænger af demokratiet. Han mente, at pøblen var uden rygrad, uden karakter, dum og let at forføre. Nej, skulle man nå nogle vegne, skulle man tale til den enkelte. For kun hiin Enkelte kunne opnå at blive sand og ansvarlig – og træde i eksistens. Være tro mod sig selv, sine valg og ikke frygte den ansvarlighed, som der ligger i at leve et etisk liv istedet for konstant at jage moden, det overfladiske, det pjat og de forlystelser, som langt de fleste bruger deres tid på.

Kierkegaard havde fat i noget omkring, hvordan samspillet er mellem aktuelle hændelser og gruppers måde at agere på. Det så man tydeligt i den netop afsluttede lærerkonflikt. For bølgerne gik højt, mens det stod på. Der blev demonstreret og erklæret og talt og lavet flashmobs og lovet og … ja, der var ingen ende på hensigtserklæringer i alle retninger.

Men nu blot en uge efter at regeringsindgrebet fandt sted, er alt næsten som før. Ingen taler om skole mere. Livet går sin vante gang i andedammen. For det blev aldrig rigtig til så meget efterfølgende, vel? Ikke andet end nogle buhråb d. 1. maj og lidt surmuleri i krogene, inden man igen gik igang med dagens dont.

Måske er det godt. Måske er netop denne andedams-mentalitet den danske model. Den virkelighed, hvor vi nok kan rappe højt og bide efter hinanden den ene dag, for så dagen efter som sædvanlig at svømme rundt mellem hinanden og spise af den samme mad.

Og måske er det netop denne adfærd der gør, at det danske samfund trods talrige politiske bestræbelser på det modsatte stadig hænger sammen, ihvertfald til en vis grad.

For måske er det netop her, at en del af sammenhængskraften i det danske samfund ligger gemt? At vi er nødt til at glemme og tilgive så hurtigt, fordi vi er så små – og få? For det er jo netop en andedam, som vi bor i – og ikke det store hav eller en brusende flod.

Så måske er det godt, at det kun er de få, der er så konsekvente i deres liv, så radikale i deres måde at leve efter deres valg på, som Kierkegaard ønskede, at vi skulle være det. For havde vi været det, så havde skolekonflikten kørt endnu … og det sammen med en lægekonflikt, som også var startet nu. En konflikt som Danmarksbloggen skrev om allerede i marts måned:

http://danmarksbloggen.dk/?p=481

Og i så fald havde det ikke kun været Kierkegaardske uartigheder, som vi havde set i den lille andedam. Det havde været voldsomheder, ja revolution. Men både revolutionen og uartighederne er – som altid – aflyst i Danmark. Ja, endda også på en dag som i dag, hvor det ikke regner, men hvor forårssolen skinner så varmt og velsignet, som Kierkegaards samtidige, men bestemt ikke perleven, H. C. Andersen ville have beskrevet dagens vejr.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk