Kategoriarkiv: Hverdagsliv i Danmark

Lang vej endnu

Udgivet den af
Svar

År 2023 bliver det varmeste år målt på Jorden!!!

Dét slog FN´s generalsekretær António Guterres fast på FN´s klima-konference COP 28 i Dubai, som startede i sidste uge. I ved: Den årlige maskerade, hvor alverdens ledere tager privatflyene til forskellige locations på kloden for i nogle dage at spise og drikke godt, mens de bliver enige om den ene hensigtserklæring efter den anden om klimaet – men hvor der ikke sker noget, som gør en reel forskel.

De fleste mennesker er også ligeglade. Eller også er det bare ikke til at overskue – i modsætning til fx et juletræ.

Sidste år valgte Lokaludvalget på Christianshavn – som står for bydelens juletræ – ikke at sætte lys på årets juletræ. Der skulle spares på strømmen – både af klimatiske hensyn, og pga. krigen i Ukraine. Dét affødte en voldsom debat på Christianshavn. For folk ville have lys på bydelens juletræ. Ellers blev det ikke rigtig jul, mente mange.

Så det vakte selvsagt stor glæde, da juletræet på Christianshavns Torv i år blev tændt i lørdags – og ikke en eneste klima-bekymret har i den anledning (turdet) ytre noget.

Dét er i grunden grotesk. For det eneste, som har ændret sig siden december 2022, er, at klimaet har fået det endnu værre. Så i år skulle man ikke kun være fortsat med at droppe lyset. Man skulle have droppet hele juletræet – og dét ikke kun på Christianshavn, men i hele Danmark – ja, i hele verden.

Men vores jul skal ikke røres, synes de fleste. Og det kunne måske også gå an, hvis det kun handlede om juletræer. Men dét gør det ikke. Det er hele året, hvor vi ikke vil lave om på vores vaner – heller ikke med at vinkle data, så de passer til vores holdninger.

En ny TV2-undersøgelse blev fx i TV2 fortalt således: 40% af alle danskere bruger mindre strøm, 30% spiser mindre kød, og 25% køber mindre tøj. Og dét lyder jo positivt. Men prøv og se fakta fra den anden side:

Ud af 20 danskere, bruger 12 lige så meget strøm som førhen.
Ud af 20 danskere, spiser 14 lige så meget kød som førhen.
Ud af 20 danskere, køber 15 lige så meget tøj som førhen.

Så ryger armene ned igen. For der er lang vej endnu – og dét kan intet juletræ lave om på. Spørgsmålet er, om vi overhovedet når i mål, inden vi – og en del andre arter – er udryddet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

HVORFOR?

Udgivet den af
Svar

I dag er det en måned siden, at terrororganisationen Hamas angreb Israel, dræbte mere end 1.000 israelere og bortførte mere end 200 israelere.

Siden hen har Israel svaret igen. Voldsomt – og så der nu er mere end 10.000 dræbte i Gaza, som er hjemstedet for Hamas.

Det er alt sammen en tragedie.

For det er en tragedie hver gang et uskyldigt menneske forfølges eller dræbes – uanset om vedkommende er jøde, muslim eller noget helt tredje.

MEN: Alt det her foregår mange tusinde km fra Danmark – og det er bare IKKE i orden, når man tager andres landes krige og konflikter ind i Danmark.

Men det gør herboende palæstinensere og deres sympatisører, når de insisterer på retten til at rive fx israelske flag ned fra opslagshylderne på Syddansk Universitetscenter.

Men vi har både menings- og ytringsfrihed i Danmark – og derfor er det lige så meget ok at være enig med Israel som med alle andre.

I et frit og demokratisk land skal man kunne mene forskellige ting og drøfte dem i ro og mag – uden at være bange for konsekvenserne eller for sin personlige sikkerhed.

Men det kan jøder ikke i Danmark. Situationen i dag er, at herboende jøder ikke tør gå med kalot eller andre religiøse symboler, fordi de så chikaneres af netop herboende palæstinensere og deres meningsfæller.

Men dét skal vi stå helt fast på – og op for, at jøderne kan.

Men det gør vi ikke, hverken som myndigheder, regering, folk eller som individer gør vi noget for at stoppe volden mod herboende jøder. Og dét er et kæmpe-svigt af både jøderne – og af den medmenneskelighed og de frihedsrettigheder, som vi har bygget vores samfund på.

Og det duer bare ikke. Vi skal ikke finde os i dén bølle-adfærd, som udvises i stor stil af herboende palæstinensere og deres meningsbøller.

Vi ser jo heller ikke herboende ukrainere og russere råbe ad hinanden, blive korporlige og den slags, vel? Herboende jøder er heller ikke voldelige overfor andre. HVORFOR kan herboende palæstinensere så ikke opføre sig civiliseret? Hvorfor skal de – både fysisk og psykisk – chikanere herboende jøder?

Ja, det sker ikke kun i Danmark. Det er over hele Europa, at jøder udsættes for chikane, vold og sågar drab – ene og alene fordi de er jøder. Dét er bare ikke ok. Dét skal stoppes NU.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Halloween – en dansk højtid

Udgivet den af
1

I dag d. 31. oktober fejrer vi Halloween – også i Danmark.

Højtiden, som har taget de yngste og unge generationer med storm. For hvem kan ikke lide orange græskar, der lyser op i efterårsmørket, masser af søde sager og alle de herlige udsmykninger af hekse, spøgelser, edderkopper, vampyrer og andet fra skræmmeafdelingen?

Ja, det er der en del biologiske og/eller i-sindet-ældre, som ikke kan. Det er noget amerikansk møg, som slet ikke hører hjemme i Danmark, fnyser de.

Dertil må Danmarksbloggen bare sige, at stort set ALLE vores traditioner er nogle, som vi har hentet i andre lande – typisk det land, som var toneangivende på det tidspunkt, hvor traditionen kom til Danmark.

Og dét var USA i tiden omkring år 2000, hvor Halloween begyndte at sprede sig i Danmark.

Tidligere var det Tyskland, som vi hentede traditionerne fra som fx adventskransen, juletræet og sågar Skt. Hans-bålet.

Andre traditioner går så endnu længere tilbage – fx påskens æg, der er et ældgammelt frugtbarhedssymbol, som allerede de gamle egyptere brugte.

At klæde sig ud til fastelavn har også mange århundreder på bagen. Det har som minimum eksisteret, lige siden de gamle romere klædte sig ud til saturnaliefesterne aka Romerrigets måde at holde nytår på. Saturnaliefesten mindede nemlig meget om den voksenfest med druk, fest i gaderne, udklædning og erotisk løssluppenhed, som fastelavnen i Danmark var langt op i 1800-tallet, inden det blev en uskyldig fest for børnene.

Så nej, der findes meget få DANSKE traditioner, som har deres udspring her i vores lille land. Faktisk kun julemærkerne, kravlenisserne og de varme hveder – og de sidste har en magtfuldkommen og historieløs SVM-regering så afskaffet.

For faktum er, at vi importerer traditioner – for så at gøre dem til danske.

Det gælder også Halloween, som i de sidste to årtier er blevet tilpasset danske forhold, så Danmarksbloggen nu uden videre vil udråbe Halloween til en herlig dansk tradition.

En skøn højtid her midt i det mørke efterår.

Gys eller guf. Slik eller ballade. GOD HALLOWEEN.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Insekt-motorvejen kommer

Udgivet den af
Svar

En insekt-motorvej!!!

Hvad er det? Jeg hørte om det i sidste uge, og tænkte naivt: Er en insekt-motorvej noget med at fritlægge store områder landbrugsjord i Danmark, så insekter og andre dyr kan udfolde sig frit i en natur, der passer sig selv?

Dét ville være en fantastisk idé – og en gangbar vej til at nå målet om 30% vild natur i Danmark. Pt. har vi kun lidt over 2% vild natur – og her tæller golfbaner med(!)

Det lød næsten for godt til at være sandt med de nye, store områder vild og fri natur – og det var det også.

En insekt-motorvej er noget, som transportministeren Thomas Danielsen fra Venstre har fundet på. Det går ud på, at man skal lave vilde rabatter langs med nye motorveje. For så kan insekterne være dér.

Ideen er lige så tåbelig, som den lyder. For i hvilket univers vil insekter kunne trives side om side med biler, der suser forbi med minimum 110 km i timen?

Men det handler heller ikke om insekter og biodiversitet. Det handler om infrastrukturel greenwashning eller på dansk: At SE grøn ud, selvom man ER kulsort.

Det der med at lege noget, som man ikke er, er SVM-regeringens speciale.

SVM-regeringen vil også gerne virke socialt ansvarlige – men forholdene for de udsatte bliver værre, da kontanthjælpen nu forringes – og der kommer endnu flere fattige børn.

SVM-regeringen vil også gerne virke økonomisk ansvarlige – men den økonomiske ulighed øges, og det går stærkt.

SVM-regeringen vil også gerne virke miljø-rigtige – men er det modsatte med støtten til landbrug, industri og rigtig dårlige planer om kunstige øer, broer, byggerier på naturområder med mere.

Og nu denne insekt-motorvej, som er både latterlig og arrogant. Tror den danske regering virkelig, at vi er så dumme, at vi hopper på dén?

PS. Transportministeriet ved godt selv, at den er gal. Overskriften på pressemeddelelsen er: ”Flere insekter på forruden ved E45” – se selv: https://www.trm.dk/nyheder/2023/flere-insekter-paa-forruden-ved-e45

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Vi betaler ikke”

Udgivet den af
Svar

Der findes teaterstykker, som er aktuelle lang tid efter, at de er skrevet. Et sådant er Nobelpris-vinderen Dario Fo´s næsten 50 år gamle ”Vi betaler ikke”, som i en opdateret 2023-version havde premiere på Nørrebro Teater lørdag aften.

Og sikke en premiere. Skuespillerne mestrede på fineste vis den sværeste af alle scenekunster: At formidle et vid og et bid, som vi i publikum både kunne spejle os i og grine af. Og som vi lo. Den ene lattersalve efter den anden samtidig med at den ubehagelige følelse af et snarligt samfundskollaps krøb ind over os.

For Nørrebro Teaters version af ”Vi betaler ikke” er mere vedkommende og samfundsafslørende end nogen nyhedsudsendelse eller avisartikel. Det mest absurde i 2023 er nemlig ikke kister i skabe, en betjent hvis mave pumpes op som en anden ballon, eller dette at kunne blive gravid på den tid, som det tager at proppe en fuld indkøbspose ind under joggingtrøjen.

Det allermest absurde er, at virkeligheden er 10, ja måske 100 gange mere absurd end dette på alle måder vellykkede teaterstykke. Der var derfor også stående applauser i lang tid. Alle mere end velfortjente.

For ”Vi betaler ikke” er den skarpeste formidling af vores tid, som jeg endnu har set på en scene: Hvordan vi – fordummede af skærmens tomme underholdning og vores manglende tiltro til egne evner og ret til at få del i goderne – køber magthavernes fortælling om det rigtige i at rette os efter en moral, som de selv for længst har smidt væk.

”Vi betaler ikke” er derfor en uhyggelig reminder om, at vi lever i en tid, hvor de rettigheder og systemer, der skulle beskytte mennesker, forvitrer og forsvinder. Og derfor fortjener dette mesterværk – både manuskriptmæssigt og skuespilsmæssigt – al den ros, som tænkes kan.

Vi følger de to par: Annette og Michael, spillet af Lone Rødbroe og Thomas Mørk – og Mia og Bjørn, spillet af Anne Laybourn og Asbjørn Krogh Nissen. Samt et par politifolk, en bedemand og Michaels far, som alle spilles af Mikkel Becker Hilgart.

Sidstnævnte kender mange fra TV2-serien ”Sygeplejeskolen”, hvor han leverer en solid præstation. Men Mikkel Becker Hilgart kan meget mere, og i ”Vi betaler ikke” er han her og der og allevegne med en eminent timing – og et kæmpe talent for både komikken og dramatikken.

Lone Rødbroe er den driftige Annette, og hun er et kraftværk i dén rolle, når hun med stor energi suser rundt på scenen, og lukker de usynlige døre, der sammen med en enkel og stram scenografi i gråt og grøn danner en ramme, som er vældig effektfuld – især til slut.

Annettes mand Michael spilles af Thomas Mørk, hvorom alle ved, at han er vanvittig morsom med både stemme, mimik og bevægelser. Men han kan også være dramatisk. Og der er noget både rørende og farligt over hans konfliktsky karakter, som han får formidlet med stor autenticitet.

For både Michael – og Mia starter med at tro på, at reglerne skal følges. Anne Laybourn er overbevisende som den unge Mia, der dog slutter af med at gennemskue et system, som er ved at kollapse i en grad, så hun kan sammenfatte hele svigtet af befolkningen i få sætninger.

Hendes kæreste Bjørn, spillet med nerve af Asbjørn Krogh Nissen, har for længst gennemskuet det hele – og er ligesom Annette i fuld gang med at udøve den civile ulydighed, som vel nærmest er en borgerpligt, når uligheden stiger så meget, som den gør – også IRL i øjeblikket.

For det er dér, at vi er – overalt i Europa her i 2023. Englænderne vælger mellem eat or heat. Franskmændene går på gaden med gule veste på kroppen og en revolution i tankerne. Svenske pensionister sulter i stilhed og med de knyttede næver i lommerne. For sådan håndterer man uretfærdighed i Sverige.

Og i Danmark har vi stadig flere, der må vælge mellem mad eller medicin. Som om vi med 37 milliarder kroner EKSTRA i statskassen ikke havde råd til, at alle – også syge, gamle, børn, ledige og andre uheldige – kunne leve et værdigt liv. Men politikerne vil – med få undtagelser – hellere tilfredsstille de velbjærgedes grådighed med flere skattelettelser.

Så det virker nærliggende at tro på det samfunds-kollaps, som uvægerligt kommer, når de små og svage skal bære samfundet, og samfundssindet kun går den ene vej: Fra borgerne og til staten. Men et velfungerende og værdigt samfundssind går også – og måske mest – den anden vej: Fra staten til borgerne, og især med fokus på omsorg til dem, som har særlig brug for hjælp.

Det er slet ikke svært at forstå, og derfor mødes alle vi, som endnu har kræfter, af et krav fra scenen på Nørrebro Teater: Kravet om at kæmpe for, at staten lever op til sit ansvar for sine borgere, så vi i dette lille, rige land kan være fælles om både pligten og goderne.

Mangler De kampmod – eller måske at blive overbevist? Så gå ind og se ”Vi betaler ikke”.

De kan også teste Deres egen moral og samvittighed undervejs. For i baren betaler man, hvad man ønsker for drikkevarerne. Intet beløb er for småt og intet for stort. Men uanset hvad har man brug for noget at styrke sig på, når man har set stykket.

For ”Vi betaler ikke” er et virkeligheds-beskrivende og rystende mesterværk, som fortjener seks store kaninhoveder ud af seks mulige som dem, der puttes i hirsegrøden for dog at få lidt solid mad ned i den slunkne mave.

Det er Dario Fo og Franca Rame, som skrev det italienske originalmanuskript, der blev oversat af Bent Holm. Det er her bearbejdet af Peter Dupont Weiss, Joy-Maria Frederiksen og Mads Wittrup Andersen. Joy-Maria Frederiksen har også instrueret, og det har hun gjort lige så godt – hvis ikke bedre, som hun gjorde det med årets Cirkusrevy.

Et af revy-genrens smukkeste træk er i øvrigt, at den med humor og satire kan fortælle noget vigtigt om det samfund, som vi lever i.

Det gør denne forestilling også – blot med den forskel, at her er det ikke bare små stik. Her drejes kniven helt rundt, samtidig med at latterbrølene fylder salen. Dét er formidabelt lavet – og desværre også nødvendigt i dén tid, som vi lever i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hviids Vinstue 300 år

Udgivet den af
Svar

I dag er det svimlende 300 år siden, at Hviids Vinstue på Kgs. Nytorv i København slog dørene op første gang, og siden har stedet været i uafbrudt drift – pånær to dage under 2. Verdenskrig og en Corona-nedlukning.

Men altså: Året var 1723, da man første gang kunne bænke sig i de kære lokaler, som siden har været besøgt af så mange mennesker – også en god portion danske skønånder.  

Året forinden – altså i 1722 – var det første danske teater åbnet tæt på Kongens Nytorv, og spillede nu ivrigt komedier af Ludvig Holberg, som i de år skrev som en gal til et teatertosset københavnsk publikum.

Matchet mellem teatret og de våde varer blev et match made in Heaven – og stadigvæk er der mange, som slår vejen forbi Hviids Vinstue, når de skal på Det Kgl. Teaters Gl. Scene, der ligger lige ovre på den anden side af gaden.

Men også på alle andre tidspunkter kommer unge og gamle, mænd og kvinder til Hviids Vinstue. Ja, ved juletid er der totalt proppet fra åben til luk, når alle skal smage stedets berømte gløgg.

Men i dag handler det om jubilæet, om at fejre de første herlige 300 år.

Det gøres med en reception fra kl. 15 med rød løber, musik, øl og vin – og det varer helt indtil kl. 21, hvor der skal være et stort fyrværkeri på Kgs. Nytorv.

Kom og vær med – og støt op om Hviids Vinstue også i de kommende år.

For der er kræfter, som ønsker stedet lukket – og lavet om til et moderne plastic-mareridt á la den skæbne, som overgik naboen – det smukke, men nu hedengangne ”Stephan a Porta”, der i dag er en MacDonalds.

Dét skal vi ikke have mere af i København. Vi skal bevare ånden og kulturen – og Hviids Vinstue. Stedet, hvor man sidder på gode stole, og har fyldte glas på de gamle træborde, mens snakken går, og stemningen i de små varme rum er helt i top.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Programmeret til udslettelse?

Udgivet den af
Svar

Vi ved det godt. Vi skal ikke flyve, spise oksekød eller købe nyt tøj.

Vi gør det så alligevel – og jeg er ikke bedre:

I sommers fløj jeg t/r til London.
I forgårs spiste jeg med glæde en stor portion chili con carne (ja, med oksefars).
Og jeg har lige købt en spritny grøn sweater, selvom jeg allerede har syv sweatre i skabet – bare i andre farver.

Så jeg er lige så håbløs som resten af menneskeheden. For ja, jeg ved det hele, men handler alligevel mod bedre vidende.

Er det fordi, at vi mennesker er programmerede til at stå for vores egen udslettelse?

Det virker logisk – og trist. Og Shakespeares berømte citat om menneskelivet (fra ”Macbeth”) er kun en pauver trøst:

Life’s but a walking shadow; a poor player, that struts and frets his hour upon the stage, and then is heard no more: it´s a tale told by an idiot, full of sound and fury, signifying nothing.

For hvordan kan vi mennesker tro, at vi kan gøre en afgørende forskel, når vi ikke engang kan finde ud af at droppe flyveture, røde bøffer og nyt tøj?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Corona er – måske – på vej tilbage

Udgivet den af
Svar

Kalendersommeren har ikke mange dage tilbage.

Men det har pandemien måske. Ja, De læste rigtigt. Pandemien. Coronaen. Dén, som de fleste vist troede, at vi var sluppet af med.

Det er vi så åbenbart ikke. For mens vi har været optaget af klima og krig i Ukraine, så har virus lige så stille muteret.

Faktum er nemlig, at:

  1. Der er kommet en ny variant – som først blev opdaget i Danmark for præcis en måned siden, men som nu har spredt sig til flere lande – og også smittet flere i Danmark.
  2. Den nye variant muterede hele 30 gange indenfor kort tid – og især dens spikes er anderledes. Det billede er ikke set siden Omikron afløste Delta for snart to år siden.
  3. Den nye variant er derfor også så anderledes, at man taler om, at det måske er en helt ny variant – og i så fald skal den hedde Pi.
  4. Om den nye variant er mere farlig, mere dødelig end den gamle Omikron er for tidligt at sige. Men den vurderes let at kunne gå udenom immunitet opnået ved både vacciner og tidligere smitte.
  5. Det kan heller ikke siges, om en ny dosis vaccine vil gøre en forskel – selvom det i USA anbefales at få en påfyldning nu.
  6. I flere lande taler myndighederne om muligheden af at genindføre mundbind i den offentlige transport, på sygehuse og den slags – samt passe ekstra på, hvis man ikke kan tåle at få Corona.
  7. Hvor meget det bliver til, ved ingen – selvom antallet af smittede stiger, også i Danmark.
  8. Den nye variant er endnu kun en VOI – variant of interest. Men den kan blive til en VOC – variant of concern, og så kan vanviddet bryde ud igen.

I mellemtiden gælder: Keep calm and carry on.

Men vask lige de hænder, ikke?
Og hold lige den ekstra afstand ude i det offentlige rum, ikke?

Det slags hygiejniske vaner er også gode, hvis man vil undgå den kolde tids andre dårligdomme.

For så civiliserede er vi vel, at vi kan finde ud af at lære af en pandemi?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kilder: SSI, Daily Telegraph, WHO m.fl.

Spin: Statsministeren om aktiv dødshjælp

Udgivet den af
Svar

Så gjorde statsminister Mette Frederiksen det igen.

På Folkemødet på Bornholm flyttede hun dygtigt debatten væk fra noget, som vedrører os alle sammen i hverdagen til et emne, som intet har fyldt i den politiske debat i de seneste år, og som nok er vigtigt, men som også – og heldigvis – kun vedrører de få.

For ja, debatten om aktiv dødshjælp er selvfølgelig vigtig. Men at trække den frem nu, er det rene spin.

For vi lever i en tid, hvor krigen truer, ja hvor krigen er i gang i Ukraine, hvor flere tusinde har mistet livet igennem de snart 16 måneder, som Ruslands forsøg på at invadere Ukraine har varet.

Vi lever også i en tid, hvor uligheden er stigende. En tid hvor flere og flere falder igennem velfærds-nettets masker, der efterhånden er blevet alt for store. En tid, hvor der slet ikke satses nok på at give de levende ordentlige livsvilkår. På sundhed, uddannelse, forskning og klima.

Så det er spin, når statsministeren pludselig dukker op på Bornholm, og med våde øjne taler om den afmagt, som hun selv følte ved en pårørendes dødsleje.

Men det tager medierne slet-slet ikke op. De løber med på statsministerens meget følelsesladede dagsorden. Det er – selvom emnet er supervigtigt – utroligt, at de landsdækkende medier er så nemme at løbe om hjørner med.

For ja, vi har en statsminister, som på Bornholm prøver at genstarte debatten om aktiv dødshjælp som middel til at undgå at tale om de for alle så konstant vigtige emner som ulighed, sundhed og klima.

Dér er spin – og så er dér spin, som er direkte usmageligt. Frederiksens snak om aktiv dødshjælp er det sidste.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Tivoli 180 år

Udgivet den af
1

Kan man anmelde et sted? Såmænd kan man så – i hvert fald når der er tale om en forlystelsespark. Endda én, som fylder rundt. For det gør Tivoli.

Georg Carstensens gamle have bliver denne sommer hele 180 år. Imponerende er det, og selvom selve dagen først er til august, så foregår fejringen selvfølgelig hele året.

Undertegnede var derfor i Tivoli sidste uge – og umiddelbart lignede meget sig selv med en masse glade gæster i alle aldre – deriblandt mange fra andre lande. Der blev talt både engelsk, amerikansk, japansk, tysk, italiensk, fransk og svensk omkring undertegnede.

Der blev også spist is, kørt i rutschebane, kastet med bolde og alt det andet, som hører sig til en tur i Tivoli.

Så langt, så godt. Men nogle gange skal man også se efter det, som IKKE er dér.

Og her mangler meget af det, som indtil for få år siden var essensen af Den Gamle Have. De to vigtigste er:

  1. Levende musik mange gange om dagen fra det nu hedengange Promenadeorkester, som spillede til de to daglige forestillinger på Pantomimeteatret samt til de 3-5 daglige koncerter i den nu nedrevne Muslinge-pavillon.
  2. Børneteatret Valmuen, som tre gange om dagen spillede et af H. C. Andersens eventyr på måder, som var lige så mageløse, som eventyrerne er det – og som tiltrak mindst lige så mange voksne som børn.

I stedet er der kommet en Food-hall og et hotel, som begge er præcis lige så ligegyldige og livløse som parkeringspladsen foran Ikea.

Ganske forstemmende er det, når der er skåret en så stor luns af dén charme og dét eventyr i Tivoli, som gennem mere end 150 år gratis formidlede kunst, kultur og dansk historie til alle og enhver. For nu handler hver kvadratmeter om at tjene penge – og det skal gøres så billigt som muligt. Apropos Ikea.

Men det er skade, at den daglige musik er væk, at roserne ikke findes i rosenhaven mere, at der skæres ned på blomsterne i Den Gamle Have i det hele taget – og at den særlige ro og plads til eftertænksomhed er væk.

Man kan være heldig at finde en smule af den gamle Tivoli-sjæl en sen aften udenfor højsæsonen, når man går rundt for selv på steder, hvor der er lukket for dagen. Så kan man – hvis man lytter godt efter – måske høre de gamle dage hviske til én – eller en tone fra Promenadeorkestrets eminente musikalske behandling af de gamle melodier.

Eller man kan et øjeblik mærke suset fra kulturens højder, når Pjerrot fjoller, og løjerne er i gang på Pantomimen, så alle griner, som de har gjort det gennem alle generationer, når manden med det hvide ansigt laver spas med bedsteborgeren

Og nu vi er ved pantomimen: Så skal man lade være med at introducere nye pantomimer, som man har gjort det i år med ”Ude godt, hjemme bedst”, når de blot er en forklædt ballet. Men vi gider ikke Bo Bendixens forsøg på at lege balletmester på Det Kgl. Teater. Vi vil se klassisk comedia dell arte. Deres historier holder.

Big Bandet kan heldigvis stadig nydes – og Fredagsrock er stadig en god opfindelse. og man kan også stadig købe en øl og spise et stykke smørrebrød.

Men der mangler meget. Der er alt for meget kommercielt ukrudt i Den Gamle Have. Så desværre kan Tivoli kun få tre ud af seks ballongynger – og den ene gives endda kun af taknemmelighed over dét fantastiske, som Tivoli var engang – og som det bør blive igen.

Danmarksbloggen opfordrer derfor Tivoli til at se på det fine skilt med tallet 180, som hænger ved hovedindgangen. 180 år. Dét forpligter – til at tænke i kultur og kvalitet og ikke som nu i ussel mammon.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk