Europarådet – IKKE en del af EU, men vigtig

Danmark er formand for Europarådet fra november 2017 til maj 2018.

Det er ikke noget, som vi hører ret meget om – hverken i dansk presse eller i dansk politik, og det er en skam.

For det er faktisk vigtigt at kende Europarådet og Danmarks rolle heri – og især i denne tid, hvor flere politiske partier taler om at trække Danmark ud af internationale konventioner og organisationer.

Vi starter med det enkle: Europarådet er IKKE en del af EU, men en selvstændig  og mellemstatslig organisation, som blev dannet i London 5. maj 1949, hvor ti lande – deriblandt Danmark – underskrev den grundlæggende traktat, der lå til grund for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – og dermed også Menneskerettighedsdomstolen, der skal sikre den enkelte europæers rettigheder.

Læs mere om Europarådets opbygning her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/opbygning-og-institutioner/

Mange har i dag svært ved at skelne mellem Europarådet og EU – også fordi det øverste retslige råd i EU hedder Det Europæiske Råd, men det er altså noget andet.

EU har også fået større politisk magt end Europarådet, men især på menneskerettighedsområdet står Europarådet helt centralt som den enkelte europæers garant mod forfølgelse fra staten.

Europarådet har i sin snart 70 år gamle historie vedtaget ikke færre end cirka 200 konventioner – hvoraf Danmark har tiltrådt de fleste. Læs mere her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/danmark-i-er/

Der er også links til mere viden her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/formal-og-historisk-oversigt/

Og her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/resultater/

Danmarksbloggen vil gerne opfordre alle til at søge mere viden om Europarådet – og om Europas historie, for så vil det stå tindrende klart, at vores eneste chance for at komme igennem disse svære år er, hvis vi vedkender os vores internationale forpligtelser og holder fast i konventionerne … for deri ligger grunden til et civiliseret samfund, hvor retsikkerheden bibeholdes.

At trække Danmark ud er det samme som at byde barbariet, et samfund bygget på frygt og vold, indenfor, og det må aldrig ske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Cirkus LA igang igen

Cirkus LA er ligenu i gang med deres juleforestilling anno 2017 ”Der kommer en god skatteaftale – engang”.

Det ville være urkomisk, hvis ikke det var så trist for landet, og så kan man alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet, når man ser partileder Anders Samuelsen med de stålsatte øjne og en rygrad som en regnorm sidde dér på pressemødet og fortælle, at nu glæder han sig til efter nytår – for så skal der nok komme en god skatteaftale.

Det minder lidt om en vis statsminister, der talte om, at der kommer en god løsning i morgen!!!

Danmarksbloggen ryster på hovedet – og glæder sig samtidig til 2018, for mon ikke Cirkus LA vil fortsætte – eller måske skulle man sige Cirkus Blå Blok?

Cirkus Blå Blok hvor Anders Samuelsen er klovn, og Søren Pape er ham, der bærer rekvisitter ud og ind, men Lars Løkke er tryllekunstneren, der utroligt men sandt kan blive ved med at finde på tricks – og cirkusdirektøren, ham der svinger pisken? Det er selvsagt Kristian Thuelsen Dahl – manden uden ansvar, men med tonsvis af indflydelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er det økonomisk – og menneskeligt – ansvarligt?

Socialdemokratiet vil åbenbart stemme FOR tredje behandlingen af finansloven, fordi de siger, at de er et økonomisk ansvarligt parti.

Se mere her: https://jyllands-posten.dk/politik/ECE10113094/socialdemokratiet-parat-til-at-stemme-for-loekkes-finanslov/

Det vil i praksis sige, at Socialdemokratiet kan redde Løkke-regeringen – også hvis nu det absurde sker, nemlig at Liberal Alliance ikke stemmer for den finanslov, som de selv sidder i regering for.

Det er jo grotesk. Hov, stop – vent et øjeblik, siger Danmarksbloggen derfor!!!

For hvor er det økonomisk ansvarlige i at stemme for en finanslov, der vil:

GIVE ENDNU FLERE SKATTELETTELSER TIL DEM, DER HAR SÅ RIGELIGT I FORVEJEN?

SKÆRE ENDNU MERE PÅ YDELSERNE TIL DE UDSATTE GRUPPER SOM SVAGE, SYGE,  ARBEJDSLØSE, ÆLDRE, BØRN, HJEMLØSE OG FATTIGE?

SÆTTE DANMARK PÅ KOLLISIONSKURS MED KONVENTIONERNE?

SKÆRE NED PÅ UDDANNELSE OG FORSKNING?

GØRE FORHOLDENE FOR MILJØ OG GRØN ENERGI ENDNU SVÆRERE?

Det er hverken økonomisk – eller menneskeligt – ansvarligt at stemme for sådan en finanslov.

Det eneste ansvarlige og anstændige er derimod at stemme imod den blå finanslov – og så ellers krydse fingre for, at dét nej kan føre til et valg, som kan betyde en ny regering, der tænker på ALLE danskere, på miljøet – og på at skabe et værdigt og solidarisk samfund.

Men det overvejer man altså åbenbart at lade være med hos socialdemokraterne, hvilket er fuldstændig absurd – og det som i værste og yderste konsekvens kan føre til, at DF får en masse stemmer tilbage, så blå blok i den sidste ende kan få fire år mere ved magten i sommeren 2019.

Løkke og Thuelsen Dahl må have meget svært ved at få armene ned ligenu …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

3. søndag i advent: De ni læsninger

Advent 2017 står i kirkernes og troens tegn på Danmarksbloggen.

Og vi fortsætter i dag 3. søndag i advent med de ni læsninger, som oprindelig stammer fra England og den anglikanske kirke, men som i de sidste 25 år er blevet en fast del af adventstiden også i mange danske kirker.

De ni læsninger kan beskrives som en speciel gudstjeneste, hvor såvel præst som medlemmer af menigheden læser udvalgte tekster fra Biblen op. Indimellem er der salmesang, korsang og orgelmusik.

Gudstjenesteformen med de ni læsninger blev skabt i julen 1880 i England, og særlig kendt er versionen i King´s College Chapel i Cambridge, hvor den er blevet afholdt hver juleaften med deltagelse af det berømte kor King´s College Choir. Radiotransmitteret er de ni læsninger også blevet derfra til store dele af verden siden 1928, altså i snart 100 år!!!

Følgende tekster benyttes ofte til de ni læsninger:

1. læsning:
Første Mosebog 1,1-8, 1,26-28 og 1,31-2,4

2. læsning:
Første Mosebog 3,8-15

3. læsning:
Salme 88,2-8

4. læsning:
Esajas’ Bog 9,1-6

5. læsning:
Esajas’ Bog 11,1-10

6. læsning:
Lukasevangeliet 1,26-38

7. læsning:
Lukasevangeliet 2,1-7

8. læsning:
Lukasevangeliet 2,8-14

9. læsning:
Johannesevangeliet 1,1-14

Så kan man jo slå op og læse dem selv her 3. søndag i advent, hvis nu man ikke lige kan finde en kirke i nærheden, der har de ni læsninger på programmet (selvom det har mange kirker). Eller man måske bare vil læse dem i fred og ro – måske med kalenderlyset tændt og selv nynnende en julesang – eller ni.

For nu er der kun fire dage til vintersolhverv – og syv dage til jul.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Dukkehuset”

D.S. Henriksen udgav for kort tid siden bogen ”Dukkehuset” – en bog, der nok har et dukkehus som den centrale scene på mere end en måde, men som ikke på nogen måde ellers kan associeres med lyserøde prinsesse- og dukkelege med te-selskaber og løftede lillefingre.

Det drypper snarere af blod og ubestemmelige kropsvæsker end af spildt te – for nu at sige det ligenu.

Det starter ellers så hverdagsagtigt og velkendt. En antikvitetshandler, en kunde og et gammelt dukkehus. En ung gymnasieelev på vej hjem fra badmintonstræning gennem et dansk villakvarter klædt i sommer og idyl.

Men det ændrer sig – og bliver snart en uhyggelig historie, hvor dimensioner, fortid og nutid smelter sammen til et mareridt, en kamp på liv og død, hvor intet er givet på forhånd – og måske heller ikke på efterhånd.

Alt er beskrevet indgåede, levende og detaljeret i et nemt og tilgængeligt sprog, og man har på fornemmelsen, at forfatteren har siddet foran computeren og skrevet bogen i én samlet køre, hvilket selvfølgelig ikke kan lade sig gøre – efter de normale love.

Men netop de normale naturvidenskabelige love er i dén grad ophævet i ”Dukkehuset”, hvor vi hvirvles rundt i et mørkt mareridt, hvor selv den kloge Mira må give fortabt og ikke bare automatisk kender svarene.

Hendes venindes storebror David, der har den fysiske styrke med sig, må også erkende, at selv kræfter ikke altid er nok for en ung mand, der som vanen er for hans alder, opfatter sig ret udødelig.

Undervejs i Mira og Davids rejse i et univers, der er både sadistisk og indeholdende en pæn kadaverdisciplin, møder de også andre skæbner og eksistenser, som man heller ikke nogensinde ønsker at komme nær, end ikke selvom man er en hund efter mystik og fantastik.

Men nu skal der ikke siges for meget – læs selv bogen, hvor der også er flash-backs til noget, der er langt væk fra en dansk hverdag, nemlig en nazistisk arbejds – og udryddelseslejr, hvor kommandanten og hans datter lever under 2. verdenskrig, men forsvinder ind i dette mærkelige dukkehus, som årtier senere sælges til Davids far, som giver det til Davids søster Line.

Og det er så derfra, at denne rædselsfulde rejse starter ind i et univers, som ingen af os nogensinde ønsker at blive en del af.

Undertegnede er i hvert fald glad for ikke at eje et dukkehus – eller noget andet fra en antikvitetshandler for den sags skyld. For ”Dukkehuset” er en bog, der giver gåsehud og direkte ubehag.

Bogen giver så også en stor lyst til at rydde op i skabe og på loftet – bare for at være på den sikre side i forhold til at skille sig af med gamle – og måske farlige – sager.

Danmarksbloggen giver tre dukkehuse ud af seks mulige.

Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Planet Rump, the Farce Awakens”

En epoke i dansk teaterliv – og dansk jul – slutter med denne sæson.

Det er nemlig 35. – og sidste – gang, at Vivienne McKee og London Toast Theatre står i spidsen for Crazy Christmas Cabaret, som er et klassisk engelsk juleshow.

Formen, der er en blanding af komik, revy, spidsfindige ordspil, spiddende satire til tidens gang og en on-going dialog mellem scene og publikum, er en fast og elsket del af den engelske jul, som Vivienne McKee altså bragte til Danmark for nu 35 år siden, og som i år spiller forestillingen: ”Planet Rump, the Farce Awakens”.

I de mange år er succesen bare vokset og vokset – og der er efterhånden langt imellem, at man ser en vaskeægte Crazy-Christmas-Cabaret-jomfru, men de findes endnu. Og som altid må ”jomfruerne” m/k række hånden op til behørige klapsalver fra publikum, for sådan er det. Vi på stolene lever intenst med – og inddrages også hele vejen i det levende samspil, som aftenen er.

Ja, en enkelt publikummer ender som regel på scenen – således også i går aftes, hvor den udvalgte i de røde seler gebærdede sig så godt i stykket, at det udløste bragende klapsalver og et fortjent ”One can dream” fra scenen.

Undertegnede har været inde og se det gakkede, herlige og skøre show flere gange – men aldrig anmeldt det før her nu i denne sidste sæson, og hvordan anmelder man så noget, der er så godt, men som også er ved at forsvinde? Jo, man sætter sig ikke ned og storgræder, man keep calm and carry on, som englænderne siger.

Det med at keep calm er så alligevel lidt svært, når man for fuldt sving og i bankende rytmer i to akter svinges rundt i galaksen i en hæsblæsende action-historie fuld af bomber, magtkampe og allehånde planeter. Planeter, hvoraf to endda er styret af mænd, der per definition altid har så dårlige hår-dage, og er så barnlige, at London Toast Theatres versioner af den lille, gale asiat og den store, gale amerikaner virker mere fornuftige og mindre ”silly” end virkelighedens!

Dét er skræmmende – og Vivienne McKee siger også, at det er blevet meget lettere at skrive om de politiske ledere end det var, da hun startede for 35 år siden. Danmarksbloggen er enig. Det må komme helt af sig selv nu – ligesom genkendelsens latter gør det hos os, der sidder i Glassalen, når vi ikke ser ikke kun denne verdens ledere, men også en enkelt superheltinde. For verden tilhører (vistnok) kvinderne nu.

Der er det særlige ved Crazy Christmas Cabaret, at man ikke på forhånd ønsker at vide, hvem der spiller hvem, hvordan de er klædt på, eller hvad de siger og gør. For at se det hele folde sig ud undervejs, er en stor del af oplevelsen.

Men da David Bateson allerede i sidste sæson var Trump, undskyld Rump, undskyld Sheriffen fra Nottingham, røber man ikke noget ved at fortælle, at den rolle gentager han med bravour – og så orange i hovedet, at en vis mand i et hvidt hus i USA ville blive bleg som en slatten asparges, og straks trække sin mobil og begynde at tweete, hvis han ellers så og anerkendte det – og ikke bare troede, at det var fake news.

Uforglemmelig er også prinsesse Leia – og måske allermest i sidste scene, hvor ordet øm ikke engang dækker hendes udseende. Figuren er på alle måder hostess with the mostess!!!

Men så skal der heller ikke siges mere: Gå selv ind – for sidste gang – og oplev den forrygende barpige Lady Lola, Han Zupp, Luke Skystalker og alle de andre eksistenser i en galakse – ikke så langt væk. De dybt professionelle mennesker danser, synger, spiller og taler – ja selv tryller, så det er en leg – med lige præcis den rette mængde forstyrrelse i kraften!

May the Farce be with you

Danmarksbloggen giver ”Planet Rump, the Farce Awakens” seks ud af seks rumskibe – og vil på det kraftigste opfordre andre til at tage lyssværdet op. For den engelske ”Crazy Christmas Cabaret” er en lifesaver, en del af vores danske jul, som vi ikke vil undvære – selvom vi nok må sige farvel til en vis læge, der vel skal på pension i Helsingør, når lyset slukker for sidste gang i januar.

Men gad vide om ikke denne elskelige og i alle sæsonerne gennemgående figur smutter en tur over til Kronborg og snakker Hamlet og andre gode historier med Holger Danske? De to herrer, Dr. Van Helsingør og Holger Danske, er jo nu en integreret del af dansk kulturhistorie.

Præcis som Vivienne McKee er det, og hun skal også til at lave noget andet nu, rygtes det. Hvad vides ikke, men skal det foregå i Danmark, så kommer Danmarksbloggen gerne ilende. Endelig vil det også være en stor fornøjelse, hvis d´herrer David Bateson og Andrew Jeffers fortsat er at finde på de skrå brædder i Hamlets fædreland.

For: Brexit behøver ikke at betyde exit!!! Så bliv her – efterlad ikke os danskere til os selv i Løkkeland. Vi behøver the farce.

”Planet Rump, the Farce Awakens” kan ses i Glassalen i Tivoli indtil d. 6. januar – og så i Tivoli Friheden i Aarhus fra d. 10. – 13. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Alle mine morgener på jorden”

Alle mine morgener skal være poetiske, siger en af Danmarks største eventyrere gennem tiderne Troels Kløvedal, som i sidste uge udgav sin må man formode sidste bog ”Alle mine morgener på jorden”.

En bog – eller måske rettere en odyssé gennem et usædvanligt og rigt liv, fuld af spændende historier om fx skibsjagten, der som bekendt endte med Nordkaperen, turen gennem en militær flådeøvelse ved Polens kyst, med narkomaner på nedtrapning i den stockholmske skærgård – en tur som han aldrig har skrevet om før – men også historier om Bali og andre steder i Indonesien, fx øen Nias hvor en levende fortælletradition hjalp øboerne videre efter tsunamien i 2004 – og meget mere.

I alt blev det til mere end fem årtier – uden et alvorligt uheld – med Nordkaperen, og man følger med på alle tre jordomsejlinger. Man møder plejebarnet Per, som blev taget ind, og var med i alt, der foregik ombord, og var en såkaldt skidt knægt, som – fordi han blev mødt med kærlighed – udviklede sig til at blive en prægtig mand.

Der skrives også flittigt om master, flådehistorie og håndværk. Og vi hører om det faste holdepunkt på Tahiti på den anden side af jordkloden, hvor Nordkaperen lå på den samme plads i havnen alle tre gange, som den kom forbi. Om Troels Kløvedals nære forhold til Ægæerhavet, de græske sagn, græsk mad, natur, klima og sollys – men også om hvordan alt det smukke ved Grækenland døde i det lille, beskidte diktatur.

For der er også plads til holdninger om, hvorfor det stadig vigtigt at fortælle om græsk oldtid og mytologi – og måske især i vor tid, hvor Europa og EU igen er på dagsordenen sammen med nationalismen. For Troels Kløvedal er en verdensborger, men også en mand, der elsker demokratiet, sit land – og gerne vil gøre noget for den frihed, som var et grundvilkår i hans liv og hans lykke.

Smukke steder og lykke har i øvrigt heller ingenting med hinanden at gøre, siger han og slår fast, at man ikke kan sammenligne en atol og Danmark i maj. Men han vil som sejler gerne sige, at skibe og øer klæder hinanden, og når man sejler, finder man også ud af, hvor mange øer, der er i verden.

For jo mere man rejser, jo større bliver verden, og Troels Kløvedals verden er stor, selvom også han behøver både søkort og stjernerne, som han på sine rejser over oceanerne har udviklet et personligt forhold til. Stjernerne og så det behov, som han har for at have et sted indeni, som er helt hans eget – eller som han skriver det: Min hemmelige aftale med skæbnen, min livseliksir.

Kina-togtet er også med og har sit eget kapital, hvilket giver mening, da Trols Kløvedal var den første ikke-kineser, der sejlede så langt op af Yangtzefloden – og det for kun 15 år siden. Det handler også om Danmarks mangeårige gode forbindelse med Kina – og om Troels Kløvedals nej til at tage en ph.d.

Han sagde dog ikke nej til at deltage i hofballerne, som han beskriver som at træde lige ind i Danmarkshistorien, og så taler han også om samtalerne med Dronningen, der er født i København nogenlunde samtidig med ham selv – og som derfor lytter til den samme tromme i erindringsdybet, som det så psykologisk beskrives af manden, der indenfor de seneste år har modtaget både Dannebrogsordenen – og ALS-diagnosen, så også sidst i livet møder han både lys og mørke i det store format.

Men vi hører også om en barndom, der indimellem var lykkelig, men også var meget omskiftelig, om det nødvendige oprør mod autoriteterne, og hvorfor Kronborg blev et symbol på frihed – og så selvfølgelig om kærlighed, erotik, kvinder og børn. Om hippietid, demonstrationer, militærfornægter-tiden og de andre politiske manifestationer.

En person, der nærmest står lysende op fra bogen, er hans ungdoms bedste ven Hermann, som døde i en trafikulykke for 30 år siden, og som delte ud af sit overskud til den unge Troels. Om hans død skriver Troels Kløvedal: ”Der dannede sig en sten i mig, som aldrig har forladt mig”.

Lige dér er vi tæt på hans hemmelige sted, men der er mange flere historier, der skal fortælles, så vi hører også om kollektivet Maos lyst og venskabet med Ebbe Kløvedal Reich, om film, musik, teater, højskole, tv, revy, forfatterskab, foredrag, kongelige og kendte mennesker og ikke kendte – men stadig store personligheder, som har præget dansk kulturliv. Et kalejdoskop af oplevelser, store og spændende fra hele verden – så mange at det er oplagt at tænke, at der skulle 20 menneskeliv til at opleve det hele – men ikke når vi taler Troels Kløvedal, så kan det nås på mindre end otte årtier.

Som læser ville man gerne have endnu mere fortalt i dybden, for Troels Kløvedal skriver så levende og godt, men da bogen allerede fylder 448 sider, så ville det have været for meget forlangt at ønske mere. Undertegnede kan blot opfordre til at begynde at læse andre bøger af Troels Kløvedal, hvis ikke man allerede gør det.

For både i de tidligere bøger og i denne får man som læser en god portion kultur, historie og den der almene dannelse, som er så efterspurgt og behøvet i vor tid, men som man ikke kan google sig til eller tilkøbe i en app, men som kræver, at man rent faktisk læser bøger, går på museer, hører musik, lever livet og taler med mennesker – som Troels Kløvedal har gjort det.

Og som han skriver om, så man kan se det hele for sig, ja nærmest mærke havsprøjtet og lysten til at hoppe på hovedet i havet en skøn morgen, mens båden ligger for anker derude på bølgerne.

Der er i bogen også de skønneste fotos – men de bedste og mest levende billeder er alligevel dem, som Troels Kløvedal tegner selv med hans sprudlende fortælleglæde og sprog.

For livet og havet og eventyret er derude – lige til at bruge for os alle sammen. Og måske især efter regel nr. 3 i skibskollektivet: I tilfælde af uenighed, skal den, der har lyst til at sejle længst væk, have ret!

Det er en god leveregel – også når man selv er i tvivl, og diskuterer med sig selv, om man nu tør.

Danmarksbloggen giver seks store skibe ud af seks mulige for en fantastisk bog, som blev lukket med et taknemmeligt smil og en lille tåre i øjenkrogen. For det er en af Danmarks største sønner, der nu er ved at gøre klar til at gå fra borde.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

2. søndag i advent: Lucia kommer lige om lidt

Advent 2017 står i kirkernes og troens tegn på Danmarksbloggen.

Og vi fortsætter i dag 2. søndag i advent med Lucia, som fejres bedst i den svenske kirke, som også har en afdeling i København. Her hedder den Gustafskyrkan, og ligger lige ved siden af Østerport – og byder året rundt på gudstjenester og masser af andre arrangementer, også alle de klassiske svenske højtider, hvor ingen er så smuk og betagende som den svenske Lucia-skik.

Forestil dig at sidde i en bælgmørk kirke og så svagt høre en nynnen og måske mere ane end se skæret af et lys, der er på vej. Sangen vokser så i styrke, samtidig med at lyset bliver stadig mere klart, og så kommer de ind i kirken, de lange rækker af hvidklædte terner med tændte stearinlys i hænderne og stjernedrengene med enten lys eller stjerner – alle ført an af selveste Lucia-bruden med de levende lys i den grønne krone på hovedet.

Og så starter koncerten, når koret (som udgør Lucia-optoget) har grupperet sig oppe ved alteret. Og de kan synge – både Lucia-sange og julesange og julesalmer.

For i Sverige har man flere Lucia-sange end den, som vi kender – og mange fantastiske julesange og julesalmer. Deriblandt også nogle som vi ikke kender i Danmark som fx ”Når det lider mot jul” og ”Jul, jul, strålande jul”. Men også én enkelt som vi har adopteret, nemlig ”Nu tændes tusinde julelys”.

Selve Lucia-dagen er d. 13. december, og den fejres overalt, hvor Svenska Kyrkan er, både i Sverige og udenlands – og det giver våde øjne og en boblende glæde hver gang, skal undertegnede hilse og sige. For ingen steder er man tættere på englesang og himmelsk lys end til Luciafirande i Svenska Kyrkan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Noget om helte”

I går aftes var der premiere på ”Noget om helte” på Nørrebro Teater, der selvfølgelig handler om Halfdan Rasmussens udødelige ord.

Halfdan Rasmussens tosserier og rim er elskede af flere generationer af danskere, der som små nyder at høre dem, senere selv at læse dem – og endelig læse dem op for egne børn og til sidst måske endda for børnebørnene.

Det siger sig selv, at ordene og især ordenes lyde er det centrale i Halfdans Rasmussens digtning, der også omfatter meget andet end tosserierne, men det er tosserierne, som vi får i forestillingen, hvor der selvfølgelig siges ord – og synges ord, både solo og af Nørrebro Teaters dygtige Folkekor.

Men på en eller anden måde er det alligevel i langt højere grad billedliggørelsen og kropsliggørelsen af Halfdan Rasmussens tosserier og digte, der folder sig ud på scenen i et set-up, der med sit grøn-hvid-stribede sommertelt mindede om en sommerdag på stranden i Hornbæk, hvor digteren boede.

Men der er også både revy, vaudeville – og cirkus over forestillingen, og ikke kun på grund af den røde næse og et fantastisk nummer med vimpel, som det hedder indenfor den rytmiske sportsgymnastik.

For som i tosserierne får vi det hele – også poesien, sneen og glitteret, og flere forskellige stadier og sindsstemninger i Halfdan Rasmussens liv, der på den ene side går frem, men også bevæger sig rundt i cirkler på den drejelige del af scenen. Præcis som hverdagen gør hos os alle – fra fødsel over forelskelse, forlovelse – og måske forgiftelse – og til den død, som er livets vilkår.

Ja, vi får endda fire forskellige Halfdan Rasmussen´er – eller skulle man måske sige fire forskellige sider af digteren – groft skulptureret over de fire temperamenter kendt allerede fra oldtiden: Det sangvinske og optimistiske, det melankolske og alvorlige, det koleriske og heftige – og endelig det flegmatiske og sindige.

Om virkelighedens Halfdan Rasmussen så havde ét dominerende temperament, ligesom de gamle grækere mente, at alle mennesker havde det, skal være usagt her.

For på scenen fik de fire skuespillere, Stine Stengade, Henrik Lykkegaard, Anne Sofie Wanstrup og Albert Stein Ankerstjerne, heldigvis lige meget plads til at fylde deres rolle ud og vise hver deres talent. Og det er godt, for de er fire meget forskellige skuespillere, hvilket er en stor fordel, når de skal gestalte fire forskellige sider af det samme menneske. Deres helt ens tøj var i den sammenhæng et genialt træk.

Det er Johan Sarauws debut som instruktør, og han formår som et andet disruptions-præget-halfdansk barn at tegne på scenen til Halfdans tosserier, der nok er gakkede og skøre, men som også indimellem rummer store eksistentielle spørgsmål til både os selv og verden.

Danmarksbloggen noterede sig, at publikum ofte brød ud i latter, når komik, mimik og bevægelse gik i ét med tosserierne.

Nævnes skal også, at det er Adi Zukanovic, der har komponeret ny musik – samt at Ida Nørby spillede på cello, mens Mads Forsby stod for percussion.

Danmarksbloggen giver ”Noget om helte” fire tosserier ud af seks mulige. For livet er stadig en morgengave – og sjælen er stadig et pilgrimskor, og lige nu kan meget af det ikke kun høres, men også og især SES på Nørrebro Teater.

Forestillingen spiller på Nørrebro Teater indtil 14. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Den ego-slemme middelklasse og kreative klasse

Middelklassen og den kreative klasse har fået det bedre gennem de seneste år – markant bedre, men ingen af dem føler noget socialt ansvar for underklassen. Tværtimod så forbruger middelklassen og den kreative klasse løs af det offentliges ydelser, samtidig med at der forlanges skattelettelser – og brokkes sig højlydt over, at servicen bliver dårligere.

Det hænger ikke sammen, men det tænker den ego-slemme middelklasse og kreative klasse ikke over.

Her bekymrer man sig om at bage brød med den perfekte krumme i stedet for at tænke på, at der reelt findes familier i Danmark, som ikke længere har råd til tre måltider mad om dagen.

Her harcelerer man over, at man ikke kan få betalt en svinedyr alternativ behandling med midler fra det offentlige i stedet for at tænke på, at der reelt findes familier i Danmark, som ikke længere har råd til læge-ordineret medicin.

Her går man vældig meget op i det frygtelige i, at det tager flere dage at få endnu 10 stykker tøj købt på nettet hjem i stedet for at tænke på, at der reelt findes familier i Danmark, som ikke længere har råd til vintertøj og støvler til deres børn.

Det er simpelthen så ego-slemt, at man tror, at det er løgn – men det er det ikke. Gå en tur på gaden, hør snakken på en café – eller følg en debat på Facebook.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk